[1] Danske horisonter - og grønland- ske: Advokaterne, eksperterne og den »indfødte« befolkning efter hjemmestyret Af Susanne Dybbroe Denne artikel fra bogen »Dansk mental geografi« om danskernes syn på verden - og på sig selv, er trykt med tilladelse af forfatteren og Aarhus Universitetsforlag, 1989. Hvad vil Inuit folkene dog? Det spørgsmål vil jeg forsøge at besvare i den allerkorteste formulering, før jeg slutter: »De er blevet så uendelig trætte af at leve under dansk formynderskab. De har truffet en vigtig beslutning. De vil flytte. De vil flytte fra udkanten af den hvide mands verden til centrum af de- res egen verden.« (Helge Kleivan, an- tropolog, 1982). »I øvrigt vil jeg også godt kom- mentere en særlig sætning, som lød me- get smuk, og som afsluttede Kleivans indlæg og med rette gav bifald. Han sagde, at nu skulle Inuitterne ikke længere leve i udkanten af den hvide mands verden, men nu skulle de leve i centrum af deres egen. Det var smukt og det var lyrisk og det var ren frem- skridtspolitik. Fremskridtspartiet siger jo, at grønlænderne skal sejle deres egen sø, og sådan kunne man også sige det.« (Tom Høyem, Grønlandsminister, 1982). Om udsigten fra et sted i Grønland - Hvis man en tidlig morgen fra et højtliggende punkt i Ilulissat i Nord- grønland kigger ud over Diskobugten, ser man tydeligt øen Disko rejse sig i det fjerne med de sneklædte fjelde gli- trende i morgensolen. På grund af af- standen - mere end 100 km - forsvin- der en del af fjeldmassivet bag jordens krumning og bugtens mørkeblå vand, medens den klare luft lader de øverste konturer fremtræde skarpt aftegnede og bedragerisk nært liggende. De stærke kontraster og de store af- stande er en del af den grønlandske al- lestedsnærværende virkelighed, som presser sig stærkt på for danskere, der kommer til Grønland. Vidderne og 261 [2] stilheden, evt. afbrudt af lyden af speedbåde eller tudende hunde, er en del af den atmosfære, som først sanses af nyankomne. For en dansker er disse forhold faktisk så slående, at de under- tiden indgår i forestillinger, danskere gør sig om grønlænderne. Da for- henværende statsminister Anker Jør- gensen efter hjemmestyrelovens vedta- gelse i 1978 blev spurgt af Danmarks Radio, om der heri lå en anerkendelse af grønlænderne som et folk, lød sva- ret: »Ja, det gør der. Der er ingen tvivl om, at dette at bo så langt væk fra Dan- mark eller, om man vil, at Danmark ligger så langt væk fra Grønland, - det- te, at man har et totalt andet klima, en helt anden natur, og [det, at der] i hvert fald for en meget stor del af de grønlandske borgeres vedkommende også [er tale om] et helt andet folkeslag, - det gør, at det er rimeligt at sige, at grønlænderne er et folk«. - og horisonternes relativitet Disse overvejelser over den grønland- ske naturs og kulturs egenart illustrerer, at det ofte er kontrasterne vi hæfter os ved, når vi skal karakterisere Grønland og grønlænderne. Forskellene fra det danske. Dette rejser flere spørgsmål. Hvilke forhold giver anledning til ople- velsen af disse forskelle? Hvem oplever forskellene? Hvorledes omsættes »for- skellene« til en kulturel praksis, hvori- gennem vi og de tildeles forskellige rol- ler - alt sammen inden for vore forestillinger? Det er med andre ord »danskernes« syn på »grønlænderne« jeg vil søge at få frem. Jeg vil for det første vise, at dette syn ikke alene er begrundet i kultur- forskellen, og at det ikke er statisk. Det vil fremgå, at danskernes opfattelse af grønlænderne har vekslet med ændrin- gerne i nogle ydre omstændigheder, som derfor må antages at influere på, hvilke kontraster der bliver afgørende for oplevelsen af forskellen. For det an- det vil jeg vise, hvorledes grønlænder- nes opfattelse af sig selv påvirker dan- skernes