[1] Nordboarkæologiens historie og fremtid Af Jette Arneborg Hans Egede er blevet udnævnt til histo- riens første nordboarkæolog, fordi han i 1723 lod foretage en mindre udgrav- ning i kirkeruinen Hvalsey i den erklæ- rede hensigt ». . . at finde nogle Monu- menta af Antiqviteten . . .« (Albrethsen 1971:289-292). To år tidligere var missionæren Hans Egede med følge ankommet til Grøn- land blandt andet for at opsøge efter- kommerne efter »de gamle Nordske«. Selskabet landede i den norrøne Vester- bygd, og Egede blev hurtig klar over, at befolkningen her var rent eskimoisk. Kun ruinerne fra nordboernes gårde og kirker i de indre dele af Godthåbsfjor- den og Ameralik vidnede om tidligere tiders europæiske bosættelse i området. Hans Egede havde imidlertid en for- mening om, at nordboerne stadig leve- de i Østerbygden - som han fejlagtig antog skulle findes på Grønlands øst- kyst - og turen i 1723 var et forgæves forsøg på at nå dertil. Rejsen måtte af- brydes ved Nanortalik, og selskabet vendte hjem uden at være klar over, at de mange ruiner, man havde besøgt i dette sydlige område var, hvad der var tilbage af nordboernes Østerbygd. Faktisk skulle der gå næsten 100 år, før man fik fuld klarhed på, at Øster- bygden var identisk med de mange rui- ner i det sydligste Grønland, og altså, at de europæiske bosættere var forsvun- det. Indsamling af oplysninger om nordboerne og kortlægning af nordbobygderne Efter at det var slået fast, at både Ve- sterbygden og Østerbygden var forladt, indledtes en ny fase i udforskningen af den norrøne bosættelse i Grønland. Det nystartede Kongelige Nordiske Oldskriftselskab påtog sig i 1832 at ind- samle og publicere alle tilgængelige oplysninger om nordbobygderne. Re- sultatet blev Grønlands Historiske Mindesmærker (GHM), der udkom i perioden 1838-45, og som stadig er et af hovedværkerne indenfor nordbo- arkæologien. I 1878 nedsatte Indenrigsministeriet Kommissionen for Ledelsen af de Geo- logiske Undersøgelser i Grønland til styring og koordinering af forsknings- indsatsen i Grønland, og det var her- med slået fast, at den videnskabelige udforskning i Grønland var en national 121 [2] Nordboruin i Jgaliku i Narsaq kommune. I Jgaliku lå storgården Gardar, hvor bispen residerede (ruingruppe 60V2-1V- 621/047). Blyant med akvarel fra 1854 af H. Rink (1819-93), som i årene 1853-55 var konstitueret kolonibestyrer i Qaqortoq/Julianehåb. (Nationalmuseets 2. afdeling. Billed- og kortarkivet). opgave. I erkendelse af, at udforsknin- gen omfattede mere end blot geologi tog Kommissionen allerede året efter navneforandring til Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og geografi- ske Undersøgelser i Grønland, og un- der dette navn fungerede den frem til 1931 (Jørgensen 1978:122-123). En af Kommissionens mange opga- ver var geografisk kortlægning af Grønland, og perioden efter 1878 er kendetegnet ved en intensiv kortlæg- ning og beskrivelse af norrøne fortids- minder i Sydgrønland (Albrethsen 1971). 122 De første arkæologiske udgravninger i nordbobygderne Blandt Kommissionens medarbejdere i den første periode skal den legendari- ske Kaptajn Daniel Bruun fremhæves, ikke kun for sit arbejde i Grønland, men for sin betydningsfulde indsats for nordatlantisk arkæologi i det hele taget (Olsen 1982:142-43). Daniel Bruun var i Grønland to gan- ge. Første gang var i 1894, hvor han berejste Østerbygden; anden gang var i 1903, hvor rejsens mål var Vesterbyg- den. I begge tilfælde var han udsendt af Kommissionen for Ledelsen af de geo- [3] logiske og geografiske Undersøgelser i Grønland, som også havde det over- ordnede ansvar for ekspeditionerne. Daniel Bruuns arbejdsinstruks var imidlertid udarbejdet i samarbejde med Nationalmuseet, hvortil også alt doku- mentationsmateriale blev afleveret (Bruun 1908:166). I 1921 overtog ansatte fra National- museets middelalderafdeling (2. afde- ling) arbejdet i nordbobygderne, dog stadig under Kommissionens formelle styring. Nyordningen var en naturlig konsekvens af, at undersøgelserne hav- de ændret karakter. Man nøjedes nu ikke længere med kun at registrere det, der lå over jorden; i Daniel Bruuns ar- bejdsinstruks var også formuleret kul- turhistoriske problemstillinger, som kun kunne løses gennem arkæologiske udgravninger (Bruun 1908:106). Nationalmuseets indtræden i felt- arbejdet i 1921 fik en overraskende og forrygende start. Et af resultater- ne af første års undersøgelser var det berømte middelalderdragtfund fra Ikigaat/Herjolfsnæs (Nørlund 1924), og 1921-undersøgelsen blev indled- ningen på en række store udgravnings- projekter. Nordboruin ved Umiussat i Tunulliarfik fjord, Narsaq kommune (ruingruppe 61V3-HI-524/032). Blyant med akvarel fra 1876 af Andreas Kornerup (1857-81), der dette ar deltog i geologiske og geografiske undersøgelser i Julianehab Distriktet sammen med K. J. V. Steenstrup og Gustav Holm. (Nationalmuseets 2. afdeling. Billed- og kortarkivet). 