[1] Meningen med selvmord i det gamle Grønland? - en undersøgelse af selvmordstraåitioner i det grønlandske samfund før 1900 Af Jørgen Thorslund »Hvad har ikke dette hersens rigsfællesskab og den gamle kolonialisme kostet os; menneskeliv: i rodløse forvirrede og ulykkelige menneske- skæbner, og hvor mange unge har ikke begået selvmord? Der er ikke noget at sige til, at en del unge er meget aggressive overfor danskerne. Vi har følt på vores krop, hvad det vil sige at leve under en kolonimagt, det er vores kammera- ter, der har begået selvmord, det er os man har påduttet mindreværdsfølelser og dansk ideo- logi... «1 »Ensom træder hun vildstien, intet hun ænser, ingen veed, at hun søger langt bort fra menne- ske-grænser stiger mod bjargåndens hi - nede er alt forbi, men fjældtindens sten-ånd huser den stolte død, der gør fri.«2 Efter aftale med PARISA, det grøn- landske forebyggelsesråd, er jeg ifærd med at foretage en socialpsykologisk undersøgelse af det omfattende antal selvmord blandt unge, som er blevet re- gistreret i de seneste knap 20 år. Un- dersøgelsen har blandt andet omfattet en analyse af en række offentlige arki- ver, hos politi, sundhedsmyndigheder og sociale forvaltninger vedr. selvmord 1977-86. Nogle foreløbige resultater af dette arbejde er omtalt i forskellige udgi- velser.3 I forlængelse af den aktuelle analyse er der også foretaget en undersø- gelse af selvmordsopfattelsen i kulturen, såvel i det moderne samfund som før år 1900. Hvis man skal forstå et omfattende selvmordsproblem i en kultur er det nødvendigt med belysning af meningen med selvmord, som den fremstår i kultu- ren. Dette betones kraftigt i en del af den nyere sociologiske litteratur om selvmord.4 I denne artikel vil selv- mordsopfattelsen i samfundet frem til ca. 1900 blive belyst og sammenholdt med en nyere sociologisk selvmordsteo- ri. Dette skæringspunkt er valgt ud fra den vurdering, at den gryende nationale strømning og anvendelsen af skriftsprog kan ses som udtryk for, at den gamle fangerkultur først på dette tidspunkt transformeres helt gennemgribende. I den hidtidige politiske diskurs i Grønland er tydningen af selvmordene præget af meget bombastiske tolknin- 121 [2] ger; moderniseringspolitikken slår folk ihjel! Derimod vidner ældre kilder om en anderledes forklaring, idet konflikter med nære pårørende kunne føre til »den stolte død, der gør fri,« som det hedder i en sang fra Østkysten. Teori og selvmord Da det ligger uden for rammerne af den- ne artikel at gennemdiskutere hovedli- nier i den internationale selvmordslitte- ratur, vil jeg blot tage udgangspunkt i et nyere bidrag fra den engelske sociolog Steve Taylor, hvis arbejde bygger videre på en af de mest spændende traditioner i den sociologiske selvmordsforskning. Taylors analyse munder ud i en model til begribelsen af selvmord, der anbefa- ler en to-dimensionel fortolkning, såle- des at man både kan begribe kompleksi- teten i selvmordshandlingerne og samti- dig fastholde nogle grundlæggende fælles betingelser, der vedrører forhol- det mellem den enkelte, Selvet og omgi- velserne. Taylor foreslår een dimension, der vedrører graden af sikkerhed i den enkeltes oplevelse af livet. En afbalanceret tilstand er nødvendig; for stor forudsigelighed betyder, at livet ikke længere kan leves, det er fastlagt. Der er altså ingen grund til at leve videre. Modsat betyder for stor usikkerhed, at livet er uvist, fare- truende, hvorfor den enkelte behøver en bekræftelse på sin eksistens. Denne bekræftelse kan f. eks. skabes gennem en prøvelse (ordeal), hvor livet sættes på spil. Den anden dimension angår forholdet mellem den enkelte og omgivelserne; er man for tæt knyttet til andre er der ingen be- skyttelse mod andres krav, mens for stor isolation og mangel på følelsesmæssige relationer ligeledes giver stor sårbarhed ift. »indre« krav og følelser. Sammen- stilles de to dimensioner til en model bliver der fire hovedformer, selvmord kan antage (se nedenstående model). Taylors selvmordsmodel: ECTOPISK (indad-rettet selvmord) Andre kan ikke fortælle individet, hvad han vil vide Thanation (hvem er Jeg?) USIKKERHED . (prøvelse) Appel (hvem er Du?) Andre har gjort individets eksistens i verden problematisk Andre kan ikke tale individet fra, hvad han ved Underkastelse (jeg er død) _____SIKKERHED (Intentionel) Offer (jeg er dræbt) Andre har afgjort individets eksistens i verden SYMFYSISK (ydre-rettet selvmord) Denne model synes at være det bedste forslag til en socialpsykologisk teori, der begriber forholdet mellem den enkelte og omgivelserne. Noget andet er så, om den er velegnet til at belyse selvmord i en anden kultur end den vestlige, hvori den er udviklet. I det følgende vil jeg søge at bidrage med nogle elementer til en diskussion af de grønlandske selv- mords betydning, som derefter kan sam- menholdes med Taylors model. 