[1] »Blandt moderne eskimoer« Ossian Elgstroms rejse til Grønland 1915 Af Pontus Kyander Denne artikel er et bearbejdet uddrag af den svenske kunsthistoriker Pontus Kyanders kommende arbejde om kunstneren og forfatteren Ossian Elgstrom, hvis bog »Moderna eskimåer« er en vigtig kulturhistorisk kilde til belysning af Vestgrønland i begyndelsen af dette århundrede. - Artiklen er oversat af redaktionen. Den svenske kunstner Ossian Elgstrom (1883-1950) er idag nærmest glemt i sit hjemland. Af sin samtid blev han dog værdsat, omtalt og endda omstridt, og paradoksalt nok har han idag et vist ry i Danmark blandt grønlandsinteresserede, og i nogen grad selv blandt svenskere, som interesserer sig for et andet arktisk folk, samerne. Ossian Elgstrom var nemlig foruden billedkunstner, vittig- hedstegner, novellist og børnebogsfor- fatter desuden amatøretnolog med særlig interesse i arktiske folk og nordisk for- tid. I sidstnævnte egenskab er det, han har fået betydning for grønlandsforsk- ningen. Omkring 1910 blev Elgstrom grebet af en stadig stigende begejstring for de arktiske egne. Først rejste han flere gan- ge i Sameland, og derefter fulgte i 1915 Grønlandsrejsen, som skulle få så stor betydning ikke mindst for hans egen ud- vikling som kunstner. Han gjorde den grønlandske myteverden til sin egen, tolkede den i personlige og egenartede billeder, som helt mangler sit sidestykke iwTT"*:-' ,rv^A^^..MM >f «A x L VI T\i*A& ^ -'5\rt . Ossian Elgstrom og hans tolk Oli (Ole Petersen). i svensk kunstliv. Grønlandsrejsen resul- terede i den fyldige rejsebeskrivelse »Mo- 267 [2] derna eskimåer« (Stockholm 1916) med pragtfulde illustrationer i form af foto- grafier, akvareller og skitser af kunst- neren selv. Bogen er idag en kostbar bi- bliofil sjældenhed. Grønlandsrejsen resulterede endog i, at Nordiska museet i Stockholm fik øjnene op for hans særlige evne til le- vende og nøjagtigt at gengive etnografisk materiale. I en årrække fik han økono- misk og anden støtte til mere systema- tisk at kunne rejse og i sine billeder do- kumentere dragter, bosteder, folketyper og livet i det nordligste Sameland. En del af dette materiale blev publiceret i rejseskildringerne »Lappalaiset« (Stock- holm 1919) og »Hyperboréer« (Stock- holm 1922) samt i den mere videnskabe- lige bog »Karesuandolapparna« (Stock- holm 1922). Særligt de sidste værker blev i sin tid kraftigt kritiseret, og delvis med rette. Elgstroms temperament var langt fra den systematiske og tålmodigt arbejdende videnskabsmands. Især i den sidste rejseskildring »Hyperboréer« er der et strøg af bitterhed, sortsyn og ky- nisme, som delvis skyldes hans rejsetræt- hed og en del kritik, som Elgstrom hav- de været udsat for, men først og frem- mest den kendsgerning, at hans hustru og rejsekammerat Anna Elgstrom døde i 1919, da hun fødte parrets fjerde barn. Men bøgerne har trods dette bevaret deres værdi, først og fremmest i kraft af de mange og omhyggeligt udførte teg- ninger. I tiden derefter indtog de etno- grafiske studier kun en underordnet rol- le i hans virke. I stedet kastede han sig med iver og kraft over maleriet, forank- ret i den nordiske mytologi og heden- skab, - hvoraf eksempelvis den store sui- te »Erik den Rødes saga« (1926-28) har forbindelse til kunstnerens tidligere grønlandsbilleder. Den blev efterfulgt af endnu tre store suiter, »Eddan« (1926- 36), »Ragnarok« (1936-42) og »Vite Krist« (1944-46). Som maler var han udpræget primitivist, med smag for voldsomme og bloddryppende motiver forenet med en burlesk humor og en raf- fineret udnyttelse af billedelementer fra vidt forskellige kulturer og epoker: Med østasiatisk tuschteknik i en moderne og expressiv figur-myldrende form forene- de han i samme billede samisk ornamen- tik, nordiske helleristninger og billed- sten. I sin interesse