[1] Udvikling på »grønlandske betingelser«? Af Klaus Georg Hansen »Pagga« bruges, når noget er første gang. Det være sig en drengs første fangst, el- ler første skoledag. For mit vedkom- mende er det første gang, jeg her skal optræde i en formel faglig sam- menhæng. Jeg vil senere komme ind på, hvilke relationer »pagga« har for udvik- lingen i Grønland i dag. I den grønlandske debat forud for indførelsen af Hjemmestyret, blev der gang på gang argumenteret, at Grøn- land skulle have en udvikling på »grøn- landske betingelser«. Udtrykket »grøn- landske betingelser« blev anvendt første gang for ca. 20 år siden, og er først og fremmest blevet defineret som »sprog- lige, kulturelle og erhvervsøkonomiske betingelser«. Udtrykkets ordlyd har i de forløbne 20 år ikke ændret sig, men som i alle andre sammenhænge tales der altid fra en given position, og de, som så at sige har haft monopol på at bruge ud- trykket »grønlandske betingelser«, har på meget afgørende vis ændret placering i de forløbne 20 år. Før Hjemmestyret blev en realitet, blev »grønlandske betingelser« brugt i kritikken af den danske forvaltning af Grønland. Dansk grønlandspolitik tog ikke de »grønlandske betingelser« alvor- ligt, lød kritikken. De, som førte ordet i denne debat, kom senere til at sidde i Hjemmestyrets administrative og poli- tiske top. De samme mennesker bruger fortsat udtrykket »grønlandske betingelser«, men efter Hjemmestyrets start har ud- trykket skiftets/a at være brugt kritiseren- de vendt mod den danske forvaltning til at blive brugt legaliserende for en grøn- landsk forvaltning af Grønland. Der er skiftet position. Der tales nu ikke læn- gere fra den samme position som før Hjemmestyrets start. Den kritik, som i Grønland i dag ret- tes mod Hjemmestyrets administrative og politiske top, har vanskeligt ved at finde et sted at tale fra. I den altdomine- rende politiske diskurs i dagens Grøn- land er der ingen plads til seriøs kritik. De sidste 20 års grønlandske elite er de folk, som først kæmpede for at få selvstyre, og som senere, da Hjemmesty- ret var en realitet, satte sig på den poli- tiske og administrative magt. Deres dis- kurs har ikke ændret sig grundlæggende gennem de forløbne 20 år. I denne dis- kurs - »et kæmpende folks« diskurs - er 309 [2] kritikpositioner på forhånd defineret. Seriøs kritik bliver derfor umulig. Denne manglende mulighed for in- denfor diskursen at kunne udtrykke kri- tik, som kan tages alvorligt, er karakte- ristisk for næsten alle 3. verdens lande. Jens Dahl skriver i bogen »Arktisk selv- styre«, at Hjemmestyret ligesom mange andre post-koloniale stater er relativt autonom. Statsmagten er på mange må- der relativ uafhængig af det omgivende samfund. Jeg har på den baggrund stillet mig selv et spørgsmål: Det lader til, at Grønland følger den generelle tendens for post-koloniale stater, men hvilke kulturspecifikke faktorer muliggør, at en sådan relativ autonomi kan oprethol- des i dagens Grønland? Jeg vil gennem tre mellemregninger belyse dette spørgsmål, og vil så slutte af med at tage tråden fra indledningen op igen og se på, hvilke konsekvenser det får for vo- res - eller i alt fald min - forståelse af udtrykket »grønlandske betingelser«. Første mellemregning: Kolonien Grøn- land blev gennem 250 år administreret med en omsorgsfuldhed, hvor næsten intet blev overladt til tilfældighederne - eller rettere til grønlændernes eget ini- tiativ. Det kan derfor ikke overraske, at det grønlandske samfundssystem i dag er en kopi af det danske. Ved indførel- sen af Hjemmestyre i Grønland l. maj 1979 overførtes ikke blot kompeten- cespørgsmålet, men et fuldt udbygget vestligt samfundssystem, som i udtryk ikke adskiller sig synderligt fra det dan- ske - men indholdet er ikke dansk. I det traditionelle grønlandske sam- fund kunne man kun have og oprethol- de en magtposition / kraft af andres ac- cept af denne. Der var tale om en anseelses-afhængig magtposition. Ek- sempelvis var en angakkoq - den grøn- landske shaman - kun anset, hvis nogen anså ham for at være anset, og kun i kraft af denne anseelse havde angak- koqen en magtposition. Blandt inuit har et helt bestemt