122 [3] Hovedvægten vil blive lagt på en ana- lyse af grønlandske traditioner. Trods en række kulturelle fællestræk med nord- amerikanske Inuit er forskellene dog så store, at man ikke umiddelbart kan slut- te fra selvmordsadfærd i Canada til selv- mordsadfærd i Grønland. Lighedspunk- terne synes derimod rimeligt store for så vidt angår Vestkysten og Nordgrønland og Østkysten, hvorfor jeg vil foretage en fælles tolkning af disse områder. Forfatterens manglende færdigheder udi det grønlandske sprog sætter natur- ligvis en lang række grænser for kultur- tolkningen. At sagnlitteraturen er ind- samlet, oversat og stort set kun forelig- ger på dansk er ikke mit problem alene, men når jeg også må nøjes med oversæt- telser, hvor en grønlandsk original fore- ligger, er det en svaghed, der påvirker analysen fundamentalt. På den anden side kan der også være fordele ved at være en fremmed iagttager. Visse mønstre kan måske fremstå tydeligere for en udenforstående. Dette forhold kan dog ikke fjerne den grundlæggende mangel, der ligger ved at lave psykolo- giske tolkninger på grundlag af oversæt- telser. Materialet til analyse af selvmordenes kulturelle betydning vil blive hentet fra sagn og fortællinger fra det gamle sam- fund, suppleret med administratorers og antropologers data om selvmord i det førkristne og det koloniserede samfund. Der vil kun sjældent være tale om nogen kvantitativ opgørelse vedr. behandling af selvmordsproblemer, men mere om en kvalitativ læsning af tekster, hvori selvmord gøres til genstand for åbne overvejelser. Det gamle samfund; tradition og myte »Vores tradition er, at gamle mennesker, der ikke kan gøre mere, og som døden ikke vil tage, hjælper døden til at tage dem. Og de gør dette ikke alene for at slippe fra et liv som ikke længere er behageligt, men også for at lette de nærmeste for det besvær, de måtte have.«5 Såle- des udtrykker en Netsilik Inuit traditio- nen til Knud Rasmussen i 1920-erne. Gamle og uhelbredeligt syge vælger døden, altruistiske selvmord i Durk- heims klassiske terminologi eller »Un- derkastelses-selvmord« i Taylors for- stand. Dette er en meget udbredt opfat- telse af Inuits selvmord, men hvordan svarer den til praksis i Grønland? Dels kan mønstret være anderledes og dels kan der også være et stort element af an- tropologisk romantik mht. »de ædle vil- des« sociale ansvar og afslappede for- hold til døden. To hovedtyper af kilder er anvendeli- ge til at belyse problemet. Dels overle- verede sagn, der blev indsamlet mens den mundtlige fortælletradition endnu holdt skriftkulturen stangen, og dels missionærers, administratorers og an- tropologers indsamlede oplysninger. Kilderne har dog været underkastet næsten den samme behandling, idet det har været nogenlunde de samme per- songrupper, der har foretaget indsam- ling, fortolkning og udgivelse. Der er således en vis usikkerhed forbundet med at bruge de to genrer til gensidig kon- trol. Den gamle kultur er imidlertid ikke tilgængelig på anden måde. Selvmord findes i forskellige former, men én påkalder sig særlig opmærksom- hed; qivippoq - at blive fjeldgænger. Ganske vist opfattes qivittoq'en ikke 123 [4] som almindelig død, men individet dør alligevel socialt gennem handlingen, ved at forsvinde fra mennesker, og bio- logisk i løbet af kort tid, afhængigt af årstiden og planlægning med maddepo- ter osv. Der er enkelte veldokumente- rede eksempler på, at personer har over- levet i måske flere år, men dette er undtagelser.6 Socialt og psykologisk in- debærer selve handlingen en transfor- mation, der er nært beslægtet med andre former for selvvalgt død. I det følgende vil vi derfor sammenholde Qivippoq med andre selvmord. Hvorledes fremstår selvmord i den mundtlige overlevering? En gennemgang af de publicerede sagn og myter af Heinrich Rink,7 Knud Ras- mussen8 og Gustav Holm9 rummer kun omtale af seks forskellige selvmord blandt flere hundrede sagn, mens f. eks. antallet af omtalte drab er langt større. Hertil kommer ét selvmord gengivet som digt af Thalbitzer10. Jens Rosings senere indsamling af sagn fra østkysten rummer to selvmord.11 Villads Villad- sen har senere gendigtet et sagn fra