for de arktiske folk stod Elgstrom dog ikke alene i sin samtid. Den righoldige polarlitteratur fra tiden omkring århundredeskiftet vidner om en udbredt nysgerrighed om disse egne og dens beboere, såvel blandt forskere som i offentligheden. Ser man bort fra foreteelsens mere kradse sider, udnyttel- sestrang og forhåbninger om ære og be- rømmelse, kan man finde en del af rødderne til denne fascination for jor- dens nordligste urbefolkninger - som for andre primitive folkeslag - i roman- tikkens og førromantikkens idealisering af »den gode vilde«. Man kan imidlertid også ofte ane, at man havde en følelse af, at den moderne civilisation var i forfald. Deraf kom den megen snak om det moderne menneskes trængsler og splittethed, kulten omkring det 'dekadente' og morbide, og deraf sel- ve grobunden for de efterfølgende profe- tier om civilisationens snarlige under- gang. Paradoksalt nok kan man med 268 [3] Erik den Røde havner drabet på sine trælle, Ossian Elgstrom ]927. Tusch. Tilherer Malmø Museum. 269 [4] vanskelighederne ved dette århundrede- skift (hvis forhistorie givetvis rækker be- tydeligt længere tilbage) snarere finde en begyndelse og ikke en afslutning. I pro- blematikken omkring mennesket som verdensborger findes en central for- udsætning for den moderne bevægelse i vort århundrede. Tidligere måtte man almindeligvis nøjes med at tale om disse ædle vilde, mens de forbedrede kommunikations- muligheder gjorde det muligt for senere tiders sværmere for det primitive selv at besigtige dem på stedet. Det var eksem- pelvis, som Elgstrom skriver, let at begi- ve sig til Lapland: »3 døgn fra Stock- holm i en bekvem togvogn, l dags rejse med slæde, så var man fremme«. At dra- ge længere endnu var naturligvis be- sværligere, men ikke umuligt. Delvis var det altså et spørgsmål om en flugt fra civilisationen og dens uhæmmede fremskridts- og fornuftstro. Men så enkelt har det nu næppe været. For meget af denne århundredeskiftets primitivisme stammede fra opdagelsrej- sernes vurderende og beskrivende helte, disse sande missionærer for tidens posi- tivistiske videnskabssyn - hvoraf de ty- deligste eksempler i Sverige turde være A. E. Nordenskiold (1832-1910) og Sven Hedin (1865-1952). Grænsen mel- lem rationalisme og romantik er i virke- ligheden svævende, det indser man, når man tænker på den energi en primitivist og kulturpessimist som Ossian Elgstrom lagde i indsamling, beskrivelse og syste- matisering af først og fremmest samer- nes liv. For Elgstrom og sikkert mange med ham var det et spørgsmål om en af- standstagen fra det moderne samfunds rationalisme, dets begyndende kapitalis- me og industrialisme - men uden at fjer- ne sig synderligt fra de grundlæggende træk i dets tankemønster. Adskillige havde rejst til Sameland før Elgstrom, og måske virkede det mere tiltrækkende for hans smag for det ekso- tiske at søge mod Grønland og eski- moerne. Danskere havde ganske vist be- rejst og udforsket landet, men kun få svenskere havde dokumenteret deres grønlandsrejser, som blandt andre A. E. Nordenskiold og tusindkunstneren Axel Klinckowstrom (1867-1936). Grønland var desuden omgærdet af den danske ko- loniale beskyttelse, som begrænsede og eftertrykkeligt forsvarede andres ind- trængen. Her var der derfor med andre ord større forudsætninger for at finde den tabte uskyld og oprindelighed, som var vanskeligere at finde blandt de mere 'kulturelt forstyrrede' samer. Men det der først og fremmest lokke- de Elgstrom til Grønland var eskimoer- nes myter og sagn, i hvilke han fandt adskillige paralleller til samernes. I ind- ledningen til den rejseskildring, som blev et af resultaterne af grønlandsrej- sen, skriver han om sin interesse for »polarfolkenes dunkle blodige sagaer og barokke fantasi«, og når han sammenlig- ner de to folks sagn, finder han