tanke- og moral-system været knyttet til denne samfundsstruk- tur. Det har traditionelt været anset for upassende at fremhæve sig selv og åben- lyst have ambitioner om at opnå en samfundsposition. Modsat var det helt legalt at reagere på sådanne tiltag med jalousi, misundelse og drilleri. Det vestlige samfundssystem er skruet anderledes sammen. Indenfor dette system er det muligt at erhverve og beholde en institutionaliseret position i samfundet uanset om man er anset eller ej. Magtpositioner er anseelses-uafhæn- gige. Dette afspejles ligeledes i det vest- lige moralkodeks. Her er det moralsk set helt legalt at have ambitioner og frem- hæve sig selv, hvorimod det er forkaste- ligt at føle misundelse og jalousi. Med indførelsen af et vestligt sam- fundssystem i Grønland, fulgte det el- lers tilhørende norm- og værdi-system ikke med. Det er fortsat de traditionelle grønlandske værdisystemer, som funge- rer i den vestlige samfundsstruktur i Grønland i dag. En traditionel grøn- landsk samfundsbeskrivelse lever med andre ord videre i en på overfladen vest- lig realitet. Et grønlandsk indhold lever videre i et vestligt udtryk. Udtryk og indhold med rod i to forskellige virke- lighedsbilleder sameksisterer. Der er na- turligvis løbende blevet flyttet grænser 310 [3] for, hvorledes en specifik grønlandsk samfundsstruktur kan tænkes. Gradvist op gennem kolonihistorien er de anseelses-uafhængige positioner blevet introduceret i det grønlandske samfund. For lidt over 100 år siden blev Forstanderskaberne indført. Forstan- derskaberne var en slags lokalråd, hvor også grønlændere havde sæde. Samtidig med Forstanderskabernes indførelse kan der registreres en øget grønlandsk bevidsthed omkring familierelationer. Dette skyldtes bl. a., at de traditionel- le værdier omkring de anseelses-afhæn- gige samfundspositioner fortsat levede. For at være i overensstemmelse med disse værdier var det nødvendigt at eta- blere et fællesskab, indenfor hvilket man kunne nyde den anseelse, som en samfundsposition krævede. Med kolo- nimagtens fokusering på familierelatio- ner ved at give folk efternavne, har det været nærliggende at udnytte denne struktur. Derfor har vi i dag en meget eksplicit bevidsthed omkring familie- relationer og familiesammenhold. Det er gennem de forløbne 100 år langt hen ad vejen de samme familier, som har beklædt de forskellige sam- fundspositioner. Blandt medlemmerne i de første landsråd i begyndelsen af år- hundredet findes efternavne som: Motz- felt, Rosing, Lyberth og Egede. Efter- kommere af disse sidder i dag i lands- tinget. Disse og andre familienavne er knyttet til bestemte byer eller egne af Grønland, Motzfelt: Sydgrønland, Ly- berth: Maniitsoq. I Sisimiut er det Len- nert og Olsen, osv. Hans-Erik Rasmussen har meget ty- deligt vist, hvorledes den grønlandske elite har en stor grad af endogami. Den- ne endogami gør sig gældende både cen- tralt i Landstinget, regionalt i kommu- nalbestyrelserne og lokalt i bygderåde- ne. Elitens endogami udspringer af ideen om de anseelses-afhængige sam- fundspositioner. Gennem endogami blandt familier med samfundsmæssige positioner har der hurtigere kunnet op- bygges en stor symbolsk kapital i form af sympatiserende familiemedlemmer. Ideen om anseelses-afhængige sam- fundspositioner, endogamien og den re- lative autonomi giver tilsammen i dag den grønlandske magtelite en voldsom træghed overfor diskursoverskridende nytænkning. I min anden mellemregning vil jeg tage fat i sproget for at belyse denne træghed over for diskursoverskridelser. Udviklingen hos inuit i Alaska og Grønland kan i visse sammenhænge ses som hinandens modsætninger. Jeg har flere gange hørt, at unge grønlændere med beklagelse konstaterer, at stam- mefrænderne i Alaska tænker eskimoisk omend på engelsk, hvorimod inuit i Grønland tænker mere og mere europæ- isk, men på grønlandsk. I Alaska foregik missioneringen på engelsk. Inuits eget sprog blev ikke ak- tivt integreret i den udvikling, som ko- loniseringen satte i gang. Inuitkulturens traditionelle betydningsproduktion nød i en vis forstand godt af denne afson- dring. Værdier, normer og moral blev ikke udsat