[1] Umiarssuaq Kununguak Af Asbjørn Starcke Et navn kan have større eller mindre betydning for bæreren, men helt lige- gyldigt bliver det aldrig. Navnet lever længere end den person eller ting, hvortil det er knyttet. Ligeledes kan navnet have en sjæl, som man ved navngivningen ønsker skal præge og påvirke den nye bærer af navnet. Men modsat kan et skib miste noget af sin oprindelige sjæl ved at skifte navn, - det bliver et andet, et nyt skib. Sært er det, men ikke desto mindre fakta. I begyndelsen af 1960-erne blev det besluttet, at Den kongelige grønlandske Handel skulle have et stort specialbyg- get passagerskib. Beslutningen blev truffet efter mange betænkeligheder og politiske overvejelser, men behovet for rejsemuligheder imellem de vestgrøn- landske byer var vokset voldsomt. Ko- lonitidens stramme embedsmandsvælde var definitivt slut og brudt i 1950-erne, og friheden betød blandt andet stor rej- selyst. Naturligvis skulle der vælges et godt navn tfl dette skib, der helt sikkert før eller siden ville få nær kontakt til hver eneste grønlænder. Navngiveren valgte »Kununguak«, og det kunne nok ikke være gjort bedre. Overskriften til denne beretning betyder på dansk: »Det store skib LILLE KNUD«, og det var et op- kald efter polarforskeren Knud Ras- mussen. Den velkendte^ dansk-grønlænder Knud Rasmussen var talentfuld på mange områder, men det var især hans eminente rejseteknik, der blev afgøren- de for, at han overhovedet kunne gen- nemføre de mange ekspeditioner, og dermed nå de videnskabelige resultater, der gjorde ham og Grønland verdens- kendt. I Grønland var god rejseteknik uhyre respekteret, så det var ikke over- raskende, at denne rejsens mester med sit glade, venlige væsen hurtigt blev hele befolkningens yndling. Man viste ham respekt ved i folkemunde overalt at kalde ham ved barndommens kæle- navn »Kununguak«, et navn man ellers kun brugte til et elsket familiemedlem eller nær ven. Når Knud rejste nord- eller sydover i Vestgrønland, rejste han med en hurtig- hed, der imponerede alle. Det var, som om intet kunne stoppe ham, og han 150 [2] Foto fra KGH's billedsamling, der nu findes på KNK, Grøn/ands Laxdsmuseum. nåede altid frem til målet. Alligevel var der tid til fest, dans og nærkontakt alle de steder, han rejste igennem. Vi siger om sådanne mennesker, at de går ret i folk med træsko på, men Knud gik nu altid med kamikker. Eskimoens levevis er traditionelt no- madens, men vestgrønlænderen var blevet mere og mere stationær. Om- kring midten af 1900-tallet var der kun få, der fik den oplevelse, en rejse uden- for det lokale område altid vil være for 151 [3] en eskimo. Med den udvidede rejsemu- lighed styrkedes følelsen af samhørig- hed og dermed bevidstheden om at være et folk. Tankerne om et hjemme- styre fik den nødvendige brede tilslut- ning. Udviklingen gik endnu hurtigere, da et tilsvarende passagerskib »Disko« fire år senere blev sat i pendulfart med »Kununguak«. Der var meget at leve op til ved at blive navngivet Kununguak, men skibet skuffede ikke. Martin A. Nielsen tegnede »Kunun- guak«, der blev bygget af Aalborg Værft A/S med Frederikshavn Værft og Tørdok A/S som underleverandør af stålarbejdet. Torsdag den 20. februar 1964 var der stabelafløbning klokken 11,25 i Frederikshavn. Gudmoderen var fru Inge Thorborg, en datter af Knud Rasmussen. Hun havde påtaget sig at udføre dåbshandlingen for sin moder Dagmar Rasmussen, der ikke følte sig rask nok til opgaven. I skibets salon er opsat et billede af Inge Thor- borg sammen med sin far Knud Ras- mussen, fotograferet i