østkysten, hvor en enke springer i havet med sine børn under hungersnød. Da det ikke er lykkedes at finde en tidligere udgave af dette sagn, indgår denne bear- bejdede udgave her på lige fod med de antropologiske indsamlinger. Blandt disse 10 selvmord er der to tilfælde, hvor hungersnød truer, mens et selvmord omhandler en mand, der føler sig ensom. De øvrige syv selvmord begås derimod af yngre eller midal- drende mennesker, hvoraf de fleste føler sig udsat for stor skam i samfundet. (No. 1) En kvinde lever i et lesbisk forhold til svigerdatteren. Kvinden løber væk, da sønnen dukker op for at hente sin kone. Forfulgt af sønnen ka- ster kvinden sig i et vandfald, som en skamreaktion.12 Skam synes at være et centralt motiv, der fører til selvmord i en sø eller havet. To sagn omtaler unge kvinder, nybagte mødre, som begår selvmord efter chikane, fordi de ikke magter deres børn. (No. 2) Den ene ge- neres af en ældre kvinde efter hendes barns død, og (No. 3) den anden mis- handles af hendes mand, da hun ikke kan få deres barn til at være roligt. (No. 4) En kvinde mishandles af sin mand, springer i havet og får senere hævn, da hendes søn født i havet skræmmer man- den ihjel. (No. 5) Et digt omhandler no- get der ligner voldtægt, hvorefter pigen springer i en kløft. To sagn omtaler mid- aldrende mænds selvmord. (No. 6) Det ene forklares med en mands sindsyge ef- ter at han to gange har myrdet sin hu- stru, og (No. 7) det andet forklares med at en mand holder ord, idet han havde sagt, at han ville dræbe den som øde- lagde hans favorit kniv. Da hans kone derpå kommer til at ødelægge denne kniv får hun ham narret til at tro, at han selv har gjort dette, hvorpå han straffer sig selv. Holdningen til selvmordene er over- alt meget tolerant; visse steder fremstår den selvvalgte død endog som noget prisværdigt: Digtet (No. 5) udtrykker sig om den stolte død, der gør fri« og den sidstnævnte mand (No. 7) præsenteres som én, der holder ord. Hævn synes ligeledes at være et gen- nemgående motiv. Kvinden (No. 3) der 124 [5] er blevet mishandlet af sin mand hævner sig via selvmordet. Gennem denne død påkalder hun sine brødres blodhævn mod den mand, der har mis- handlet hende og drevet hende i døden. Vreden i hendes handling er tydelig: »Tusilartoq sad lange og saa til, tavs og alvorlig (...) »Vi har nu endelig faaet en dejlig Dreng, og saa skal han nå naturligvis græde sig ihjel.« Derpaa skar han to lange dybe snit i hendesfod- saaler. (...) Konen kastede sig derpaa ind paa Eriksen, stadig med Barnet i Skødet, og blev lig- gende der. Den Aften holdt de sig meget længe vaagne uden at nogen sagde et Ord (...) Konen rørte sig ikke og ventede blot paa, at han skulle falde i søvn. Først da Manden var faldet i en dyb søvn, satte hun sig op og sprang ud paa Gulvet (...) Næste morgen savnede man hende og gik f rå Hus til Hus f or at spørge efter hende; men ingen havde set noget til hende. Da det var blevet lyst og alle ved bopladsen vidste, at Tusilartoqs Kone var blevet borte, gav de sig alle sammen til at søge. De dannede en lang Linie, og da man mente, at hun muligvis kunne have søgt Døden i Havet, gav man sig til at undersøge, om hendes Blodspor skulle føre ned mod Stranden. (...) Inde i bunden af den lille Bopladsvig endte Spo- rene ved en gammel Hustomt, der gik lige ud i Havet, og man vidste nu at hun herfra havde styrtet sig i havet. «n Herefter får Tusilar- toq problemer med konens brødre, der bor andetsteds; hans liv forbliver kon- stant i fare. Ligeledes får kvinden (No. 4), der er mishandlet af sin mand, hævn ved at den søn hun føder i havet ven- der tilbage og skræmmer manden til døde. Den unge kvinde (No. 2), der er blevet chikaneret efter hendes barns død, opnår også at den ansvarlige straffes. Den psykiske dynamik bag de fem kvinders selvmord synes præget af ag- gressive impulser rettet mod andre: »jeg er dræbt, så nu skal jeg tage hævn« offer- selvmord, hvor drabet skal hævnes, om ikke straks så senere. Tiden spiller ingen rolle. Åbenlyst at give udtryk for sin vrede er uacceptabel, men man kan iste- det klare konflikten indirekte f. eks. ved at fremkalde blodhævn. En enkelt kvin- de dør ikke i havet, men opnår forbin- delse med bjerg-ånderne, der åbenbart også kan gøre fri. De to mænds død er derimod ander- ledes. Selvmordene er ikke rettet mod andre, tværtimod har mændene allerede været åbenlyst destruktive (aggressive) ved at ødelægge henholdsvis vigtigt værktøj og hustruer, hvorfor de selv skal straffes. Fælles for disse