[1] Notater fra en rejse i Grønland Om at have sjælen med sig på en anderledes rejse Af Lise Roos Alle fotos fra forfatterens rejsebilleder I forbindelse med forarbejdet til en film om grønlænderne i Danmark, rejste jeg i efteråret 1988 til Grønland sammen med en medarbejder. Vi sejlede langs vestkysten fra Qaqortoq/Julianehåb til Nuuk/Godthåb og videre til Ilullisat/ Jakobshavn, og sluttede med at flyve til Uummannaq i Nord. Hvert sted med ca. en uges ophold. Det kan selvfølgelig lyde lidt pudsigt, at man rejser til Grønland for at forbe- rede en film om de grønlændere, der bor her i Danmark! For mig var det en nødvendighed at opleve landet, dets kli- ma, geografi, forskellene i levevis, socia- le og kulturelle traditioner osv., for blot at kunne fatte en lille smule af de tanker og følelser, de mennesker har ved at bo i ens eget land. Mange var forestillingerne om det Grønland, vi skulle besøge, fodret som man er blevet gennem tiden temmelig kraftigt med det eksotiske Grønland, det Grønland, der har været målet for de store opdagelses- og eventyrrejsendes lyster. Såvel på film, som gennem diver- se bøger, beskrivelser, dagbogsnotater osv. Et helt bundt af nethindebilleder be- fandt sig inde i mit hovede, af bræer, der kælver med tordnende brag, den stolte fanger i sin kajak, eller fygende hen over isen med sit slædehundeforspand, kvin- derne, der tog sig af at istandgøre fang- sten; isfjeldene i al deres magt og vælde, disse kæmpemæssige områder af ube- boethed; de små bygder, iglooer, isbjør- ne, kaffemikker, vejrbidte og karakteri- stiske grinende grønlændere, eskimo- fjæs, i deres anorakker og skindtøj ... Altsammen meget langt væk fra vores danske verden og dog så utrolig fastlåst i vores bevidsthed, på samme måde som de fleste andre ur-folk og etniske racer er det fra hele verden. Indianere, negre, kinesere osv. osv. For ikke at tale om alle de billeder og forestillinger de store opdagelsesfarende personer, Knud Ras- mussen, Peter Freuchen, Brønlund, Peary og alle de andre, har bidraget med. Det skulle i sandhed blive spændende at opleve et nutidigt Grønland, et nuti- digt samfund, med sine egne øjne og ører og øvrige sanser. Fra København fløj vi fire timer i tid 86 [2] '-"T. Havnen i Qaqortoq/Julianehåb og et nybygget rækkehuskvarter. til Narsarsuaq, og derfra med helikopter til Qaqortoq/Julianehåb. Og landede fire timer bagud i tidsregningen. Der var fin sigtbarhed hele vejen, hvilket vi især fik fornøjelse af under helikopter- turen frem til målet. Langt under os og dog så tæt på, dette mægtige land, iklædt en fysisk dimen- sion, som vanskeligt lader sig indfange med det blotte øje, for ikke at tale om den afglans af totaloplevelsen en flad celluloidstrimmel er i stand til at byde på. Så langt øjet ivrigt rækker rundt ud af helikopterens vindue, fornemmelsen af at befinde sig i uendelighedens univers. Ved første øjekast er den grønlandske natur forunderlig ensartet, i hvert fald set fra luften. De hvide isfjelde med det lysende turkise petroleumsfarvede un- derparti, som koldt driver rundt i det grønsorte hav, de gråbrune store fjelde, bag det ene det næste, dybe dale, store kløfter, granit og stejle partier lodret ned i vandet. Men jo mere man stirrer, jo flere nuancer fremkommer der. Far- verne skifter, forskelligartede bevoks- ninger udsender et sart grå, brun, rødt, grønt farvespil. Fjeldenes mange aflej- ringer tegner sig, sorte striber i den glit- rende røde granit. Isfjelde og -skosser antager former, på én gang virkelige og alligevel som udslag af et fatamorgana - et sært fantasiens fé-landskab. Så mærkeligt, tænker man, mens ma- skinen bevæger sig henover det store land, at der findes mennesker, som i århundreder har været i stand til at leve og overleve i denne mærkværdigt men- neskefjendske natur. Mennesker, der med en utrolig udholdenhed har kunnet slå sig ned her, ikke fordi de har over- vundet naturens og klimaets voldsom- me og uforudsigelige kræfter, men fordi de med enestående energi og opfind- somhed, har lært sig at leve i pagt med disse omstændigheder. Man kan ikke lade være med at blive imponeret over 87 [3] den tålmodighed, dette samliv må have påført menneskene i det grønlandske landskab. Det blev en rejse af de uforglemmeli- ge. En sindelagsrejse