[1]
Qilakitsoq, Maarmorilik og Upernavik
- set med en botanikers øjne
Af Eric Steen Hansen
Det centrale Vestgrønland har længe
virket tiltrækkende på botanisk interes-
serede, både fagfolk og amatører. Alle-
rede Hans Egedes søn, Poul Egede, sam-
lede et »Herbarium Vivum« ved Chri-
stianshåb og Godthåb. Denne plante-
samling fra 1739 er et uerstatteligt kle-
nodie. Det er det ældste herbarium på
Botanisk Museum i København. I pe-
rioden 1812-14 besøgte botanikeren
Morten Wormskiold Vestgrønland, her-
under Egedesminde. Et af formålene
var at samle planter til Flora Danica.
Jens Vahl samlede i perioden 1828-36
materiale af forskellige plantegrupper,
f. eks. mosser, laver og højere planter,
langs hele Vestgrønlands kyst. Han var
iøvrigt den første botaniker, der foretog
indsamlinger på Spitsbergen (1838-39).
Den svenske professor, Theodor Fries,
samlede blandt andet laver i Disko-
området i 1871.
Oprettelsen af Arktisk Station, som
skete på botanikeren Morten Porsilds
initiativ, gav Grønlandsbotanikken et
vældigt skub fremad. Lige fra starten i
1906 og til idag har en lang række bota-
nikere her haft en glimrende base for
deres studier af Diskos rige flora. Takket
være sin meget forskelligartede geologi,
topografi og jordbund byder den store ø
på gode muligheder for botaniske un-
dersøgelser af mange slags. Det må
imidlertid ikke glemmes, at mange an-
dre områder i denne del af Grønland er
lige så indbydende botanisk set. Det er
blandt andet for at bevise denne
påstand, at denne artikel er skrevet.
Med økonomisk støtte fra Kommis-
sionen for videnskabelige Undersøgel-
ser i Grønland havde jeg i sommeren
1989 lejlighed til at studere floraen, spe-
cielt lavfloraen, på den nordlige del af
Nuussuaq (nær Qilakitsoq), omkring
Maarmorilik samt på de to øer, Uum-
mannaq og Upernavik. Da jeg andet-
steds redegør for Uummannaqs flora,
har jeg valgt her at belyse de botaniske
forhold på de øvrige lokaliteter.
De biologiske begreber »symbiose« og »lichen«
Da en væsentlig del af det følgende vil
komme til at dreje sig om hovedemnet
for mine botaniske undersøgelser, de
grønlandske lichener, skal jeg her kort
definere begreberne »symbiose« og »li-
chen«.
Ved »symbiose« forstås en intim bio-
logisk forbindelse mellem to forskellige
organismer. »Lichener« - også kaldet
101
[2]
»laver« - består af svampe og alger og
repræsenterer den form for symbiose,
man først lærte at kende. Den er hos la-
verne så perfekt udviklet og fint afba-
lanceret, at svampe- og algekomponen-
ten opfører sig ganske som om, der var
tale om en enkelt organisme. Algerne
indeholder klorofyl og producerer ved
fotosyntese forskellige kulhydrater, som
lavens svampedel er i stand til at udnyt-
te. Denne yder til gengæld algerne be-
skyttelse mod udtørring og mod for
stærkt lys.
Lichen-livsformen har vist sig at
være særdeles succesrig, når det gælder
kolonisering af golde substrater, f. eks.
nøgne klippeoverflader, og overlevelse
under barske klimatiske kår. Lichener,
der iøvrigt er flerårige, findes overalt i
Grønlands isfri randzone. Man kender
alger, der kan gro på sne og is, også i
Grønland, men det er ingen lichener
trods alt i stand til, så på indlandsisen
forekommer de ikke. Nunatakker kan
dog sagtens bære en rig lavflora. Over
tusinde arter af lav er indtil idag fundet
på Grønland. - I det følgende skal vi
bl. a. se en række eksempler på lichen-
forekomster i de tre meget forskellige
områder, Qilakitsoq, Maarmorilik og
Upernavik.
