[1] Noua terra 1566 Newfoundland, Labrador og Grønland i samtidens europæiske bevidsthed Af Hans Christian Gulløv Bag overskriftens lidt dunkle henvisning til »Nyland«, terra nova, i 1566 gemmer sig et træsnit, som foruden disse oplys- ninger af geografisk og historisk art også viser to personer af umiskendelig eski- moisk herkomst. Træsnittet er bragt hér som figur l efter en kopi fremstillet i Augsburg. Siden jeg sammen med Hans Kapel i 1977 blev gjort opmærksom på eksisten- sen af denne fremstilling under en stu- dierejse i Holland (Gulløv og Kapel 1977) og fik forklaret den historiske baggrund af museumsinspektør Gert Nooter i Leiden, så har jeg undret mig over eksistensen af et så tidligt billede af eskimoer. Det er jo fremstillet 10 år før Europa blev gjort bekendt med de eski- moer, som Martin Frobisher hjembragte fra sine rejser til det nuværende Baffin Island i 1576 og 1577, og som John White så fremragende afbildede. Samme John White blev senere guvernør i den britiske koloni Virginia, hvor han fort- satte sit kunstneriske virke med en lang række akvareller af indianere og natur- historiske emner (Hulton 1984). Augsburg-kopien blev første gang præsenteret for en snes år siden (Sixel 1966) efter et fund i Ziirich's central- bibliotek. Senere er en kopi, oprindeligt trykt i Nurnberg, fundet i the British Library og publiseret i 1976 (Sturtevant 1976:440). Augsburg-kopien blev præ- senteret sammen med en total oversæt- telse af den omgivende tekst i 1980 i tidsskriftet Inuit Studies, hvis tema- nummer omhandlede eskimoerne i det sydlige Québec-Labrador (Sturtevant 1980:47-49). Herfra lånte Finn Gad illustrationen og bragte den i sin nyeste grønlandshistorie med bemærkningen om, at de afbildede eskimoer muligvis var røvet på Labradors kyst i 1566 (Gad 1984:91) I 1984 udkom den nyeste udgave af det autoritative opslagsværk Handbook of North American Indians med bindet Arctic under Sturtevants hoved- redaktion. Heri er Niirnberg-kopien gengivet i afsnittet om Labrador-eski- moerne (Taylor 1984:510). Slutteligt har William Sturtevant sammen med David Quinn gennemført den mest om- fattende behandling af alle træsnitkopi- 129 [2] erne af de to 1566-eskimoer og sam- menholdt oplysningerne herfra med op- lysningerne fra Frobishers rejser i årene 1576, 77 og 78 (Sturtevant and Quinn 1987:61-140). Undersøgelserne, som blev publiceret i 1987, er fremragende gennemført og præsenteret, de lader ikke mange om overhovedet nogle spørgsmål uløst om- kring ægtheden af de fire kopier, man til dato har kendskab til, og det fastslåes, at dateringen stemmer med historiske be- givenheder, som vitterligt har fundet sted i Europa i 1566. Men et uløst spørgsmål står dog tilbage, nemlig den geografiske lokalitet Noua terra. Dette spørgsmål vil jeg i denne sammenhæng søge at komme nærmere ind på, uden dog at postulere at have svaret entydigt klarlagt. Umiddelbart vil det være fristende at følge Sturtevant og Quinn, når de frem- fører - efter udelukkelsesmetoden - at de grønlandske eskimoer ikke, siden nordboerne, kommer i kontakt med europæerne før med John Davis' land- gang på Vestkysten i 1585, hvis Fro- bishers sandsynlige landgang i 1578 undtages. Endvidere gør den datidige geografiske viden sig gældende, idet det nuværende Newfoundland af portugi- serne og franskmændene blev kaldt Ter- ra Nova, hvorfor det vil være mest sandsynligt at søge hér. Imidlertid findes der ingen eskimoer på Newfoundland, men såkaldte Beothuk indianere. Sturte- vant og Quinn argumenterer derfor for selve Labradors kyst som det mest logi- ske sted at søge. Men hermed står vi overfor et kulturhistorisk problem, som bunder i påvisningen af eskimoer på denne kyst i 1500-årene. Etnografisk og historisk finder Garth Taylor det yderst vanskeligt at argumentere overbevisen- de for en eskimoisk tilstedeværelse på denne kyststrækning (Taylor 1980:188), når den allernordligste pynt, Cape Chid- ley, undtages. Arkæologisk set er argu- mentationen lige så usikker, idet sporene peger på en indiansk bosætning helt op til 1650 for den sydlige halvdels ved- kommende (Fitzhugh 1978:146). Sturtevant og Quinn