umiddelbart forskelli- ge selvmord er, at en balance, der har været forstyrret, genoprettes som kon- sekvens af handlingen. Et overgreb fra andre søges besvaret og er det personen selv, der er skyld i ubalancen, straffer han sig selv. Det er således bemærkel- sesværdigt, at ingen af sagnene rummer nogen kritik af selvmordene eller tanker om at disse burde undgås. Selvmord sy- nes at være en accepteret reaktion på problemer. Dette kommer bl. a. til ud- tryk gennem den positive eksistens, der tilkommer mennesker der har begået selvmord i havet. Knapt halvdelen af sagnene siger direkte noget om hvad der sker med dem der begår selvmord, eller hvad de forventer efter døden. En række kilder om dødsopfattelsen peger 125 [6] enslydende på en generel accept af selv- mord. En fortsat tilværelse synes at være sikker, hvis man dør i havet. Skæbnen ved en død på landjorden sy- nes også rimelig, f. eks. som den unge kvinde, der springer ned i en kløft. Hun »stiger mod bjergaandens bi«. Qivittoq Iflg. Gustav Holms informanter har man ikke selv haft Qivippoq på Østky- sten, men man har dog sagn om perso- ner, som formodes at være kommet fra vest.14 Thalbitzer hævder, at fænomenet egentlig kun kendes fra Sydgrønland (og måske Labrador), men dette svarer dårligt til de mange beskrivelser af fjeldgængere fra Vestkysten og Nord- grønland. Rasmussens og Rinks sagn in- deholder ikke mindre end 34 eksempler på personer, der forvandles til fjeldmen- nesker samt tre eksempler på personer, der vender umiddelbart tilbage blandt mennesker. Hertil kommer nogle sange om en Qivittoq, som er gengivet af Thalbitzer.15 Hvad er så Qivittoq? Rink svarer således: »Hvor slaaende et Rillede er ikke Kivigtttt paa den onde Samvittighed, aldrig lader Men- nesket have ro; velmaa man vogte sig f or, ved li- denskabelige Handlinger atpaadrage sig aaben- bare Fjender, men det er endnu farligere, ved Forurettelser at forlede Nogen til at blive Kivig- tok. Thi en saadan kan paa Grund af sine uhy- re Hurtighed og behændighed indfinde sig hvor og naar det skal være, han kan desuden ihjel- skramme blot ved at vise sig, og paa Grund af sin høje Levealder kan Han blive farlig endog for Efterkommerne.«^ Et sagn fra Nanortalik fortæller: Ka- minkinaguaq boede med sine mindre brødre og forældre. Efterhånden som han sakkede bagud fra brødrene med hensyn til fangst, blev han hånet, også af forældrene, og valgte at flygte. Han mødte en kæmpe, og blev plejebarn og voksede efterhånden til kæmpestørrelse. En dag valgte han at besøge sin gamle familie, der blev skræmt fra vid og sans. Han beroligede dem, blev nogle dage og rejste derpå væk for stedse.17 Strukturen i sagnene, der omtaler Qi- vittoq, er meget ens. Med ganske få und- tagelser er Qivittoq altid central i fortællingen. En ung mand eller kvinde (sjældent midaldrende eller gammel) udsættes for en stor skam, enten via åbenlys kritik eller ved at høre andres nedsættende bemærkninger. Den unge går derefter til fjelds (tager eventuelt væk over havet) måske efter at have samlet lidt proviant. I fjeldet opnås kon- takt med fjeldånderne, hvorpå der efter en kort tænkepause sker en initiering i form af ægteskab/pleje/blive ædt og den unge har derefter overnaturlige ev- ner. Qivittoqqen lever derefter alene el- ler sammen med fjeldånder. Efter en tid besøges menneskene at- ter. Dette møde kan falde forskelligt ud. Kun i hvert fjerde sagn gennemføres di- rekte hævn over for dem, der forårsage- de vreden, men truslen forbliver en rea- litet. Som Inge Parbøl (Kleivan) fremhæver, så er Qivittoq et stort pro- blem for de efterladte. Ikke blot er der risiko for hævn, men også tabet af en forsørger og den dårlige samvittighed over at have drevet et menneske til fjelds, giver problemer.18 126 [7] Fjeldgængeren er ofte meget vred, som det f.eks. kommer til udtryk i følgende sang som W. Thalbitzer har ud- givet: »Eneboeren i Ikigait fjorden«: »En konebåd, roet af piger, blev synlig fra toppen av f]ældet Ikigait. Hvor de græd, mine kåre ældre søstre, hvor jeg dog saa dem græde! Og nu øjnerjeg min faster, det forbandede kvin- demenneske, blodet steg hende til bodet, hun daner dernede (i båden). Nu er det sket - nu får min forbandede fa- ster netop det, som hun hadde ønsket sig! Nu har hun fået sin vilje - nemlig at få mig gjort til »svigersøn af indlandets folk« (jeg er udstødt av menneskenes samfund) - da hun forbød mig at ægte min jævnaldrende, min søde lille ven, ja da hun modarbejde min elskede, som hadde giet mig sit ja! Hvor forbandet, hvor harmeligt! selv han hun nu gå og æde fin mad - mens det er kommet så vidt for mig, at jeg må leve av moss og lav, ja det er kommet dertil, at jeg må nøjes med mus- lingerfor spæk. Hvor harmeligt, hvor svidende! - Hun kan gå klædt i sine varme pelse! Hun kan gå til sengs hver dag i varme edderdun - mens jeg nu kun har en skindstump, en lap av mit kajak- skind til pude! - mens jeg nu kun har min skindstump fra kajakhullets bund til tæppe!