[1] Hulninger og sammenvoksninger i Nordøstgrønland En foreløbig undersøgelse Af Jean-Frangois Loubiére Introduktion Regionen omkring Centrum Søen be- finder sig 1100 km fra Nordpolen på 80° noxdlig bredde, sydvest for et område der kaldes Kronprins Chri- stians Land i det yderste, nordøstlige hjørne af Grønland. Dette vældige områdes kyster blev først udforsket af Danmark-Ekspeditio- nen, ledet af Mylius Erichsen i årene 1906-O08. Han blev ledsaget af J. P. Koch, N. P. Høeg Hagen, Gustav Tho- strup og H. Bistrup. Det var under en af disse ekspeditioner, at Mylius Erich- sen, Høeg Hagen og Jørgen Brønlund mistede livet ca. 200 km sydøst for Centrum Søen. Ejnar Mikkelsens ek- spedition fandt nogle år senere Jørgen Brønlunds lig og nogle af deres dagbø- ger. Det var først i 1932 at Lauge Koch foretog den første topografiske luft- rekognoscering af Kronprins Christians Land. I august 1952 ankom en ny ekspedi- tion til Centrums Søens bredder, fløjet dertil i et vandfly med Birger Stalfors som pilot og V. A. Madsen og Egon Nielsen som besætning. Denne ekspe- dition bestod af geologerne E. Frankl, P. J^Vdams og J. W. Cowie. Juni og juli 1960 blev området atter besøgt, og den- ne gang af de amerikanske geologer W. E. Davies og D. B. Krinsley fra U.S. NORD GROENLAND> — j CENT.RUM LAKE 138 [2] 80 20'N 80 15'N 80 10'N KRONPRIHS\ CHRISTIANS / LAND '/'PORCHESy*^-: 23 W t 22°W NORD 5 Km Geological Survey. Det var dem der først gjorde os opmærksom på tilste- deværelsen af grotter, da professor Da- vies sendte os nogle artikler og fotogra- fisk dokumentation herom. I sommeren 1980 foretog John Peel og en gruppe fra Grønlands geologiske Undersøgelse de seneste undersøgelser i denne egn, og de geologiske informa- tioner, som de har kunnet forsyne os 139 [3] med, har vist sig yderste værdifulde. Geodætisk Institut har skaffet os luftfo- tos i målestoksforholdet 1/25.000 over en del af regionen og en luftfotomosaik i 1/250.000 af hele området . .. l Juli 1983 blev så vores gruppe fløjet til en basis-lejr ved Centrum Søen. Hol- det bestod af fire speleologer (Maurice Chiron, Gerald Favre, Jean-Francois Loubiére og Jean Pierre Tétard) med bistand fra det franske luftvåben og de civile og militære danske myndigheder. Fra basis-lejren kunne vi udforske ca. 1.000 kvadratkilometer til fods. Dette isfri område er sammensat af højde- drag, som fra ca. 500-700 meters højde dominerer over brede dalgletschere. I maj 1986 blev det, takket være J. C. Gascards oceaniske ekspedition muligt for os at foretage en ny rejse til Grønland. Den muliggjorde en interes- sant indsamling af sammenvoksninger, som nu undersøges, fra området om- kring Station Nord og fra Spitzbergen. Hovedtanken med disse ekspeditio- ner tog udgangspunkt i det forhold, at der hidtil kun er foretaget få undersø- gelser af karst- og sammenvoksningsfæ- nomener og af grotter i det nordligste arktiske område. Jean Corbel havde åbnet vejen i 1960'erne med sine om- fattende arbejder og ophold på Spitz- bergen og i Nordeuropa, det vanskeligt tilgængelige Nordgrønland havde hidtil ligget uden for karstologernes undersø- gelser. For vores vedkommende havde vi et dobbelt formål: Vi ville gennem en første undersøgelse evaluere de speleo- logiske muligheder og forsøge at forstå tilstedeværelsen af disse grotter, der vidner om en varmere tidsperiode, hvor der har kunnet forekomme under- jordisk cirkulation af vand i de arktiske områder. I. Den naturmæssige sammenhæng A. Den geologiske struktur Den sydlige del af Kronprins Chri- stians Land er opdelt i to områder, der er vidt forskellige med hensyn til klip- pe-materialet og deres tektoniske bag- grund. Den østlige del, der sjældent når op over højder på 1500 meter, udgør den nordligste del af den store kaledo- niske, østgrønlandske foldekæde. Den består af et meget omdannet materiale, sammensat af typerne kvarsiter, skiffer og glimmerskifer. En vigtig nord- sydgående linie bestående af forkast- ninger og foldninger, der går øst om Centrum