fremstår med deres 198 7-artikel som autoriteterne, der lader tvivlen komme anklagede til gode og derfor fastslår, at man indtil videre må lade Labrador-kysten være det omtalte Noua terra. Dette synspunkt udtrykker de på følgende måde i konklu- sionen: »Vi håber denne diskussion må opmuntre til afdækning af yderligere bevismateriale, der kan løse nogle af de tilbageværende problemer. Nyt arkæo- ligisk eller skriftligt kildemateriale vil givetvis understrege hypotesen, at 1566-fangerne blev røvet fra Labrador af baskiske (eller sandsynligvis breton- ske) søfolk. Måske findes der skriftligt kildemateriale, som vil fortælle os mere om, hvad der skete med dem i Europa. Men det er vanskeligt at forestille sig et rimeligt bevis for, at de ikke skulle være fanget i Labrador men i Grønland - som er det umiddelbare indtryk, de fleste eskimologer får ved at betragte kvindens beklædning. Selv om man ef- terprøver en eventuel europæisk kon- takt med Grønland i 1560'erne, er det usandsynligt, at denne tilfangetagning overhovedet vil være omtalt med særlig henvisning til Grønland, som på den tid givetvis må have været omfattet af 130 [3] iTWférttM. DJL,XVI.3«/ t!>an'!Tt tut utraoått/ tias n 311 Str Witrt « x fen »n (Fe t48l!fn6t )(( Btrl«ff!». 5H» (le P* mm fo »«|1iJ«f8 f(eB(l/ «(fct e|r arni net em efnføe nxiit v«n ir . ttliin fe km3Ji *«ff'w;®w*»ai(ml*tf8«^i««nfiir(«(B«tt! ^mt<»^f^^M/^^i^^i,^»^f\tt £.„4.-.<*• * - \4 /J y-- «'<_ ._____c ' * . «"\ . / ' y-J / •<>^ <^"f--/fv'w 'fy"''i^&t*.jkfa~ '<*" ^vi^—^-f-<-..- fn^-'^tH^X/^M.iJ' &SM^^»- 4^-n'^ -^ ^".- ^ "^ ^r^>' ?>• .n«}^'4->- ^ ^ . r :j -> ' ^^"-----^«ii»^^ • ^m^r *Bnr , ,,.,j-i -......-----'—'----------- '71 Fig. 2. Adriaen Coenens originale tekst fra 1577-78, som forteeller, at han bar set den røvede kvinde og hendes 'datter i levende live. (Efter Coenen 1577-78). Atlanterhavet til det, der engang var den nye verden, for at søge at indkredse omridset af Nyland, Terra Nova, som det efterhånden var blevet opfattet i kartografien og slutteligt så ud i 1566. Jeg har søgt hjælp i Bjørnbos værk om Grønland (1912), i Goslings værk om Labrador (1910), i Harrisses værk om Newfoundland/Terre-Neuve (1900), og i Tanners værk som Newfoundland- Labrador (1944). Tilsammen indeholder disse værker alle de kartografiske infor- mationer, som i dag udgør vor viden om Europas opfattelse af kysterne langs disse nordlige farvande i 1500-årene. Det hele begyndte som et dansk-por- tugisisk samarbejde, idet Christian den Anden på kong Alfonso af Portugals opfordring sendte en ekspedition mod nord i 1472 eller 1473. Lederne var Pining og Potthorst, og af navngivne personer optrådte også Johannes Scol- vus og Joao Vaz Corte-Real (Gad 1967: 216-217; Bjørnbo 1912:257). Scolvus' 135 [8] navn optræder senere, i 1537, på Mer- cators verdensglobus. Men hvad der i denne sammenhæng fik betydning var, at portugiserne fik kendskab til et land, som lå hinsides havet. Fra Portugal udrejste i 1500 en søn af Joao, nemlig Gaspar Corte-Real, som nåede Grønlands østkyst uden dog at nå ind til. land på grund af den megen is. Derfra fortsatte han over til det Nord- amerikanske fastland. Rejsen blev gen- taget i 1501, og resultatet blev indtegnet på det såkaldte Cantino-kort i 1502, hvor et særdeles vellignende Grønland blev betegnet »En halvø til Asien«, »A ponta dfasia]«, mens det andet nyop- dagede land fik betegnelsen »Terra del Rey de Portuguall« (Bjørnbo 1912:160- 161). Corte-Reals opdagelser blev gen- givet på flere korttyper i 1502 og 1503, og fælles efter navngivningen er beteg- nelserne Terra de Labrador, hvor Grøn- land placeres, og Terra de Corte-Real, hvor Newfoundland-Labrador i dag pla- ceres. Tre hovedtyper er gengivet hér som figur 3. Der hersker i dag næppe tvivl om, at det land, som Corte Real så i 1500 og ikke kunne nå på grund af is, var Grønland. Men et stykke vej rundt forbi Kap Farvel (»firme« på fig. 3 b og »cauo larbadore« på fig. 3c) ses anbragt »terra noba« (nyland, fig. 3c) netop der, hvor drivisen tynder ud og landgang bliver mulig. At der syd for »Kap Farvel« optræder et Insula de Labardor (fig. 3c) skyldes korttegnerens ønske