for den gradvise og næsten umærkelige ændring, som det var tilfæl- det i Grønland. I Grønland har missionen nemlig fra første færd ønsket at kristne »skrællin- 311 [4] gerne« på deres eget sprog. Derved fik det grønlandske sprog mulighed for gradvist at ændre sig i takt med den samfundsmæssige forandring. Denne gradvise ændring i det grønlandske sprog kan illustreres med de ord, som inuit i Grønland har brugt i beskrivel- sen af sig selv. Indtil slutningen af forrige århun- drede brugtes ordet »inuussuseq« - »det at være menneske«. Omkring århundre- deskiftet udspandt der sig en livlig dis- kussion blandt grønlændere i den lands- dækkende og meget læste grønlandske avis AG om en grønlandsk nationalis- me. I disse sammenhænge brugtes for første gang ordet »kalaaliussuseq« - »det at være grønlænder«. Denne form institu- tionaliseredes, og holdt sig helt op i 1960-erne, hvor det nu brugte ord »ki- naassuseq« - »det at være hvem«, i betyd- ningen »identitet«, dukkede op. Disse forandringer i inuits beskrivel- se af sig selv kan sættes i sammenhæng med nogle markante historiske begiven- heder. Selve koloniseringen af Grøn- land i 1700-tallet skabte et behov for at omdefinere forholdet mellem inuit og qallunaat - inuits ord for ikke-inuit. Myterne sagde, at de første qallunaat havde en hund til far og en inuk til mor. Qallunaat havde derfor kun en hun- desjæl. Dette harmonerede ikke med, hvad missionen sagde: Inuit var primi- tive og skulle hjælpes op og frem mod kulturen. Gennem selvbeskrivelsen »ka- laaliussuseq« skabtes nye handlings- muligheder. Fra den tid stammer mot- toet »qummut, siumut«, »opad, frem- ad«. En anden større historisk begivenhed var den danske grundlovsændring i 1953. Det betød, at nu var man kommet op og frem til kulturen. Videre handling krævede derfor en ny beskrivelse. I be- gyndelsen af 1960-erne indførtes føde- steds-kriteriet. Var man født i Grøn- land, fik man en lavere løn, end hvis man ikke var født i Grønland. Systemet eksisterer endnu. Det gav næring til ønsker om at gå nye veje. Ved at beskri- ve sig selv som et folk med en selvstæn- dig identitet blev selvbestemmelse må- let. Dette mål blev nået med indførelsen af Hjemmestyre i 1979. Det Grønlandske Hjemmestyre har lige fejret sin 10 års fødselsdag, her 1. maj. I den forbindelse synes jeg, det er værd at bemærke, at i de mange fine ta- ler, der blev holdt, har blikket langt overvejende været rettet bagud. Der var ingen fremtidsvisioner. Det kan skyldes, at det indenfor magtelitens diskurs end- nu ikke rigtigt er lykkedes at formulere nye langsigtede handlingsstrategier, som tager udgangspunkt i, at Hjemme- styret er en realitet. Der lader til i dag at være et behov for en ny beskrivelse for derigennem at skabe nye handlingsmu- ligheder. Men, i Det Grønlandske Hjemmesty- res første 10 leveår har der været visse tiltag, som netop har taget udgangs- punkt i, at Hjemmestyret er en realitet. De er bare ikke blevet formuleret inden- for magtelitens diskurs, og er derfor ikke blevet inddraget i den politiske praksis. 11970-erne opfandt danske em- bedsmænd ordet »kalaalinngorsaaneq« - »det at forsøge på at blive grønlænder«, eller som vi plejer at sige på dansk »grønlandisering«. Ideen bag var, at 312 [5] centraladministrationen i Grønland skulle gøres grønlandsk. Nogle unge grønlændere begyndte at stille spørgsmålstegn ved denne betyd- ning af ordet. »Hvordan kan en grøn- lænder grønlandiseres?« spurgte de - på grønlandsk, vel at mærke! De omdefine- rede ordet. I modsætning til den frem- herskende diskurs udtrykker ordet for disse grønlændere i dag snarere et ønske om at reetablere et positivt syn på grøn- landske værdier, normer og moral. I magtelitens diskurs er det sproget som udtryk, det var vigtigt at bevare, og på tilsvarende vis bliver det kulturelle beskrevet i stereotype symboler - kajak, ulu, fangst osv. Indenfor magtelitens diskurs har det sproglige og kulturelle indhold - den specifikke grønlandske måde at tænke på - aldrig rigtig været til debat. Jeg er for nylig blevet opmærk- som på nogle udtalelser, som tydeligt il- lustrerer de unge grønlænderes nytænk- ning: Jonathan Motzfelt beskyldte i 1965 de dengang ansvarlige grønlandske politi- kere for at være »ureflekterede og ydmy- ge« i deres udviklingsstrategier for det grønlandske samfund. 