blandt andet at »i begges sagnverden er det den kloge og listige, der går af med sejren«, at der findes de samme »hemmeligheds- fulde fjender«, og at der, hvad angår de- res rituelle magi, er ligheder mellem sa- mernes nojder og eskimoernes åndema- nere: Den samme »trommens ekstase«, samme rejser til underverden for at befri den syge sjæl. 270 [5] Beseg tos Havets Moder. Fra »Mennesker ag Ånder«, Stockholm 1921. Ossian Elgstrom opholdt sig i Grøn- land i fem måneder i sommeren 1915. Efter et trælsomt år med forberedelser og venten på besked fra de danske myn- digheder kunne han den 24. april stige i land i Godthåb, forsynet bl. a. med et anbefalingsbrev fra Knud Rasmussen, og den 9. september begav han sig på hjemrejsen fra samme sted. Året efter udkom henimod jul bogen »Moderna es- kimåer«, hvor han bringer en del af sine oplevelser på turen, hovedsagelig i ud- drag af hans rejsedagbog. Det blev en bog, hvis værdi i lige høj grad ligger i den meget levende skildring af den rej- sendes genvordigheder og øjeblikke af stille begejstring over rigdommen af nye indtryk, og i de utallige billeder i bogen, både tegninger og fotografier. Det er Elgstrom som rejsende kunst- ner der giver »Moderna eskimåer« meget af dens friske frodighed, for det er en meget visuel skildring, hvor øjets regi- strering af farver, oplevelser og menne- sker står i centrum. Og humoristen Elg- strom forsømmer heller ikke at beskrive rejsens mere dramatiske og komiske si- der. Før Elgstrom havde en anden kunst- ner, Harald Moltke, rejst i Grønland 271 [6] med Knud Rasmussen og Mylius-Erich- sen på »Den danske litterære Grønlands- Ekspedition« 1903-04, og man kan på visse steder i Elgstroms bog ane, at Mokkes billeder har gjort indtryk på ham. Men forskellene er dog mere iøjne- faldende. Moltkes tegninger har en bar- skere og mere tør fremtoning, og i en del af de farve-reproducerede portrætter findes en konturskarp tegning, en lys og lyrisk lethed i farver og udførelsen, som får dem til at minde om en del af Gau- guins portrætter fra Tahiti, eller måske snarere om Nils von Dardels i Sverige populære exotiske folkelivsbilleder. I an- dre billeder kan Moltke sammenlignes med portrætmalere i slutningen af 1880'erne, og en sammenligning med ^f9f^fif>,f?i 2 af Harald Moltkes illustrationer til »Grønland«, 1906. Anders Zorn giver en god forestilling om den let idealiserende naturalisme i disse billeder. Moltke er tydeligt fransk påvirket, ret langt fra Elgstroms mere expressivt betonede tiistræben. Den mest slående forskel på Elg- stroms bog og den bog Mylius-Erichsen og Moltke udgav, ligger i de vidt forskel- lige attituder til rejsen. I Mylius-Erich- sens tekst betones ekspeditionens even- tyrlige karakter: De rejser midt i den strenge vinter med hundeslæder i øde og ukendte egne, de fanger undertiden selv til den daglige føde og deler eskimoernes egne livsvilkår, og de rejser med livet som indsats. Farerne var heller ikke overdrevet i bogen. Moltke var på rejsen tæt på at miste livet, og Mylius-Erichsen omkom som bekendt få år efter på sin næste ekspedition. 272 [7] Ossian Elgstrom foretrak en opredt seng og var svoren modstander af even- tyr af en så håndgribelig art. Han skri- ver: Jeg havde så travlt med at tegne og samle fortællinger, at »eventyret« måtte lægges på hyl- den. Jeg oplevede aldrig nogle »eventyr«, flere gange i sommerens løb fik jeg dårlig samvittig- hed, og jeg tænkte alvorligt på, at nu skulle eventyret begynde, men det blev bare aldrig til noget, jeg faldt nogle gange i vandet, frøs og led ondt, men jeg var aldrig i egentlig livsfare. Grønlands vestkyst er et fredeligt land, og en rejsende befordres mildt og faderligt f rå sted til sted af omsorgsfulde »bestyrere« og velvillige, men desværre dårlige motorer. Men trods alt. Alt var det et eneste