[1] Glimt af Det grønlandske Selskabs historie Af Mads Lidegaard Tale den 8.11.1990 ved Det grønlandske Selskabs 85-års-fest Efter det politiske systemskifte i Dan- mark 1901 kom også styringen af Grøn- land hurtigt ud i strid modvind. Mylius- Erichsen vendte hjem fra den litterære ekspedition og rettede hårde angreb på embedsmændenes enevældige forvalt- ning af Grønland, og deroppefra sekun- deredes han af specielt Schultz-Lorent- zen, der ville aktivisere især forstander- skaberne imod de lokale embedsmænds autoritære styring af disse råd. Andre kræfter, og det var især er- hvervslivet, var som så ofte før ude på at få ophævet KGHs monopol på Grøn- land og åbnet landet for de frie mar- kedskræfter, så dets rigdomme kunne blive udviklet og udnyttet. Kryoliteven- tyret ved Ivigtut havde givet blod på tanden, man drømte om andre lignende eventyr. De to grupper fandt et fælles forum i den nystiftede forening »De danske At- lanterhavsøer«, der også fik en særlig sektion for Grønland, mens dens øvrige interesse gik på De vestindiske Øer, Færøerne og Island. Man førte en veri- tabel kampagne for at mistænkeliggøre handelens administration af Grønland og få dens enevælde brudt - og landet åbnet. I København sad mange tidligere grønlandske embedsmænd, kolonibesty- rere, kaptajner og inspektører, der hav- de arbejdet en menneskealder i Grøn- land, og som betragtede sig selv som de eneste, der kunne udtale sig om landet og dets forhold med virkelig sagkund- skab. Især var de alle overbeviste om, at det ville være en ulykke at ophæve mo- nopolet og prisgive grønlænderne for kræfternes frie spil, og som et modtræk mod de højtråbende kritikere, der i de- res øjne kun havde et overfladisk kend- skab til Grønland, mødtes de i efteråret 1905 for at stifte en anden forening, der med saglig vægt kunne udtale sig i de- batten. 4. nov. stiftede de på et møde Det grønlandske Selskab, der fra starten havde 40 medlemmer. De forestillede sig, at regeringen og styrelsen så kunne rådspørge selskabet i alle spørgsmål ved- rørende Grønland, men reelt kom de til at fungere som en slags skjold for den trængte styrelse overfor politikerne og offentligheden, og det betød selvfølge- lig, at der fra starten var en meget nær 286 [2] Mads Lidegaard på talerstolen den 8.11.1990 ved Det grønlandske Selskabs 85-års-fest. Foto: Keld Hansen. forbindelse mellem det nye selskab og styrelsen. Det var betegnende, at denne første medlemsskare i så udpræget grad bestod af handelens folk, både handelsmænde- ne selv, kolonibestyrere og assistenter, og folk fra skibene, kaptajner og styr- mænd, samt styrelsens egne embeds- mænd såsom de nævnte inspektører og deres underordnede. Hertil kom siden- hen forskere og videnskabsmænd, der efterhånden kom til at spille en stor rol- le i selskabet. Og typisk nok var mis- sionærerne ikke med fra starten, - de havde haft et modsætningsforhold til handelen og følte ingen større trang til at støtte styrelsen. En mand som Schultz-Lorentzen var således længe en flittig skribent i De danske Atlanter- havsøer. Men da kampen kom til at stå om monopolet, sluttede de efterhånden op om selskabet, for heller ikke de ønskede trods al kritik af styrelsen, at Grønland skulle åbnes for erhvervsli- vet. 1912 meldte således Schultz-Lorent- zen sig ind i selskabet. I selskabets første programerklæring mærker man tydeligt, at man af mod- standerne beskyldtes for at være reak- tionære, hvilket man udtrykkeligt vær- ger sig imod: »På vort program står så langt fra reaktion, vi vil tværtimod ud- vikling, men kun på en sund og fornuf- tig måde, skridende frem gennem en na- turlig vækst ud fra de bestående forhold. Ingen pludselige reformer, der kunne bringe forvirring og ødelæggelse med sig, men reformer, der hviler på selvud- viklingens faste grundlag.