Thule i 1929. Efter _ stabelafløbningen blev »Ku- nunguak« slæbt til Aalborg Værft for montering. Her kneb det med at blive færdig til aftalt leveringstid den 1. juli 1964. Efter en prøvetur i Sundet nåede skibet den 7. juli frem til Den kongelige grønlandske Handels plads i Køben- havn. Her nægtede direktør H. C. Chri- stiansen at overtage skibet, fordi det ikke var færdiggjort, og der måtte tages visse tekniske forbehold. Men i øvrigt pointerede direktøren, at det ikke måtte opfattes som en kritik af arbejdet, idet der fra værftets side var udført et pænt stykke arbejde. Den 10. juli aftaltes det, at manglerne skulle afhjælpes ved værftets foranstaltning og på værftets regning, dels under sejladsen til og i Grønland, og dels under skibets ophold på Aalborg Værft næste efterår/vinter i forbindelse med garantieftersynet. Den første sæson i kystfart blev således gen- nemført med et ikke færdiggjort skib. Den 11. juli 1964 overtog KGH så skibet fra Aalborg Værft, og klokken 16,00 afsejlede »Kununguak« fra Tran- graven på sin jomfrurejse til og i Grønland. I Grønland begyndte jomfrurejsen naturlig nok fra syd med anløb af alle større byer nordover. Alle steder var der reception og fremvisning af skibet for omkring ethundrede gæster. Et an- strengende program for besætningen. Som skibsfører af røntgenskibet »Mi- sigssut« opholdt jeg mig i Umanak, da jeg for første gang så det moderne skib »Kununguak«. Flot så det ud liggende opankret imellem de kæmpestore isfjel- de udenfor havneindsejlingen. Skibets første kaptajn var Jan B. Jun- ker. Sidst på sæsonen blev han af direk- tionen forespurgt, om han blandt be- sætningen kunne skaffe et billede af skibet, således at der kunne fremstilles et postkort til sæsonen 1965. I sit svar beklager kaptajn Junker, at dette ønske ikke kunne imødekommes, fordi alle om bord havde haft så travlt, at ingen havde haft tid til at fjerne sig så langt bort fra skibet, at det havde været mu- ligt at fotografere det. Men han med- sendte et billede taget af fotograf Carl Hoyer, Julianehåb, godt nok til en no- get højere pris, end direktionen havde tilbudt besætningen. Der måtte altså bi- 152 [4] des i det sure æble, og Carl Hoyers foto blev anvendt. Efter hjemkomsten blev manglerne ved afleveringen af skibet endelig kon- stateret og afhjulpet under en prøvetur den 24. april 1965. Eneste forbehold var nu rystelser i agterskibet, som værftet lovede at bringe i orden. Nu må det være på tide at give lidt tekniske oplysninger: »Kununguak« er et enkeltskruet die- selmotorskib med krydserhæk og frem- faldende stævn, 2 gennemgående dæk, lang bak og dækhuse i 3 etager over øverste gennemgående dæk. Længden imellem perpendikulærerne er 64,66 m og ialt 73,50 m, bredden på spant er 12,30 m og ialt 12,92 m, og dybdegan- gen er 4,00 m. Der er plads til 200 pas- sagerer, om sommeren 230, og der er en sygeafdeling med sygeplejerske for transport af patienter til og fra Lands- hospitalet i Godthåb. Bruttotonnagen er 2264,67 ton, farten 12.5 knob og be- sætningen er på 44 personer. Klasse Bureau Veritas finsk isklasse +1 3/3 L I.I.A & CP ice class I RMC. Hovedma- skinen er direkte reversibel, enkeltvir- kende, totakts indelukket tryksmurt trunk-dieselmotor med udstødsturbola- dere B & W type 735-VBF-62, som ud- vikler 1960 BHK ved 300 o/m. De overdækkede eller lukkede red- ningsbåde var nyheder, der udover de rent redningsmæssige fremskridt også viste sig anvendelige for passagererne. I Søndre Strømfjord ved lufthavnen kan større skibe ikke sejle ind i havnen end- sige til kaj, der er