eventyr, bare det at leve, at være i Grønland var nok. I et behageligt tempo bevægede Elg- strom sig langs Grønlands vestkyst, fra Godthåb i syd til Uummannaq i nord. Undvigende alle strabadser rejste han, mens han fotograferede, tegnede og be- skrev, hvad han så og oplevede på turen. Til grønlænderne holdt han en venlig, iagttagende distance - delvis af let for- ståelige grunde, da han jo ikke beher- skede deres sprog - og den mere person- lige omgang begrænsede han til de danskere, der afløste hinanden som hans rejsekammerater. Resultatet blev en tyk og underhol- dende bog, frisk og umiddelbar, hvori Elgstrom viser sine allerbedste sider og for det meste er i et strålende humør: »Dage kom og dage gik, øjet drak farve og uventede syner overalt, øret hørte underlige lyde og den stakkels næse hav- de sit helvede døgnet rundt...« Netop lugten, lorten og lopperne havde en særlig forkærlighed for Ossian Elgstrom. »En aldre tant« fra Sarfanguak. (Moderne Eskimoer). Aldrig er hans skildringer så levende, som når han overvældes af de forskellige ytringer om den ikke overdrevne hygiej- ne i datidens Grønland. Og en helt spe- ciel forkærlighed havde han for grimme modeller, som han nød at tegne: De gamle koner var dog det bedste af alting. Fra Godthåb til Uummannaq var jeg deres svorne ridder, og j eg bevarer taknemmelig i mit hjerte mindet om de utallige groteske skikkelser jeg så og lærte at kende på mine vandringer langs kysten. At se dem humpe afsted med en suveræn foragt for enhver form for pryd, alle- sammen skaldet, eller i bedste tilfælde med en lille, bitte top, bundet op med et sort eller hvidt bånd, langt bag i nakken, var et syn for gu- der. 273 [8] »Kvinna i amaut«. (Moderne Eskimoer). Alle var utroligt beskidte, og tøjet hang og dinglede omkring deres magre kroppe. Et andet sted i bogen vender Elg- strom tilbage til emnet: Grønlænderne op- dagede snart, at jeg havde øje for det saregne hos dem, Unge skønne kvinder vidste de, at jeg ikke brød mig om at tegne, men derimod gamle og grimme. Elgstrom overdriver dog en smule. Der findes en hel del af disse »unge skønne kvinder« i bogen, og de øvrige er langt fra så grimme, som man skulle tro ud fra teksten. For en vittighedstegner som Elgstrom lå karikaturen altid tæt ved hånden, men de er udført med me- gen varme og respekt. Derimod savner billederne helt den gængse idealisering af 'den gode vilde', som endnu fornem- medes i Moltkes grønlandsbilleder, og de har en udtryksfuld lethed i figurernes tilsyneladende hastigt, knudrede udfø- relse. Men midt i alt dette burleske findes i bogen øjeblikke af stille og indre ro, hvor Elgstrom nærmest bliver poetisk (en sindstilstand som han ellers undgik og ironiserede over): De ovale lamper, sortgrønne og glinsende af alder og brug, brændte på deres lampefødder med små flammer, og kun i deres snævre lys- Bygden. Ataa i Disko Bagten. (Moderne Eskimoer). 274 [9] kreds kunne man skelne noget. Længere borte lå alt i mørke, det eneste man af og til kunne skimte var reflekser fra en gylden ryg, et blik fra et øje, eller et genskin fra lampen i en metal- blank hårtop. En mor havde taget sin anorak af og ammede, liggende på maven, sit lille barn fra sit lange, fyldige bryst... På gulvet lå en netop flænset sæl i en stor blodpøl, som så helt sort ud. En stribe løb mellem mine fødder ind under briksen. Den oprigtighed som Elgstrom glæde- de sig over at have fundet var ikke en idyl, som de andre havde fundet på Syd- havsøerne, det var en hård og barsk ark- tisk variant. En af de mest talende ek- sempler på dette er hans erindringsbille- de af Ikamiut, en boplads »med i sne begravede huse og stenalderstemning«: Det var gråvejr, overalt lå sneen meterdyb, en hold, rå vind krøb ind fra havet, og j eg frøs i min lammeskindspels. Randt omkring os lå de