Qilakitsoq
Bopladen Qilakitsoq er først og frem-
mest kendt for det sjældne mumiefund,
der blev gjort i 1972 af de to rypejægere,
Hans og Jokum Grønvold. I den frem-
ragende publikation, »Qilakitsoq. De
grønlandske mumier fra 1400-tallet«,
der foreligger i både en grønlandsk og
dansk udgave, kan man læse om det
Fig. 1: Som så mange andre af Uummannaqs børn
er Naaja og Arne fortrolige med de almindeligste
planter på øen og bestemmer dem nemt efter en
billedflora. Her ses de ved nogle store tuer af Tor-
net stenbræk (Saxifraga tricuspidata). På klippevæg-
gene bag dem vokser Fjeld-væggelav (Xanthoria
elegans), som også er let at kende.
tværvidenskabelige samarbejde, som
fundet gav anledning til. (Resultaterne
af samarbejdet beskrives også i et nyt
hæfte i den videnskabelige serie, »Med-
delelser om Grønland«). Det botaniske
aspekt af undersøgelsen er beskedent,
men nok så interessant: det viste sig
nemlig, at de døde var lagt på et lag af
plantemateriale bestående af Dunet ma-
rehalm (Elymus mollis), Kantlyng (Cas-
siope tetragona) og Fjeld-revling (Em-
petrum hermaphroditum). Marehalm
anvendes ofte som indlægssål (»ka-
mikgræs«).
Mumiefundet blev gjort på nordsiden
af Nuussuaq-halvøen, omtrent 8 km
sydvest for Uummannaq by. Gravene
102
[3]
ligger ved den sydvestlige side af en lille
vig, bag hvilken en frodig græsslette
danner overgang til de høje og stejle
klippevægge. På den anden side af vigen
skyder et næs sig ud i Sarqarput-farvan-
det mellem Nuussuaq og Uummannaq.
Dette næs gjorde jeg til genstand for
mine botaniske studier. Det er opbygget
af den ca. 2500 millioner år gamle
gnejsbjergart, man også finder på Uum-
mannaq. Skillelinien mellem denne
grundfjeldsgnejs og de langt yngre bjerg-
arter, som hele den yderste del af
Nuussuaq er dannet af (basaltiske lava-
bjergarter, sandsten, skifre og enkelte
kullag), skærer kysten mindre end 10 km
vest for Qilakitsoq.
Fig. 2: Uummannaq set fra det vegetationsrige næs
nær Qilakitsoq. Dværgbuskheden i forgrunden er
rig på Rensdyrlav (Cladonia).
Fig. 3: Mild rensdyrlav (Cladonia mi tis) er en al-
mindelig art i de grønlandske dværgbuskheder.
På næssets forvitrede gnejsklipper
findes en lav hedevegetation med Kant-
lyng, Fjeld-revling, Mosebølle (Vacci-
nium uliginosum) og forskellige pile-
arter som de dominerende dværgbuske,
Storblomstret sommerkonval (Pyrola
grandiflora), Lådden troldurt (Pedicu-
laris hirsuta) og Fjeld-festgræs (Hiero-
chloe alpina) er andre markante planter
i denne hede, som iøvrigt er ganske rig
på lichener. Således fandt jeg i løbet af
ganske kort tid ikke mindre end 15 arter
af rensdyrlav (Cladonia) på dette åben-
bart godt beskyttede sted (til sammen-
ligning huser hele Uummannaq ø kun
det halve antal Cladonia-arter). Flere af
dem, f. eks. Pragt-bægerlav (Cladonia
bellidiflora), Opblæst bægerlav (Clado-
nia sulphurina) og Stift-bægerlav (Cla-
donia cyanipes) forekommer kun yderst
sjældent nord for Disko-øen, mens de er
meget almindelige i Sydvestgrønlands
dværgbuskheder. Den sjældne art, Cla-
donia luteoalba, hvis løv lyser med en
intens hvidgul farve, har jeg set så langt
mod nord som Qaanaaq. Rensdyrlaver-
ne er fascinerende ved deres store form-
rigdom; nogle er buskformede (de
103
[4]
egentlige rensdyrlaver), mens andre (de
såkaldte »bægerlaver«) ligner små
bægre, trompeter, gafler eller stifter.