« At gå til fjelds er en form for selv- mord med klare motiver i relation til andre mennesker. Ikke desto mindre er der dog en væsentlig forskel fra en række andre selvmordsformer, idet der er mulighed for at fortryde i de dage, der går inden initieringen. Som sådan ligner det snarere en prøvelse (ordeal), hvor mødet med fjeldånderne afgør om man skal vende tilbage eller transformeres. Selvmord set udefra For missionen har selvmord sandsynlig- vis været et delikat problem, som kun omtales sporadisk. Hverken Hans Ege- des »Grønlands perlustration« (1741) eller hos sønnen Poul Egede i »Efterretninger fra Grønland« (1788) nævnes selvmord eller Qivittoq, omend sidstnævnte ud- tryk er med i Poul Egedes ordbog. Niels Egede nævner problemet i forskellige sammenhænge, her i en dialog med en kvinde (gengivet fra Fridjof Nan- sen): »»(Kvinden sagde:) jeg har viist Prøve paa, at jeg har elsket min Næste, thi een gam- mel Kone som var syg, og ikke kunde døe, bad mig, at jeg for Betaling vilde lede hende til de stiegie Klippe, som de alletider styrter sig ned, naar som de ere Kiæd af at leve, men jeg som al- letider elsker mine Folk, lede hender derhen for- uden betaling, og styrte hende udfor Klippen.« Egede mente det var slet gjort, og sagde, at hun hadde dræbt den anden. »Hun sagde ney; men at hun havde stor Medynk med hende og efter hun var faldet ned; græd hun derover.««^ Flere trusler om selvmord omtales også af Niels Egede. F.eks. har han oplevet, at en familie har henvendt sig til ham med ønske om hjælp til deres vanvittige søn, der truede med at slå fa- milien og sig selv ihjel. Niels Egede udgør ligeledes den tidligste skriftlige kilde vedr. Qivittoq. Hans dagbog rum- mer optegnelser så tidligt som 1741. Her nævnes både en mand som blev Qi- vittoq, efter at hans kone var gået til en anden, og en ung piges trussel om at gå til fjelds, hvis hun ikke fik lov til at rejse med missionæren til København.20 Missionær Glahn har flere omtaler af selvmordshandlinger i sine dagbøger fra 127 [8] 1760-erne. En mand, som Glahn selv talte med, havde skudt sig selv p. gr. a. en mosters kritik. En anden overlevede to dage, før han døde af skudsår pådraget i jalousi over konens sidespring. En tre- die havde en gang truet med selvmord for at få en medhustru uden held, hvor- efter han senere ville gå til fjelds i util- fredshed med den første hustrus prote- ster. Denne mand lod sig stoppe af en karl fra kolonien, »skiønt han ellers er den dristigste, hurtigste, riigeste og anseeligste iblandt dette Distrikts hedenske Grønlænde- re«.2'1 Selvmordshandlinger var åbenbart ikke forbeholdt de svageste i samfundet! Omfanget af selvmord lader sig van- skeligt belyse. Rink har i 1857 foretaget en gennemgang af koloniernes og mis- sionens dødsregistreringer fra 1720- erne til 1850, der naturligvis ikke om- fatter Nordgrønland og Østkysten. Han fandt kun 3 selvmord ud af 4770 dødsfald, hertil kom 5 bortblevne og 8 ihjelfrosne. Knapt 10% af alle dødsfald forblev dog uoplyste.22 1883 mente Hammer i hans publice- rede »Undersøgelse af Grønlands vestkyst«, at »Ligeledes er Selvmord fuldstændig ukjendt, men i de Tilfalde, hvor andre Mennesker griber til dette fortvivlede Middel, gaar Grønlænderne hen og bliver Kivitok, det vil sige, han forlader fuldstændig de menneskelige Boliger, gaaer ud i Fjeldene paa ensomme Steder... Naar et sådant menneske har været et vist Antal Dage fra be- boet Plads, regnes han af de øvrige for at være blevet er overnaturligt Væsen og betragtes af Store og Smaa som samfundets skræk, idet han har Magt til at gjøre dem al mulig skade... I Keglen døer et stakkels Menneske jo efter kort Tids Forløb, men man har dog Exemplerpaa, at en Kivitok ved Præstens Hjælp er kommen tilbage til Samfundet og igjen har levet sammen med andre Menneskers Mht. motiverne bag flugten fra mennesker gengiver Hammer et eksempel, hvor en mand forlod menneskene efter lang tids chika- ne og en søns død.23 Nogenlunde samtidig har Gustav Holm beskrevet forholdene på Østky- sten, som de tegnede sig ved den første kolonisering. »Naar Folk bliver alvorligt Syge, og der ikke er nogen udsigt til at de kan komme sig, bliver de kede af at lide, oggjør da ofte en ende på lidelserne ved at kaste sig i Ha- vet. Ofte er Aarsager dertil, at deres Nærmeste lader dem vide »de j o ikke mer har noget at leve for.