lave grønlandske jordhuse, halvt skjult i sneen, hvis husganges åbninger gabte som tandløse mun- de. Menneskene lignede ulve. De glimtende øjne, de hurtige bevægelser, de nøddegule skinddrag- ter, alt førte tanken hen på dyr, som lever af rov. Kvinderne stirrede os frejdigt i øjnene, og når de lo, viste de deres brede, skarpe tænder, præcis som hunde, der vil bid ... Ja, Ikamiut var det første rigtige stykke Grønland, jeg fik at se, og jeg drak synet. Sort, hvidt og gult var bo- pladsernes farver, og sten, skidt og blod var dens karakter. Det var ikke kun menneskene og de- res livsform, som tiltalte Elgstrom. Han blev grebet af dele af det grønlandske landskab - notabene dets mægtigste og mest sublime indslag, fortrinsvis under sorte og hæftige skyer. Undertiden kunne sådanne indtryk blive overmægtige, selv for en mand Kajak fra Nordgrønland. (Moderne Eskimoer). som Elgstrom. Ved rejsens afslutning, da han befandt sig ud for Uummannaq, det nordligste sted han kom på sin rejse, blev han overvældet af stedets øde ud- seende: Den omliggende natur er vild og storslået, »Ossiansk« siger en passager, med forrevne fjel- de der ser ud som om de var sprængt i luften ved en eksplosion. Her og der står basaltstykker, små nette blokke på millioner tons, de skyder lodret op af havet og rejser deres sorte sider hundreder af me- ter i vejret, ensomme, ubestigelige. Horisonten ligger i mørke, en bleg solstribe blinker et øjeblik frem, og lerbanken hvorpå ko- lonien ligger ser ud som en hvid arm. Havet er kulsort, længst borte ligger en række isfjelde. 275 [10] Jeg elsker kulde, jeg elsker is, men det her, blæsten, det øde, hele denne stemning - den af- skyr jeg af hele mit hjerte. Og vel fremme i selve kolonien Uum- mannaq blev indtrykkene ikke lysere: Vi kom ind til Uummannaq klokken ti om aftenen. Uhyggeligt sted - splittet, sønderbidt, stillet på højkant, og midt i dette landskab, bræer, is- fjelde spredt hist og pist uden orden. Over en fjeldryg glimter indlandsisen eller hvad det nu kan vare for is - Vandet er kulsort mellem de lodrette klippevægge og himlen, den er lige så forreven som jorden. Vinden synes at blæse fra alle kanter, for skyerne driver hid og did, og af og til synes jeg de står stille og bare svinger rundt ... Det hele gjorde et så uhyggeligt indtryk på mig, at det ikke kan beskrives. Omend han i øjeblikket blev grebet af afsky for stedet og omstændighederne, så var indtrykkene dog af en sådan art, at de uden videre ti år senere dannede grundlag for den øde-mættede scenogra- fi i nogle af billederne i Erik den Rødes saga - måske især i det billede som er vist i begyndelsen af denne artikel, »Erik hævner drabet på sine trælle«. På den anden side set fandtes der en hel del i Grønland, som Elgstrom tog afstand fra. Først og fremmest gjaldt det de trivielle europæiske masseprodukter, som eskimoerne hurtigt blev hengivne beundrere af: Ugeblade, emaljerede pot- ter, maskinlavede kniplinger, gipsgen- stande og andre nødvendighedsartikler. »Langs hele kysten hersker nu en smagsforvirring uden grænser« skriver han et sted. Men han mener samtidig at oplysningsarbejde og spredning af deres nationale ormamentik i billige mønster- hefter i nogen grad skulle kunne afhjæl- pe dette, for »grønlænderne har i blodet en higen efter skønhed, de ejer alle en sikker smag, og deres formsans er ofte forbløffende«. Næppe har han tænkt tanken til ende, før splittetheden griber ham: Hvad angår eskimoernes smag ham? - Måske er det bare hans kolde fødder eller de hårdkogte æg, som har gjort »hjernen blodfyldt og dyster«. Disse ve-råb over 'Allers familiejour- nalstiP kan læserne genkende i Elg- stroms senere bøger, rejseskildringer fra de svenske og norske lapmarker. Og hans fortvivlelse er forståelig; hvad eski- moerne og for den sags skyld også