alt for lavvandet i den lille havn Camp Lloyd. Det var en ret så lang transport i åben båd passagerer- ne skulle tåle i alle vejrforhold, og det var ofte skibenes redningsbåde, der blev anvendt. Efteråret 1964 blev koldt i Søndre Strømfjord, så de nye over- dækkede både blev hurtigt populære, især når sejladsen foregik i isdækket vand og med lufttemperatur ned til mi- nus 31 grader celsius. »Kununguak« blev iøvrigt hurtig po- pulær overalt, og har siden da været be- tragtet af den lokale befolkning som »vores skib«. Det har jo fulgt sin navnes bedste traditioner med hurtig og sikker rejse. Den 11. juli 1989 har det trofast sejlet i 25 år for Den kongelige grønlandske Handel og nu sidst for Grønlands Handel, uden der dog ved dette navneskifte skete større ændrin- ger for »Kununguak«s vedkommende. En snes forskellige kaptajner har igennem alle disse år været fører af »Kununguak«. Ved læsning af alle disse kaptajners rejseberetninger slår det mig, hvor ensartet hændelsforløbet i store træk har været år for år. Det er altid be- skrivelser af storme, issejlads, in- denskærssejlads, tåge, forsinkelser af forannævnte årsager og endelig en del bjergninger af skibe i nød. Det er svært at vælge den ene kaptajns oplevelser frem for den andens som en illustration af sejladsen. Derfor indskrænker jeg mig til nogle af mine egne, som jeg jo kender bedst. Fra 1968 til og med 1972 var jeg fører af »Kununguak«. I min første sæson mærkede jeg straks ansvaret ved at sejle med mange passagerer tæt på land eller indenskærs i storm, storis og tåge, ofte med alle tre vilkår samtidig. Hvis man godt kan lide spænding, er det lige det rette job. Det 153 [5] er en konstant afbalancering af ansvars- bevidsthed kontra lysten til at løse ud- fordringer. For eksempel lå skibet sidst i november fortøjret i Godthåb, og det stormede fra SW. Efter aftensmaden lød der et brag. Et særligt kraftigt vindstød havde sprængt alle skibets fortøjninger på een gang med undtagel- se af en enkelt nylontrosse, der trukket tynd til håndledstykkelse alligevel hav- de holdt til presset. Både dæk- og ma- skinbesætning var prisværdig hurtig på deres pladser, og det lykkedes at manøvrere skibet til kaj igen. Men landgangen og postkassen lå på havets bund. Næste dag lå skibet om aftenen ag- terfortøjret op imod havnefyret i Suk- kertoppen, idet kajen var optaget. Kort før afsejling blæste det igen hurtigt op til stormstyrke, og fortøjningerne sprang. Det var en gentagelse af det handlingsforløb, der få år tidligere førte til, at m/s »Martin S« forliste og sank i havnen. Det havde jeg lært af og var forberedt på, thi for os lykkedes det at bjerge wirer og ankerkæde hjem, mens skibet blev holdt tværs i det smal- le havneindløb til alt var klaret, og der- efter sikkert at sejle ud til åbent hav. Det var tæt på forlis 2 gange indenfor et døgn, og jeg kan huske, min højre kind fik nervøse trækninger i et døgns tid efter disse hændelser. Men en sømand glemmer hurtigt det ubehageli- ge eller i hvert fald fortrænger det. Samme år fik vi de særeste bankelyde udefra i skibets styrbords side, når ski- bet slingrede i søen. Var det en klabau- termand eller en havgud, der ville var- sko vor undergang, eller hvad kunne det være? En dykker blev i Godthåb sendt ned til skibshunden, og han fandt, at 6 meter af slingrekølen var re- vet ud fra skibssiden og stærkt krøllet af issejlads. Det løse blev skåret af, og ingen forstyrrede mere vores sarte ner- ver med sære bankelyde. En gang om året sejler skibet til Danmark for at få udført dokeftersyn og