««24 Dette svarer til de tidligere be- skrevne opfattelser blandt antropologer m. fl., men bemærk dog afslutningen, hvor Holm med sit citat problematise- rer frivilligheden i selvmordene. Et konkret eksempel på et af disse selv- mord er gengivet i Hanseraks dagbog fra samme ekspedition: »Enken Suitsek ved Akarniak, der havde smerter i sin hofte, havde kastet sig selv i søen.«25 Holm angiver, at der generelt fore- kommer ganske mange selvmord blandt Angmagsalikerne. »Sygdom er den alminde- ligste Grund til Selvmord fordi den Syge er kjed af at lide. Dog kjendes ogsaa Exempler paa Selvmord af andre Grunde.« Holm nævner tre tilfælde: En ældre mand, der lod sig fryse ihjel i skuffelse over at hans datter afviste ham, en ældre kvinde, der fik at vide, at hun ikke var til nogen nytte, hvorpå hun druknede sig, og en mid- aldrende mand, der med vilje gik ned med sin kajak.26 Fridjof Nansen holder sig til Rinks belysning af Qivittoq, men underbygger med egne oplevelser af, hvordan men- 128 [9] nesker »bare for et krænkende ord af sine nærmeste« rømmer til fjelds. Derimod forekom- mer selvmord kun sjældent... »Naar det und- tas, at enkelte gamle og syge mennesker, som nærmer sig døden, kan kaste sig i sjøen eller ud- for bratte berg.. .for at g øre en endepaa sine li- delser og for at sikre sig begravelse.. .«27 Knud Rasmussen beretter i »Nye men- neskers fra 1905 om en personlig ople- velse med et selvmord blandt Polareski- moer. En Angakoq mistede sin kone angiveligt efter at hun havde overtrådt et fødetabu. Da han blev alene, valgte han at dø. Trods store kødgaver fra bo- pladsfæller, sultede han sig ihjel. Den eneste han forklarede sig til verbalt var Knud Rasmussen: »Du er en fremmed, til dig taler jeg gerne. Jeg handler, som j eg gør, for- di l^ivet ikke længere er godt for mig. Jeg er for gammel til at være ene. Hun som i mange aar passede mit Tøj og beredte min mad er død. Mange Aar har jeg vænnet mit til at leve med hende, og det er derfor bedst, at jeg følger hen- de. «28 Dette er et klart eksempel på én af selvmordstraditionerne, men andetsteds i samme bog gives et eksempel på et klart aggressivt selvmord af en gammel kone, der vil hævne sig på hendes søns morder: »Endelig ud på Aftenen tog saa den gamle Kone, der var Ailark's moder, Ordet og sagde: Du har dræbt Ailark!« »Nej! Jeg dræbte ham ikke!« Svarede Papik. »Du bar dræbt Ai- larkl« Gentog hun med hævet stemme. »Nej! Jeg dræbte ham ikke!« Så rejste den gamle sig op og råbte: »Du tav med dit Drab! Den dag skal nu komme, da jeg æder dig levende; for DU dræbte Ailiark!« D en gamle beredte sig nu til at dø; for det var som genganger, at hun skulde hævne Ailark. Hun tog sit Bjørneskindstæppe over sig og satte sig ned paa Stranden i Ebbebæltet, og der lod hun Y loden stige over sig.«. Længe derefter holder Papik sig fra fangst, men da han atter genoptager arbejdet bliver han overfaldet og sønderrevet af et uhyre.29 Angående Qivittoq spørger Knud Rasmussen i »Under Nordensvindes svøbe«, fra 1906 om ikke det blot er mennesker, der farer vild i storm eller lign. Som svar får han et klart Nej! »Fjeldmennesker forlader altid Menneskene i Vrede, og derfor har Satan let Spil med ham. Desuden vil de fle- ste Qivitoker gerne i lag med Fanden; thi de ved, at han giver dem store Trolddomsevner.^ Således svarer en kristen Inuk. En nyere sammenfatning og beskri- velse af selvmord og Qivitoq findes hos Alfred Bertelsen, der i 1935 samlede sine erfaringer fra 30 års grønlandsk lægevirksomhed. Med enkelte forbe- hold nåede han frem til, at der i perio- den 1891-1930 havde været 14 selv- mord, nogenlunde ligeligt fordelt på mænd (8) og kvinder (6), men dog såle- des at halvdelen af mændene var under 35 år, mens alle kvinder var ældre. Årsagerne var overvejende sindsyge, iflg. Bertelsen.31 Fjældgængeri opfattede Bertelsen som et udtryk for »Eskimoernes saarbarhed og ubeherskede reaktion.