« Medlemskabet var meget eksklusivt - netop fordi man skulle have den mange- årige solide erfaring. Det var ikke nok at have rejst en tur i landet eller opholdt sig der et år eller to - for som man sag- de: »Derved lærer man jo ikke national- karakteren at kende.« Medlemmer skul- le derfor godkendes af de gamle med- lemmer gennem en speciel tilkendegi- velse, ballotering, og forud for den måtte vedkommende ikke diskuteres. Mange kom ikke gennem nåleøjet - f. eks. blev forskeren J. Steenstrup, der havde været leder af grønlandssektio- nen i Atlanterhavsøerne, afvist, da han søgte ind. Kvinder kunne ikke være medlem- mer, men måtte nok tages med til mø- derne, selvom bestyrelsen udtrykkelig forbeholdt sig ret til at frabede sig deres nærværelse. Det var just i de år, da kvin- dernes valgret politisk var ved at blive en realitet, og holdningen i selskabet var derfor også uholdbar, og allerede 1909 kom den første kvinde ind - hun hed 287 [3] Holstein-Rathlou, og det lyder adeligt og har måske spillet en rolle. løvrigt var det derefter overvejende ugifte kvinder og enker, mens de gifte kvinder åben- bart nøjedes med at være mændenes på- hæng. Også selve eksklusiviteten blev hur- tigt et problem, som vi skal vende til- bage til. Det var tydeligt, at selskabet opfatte- de sin rolle meget alvorligt, og i de første 10 år nedsatte man mange udvalg, der fremkom med betænkninger om alle mulige samfundsproblemer i Grønland: Fredning af ederfugle, danskundervis- ning i skolerne - som man iøvrigt støttede stærkt -, husholdningsunder- visning for grønlandske piger, husbyg- ning, indførelse af tamrener og flytning af moskusokser, hvalfangst o. s. v. Man kan mene om denne selvvalgte politiske aktivitet hvad man vil, men en del fremsyn synes der trods alt at have været - tamrener og moskusokser kom, men det varede længe. Og i det hele taget er der ikke mange tegn på, at styrelsen tog sig meget af de mange forslag fra de gamle veteraner. (Specielt da den blev personificeret i Daugaard Jensen. Han sad fast i sadlen og mente også selv at kende nok til Grønland). Den lukkede medlemsskare blev for alvor et problem i 1916. Da havde man efter en folkeafstemning vedtaget at sælge De vestindiske Øer, og i alle grønlandskredse, også i selskabet, op- stod der en stor angst for, at turen næste gang skulle komme til Grønland. For- manden, kommandør Hammer, rettede i 1916 en gribende appel om at fylkes om fanerne og forsvare Grønland som et dansk land - og opfordrede til, for at stå stærkere, at udvide medlemstallet, men i samme åndedrag måtte han jo nævne de stærke begrænsninger for medlemskab, som bestyrelsen ikke ville opgive, og dermed blev det hele let et slag i luften. Ved samme lejlighed udbad regeringen sig en udtalelse fra selskabet om USAs deklaration om Danmarks ret til Grøn- land - vist eneste gang, det skete, og det var jo sådan set mærkeligt, for hvad skulle man svare andet, end at det jo da var helt i orden - hvad man jo så også gjorde. Samtidig vedtog man at holde møder den anden torsdag i vintermånederne, en skik der har holdt sig - og man ved- tog samtidig at begynde præcist. Der havde været for megen slendrian, hvor man først indfandt sig op til 1/2 time for sent. Men det var jo også en forsam- ling af grønlandsveteraner, der måske var smittet af landets særlige atmosfære. Til aktiviteterne hørte udsendelse af et årsskrift, af årlige