om at vise, at både portugiserne og englænderne gjorde krav på opdagelsen af landet med dette navn. Derfor måtte en ø indtegnes for at tilgodese de engelske argumenter, der begrundedes med John Cabots rejse i 1497 (Bjørnbo 1912:178-180). Men tilbage står den oprindelige be- tegnelse Terra de Labrador, og den har fået sin mest sandsynlige forklaring med en henvisning til en person, som deltog i Corte-Reals 1500-ekspedition. Det dre- jer sig om Joao Fernandez, der oprinde- ligt hørte hjemme på Azorerne, hvor han var jordbesidder, »lavorador« på portugisisk, og efter hvem den nordlige kyst i 1500 fik navn, da Fernandez så landet først (Harisse 1900:40; Bjørnbo 1912:174; Tanner 1944:50). Fernandez skulle så i 1502 være rejst tilbage til Portugal, hvor han skulle have infor- meret korttegneren korrekt om opdagel- sen af landet, som efter »opdagerens« ønske derfor passende kunne få knyttet dennes azoriske kaldenavn til sig, terra do Lavrador (Gosling 1910:60), som endnu stod på kortene i 1520'erne (Bjørnbo 1912:212). Jeg har gjort eri del ud af denne tidlige kartografi, fordi det er første gang, Europa får et indtryk af disse nordlige lande, som stammer fra selvsyn, og fordi Grønland i den tidligste kartografiske fremstilling forsynes med betegnelsen Labrador. I tiden efter disse første kartografiske landvindinger blev det typen, som er gengivet i fig. 3c, der kom til at do- minere kortmaterialet. Typen kaldes ef- ter portugiseren Pedro Reinel (Bjørn- bo 1912:176-177) for Reinel-typen og optræder oftere i det samtidige kort- materiale efter 1525, idet Labrador/ Grønland flyttes mod vest over imod landet Bacalnaos, som betyder »stokfisk- landet«, og hvor englænderne havde 136 [9] 3a. 4 ctelReyde portuouaU 3b. Terra c(e Lauonaclor Terra ete Corte ReaL 3 c. IniuU deLabarctor PortuqaLs fiaq 3 3. C^ntino-kortet 1502, 3 D. Labrador jzS-typen 1502- 3 C. Reinel-typen 1503 F/£ 3. De tidligste kartografiske fremstillinger af opdagelserne af de nye landområder i den nordlige At lånt omkring 1560. Kort 3a viser det såkaldte Cantino-kort med en forbavsende nøjagtig gengivelse af det sydlige Grenland med markering af den kyststrækning, som den portugisiske ekspedition sejlede langs uden dog at kunne nå ind til kysten på grund af drivisen. Der hersker endnu uenighed om en eventuel videre besejling langs den grønlandske vestkyst. De nyopdagede landområder er markeret med portugisiske flag. Kort 3b viser det samme landområde på et kort af den såkaldte Labrador e-type, idet den besejlede strækning af Grenlands estkyst nu er udskilt som en e og drejet en kende, hvilket den vedføjede kortskitse demonstrerer. Navnet »firme« er anført, og dcekker over det nuværende Kap farvel. Kort 3c viser den såkaldte Keinel-type, der senere får en mere skålformet udformning og flyttes længere over imod det nuværende 'Labrador-Newfoundland (se Fig. 4). Blandt navnene ses på den grønlandske vestkyst, terra noba, som muligvis var den lokalitet, portugiserne nåede til på deres sejlads langs østkysten og et stykke op langs vestkysten i 1500. Insula de Labardor er korttegnerens forsag på at tilgodese det engelske krav på førsteopdagelsen med John Cabots rejse i 1497. (Efter Harrisse 1900, Bjørnbo 1912 og Skelton 1958). 137 [10] Fig. 4. Udsnit af anonymt portugisisk sekort fra 1520'erne af Reine/-typen. Grønland (=Do Laiirador) åbent mod nord, skålformet og placeret tæt op ad L,abrador-Newfoundland (= Bacalnaos, dus. stokfisklandet). Denne korttype har en afsmittende virkning på de senere kort fra den såkaldte Dieppe-skole, som dominerede kortma/erialet over denne del af verden i 1560'ertie. (Efter Bjernbo 1912). fundet endnu rigere fiskebanker end omkring Island (Fig. 4). Det kartogra- fiske initiativ flyttede samtidigt fra Por- tugal til Spanien, som politisk set havde taget parti for England med hensyn til Newfoundlands/Labradors opdagelse via direktøren for den spanske søkort- kommission, Sebastian Cabot søn af John (Bjørnbo 1912:214-215). På eng- lænderen Robert Thornes kort fra 1527 er der henover den nye verdens nord- østlige del påtrykt »Noua terra laborato- rum« (Skelton 1958:100) med