123 [4] Stenopbygget dyrefold ved nordboruin i Inunguit kuat i Paamiut kommune (ruingruppe 61 V\ -II-511/M9), Akvarel af Daniel Bruun, fremstillet på rejsen i nordboernes Mellem- og Vesterbygd i 1903. (Nationalmuseets 2. afdeling. Billed- og kortarkivet'). 1932 var det store år for nordbo- arkæologien. Dette år blev der foretaget undersøgelser både i Østerbygden (Nørlund og Stenberger 1934) og i Ve- sterbygden (Roussell 1936), og derud- over deltog Poul Nørlund i Knud Ras- mussens 7. Thuleekspedition til den sydlige del af Grønlands østkyst. Men året 1932 blev også det sidste, hvor Poul Nørlund deltog i feltarbejdet, og ledelsen af Nationalmuseets nordboun- dersøgelser blev herefter varetaget af Aage Roussell, der fortsatte udgravnin- gerne l Vesterbygden i 1934 og i 1937, mens 1935 var helliget undersøgelser i Østerbygden (Roussell 1941). Sidste nordboarkæologiske ekspedition til Grønland før 2. Verdenskrigs udbrud var i 1939 og blev ledet af C. L. Vebæk, der undersøgte gårdsanlæg i Vatner- hverfi-området i Østerbygden (Vebæk 1943). Som alt andet forskningsarbejde i Grønland blev Nationalmuseets syste- matiske undersøgelser i nordbobygder- ne afbrudt af 2. Verdenskrig, og de blev aldrig genoptaget i samme omfang. I 1931 var Kommissionen for Ledel- sen af de geologiske og geografiske Un- dersøjgelser i Grønland blevet omdan- net til Kommissionen for Videnskabe- lige Undersøgelser i Grønland, og i den nye Kommission indgik et udvalg for arkæologisk forskning, der var blevet 124 [5] Arkteologiske undersøgelser i 1926 ved bispegården Gardar i Jgaliku, Narsaq kommune. (Foto: Poul Nørlund, 1926. Nationalmuseets 2. afdeling. Fotoarkivet: neg. nr. 81287). nedsat nogle år forinden. Samtidig overgik det egentlige initiativ til udsen- delse af ekspeditioner fra Kommissio- nen til Grønlands Styrelse, National- museet og Carlsbergfondet (Jørgensen 1978:128-129). Ved reorganiseringen efter krigen (Grønlandskommissionen 1948-50) blev Kommissionens funk- tion som styrende organ for den vi- denskabelige forskning opgivet; det arkæologiske udvalg blev nedlagt, og Kommissionen fik i stedet status som rådgivende og koordinerende instans for de faginstitutioner og privatperso- ner, som ønskede at drive forskning i Grønland (Jørgensen 1978:132). Nationalmuseet og nordboforskningen efter 1945 En af tankerne bag omorganiseringen af Kommissionen var, at de enkelte vi- denskabsområder nu selv skulle orga- nisere og formulere de problemstillin- ger, man ønskede belyst. I Nationalmu- seets Etnografiske Samling fortsattes udforskningen af de eskimoiske kultu- rer, ikke kun i Grønland, men i hele det arktiske område. I modsætning her- til virker det som om, nordboarkæolo- gien mere eller mindre blev opgivet som arbejdsopgave for Nationalmuseets middelalder-afdeling, og der skulle gå næsten 20 år, før medarbejdere herfra 125 [6] atter gik ind i arbejdet. Traditionerne fra før krigen blev ført videre først og fremmest af C. L. Vebæk, der i 1946 var blevet ansat som museumsin- spektør ved Nationalmuseets Oldtidsaf- deling (1. afdeling), og af Jørgen Meld- gaard fra Etnografisk Samling. C L. Vebæk foretog i perioden 1945 til 1962 rekognosceringsrejser i hele det norrøne område, og han har forestået flere arkæologiske undersøgelser, bl. a. i ruingruppe 0149, der af Vebæk anses for at være identisk med nordboernes bennediktiner-nonnekloster. Jørgen Meldgaard er eskimo-arkæo- log, men påvirket af tidens engelsk/ amerikanske arkæologi, hvor erhvervs- økonomiske og økologiske aspekter inddrages i den kulturhistoriske forsk- ningsproces, har det været nærliggende for ham også at beskæftige sig med den norrøne kultur og dens livsbetingelser i GrØHand (Meldgaard 1965:34-35). Meldgaard har i norrøn sammenhæng især interesseret sig for forholdet mel- lem eskimoer og nordboer, og i 1976- 77 forestod han sammen med den daværende leder af Grønlands Lands- museum, Jens Rosing, Inuit-Nordbo Projektet, hvis overordnede problem- stilling det var at belyse kulturmødet mellem nordboer og eskimoer med ud- Arkæologske undersøgelser i 19)2 ved nordbogjirden i Ujarassuit, Nuuk kommune (ruingruppe 64V2-W-5'\5/V7}. Stedet er formentlig identisk med nordboernes Anavik. Til højre i billedet ses Eigjl Knuth, der deltog i undersøgelserne som Aage Roussells assistent. (Foto: Aage Roussell, 1932. Nationalmuseets 2. afdeling. Fotoarkivet: neg. nr. 30880). 