[1] Ammassalik 1967-1987 - studier over ændringerne Af Joélle Robert-Lamblin Laboratoire d'anthropologie, Musée de l'Homme, Paris Allerede i 1962 begyndte jeg at stifte kendskab til det oprindelige sam- fundsmønster hos Ammassalikbefolk- ningen. Det var i Paris, sammen med professor Robert Gessain på Musée de l'Homme. Dette folk, der var lille i antal men sammensat i sin samfundsstruktur med en overraskende rig kulturarv, hav- de takket være sin geografiske beliggen- hed og sin langvarige isolation bevaret en lang eskimotradition, som andre ste- der allerede dengang var forandret eller forsvundet. R. Gessain satte sig så for at ordne hele den østgrønlandske befolknings slægtsregistre, som han havde samlet i årene 1934-36 og fuldstændiggjort ved hjælp af fyldige danske arkiver, og han bestræbte sig på at føre tavlerne over slægtskab og giftermål så langt tilbage i fortiden som muligt. Denne minutiøse tilrettelæggelse åbenbarede med helt usædvanlig nøjagtighed denne lille men- neskegruppes levevis og evne til at over- leve i det 19. og begyndelsen af det 20. årh. - hvorledes den tog området i be- siddelse og dens bevægelighed deri, dens ægteskabsskikke og forplantningsrytme, dens muligheder for overlevelse i et fjendtligt miljø og dens skik med at gen- oplive afdøde slægtninges navne ... Fra at have været beskrivende blev sam- fundsbegreberne målelige, mulige at be- stemme, og de dannede således et grund- lag for analyser og sammenligninger. »Traditionen« var så sandelig ikke en form for stivnet, uforanderlig tilstand, som ved et brat møde med den vestlige verden ville have mødt denne ødelæg- gende virkning med ringe modstands- kraft. Denne tradition var i sig selv en fortsat tilpasning til en skiftende økolo- gisk sammenhæng og til historiske begi- venheder, der kunne medføre store omvæltninger. For Ammassalikbefolk- ningens vedkommende er vi kun be- kendt med de seneste begivenheder, nemlig de der fandt sted i anden halvdel af det 19. århundrede: Klimaet der blev koldere, overudnyttelsen af vildtet fra europæisk side, de dødelige sygdomme erhvervet ved sporadisk kontakt med 203 [2] habitanis 3000 2500 2000 1500 1000 _ 500 AMMASSALIKet SCORESBYSUND D£COUV£RT£ des AMMASSALIMIUT AMMASSALIK FONDATION du SCORESBYSUND MIGRATION auSUD RElOURduSUD 200 - 1884 1895 1905 1915 1925 1935 1945 1955 1965 1975 1985 Fig, 1. Den astgrenlandske befolknings udvikling, fra Gustav Holms opdagelse i 1884, til vore dage: egne i Ammassalik og ScoresbysHnd/Ittoqqortomiit. beboerne mod syd, de frygtelige hunger- perioder ... Folkets historie set demo- grafisk og genealogisk før dets opdagelse afspejler disse vanskelige tilpasningspe- rioder. Senere i det 20. årh. kom den euro- pæiske kolonialisering og indførslen af kristendommen: Den »tvungne civilisa- tion« og åbningen mod den ydre verden. Det var en undersøgelse af denne nylige udvikling som R. Gessain havde betroet mig, da han sendte mig derop i 1967 ef- ter at have givet mig det bedste grundlag for at foretage iagttagelser, nedskrivnin- ger og analyser af det der siden 1960'er- ne er foregået med større og større fart i området. Den usædvanlige gæstfrihed og den fuldstændige tillid som blev mig til del, bandt mig meget hurtigt, ligesom R. Gessain, til dette samfund, der aldrig si- den har forladt mit sind, selv om min forskning fra tid til anden har ført mig til andre egne af Arktis. Mellem årene 1967 og 1987, under otte ophold i Østgrønland - heraf seks i Ammassalik - var jeg vidne til foran- dringer så slående i dette lille samfunds midte, at jeg til tider havde fornemmel- sen af at se en film som var løbet løbsk. 204 [3] Livet i teltet, en af de store fornøjelser ved forårs- eller sommerrejserne. (Sermiligaaq 1979, J. R.