[1] Lidt om forskning i dagens Grønland Af Hans Peder Christensen Grønland er et land i rivende udvik- ling. Efter ti år med Grønlands Hjem- mestyre har man kunnet mærke en ud- vikling, der på mange måder har været markant. Samtidig med dette er man begyndt at se tilbage, for at se hvad den udvikling, der er forløbet gennem de sidste mange år, har bragt med sig. Grønland er fra at have været et land tilhørende Danmark nu blevet selv- stændigt inden for det danske rige. Det- te har medført mange komplikationer, og derfor kan det være svært at over- skue fremtiden. Overtagelser fra staten har været det erklærede mål for Hjem- mestyret. Man har ønsket at styre ud- viklingen inden for offentlige institu- tioner i en retning, Grønland selv ønskede. Derfor er det for mange nem- mere at skue tilbage på de forløbne ti år, med en stagnation inden for erklæ- rede mål for fremtidens Grønland. Jeg har her valgt at beskrive et af de steder, der efter min mening har været overset inden for den moderne udvik- ling i Grønland, nemlig forskningen. Der har alle dage været en udforsk- ning af det arktiske land - Grønland. I begyndelsen af dette århundrede især inden for kortlægning af geografi, etno- 306 grafi og biologi. Senere er man begyndt geologisk at kortlægge Grønland. Kort sagt har udforskningen af Grønland drejet sig om landet. Dog mangler der, efter min mening, grundforskning in- den for områder, der omhandler be- folkningen i Grønland. Der har været nogle få tiltag, men ingen egentlig grundforskning inden for videnskaber, der omhandler befolkningen. Eksem- pelvis har vi i mange år haft problemer inden for social- og sundhedssektoren, hvor alkohol dogmatisk bliver udråbt som et problem. Hvad man dog ikke har gjort, er at undersøge, hvorfor det er et problem, og hvordan man even- tuelt kan løse det. Samtidig mangler man at få fastslået, om den grønlandske befolkning selv betragter alkoholfor- bruget som et problem. Eksemplet er blevet brugt meget i den senere tid, men det er, efter min mening, ikke de- sto mindre et af de problemer, der kun- ne løses ved en massiv grundforskning inden for videnskaber vedrørende be- folkningen og samfundets udvikling. Hvis man begynder på dette, opstår der imidlertid flere problemer. Et af problemerne ved forskning i Grønland er, at man, såfremt man laver undersø- [2] Kangaamiut skoles »gamle del«, bygget 1929. Foto: Hans Peder Christensen, juni 1985. gelser i befolkningen, uvægerligt kom- mer til at lave grundforskning, til trods for at de erklærede formål nøje bliver beskrevet udfra de kundskaber og kvali- fikationer man nu måtte besidde. Man kan ikke støtte sig til tidligere undersø- gelser lavet i den vestlige verden til grønlandske forhold. Den forskning, man derved benytter, er således lavet i andre befolkningsgrupper under andre forudsætninger. En sådan grundforskning har man foretaget siden begyndelsen af dette århundrede i den vestlige verden, og det skaber ofte et problem: Man ved nemlig ikke om de samme tendenser er gældende for grønlændere. Derved risi- kerer man nemt at skyde forbi målet, ved at undersøge tendenser i det grøn- landske samfund med vestlige metoder, som selv efter modifikationer ikke vil kunne udgøre et tilfredsstillende vi- denskabeligt arbejde. Et andet problem er, at man bliver nødt til at lave et undersøgelsesdesign, som ud fra et vestligt videnskabeligt synspunkt vil kunne accepteres. Dvs. at man designer sine undersøgelser såle- des, at de vil kunne »accepteres« vi- denskabeligt i vestlige sammenhænge. Det, at undersøgelser i Grønland skal have en videnskabelig værdi, er i sig selv ikke et problem. Problemet består i, at såfremt designet og fremgangsmå- den ikke passer ind i det grønlandske samfund og derved begynder at afvige fra vestlige resultater, ender man nemt med at stå med data, som i vestlig for- stand ikke vil kunne bruges. Grunden til dette vil i mange tilfælde være, at normsættet og forudsætningerne for både grønlænder og forsker er vidt forskellig, selvom det umiddelbart ser ud til at stemme overens. Denne pro- blematik kendes af mange erhvervsfolk fra vesten, der eksempelvis handler 307 [3] med Japan. Man spørger i vest, og de svarer i øst. Dermed mener jeg, at man i alt for mange tilfælde betragter grøn- lændernes tankesæt og normer som væ- rende ens med de vestlige, hvilket ikke nødvendigvis er rigtigt. Problematikker i vestlig forstand be- høver således ikke nødvendigvis at være problemer i grønlandsk forstand, og de bør derfor også undersøges ud fra andre forudsætninger end de gængse problematiseringer. Som nævnt behøver alkohol ikke nødvendigvis at være et problem set ud fra den grønlandske befolkning. Ek- sempelvis er der inden for sundheds- sektoren problematikker forbundet med sundheden set fra de forudsætnin- ger, sundhedsvæsenet er opbygget om- kring. Alkohol medfører højere hyp- pighed af veneriske sygdomme, flere selvmord og skader, psyko-somatiske tilfælde etc. Set fra sundhedssektoren er det reelle problemer, man kan doku- mentere, og disse bliver derfor betrag- tet som problemer, og kampagner bli- ver opbygget omkring problemet. Hvad der efter min mening mangler, er at få undersøgt, om den grønlandske befolk- ning anser disse sundhedsmæssige pro- blematikker som reelle problemer. Hvis befolkningen ikke opfatter disse områ- der som problemer, vil en kampagne omkring »problemet« heller ikke have nogen effekt, da målgruppen ikke vil kunne forstå og identificere sig med målet i kampagnen. Derfor mener jeg, at man skal være varsom med at overføre problematise- ringen direkte fra den vestlige forsk- ning til det grønlandske samfund. Mange efterforskningsprogrammer ville kunne få en større effektivitet, såfremt man i Grønland kunne skabe mulighed for, at undersøgere kunne få vurderet deres projekter og få økono- misk støtte i Grønland. Et sådant forskningsfond skulle i så fald være sammensat af både erhvervsmæssige og offentlige interesser. Der findes på nuværende tidspunkt forskellige fonds i Grønland, som må kunne sammensæt- tes til et centralt fond, hvor man vur- derede samtlige indkomne undersøgel- sesforslag. Vigtigt ville det være, at - sammensætningen af fondet blev således, at vurderingen primært blev lagt i Grønland, - og at den sekundære vurdering blev foretaget i samarbejde med Ilisimatu- sarfik, der som institution ville kun- ne vurdere etiske og videnskabelige aspekter i samarbejde med universi- teter og højere læreanstalter i andre lande. Fordelen ved primært at lægge vurde- ringen af videnskabelige undersøgelser i Grønland ville være, at undersøgelser- ne kun skulle kommunikere med ét sted, samtidig med at man ville få en institution, der forsvarligt ville kunne rådgive et sådant fond og bedømme, hvorvidt projektet havde relevans for Grønland eller ej. Ved at gennemføre ideen om et cen- tralt fond i Grønland ville man - set fra undersøgerens synspunkt - kunne undgå mange af de problemer, som er nævnt i det foregående. På den måde ville man lettere kunne lave forskning i Grønland til gavn for hele det grønlandske samfund. 308 [4]