20 år senere i 1985 afholdtes et semi- nar arrangeret af grønlandske studeren- de i Danmark. I referatet derfra hedder det blandt andet - denne gang med adresse til selvsamme Jonathan Motzfelt -, at de nu ansvarlige grønlandske poli- tikere har været »helt ukritiske« i udvik- lingsstrategierne for det grønlandske samfund. Den nye diskurs tager udgangspunkt i en utilfredshed med de institutionerede samfundsorganers manglende accept af de grønlandske normers, værdiers og morals kulturelle gyldighed i dagens Grønland. Magtelitens princippolitiske diskurs har som sagt ikke ændret sig i forhold til før Hjemmestyrets start. Det er fortsat den samme udviklingsstrategi, som do- minerer. Endogamien og den relative autonomi muliggør, at magteliten - på trods af at kontekst og dermed poten- tielle handlingsmuligheder har ændret sig - kan undgå diskursoverskridende nytænkning, derfor kan nye diskurser ikke trænge gennem, endog til trods for stor folkelig tilslutning til ideerne. Der har ikke tidligere i Grønlands hi- storie været en magtfuld inuitelite, som har virket bremsende på diskursændrin- ger. Faktisk har det tidligere altid været en elite, som har været foregangsmænd ved diskursoverskridelser. Her er de ændringer i inuits selvbeskrivelse, jeg har været inde på, et godt eksempel. Men i dagens Grønland sidder der en elite, som virker hæmmende på ændrin- ger, som ellers har bred folkelig tilslut- ning. I min tredie mellemregning vil jeg vise, hvad der ligger i den nye diskurs. Den diskurs som har så urimelig svært ved at blive taget alvorligt og blive inddraget i den politiske praksis. Et grønlandsk barn må gennem sin opvækst lære at forholde sig til to mod- stridende verdensbeskrivelser, som kommer til udtryk i to uforenelige so- cialiseringsprocesser. Dels i det grøn- landske hjem, dels i den grønlandske folkeskole. Fra missionens start i Grønland i 1700-tallet er der gradvist blevet opbyg- 313 [6] get et skolesystem. Skolen hørte indtil begyndelsen af dette århundrede ind un- der missionen. Et fundamentalt princip hos missionærerne var, at kundskaber udi den kristne tro skulle læres på mo- dersmålet. Derfor var undervisnings- sproget grønlandsk. Undervisningsfage- ne havde dog ingen direkte relation til det grønlandske samfund. Ligesom an- dre samfundsinstitutioner er også sko- len blevet opbygget efter dansk forbille- de. Der undervises i de samme fag som i den danske folkeskole. Indholdet af dis- se fag relateres i dag kun i ringe grad til grønlandsk kultur og socialisering. Den grønlandske folkeskole har al- drig som udgangspunkt bygget videre på den socialisering, som er sket i de grøn- landske hjem. Den socialisering, som foregår i skolen gennem pensum og læ- rer, bygger på et vestligt virkelighedsbil- lede. Eleverne bliver i den grønlandske folkeskole præsenteret for et ganske an- det filosofisk verdensbillede end det, den tidligere socialisering lægger op til. Et eksempel har jeg hentet fra geogra- fien. Øen Disko har i følge nogle myter ikke altid ligget, hvor den ligger i dag. Kort fortalt har den tidligere ligget ud for bygden Arsuk i Sydgrønland, men den tog udsynet mod vest, og beboerne besluttede at flytte øen. Der blev tryllet over nogle hår fra et nyfødt barn. Disse hår blev fastgjort til øen, og to kajak- roere trak derefter Disko nord på. De bugserede så øen op, hvor den ligger i dag. Denne forklaring er alment accepte- ret - men helt parallelt med Savret- Saada's franske bønder skilter man i Grønland ikke ligefrem med det, man ved. Men, besætningen på en moderne trawler er ikke et sekund i tvivl om, hvad det er, når de et stykke ude i Davis Strædet på ekkoloddet kan registrere et undersøisk nord-syd gående dalstrøg; det er naturligvis den rende, som øen Disko skrabede i havbunden, da den blev flyttet. Og når botanikkere synes, det er bemærkelsesværdigt, at så mange planter, som ellers kun vokser i Syd- grønland, også kan findes på Disko - som det eneste sted og op til flere hun- drede