-L.). Disse betydelige forandringer berørte helt fundamentale områder, såsom fami- lien - eller i endnu højere grad fangsten. Befolkningen og familien Ved et sammenfald af et mærkbart fald i dødeligheden - sammenholdt med den intensive udvikling af det danske sund- hedsvæsen - og en meget høj fødselshyp- pighed, undergik Ammassaliks befolk- ning i 1960'erne en eksplosiv vækst. Netop i 1965 var befolkningen i løbet af 20 år fordoblet, uden at der var tale om indvandring og med en ikke ubety- delig udvandring. Mens den årlige be- folkningstilvækst nåede tre til fire pct., var halvdelen af Ammassalikbefolknin- gen unge på under 15 år (fig. l og 2). Da regeringens program for fødsels- kontrol blev indført i 1969, fik den - til trods for at små børn indtager en privi- legeret plads i samfundet - en yderst hurtig udbredelse hos alle generationer kvinder, selv på de steder som ligger fjernest fra den lille administrationsby Tasiilaq. Fødselstallet var faldet vold- somt i løbet af to år.1 Fig. 2 viser meget klart denne pludse- lige opbremsning i generationstilvæk- sten: Andetsteds ville man tolke dette underskud i en generation, sådan som underskuddet af børn født mellem 1971 og 1978, som effekten af en ulykke som havde ramt en hel aldersgruppe. Først blev spiralen anvendt til nedsættelse af fødselstallet - trods en vis tilbageholdenhed fra de lidt ældre kvin- ders side - veg den pladsen for frivillig svangerskabsafbrydelse, som var blevet frigivet i 1974 og i den sidste ende blev et egentligt antikonceptionsmiddel.2 En reaktion på denne negative holdning til fødsler skulle trods alt hurtigt mærkes, og den markerede sig ved et nyt opsving i fødsler i årene 1978-81. Yderligere befinder fødselsprocenten sig på 27 promille, i 1982-86, meget langt fra de tal man var nået op på i den præmalthusianske periode, og den årlige befolkningstilvækst forbliver mindre 205 [4] end l %. Børn på under 15 år udgjorde forholdsmæssigt i 1985 i Ammassalik under en trediedel af befolkningen. Også familien har ændret sig i forhold til hvad jeg kendte i 1967. Allerede den- gang begyndte fødsler uden for ægteskab at være hyppigt forekommende (ca. en ud af tre fødsler), men ægteskaberne - som oftest indgået efter en eller flere fødsler - forblev som hovedregel stabile. Da man her på stedet fra 1967 fik ad- gang til skilsmisse, bredte den sig på kort tid blandt de unge og sågar blandt ældre ægtepar. For tiden er den separe- rede, fraskilte såvel som den ugifte civil- stand så fremherskende, at børn af gifte forældre er en minoritet (kun 33,5 % ud af fødslerne fra 1982-86). Ægteskab og forplantning er således blevet mere og mere adskilt. Egentlig er det holdningen til fami- lien og til moderskabet der er ændret. Kvinderne er blevet bevidste om deres beslutningsdygtighed på dette område, at kunne sige nej til et svangerskab ud fra forskellige bevæggrunde: for hyppige fødsler, ønske om at bevare deres egen frihed ved at udsætte det første eller det andet barns komme, eller ved mulighe- den for at bestemme det »ideelle« antal børn, som de ønsker at få. Forskellige hensyn kan tages i betragtning, når sådanne beslutninger tages. Nogle be- kræfter, at unge kvinder under tyve år uden beskæftigelse har været opsat på at få et barn for at få den økonomiske hjælp som dette giver dem ret til (børne- tilskud og understøttelse). Disse betydelige ændringer i holdning og mentalitet kan betragtes som overta- gelse af det europæiske familiemønster (de fleste unge Ammassalimiut har haft mulighed for at opholde sig i Danmark), eller som en reaktion fra befolkningens side - imod de betydelige vanskeligheder som denne gennemlever og som den er blevet sig bevidst. I sammenhæng med det stærkt ned- satte fødselstal findes ikke desto mindre stadigvæk skikken med at bortadoptere et barn til aldrende slægtninge som mangler hjælp i hjemmet eller til beslæg- tede ægtepar som har svært ved at få børn; dette viser, hvor stærke de oprin- delige bånd er, ikke på par- eller kærne- familieplan - men den udvidede familie - den gamle patriarkalske familie. Lige- ledes vidner ønsket om at overføre nav- net på en afdød slægtning til en nyfødt, hvilket stadig bruges, om den meget stærke betydning som tillægges ægteskab og