Mon ikke tidligere tiders grønlændere -
ligesom nutidens! - har undret sig, og
måske leet, ved synet af disse »mini-
udgaver« af almindelige brugsgenstan-
de? - Andre lichenarter fra næsset,
f.eks. Mørk mankelav (Bryoria chaly-
beiformis), har en slående lighed med
menneskehår, og Svovlgul skæglav (Us-
nea sphacelata) minder om strittende
skæg. Sidstnævnte art, der vokser fåtal-
ligt på en klippeblok nær ved mumiehu-
lerne, så jeg hverken på Uummannaq ø
eller ved Upernavik. Den skyr åbenbart
disse øers gnejsklipper, mens den vokser
almindeligt på Disko-øens basalt og sik-
kert også på Nuussuaq's. Hvidlig orme-
lav (Thamnolia vermicularis) appellerer
også i høj grad til fantasien: den har en
forbløffende lighed med hvide orm,
som kryber på den nøgne jord mellem
klipperne.
Vækker laverne ikke opmærksomhed
ved deres former, så gør de det i sandhed
ved deres farver, i hvert fald nogle af
dem. Hvad har de mennesker, som
færdedes ved Qilakitsoq, da ligene blev
gravlagt for omkring 500 år siden, mon
forestillet sig ved synet af de stærkt cin-
noberrøde klippeflader, som skyldes
Fjeld-Væggelav (Xanthoria elegans), og
som helt givet også har eksisteret den-
gang? - Vi ved det ikke. Måske har nog-
le af dem tjent som »kendemærker« i
terrænet for datidens mennesker. Uden
at være klar over det, har jægerne selv
præget lavvegetationen, hvor de færde-
des. Lad mig give nogle eksempler: om
den skorpeformede art, Rosenrød svam-
pelav (Baeomyces roseus) ved vi, at den
ofte vokser frem i randen af stier, der er
trådt af menneskefødder. Liden skjold-
lav (Peltigera didactyla) forekommer
hyppigt på steder, hvor der har været
brændt bål. Bopladsens folk har medvir-
ket til at sprede de buskformede li-
chener ved at træde på dem. I tør til-
stand er de sprøde og går let itu, hvoref-
ter vinden kan føre de løsrevne dele af
laverne henover klipper, sne og is til
nye voksesteder.
Liden skjoldlav har et muslingefor-
met løv af ret beskeden størrelse (højest
1-2 cm bredt). Skjoldlav-slægten, der
ved Qilakitsoq er nydeligt repræsenteret
med ikke mindre end 6 arter, rummer
imidlertid også større og mere hurtigt-
voksende typer. Således finder man i det
fugtige mos nogle veludviklede bestan-
de af Året skjoldlav (Peltigera leuco-
phlebia), hvis løv kan blive over 20 cm
bredt. Den store rigdom af skjoldlaver
ved Qilakitsoq står i skærende kontrast
til de yderst sparsomme bestande af ar-
ten, Brun skjoldlav (Peltigera rufes-
cens), jeg fandt ved Jørgen Brønlund
Fjord sommeren 1988. Det ørkenagtige
og kolde klima i Peary Land begunstiger
ikke just de »sarte« skjoldlaver, der trives
bedre ved noget sydligere breddegrader.
Akkurat det samme kan siges om rens-
dyrlaverne.