bemærk- ningen om, at »dette land blev først fundet af englænderne« (Bjørnbo 1912:215). Men dette er kun at betragte 138 [11] som et udslag af den voksende strid om retten til den nye verden og dens ressour- cer; Thornes kort har intet med den kar- tografiske virkelighed at gøre, for den er endnu udelukkende baseret på Corte- Reals opdagelser og kortmaterialet herfra. Hele Bjørnbos mesterlige arbejde fra 1912, Cartographia Groenlandica, cen- trerer sig om Grønlands placering på samtidige kort. Bjørnbo lægger stor vægt på at inddrage et kortmateriale, hvorpå navnet Grønland optræder, for derigen- nem at vise hvordan den gammelkendte norrøne viden lige så langsomt ind- drages i 1500-årenes europæiske karto- grafi. En væsentlig opdagelse, som i 1912 var ganske ny, var påvisningen af Claudius Clavus' kartografiske arbejder fra 1400-årenes begyndelse som en af- gørende faktor for forståelsen af den senere fremkomst af landene med de for Europa så mærkelige navne Engronelan og Gronelant (Bjørnbo 1912:232). I og med at alle nytilkomne oplysninger efter datidens opfattelse nødvendigvis måtte indføjes i det kartografiske arbejde, så blev også kortene til tider en regulær ophobning af alle tilgængelige navne. Det har været Bjørnbos fortjeneste at have udredet dette kartografiske virvar. Det hele kulminerer i Zeno-kortet fra 1558 med Claudius Clavus' Engronelant placeret dér, hvor Grønland ligger i dag, med Grolandia placeret norden for Nor- ge i det yderste nord hvorfra kareler og skrællinge kunne drage ned mod nord- bobygderne til det afgørende slag, og med det opfundne sagnland Frisland ude i oceanet syd for Island. Bjørnbo udreder navnene på det vigtige kort med klarhed og kan indirekte vise, at enkelt- dele på kortet må stamme fra et portu- gisisk kort fra midten af 1500-årene (Bjørnbo 1912:321-332). At Zeno-kortet påvirkede den nordiske opfattelse af det nordlige hav som væ- rende inddraget i den danske konges interessesfære, fordi landene omkring var gammelnordiske, det gjorde de poli- tiske forhold vanskelige ind i det næste århundrede, da hvalfangsten begyndte. Men disse forhold affødt af Zeno-kortets fremkomst ligger langt fra problemet omkring Terra nova i 1566. Her drejer det sig om kartografiske landvindinger, og disse fremkom med franskmanden Jacques Garders omsejling af øen med det nuværende navn Newfoundland i 1534. Franskmændenes engagement i disse egne er velkendt, og snart er de på opdagelse i egnene omkring Set. Law- rence bugten. Kortene herfra er udført i Nordfrankrig, hvor især byen Dieppe lægger navn til en hel kartografisk skole. Italieneren Agnese benyttes af Dieppe- kartograferne (Bjørnbo 1912:309), og på hans kort fra 1530'erne ses terra noua som en halvø, der rager ud i oceanet fra Nordeuropa, mens terra di bacalai, stok- fisklandet, er den nye verdens nordøst- pynt (Bjørnbo 1912:310-311). Interes- sant i denne forbindelse er Sebastian Miinsters kort fra 1540 trykt i Basel, som gentager Agneses placering af det sandsynlige Grønland og kalder det Ter- ra noua sine (eller) de Bacalhos (Bjørnbo 1912:247) og adskiller dette fra den nye verdens Francisca. Der hersker tilsyne- ladende en forestilling om et land, der er adskilt fra franskmændenes område. 139 [12] Men på Mercators globe fra 1541 er »Baccalearum Regio« med øen udfor, »Insule Corterealis« blevet landfast med en stor halvø uden navn, der ender i den gamle portugisiske betegnelse »Cap de terra firme« med en unavngiven ø afsat udfor (Bjørnbo 1912:284). Denne ud- tegning findes fra dette år gengivet på samtlige Dieppe-kartografers kort, hvil- ket ses på Desliens' 1541-fremstilling (Harrisse 1900: pi. XI), hvor den unavn- givne halvø nu har fået navnet Terre du laborador men stadigvæk med bibehol- delse af det gamle navn »Cap de terre ferme«. Men alle landområder nord her- for er borte og erstattet af betegnelsen »inconneue«, mens Island ligger ude øst for forbjerget. Denne fremstilling gen- gives på Desliens' kort fra 1563 (Harris- se 1900:260). Den sidste navngivning af interesse for mit sigte med denne kartografiske gennemgang findes på kortene fra den fransk-italienske skole. Den »nyeste« re- digerede udgave af Gastaldi-Mattioli- typen fra 1565 trykt i Venedi følger Dieppe-skolens fremstillinger nøje; rnen navngivningen er suppleret med et »Tierra Nueva« lige nord for de samti- dige korts Cap ferme men stadigvæk med det indre landområde benævnt »Tierra del Laborador«. Længere mod syd ses et »Terra Nova«, hvor det nuværende Newfoundland ligger (Har- risse 1900: 253-254). Disse sidste navngivninger er sammenstillet på kor- tet, der er vist som figur 5. Vi kan nu se, at det nuværende Grønland i 1560'erne på kortene er flyttet over nord for det nuværende Newfoundland. Navnet Labrador (= Grønland) er stadigvæk bibeholdt lige- som de fleste af de oprindelige por- tugisiske navne. I tilgift optræder der nu to »nylande«, hvilket i og for sig ikke er så mærkværdigt, da denne fremgangs- måde ved navngivning af nyopdagede kyster var almindelig (jvf. »Het nieuwe land« for Spitzbergens opdagelse i 1596). Skulle der virkelig ligge et »nyland« oppe på det Labrador, som er vist på figur 5, så må der være noget galt med kortet. Denne vurdering må tages med forbehold; og det forbehold begrundes med, at områdets nordlige kyster var ukendte, »inconneue«, som anført på de europæiske kort. At forbjerget »cap de ferme« er tegnet stik syd forklares med en henvisning til misvisningen, der var en ukendt faktor på den tid(?), og derfor rettelig skulle gå mod nord og være det nuværende Labradors nordpynt, Cape Chidley (Gosling 1910:67-68; Tanner 1944:57). Dette synspunkt har jeg van- skeligt ved at forstå, da solhøjden klart vil indicere på hviken breddegrad, man befinder sig. Men problemet er af en anden art. Kystlinien nord for det nuværende Newfoundland er tegnet som en bue mod øst, indtil den ender i »ferme« og videre i en ø. Dette forbjerg tager Martin Frobisher bestik af på sin første rejse i 1576 og sejler vest om og op i den nye, store »havbugt«. »Cape de Terra Firme« er Kap Farvel (Wallis 1984:463, fig. 10), og øen ud for er Frisland. Kortene af Reinel-typen, hvor kysterne er sammenhængende (jvf. fig. 3c og 4), bliver hermed gennemskåret, og navnet Labrador finder herefter sin blivende 140 [13] F/^. 5. Desliens' verdenskort fra 1563 ses øverst. Nedenfor ses prototypen på Dieppe-skolens fremstillinger af fransk Canada. Som baggrund er skraveret et moderne kort i samme målestok, der viser, at nasset »de terre ferme« er Kap Farvel, med Steløen anbragt syd herfor. Denne stele er forklaret på Fig. 6. Endvidere er markeret landstrakningen med navnet »Tierra Nueva«, som anføres på et revideret kort fra 1565, trykt i Venedi, Norden for Dieppe-kortets »Terre du Laborador« er verden ukendt, inconneue. (Efter Harris se 1900). 141 [14] plads på det nordamerikanske kontinent. John Davis' misfortolkning 10 år senere af Frobishers opdagelser medfører, at opdagelserne i 1576-78 bliver lokali- seret til at ligge på det nuværende Grønlands sydspids med navnet »Meta Incognita« (Wallis 1984:463-464). Sammentegnes Dieppe-skolens kort fra 1560'erne med englændernes kort fra 1576-87-rejserne, så fremkommer føl- gende fremstilling, vist på figur 6, der kan forklare, hvorfor det har været så vanskeligt at forestille sig et Terra Noua ligge nord for det kendte Terre-Neuve, dvs. Newfoundland i 1566. At man i Europa på den tid har haft kendskab til et nyland nordpå, viser den ovenstående gennemgang; men at dette land ikke i 1566 havde fået en placering på samtidens kort, skyldtes den mang- lende kartografiske fornyelse, hvilket først fandt sted efter 1576: Hvilken side af det nuværende Davis stræde, vi her- efter skal betegne terra nova 1566, Baffin Island eller Vestgrønland, må afhænge af en gennemgang af træsnittets gengivelse af dragttypen. Men det er en vanskelig opgave. Den eskimoiske dragt i 1566 Umiddelbart synes dragtens geografiske placering indlysende, idet den vil indføje sig logisk i rækken af almindelige kvin- dedragter fra Vestgrønland. 1400-årene er her repæsenteret ved Qilakitsoq- mumierne (Hart Hansen et al. 1985). 1600-årene er repræsenteret ved de rø- vede grønlændere (Olearius 1656:171). 