reparationsarbejder, det sker natur- ligvis om vinteren. I de store nordat- lantiske vinterbølger klarer skibet sig udmærket, men det syner unægtelig meget lille. Det er heller ikke mange passagerer, der har mod til at deltage i den sejlads, og nu er det efterhånden sjældent, der overhovedet er nogen med på rejserne over Atlanterhavet i vintersejlads. Næste sæson 1969 begyndte med sej- lads i usædvanlig store mængder af storis, der dette år var drevet helt op til Godthåb og norden for. Denne svære is kan »Kununguak« kun sejle i under ro- lige vejrforhold, og når isen ikke ligger alt for tæt. Første anløbshavn skulle planmæssigt være Godthåb, men det måtte opgives grundet isforholdene. I stedet sejlede skibet til Sukkertoppen, hvor det måtte ligge uvirksomt en uges tid fortøjet i bøjen midt i Ata nord for Sukkertoppen. Vi sejlede så nordover, hvor skibet netop kunne magte isfor- holdene ved Umanak og Upernavik. Med besvær ankom skibet så endelig for første gang til Godthåb om aftenen den 13. juni. Rederiet ønskede, skibet skulle sejle planmæssigt sydover, og da vejrudsig- terne lovede rolige forhold i de tilgæn- gelige prognoser, ja, så indvilgede jeg i 154 [6] denne sejlads. Vi måtte sejle tæt på ky- sten i landvandet, men i den sydlige Kobberminebugt stoppede svære kom- pakte ismasser al videre sejlads sydover. Det blev nødvendigt at returnere til Kunaitbugten den 16. juni. Rederiet be- sluttede, at alle passagerer skulle videre- befordres med helikoptere syd for Flådestation Grønnedal. »Kununguak« sejlede til Grønnedal, hvor der er en heliport. Først 3 dage senere var det sidste hold passagerer udskiftet, og der afsejledes nordover om eftermiddagen med 116 passagerer om bord. Is og vejrforholdene havde ændret sig ugunstigt under det lange havne- ophold, og det havde jeg naturligvis ikke kunnet tage højde for før afsejlin- gen fra Godthåb. Der var meget tæt storis og tåge, sejladsen fra Arsuk til Frederikshåb tog mere end et døgn imod normalt 6 timer. Der sejledes straks videre nordover om aftenen i landvand med iskoncentrationer på 4-7/10. Næste dag blæste det op til stormende kuling fra SSØ, og under O 'O sådanne vilkår kan »Kununguak« ikke både sejle langsomt nok og samtidig styre sikkert i isen. Jeg fik den ide at lægge skibet an op ad en stor isflage, og ved utallige maskinmanøvrer kunne skibet holdes på plads. På denne måde virkede isflagen både som kaj og isbry- der. Isflagen og skib drev på denne måde sidelæns gennem storisen med 4 knobs fart. Om aftenen var vinden løjet så meget af, at sejladsen kunne fortsæt- tes på normal måde. Glæden var kort. Kun 10 minutter senere svigtede styringen, fordi alle fundamentsboltene på styremaskinens konsol var knækket. Der ankredes på 90 meters vanddybde i isdriften, mens skaden blev udbedret. En god time se- nere lettede ankeret igen, og det var spændende at se, om spillet kunne klare den store vægt af anker og 90 meter an- kerkæde, men det gik godt. Sejladsen fortsattes ind under land og imellem skærene op imod Færingehavn og vi- dere indenskærs. Ankrede i Godthåb havn den 22. juni klokken 4 om morge- nen, da var det 8 døgn siden vi sejlede sydover. Jeg var så træt i benene, at jeg dårligt kunne gå fra broen til min køje. 3 timer senere lettede vi igen anker og gik til kaj. Her råbte befragteren op til mig: »Starcke, du skal ud og flyve isrecco klokken 8«. »Gu' skal jeg ej«, svarede jeg, men det kom jeg. Grønlandsfly skulle afprøve en ny gearboks, der gav mindre rystelser i he- likopterskroget. Vicedirektør Magnus Jensen skulle med på turen og havde