familieforpligtelser, til trods for en åbenbar opløsning eller splittelse af fa- milien. Aktiviteterne og ressourcerne Fangst var stadig, i 1967, en vigtig akti- vitet i Østgrønland, men en del af Am- massalikbefolkningen havde allerede forladt den vej der var afstukket af deres eskimoiske forfædre, der jagede havpat- tedyr. Betingelserne for en sådan udvik- ling var tilstede: befolkningseksplosio- nen, disse tidligere nomader der var blevet fastboende og befolkningskon- centrationen omkring steder der var centrum for handel og forsynet med skole- og lægevæsen. Omgrupperingen af den spredte be- folkning var en del af en politik fra dansk side. Man ville omdanne Grønland til et »Norddanmark« og give 206 [5] 60 40 20 O 1965 20 40 60 80 100 60 40 20 O 20 40 60 80 1976 60 40 20 O 20 1985 Fjg. 2. Alderskurve -på 1000 indbyggere fra Ammassalik kommune i 1965, 1976 og 1985. de små isolerede fangerdistrikter - som Ammassalik - chancen for at indhente en tilbageståen i udviklingen i forhold til de andre egne af Grønland som alle- rede var midt i en moderniseringspro- ces. Sælfangst som hovederhverv kunne ikke længere bruges som økonomisk model i denne anden halvdel af det 20. århundrede. I 1960'erne så torskefiskeriet ud til at have en lovende fremtid. En del af Am- massalikbefolkningen blev opmuntret til at forlade fangererhvervet til fordel for erhvervsfiskeriet. Denne aktivitet som til at begynde med var lidet populær, tog et opsving, og anlæg til tørring eller an- den forarbejdning af fisk dukkede op forskellige steder. Men denne lykkelige tid blev dog af kort varighed, og meget hurtigt kom de berørte bygder, Kuummiut i særdeleshed og i mindre omfang Kulusuk og Tiileqi- laaq, til at lide forfærdeligt under de årlige svingninger som denne aktivitet var underlagt og senere den katastrofale nedgang i produktionen (mere end 6.000 tons torsk indfisket i Ammassalik- området i 1966, og kun 12 tons i 1986). Da atlanterhavslaksen, som i nogle år er blevet fanget i august og september i Kuummiut, og helleflynderen kun delvis kompenserer for de store torsks forsvin- den, er det ikke længere muligt for fami- lier at leve af fiskeriet uden supplerende fødemidler eller andre indkomstkilder. Nogle Ammassalimiut vendte sig så påny mod fangsten, men den er ikke i overensstemmelse med befolkningstæt- heden på visse steder (Kuummiut og Kulusuk), og en tilbagevenden til forti- den er vanskelig. Parallelt med den forsøgsvise udvik- ling af fiskeriet gjordes i årene mellem 1970 og 1980 betydelige bestræbelser for at forbedre Ammassalik-befolkningens skolegang og uddannelse, for at de unge kunne finde sig en plads i den moderne vestlige verden. I 60'erne var stillinger- ne i administrationen hovedsagelig besat af danske eller vestgrønlandske em- bedsmænd, tilkaldte for at administrere sagerne i distriktet, mens den østgrøn- landske befolkning stod uden for denne ledelse og levede delvist på bistand. Tak- ket være bestræbelserne på uddannelse- sområdet lykkedes det et vist antal unge 207 [6] Hundeslieden, endnu i vore dage befordringsmiddel for fangerne om vinteren. (Ikkateq 1977, J. R.-L.). at rykke ind på de lønnede aktiviteter, hvor de hovedsageligt afløste de vest- grønlandske embedsmænd. Imidlertid er der ikke plads til alle i administrationen, som allerede er overfyldt og grundet manglende højere uddannelse, er en stor del af de danskbesatte stillinger endnu ikke blevet overtaget af østgrønlændere. Til trods for alle farerne ved situatio- nen, hvilket de kommunale myndighe- der allerede mange år forinden havde forudset, er tilstrømningen af bygdefolk til den lille by Tasiilaq aldrig ophørt. I dag er halvdelen af distriktets grønland- ske befolkning byfolk, bosat i Tasiilaq. Byen har unægteligt sine tillokkelser: moderne komfort, velforsynede super- markeder, kommunikationsmidler med den ydre verden, faciliteter, adspredel- ser, men den har også en række onder: arbejdsløshed, boligproblemer, højere le- veomkostninger, brud i