vinternyheder til de danske i Grønland, trykning af særskrif- ter samt indsamling til mindesmærker - først og fremmest for Hanseeraq, siden Rink og andre. Det første virkelige stormvejr kom man ud for, da magister Porsild, der sad i Grønland, i 1919 på et møde rettede et voldsomt angreb på selskabets funktion. Kritikken gik på følgende punkter: Be- styrelsen var egenmægtig, selvsupple- rende og autoritær, - ballotationen var udemokratisk og halvkomisk - optog en trediedel af mødetiden, man var alt for gift med styrelsen, en dikkende lamme- hale - og måtte hellere bekende det åbent, medlemmerne i Grønland var 288 [4] Fra Det grønlandske Selskabs 50-års-fest i Odd Fellow Palæet den 4.11.1955. Foto: Arktisk Institut. helt udenfor indflydelse, og de frabad sig iøvrigt selskabets selvbestaltede for- søg på at føre forhandlinger om lønfor- hold og andet på deres vegne - det ville de selv - og som et frontalt angreb på selve grundlaget for foreningen hæv- dede Porsild, at selskabet ikke repræsen- terede nogen sagkundskab, da medlem- merne havde mistet følingen med det nye Grønland - og at den egentlige sag- kundskab kun lå hos dem, der arbejdede i Grønland her og nu. Endelig foreslog Porsild, at man arrangerede en årlig skovtur. Viljen til reformer var ikke stor. Skovturen blev vedtaget, og et par år ef- ter fik også de grønlandske medlemmer på skift to mand ind i bestyrelsen, men ellers afviste man stort set kritikken. Men spørgsmålet om den nære allian- ce med styrelsen blev hurtigt aktuel på en uventet måde: Efter 1920 var der nedsat et udvalg, der skulle gennem- drøfte problemerne omkring Grønland. Ganske vist blev selskabets formand i denne egenskab sat ind i udvalget, men ellers bestod det af direktør Daugaard Jensens håndplukkede folk af embeds- mænd. Det mente i hvert fald selskabets bestyrelse og gav udtryk for det i en skarp kritik af Daugaards egenmægtige handlemåde. Nu var Daugaard Jensen jo ikke hvem som helst - han var nærmest enevældig O 289 [5] Den første Rink-medalje blev i 1960 givet til Ejnar Mikkelsen. Den blev overrakt af daværende bestyrelses- formand Helge Larsen, der selv modtog medaljen tyve år senere. Foto: Arktisk Institut. 290 [6] I 1967 overrakte selskabets formand Mikael Gam Rink-medaljen til Grev Eigil Knuth. Foto: Arktisk Institut. direktør for styret af Grønland og havde en meget stærk position. Han mødte op i selskabet og bad om en officiel und- skyldning - i modsat fald ville han mel- de sig ud af selskabet. Bestyrelsen nægtede at tilbagekalde sin kritik, men presset var så stærkt, at den samtidig nedlagde sine mandater, så en helt ny bestyrelse blev resultatet. Det måtte Daugaard betragte som en sejr og afblæste stormen. Men selskabet havde fået et dask af bjørnelabben, og det af- spejlede sig i en langt mere forsigtig po- litik, hvor man stort set undlod at drøfte sprængfarlige emner - og møderækker- ne udviklede sig til overvejende at hand- le om arkæologi, ekspeditioner, viden- skab og zoologi. Der var dog et par undtagelser: Peter Freuchen havde offentligt fremsat en meget skarp kritik af embedsmændene i Grønland, og - formentlig i sikker for- visning om at være på linie med styrel- sen - tog selskabet offentligt afstand fra disse udtalelser og kritiserede i stedet Freuchen for hans metoder. Det skal dog siges, at han selv fik lejlighed og havde mod til at forsvare sig i selskabet, 291 [7] Christian Berthelsen fik i 1985 overrakt Rink-medaljen af Lars Chemnitz. Foto: Søren Madsen. og her viste det sig, at en del af med- lemsskaren faktisk støttede hans syns- punkter. Og denne alliance førte