126 [7] Arkæologiske undersøgelser i Qassiarssuk, Narsaq kommune (ruingruppe 61V3-III-540/029). Fra undersøgelserne af den lille, såkaldte, Tjodhildes kirke på nordboernes Brattahlid i 1962. (Foto: Knud J. Krogh, 1962. Nationalmuseets 2. afdeling. Fotoarkivet: neg. nr. R20377). gangspunkt taget i økologisk tilpasning og ressourceudnyttelse (Meldgaard 1977). I 1961-62 påbegyndte Meldgaard udgravningerne af den lille, såkaldte »Tjodhildes« kirke i Qassiarssuk i Nars- saq kommune. Blandt deltagerne var studenter tilknyttet Nationalmuseets middelalder-afdeling, og det blev en god anledning for afdelingen til atter at gå ind i nordboarkæologien. Det blev imidlertid kendetegnende for afdelin- gens nye engagement, at hovedindsat- sen frem til 1981 blev lagt i det an- tikvariske arbejde, og geografisk kon- centrerede man sig alene om Østerbyg- den. En sidegevinst ved det antikvari- ske arbejde var en forøget og mere detaljeret viden om Østerbygdens gårde og kirker; denne findes beskrevet i 127 [8] Knud Kroghs bog Erik den Rødes Grønland fra 1967 og, i revideret udga- ve, fra 1982 (Krogh 1982). Grønlands Landsmuseum og tiden efter 1981 I 1981 overtog Grønlands Hjemmesty- re museums- og fredningsområdet, og Grønlands Landsmuseum blev nu landets nationale museum med ansva- ret for det antikvariske, forskningsmæs- sige og museale arbejde i Grønland. Årene, der er gået siden, har været ken- detegnet ved en øget antikvarisk og forskningsmæssig indsats - ikke kun in- denfor nordboarkæologien, men for arkæologien som helhed. I 1981 indledte medarbejdere fra Landsmuseet fredningsberejsning i Nuuk kommune, indbefattet den norrøne Vesterbygd. Samme år foretog to amerikanske forskere, Thomas McGovern fra Hunter College i New York og Richard Jordan fra Bryn Mawr College i Pennsylvania, rekognoscerin- ger og mindre prøveundersøgelser i den centrale del af Vesterbygden (McGo- vern & Jordan 1982). I 1982 fortsattes fredningsberejsningen i Nuuk kommu- ne, og der blev foretaget restaurerings- arbejde og mindre sonderende udgrav- ninger ved nordboruinen »Anavik« i Ujarassuit i bunden af Godthåbsfjorden (Kapel 1982). I 1984 forestod Landsmuseet i sam- arbejde med Nationalmuseet i Køben- havn og Hunter College et større ar- kæologisk projekt ved nordbogården »Sandnæs« ved Kilaarsarfik i Ameralla (Arneborg 1985), og fra 1986 har Landsmuseet ydet støtte til Paamiut Museums store fortidsminderegistre- rings-projekt i Paamiut og Iviituut kommuner, der også omfatter det norrøne Mellembygdområde. /Sideløbende med disse aktiviteter har Hjemmestyret og Landsmuseet desuden været engageret i fredningsarbejdet i fåreholder-distrikterne i Sydgrønland, hvor arbejdet har været forestået af Knud Krogh fra nationalmuseets mid- delalderafdeling. Det kongelige Nordiske Oldskriftselskab og Grønlands Historiske Mindesmærker 1838-1845 Hovedproblemet for de første genera- tioner af nordboforskere var at finde ud af, om den norrøne kultur havde over- levet i Grønland. Siden blev det spørgsmålet om årsagen til nordboer- nes forsvinden. Allerede Hans Egede kom til den konklusion, at nordboerne var blevet udryddet af eskimoerne (Egede 1984^6), og i Grønlands Historiske Mindesmærker understøttes denne teo- ri; samtidig fremsættes imidlertid også isolationsteorien, der kort går ud på, at når det lykkedes for eskimoerne at overvinde nordboerne, så skyldtes det- te, at de norske konger, der hævdede monopol på grønlandshandelen i mid- delalderen og dermed var ansvarlige for besejlingen på Grønland, ikke opfyldte deres forpligtelser (GHM I:VI). Især den del af teorien, der handlede om de norske kongers ansvar for grønlændernes isolation, skabte livlig debat i samtiden mellem, på den ene side, danske historikere, der støttede opfattelsen i Grønlands Historiske Mindesmærker og, på den anden side, 128 [9] Udgravning på nordbogård ved Eqaluit i Ameralla jjorden, Nuuk kommune (ruingruppe 64V2-III-504/V59). Fra Inuit-Nordbo projektet 1976; på billedet ses "Lars Skifte ved nivelleringsapparatet. (Foto: Jørgen Meldgaard, 1976). norske historikere, der hævdede, at for- bindelserne mellem Grønland og Skan- dinavien først gik tabt, efter at Norge var blevet indlemmet i det danske rige (Fyllingsnes 1988:107-116). Debatten havde klare politiske og ideologiske un- dertoner, og må vurderes i dette per- spektiv. Militære nederlag i 1801 (Slaget på Reden) og 1807 (Københavns bombar- dement samt tabet af den danske flåde); statsbankerotten i 1813 og Kielerfreden i 1814 med tabet af Norge som følge var den politiske virkelighed i Dan- mark, da Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab blev stiftet i 1825. 129 [10] Selskabets formål var at oplyse om det gamle Nordens sprog, historie og oldsa- ger (Voss 1972:248), og i den første pe- riode koncentrerede man sig især om Islands, Færøernes og Grønlands histo- rie. Om valget var bevidst politisk skal være usagt. En kendsgerning er det imidlertid, at Norge i samme periode krævede at blive genforenet med de tid- ligere norske bilande, der ved Kieler- freden var blevet skilt fra Norge og for- blevet danske (Fyllingsnes:105). Læser man forordet i Grønlands Hi- storiske Mindesmærker levnes der ikke megen tvivl om den danske holdning til spørgsmålet om bilandenes, her spe- cielt Grønlands, tilhørsforhold: »Endskjønt Landet led saa meget, baade ved Naturens Ublidhed og fjendtlige Anfald . . . begik dog den norske Rege- ring (min fremhævelse) den store Feil at tilegne sig eller Regenten udelukkende Eneret til at handle med Landets Ind- byggere. Dette under slige Forhold gru- somme Monopol . . . synes især at have foraarsaget Coloniens Ødelæggelse.« Og længere fremme: »Vi kunne her ikke opholde os ved at opregne de mange Forsog, som siden fra Danmark (min fremhævelse) jevnlig bleve gjorte til Coloniens Gjenopdagelse . . .« (GHM I: VI-VII). Budskabet synes klart; nordmændene havde, i modsæt- ning til danskerne, svigtet grønlænder- ne og havde dermed moralsk ingen ret- tigheder til Grønland. Udover at bringe argumenter i en verserende politisk debat om bilande- nes retmæssige tilhørsforhold fik Grønlands Historiske Mindesmærker imidlertid samtidig isoleret de grøn- 130 landske nordbobygder geografisk, og det så grundigt, at de kulturhistoriske kilders udsagn om forholdene i det nor- røne Grønland siden er blevet tolket ud fra denne grundlæggende forudsætning. Teorierne om eskimoernes folkedrab på nordboerne er med tiden blevet mo- dificeret, og i dag tror ingen på, at nordboerne blev udryddet af eskimoer- ne. Isolationsteorien har i mindre grad været udsat for kritik, og det er først nu, hvor arkæologerne er begyndt at sammenligne norrøne genstandsfund fra Grønland med lignende skandina- viske fund, at der er blevet sat spørgsmålstegn ved, hvor isoleret man skal betragte de norrøne grønlændere, og dermed i hvilken kontekst de kul- turhistoriske kilder bør tolkes (Arne- borg 1988; Arneborg 1989). Teoretisk baggrund for den arkæologiske nordboforskning 1921-1981 Den arkæologiske fase i udforskningen af nordbobygdernes historie blev først for alvor indledt med Daniel Bruuns ekspeditioner omkring århundredeskif- tet. Det er kendetegnet for den arkæo- logiske forskning, som blev etableret da, og som har været fremherskende helt frem til midten af 1970'erne, at de arkæologiske (dvs. de ikke-meddelen- de^ kilders udsagn stort set tolkedes in- denfor rammerne af de historiske (de meddelende) kilders fremstilling af be- givenhedernes gang, sådan som de skriftlige kilder var blevet udlagt i Grønlands Historiske Mindesmærker. Med Nationalmuseets - og specielt Poul Nørlunds - indtræden i nord- [11] boarkæologien i 1921 blev dette histo- risk orienterede forskningsperspektiv yderligere accentueret. Blandt de vig- tigste skriftlige kilder, vi har overle- veret om det norrøne, middelalderlige Grønland, er en række topografiske be- skrivelser, og det var især i disse kilder, den arkæologiske forskning nu tog sit udgangspunkt. Et fast holdepunkt for identifikationen af de norrøne stednav- ne, som omtales i de skriftlige kilder, er kirkerne, og i perioden fra 1921 til 1939 koncentrerede man især indsatsen omkring lokaliseringen af beskrivelser- nes kirker, og seks af dem med tilhø- rende gårdsanlæg blev arkæologisk un- dersøgt. Det drejer sig om Ikigaat/ Herjolfsnæs (Nørlund 1924), Igaliku/ Gardar (Nørlund 1930), Qassiarssuk/ Brattahlid (Nørlund og Stenberger 1934) og Qaqortoq/Hvalsø (Roussell 1941) i Østerbygden samt Kilaarsarfik/ Sandnæs (Roussell 1936) og Ujarassuit/ Anavik (Roussell 1941) i Vesterbygden. Aage Roussell brød i nogen grad med den historisk orienterede arkæolo- gi, som Poul Nørlund havde dyrket. I sin doktordisputats fra 1941 beskriver han de norrøne kirkebygningers og gårdsanlægs bygningshistorie, og synte- sen hviler dels på bygningsarkæologisk dels på naturvidenskabelig grundlag, hvor især klimaets udvikling i Grøn- land får determinerende betydning for teorierne. Men ser man bort fra Rous- sells indsats, må man nok hævde, at det egentlige gennembrud for en mere ar- kæologisk orienteret forskning først fandt sted med Inuit-Nordbo projektet i 1976-77 (forstået på den måde, at de ikke-meddelende kilder fik større be- tydning for problemformulering og metode). Som omtalt ovenfor var projektets overordnede problemstilling at belyse forholdet mellem nordboer og eski- moer. Udgangspunktet for projektet var rigtig nok, at kulturkontakten mellem de to folk etableredes i forbindelse med nordboernes fangstrejser nordpå i 1200-årene. En forudsætning, der først og fremmest bygger på skriftlige kilder, men emnet for selve forskningsprojek- tet var på arkæologisk grundlag at bely- se, hvordan relationerne siden udvikle- de sig i Nuuk-området i. e. den middel- alderlige norrøne Vesterbygd (Meld- gaard 1976:36-39). I problemformule- ringen var underforstået, at eskimoerne vandrede sydpå langs Grønlands vest- kyst, og at de to befolkningsgrupper le- vede samtidigt eller i umiddelbar forlængelse af hinanden i Vesterbyg- den. Det skulle vise sig, at i hvert fald den sidste forudsætning ikke holdt; in- gen af de undersøgte eskimopladser i det udvalgte område kunne tilskrives nordbotid eller perioden umiddelbart derefter (Schledermann 1977; Møhl 1982). Det var altså ikke de direkte resulta- ter, der gør Inuit-Nordbo projektet skelsættende, men nok så meget de in- direkte. Flere af deltagerne i undersø- gelserne er stadig aktive i Grønlands- arkæologien, og den tværvidenskabeli- ge, økonomisk og økologisk oriente- rede arkæologi, som var det teoretiske udgangspunkt for Inuit-Nordbo projek- tet, er blevet fortsat i senere arkæologi- ske forskningsprojekter. I norrøn sam- menhæng kan nævnes Sandnæs projek- 131 [12] tet i 1984 (Arneborg 1985). I eskimo- isk sammenhæng Aasivissuit-projektet 1978-80 i Sisimiut (Grønnow, Meld- gaard & Berglund Nielsen 1983) og Qeqertasussuk-projektet i Qasigian- nguit, der blev indledt i 1983, og som på nuværende tidspunkt er i bearbejd- ningsfasen (Grønnow & Meldgaard 1988). Nordboarkæologien i relation til dansk forskning Slutningen af 1700-årene og begyndel- sen af 1800-årene kendetegnes ved hi- storieforskningens videnskabeliggørel- se. Hidtil havde det været historiens, opgave at virke folkeopdragende. Nu skulle den, med udgangspunkt i roman- tikkens ide om det universelle og grænseløse jeg, bidrage til menneskets selvforståelse, og især menneskehedens udviklingshistorie blev emnet for ti- dens videnskabelige undersøgelser. Gennem historiske, arkæologiske og - ikke mindst - filologiske studier argu- menteredes for en fælles oprindelse. Nationalkulturerne var opstået som følge af forskellige klimatiske og geo- grafiske forhold. I teorierne lå kimen til den, til tider temmelig aggressive, nationalisme, som i de følgende årtier prægede Europas lande, og som fik så skæbnesvangre konsekvenser for vort eget århundrede. I Skandinaviens lande erkendte for- skerne den fælles nordiske oprindelse (Klindt-Jensen 1975:136), og man oprettede nordiske historiske selskaber, som f. eks. Det kongelige nordiske Oldskriftselskab i Danmark. Set på den baggrund var der altså intet sært i, at danske forskere beskæftigede sig med færøsk, islandsk og grønlandsk historie; dybest set var jo de nordatlantiske nordboers historie også danskernes hi- storie. Men som det fremgår af omtalen af Grønlands Historiske Mindesmærker ovenfor, lykkedes det ikke helt for for- skerne at holde sig klar af tidens natio- nalistiske tendenser og landets politiske problemer. Historiesynet blev i løbet af 1800- årene mere og mere national og identi- tetssøgende (Sørensen 1986); de grøn- landske nordboere ændrede status fra at have været integreret i danskernes og det nordiske folks historie