Søen, adskiller den fra det centrale kompleks. Den centrale og vestlige del består overvejende af aflejrede sedimenter fra Cambrium og Silur-tiden, og detaljer vedrørende den komplicerede strate- grafi, der blev dannet i begyndelsen af Palæozoikum i dette område, hvor kalk veksler med dolomit, er givet af J. Peel i 1982. Vore undersøgelser vedrørte udelukkende karstdannelser i det slette- område, som adskiller Centrum Søen fra Grottedalen. B. Klima og vegetation Nordøstgrønland karakteriseres af kraf- tig frost, voldsomme vinde og svag nedbør. Nord for 65 grader nord er jor- den næsten altid frossen, d.v. s. perma- frost i stor dybde. Denne permafrost udgør et uigennemtrængeligt dække, 140 [4] Grottedalens huler, der åbner sig på tre niveauer. Man ser her de to øverste. Foto: M. Cbiron. som forhindrer enhver vandcirkulation i dybden og dermed enhver aktiv mu- lighed for at foretage udhulninger. Om sommeren optøes jorden i nogle få sne- se centimeter, idet temperaturerne un- der midnatssolen, forbliver mellem O og 15 grader. Den 1. august 1983 måltes permafrosten på den aflejrede terrasse, som ligger nogle få meter over Centrum Søen, til at befinde sig mellem 76 og 183 cm under overfladen, og denne måling fandt sted i et område, der var specielt godt beliggende med hensyn til solbestråling. Kraftige vinde, der skiftevis kommer fra Indlandsisen og fra det arktiske ocean, fejer hen over regionen på alle årstider. Fine jordpartikler bringes med og foretager en kraftig vind-erosion og dannelse af sandbanker i dalene, som ligger ovenfor Centrum Søen. Nedbøren er svag, mindre end 200 mm årlig, med et maksimum om som- meren, i korte byger. Luftens relative fugtighed er kun 20 procent. Om som- meren kan denne tørke medføre dan- nelse af saltskorper, og rundt om Cen- trum Søen bliver sneen kun liggende i juli måned i de områder, der er beskyt- tet mod solbestrålingen og i de højder, der ligger over 600-700 meter. Plantevæksten afbrydes flere steder og findes kun hvor der er læ og i de fugtige zoner. Små buske fæstner sig imidlertid nogle steder på den store ter- rasse, der adskiller de to floder, som 141 [5] Det inderste af den \]-formede grotte. Væggene er dækket af krystaller. Jorden er sammensat af store blokke, der er faldet ned som følge af frostsprængninger. løber ud i Centrum Søen. Bent Freds- kild fra Grønlands Botaniske Undersø- gelse i København har identificeret dis- se planter for os: Draba arctogene, Draba Belli, Salix arctica, Kobresia myosuroides og Dryas intregrifolia. Disse arter er karakteristiske for Nordgrønland. I nærheden af Indlands- isen findes klatrebuske (salix arctica). U. Konkrementer i overfladen A. Lokalisering Vore undersøgelser har først og frem- mest været rettet imod en lagfølge fra Ordovicium- og Silurertiden. Den do- lomitkalksten, som man finder om- kring Centrum Søen, bærer ikke spor af nogen dybtgående karstdannelse. Deri- mod er erosionen på overfladen iøjen- faldende, og flere steder viser kalkfla- derne tegn på tydelig abrasion. I de mikroskopiske revner i moderklippen og under fritliggende klippeblokke kan man finde en oprindelig/særpræget form for konkrementer. I en mollisol fyldt op med vand og udsat for det barske skift mellem frost og tø finder man faktisk en sådan opløsning (disso- lution). Påvirkningen fra det kolde vand - tæt ved O grader - kan ikke mere påvises. Da der ikke foregår no- gen effektiv dræning af terrasser og pla- teauer, fremmes opstigning af kalcium- karbonat grundet den gentagne nedbør af hagl, fulgt af intens fordampning, der - på grund af den meget tørre luft - finder sted i den varme periode af året. 142 [6] B. Behandling af emnet Til disse første fysisk-kemiske led skal der yderligere knyttes en biologisk påvirkning fra de kalkdannede mi- kroorganismer, der er genstand for vort studium. Foreningen af de to processer, der er snævert forbundne med hinan- den, fører til dannelsen af karbonise- rede skorper, også kaldet kalcier (kedel- sten), og de findes på