syn på dem. For det tredje vil jeg drage nogle paralleller mellem Grønland og andre steder i verden, hvor europæerne har opholdt sig, rejst eller forsket, og pege på det billede af de fremmede, som formidles herigen- nem. Danskernes opfattelse af de andre er en dynamisk størrelse, som er forankret i historien. Når dette er tilfældet, kan vi også fremdrage begivenheder i det dansk-grønlandske forhold indtruffet i vor egen samtid, som kan tænkes at have påvirket danskernes syn på grønlænderne. En sådan vigtig begi- venhed er indførelsen af hjemmestyre i Grønland i 1979. Den grønlandske be- folkning havde da været underlagt dansk kolonialt overherredømme i mere end 250 år. Igennem denne perio- de blev alle overordnede beslutninger truffet i København, medens de(t) grønlandske landsråd havde rent rådgi- vende beføjelser. Hjemmestyrets indfø- relse markerede således første skridt på vejen i den ^>flytteproces«, som omtales af Helge Kleivan ovenfor. Når spørgsmålet om hjemmestyrets indvirkning på det danske syn på grønlænderne rejses, så er det bl. a. for- di den ovenfor citerede udtalelse af 262 [3] grønlandsministeren - om end han ikke anfører den som sin egen opfattel- se - havde været utænkelig i årene forud for det grønlandske krav om hjemmestyre. Med indførelsen af hjem- mestyre er der skabt en grænse, som samtidig med at beslutningsprocesserne er blevet »grønlandiserede« har gjort Grønland mindre »grønlandsk« set med danske øjne, hvorfor landet og befolk- ningen i mindre grad påkalder den dan- ske nationale beskyttertrang. Græn- serne for det danske og det grønlandske har flyttet sig set med danske øjne. De f grønlandske hjemmestyre og den danske offentlighed Indførelsen af hjemmestyre er en nøgle- begivenhed i udviklingen i Grønlands relationer til Danmark. Med hjemmestyre indtraf to ting af afgørende betydning for forholdet mel- lem de to lande: for det første overfør- tes den lovgivende myndighed på væsentlige områder til det grønlandske landsting. For det andet skabtes grund- laget for den internationalisering af Grønlands politik og kulturelle liv igennem »flerstrengede politiske strate- gier«, igennem hvilke grønlænderne i stigende grad orienterer sig udefter. Som eksempel kan blot nævnes Grøn- lands medlemskab af den pan-arktiske organisation af de eskimoiske befolk- ninger i Alaska, Canada og Grønland, Inuit Circumpolar Conference (ICC), direk- te eller indirekte deltagelse i verdensor- ganisationernes arbejde, og endelig, fortsat, igennem rigsfællesskabet med Danmark. Det nye internationale engagement markerer en reorientering af grønland- ske interesser efter hjemmestyret og skal ses som udtryk for bestræbelser på selv at påvirke indholdet af de »grøn- landske realiteter«, der i mange år fra dansk side har været set som en bremse på udviklingsmulighederne. Siden kon- ferencen i Sisimiut i 1970 om Grøn- lands fremtid har man derimod talt om en udvikling på »grønlandske betingelser«. - hvilket er lidt noget andet. De grønlandske betingelser, der ganske vist aldrig er blevet rigtig definerede, er et udtryk for de kræfter, som bor i den grønlandske befolkning. De kan kun komme til udfoldelse igennem grøn- lændernes selvstændige interaktion med tredje lande og i internationale sammenhænge såvel som indadtil, i be- slutninger om Grønlands fremtid. De grønlandske betingelser ligger således ikke blot i naturen, afstanden, »isolatio- nen«, sprogets uforståelighed for ver- den udenfor og ensidigheden i det er- hvervsmæssige ressourcegrundlag - med andre ord i forskellene fra det danske; de grønlandske betingelser ud- gør grundforudsætningerne for en ud- vikling efter grønlandske ønsker. Jens Dahl har i sin bog 'Arktisk selvstyre' fra 1986 formuleret det således, at »Hjemmestyret er en proces som i sine grønlandske intentioner søger mod at skabe grønlandske realiteter på grøn- landske betingelser.