fået den ide, at jeg samtidig kunne lave en gratis isrecco for sejladsen imellen Godthåb og Sukkertoppen for »Disko« og »Kununguak«. Samtidig skulle jeg vurdere rystelserne i helikopteren, idet jeg havde erfaringer fra 3 års tjeneste på »Iscentral Narssarssuak«. Der hjalp altså ingen kære mor for lille mig. Un- der flyvningen fortalte jeg vicedirektø- ren om den sidste rejse sydover og ud- trykte min mistanke om, at »Kunun- guak« sikkert havde fået lidt bundska- der af den ublide medfart i storisen. Jeg fik læst og påskrevet, at der i min in- struktion blandt andet stod at læse: »Af hensyn til skibets og de ombordværen- des sikkerhed, pålægges det Dem her- 155 [7] ved at undlade sejlads i storis, som kan medføre risiko for beskadigelse af ski- bet«. Ja, hvad skal man sige til en sådan ordre? Hvis en skipper efterlever en sådan bestemmelse i grønlandsfarten, kommer han næsten aldrig ud at sejle, så jeg svarede overhovedet ikke. Senere viste det sig, at skibet havde fået en lang indtrykning af isflagen, men ska- den blev dog først udbedret flere år se- nere. Jeg var om bord igen lidt før middag og gik ret til køjs. Afsejlede 4 timer se- nere fra Godthåb nordover med et skib fuldt belastet med passagerer. Iskoncen- trationerne op til Sukkertoppen var gennemgående 5/10, og storisen lå helt op til øerne rundt om Sukkertoppen. Ankrede på Sukkertoppen red den 23/6 klokken 02.40 og forhalede til kaj klokken 06.00. Afsejlede klokken 08.00 og ankom til Holsteinborg om efter- middagen, hvor der endelig var tid til at reparere styremaskinen. Denne lange skildring skulle gerne give læseren et indtryk af, hvor hård en belastning en grønlandsskipper skal kunne bære, men det er dog et sjældent hændelsesforløb over så mange dage. Der har også været behagelige og morsomme oplevelser. I 1971 afhente- de »Kununguak« Det kongelige Kapel i Søndre Strømfjord. Skibet skulle være deres hjem og af- slapningssted på en længere turne i et par uger. Den grønlandske befolkning skulle for første gang have chancen for at opleve klassisk musik direkte og udført af professionelle musikere. Poul Jørgensen var dirigent, Palle Huld tur- neleder og skuespiller, Verner Nicolet fløjtespiller og kapellets formand, og endelig omkring 30 medlemmer af Det kongelige Teaters Kapel. »Kununguak« skulle være deres hjem og afslapnings- sted i de 2 uger turneen skulle vare. De herlige, brave og dejlige mennesker gav skibets besætning 14 uforglemmelige dage. Når skibet gik ind og ud af hav- nene, spillede blæserne fra dækket »Når fjordene blåner«, og på styrhustaget stod 2 høje gardere i flotte uniformer og spillede på piber og trommer. I alle byerne blev der givet en eller flere kon- certer indenfor det tidsrum, skibet lå i havnen. Men ikke nok med det, søndag den 11. juli spillede kapellet en rigtig koncert om bord, mens skibet befandt sig ud for Svartenhuk på vej til Uperna- vik. I stedet for entre blev der samlet ind til Den danske Sømandskirke i fremmede havne. Et stort beløb var det, jeg i Godthåb kunne overrække provst Rasmussen. I Upernavik lå »Ku- nunguak« kun i havn om natten, reso- lut gav kapellet koncert under åben himmel midt i byen klokken 01.30, 1. violonist Julius Koppel var meget nervøs for at byde sin ægte Stradivarius sådanne temperatur- og fugtigheds- vilkår, men han gjorde det, og violinen holdt til det uden men. Når vi om bord af særlige årsager har gjort noget særligt ud af passagerene, er det yderst sjældent, vi har mærket noget til det senere hen. Men sådan var det ikke med Det kongelige Kapel. Der blev knyttet