det område af stenen, der ligger under jorden. Disse skalformede skorpedannelser løsner sig undertiden fra deres underlag under påvirkning af frosten. Jorden er under- tiden helt dækket af dem ligesom slag- ger, og det kan minde om visse vul- kanske områder. Kalcinerne har en regelmæssig form og kan på grund af den træagtige og vortelignende overfla- de minde om blomkål. Ved hjælp af en finbladet kniv har man studeret disse nærmere, hvilket har ført til helt nye opdagelser. Takket være en serie bille- der, optaget gennem et mikroskop, er det lykkedes at forstørre et tværsnit af en kalcin (kedelsten) på blot nogle få millimeter til en størrelse af adskillige dusin centimeter. Vi kunne tydeligt skelne fire hovedområder, der skiftevis fremtrådte mørkt og lyst. Det indre af hvert område består af koncentriske størrelser, der mest af alt ligner de rin- ge i træer, som er dendrokronologernes speciale. Et nærmere studium af kalcin- fragmenterne i elektronmikroskop, fo- retaget af Bondy, har klart vist, at kon- kretionens krystallinske struktur først og fremmest er blevet til ved sammen- stilling af bakterier. Den mere eller mindre omfattende tilstedeværelse af organisk stof tyder på at en proces snart af fysisk-kemisk, snart af biologisk ka- rakter har dannet grundlag for opbyg- ningen. At en meget svag årlig tilvækst Store områder med vind-blast sand i en dal, der fører hen mod Centrum Søen. I Forgrunden ses et skelet af en moskusokse. Foto: M, Chiron. 143 [7] varierende fra l til 3 my er direkte for- bundet med de klimatiske forhold - fugtighed og temperatur - forekommer sandsynlig. De kolde perioder fremtræ- der nærmest lyse. De mellemliggende varmere perioder er mørke, idet de be- står af en større koncentation af orga- nisk stof. Opdagelsen af algefibre i det mørke område af en kalcin, der er ble- vet fundet i området omkring station Nord har styrket denne hypotese. Disse iagttagelser gør det muligt for os at komme med et første forsøg på tolk- ning. C. Tolkning af de opsamlede data Hvis vi først betragter kalcinens yderste område (zone 4), hvis sidste aflejring er fra vor tid og går frem til zone 3, kan vi konstatere en række koncentriske til- vækster, som eventuelt - hver for sig - kunne svare til en periode på mellem 100 og 120 år. Hvis denne første hypo- tese skulle vise sig at være korrekt, vil vi der kunne genfinde de cykliske svingninger, der spænder over de kend- te perioder, henholdsvis den kolde fase fra 1820-1830, de store kuldeperioder i det 18., 17. og 15. årh. og den lille istid i det 14. årh. Hvis denne kronologi vi- ser sig at være rigtig, kan vi gå ud fra, at en enkelt tilvækst inden for det en- kelte område af kalcinen repræsenterer en periode på omkring 20 år. Vi har talt os frem til 46, der strækker sig over en periode på 900 år. Den mere mørke farve, som vi ser i zone 3, kan forklares ud fra det milde klima, som Grønland netop kendte til i perioden fra 500 til 1150 e.Kr. Den bidende kulde, som var fremherskende i Grønland i en periode fra 500 e.Kr. og helt tilbage til 200 f. Kr. falder eventuelt sammen med det lyse område i zone 2, som indeholder den store forekomst af kvarts. Kvarts- kornene, som man her finder større end ellers, kunne være fremkommet på grund af kraftig indvirkning fra vinde- ne. Denne periode har måske været medvirkende til, at det andet samfund af højarktiske jægerfolk er gået til grunde. Et nærmere studium af om- kring ti tilvækster i den allerførste zone, der direkte omslutter moderklip- pen, lader formode, at der i begyndel- sen var en periode med gunstige for- hold for udviklingen af kalcin. Denne kunne stedfæstes til omkring år 3000 f.Kr. d.v.s. i slutningen af perioden med de bedst mulige klimatiske for- hold. I den nordøstlige del af Grønland har det mildere klima igennem adskilli- ge århundreder gjort det muligt for to samfund af moskusjægere at overleve, nemlig fra 4000 til 3600 f.Kr. og fra 3400 til 2400 f.Kr., således som den danske arkæolog Eigil Knuth's