1700-årene er repræsenteret ved Hans Egedes beskrivelse: »Qvindernes Klæ- dedragt differerer fra Mændenes allene derudi, at de ere viide og høye paa Skuldrene, med store og høye Herter. De giffte Qvinder, som have Børn, deres Kiortle ere besynderlig viide og rumme, eftersom de maa bære deres smaa Børn paa Ryggen, og bruge ey anden Vugge eller Svøbet-Klæder til dem« (Egede 1925:370). Der skelnes således også klart mellem den alminde- lige dragt med bøj hatte og amaaten uden dette karakteristikum. Snitmønsteret i mumiedragterne kan også spores direkte til 1800-årenes vestgrønlandske dragt, hvor den høje hætte dog er forsvundet (Hart Hansen et al. 1985:170). Hvor fristende ville det ikke være at indsætte træsnittets dragt som 1500- årenes type, når det samtidig betænkes, at Frobishers tilfangetagne kvinde fra 1577 netop ikke er udstyret med den høje hætte (Hart Hansen et al. 1985:161). Men desværre er denne kvinde netop iført en amaat, og det er ikke tilstrække- ligt bevis for, at den høje hætte ikke findes også i 1500-årenes arktiske Cana- da, selv om Frobisher ikke omtaler en sådan (Hakluyt 1589). Man kunne også forestille sig den høje hætte som et modefænomen, der ganske vist havde holdt sig konstant i de 300 år, vi kan spore den i Grønland; men som havde et formål derudover, nemlig at gemme en hårtop. Denne form for frisure er dokumenteret tilbage til sen Dorset i det nordligste Grønland (Kaalund 1979:32) og genfindes i de fleste arkæologisk fundne trædukker fra Thulekulturen i Grønland. Tilmed har vi bevaret en kegleformet kvindehat til beskyttelse af hårtoppen fra 1880'ernes Østgrønland (Kaalund 1979:139). Fra 142 [15] Fig. 6. Aftegning af et enge/sk kort fra 1590'erne, som sammenfatter resultaterne afFrobishers og Davis' erfaringer, få dette kort er den franske kartografiske opfattelse af samme område skraveret ind. Det ses tydeligt, at Dieppe-skolens »Terre du Laborador« nu er gennemsejlet, een med navnet Sceløen er Zenokortets sagnomspundne ø, Frisland, og vi er nu tilbage til Cantino-kortets korrekte opfattelse, der var baseret på selvsyn. Ingen af de to kort i Fig. 6 er søgt sammenboldt med et moderne kort, idet hensigten hér er at vise uoverensstemmelsen mellem den franske og engelske opfattelse af de nordlige kyster, og den engelske nyopdagelse. (Efter Harrisse 1900, Gosling 1910 og Wallis 1984). Canada kender vi sammenhængen mel- lem Dorset-folket og deres frisure, idet Franz Boas fortæller, at de sidste Dor- set-folk »bandt deres hår i en knude, som stod ud fra hovedets isse« (Boas 1964:228); men i det etnografiske ma- teriale fra Canada kendes ikke hårtop- pen, derimod fletninger og hårknuder bundet op ved ørerrie (Boas 1964:153), som kan spores direkte ned til Naskapi- og Montagnais-indianernes bjørnekult i Labrador-Québec regionen (Speck 1935: 104, pi. III). Men en knude i nakken kendes dog fra Canada i 1800-årene ligesom frisuren med en knude bundet længere fremme på hovedet er beskrevet fra de nu uddøde eskimoer på Sout- hampton Island (Boas 1964:150-153). Southampton Island eskimoerne har længe været regnet som en temmelig isoleret gruppe med markante Dorset- træk (Maxwell 1985:244), så ideen om 143 [16] en eller anden Dorset-inspiration til den velkendte hårtop er efterhånden mere end blot en løs tanke, når man dertil føjer, at denne frisure ikke kan spores udenfor det område, som Dorset-kul- turen i dag kan defineres i, dvs. øst for Mackenzie. Flere fund af små kvinde- figurer skåret i træ eller tand fundet i arktisk Canadas Thulekultur er forsynet med den karakteristiske hårtop placeret på hovedets bageste del og minder til forveksling om Dorset-dukkens hårtop fra Grønland (Sculpture/Inuit 1971: pi. 42, 53, 60; Maxwell 1985:290). Så heller ikke hårtoppen er længere noget specielt for de grønlandske kvin- der, selv om vi endnu ikke kender eksempler på deres særlige frisure, med toppen anbragt midt på issen, udenfor Grønland. Hvad nu? Jeg fik hermed postuleret en mulig Dorset-inspiration til hårtop- pen, som er placeret forskelligt, hvis vi sammenligner det historisk kendte Grønland med det arkæologisk kendte østcanadiske område. Og den høje hæt- te ? Den kan »historisk« set følges tilbage