I bilaget til Dansk Polarcenters god-
kendelsesskrivelse i forbindelse med
min studierejse står bl. a. følgende at
læse: »Jordfaste fortidsminder, der er
synlige i terrænet, såsom ruiner, boplad-
ser..., grave og stensætninger er fredede
og må ikke beskadiges, ændres eller flyt-
tes helt eller delvis. »Da det naturligvis
104
[5]
Fig. 4: De tyrkisfarvede skæl af basidielichen, Co-
riscium viride, vokser i mos nær mumiehulerne.
interesserede mig at vide, hvilke laver
der vokser nær mumiegravene, gjaldt
det altså: nok se, men ikke røre! - Om-
kring mumiehulerne bemærkede jeg fle-
re klippeboende lichener med en vid
udbredelse i Grønland, f. eks. Rynket
navlelav (Umbilicaria proboscidea,
Gulgrøn landkortlav (Rhizocarpon geo-
graphicum) og den tidligere omtalte
Fjeld-væggelav. I nogle mospuder lige
neden for gravene vokser den skælfor-
mede art, Coriscium viride, med tilhø-
rende paddehat samt Mos-blegskivelav
(Ochrolechia grimmiae), der danner et
fint overtræk på mosset.
Bopladsen henlå i skygge, da fangeren
kom for at sejle mig tilbage til Uum-
mannaq, men langt derude lyste det
hjerteformede fjeld smukt i aftensolen.
Et kvarter efter var vi hjemme i havnen.
Maarmorilik
Når ordet »Maarmorilik« nævnes, tæn-
ker de fleste nok på bly- og zinkminen
ved Sorte Engel. Andre vil erindre den
marmorbrydning, som fandt sted i
området for ca. 50 år siden. Selv om
formålet med mit besøg i Maarmorilik
primært var at undersøge og tilvejebrin-
ge en status over marmorformationens
lichenflora, skal jeg kort omtale betyd-
ningen af vore dages minevirksomhed
for områdets lichenvækst.
Minedriften har blandt andet med-
ført, at en række metaller, heriblandt
cadmium, kobber, bly og zink, er blevet
spredt som støv, der har lejret sig over
naturomgivelserne. Skønt det er doku-
menteret, at spredningen af f. eks. bly-
partikler er blevet mindre de senere år
og vil ophøre eller i hvert fald mindskes
stærkt, når malmbrydningen ophører i
1990, tør jeg godt vove den påstand, at
kun en ringe del af lavfloraen ved Maar-
morilik er helt upåvirket af det nedfald
af bly, der har fundet sted i perioden.
Denne flora består jo helt overvejende af
arter, der har vokset her allerede før mi-
nebyens anlæggelse. Lichener har ikke
som de højere planter rødder til vandop-
tagelse. De optager vand og heri inde-
holdte kemiske stoffer gennem hele de-
res overflade. Efterhånden akkumuleres
metallerne forskellige steder i lichener-
nes løv, ofte uden påviselige skadevirk-
ninger. Kun når lavernes vitale celle-
funktioner påvirkes, vil de helt eller
delvis dø hen. Den relative, fysiologiske
tolerance over for akkumulerede tung-
105
[6]
Fig. 5: Minebyen Maarmorilik set oppe fra skrænten, hvor der gror mange kalkyndende planter.
metaller, som er lichenernes særkende,
forklarer det faktum, at Maarmoriliks
lavflora er ganske rig til trods for 17 års
malmbrydning på stedet.