ernæringsmøn- stret. Vanskeligheder ved at opretholde li- vet, manglende evne til at påbegynde og fastholde et arbejde, tilstedeværelsen af fremmede - som oftest i en domineren- de stilling afhængigt af hvordan de har klaret sig - kan være den pris man beta- ler for denne bytilværelse. I et forsøg på at afhjælpe tilstrømnin- gen af unge fra de små steder til byen, lancerede kommunen fornylig et moder- niseringsprogram for bygderne, idet de 208 [7] bliver forsynet med el, telefon og for nogles vedkommende med rindende vand. Denne politik har dog en ulempe: gældsættelsen p.g.a. den anskaffede komfort, som kan vise sig tyngende for personer med de meget uregelmæssige indtægter fra fangsten eller fiskeriet. I dette fællesskab, som traditionelt var klasseløst, er en social lagdeling kommet tilsyne; der er for tiden en »borgerlig« klasse af lønnede der lever på vesteuro- pæisk vis og som er forudseende og op- sparende. I dagens samfund ser det ud til, at de der er bedst udstyrede til at komme igennem den vanskelige over- gangsperiode mellem den oprindelige livsform og den moderne epoke, er de som formår at forene de gode sider ved hver levevis. Det vil sige på den ene side en pengeindkomst, som er blevet absolut nødvendig for at leve og for at anskaffe hvad der tilsyneladende er blevet uundværligt i hverdagen: komfort i boli- gen, motorbåd, fjernsyn og video, dyb- fryser ... eller muligheden for at tage fly- veren for at tage andetsteds hen; på den anden side fangstudbyttet, som i alles øjne forbliver grundelementet for en veltilpasset ernæring, i forhold til de indførte produkter, som når det kommer til stykket kun er spændende eller i værste fald yderst bekostelige. De der indgår i denne kategori er me- get forskellige: det kan dreje sig om en lønarbejder som bruger al sin fritid på fangst (weekend, ferier, lange som- mernætter), eller en familie hvor konen har lønnet beskæftigelse, mens manden jager og fisker, eller også en familie, som bestemmer at slutte sig til andre der flyt- ter langt væk - mod nord eller syd - for / et grønlandsk interiør, den paradoksale blanding af vestlig komfort og de oprindelige eskimoteknikker. (Tasiilaq 1967, J. R.-L.). at overvintre. Fjernt fra alle samler de bl. a. ræve- og bjørneskindene, som de sælger en bloc ved deres tilbagekomst og derved får en solid kapital. Endelig findes der endnu et vist antal fangere i små befolkningskoncentratio- ner på mindre end 200 indbyggere, såsom Isertoq og Pikiiti, Sermiligaaq, Tiileqilaq, Ikkatteq eller Qernertivarti- vit, som helliger sig fangsten fuldtud og opnår gode resultater. De har opgivet harpun og skindkajak3 og moderniseret deres udstyr med forbedrede rifler, me- get hurtige både med påhængsmotor el- ler endog små vådfiskerbåde uden dog nogensinde at lade hundeslæden afløse af snescooteren. De har også sat deres boliger i stand selv ved hjælp af præfa- brikerede materialer som er indført. Af 209 [8] salget af sælskind foretaget i løbet af de sidste år i Ammassalikområdet af KGH - nu KNI - (total 7351 i 1984, 8471 i 1985 og 11021 i 1986) fremgår det, at mere end halvdelen, eller næsten to tre- diedele af produktionen kom fra blot tre steder: Isertoq, Sermiligaaq og Tiileqi- laaq, hvor der bor 530 grønlændere eller omtrent 20% af den oprindelige befolk- ning. Man konstaterer imidlertid, at de fle- ste unge ikke tiltrækkes af fangsten som hovedaktivitet. De mener, at det er en meget hård tilværelse der kræver ophold på alt for isolerede steder, hvor livet fo- rekommer dem trist og kedeligt. Yderli- gere er det for tiden vanskeligt at sælge sælskindene på det internationale mar- ked, og de anser de indtægter der hidrø- rer fra denne beskæftigelse for at være for usikre.4 Dette forklarer affolkningen af de små steder, som tappes for deres unge, der kun kommer tilbage til bygden for at tilbringe ferien hos deres familie. Samfundsmønstret og kulturen I løbet af de to sidste tiår har samfærd- selsudviklingen i form af flyforbindelser eller