sa- merne fik af vesterlandsk 'kultur' var hovedsagelig affald, slagger - mens deres etniske identitet og selvfølelse hastigt forvitrede. Det var fra Elgstroms side ikke kun et spørgsmål om en udvik- lingsfjendtlig og 'reaktionær' primitivis- me, som først og fremmest ville bevare alt ved det gamle, men han besad en fremsynethed og medviden om nødven- digheden af at værne om det, som var grønlændernes egne traditioner. Elg- strom forkastede heller ikke enhver form for europæisk indflydelse - han var fuld af beundring over de selvstæn- dige forbedringer og tilpasning til lan- dets egne forhold, som eskimoerne hav- de gjort med forskellige importerede varer. Undertiden tillod han sig til og med at le af de mere komiske sider af ci- vilisationens velsignelser: »Jeg så en munter én, som røg to store cigarer på én gang - samtidig med at han tyggede skrå og af og til stak hånden ned i lom- men for at tage sig en figen - det kan man kalde at nyde livet koncentreret«. 276 [11] A*-^ <•« V Bibiaae soler sig på butikstrappen i Jakobshavn. (Modems Eskimoer). Ossian Elgstrom var rejst til Grøn- land for at samle stof og inspiration til kommende billeder med motiver fra myter, og der er ikke tvivl om at han hjembragte et omfattende og rigt mate- riale. Han rejste som kunstner, men han understregede omhyggeligt, at de bille- der han lavede i Grønland ikke skulle betragtes som kunst, kun som »nøgterne skitser, studier til blivende kunstværker, etnografiske skitser - alt andet end kunst!« Trods ovenstående er der ingen grund til her at komme med vidtløftige udred- ninger af, hvad der kan betragtes som 'kunst' i Elgstroms bog og hans øvrige arbejder, man bør snarere betragte det som en oplysning til læseren om en ri- melig forholden sig til billederne. Det er deres informationsværdi som bør sættes i centrum, ikke deres eventuelle kunst- neriske kvalitet. Men når dette er sagt, findes der adskilligt smukt at glæde sig over i bogen. Der er en lang række bille- der af kvindedragternes farverige brode- rier, rene karikaturer og vittighedsteg- ninger skifter med panoramaer over landskaber og bopladser, detaljerede stu- dier af redskaber og arbejdsprosseser suppleret med et rigt fotografisk mate- riale. Men grænserne mellem den præci- se observation og det rent elgstromsk su- 277 [12] »Kalatdlit perdtilersut«. Træsnit af R. Berthelsen efter tegning. (Moderne Eskimoer). bjektive er aldrig hårfin. Det er med bil- lederne som med teksten: »Jeg blander etnografi og kunst, beskriver oplevelsen og redskabets form i samme åndedrag«. Foruden Elgstroms egne billeder fin- des der i »Moderna eskimåer« en lang række arbejder udført af grønlændere. Man forstår at han beundrede deres or- namentik og udskæringer i tand og ben, det lå på linie med hans tidligere kunst- neriske arbejder. Men han var især glad for de tegninger grønlandske fangere la- vede til ham. Ossian Elgstrom søgte bort fra det akademiske og skoleagtige, og blandt disse mænd, som kun i meget få tilfælde havde været i berøring med den vesterlandske billedtradition, syntes han at han fandt noget uforstyrret og oprindeligt. Især rettede han opmærksomheden mod nogle enkelte grønlandske kunstne- re, hvis billeder i stort antal findes gen- givet i bogen, en del af dem i farverepro- duktioner. Han tog grønlandsk kunst virkelig alvorligt, som noget der var mere end etnografiske kuriosa. Elgstrom var vel den første der virkelig fik øje på Aron fra Kangeqs store kunstneriske ta- lent, og han gav Arons træsnit-kunst sit eget kapitel i bogen. Den indsats, som Arons mæcen og opdager H. J. Rink gjorde ved at forsyne den tuberkuløse fanger med papir og farver, sørgede for at træsnittene blev trykt og kendt, kan bestemt ikke under- vurderes. Men for ham var billederne nærmest et etnografisk kuriosum. Det var først i vort