Allerede på de udstrakte skræntsyste-
mer lige oven for minebyen finder vi en
meget interessant kalkbundsflora. De,
der har haft lejlighed til at færdes på
Ølands og Gotlands alvar eller i den
skandinaviske fjeldkædes kalkområder,
vil disse steder have oplevet en type af
lawegation, der minder noget om den
ved Maarmorilik, ja, nogle af arterne er
endog fælles for disse områder. Det
gælder f. eks. Rød skællav (Psora deci-
piens), der kendes på sine store, rødbru-
ne skæl, Skællet svovllav (Fulgensia
bracteata) med op til 2 cm brede rosetter
af hvidgul eller gulbrun farve og Blågrå
blærelav (Toninia caerulescens), hvis
løv ligner små, blågrå blærer. Rejsende i
Grønland, som har benyttet ventetiden
i Søndre Strømfjord til en klatretur på
de sydvendte skrænter nær lufthavnen,
vil nikke genkendende til dette i bogsta-
veligste forstand brogede lichensam-
fund på den meget næringsrige jord. I
Peary Lands vidtstrakte steppe- og ør-
kenområder spiller disse mere eller min-
dre kalkyndende laver en stor rolle. Lad
mig runde beskrivelsen af de jordboende
»kalklaver« af ved at omtale endnu to
arter, der er fælles for Maarmorilik og
Peary Land. Den ene er bægerlaven,
Cladonia pocillum, der har glinsende,
brune skæl imellem hvilke små bægre
rager op. Det er den eneste art af rens-
dyrlav, der formår at klare sig under de
barske klimaforhold, der hersker længst
mod nord i Grønland. Den anden er
Steppe-skællav (Psora vallesiaca), som
kan minde lidt om Rød skællav, men
har brune i stedet for røde skæl (sta-
digvæk med hvid rand). Steppe-skællav,
der er en af Grønlands sjældneste li-
chener, er også kendt fra Sydeuropas
106
[7]
steppe og halvørken. Ved Maarmorilik
træffes disse laver i en ganske lav og
åben Fjeldsimmer (Dryas)-hede, der
også rummer så smukke repræsentanter
for den Grønlandske flora som Uldhå-
ret troldurt (Pedicularis lanata), Lygte-
pragtstjerne (Melandrium apetalum) og
Kugleskulpe (Lesquerella arctica). Sol-
stenbræk (Saxifraga aizoides) lyser op
med sine kønne, gule blomster på mere
fugtige steder, hvor også Kantlyng fo-
retrækker at vokse. Sol-stenbræk er iøv-
rigt en af de mest iøjnefaldende vækster
ved Spraglebugten på Uummannaq ø,
hvor den forekommer hyppigt nær »ju-
lemandens hus« kendt af alle fjernsyns-
kikkende børn i Danmark og Grønland.
Farvestrålende laver finder man ikke
blot på jord, men også på klippesubstrat
ved Maarmorilik. Røde og orangefarve-
de arter tilhørende de tre slægter,
Væggelav (Xanthoria), Orangelav (Ca-
loplaca) og Gulskivelav (Protoblaste-
nia) vokser i rigt mål på de talrige mar-
morblokke, som ligger på skråningerne
omkring minebyen. Medens Fjeld-Væg-
gelav kan sidde overalt på disse blokke,
foretrækker de to nærtbeslægtede arter,
Lys-Væggelav (Xanthoria candelaria)
og Grynet Væggelav (Xanthoria sore-
diata) at vokse henholdsvis øverst og
nederst på stenene. I den hårde konkur-
rence mellem arterne om pladsen, som
man dog ellers skulle tro var rigelig i
fjeldlandet Grønland, finder de forskel-
lige lichener en niche, som svarer til
deres krav om passende fugtighed, næ-
ringstype- og mængde etc. - Området er
også rigt på gnejsblokke, der imidlertid
huser en lavflora, som er meget forskel-
lig fra marmorblokkenes. Den hyppige
forekomst af arter som Gul fjeldrosetlav
Fig. 6: Klippeblokke, der fungerer som landings- og rastested for fugle, bærer ofte en rig flora af lichener,
der ernæres af guanoens kvælstofforbindelser.
107
[8]
(Dimelaena oreina), Rødlig navleskjold
(Rhizoplaca chrysoleuca) og den noget
større art, Netribbet navlelav (Umbili-
caria decussata), viser en vis lighed med
vegetationen på de tilsvarende gnejs-
klipper ved Søndre Strømfjord.