længere, for senere angreb Freuchen skarpt selska- bets eksklusivitet. Man havde, presset af opinionen, givet adgang også for men- nesker med løsere tilknytning til og interesse for Grønland, men dem havde man så anbragt i en særlig afdeling som B-medlemmer, mens eliten - de gamle A-medlemmer - stadig var den egentli- ge kærne. Dette gik Freuchen til angreb imod, og stik mod bestyrelsens ønske fik han flertal for sine forslag, og dermed var vejen banet for bredere medlem- skab, når man indstilledes af to medlem- mer. Det var i 1922. Da var der ef- terhånden over 300 medlemmer. Den anden undtagelse fra politisk ak- tivitet var striden med Norge om Østgrønland. Også her kunne man trygt gå i felten, for alle i Danmark var enige. Selskabets aktivitet viste sig f. eks. i ud- sendelsen af Olriks forslag om at befol- ke Scoresbysund - som særskrift, og man støttede helhjertet foretagendet, da det blev gennemført i 1925. Men bortset fra disse få undtagelser holdt man sig til sine møder, og flertal- let af disse var endda af selskabelig art. Der var dengang omkring 10 sammen- komster årligt. Af dem var 4-5 møder - hvor man dog altid havde fællesspisning 292 [8] også. Resten var selskabelige sammen- komster med spisning og dans - i flere år foregik de på skibet Tjalfe, som man havde fået lov til at bruge til det formål, så var der den store årlige julefest samt skovturen til Dyrehaven. Fra 1921 var man begyndt at udnæv- ne æresmedlemmer. Den første blev Gustav Holm, Ammassaliks opdager, og langt senere, i 1938, kort før sin død, udnævntes Daugaard-Jensen. Siden fulgte Thalbitzer, ambassadør Kauff- mann efter krigen og i 51 Ujuaat, Jo- han Petersen, Ammassaliks første be- styrer. Også fra 1921 fik man kongeparret som protektorer, og det gav selskabet et ret fornemt præg. Ved de store sammen- komster, f. eks. jubelfesten for Haag- dommen, kunne både kongefamilien, regeringen og mange rigsdagsfolk være til stede. Den halvofficielle status viste sig også i, at selskabet simpelthen var på finans- loven med årlige tilskud. I starten var de kommet fra styrelsens fællesfond, altså egentlig fra penge, der tilkom grønlæn- derne, og det havde Porsild protesteret voldsomt imod, selvom selskabet fralag- de sig ansvaret herfor og skød det over på styrelsen. Men siden blev det altså mere regulære statstilskud, som mesten- dels blev brugt til at udgive årsskrift og særskrifter. Det har alle dage været så- dan, at selskabets økonomi har måttet kæmpe med disse forskellige publikatio- ner, som de almindelige medlemskon- tingenter slet ikke kunne finansiere - så meget mere som bøgerne i starten var en del af medlemskabet og udsendtes til medlemmerne. Selskabets historie har formet sig som lange perioder med en næsten fast og stabil bestyrelse - og så en pludselig ændring med helt nye folk, der så har siddet et årti eller to, før næste udskift- ning skete. I 1935 havde den siddende bestyrelse en lang og rolig årrække bag sig, da en generalforsamling i 1935 væltede den og indvalgte en helt ny bestyrelse med kap- tajn Ejnar Mikkelsen som formand og pastor H. Ostermann som næstfor- mand. Dermed var en ny æra indledt i selskabets historie. Ejnar Mikkelsen var for alvor gået i land, og nu overførte han al den energi, som han før havde brugt til at besejre de arktiske ødemar- ker og oprette nye kolonier - til Det grønlandske Selskab. Det er vist ikke for meget sagt, at det i de næste årtier var Ejnar Mikkelsen, der næsten alene kørte selskabet og nærmest blev identisk med det. Og han gjorde det effektivt. Medlemstallet voksede til 1300 i hans formandstid, og det