kilometer nord for plantens nord- ligste udbredelse på fastlandet, så træk- ker man i Grønland blot på skulderen og siger, at det da ikke er så mærkeligt, for øen kommer jo dér nede fra. Denne barnelærdom tages ikke for gode varer i geografitimerne i skolen - for i skolen ligger Disko nu en gang dér, hvor den ø altid har ligget. To andre eksempler er af mere gene- rel karakter. »Pagga« - som jeg indledte med - er en gammel inuit tradition. Kernen i »pagga« er gavegivning, og som sådan kan denne tradition ses som inuits pendant til nordvestkystindianer- nes »potlatch«. »Pagga« er fortsat en in- tegreret del af et grønlandsk barns op- vækst. Ved eksempelvis en barnedåb kan en almindelig grønlandsk familie snildt spendere 500-1000 kr. på »pag- ga«. Men, den grønlandske folkeskole præsenterede en helt anden opfattelse af det afgive og det at have. Ubevidst oplever eleverne en forvirring omkring disse modstridende beskrivelser. Tilsvarende lærer det grønlandske barn i den tidlige socialisering, at det re- spekteres som et individ med en selv- stændig mening. Argumentationen »jeg 314 [7] har ikke lyst« respekteres i hjemmet. I skolen derimod kan dette svar ikke ac- cepteres. I den grønlandske hverdag opleves ofte en direkte aversion mod planlægning. Skolen derimod er indbe- grebet af planlægning. Måske er dette blot ekspliciteringer af en grundlæggen- de forskellig opfattelse af handling overfor ikke-handling; hvor vestlig prioritering af handling frem for ikke-handling mod- arbejder en grønlandsk prioritering, som er anderledes. Noget kunne tyde på det. Også her må eleverne opleve en ubevidst begrebsforvirring. Med Hjemmestyrets overtagelse af den grønlandske folkeskole er der op- stået et stærkt ønske om at ændre på skolens indhold og målsætning således, at de i langt højere grad end nu kommer i overensstemmelse med værdier og normer i det omgivende samfund. Spørgsmålet er blot, om den betænk- ning til en ny grønlandsk skolereform, som skal komme i løbet af i år, vil til- godese principperne i hjemmets sociali- sering i så høj grad, at skolens socialise- rende effekt på eleverne kommer til at ligge i forlængelse af hjemmets socialise- ring? Eller vil det forblive som før, hvor »første-skoledag-pagga« kan siges at symbolisere overgangen mellem to uforenelige socialiseringsprocesser ? Jeg vil runde af med at vende tilbage til spørgsmålet om vores - eller i alt fald min - forståelse af udvikling på »grøn- landske betingelser«. Vi siger nok så opmuntrende, at »ud- vikling er andet end bistand« - under- forstået »de kan godt selv«. Men, hvis vi ikke med rette skal kunne kaldes naive, eller det der er værre, bør det tilføjes, at der stadigvæk er nogen, som bestemmer udviklingen for andre, og stadigvæk no- gen, som ikke har indflydelse på udvik- lingen. For i vores glæde over at konstatere, at »de andre« i den afkoloniserede del af verden er aktive medskabere af deres egen udvikling, skal vi bare ikke glem- me, at de overordnede rammer for ud- viklingen udstikkes af en ekspansiv vestlig kultur, og at »deres« tiltag oftest er »nødvendige« modreaktioner på ude- frakommende påvirkning; udefrakom- mende nyt, som nødvendigvis må kon- tekstualiseres i en eller anden sammen- hæng. Det er ikke kun i disse makrosam- menhænge, at nogen bestemmer og an- dre ikke, også i mikrosammenhænge - det vil sige indenfor de enkelte stater - ses det. Det er tilmed stort set det sam- me mønster, som gentager sig i næsten hele den 3. verden: en lokal elite sætter sig på magten og monopoliserer ny- tænkning. Den nytænkning, som sker udenfor den lokale magtelites diskurs, undertrykkes. Så når vi i dag hører tale om udvik- ling på »grønlandske betingelser«, så er det en relativ autonom magtelites defi- nition af, hvad der er de »grønlandske betingelser« i dagens Grønland. Blandt andet gennem kulturspecifikke værdisy- stemer, som fremmer endogami, opnår magteliten en hidtil uset immunitet over for den diskursoverskridende ny- tænkning. En nytænkning, som har en grundlæggende anderledes opfattelse af, hvad der er de »grønlandske betingel- ser«, og som tilmed nyder ikke ringe fol- kelig tilslutning. 315 [8]