århundrede, at det blev 278 [13] »Kagssagssuk«. Træsnit af Aron fra Kangeq. (Moderne Uskimoer). muligt at betragte »primitivt« tegning, grafik, maleri og skulptur som kunst. Den første, der offentligt gjorde opmærksom på Arons kunstneriske ev- ner, var Ossian Elgstrom. Man kan givetvis rette indvendinger mod Ossian Elgstrom og hans måde at skildre grønlænderne på. Han indtager en stærkt æstetiserende holdning, beskri- ver dem mere som farverig staffage end som tænkende individer. Allerede hans første indtryk, da han steg i land efter overfarten, var, som han skriver, »far- ver«: ... rundt omkring mig stod lange rækker af farveglimtende grønlænderinder, hvis brogede anorakker og forskelligt farvede støvler alle skreg efter førstepladsen på min nethinde. Der fandtes gule, røde, blå og grønne kamikker med hvide islæt og kantede med hundeskind. Lårenes broderier lyste og flammede i brandrødt og grønt mod sælskindsbuksernes plettede grå og anorak- kernes perlekrave sved i øjnene ... Indtrykket af farver var så stærkt, at det først senere gik op for mig, at »det er mennesker«. Der findes dog intet kynisk eller udle- verende i bogen, snarere er der tale om en respektfuld distance; han beundrer hengivent deres 'primitivitet' men uden at være delagtig. Men når Elgstrom be- tragter deres billedkunst er han i højeste grad nærværende, og hans skildring af den grønlandske kunst som kom ham i møde gør »Moderna eskimåer« til et le- vende og vigtigt kunsthistorisk doku- ment - det ses ikke mindst i den flittige brug der gøres af hans bog i danske oversigter som omhandler grønlandsk 279 [14] kunst. Der er mange billedskabende grønlændere, som passerer revy i Elg- stroms bog, og de fleste af dem mødte han personligt eller gennem deres værker i Grønland: træskæreren og teg- neren Gerth Lyberth var hans vært i to døgn, den tidligt afdøde landskabsmaler Steffen Møllers malerier så han hos fa- deren i Godthåb, sagnillustratoren Kri- stoffer Kreutzmann gav ham et fascine- rende lille hefte med tekst og billeder, der drastisk skildrer den grønlandske charlatan Habakuks fremfærd, som gav- mildt gengives i »Moderna eskimåer«, fangeren Pele Danielsens tegninger af fangstmetoder på de forskellige årstider illustrerer et kapitel for sig. Ingen af dem kan som billedskabere sammenlig- nes med Aron fra Kangeq, men derfor er de bestemt ikke uden betydning i det, man i historiens bakspejl kan kalde Grønlands kunsthistorie. I Bodil Kaa- lunds bog »Grønlands Kunst«, den første brede oversigt om emnet, er Elg- stroms korte notater om disse kunstnere et væsentligt indslag. Men selv hans sto- re dokumentation af anonym billed- kunst og ornamentik har Kaalund tak- nemmeligt gjort brug af, ikke mindst den detaljerede registrering af grøn- landsk dragtskik. Det var med billed- kunstnerens trænede øjne han registre- rede farver og andre indtryk, som mødte ham i det arktiske landskab med dets farverige befolkning, og hans iagttagel- ser fremtræder med en sjælden skarphed for eftertidens læsere. Litteratur Elgstrom, Ossian 1916: Aron fra Kangek. En gron- liindsk konstnar. Stockholms Dagblad, d. 9.4. 1916. Elgstrom, Ossian 1916: Moderna eskimåer. Skildringar från en resa i Vastgronland sommaren 1915. Stock- holm. Elgstrom, Ossian 1919: Lappalaiset. Resor i Lappland och Norge. Stockholm. Elgstrom, Ossian 1922: Hyperboréer. Reseliv och forskningar bland Jukkasjavilapparna 1919-1920. Stockholm. Elgstrom, Ossian 1922: Karesuandolapparna. Etnogra- fiska skisser från Kongama och Lainiovuoma 1916- 1919. Stockholm. Kaalund, Bodil 1979: Grønlands Kunst. Skulptur, Brugskunst, Maleri. København. Mylius-Erichsen, Ludvig og Harald Mokke 1906: Grønland. København og Kristiania. Nordberg, Gunvor 1971: Ossian Elgstrom och hans lapplandska konst. Norrbottens museum årsbok. Luleå. 280 [15]