« Denne nye »selvbestemmelse« har implikationer på flere niveauer: a) grønlænderne står i dag for en større del af informationerne om og fra Grønland, end det før var tilfældet; b) Grønland figurerer i dansk presse i 263 [4] »Indførelsen af hjemmestyre er en nøglebegivenhed i udviklingen i Grenlands relationer til Danmark.« Biffedet er fra 10-års festdagen i Nuuk den 21. juni 1989. Foto: Lisbet Lyager, Sermitsiaq. højere grad i sin »officielle« version i form af politisk nyhedsstof, med resul- terende mindre vægt på den sociale »virkelighed«, der tidligere udgjorde en stor del af den danske presses nyheds- formidling om Grønland; c) grønlæn- derne omtalt i dansk presse er følgelig ofte navngivne, dansktalende og ofte dansk uddannede mennesker med so- cial status og prestige også uden for Grønland, medens kategorien af ano- nyme kvinder og mænd, fangere og fa- briksarbejdere, er trådt i baggrunden. Grønland optræder nu i forskellige sammenhænge i en vis forstand uden for og uafhængigt af Danmark, selv om landet i udenrigspolitisk og også øko- nomisk henseende er underlagt den danske regering og det danske folke- ting. Grønland som nation, i sit ydre om- rids, er rykket nærmere, fordi grøn- landske politikere og talsmænd opere- rer side om side med vore egne og andre landes officielle talsmænd. Men det særlige grønlandske element (!), grønlænderne, er rykket længere bort i den danske offentligheds bevidsthed. Så langt bort at en udtalelse, som den, at »grønlænderne kan sejle deres egen sø« får lov at passere i pressen. Dette kunne umuligt være forekommet i 40'erne og 264 [5] 50'erne, hvor det stadig gjordes gælden- de, at det var Danmarks historiske op- gave at »føre grønlænderne fra det mere primitive stade op til det niveau, vi selv befinder os på«, som Hans Hedtoft for- mulerede det i 1949. Danske billeder af Grønland I årtierne der er passeret siden anden verdenskrig, er den danske holdning, som den kommer til udtryk i pressen og i udtalelser mere bredt, undergået en forandring, som skal ses på baggrund af dels de ændrede relationer mellem Danmark og Grønland, dels udviklin- gen i samspillet mellem danskere og grønlændere: I 1950'erne var Grønland dansker- nes nationalsag, eller som det er ud- trykt »de gode viljers brændpunkt i dansk politik.« En ydre årsag var de in- ternationale afkoloniseringsbestræbel- ser efter krigen. Verdensoffentlighe- dens øjne hvilede på de gamle koloni- magter, der forpligtede sig til en udvik- ling i kolonierne samt afvikling af de koloniale relationer. En indre årsag var genoptagelsen af kontakten med Grøn- land efter krigen, hvor pressen for før- ste gang fik adgang til at danne sig et førstehåndsindtryk af forholdene i Grønland. Herfra hjembragtes beret- ninger om tuberkulose, uvidenhed og fattigdom. Kongeparrets grønlandsrejse nogle år senere gav anledning til en na- tional dansk forening om det smukke land i nord og dets befolkning: »Et nyt grønlandsk naturbillede var under op- bygning i den danske offentlighed. De gamle ekspeditionsberetningers barske, nådesløse land, der kun gav sin skøn- hed og poesi fra sig efter en kamp på liv og død ... veg for ... oplevelsen af naturen som kulisser omkring et pitto- resk folkeliv, hvor snavs, sygdom og uvidenhed lejlighedsvis indgik som af- sky- og medlidenhedsvækkende ingre- dienser«, som Niels Højlund formule- rede det i bogen 'Krise uden alternativ' fra 1973. Billedet af det fattige, tilbagestående men også skønne, uberørte Grønland befolket af fangere og fiskere iblande- des gradvis i 1960'erne nogle flere in- gredienser, mere nuancerede, ofte også selvmodsigende: det opskruede udvik- lingstempo med nedlæggelse af bygder og udvikling af en fiskeindustri i byer- ne ledsagedes af problemer såsom ar- bejdsløshed, rodløshed og bitterhed, der kom til udtryk på forskellig måde. Ud- dannelsesudviklingen tog fart. Unge stræbsomme og velfungerende grøn- lændere kom til Danmark for at uddan- ne sig, - lærte dansk og vendte tilbage til Grønland, Aviserne i Danmark skrev samtidig om grønlændernes uvil- lighed til, trods stor ledighed, at tage fabriksarbejde, om arbejdskraftens usta- bilitet m. m. - Få rejste spørgsmålet, om udviklingspolitikkens mål og midler passede grønlænderne. I Danmark følte man som førhen, at man udførte et stykke nødvendigt arbejde i Grønland. Stor var således forargelsen, da unge grønlændere i Danmark begyndte at ytre sig og stod fast på deres grønland- ske kultur og deres ret til, som kulturelt og nationalt mindretal, at øve indfly- delse i egne anliggender. Denne udvikling tog fart i 1970'er- ne. Strømmen af grønlandske uddan- 265 [6] nelsesmigranter tog til og med den også det forholdsmæssige frafald fra studier- ne i Danmark. Der opstod en kategori blandt de unge grønlændere, der kan betegnes »sociale tabere«, som forblev her i landet som en marginaliseret og ofte ilde set social gruppe. Kombineret med en voksende politisk kritik fra her- boende grønlandske uddannelsessøgen- de og fra politikere i Grønland førte disse ting til de første udslag af racisme over for grønlændere i Danmark. Det forventedes, at grønlændere i Danmark klarede sig på danske betin- gelser. Heri ser vi tydeligt en effekt af udviklingspolitikkens grundtanke, som netop var, at udvikling i Grønland for- udsatte optagelse af danske kulturvær- dier såsom stræbsomhed, stabilitet, »danskhed«, etc., med andre ord: kultu- rel assimilation. Grønlænderne var, i danske øjne, norddanskere. De, der ikke klarede sig som forventet, havde kun deres grønlandske herkomst at tak- ke for det: ustabilitet, sorgløshed, etc. Der ligger en modsætning i dette bil- lede. På den ene side opfattelsen af grønlænderne som norddanskere og dermed en benægtelse af kulturforskel- len. På den anden side fastholdelsen af et billede af noget »egentligt« eller »oprindeligt« grønlandsk, som - omsat til danske sammenhænge eller byfor- hold i Grønland - fremstod som util- passet, primitivt og uudviklet. I det hele taget undergik billedet af grønlænderne som frie fangere og »na- turmennesker« en radikal forandring med de selvsamme frie fangeres om- plantning efter den danske udviklings- models ønsker. Det grønlandske blev i en vis forstand til negationen af det ud- viklede. Resultatet var to konkurreren- de forestillinger i dansk bevidsthed: grønlænderne i bygderne og yderdi- strikterne, uspolerede og i en forstand oprindelige, og grønlænderne i byerne, spolerede og utilpassede. - I en un- dersøgelse af den danske presses dækning af grønlandsstoffet foretaget de sidste fire måneder op til hjemme- styrets indførelse konstaterer Lars Toft Rasmussen således, at der i 7 danske avisers grønlandsstof forekommer en dækning af sociale problemer (vold, ulykker, spiritus) på helt op til 44 %. Parallelt med denne mediedækning af grønlandske forhold forløber en de- bat »for Grønland«, som tilstræber at give et helt og sammenhængende bil- lede. Advokaterne og eksperterne Blandt de danske fortalere for et mere »grønlandsk Grønland« er nogle få som f. eks. Bent Jensen og Mads Lidegaard nået uden for rent faglige kredse. Deres skrifter, foredrag m.v. afspejler et hel- hedssyn, som sætter mennesket i cen- trum inspireret af de nære forbindelser, der er mellem mennesker i de små fan- gersamfund. Advokaterne, som jeg kal- der dem med henvisning til een af de holdninger de repræsenterer, søger det »egentlige« eller »oprindelige« grøn- landske og kritiserer den retning, ud- viklingen tager bort fra sådanne grund- læggende kvaliteter. Imidlertid opfattes også her udvikling som en læreproces, og der opstilles implicit en kontrast mellem på den ene side de oprindelige, modtagende (grønlændere) og de civili- 266 [7] To billeder af Grønland, henholdsvis fra Sisimiut og Upernavik. Fotos: Keld Hansen. serede, gi vende (eksperter, danskere), som ikke er i overensstemmelse med den faktiske udvikling under koloniti- den. Vi præsenteres for en utopisk vi- sion om det uspolerede eskimoske sam- fund, som udviklingsplanlæggerne, fejl- agtigt, ikke tog hensyn til (ikke at jeg er uenig i den overordnede kritik af ud- viklingspolitiken ...). Dette billede af Grønland ligger i nogen grad i forlængelse af et klassisk - men efterhånden ikke så udbredt - et- nografisk perspektiv på det grønland- ske samfund, som har bestået i en re- konstruktion af det oprindelige eller i studier af det, som kom nærmest - de små fangersamfund. Dette grønlands- billede er imidlertid kun delvis dæk- kende og kan bl. a. henføres til det fak- tum, at kultur- og samfundsforsknin- gen ofte er foregået i randområderne. Herom skriver bl. a. Niels Højlund: »Det centrale Vest- og Sydgrønland, hvor de fleste mennesker bor, og hvor kontakten med europæerne har været tættest, er forsømte områder i vor grønlandslitteratur lige fra Knud Rasmussen til Robert Gessain og Bent Jensen. Derved bliver det for- holdsvis enkelt at hævde, at kontak- ten med europæisk civilisation ikke har været i stand til at fremkalde afgørende rystelser i det oprindelige og særprægede grønlandske livs- og samfundsmønster«. Denne søgen efter »det oprindelige« og begrædelsen af den tabte »grønlandske dimension« har affødt forskellig re- spons fra grønlandsk side. Det er ka- rakteristisk, at ingen har begrædt sam- fundets forandring som danskerne. Nogle grønlændere har glædet sig over, at landets isolation var brudt, andre har stillet spørgsmål til den grønlandske kulturs fortsatte eksistens ud fra et 267 [8] ønske om at bevare den som en dyna- misk, levende tradition under den so- ciale ændringsproces: »Har eskimoerne eller grønlænderne en oprindelig kultur? I så fald, hvordan er den, hvori består den? Er det nødvendigt at søge at udvikle denne kultur til gavn for det grønlandske folks fremtid? ... Det er mia opfattelse, at grønlandsk kultur ikke er en frase, men en levedygtig virkelighed, og af en sådan art og i en sådan situation at der bør gøres noget for at gøre den aktiv. Gøres dette ikke, vil Grønlands gamle kul- tur komme til at friste en kummerlig tilværelse i den mekaniserede og sækulariserede nytid. Dette er den grønlandske kulturs problem i dag«. (Den grønlandske forfatter Frederik Nielsen i 1957). Andre igen har opstillet det førkolonia- le eskimoiske samfund i en art visionær opposition og symbolsk modsætning til det nutidige Grønland, der er stærkt in- flueret af dansk kultur. Denne måde at bruge et billede af fortiden på som et politisk symbol har imidlertid intet at gøre med et ønske om at vende tilbage til fangersamfundet, men derimod med spørgsmålet om hvem der skal definere indholdet af de »grønlandske betingel- ser«. En sådan politisk motiveret brug af fortiden, fangersamfundet som symbol, har været udtalt inden for partiet Inuit Ataqatigiit (IA). Det er karakteristisk, at reaktionen blandt mange danske i Grønland har været næsten fjendsk. Det er der flere mulige forklaringer på. For det første har IA som de første gjort sig til talsmænd for et politisk krav om grønlandsk selvstændighed (og ikke blot hjemmestyre). For det andet er flertallet af lA's medlemmer dansk uddannede og dermed dansksprogede og i kraft af deres uddannelse