Mens dværgbuskheden omkring selve
minebyen kan forekomme noget arm og
fragmentarisk (det er netop et af de
træk, der har betinget udviklingen af en
forholdsrig rig lavvegetation), træffer
man især på sydvendte skrænter nær
bunden af de to fjorde, Qaumarujuk og
Affarlikassaa, nogle partier med overor-
dentlig veludviklet Dværg-birk (Betula
nana). Den stærkt forgrenede, gulgrøn-
ne Fjeld-krølhårslav (Alectoria ochro-
leuca) og den hårlignende art, Brunsort
mankelav (Bryoria nitidula), danner
store bestande mellem dværgbuskene.
Derimod er de små laver, »skorpelaver-
ne«, langt svagere repræsenteret end på
de tidligere omtalte skrænter nærmere
byen. Sorttop (Bartsia alpina) og den in-
sektædende Vibefedt (Pinguicula vulga-
ris) undgår man ikke at bemærke i det
indre af fjordene.
På en sydvendt skråning ned mod
Qaumarujuk og skråt over for Maarmo-
rilik havde jeg lejlighed til at botanisere i
et mandshøjt pilekrat med spredte be-
voksninger af Børste-kobresie (Kobre-
sia myosuroides) og Purpur-rørhvene
(Calamagrostis purpurascens) samt en-
kelte eksemplarer af Klippe-kalkkarse
(Arabis holboellii) med de karakteristi-
ske hængende skulper. På visne pilekvi-
ste vokser Filtet hindelav (Leptogium
•«8*V
Fig. 7: Fjorden Affarlikassaa set fra klippeskrænterne oven for Maarmorilik. Mosebølle (Vaccinium uligi-
nosum) og Dværg-birk (Betula nana) danner sammen med urter, græsser og laver, f. eks. Fjeld-krølhårslav
(Alectoria ochroleuca) en meget frodig hede-mosaik nær fjordbunden.
108
[9]
Fig. 8: Mandshøjt pilekrat på en klippeskråning på nordsiden af Qaumarujuk. Nær krattet vokser tørbunds-
planten, Børste-kobresie (Kobresia myosuroides) og Klippe-kalkkarse (Arabis holboellii) med de karakteri-
stiske, aflange og hængende frugter.
saturninum), der har en grønlig-gråsort
overside og lysegrå, filtet underside.
På et tidspunkt nær minens lukning
kan man altså konkludere, at der trods
den lange periode med omfattende mi-
nedrift stadigvæk findes en både rig og
interessant flora ved Maarmorilik.
Upernavik
Upernavik ø (72°47'N, 56°10V) ligger
omtrent midt imellem Diskobugten og
Qaanaaq. På forhånd kunne man derfor
forestille sig at øens flora var en »mel-
lemting« mellem disse to områders. Det
er imidlertid langt fra tilfældet. Nok er
der lighedspunkter, men generelt er det
sådan, at Diskos basalter og Qaanaaqs
sandsten betinger udviklingen af helt
andre vegetationstyper, end dem man
finder på Upernaviks gnejsbjergarter.
Efter besøget på øen slog det mig, at flo-
raen mest af alt minder om den, jeg ken-
der fra Sydøstgrønland! - Denne på-
stand skal jeg forsøge at dokumentere i
det følgende:
Umiddelbart nord og øst for Uperna-
vik by træffer man en smuk og spæn-
dende vegetationsmosaik med elemen-
ter fra både hede og sneleje imellem de
tæt af lichener besatte klipper. Lyngfa-
milien er repræsenteret med hele fire ar-
ter: Kantlyng, Kryblyng (Loiseleuria
procumbens), Blålyng (Phyllodoce coe-
rulea) og den spæde Moslyng (Harrima-
nelle hypnoides) med hvide, klokkefor-
mede blomster. Blandt pilearterne er
Dværgpil (Salix herbacea) domineren-
de. Herudover spiller Fjeld-revling og
Mosebølle en stor rolle. På samme måde
som Dværg-birken tegner indlandets
heder, kan man sige, at Fjeld-revlingen
er en karakterplante for hederne langs
yderkysten. De fleste af de nævnte
dværgbuske kræver et stabilt snedække
om vinteren.