til at blive eksterne i forhold til Danmarks natio- nale historie. Når det alligevel var Na- tionalmuseets danske middelalderafde- ling, der i 1921 påtog sig at varetage nordbo-siden af Grønlands arkæologi, og ikke Etnografisk Samling, som be- skæftigede sig med Grønlands anden befolkningsgruppe: eskimoerne, så er forklaringen, at nordboerne tilhørte samme kulturkreds som skandinaverne. I Etnografisk Samling arbejdede og ar- bejder man stadig udelukkende med ik- ke-eurqpæiske kulturer. Kulturkredslæ- rens indflydelse på forskningen afspej- les i øvrigt også i måden, hvorpå man i Nationalmuseet udstillede de indsamle- de genstande fra nordbobygderne. Helt frem til åbningen af den nyopstillede middelaldersamling i 1981 indgik nordbogenstandene i den danske mid- delalderudstilling som supplement til danske fund fra middelalderen. Uden iøvrigt at ville forklejne den store og meget værdifulde indsats, som Nationalmuseets nordboarkæologer har 132 [13] ydet i Grønland, og som helt sikkert er udtryk for stort engagement, så er det vanskeligt ikke også at se 1920-rnes og 1930-rnes intense forskningsindsats i lyset af den politiske situation, som op- stod mellem Norge og Danmark i be- gyndelsen af 1920-rne, da nordmænde- ne nægtede at anerkende Danmarks suverænitet over de ubeboede områder i Grønland. Den store arkæologiske indsats i 1932, året efter den norske re- gering havde erklæret landet mellem 71gr og 75gr i Nordøstgrønland for ok- kuperet, er næppe helt tilfældig. Retro- spektivt lægges der da heller ikke skjul på, at den store danske forskningsind- sats i Grønland var medvirkende årsag til, at Haag-dommen i 1933 faldt ud til dansk fordel (Jørgensen 1978:130). Alle mislyde mellem Danmark og Norge ophørte med 2. Verdenskrig, og dermed åbenbart også en stor del af in- citamentet for Nationalmuseets mid- delalder-afdeling til at fortsætte ud- forskningen af nordbobygdernes histo- rie. Grønlands norrøne arkæologi lå for langt væk fra den daglige virkelighed i Frederiksholms Kanal, og andre ar- bejdsfelter blev prioriteret. Nordboar- kæologien blev herefter varetaget af forskere udenfor afdelingen. Situationen ændredes med det stigen- de behov for fredningsarbejde, som fulgte i kølvandet på den voldsomme udbygning af det grønlandske samfund i begyndelsen af 1960-rne. Bortset fra i bygder som Igaliku og Qassiarssuk, så havde nordbopladserne hidtil ligget forholdsvis beskyttede inde i fjordene, hvor den grønlandske befolkning stort set kun færdedes i forbindelse med sen- sommerens og efterårets jagter. Med ud- bygningen af fåreholdererhvervet i Sydgrønland kom nordbopladserne stærkt i søgelyset. Oftest lå de nemlig der, hvor det var mest fordelagtigt for nye fåreholdere at etablere sig. Grønland fik den første egentlige fred- ningslov i 1974 (Fredningslov for Grønland, lov nr. 266 af 26. maj 1974), og Nationalmuseets middelalder-afde- ling påtog sig at varetage forvaltningen af den del af loven, som berørte den norrøne bebyggelse (Nationalmuseets Årsberetning 1975:21). Fremtiden Det teoretiske og metodiske udgangs- punkt for Inuit-Nordbo projektet i 1976-77 og efterfølgende arkæologiske projekter - i grønlandske museers regi - har som nævnt taget udgangspunkt i tværvidenskabelig, økologisk orienteret (engelsk/amerikansk-inspireret) arkæo- logi. Dette set i modsætning til, at dansk arkæologi traditionelt har sine forudsætninger i kontinental europæ- isk, specielt tysk, forskning (f. eks. kul- turkredslæren). Det grønlandske forsk- ningsperspektiv har imidlertid allerede sat sine spor: I 1981 kunne National- museets middelalder-afdeling slå por- tene op for en nyopstillet middel- aldersamling, og som noget nyt havde nordboerne »... for første gang i mu- seets historie fået tildelt et selvstændigt udstillingsrum«, hvor ». . . nordboernes levevilkår og dagligdag (bliver behand- let) med udgangspunkt taget i de natur- givne (min fremhævelse) forudsætnin- ger« (Liebgott 1981:10). 