mange trofaste venskaber med besætningsmedlemmer. Telegrafist Rydberg havde f.eks. sølvbryllup om efteråret i Greve Strand. På dagen mødte 6 kongelige musikere op foran 156 [8] Foto fra KGH's billedsamling, der nu findes på KNK, Grønlands Landsmuseum. soveværelsesvinduet klokken 6 om morgenen, det er da ikke alle og enhver beskåret - de havde kjole og høj hat på og spillede, så hele Greve Strand ku' høre det. Da skibet kort før jul kom til København og satte passagerer af på Nordre Toldbod stod næsten hele tur- neens medlemmer overraskende på ka- jen og modtog »Kununguak« med fuldt honnør. De sejlede juleglade med os til Trangraven. Næste år gentog denne festlige modtagelse sig af det grønland- ske juleskib. Det var sikkert blevet til en fast tradition, hvis ikke lige netop Den kongelige grønlandske Handel var flyttet til Aalborg i 1973. I mange år anvendte Knud Rasmus- sen en smuk fore-and-aft-skonnert til besejlingen af Thule og som forsy- ningsskib for den 5. Thule-Ekspedi- 157 [9] Foto fra KGH's bSIedsamSng, der nu findes på KNK, Grønlands "Landsmuseum. tion. Skonnerten hed »Søkongen«, op- kaldt efter den mest populære fugl i Kap York distriktet. Herefter blev ski- bet i nogle år anvendt af KGH som di- striktsfartøj, hvorefter det endelig blev solgt til et privat rederi i Godthåb. Her fik det navneforandring til »Polar Ægi- dius«, et opkald efter dansk-canadieren Ægidius Andersen. Han havde pro- spekteret efter mineraler i Vestgrøn- land og blandt andet fundet zink- og blyforekomster ved Marmorilik i Uma- nakdistriktet. Skonnerten var i 1972 i charter for mineselskabet Marmorilik. Den 31. oktober 1972 var »Kunun- guak« på vej sydover fra Upernavik. Kort før ankomsten til Umanak mod- tog vi anmodning om at hjælpe »Polar Ægidius«, der var strandet ved Marrat på halvøen Nugssuaq i Vaigat. »Ku- nunguak« var på dette tidspunkt det eneste større skib, der befandt sig nor- den for Egedesminde og således eneste mulige håb om hjælp. Vi skyndte os, så meget vi kunne, og nåede 6 timer sene- re frem til havaristen og kunne nu orientere os lidt bedre om forholdene. Der var ingen opmålinger på søkortet, og »Polar Ægidius« stod strandet inde i brændingen med stævnen få meter fra stranden. »Kununguak« ankrede med begge ankre på 60 meters vanddybde og med kæderne på tamp, var der små 200 meter til »Polar Ægidius«. Motorbåden blev sat i vandet, men den kunne ikke komme ind til havaristen i den kulende blæst og høje dønning. En tom dunk bundet i en kasteline fra motorbåden drev dog tæt nok til, at forbindelsen blev etableret. Snart var »Kununguak«s sværeste trosse blevet stukket om bord i »Polar Ægidius«, ført rundt om styre- hus, motorruf og agterste mast og ende- lig gjort godt fast om bord i begge ski- be. Der blev hevet på begge ankerkæder samtidig med, at maskinen langsomt blev bragt op på »Fuld Kraft Frem«. Det var absolut største trækkraft, »Ku- nunguak« kunne præstere, men det strandede skib rørte sig ikke ud af plet- ten. Derimod knagede og bragede det uhyggeligt i mast og styrehus, der var nær ved at blive rykket ud af »Polar Ægidius«. Bjergningsforsøget måtte desværre opgives, og skibet var tabt. Besætnin- gen på 3 mand gik i gummiredningsflå- den, som motorbåden så kunne trække ud gennem brændingen, hvorefter de skibbrudne endelig sikkert kunne kom- me om bord i »Kununguak« til et varmt bad og masser af mad. Ejendom- meligt at netop »Kununguak« skulle blive den sidste til at yde Knud Ras- mussens gamle ekspeditionsskib en hjælpende trosse og desværre - den sid- ste dødshjælp. 158 [10]