fjernnyhedsmedier i betydelig grad været med til at fremskynde den proces som brød Ammassalikbefolkningens af- sondrethed og åbnede den mod den ydre verden. Flyforbindelsen mellem Kulusuk5 og Vestgrønland samt Island har udvidet afgangene til flere gange ugentlig. Des- uden har helikoptertjenesten, der har afløst hundeslæden og den lille fragtbåd til befordring af passagerer, post og fragt fra Kulusuk og helt til Tasiilaq og derfra videre til det inderste af distriktet, udvi- det strømmen af udveksling og gjort dens planlægning nemmere. I dag er det kun ganske få mennesker fra Ammassa- lik, som aldrig har været uden for deres egn, enten af lægelige, skolemæssige el- ler arbejdsmæssige grunde eller for at be- søge en slægtning eller ganske enkelt af nysgerrighed. I særdeleshed er de unge ivrige efter at opleve noget andet, og er tilbøjelige til at rejse frem og tilbage mel- lem Vestgrønland eller Danmark og de- res fødeegn, hvor de føler sig rigtigt hjemme. I det indre af området benytter perso- ner over 60 år sig af helikopterrejser til halv takst. Det er grunden til, at dette transportmiddel som især benyttes af ad- ministrationen og af alle betragtes som meget dyrt, særdeles ofte benyttes af ældre kvinder som har lyst til at være sammen med en slægtning. Uanset årsti- den spredes nyhederne nu meget hurtigt bygderne imellem. Ligeledes turismen har udviklet sig takket være lufttransporternes fremgang. Den er intens om sommeren - i form af korte udflugter mellem Island og Kulu- suk - og mindre fremherskende uden for sæson'en, men det er ikke længere nogen undtagelse for østgrønlænderne at have kontakt med fremmede med en anden baggrund. Den anden vigtige faktor i »åbningen« af denne del af Grønland var opsvinget i samfærdslen ved hjælp af medierne eller telefonen. I løbet af 1960'erne var tran- sistorradioen allerede nået ud til alle hjem med nyheder fra hele verden på vestgrønlandsk. Kabel-TV og videoap- parater, som gjorde deres entré i 1979, er blevet en fantastisk succes. I dag findes 210 [9] Ved dens salg af sælskind til K.GH (nu KNI) får fangerne rådighed over pengebeløb de ikke kan vare foruden i det nuværende samfund. (Tasiilaq 1967, J. R..-L.). der ikke noget beboet sted uden vi- deoapparat, og der hvor der ingen elek- tricitet er, sikrer en benzingenerator, at de kører. Dette nye kommunikations- middel har tømt de små biografer, hvor bygdesamfundene samledes med stor glæde og har ændret omgangsformen i fællesskabet og giver nu i familiens skød et indblik i den europæiske, amerikanske eller asiatiske verden, sådan som den vi- ses på videokassetterne eller i fjernsynet. De gamle i Ammassalik er helt klare over, at deres forfædres kultur vil for- svinde fuldstændigt med dem - i slut- ningen af 1986 var der kun 35 (13 mænd og 22 kvinder) født før 1920 og som havde kendt de endnu ret uforstyr- rede førkrigsår - og de ser med bevægel- se og nostalgi Knud Rasmussens film »Palos brudefærd« på video, en film de har set blive indspillet hos dem i 1932 og som viser scener af deres fælles oprindelige livsform. Det er bevægende og svært at forestille sig det forløb de selv har gennemlevet, når man bliver klar over den kløft der kan være mellem dem og de nye generationer, som vender sig så beslutsomt mod musik, litteratur, fritids- og andre interesser af helt for- skellig art. Der hersker dog hos visse østgrøn- lændere et reelt ønske om ikke at tabe al identitet, og man har i nogen tid været vidne til fødslen af en slags »ny Ammas- salik-folklore«, der i vidt omfang retter sig mod de østgrønlandske overleverin- 211 [10] ger i beklædning, sang, historie og sprog. Dette »rodede« billede ser ud til at være en uundgåelig følge af den sam- mensmeltning af lokale kulturer, som man har bevaret takket være afsondret- heden og som man brat har oversvøm- met med en strøm af nyheder som brin- ges i omløb af enkeltpersoner og af kommunikationsmidlerne. Lige nu viser Ammassalimiuts sær- egenhed sig frem for alt i en fastholden