opda- gelser på mange forhistoriske bopladser i dette område netop har bevist. Den endelige datering, der forventes snart at foreligge, vil muliggøre en nøjere præcisering af de her fremsatte første hypoteser. Vi mener ligeledes, det er interessant at bemærke, at dyrkningen af kalcin i et næringsholdigt og sterilt miljø har ført til dannelsen af kalkspidser - via bakte- rier - som i enhver henseende ligner dem, der stammer fra den oprindelige aflejring. Som det er blevet påvist af Jean-Pierre Adolphe på andre bredde- 144 [8] -i Elektronmiskroskopisk billede af en drypstens-formation fra 4-grotten. Svampe-hyfer ses skallagt i den biokrystallinske kalk- struktur. Foto: S. Locati; ORSTROM Bondy (X2930). grader, indeholder kalcinen fra Cen- trum Søen på den ene side palæoklima- tiske informationer, og på den anden side bakterier, der også kunne være sel- ve grundlaget for dannelsen af aflejrin- ger. 777. Grotterne A. Grottedalen og dens omgivelser Den betydningsfulde dal, Grottedalen, der ligger omkring 35 km nord for Centrumsøen, blev i 1960 genstand for et nærmere studium, der blev foretaget af W. Davies. Floden i grottedalen har sit udspring i Kronprins Christians Land og løber så videre i sydøstlig ret- ning for til sidst at løbe ud i havet i for- bindelse med Heklafjorden. Ved grot- terne er dalen omkring en kilometer bred. Den nederste del af de stejle klip- per er dannet af moræne og af nedstyr- tede klippemasser. Kalkplateauet i den øvre del af dalen - der ligger i en højde på mellem 640 og 730 m - er gen- nemskåret af lodrette skrænter og ter- rasser. I grotternes nærhed fremstår plateauet som en tavleformet flade med en let hældning mod vest. På dets syd- vendte side nær ved Centrumsøen er der foldninger og spalter. 145 [9] Grotterne ligger i en snæver dal, der munder ud i en fjeldkløft (canyon) i nord-sydgående retning, vinkelret på floden i Grottedalen. Grotterne ligger over hinanden på den østvendte bjerg- side og en enkelt på vestsiden. De ligger på tre niveauer: imellem 500-520 m høje, imellem 610-630 m høje og i 700 m højde ... Den største grotte, der findes på østsiden, er U-for- met og har to åbninger, der begge ven- der ud mod dalsiden. De grotter, der ligger længst nede (500-520 m) er del- vist fyldt op med moræne fra istiden. De huller, der ligger længst oppe, har ingen moræneaflejringer, hvilket måske kunne bekræfte Davies' hypotese om at det sidste istidsfremstød ikke nåede op over 610 meters højde. Den yderste ende af grotterne er blokeret af frosne jordstykker. Da vi juli 1983 besigtigede hulerne lå temperaturen på mellem -1° —2°C inde i hulerne. B. »De Bres grotte« (Grottefjeldet) Omtrent 10 km syd for Centrum Søen rejser anselige lagdannelser sig 90 m lodret op. De danner i høj grad en kon- trast mod Grottedalens langt fladere opbyggede relief. På den nederste del af vestsiden af en dyb floddal, der adskil- ler lagdannelserne fra resten af massi- vet, finder man en stor åbning på mere end 9 meters højde. Hovedgalleriet gen- nemskærer helt det lille klippemassiv og er tilgængelig i hele sin længde på 70 m. Jordprøver er blevet udtaget ca. 10 m fra udgangen. Omkring 20 m fra indgangen vidner en enorm gryde om, at der helt sikkert - ligesom i Grotteda- len - på et tidspunkt har været et tvun- get afløb. C. Studium af jordtyper Generelt betragtet hører alle de jordty- per, der blev udtaget i Grottedalen og i »De fires grotte« stort set til samme ud- viklingstrin. De fine partikler (over 0,1 mm) udgør 75 procent af blandingen, hvis indhold af kalk iøvrigt varierer mellem 43-55 procent. Når man stude- rer kvartskornene igennem et mikro- skop opdager man en dobbelt oprindel- se: fluvio-glacial (flodaflejring) og æo- lisk (vindaflejring). Den mineralogiske undersøgelse af de forskellige lersorter viser dominans af ler med et rigt ind- hold af magnesium: smektit 75 procent og attapulgit 19 procent. Kaolinitten udgør kun 6 procent af blandingen. I tidens løb har disse lersorter kun været udsat for få