De talrige lichener, som vokser mel-
lem og under dværgbuskene på de nord-
vendte skråninger på Upernavik-øen,
følger for en stor dels vedkommende de
højere planter med hensyn til kravet om
109
[10]
et beskyttende vintersnedække. Safran-
farvet sæklav (Solorina crocea), der er
let kendelig ved den røde underside af
løvet, forekommer i ganske stor
mængde (ved Qaanaaq fandt jeg kun
ganske få eksemplarer af denne art, men
det er jo også en del længere mod nord;
derimod er den overordentlig hyppig
omkring snelejerne i Angmassalik-
området). En art af Prikvortelav, Pertu-
saria oculata, hvis løv er bygget op af
talrige, bittesmå, grå stifter, dækker ret
store arealer ved snelejerne både ved
Angmagssalik og Upernavik, men fin-
des dog også mange andre steder i
Grønland. Ligesom ved Qilakitsoq er
Rensdyrlavslægten (inkl. Bægerlaverne)
temmelig rigt repræsenteret. Det var
interessant at finde en art som Pragt-
bægerlav så langt mod nord i Vestgrøn-
land. Forskellige arter af slægten Koral-
lav (Stereocaulon) med rigt forgrenet,
skælklædt og gråfarvet løv spiller lige-
som den ligeledes korallignende Tue-
fingerlav (Dactylina ramulosa) en vigtig
rolle såvel i snelejerne som i hederne.
Skal jeg pege på et udpræget nordligt
træk i Upernaviks lichenflora, må det
blive forekomsten af de to arter, Oli-
vengrøn kruslav (Cetraria nigricascens)
og Jord-kantskivelav (Lecanora geophi-
la) i en fugtig lavning nær en lille sne-
masse omtrent midt på øen. Her vokse-
de de to lichener sammen med Gryn-
Stenbræk (Saxifraga foliolosa).
På mere vindudsatte steder, hvor det
beskyttende snedække blæses delvis
væk, finder vi en mere tør hedetype med
Mosebølle som den dominerende
dværgbusk og Fjeldpryd (Diapensia lap-
ponica) som et ligeså karakteristisk
indslag i vegetationen. Blandt lichener-
Fig. 9: Safranfarvet sæklav (Solorina crocea) og arter af Korallav (Stereocaulon) er ganske almindelig ved
snelejerne på Upernavik ø.
110
[11]
Fig. 10: Den lyse Sne-kruslav (Cetraria nivalis) dan-
ner tykke puder på beskyttede steder i Kantlyng-
heden. Denne let kendelige lichen træffes overalt i
de grønlandske heder og fjeldmarker.
ne må først og fremmest nævnes de to
gule Kruslav-arter, Cetraria nivalis og
Cetraria cucullata. Desuden forekom-
mer her en række arter, som vi kender
fra forblæste fjeldtoppe andre steder i
Grønland, f. eks. Opret mankelav (Alec-
toria nigricans) og Hvidlig ormelav.
Varde-frytles (Luzula confusa) stritten-
de strå rager op imellem disse laver.
Bevæger vi os nu over på den østlige
del af øen, møder vi et lidt andet billede.
Ganske vist finder vi stadig mange sne-
lejeplanter, men vi må samtidig konsta-
tere, at der optræder flere tørbundsarter,
især på sydvendte biotoper. Det hænger
naturligvis først og fremmest sammen
med, at der falder mere sollys ind på dis-
se end på de nordvendte skrænter. Sted-
vis ser vi endog en type af vegation, som
minder lidt om den, der forekommer på
de tørre sandstensskrænter umiddelbart
nord for Qaanaaq med Fjeldsimmer
(Dryas), Orangelaver (Caloplaca),
Skællav (Psora) og Læderlav (Catapyre-
nium).