af visse skikke, overtro og teknologi, såsom brugen af hundeslæde, spiseskik- ke, deling og gensidig hjælp i familien, eller skikken med at lade en afdød slægtning leve videre gennem en nyfødt ved at give vedkommende den afdødes navn ... Endelig forbliver Ammassalik- dialekten - skønt den har udviklet sig under påvirkning af det officielle vestgrønlandske sprog - dette folks særkende og vil være med til at fastholde dets egenart. De forudgående iagttagelser kan kun i skematisk form belyse det betydningsful- de og sammensatte i denne overgangspe- riode, under hvilken Ammassalimiut sigter efter at gøre springet fra én verden til en anden. På nuværende stadium har dette spring resulteret i en ustadighed, der specielt kommer til udtryk i alvorlige so- ciale problemer: spiritusmisbrug, stig- ning i kriminaliteten, talrige selvmord blandt de unge. De administrative forholdsregler man har taget indtil nu, hvad enten det var forlængelse af skolegangen eller udvidel- se af produktionsaktiviteterne: genud- sættelse af rener i distriktet, tilrettelæg- gelse af bosættelser på fjerntbeliggende steder, oprettelse af et kommunalt skindværksted, har vist sig kun at være en midlertidig løsning på en situation som er blevet bekymrende. Endnu en gang i dens lange historie står Ammassalikbefolkningen over for et vanskeligt tilpasningsproblem til nye livsbetingelser, som den ikke har fået bugt med. Lad os tænke os, at det lykkes den ved egen kraft at overvinde vanske- lighederne takket være den usædvanlige dynamik og tilpasningsevne, som den har lagt for dagen indtil nu. Noter \. Mellem 1950 og 1959 er fødselsprocenten aldrig kommet længere ned end 45 promille; den befinder sig gennemsnitligt mellem 50 og 55 promille. Den er på kun to år gået fra 47 promille (1969) til 28 pro mille (1971), siden til 17 promille fem år efter indførelsen af antikonception. 2. I perioden 1982-86 har man registreret 346 fødsler, ligeledes 198 aborter, eller 36,6 % af graviditeter som var blevet frivilligt afbrudt. 3. I sommeren 1967 foretog jeg en optælling af 115 skindkajakker i hele Ammassalikdistriktet, i 1970: 70 og i 1979: 30. I 1987 var der under 20, men det lader til, at man værdsætter kajakker i plastmateriale for deres evne til at modstå isens påvirkninger og det er muligt at den vil brede sig. 4. Imellem ultimo 1966 og ultimo 1986, da de ufaglær- te arbejderes løn var fordoblet 11 gange, var købsprisen på skind af fjordsæl hos KGH (KNI) ste- get 8 gange efter at have været genstand for betyde- lige svingninger. 5. Den lille civile lufthavn i Kulusuk, som er blevet bygget mellem 1958 og 1960 og åbnet i begyndelsen af 60'erne, betjener samtidigt den amerikanske ra- dar-base (DEW-line), der ligger nærved og hele Ammassalik kommune via Tasiilaq som administra- tions- og handelscenter. 212 [11] Henvisninger: GESSAIN, R., 1969 - Amtnassalik ou la civilisation obligatoire, Paris, Flammarion, 252 p. ROBERT-LAMBLIN, J., 1984 - L'expression de la violen- ce dans la société ammassalimiut (cote orientale du Groenland). Etudes Rura/es, juli.dec., 95-96, pp. 115- 129. ROBERT-LAMBLIN, J., 1985 - Causes of death, age at death, and changes in mortality in the twentieth cen- tury in Ammassalik (East Greenland), Proceeding ofthe 6th International Symposium on Circumpolar Health, An- chorage, Alaska, University og Washington Press, pp. 154-158. ROBERT-LAMBLIN, J., 1986 - Ammassalik, East Green- land - end or persistance of an isolate? - Anthropo- logical and demographical study on change. Meddelel- ser om Grønland. Man and Society, 10, 168 p. ROBERT-LAMBLIN, J., 1986 - Les différents change- ments survenus dans la fécondité d'une petite popu- lation du Groenland (les Ammassalimiut du Groen- land de l'Est). i: Les changements ou les transitions démographiques dans le monde contemporain en développement. Paris. ORSTOM, Collection Colleques et Séminaires, pp. 243-257. Fjernsyn og video er i dag en del af livet i Ammassalik. (Tasiilaq 1987, J. R.-L.). 213 [12]