til 1400-årenes Grønland med mumie- fundet som foreløbigt stoppested. Men i Canada kan den endnu kun dokumente- res etnografisk i 1800- og 1900-årene, og det er i det centrale og oprindelige Dorset-center omkring Iglulik (Boas 1901:104). Hos Kobbereskimoerne er den kun bevaret som festdragt ved dansene i festhuset (Damas 1984:410- 411), og hos Rensdyreskimoerne findes en høj hætte kun til piger, der har haft deres første menstruation (Arima 1984:452). På Baffin Island var træduk- kerne, som Boas hjembragte, iklædt høje hætter (Boas 1964:163), ligesom den ene af de tre dukker brugt i forbindelse med ceremonien for havets moder var forsynet med en meget høj hætte (Boas 1901:142); et træk der forøvrigt også kendes fra Grønland i mitaartut (Klei- van og Sonne 1985: pi. 24), som også kan føres tilbage til havets moder. I mitaartut-kulten er det karakteristisk, at kun drenge/mænd iklæder sig dette kvindelige symbol. Noget kunne tyde på, at man ikke kan komme længere med etnografiske og arkæologiske paralleller. Hårtop og høj hætte findes dokumenteret på begge sider af Davis strædet. Men til forskel fra de omtalte grønlandske eksempler og inklusive 1566-træsnittet, som alle har dragten fremstillet af sælskind, så er alle de canadiske eksempler udført i rensdyr- skind. Sælskind kan stå lige op i luften, som vist på samtlige illustrationer, hvor den høje hætte er afbildet, mens rensdyr- skind vil have en tendens til at falde mere eller mindre sammen. Dette for- hold skal jeg afslutningsvis inddrage i det følgende. Sturtevant og Quinn gennemgår om- hyggeligt træsnittets dragtfremstilling i deres 1987-artikel men finder ingen træk, som skulle kunne udelukke en Labrador-oprindelse. Kvindens ansigts- tatoveringer er velkendte både øst og vest i Davis strædet. Bukserne med bord kendes på Qilakitsoq-mumierne. Kamik- kerne har tilsyneladende trængt hårdt til en kamiutstok, eller også er det kun inderkamikken, de er afbildet iført. Til- bage bliver stadigvæk dragten som det stærkeste indicium for en lokalisering til Grønlands vestkyst. At det er den rene 144 [17] kvindedragt og ikke en amaat, fremgår af den manglende snøre med fæsteknap foran på brystet, som er så karakteristisk for denne dragttype og findes klart afbildet på John Whites 1577-gengivelse af Frobishers Baffin Island kvinde. Sam- me illustration viser rensdyrskind-amaa- ten med de symmetriske påsyninger af lyst skind nedenfor halslinningen til udvidelse af skulderpartiet. Det er et træk, som findes på samtlige afbild- ninger af rensdyrskinddragten fra ark- tisk Canada, og som genfindes i den grønlandske rensdyrskind-amaat (f. eks. Hart Hansen 1985:194). Disse på- syninger genfindes ikke i sælskinds- amaaten, hverken i Canada eller Grøn- land. Men der er på John Whites kvinde- gengivelse et andet interessant træk ved dragten. Ærmerne har påsyet lyse skind- firkanter til pynt; og tolkes disse pynte- påsyninger som et modefænomen eller et stiltræk, så ved vi nu,med hårtoppen og den høje hætte i klar erindring, at sådanne træk kan genfindes gennem lange perioder. Netop dette specielle forhold gør sig gældende i kvindens sommerdragt langs det nuværende La- bradors og Baffin Islands østvendte ky- ster i slutningen af forrige århundrede (Boas 1901:50-51, 54). Der er tilsyne- ladende tale om en kontinuitet gennem 300 år, hvad enten det drejer sig om den almindelige kvindedragt eller amaaten. Herover for står så træsnittet fra 1566, hvor dette markante træk ikke findes gengivet trods de mange øvrige detaljer, og sammen med dette skal den grøn- landske dragt ses. Dette træk findes ikke i Grønland. Længere kan jeg ikke komme med de eksisterende kilder. Men må konkludere, at det Noua terra, som omtales på alle tre træsnitkopier, ligger et sted på Grøn- lands vestkyst anno domino 1566. Henvisninger: Arima, Eugene Y. 1984: Caribou Eskimo. Pp. 447-462 i Arctic (red. David Damas). Vol. 5 af Handbook ofNorth American Indians (red. William C. Sturtevant). Smithsonian Institution, Washington. Bjørnbo, Axel Anthon 1912: Cartographia Groenlan- dica. Meddelelser om Grønland 48. Boas, Franz 1901: The Eskimo of Baffin Island