«, Bertelsen forbandt ikke Qivittoq di- rekte med selvmord, selv om han men- te, at personen hurtigt dør i fjeldet. Der- imod søgte han en forklaring af fæno- menet i den eskimoiske races ustyrlige reaktioner. Havde det været arisk race ville man betragte sådanne personer som psykopater. Dette fandt Bertelsen underbygget af, at reaktionen var blevet mere sjælden efter raceblanding mellem 129 [10] arisk og eskimoisk race havde fundet sted.32 Hermed turde være tegnet nogle ho- vedlinier i litteraturen vedr. selvmord i Grønland fra den tidlige kolonisering frem til det tyvende århundrede. Over- leveringen gennem sagn er suppleret med de oplysninger, som europæerne indsamlede og gengav fra de første mis- sionærer til 1900-tallets læger. Som en del af denne foreløbige sammenfatning vil vi prøve at sammenholde det tradi- tionelle selvmordsmønster med Taylors to-dimensionelle teori. Det står nogenlunde klart, at selv- mord har været en ganske udbredt og accepteret måde at reagere, hvis livet ikke var værd at leve. Intetsteds er der udsagn eller tolkninger, der rummer no- gen form for fordømmelse af den selv- valgte død, hverken når den tog form som direkte selvmord eller som Qivip- poq. Nogen sikker kvantitativ belysning af selvmordenes omfang findes ikke, da Rinks opgørelse rummer meget stor usikkerhed, ikke mindst p. g. a. et stort antal ubelyste dødsfald. Derimod lader det sig nok gøre at foretage en kvalitativ vurdering, der bl. a. skelner mellem forskellige former for selvmord. Det samlede materiale peger mod, at der findes en type, hvor alderdoms- svækkelse, hungersnød eller sygdom fører til selvmord, enten frivilligt eller under delvis pres fra andre. I Taylors terminologi kan disse handlinger beteg- nes underkastelses-selvmord, men de er dog ikke rettet mod jeget. En anden hovedgruppe består af de overvejende yngre, der er blevet udsat for skam, ofte gennem verbalt formule- ret kritik, og som gennem selvmordet hævner sig på den formastelige. Offer- selvmord hvor aggression besvares med aggression, således at balancen genop- rettes. Tredie hovedtype ligner den foregå- ende, idet der også er tale om svar på ag- gression, når man bliver Qivittoq. Ikke desto mindre vil jeg betegne dette som appel-selvmord, idet der ikke er tale om en hurtig død, men en prøvelse i fjeldet, som både kan føre til optagelse eller til- bagevenden til mennesker. En fjerde hovedtype, der svarer til Taylors Thanations-selvmord, forekommer kun sjældent at dømme fra kildemate- rialet. Individers søgen svar på spørgsmål af typen »Hvem er jeg?« gen- nem selvmord synes ikke at forekomme særligt hyppigt. Dette bør måske heller ikke overraske i en kultur, der ikke, som den vestlige, er præget af ego-centreret psyke. »Ensomhed« kan måske føre til selvmord af denne type. Taylors model synes således kun at være delvist anvendelig til at begribe de traditionelle grønlandske selvmord. Den første dimension: Prøvelse - Inten- tionel er velegnet til at skelne mellem Qivittoq og andre selvmord, mens den anden dimension: Indre-rettet - Ud- adrettet ikke fyldestgørende fanger for- skellene mellem underkastelses-selv- mord og offer-selvmord blandt Inuit. Her mener jeg, at Taylors model er låst af sit udspring i den vestlige kultur psy- ke med ego-centrering. En ikke-kultur- specifik model må nok omdefinere den- ne dimension. Jeg foreslår istedet at man skelner mellem selvmordshandlin- ger, der handler om denne verden og 130 [11] handlinger der handler om de andre verdener. Altså om selvmord er rettet mod rekonstruktion af denne verden el- ler transformation til det hinsides. Mo- dellen ser således ud: Taylors selvmordsmodel i revideret udgave: Hensigt med selvmord: TRANSFORMATION »ensomhed«? PRØVELSE. »qivittoq« »sygdom« _ INTENTIONEL »hævn« REKONSTRUKTION Inuitselvmord i perspektiv Forståelsen af selvmordene blandt grønlandske Inuit kan sammenholdes med overvejelser, den canadiske antro- polog Balicki har gjort sig omkring Ca- nadiske Inuit.33 Han sammenfatter teo- rier om selvmordene i tre grupper: a) økologiske forklaringer, hvor selvmord opstår blandt »overflødige« individer, b) forklaringer vedr. fangerlivet, hvor fangstens daglige risiko giver et stoisk forhold til døden, c) religiøse forklarin- ger, der lægger vægt på at selvmord fører til et godt liv hos Havets Moder. Balicki finder ikke disse forklaringer tilstrækkelige i forhold til et stort antal selvmord blandt Netsilik Inuit siden 1900, og de dækker da heller ikke de tra- ditionelle selvmord i Grønland. De økologiske og religiøse forklarin- ger belyser rimeligvis en del af selvmor- dene nemlig »sygdoms-selvmord«, mens selvmord der retter sig mod rekonstruk- tion af samfundet »hævn-selvmord« og »qivittoq« overses. Balicki finder, at et voldsomt antal selvmord blandt Netsi- lik efter 1920-erne kun lader sig forkla- re, hvis man inddrager de socio-kultu- relle ændringer, der har opløst traditio- nelle relationer. Flytning til handelssta- tioner, opløsning af fangstgrupper og frygt for kvinderov gav spændinger, stor usikkerhed og ensomhed, der i tilfælde af dødsfald blandt de tilbage- blevne slægtninge let kunne vælte læsset. I et samfund med tætte sociale bindinger og samtidigt isolation og spændinger, kunne den enkelte blive meget sårbar: »He was closely tied on only a small number of relatives, and when one of these died, he had no sub- stitute. He did not seem to be related to any larger social groupings.