133 [14] Der er ikke megen tvivl om, hvilken retning den fremtidige grønlandske arkæologiske forskning vil tage: Med den generelle åbning mod vest, mod inuit i Canada og USA (Alaska), vil grønland i større og større udstrækning blive inddraget i et amerikansk/cana- disk forskningsmiljø. F. eks. har Grønlands Hjemmestyre netop (april 1989) indgået en samarbejdstraktat med Nordvest Territorierne i Canada, hvor en af hjørnestenene er museumssamar- bejde og arkæologiske fællesprojekter. Man kan derfor godt spørge: hvad med dansk arkæologisk forskning i Grøn- land? Mens relationerne Grønland-Dan- mark tidligere har været udpræget af envejs-kommunikation - fra Danmark til Grønland - så byder fremtiden in- denfor den arkæologiske forskning på gensidighed. Det, som vi her, noget unuanceret, har omtalt som engelsk/ amerikansk-inspireret arkæologi, har allerede vundet indpas i dansk forhisto- risk arkæologi (Kristiansen 1977-78); det første bind i den nye Danmarkshi- storie er et glimrende eksempel herpå (J. Jensen 1988), og tendenser i dansk^ og nordisk middelalderarkæologi anty- der, at nye strømninger er ved at vinde indpas også her. På det specifikke plan vil man naturligvis stadig dyrke natio- nalhistorien; dialogen mellem dansk og grønlandsk arkæologi vindes på det mere generelle og metodologiske plan, hvor Grønlands marginale placering på verdenskortet gør landet så velegnet til udvikling og afprøvning af bl. a. økologisk orienterede teorier og me- toder. Med den lange forskningstradition Nationalmuseet har i Grønland, kan man vanskeligt forestille sig, at museet som central forskningsinstitution i Danmark skulle afskære sig fra de mu- ligheder, der ligger i arkæologisk forsk- ning i Grønland. Forudsætningerne for fortsat samarbejde findes i Samarbejds- aftalen, der blev indgået mellem Grønlands Hjemmestyres Direktorat for Kultur og Undervisning og Kultur- ministeriet i 1983. Forhåbentlig vil Na- tionalmuseet, trods de mange nedskæ- ringer det udsættes for, også i fremtiden være engageret i Grønlands arkæologi; ikke kun indenfor eskimo-arkæologien, men også indenfor nordbo-arkæolo- gien. Samarbejde med grønlænderne vil være til gavn og glæde for både dansk og grønlandsk kulturhistorisk forsk- ning. Efterskrift Hensigten med artiklen er at belyse nordboforskningens historie, og der er især fokuseret på samspillet mellem arkæologien, de skiftende perioders hi- storiesyn og den politiske indflydelse på forskningen. Udsigtspunktet er Na- tionalmuseet i København, hvor forfat- teren, bortset fra somrenes feltarbejde i Grønland, har sin daglige arbejdsplads; i de sidste 5 år i Etnografisk Samling og nu, som Carlsbergfonds-stipendiat, i middelalder-afdelingen. Det har derfor også været hensigten med artiklen at klarlægge Nationalmuseets indsats i nordbo-arkæologien. Dette sidste har imidlertid betydet, at man med rette 134 [15] Middelalderdragter, fundet på nordbo-kirkegården i Ikigaat, Nanortalik kommune (ruingruppe 59V1-JV-502/0111), identificeret som nordboernes Herjolfsnæs. I stedet for kister lå de døde svøbt i klædedragterne. Dragtfundet stammer fra Poul Nørlunds undersøgelser i Ikigaat 1921. Frem til nyopstillingen af Nationalmuseets middelaldersamling i 1980 blev genstande, fundet i norrøn sammenhæng i Grønland, udstillet sammen med danske fund fra middelalderen. (Foto: Lennart Larsen, 1980. Nationalmuseets 2. afdeling. Fotoarkivet: neg. nr. 9i407). kan hævde, at især oversigten over forskningsresultater er for ensidigt ret- tet mod, hvad der er foretaget af forsk- ning i Nationalmuseets regi. Og så er heller ikke den oversigt dækkende. Nationalmuseets forskning og forsk- ningspolitik har indtil 1981 på mange måder spillet en central og afgørende rolle i nordboarkæologien, men også andre, f. eks. norske forskere, har be- skæftiget sig med emnet; jeg henviser derfor interesserede læsere til litteratur- listen, som følger indlægget her, samt til den meget fyldige forskningsoversigt i den norske arkæolog Christian Kellers bog »The Eastern Settlement Reconsi- dered«. Bogen bliver forhåbentlig sendt på markedet i løbet af dette år. 135 [16] Litteratur Albrethsen, Svend Erik: 1971 Træk af nordboarkæologiens historie. Grønland nr. 10: 289-302. Arneborg, Jette: 1985 Norxiboarkæologiske undersøgelser ved Ki- laarsarfik i nordboernes Vesterbygd. Forskning i Gnnland/Tusaat 2-85: 2-9. 1988 Nordboerne i Grønland - et bidrag til diskus- sionen om eskimoernes rolle i Vesterbygdens affolkning. Hikuin 14: 297-312. 