påvirkninger og svarer såle- des helt sikkert til de rester af detritiske udfyldninger, der har ophobet sig un- der aktiviteten i hullerne. De er blevet til igennem erosion af den jord, der lig- ger oven for massivet. På grund af van- det har transporten af denne jord fun- det sted ubesværet og har således dannet grundlag for ophobning af jord- aflejringer på begunstigede steder. Det betyder, at de udfyldninger, der oprindeligt er blevet hidført af vandets cirkulation i hulerne, ligger tilbage; men de har undergået væsentlige æn- dringer via tilførsel af fremmed ma- teriale, hvori indgår æolisk materiale og undertiden også moræne. Den in- tense frostbrydning, der i tidens løb har fundet sted - og stadig finder sted - har 146 [10] dannet grundlag for den endelige øde- læggelse. D. De urgamle stalagmitgulve og deres betydning Den første jordprøve stammer fra jord- opfyldningerne, der ligger ved sydind- gangen af den U-formede grotte i Grot- tedalen. Den anden blev udtaget øst for den store åbning i »De fires grotte« syd for Centrum Søen (se kortet). Den palynologiske undersøgelse har ikke ført til fund af rester af pollenfos- siler. Tværtimod har elektronmikrosko- piske undersøgelser af en rest fra gulvet i De fires grotte - først opløst i en tynd saltsyreblanding - afsløret eksistensen af organisk vævsmateriale, dannet af mikroorganismer. Blandt de forkalkede bakterieagregater finder man uventet en palæoklimatisk »markør«: en mikro- skopisk svamp. Ifølge professor Marcel Locquin, der har underkastet denne svamp en nærmere undersøgelse, skulle der her være tale om en række krypto- grammer af forskellig art fra gruppen af Hypbocbytridiomycetes. Disse svampe lever i ferskvandsmiljøer og ernærer sig ved nedbrudt organisk materiale og af pol- len. De har en skrøbelig struktur, der sætter os i stand til at få information om de relativt milde klimatiske for- hold, som har dannet grundlag for de- res opståen. I nutiden kan man finde svampe af lignende art - på vore bred- degrader - i damme og sumpområder. Det mønster, de har aftegnet i kalcit- tens struktur, kan forklares ud fra den konstante konkurrence, der er foregået mellem henholdsvis krystallernes og svampenes individuelle vækst. For at kunne overleve skal de sidstnævnte uden ophør fortsætte med den opbyg- gelsesproces, som de former til egen fordel. De to jordprøver er begge blevet un- derkastet datering efter ESR-metoden på Laboratoire desfaibles radioactivites de Gif sur Yvette. Undersøgelsen blev foretaget af Y. Yokohama og Ch. Falgueres. De første tegn på fravær af stråling i prøverne lader formode at gulvene er meget gamle. De ligger tæt på de resul- tater, man nåede frem til under daterin- gen af prøver fra Vallonetgrotten, som blev bestemt til henholdsvis 1045 og 1415 tusinde år. De følgende dateringer vil kunne præcisere denne teori nær- mere. Hvis de første resultater, som man er nået frem til på grundlag af dateringen, viser sig at være korrekte, vil man kun- ne forudse at skulle tidsfæste dannelsen af stalagmitgulvene til en periode i den tidligere pleistocæntid, hvor klimaet har været mere tempereret. De mildere omgivelser vil kunne belyses i kraft af fundet i Nordgrønland af makrorester af vegetation og dyr, som blev gjort af et dansk forskerteam fra Geologisk Mu- seum i København. Dette område, der hedder Kap København, ligger 82°30' nord ved Uafhængighedsfjorden i Peary Land. Det er blevet dannet af sandaflej- ringer fra havet og er af en tykkelse på 100 m. I disse sedimenter, hidført af strømme og aflejret under beskyttede forhold, har man fundet rester af plan- ter og tegn på dyreliv. Forekomsten af en fauna af foramineferer og havblød- dyr, studiet af palæomagnetisme og 147 [11] Formation en laboratoire d'aiguillas de calcite par des bactéries provenant du calcin (Photo Locati, MEB ORSTOH BondyJ W Snit af mikro-stalakit fra Nordestgrmland, analyse af aminosyrer, daterer aflejrin- gen til et sted i perioden 730.000 - 2.5 millioner år. Således har man i