[1] Når hænder taler En metode til kvantitativ beskrivelse af håndbevægelser brugt som udtryksmiddel med henblik på analyse af deres betydning i østgrønlandske fangstfortællinger Af Catherine Enel og Søren Basbøll Fortællinger om oplevelser under fang- sten spiller stadig en rolle i dagens Østgrønland; imidlertid er denne del af kulturen stærkt truet efterhånden som det vesteuropæiske skolesystem vinder mere og mere indpas sammen med fjern- syn og video. I sin tid gjorde fangernes fortællinger, når de kom hjem fra fangst, et stort ind- tryk på os, fordi der i denne måde at fortælle på udtrykkes en enorm viden om den østgrønlandske kultur. Det gælder både de rent fangsttekniske for- hold og de sociale relationer; alt lige fra klimavariationer til deling af vildtet og fra fangstredskaber til slægtsforhold. Kort sagt giver disse fortællinger indblik i den grundlæggende struktur i det østgrønlandske samfund. Disse fortællinger virker meget leven- de på grund af den store mængde bevæ- gelser af kroppen eller mime, der ledsa- ger dem, især hænderne er vigtige her. Det har fået os til at fokusere på, hvad forholdet er mellem det talte ord, og det på anden vis udtrykte, især via hånd- bevægelser. I den etnografiske litteratur har vi imidlertid ikke fundet nogen me- tode, der på tilfredsstillende vis gør det muligt at analysere bevægelserne, og slet ikke som en nøjagtig funktion af tiden. Vi har derfor udviklet denne metode til beskrivelse af kroppens bevægelser i tre dimensioner som en rimeligt nøjagtig funktion af tiden, hvad der dels gør det muligt at undersøge for eksempel varig- hed og amplitude af en bevægelse, dels at undersøge tidsforhold, kommer en bestemt lyd før, under eller efter den tilhørende bevægelse? Og naturligvis en helt generel beskrivelse af bevægelserne sammenholdt med lyden. I modsætning til de fleste andre syste- mer er vores system ikke et forsøg på at lave en slags bevægelsernes stenografi, da resultatet i så fald bliver for unøjag- tigt og for subjektivt. Vi starter i stedet for med at lave en film (16 mm) med synkron lyd, som derefter i ro og mag kan analyseres i labaratoriet på et klip- pebord. Med 24 billeder i sekundet giver det mulighed for en meget nøjagtig be- skrivelse af bevægelses varighed og den synkrone lyd gør det muligt tilsvarende nøjagtigt at bestemme forholdet i tidsdi- mensionen mellem det talte ord og de 242 [2] tilsvarende bevægelser. Øjet og øret la- der sig for nemt narre af forskellige uvedkommende forhold og reagerer ikke hurtigt nok, så denne tilsyneladende omvej over en synkronfilm anser vi for helt nødvendig for en nøjere beskrivelse af, hvad der egentlig foregår under en fangstfortælling. Det største problem ved at give en komplet beskrivelse af (hånd)bevægel- serne i rummet er, at der hertil kræves en overvældende mængde informatio- ner, som alle skal hales manuelt ud af hver enkelt billede i en film; vi har der- for bestræbt os på at gøre det til så få, re- levante, letaflæselige og nøjagtige som muligt. Vi begynder nu at kunne stille krave- ne op til et sådant system: 1. Det må ikke rumme for mange over- flødige informationer. 2. Informationerne skal være lige til at lægge ind i en regnemaskine til vi- dere behandling. 3. Systemet skal være reproducerbart. Med hensyn til 1., så finder man hurtigt ud af, at man ikke kan bruge et traditio- nelt x, y, z, koordinatsystem til beskri- velse af en persons stilling i rummet, når oplysningerne er læst ud af et alminde- ligt todimensionalt billede; dels slæber man rundt på en masse overflødige oplysninger, som for eksempel længden af armen, altså at fortælleren ikke har brækket armen siden sidste billede, dels er det meget unøjagtigt. Vores løsning på problemet er at bruge populære koordi- nanter, altså groft taget at bruge vinkler i stedet for afstande. Det hjælper geval- digt med til at få mængden af informa- tioner bragt ned, og det er også rimeligt nemt at se på et billede, om for eksempel albueledet er bøjet eller ej, og hvor me- get i givet fald. Vi ender altså med at få hele kroppens stilling, eller den ønskede del af den, udtrykt ved en række vinkler, hvorved problemet nævnt i 2. faktisk også kan betragtes som løst. Med hensyn til 3., altså reproducer- barheden, så har vi prøvet at lade nogle forskellige personer aflæse en række bil- leder efter den nævnte metode; resulta- terne var absolut rimeligt ensartede, når personerne havde opnået