beskæfti- gede i byerne under forhold, der min- der om de - meget kritiserede - danske. Individuelle medlemmer af dette parti svarer således ikke til gængse danske fo- restillinger om »grønlænderne«, og dog hævder de deres grønlandske herkomst med henvisning til en tid forud for dansk kolonisering - en tid, hvor den grønlandske kultur byggede på dyna- miske selvfungerende samfund med vidt forgrenede kontaktnet endnu ikke underlagt de begrænsninger, som kolo- niseringen medførte. Denne hævdelse af det særegent grønlandske, samtidig med at de andre - i dette tilfælde danskere - påpeger, at der er sket en fordanskning, at den »grønlandske dimension« er gået tabt, er en del af indholdet i den dansk- grønlandske kulturelle relation efter hjemmestyret. Som en illustration af hvad denne situation også drejer sig om, kan refereres en herboende grøn- landsk forfatter Maliaaraq Vebæk, som til en avis i 1985 udtalte, at grønlæn- derne var den eneste kategori af frem- mede i Danmark, som ikke opfattedes som indvandrere. Modsat advokaterne har dem, jeg vil kalde eksperterne, et næsten overbæ- rende syn på forskellen mellem grønlandsk og dansk kultur. Samfunds- udvikling og kulturændring kan tilret- telægges ved planlægning, som består i 268 [9] en afvejning af mål og midler. Efter hjemmestyret sker sådanne afvejninger ikke i samråd med danske embeds- mænd og ministre, som pr. definition var fremmede i forhold til den befolk- ning, planlægningen omfattede. Nu sker overvejelserne i overensstemmelse med hjemmestyreadministrationen. Det betyder, at »eksperterne« i forhold til tidligere er i den situation, at de er be- friet fra ansvaret for at formidle den »kulturelle dimension« i deres forslag til løsningsmodeller. Der er således en afgørende forskel på den samfunds- forskning med et anvendelsesperspek- tiv, som foregik før og foregår nu efter hjemmestyret. Hvor den tidligere var helhedsorienteret og foretog analyser af detailproblemer på en baggrund af ge- nerelle overvejelser over samfund og kultur, er der en tendens til - efter grønlandsk overtagelse af de politiske afgørelser - at forskerne ikke længere tager kulturforskellen alvorligt: forskel- lene opleves som udviskede. Forskerne »glemmer«, at de er de fremmede. Fik- seringen af samfundsforskere som »eks- perter«, hvis formål er at komme med direkte anvendbare løsninger, bevirker at forskningen ikke længere indebærer en kulturformidling. Den bidrager ikke med billeder af »de andre«, fordi hel- hedsperspektivet - tilgangen via en for- udgående analyse af delens bidrag til den kulturelle helhed - er erstattet af et partielt perspektiv. Grønlandske horisonter - og danske Med hjemmestyret er Grønland i den danske offentlighed blevet mindre grønlandsk, fordi »det grønlandske« traditionelt har været identificeret med det lille samfund, det »primitive«, afhængigheden af naturen, grønlandsk beskedenhed. Grønland er på den an- den side blevet mere grønlandsk, fordi flere beslutninger træffes i overens- stemmelse med de »grønlandske betin- gelser« i kraft af den grønlandisering af det politiske apparat, som er sket. Dette tilsyneladende paradoks er analyseret for Færøernes vedkommen- de af den amerikanske antropolog Jo- nathan Wylie, som har været interesse- ret i, hvordan den færøske kultur har kunnet overleve under århundreders fremmed (overvejende dansk) domi- nans. For nærværende artikels vedkom- mende er det interessante i Wylies ana- lyse hans påpegning af, hvorledes op- nåelsen af politisk selvstændighed (hjemmestyre) på Færøerne bevirker, at de kulturelle karakteristika i en vis for- stand opleves som udviskede. Forfatte- ren gør rede for, hvorledes Færøernes opnåelse af hjemmestyre sker som et re- sultat af hævdelsen af den færøske