lykke- des ham at skabe en solid økonomisk grundvold gennem en grundfond, som blev tilvejebragt ved at indbyde selska- ber til at tegne sig som medlemmer, og ved hans afgang som formand rådede denne grundfond over mere end 50.000 kr., hvilket dengang - i 50'erne - var mange penge for en sådan forening. Og ikke nok med, at der var mange medlemmer - de kom også til møderne. I de lakoniske beretninger om den lange række af møder - I kan jo selv hver mødeaften høre, hvor mange møder sel- skabet faktisk har holdt - kan man jævnt hen i 30'erne og 40'erne læse, at 500, 700 eller 1000 mennesker var til stede. 293 [9] Men som et lille forsvar for den nuvæ- rende medlemsskare og bestyrelse skal så lige indføjes, at dengang havde man jo heller ikke radio og TV og film til at di- strahere og friste folk til at blive hjem- me. Ejnar Mikkelsen sad som formand i hele 21 år til 1956, da han endelig i en alder af 75 besluttede at nedlægge hver- vet og overlade det til sin daværende næstformand, Helge Larsen. Men gene- ralforsamlingen besluttede samme aften at udnævne ham - ikke til æresmedlem, men til æresformand, og det betød, at han havde sæde i bestyrelsen som sådan på ubestemt tid. Forinden havde hans bestyrelse dog efter 11 års virke i 1946 udbedt sig et til- lidsvotum fra generalforsamlingen, hvad den også fik med stor akklama- tion. Fra 1940 var man begyndt at bruge Borgernes Hus til møderne, og det fort- satte man med til op i 70'erne. Under krigen, i 1941, afholdt man den største fest nogensinde i selskabets historie, en slags 40 års jubilæum. Til stede var alt hvad der var stort og fint i riget fra kon- gefamilien og nedefter - og en tusindtal- lig medlemsskare. Og som et lille eksempel på Mikkel- sens evner til at opnå, hvad han ville, kan nævnes, at i 1946 fik han selveste Det kgl. Teater til at arrangere en særlig festforestilling for selskabets medlem- mer - selvfølgelig med kongeparret i spidsen. I det store opgør om grønlandspoli- tikken efter krigen i 46 og 47 var selska- bet ramme om nogle af de afgørende de- batter, som man kan finde gengivet i årsskrifterne fra de år. Og den daværen- de styrelse følte, at selskabet havde valgt side og stod for det nye. Det var ikke tilfældigt, at direktør Oldendow meldte sig ud af selskabet i 1947. 1951 blev næsten hele bestyrelsen endnu en gang skiftet ud - det havde nok sammenhæng med starten af nyord- ningen kort forinden, men Mikkelsen fortsatte uanfægtet som formand, nu dog som nævnt med Helge Larsen som næstformand. På det tidspunkt var de mange publi- kationer ved at blive en for stor økono- misk byrde, og man besluttede derfor - dels at standse udsendelsen af særskrif- ter, fordi der simpelthen blev solgt for lidt af dem, dels at standse årsskriftet og i stedet udsende et månedligt tidsskrift, Grønland, som folk skulle abonnere på og betale. Det er meget imponerende at se den redaktionskomite, der stod bag det nye tidsskrift med Eske Brun i spid- sen og derefter alle, der havde noget at sige omkring Grønland. Det er klart, at dette efterhånden blev for tungt et appa- rat, så selskabet indskrænkede sig til selv at danne en redaktionskomite af besty- relsesmedlemmer - for til sidst også at opgive dette og overlade ansvaret til re- daktøren alene - med bestyrelsen som rådgivende instans. Og idegivende, så- dan som det fungerer nu og har fungeret allerede en årrække. Vi er dermed nået op til, hvad man kun- ne kalde nutiden, og dels kender I jo selv den fra jeres egne erfaringer, dels skal man ikke i en historisk redegørelse gå for tæt på nutiden, så jeg vil stoppe den her. 294 [10]