Nordgrønland i visse perioder af den tidlige pleistocæn- tid kendt til årlige gennemsnitstempe- raturer på 10° mod 4° idag. Klimaet mindede om klimaet i den sibiriske tai- ganåleskov eller om det klima, vi idag finder i Labrador. Rester af nåletræer, f. eks. lærketræer, grantræer og selv takstræer er blevet fundet i sandet og i leraflejringer. Disse træsorter er idag forsvundet derfra og kan først genfin- des 2500 km længere mod syd. Konklusion Vi kan fremsætte den hypotese, i lighed med det der sker i karstdannelserne i højalpine områder eller i subborealt kli- ma som i Finland - at cirkulation af 148 [12] vand var rimelig i slutningen af tertiær- tiden, nærmere bestemt i slutningen af tertiærtiden i Nordøstgrønland og især i sommermånederne. Grotterne ved Centrum Søen er rester af et veletable- ret underjordisk system, som er blevet gennemskåret adskillige steder af tvær- gående dale. Sammen med lerområdet og stalag- mitbundene (i grotterne) vidner fyld- ningerne om en aktivitetsperiode i et næsten temperet klima. Ødelæggelsen af en del af systemerne og resterne af moræneaflejringerne inde i hulerne er spor efterladt fra Indlandsisens største fremstød. Nutidens vind og frost er med til at ændre de tidligere vidnes- byrd. Imidlertid gør de prøver vi råder over i dag det kun delvist muligt at stu- dere fænomenerne. På trods af den kendsgerning lover den gensidige udveksling af arbejde med de danske geologer Funder og Bennike godt, idet opdagelserne kom- pleterer hinanden. For selvom udhul- ningen af hulerne ved Centrum Søen har fundet sted på et tidligere tids- punkt, er en del af fyldningerne, først og fremmest stalagmitbundene i huler- ne helt bestemt fra samme tid som ma- kroresterne fra Kap København. Fun- det af svampefossilerne i bunden af grotterne, der ikke udvikler sig på den- ne breddegrad, gør denne anskuelse endnu mere troværdig. Perspektiverne i arbejdet sigter mod et bedre kendskab til det forhistoriske miljø i polarområderne, som skulle kunne kaste lys over klimaforholdene i overgangen mellem plio/pleostocænti- den og den tidlige pleostocæntid på den nordlige halvkugle. Faktisk er konstate- ringen af, at et relativt mildt klima - flere grader nordligere end i dag - har kunnet dominere på visse tidspunkter i områderne nær nordpolen mellem 700.000 og 2,5 milliarder år, ikke uden følger for vor opfattelse af palæoklima- forholdene på vore breddegrader i den- ne periode. Studiet af calcinerne viser, at deres vækst er knyttet til en afgørende bakte- rieaktivitet og repræsenterer et interes- sant supplement til den nært foreståen- de klimahistorie. litteratur: ADOLPHE J. P. 1981 - Observations et expérimentations géomicrobiologiques et physiologiques des concré- tionnements carbonatés continentaux actuels et fos- siles. Thése de doctorat d'état es Sciences, No 81- 34, Université Paris 6. DAVIES W. E., ET KRINSLEY D. B. 1960 - Shorter Con- tributions. Caves in Northern Greenland. National Speleological Society "Bulletin, Volume 22, part 2, July 1960. FUNDER S., BENNIKE O., MOGENSEN G. S., NOE- NYGAARD B., PEDERSEN S. A., PETERSEN K S., 1984 - The Kap København Formation, a late Cai- nozoic sedimentary sequence in North Greenland, in Rapp. Gronland Geol. Unders., 120, 9-18. FUNDER S., ABRAHAMSEN N., BENNIKE O., FEYLING- HANSEN R. W. 1985 - Forested Arctic: Evidence from North Greenland, In Geology v. 13, p. 542- 546, August 1985. HURST J. M., ET MCKERROW W. S., 1981 - The Caledo- nian Nappes of Eastern North Greenland. Nature, Volume 290, 30 April 1981. PEEL J. S., INESON J. R., LANE P. D., ET ARMSTRONG H. A., 1981 - Lower Palaezoic stratigraphy around Denmark Fjord. Eastern North Greenland. Rapp. Gnnlands Geol. Unders, 106, 21-27. PEEL J. S. 1982 - The Lower Paleozoic of Greenland. Arctic Geolog/ and Geophysics, Memoir 8, December 1982. SCRUTTON C. T. 1975 - Corals and stromatoporodis from the Ordovician and Silurian of Kronprins Christian Land, Northeast Greenland. Meddr Gronland 171 (4), 43 pp. 149 [13]