egenart igennem færøsk nationalisme siden midten af forrige århundrede. Den nationale bevægelse hævdede sig især på det »traditionelle«, som i kolo- nitiden var forbundet med det daglig- dags, medens det »danske« var forbun- det med det officielle (alt officielt sprog var dansk). Efter opnåelsen af hjemme- styre er færøsk blevet officielt sprog. Færøsk er således »rykket op« i rækken af internationale, politiske sprog, og den tydelige distinktion mellem færøsk og dansk eller andre sprog er delvis ophævet: 269 [10] »Færøernes særlige kulturelle og der- med politiske karakteristika er blevet slået fast for at få Færøerne til at ligne andre nationer - inklusive først og fremmest Danmark, den væsentligste model til efterlignig - for dermed at blive anerkendt og kunne overleve i de moderne internationale kulturelle, po- litiske og økonomiske sammenhænge. Det traditionelt »færøske« har imidler- tid mistet noget af sin selvindlysende karakter ved at blive reartikuleret som det officielle »færøske«. »Færøsk« er nu betegnelsen for en national kultur lige- som »dansk«, »fransk« eller »ameri- kansk«. Samtidig foregår der også en modernisering af dagliglivet, som synes at tabe i særpræg«. For at fortsætte sammenligningen kan der peges på, hvorledes grønlæn- dernes overtagelse af jakkesættet frem- for den hvide anorak, de unges antagel- se af cowboymoden og rockmusikken i danskernes forestillinger i nogen grad har udvisket forskellen mellem »dem« og »os«. For begge eksemplers vedkommen- de, det færøske og det grønlandske, er der tale om, at fokus på forskelsrelatio- nerne - visse idiosynkratisk udvalgte »særlige« forskelsrelationer - forhin- drer en forståelse af kultur og samfund i positive termer, ud fra indholdet. Man kunne spørge, hvorvidt denne diskussion om danskernes syn på grønlænderne overhovedet har nogen videre betydning. Hertil er svaret et ab- solut: Ja! Hvis vi går ud fra, at enhver kultur er i bestandig ændring og tilpas- ning, kort sagt dynamisk, må den grønlandske kulturelle identitet finde sin plads i de historiske relationer mel- lem Grønland og en omverden. Så længe vi kun retter opmærksomheden på forskelsrelationerne, mister vi blik- ket for indholdssiden: grønlænderne ønsker faktisk udvikling; men ikke for enhver pris og ikke nødvendigvis på danske betingelser. Hvis vi som i 1960'erne stadig forveksler udvikling med danskhed, afviser vi, at der kan fo- regå en udvikling ud fra et andet kultu- relt paradigme end vort eget. Vi for- veksler ydermere det politiske - den opnåede selvbestemmelse, »internatio- naliseringen« af sproget - med det kul- turelle, det grønlandske. Grønlands kamp for at få anerkendt retten til fortsat at fange havpattedyr af økono- misk nødvendighed og som forudsæt- ning for bevarelsen af en kulturel kon- tinuitet, illustrerer vanskeligheden ved på een gang at få anerkendelse som for- handlingsberettiget nation og etnisk gruppe. Og dog er det ene forudsætnin- gen for det andet, som det også fremgik af det færøske eksempel. Samtidighed Relevansen af diskussionen om »os« og »de andre«, om danskernes syn på grønlænderne, er indlysende. Jeg var ovenfor inde på, at opnåelsen af hjemmestyre synes at have fjernet nogle gængse forestillinger om forskel- lene mellem grønlændere og danskere, bl. a. fordi disse forskelle ikke kommer til udtryk i samme grad som førhen. I det omfang disse historiske ændringer betyder en dansk afvisning af den grønlandske kulturelle egenart, er der ikke opnået den »samtidighed« - den li- 270 [11] »Hvis en snescooter menes at vare mere nyttig end en hundeslade, så ville besiddelsen af en snescooter blive et af de kriterier, der definerer en traditionel eskimoisk jager.