Mens skorpelaverne eller »mikroli-
chenerne«, som de også kaldes, i hvert
fald kvantitativt spiller en mindre rolle i
Upernaviks heder end i f. eks. Maarmo-
riliks, er denne meget heterogene grup-
per laver stærkt udbredt på øens gnejs-
klipper, både på det faste fjeld og på de
talrige løse blokke. Gule og grå arter af
slægten Landkortlav (Rhizocarpon)
træffes overalt. På øens nordlige del,
ikke langt fra den tidligere boplads, der
stadig spores i terrænet, forekommer et
mere sjældent samfund af klippeboende
(=epilithiske) lichener, nemlig en grup-
pe af særlige jern-tolerante laver, der
også er kendt fra Angmagssalik-områ-
det og andre steder med jernholdige
klipper (f. eks. Disko). En art af Skive-
lav, Lecidea atrofulva, hører til de mere
karakteristiske med sit løv, der ligner
små røde pletter på en sort undergrund.
Nogle af de bladformede Navlelav-arter
(Umbilicaria) er i stand til at vokse på
de rustrøde belægninger af jernholdige
stoffer på klipperne, men de fleste synes
at sky dem. Jeg fandt hele otte arter af
Fig. 11: Nær de mere end 200 år gamle bygninger i
den sydlige del af Upernavik danner forskellige ar-
ter af Væggelav store bestande på klipperne. I
græsset vokser Grønlandsk kokleare (Cochlearia
groenlandica) også kaldet »skørbugsurt«.
111
[12]
,~sf   "   -,    ""*w**l!*>>-**='-**"**~^j
^?i'vf^.:: p.^
'   •r«'?i%31iii
^^p^,;^Cri
*' " iiT.4£..;?' ^'-t^^ff'^'f/^
Fig. 12: Navarana, Peter Freuchens hustru, ligger begravet i Upernaviks gamle kirkegård. Som det ses
på billedet er både kisten og stenene omkring den tæt besat med forskellige laver.
Navlelav på Upernavik ø. De fleste af
dem, f.eks. Fuglestens-navlelav (Umbi-
licaria arctica) er vidtudbredte i Grøn-
land. Det vil føre for vidt at omtale alle
de klippeboende lichener ved Uperna-
vik. Lad mig i stedet afslutningsvis
nævne nogle af de mest karakteristiske
laver fra byens »udsigtsklippe« og områ-
det omkring de i høj grad bevaringsvær-
dige bygninger fra Upernaviks koloni-
tid.
På de klipper, der er direkte ekspone-
ret for bølgesprøjt og salte fra havet,
vokser den lille parasitiske, orangefar-
vede art, Kyst-orangelav (Caloplaca al-
carum) og en rosetformet art af Småspo-
lelav (Acarospora molybdina), hvis løv
er opdelt i bittesmå, mørkebrune felter.
Dette samfund af havnære lichener fin-
des på kystklipperne hele vejen sydpå
langs Grønlands vestkyst. Det sydligste
sted, jeg har set det, er på nogle klippe-
flader nær Nårssarssuaqs havn. Samfun-
det forekommer også langs Grønlands
østkyst. Spor af det anes så langt mod
nord som Qaanaaq i vest og Jørgen
Brønlund Fjord i øst.
Fjeld-væggelav, der ofte ledsages af
lyse- og mørkegrå arter af Rosetlav
(Physcia), danner store bestande mange
steder i Upernaviks sydlige udkant. Den
orangerøde farve på den øverste del af
Navaranas kiste skyldes arter af Vægge-
lav. Da laverne godt på længere sigt kan
mørne cementen, bør man måske over-
veje at fjerne denne belægning. - Lige
oven for den gamle og nye kirkegård
findes Upernavik-øens eneste bestand af
Grønlands nationalblomst, »niviars-
siak« (Chamaenerion latifolium). Den
bør vi passe lige så godt på som de inter-
essante huse fra kolonitiden.
112[13]