and Hudson Bay. Bulletin of the American Museum of Natura! History 15. Boas, Franz, 1964: The Central Eskimo. University of Nebraska Press, Lincoln, (opr. 1888). Coenen, Adriaen 1577-78: Een visboock. Manu- skript, 412 foliosider, i Het Koninklijke Biblio- theek, Den Haag; 78E54. Damas, David 1984: Copper Eskimo. Pp. 397-414 i Arctic (red. David Damas). Vol. 5 af Handbook of North American Indians (red. William C. Sturtevant). Smithsonian Institution, Washington. Egede, Hans 1925: Det gamle Grønlands ny Per- lustration 1741. Red. Louis Bobé Meddelelser om Grenland 54:305-404. Fitzhugh, William W. 1978: Winter Cove 4 and the Point Revenge Occupation of the Central Labra- dor Coast. Arctic Anthropology 15(2):146-174. Gad, l-inn 1967: Grenlands Historie Indtil 1700. Nyt Nordisk Forlag. Gad, Finn 1984: Grønland. Politikens Forlag. Gosling W. G. 1910: Labrador: Its Discovery, Explo- ration, and Development. London. Gulløv, H. C. og Hans Kapel 1977: Rapport fra Hollandsrejsen, marts 1977, med bilag. Etnografisk Samlings arkiv, jr.nr. 2167. Hakluyt, Richard 1589: The Principall Navigations Voiages & Discoveries of the English Nation. London. Harisse, Henry, 1900: Découverte et Evolution Carto- graphique de Terre-Neuve et des Pays Circonvoisins 1497-1501-1769. Essais de Géographie Historique et Documentaire. London & Paris. 145 [18] Hart Hansen, Jens Peder, Jørgen Meldgaard og Jørgen Nordqvist 1985: Qilakitsoq. De grønlandske mumier fra 1400-taIlet. Nuuk & København. Hulton, Paul 1984: America 1585: The Compkte Drawings ofjohn White. University of North Carolina Press and British Museum Publications. Kaalund, Bodil 1979: Grønlands Kunst. Skulptur-Brugs- kunst-Maleri. Politikens Forlag. Kleivan, Inge og Birgitte Sonne 1985: Eskimos. Greenland and Canada. Iconography of Religions 8(2). Institute of Religous Iconography, Groningen. Maxwell, Moreau S. 1985: Prehistory of the Eastern Arctic. Academic Press, New York. Olearius, Adam 1656: Vermehrte Neive Beschreibung der Muscowitischen und Persischen Rejse etc. (Das 4. Capi- tel, Von den Grunlandern, pp. 163-179). Schles- zwig. Petersen, Kai 1970: Verdenshistoriens Hvornår Skete Det. Politikens Forlag. Quinn, David B. 1981: Sources for the Ethnography of Northeastern North America to 1611. National Museum of Man, Mercury Series, Canadian Ethnology Service No. 76. Sculpture/lnuit 1971: Udstillingskatalog. University of Toronto Press, Toronto. Skelton, R. A. 1958: Explorers' Maps. Chapters in the Cartographic Record of Geographical Discovery. Spring Books, London. Sixel, Friedrich Wilhelm 1966: Die deutsche Vorstel- lung vom Indianer in der ersten Halfte des 16. Jahrhunderts. Annali del Pontificio Musep Missionario Ethnologico gia Lateranensi 30:9-230. Speck, Frank G. 1935: Naskapi. The Savage Hunters of the Labrador Peninsula. University of Oklahoma Press, Norman. Sturtevant, William C. 1976: First Visual Images of Native America. Pp. 417-454 i Fredi Chiappelli (red.), First Images of America. The Impact of the New World on the Old. University of California Press, Berkeley. Sturtevant, William C. 1980: The first Inuit Depic- tion by Europeans. Inuit Studies, 4(1—2):47—49. Sturtevant, William C. and David Beers Quinn 1987: This'New Prey: Eskimos in Europe in 1567, 1576, and 1577. Pp. 61-140 i Christian F. Feest (red.), Indians and Europe. An Interdisciplinary Collection of Essays. Rader Verlag, Aachen. Tanner, V. 1944: Outlines of the Geography, Life and Customs of Newfoundland-Labrador. Acta Geograpbica 8(1):1-906. Taylor, J. Garth 1980: The Inuit of Southern Quebec- Labrador: Reviewing the evidence. Inuit Studies 4(1-2):185-194. Taylor, J. Garth 1984: Historical Ethnography of the Labrador Coast. Pp. 508-521 i Arctic (red. David Damas). Vol. 5 af Handbook of North American Indians (red. William C. Sturtevant). Smithsonian Institution, Washington. Wallis, Helen 1984: England's Search for the Nor- thern Passages in the Sixteenth and Early Seven- teenth Centuries. Arctic 37(4):453-472. Wenger, Beatrice 1974: Esquimaux en visite en Hollande au XVIC siécle. Représentation et dessins. Inter-Nord 13-14:217-222. 146 [19]