« Fotos: Keld Hansen. geværdige sameksistens i en fælles hi- storisk nutid - som var et vigtigt motiv for det grønlandske krav om hjemme- styre. Spørgsmålet om samtidighed er ak- tuelt i forbindelse med grønlændernes bestræbelser på at få anerkendt deres særrettigheder i naturressourcerne om- kring Grønland. Argumentationen for sådanne rettigheder hviler bl. a. på an- tagelsen om, at grønlændernes fangst er traditionelt betinget. Dette støder imod internationale miljøorganisationers ar- bejde på at få totalfredet havpattedyr. 271 [12] Inden for dyreværnsbevægelsen Sea Shepherd forfægter man således det synspunkt, at ingen sælfangst kan be- tegnes »traditionel«, eftersom al fangst foregår med moderne redskaber og ydermere er henvendt på et marked. Spørgsmålet er imidlertid, hvem der definerer indholdet af det »traditionel- le«. William Kemp skrev således i 1971 i Scientific American følgende: »Hvis en snescooter menes at være mere nyttig , end en hundeslæde, så ville besiddelsen af en snescooter blive et af de kriterier, der definerer en traditionel eskimoisk jæger«. I forskellige dele af verden søger man i dag sammen om fælles strategier for beskyttelse af det truede miljø. I kampen om ressourcerne er glasset ved at løbe ud for de højtindustrialiserede lande. Disse satser i dag på en udnyttel- sesstrategi, der af Finn Lynge, ICC er blevet kaldt »miljøbevarelse for udvik- ling«-strategien. Ud fra dette perspektiv rummer det arktiske område en vigtig del af (vores) verdens energireserver, som - hvis »vi« »passer på« dem, kan give den euro-amerikanske verden en lidt længere frist. Men de arktiske be- folkninger er udelukket fra dette »vi«, eftersom de ønsker en »udvikling for miljøbevarelse«. De ønsker udvidet selvbestemmelse med henblik på sik- ring af deres kulturelt og økonomisk bestemte interesser i området. Vi føler at de sakker bagefter os i henseende til udvikling. Vores rolle har altid været læremesterens, pædagoger- nes. De er ikke »nået op på vores stade« endnu - derop hvor man handler som nation. Og hvis de insisterer på, at de er nået derop, kan de ikke længere føre hævd på deres oprindelige rettigheder. Dilemmaet for den grønlandske be- folkning efter hjemmestyret består i danskernes og den danske stats utilbøje- lighed til at ville anerkende dette nye udtryk for selvstændighed og samtidig anerkende de kulturelle særinteresser, selvstændigheden bygger på. Perspektivet er forskelligt, set med grønlandske og danske øjne: »For os, de oprindelige befolkninger i Nord, er problemet virkelig meget enkelt: Vi ønsker ikke noget kultur- drab. Vi ønsker en morgendag med albuerum for alle. Vi ønsker en hånd på rattet i vor egen samtidshistorie«. (Finn Lynge, grønlandsk medlem af ICC's miljøkommission, 1985). Af direkte anvendt litteratur og materiale: Arctic Pilot Project - et seminar. Red. af APP- gruppen. København 1984. Dahl, J.: Arktisk selvstyre. København 1986. Danmarks Radio 13.10.79: Mindretal i Nord, red. Bent Jensen. Hedtoft, H.: Grønlands fremtid. DGSAA 1949: 22- 42. Højlund, N.: Krise uden alternativ. København 1972. Johansen, L. E. (red.): Holsteinsborg 1970. (Rapport fra ungdomskonferencen i Sisimiut 1970). Udg. ved Landsrådet, Nuuk. Kemp, W B.: The flow of energy in a hunting so- ciety. Scientific American 224 (3), 1971: 104- 115. Lynge, A.: Vore isolationssygdomme. Grønlands- posten 1945, nr. 12. Lynge, F.: Cultural genocide tomorrow or: A future for us all? Inuit Studies 9 (2), 1985: 21-26. Nielsen, F.: Den grønlandske kulturs skæbne i det ny Grønland. Tidsskriftet Grønland, 1957: 152- 159. Rasmussen, L. T: Danske dagblades dækning af grønlandsstoffet. Tidsskriftet Grønland, 9, 1979: 264-277. Wylie, J.: The Faroese Reformation and its Conse- quences. Papers on European and Meditterra- nean Societies, 10, 1978. 272 [13]