en vis rutine i brugen af den. Naturligvis kunne man også bruge nogle mere raffinerede metoder til løs- ning af opgaven som for eksempel ste- reoskopiske optagelser med tilhørende fotogrammetrisk aflæsning; der var imidlertid flere grunde til ikke at gribe sagen an på denne måde. Bortset fra økonomien, så ville den også medføre mere teknik i terrænet end vi bryder os om, og vigtigst, så ville analysemetoden ikke kunne bruges på allerede eksisteren- de film. Et eksempel: Metoden anvendt på højre arm. Først nogle standardiseringer: »Almindelige« vinkler benævnes med små latinske bogstaver a, b, c, ... Det kan for eksempel være bøjningen af al- bueleddet. Torsionsvinkler benævnes med græske bogstaver (små), altså a, (3, 8, ... Det kan for eksempel være vridningen af underarmen i albueledet. Punkter, og det vil her sige led, be- nævnes med store latinske bogstaver, A, B, C, ... Det skal her bemærkes, at da 243 [3] metoden oprindelig er beskrevet på fransk, har vi tilsvarende valgt nogle nærtliggende bogstaver for de pågælden- de led som for eksempel E for skulder- leddet (épaule), C for albuen (coude), H for hoften (hanche). Af standardise- ringsgrunde har vi valgt at fastholde de oprindelige betegnelser. Her har vi kun beskæftiget os med højre side af kroppen; venstre side får samme benævnelser, blot med et ' føjet til; således bliver højre skulder E til E' i venstre side; alle problemerne behandles også helt symmetrisk. \. Vinklen a; se fig. l Idet vi kalder albuen for C, skulderen for E og hoften (i højre side) for H, defi- nerer vi a ved O når underarmen hæves tt < O når underarmen sænkes Det sædvanlige skøn for grænserne for a bliver -80° < a < 100°. 245 [5] Når man har opnået en vis rutine i den- ne specielle form for billedaflæsning, kan man begynde at bruge den efter hensigten. Vi anbringer en passende se- kvens af vores film i klippebordet, sørger for at have styr på billedtælleren, og aflæser nu de fire vinkler a, b, c og a for i det her tilfælde hvert fjerde bil- lede. Tegner vi derefter kurverne ind på millimeterpapir med billedtællerens vis- ning som ordinat og vinklerne i grader som abscisse, kan resultatet blive som vist på kurve l og kurve 2. Inden vi går over til fortolkningen af disse kurver, skal det lige anføres, at en ting, man umiddelbart kan se, er at der skal økonomiseres meget med informatio- nerne. Her har vi kun vist en aflæsning for hvert fjerde billede, men det er oplagt, at man skal lære kun at aflæse, når der sker noget på billederne, altså opløse fint, helt ned til hvert enkelt bil- lede når der sker hurtige bevægelser, og kun ganske sjældent i de relativt lange passager hvor mange af vinklerne er ens. Med en del rutine er det ikke så galt, som det måske lyder, og der er jo ingen, der siger, at man altid skal aflæse alle vinklerne, ofte er nogle få nok. Prøver vi på at gennemskue, hvilke in- formationer disse kurver egentlig rum- mer, er der visse ting, der ret hurtigt kommer frem. På kurve l kan vi se, at fortælleren to gange laver næsten den samme bevægelse under udtalen af ordet tasua, som indicerer en retning syd- sydvest. På kurve 2 ser man, at bevægel- sen er praktisk taget den samme, men at amplituden er mindre, og at den er strakt længere ud i tid, den maksimale amplitude er holdt i 1/2 sek., og udtalen at ordet tasavaniittila, en verbal form af tasua fra kurve l, kommer næsten et se- kund før den tilsvarende bevægelse. Sammenfattende vil vi sige om metoden at den - kan bruges på alle eksisterende film, således at man kan få flest mulige oplys- ninger ud af dem. - indbyder direkte til en matematisk/ statistisk behandling af oplysningerne ved hjælp af en computer. - kan bruges til at undersøge bevægel- serne alene (stumfilm) på en rimelig 246 [6] objektiv måde, også mellem forskellige kulturer; den er løsrevet fra modtagerens æstetiske opfattelse. - muliggør en forfinet analyse af rytme, dynamik, hyppighed, ,3samt ligheder og forskelle mellem bevægelserne. - ulempen er hovedsagelig, at den kræ- ver en vis rutine med hensyn til billedaf- læsning og ikke mindst økonomisering for at komme til sin ret; det er dog over- kommelige problemer. Illustrationerne er tegnet af Daniéle Fouchier, Musée de l'Homme, Paris. 247 [7] Fortælleren laver to gange næsten den samme bevægelse tinder udtalen af ordet tasua (syd-sydvest). Kurve 2. Udtalen af ordet tasavaniittila, en verbal form af tasua fra kurve 248 [8]