1989 The Roman Church in Morse Greenland. Bri- fisb Archaeological Report, I trykken. Bruun, Daniel: 1908 Oversigt over Undersøgelser foretagne paa Færøerne, Island og Grønland 1894-1905. Uddrag af Indberetning til Nationalmuseets 2. Afdeling. I: W. Mollerup: Nationalmuseets Anden Afdeling. Redegørelse for dens Virksomhed siden 1892. København: 165-175. Egede, Hans: 1984 Det gamle Granlands ny Perltistration eller Natural- Historie, Fotografisk genoptryk med efterskrift af Kristian Olsen aaju. Oprindelig publiceret Kføbenhavn 1741. Rhodos, København: 138 pp. Fyllingsnes, Frode: 1988 Undergongen til dei norrøne bygdene på Grønland i seittSlellomalderen. Eit forskningsbistorisk oversyn. Upubliceret hovedopgave i historie ved Uni- versitetet i Oslo. GHM: 1976 Grenlands Historiske Mindesma:rker bd. I-JH. Foto- grafisk genoptryk. Oprindelig udgivet af Det kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab. Kjøbenhavn 1838-1845. Rosenkilde og Bag- ger, København. Grønnow, Bjarne & Morten Meldgaard: 1988 Boplads i dybfrost - Fra Christianshåb Mu- seums udgravninger på Vestgrønlands ældste boplads. Naturens Verden 11-12-1988: 409- 440. Grønnow, Bjarne, Morten Meldgaard & Jørn Berg- lund Nielsen: 1983 Aaslvissuit - The Great Summer Camp. Ar- chaeological, ethnographical and zoo-archaeo- logical studies of a caribou-hunting site in West Greenland. Meddelelser om Grenland. Man 5-1981 96 pp. Jensen, Jørgen: 1988 I begyndelsen. Fra de ældste tider til ca. år 200 f. Kr. Gyldendals og Politikens Danmarkshisto- rie. Bd. 1. red. Olaf Olsen. København: 391 pp. Jørgensen, Jørgen: 1978 Kommissionen for videnskabelige Undersø- gelser i Grønlands historie. I: Komerups Grønland. Kommissionen for videnskabelige Undersøgelser i Grønland. København: 120- 135. Kapel, Hans: 1982 Rapport vedr. Landsmuseets feltundersøgelser i Godthåbsfjorden sommeren 1982. Upublice- ret rapport i Grønlands Landsmuseums arkiv: 70 pp. Keller, Christian: 1988 The Eastem Settlement Reconsidered. (Draft ver- sion per October 22. 1988). I trykken. Klindt-Jensen, Ole: 1975 A History of Scandinavian Archaeology. Thames and Hudson, London: 144 pp. Kristiansen, Kristian: 1978-79 Dansk arkæologi - fortid og fremtid. Fortid ag nutid. Bd. XXVE: 279-319. Krogh, Knud J.: 1982 Erik den Redes Grønland. Med sagatekster ved Hans Bekker-Nielsen og grønlandsk tekst oversat ved Frederik Nielsen. Revideret og udvidet udgave. Første udgave udkommet 1967. Nationalmuseet: 266 pp. Liebgott, Niels-Knud: 1981 Nyt lys over middelalderen. Nationalmuseets Arbejdsmark 1981: 5-12. McGovern, Thomas & Richard Jordan: 1982 Settlement and Landuse in the Inner Fjords of Godthaab District. West Greenland. Arctic Anthropokgy 19(1): 63-79. Meldgaard, Jørgen: 1965 Nordboerne i Grønland. Søndagsuniversitetet bd. 62. København: 108 pp. 1976 Inuit-Nordbo Undersøgelsen, 1976. En plan for arkæologiske undersøgelser i Ameralik Fjorden. Grønland 2 1976: 33-44. 1977 Inuit-Nordbo projektet. Arkæologiske un- dersøgelser i Vesterbygden i Grønland. Natio- nalmuseets Arbejdsmark 1977. Nationalmuseet, København: 159-169. 136 [17] Møhl, Jeppe: 1982 Ressourceudnyttelse fra norrøne og eskimo- iske affaldslag belyst gennem knoglemateria- let. Grønland 8-9: 286-295. Nationalmuseets Årsberetning 1975. Nationalmu- seet 1975: 167 pp. Nørlund, Poul: 1924 Buried Norsemen at Herjolfsnes. Meddelelserom Grønland bd. 67. Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland: 1-270. 1930 Norse Ruin at Gardar. The Episcopal Seat of Mediaeval Greenland. Meddelelser om Grønland bd. 76. Kommissionen for Ledelsen af de geo- logiske og geografiske Undersøgelser i Grøn- land: 1-170. Nørlund, Poul og Mårten Stenberger: 1934 Brattahlid. Meddelelser om Grønland bd. 88(1). Kommissionen for Videnskabelige Undersø- gelser i Grønland: 161 pp. Olsen, Olaf: 1982 Nordboforskning. Grønland 5-6-7: 141-143. Roussell, Aage: 1936 Sandnes and the Neighbouring Farms. Medde- lelser om Grønland bd. 88(2). Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland: 232 pp. 1941 Farms and Churches in the Mediaeval Norse Settlements of Greenland. Meddelelser om Grønland bd. 89(1). Kommissionen for Viden- skabelige Undersøgelser i Grønland: 335 pp. Schledermann, Peter: 1977 The Inuit/norse project 1976. Field Report to Canada Council. Upubliceret rapport i Grønlands Landsmuseums arkiv. Sørensen, Marie Louise Stig: 1986 »... føie Oltidens Kraft til Nutidens Kløgt...« Stofskifte. Tidsskrift for Antropologi nr. 13: 35-45. Vebæk, Christen Leif: 1943 Inland Farms in the Norse East Settlement. Meddelelser om Grønland bd. 90(1). Kommissio- nen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland: 120 pp. Voss, Olfert: 1972 Oldskriftselskab. I: Arkæologisk ABC. Poli- tikens Forlag, København: 248-249. 137 [18]