i et land, så stort og uhåndtérligt, og dog så nært og tæt for- bundet, dér hvor livet udspiller sin dag- lige dyst i pagt med og mod naturen. En rejse i min indre danske kolonivirksom- hed, og et møde med et særpræget folk, hvor mange lever i en dyb splittelse mellem den stolthed, der følger med at kunne håndtere så barske livsomstæn- digheder, og den følelse af ja, hvad? Mindreværdighed! Overfor de danske missionærer med deres selvfølgelige, og i nogen grad velmenende absolutte do- minans på stort set alle de vigtigste områder i deres samfund! Jeg ved natur- ligvis, at den er på tilbagetog efter Hjemmestyrets indførelse i 1979, men så enkelt går det som bekendt ikke, at man med et knips kan fjerne et 250-årigt kolonibestyreri. Hvilket turde være be- kendt fra mange andre steder på denne jordklode! Ophævelse af negerslaveriet, indianernes endeligt, undermineret af en civilisation, som enten i missionens ædle navn, eller kapitalens ligeså uskøn- ne ditto, ikke har keret sig om disse fol- keslags menneskeværdighed, deres ret til at leve, som de havde gjort det igen- nem århundreder, måske tusinder osv. osv. Således også i Grønland, hvor nø- digt man end som dansker vil erkende det faktum. Et af de bedste udsagn, jeg kender herom, findes i en bog fra 1975 »Grøn- landsk pladask i kulturkløften«, skrevet af en norsk kvinde, Signe Holst, om hvordan hun oplevede landet, som ud- stationeret med sin danske mand i Sisi- miut/Holsteinsborg: »Det ville være urettferdig å karakte- risere Danmarks nyere grønlandspoli- tikk som rasisme eller imperialistisk un- dertrykkelse. Det har været de gode viljers og de ansvarlige embedsmenns politikk. De har lojalt forsøkt å gjen- nemføre den politikken danske myndig- heder drømte om skulle bli et mønster for resten af verden. - Et skoleeksempel på hvordan en demokratisk stat gjør gammel urett god igjen overfor et tidli- gere koloniområde. Danskerne har tatt denne oppgaven alvorlig, og politisk be- visste grønlændere kan snarere bebreide danskerne at de har vært for lite tradi- sjonelt kolonialistiske, fordi danskernes velvilje ikke udtrykker en klar holdning som grønlændere kan definere seg selv på bakgrunn af eller tå kampen opp mot. Danskenes politikk fungerer på ver- ste som en form for repressiv toleranse, som kan tilsløre de reelle interesse- motsætningene og hylle faktiske kon- flikter i forstående, men awentende velvilje. Men den krasseste beskyldningen mot integrasjonspolitikken er at den har produsert forkrøplete halvdansker af grønlendere som er blitt rastløse i sitt eget land og handikapte i konkurransen i det danske samfunnet, fordanskningen til tross.« Stærkt sagt, men nok ret præcist dæk- kende for en stor del af det, der mere el- ler mindre synligt er foregået i Grøn- land. Der er sat mange tanker igang i hove- det på én under denne lange rejse. Natu- 88 [4] Huse og trappepartier i Qaqortoq/Julianehåb. rens påtrængende, næsten ufattelige storhed contra menneskets lidenhed. Et mægtigt, hemmelighedsfuldt land, som siden det blev »opdaget« har til- trukket eventyrsøgende, store opdagel- sesrejsende forskere, mest mænd, mens menneskene, der har levet der i mere end tusinde år, næsten blir opslugt af og falder i ét med den omgivende natur. Som en del af koloritten på det nethin- debillede, de fleste af os går rundt med. Der dog bedst forliger sig med grønlæn- derne iført deres eskimoiske forklæd- ning, kamikkerne, sælskindstøjet, stor- fangeren, kajakekvilibristen, konebåde- ne, kvindernes fornemme kunnen med kvindekniven, Ulo'en, - og, men ikke mindst, boende deroppe i deres eget kol- de land! Men efter gennem flere hundrede år at have forsøgt at »modernisere« disse mennesker udfra vore begreber, så er de ikke længere så interessante. Og hvorfor er de så ikke det? Ja, det er jo netop fordi de i deres såkaldte tilvænning til vor kultur har mistet det eksotiske præg, vore nethindebilleder er så fyldt op med. De er mere eller mindre blevet gjort til lønarbejdere i deres eget land, og som sådan fungerer de endda ikke spe- cielt godt, set med en dansk målestok! I det danske landskab blir de kun syn- lige, når de vakler rundt med langt fed- tet hår, usoigneret ydre, gebrokken 89 [5] ise? '^{jx&^åmSsiiK*-*- Lj«aijgffiac^=SJS?te • HI..HÉ.II (-,••