«34 Balickis tolkning af selvmordene sy- nes kun delvist gyldig for det grønland- ske område. De sociale spændinger ska- ber mange selvmord, men den betoning af akkulturationsprocessen som kataly- sator, som han finder i Canada, gør sig ikke nødvendigvis gældende i Grønland før ca. 1900. Intetsteds i materialet er der tegn på, at spændingerne er vokset med kolonisationen i en grad, så det har ført til selvmord. Tværtimod synes selv- mordene at være en del af traditionel konfliktløsning, tydeligst dokumenteret på Østkysten, hvor de ovennævnte iagt- tagelser er foretaget i de allertidligste ak- kulturationsfaser. Derimod tyder meget på, at selvmordene i 1970-erne og 1980- erne er accelleret som følge af akkultu- rationsprocessen. Også en sammenlig- ning med Inuit fra Alaska viser visse forskelle. Dels var selvmord ofte en handling, der skulle sanktioneres af an- dre, og dels var offer-selvmord i håb om 131 [12] at kunne sikre overlevelse for en syg slægtning (ofte søn) fuldt så udbredt, som selvmord p.gr.a. alder eller sygdom. Der er således ingen direkte tegn på, at selvmord blev brugt til at straffe an- dre.35 En kort sammenfatning af det gen- nemgående materiale fra før ca. 1900 peger på, at selvmord har været en gan- ske udbredt og fuldt accepteret hand- lemåde, dels når individer var blevet svage p.gr.a. sygdom, alder eller hun- gersnød, dels når konflikter med andre mennesker ikke kunne klares på anden måde. Som en del af det ikke-kon- fronterede normsæt kunne man i tvivls- tilfælde overveje hævn som Qivittoq, el- ler ved meget stærke angreb begå direkte selvmord og derpå opnå hævn fra det hinsides. Noter: 1. Samtaler med Helene, i: Eja. Nielson: Menne- skenes land. 1984. 2. Fra »Sommernætter i Østgrønland«, sang fra Østkysten, i: W. Thalbitzer: Grønlandske digte og danske. Munksgaard. Kbh.: 1945. 3. Misfeldt, J. og Thorslund, J.: On Inuit suicide. Arctic medical Research, No. 48, 1989. Thorslund, J.: Inuit suicides in Greenland. Arc- tic Medical Research, No. 49, 1990. Thorslund, J.: Ungdomsselvmord i Grønland; En socialpsykologisk undersøgelse. Social Kritik No. 4, Nov. 1989. 4. Douglas, Jack: The social meanings of suicide. Princeton 1967. Maxwell Atkinson,J.: Discovering suicide. Lon- don 1978. Taylor, Steve: Durkheim and the study of suici- de. London 1982. 5. K. Rasmussen: The Netsilik eskimos in the 5th Thule expedition. Copenhagen 1931. Her citeret fra Leighton and Hughes: Notes on eskimo pat- terns of suicide. Southwestern Journal of An- thropology, vol. 11 1955. 6. Litteraturen om Qivitoq er ganske sparsom. En- kelte bemærkninger findes i mange typer af ud- givelser, men jeg har kun fundet en artikel, hvor Qivittoq fænomenet belyses mere udførligt. Inge Parbøl: Qivitut, Grønlandske Fjeldgangsmænd. Tidsskriftet Grønland 1955. 7. Rink, H.: Eskimoiske eventyr og sagn. Bind I-II. Rosenkilde. Kbh.: 1866/1982. To selvmord hen- holdsvis i sagn nr. 16 »Den utroe Hustru« og i nr. 108 »Savanguak« samt Singajuks slægssaga bind II s. 4ff. 8. K. Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland. Bind I-III. Gyldendal. Kbh. 1921-25 omtaler tre selvmord: Bind I: Ipigssutilik (manden med den skarpe kniv, der holdt sit ord), s. 373. Bind II: »Singajiks Slægtssaga« s. 276-354. Selv- mord omtales s. 311. Bind III: »Svigermoderen, der giftede sig med sin svigerdatter«, s. 152. Hertil kommer ét selvmord i de sagn, der er ud- givet senere: Iniut fortæller I-III. Knud Rasmus- sen: Grønlændernes sagn og myter. V/Regitze M. Søbye Bogan: Lynge 1981. Bind III: Drengen fra havets bund, der skræmte husboerne ihjel. s. 43f. 9. Gustav Holm: Sagn og fortællinger fra Angmag- ssalik. 1887. Medd. om Grl. No. 10. Ingen selv- mord omtales. 10. Thalbitzer, W.: Grønlandske digte og danske. Kbh. 1945 ss. 13-14 »Ved fjeldet Asing-aleq.« En krænket ung kvinde springer ud. 11. J. Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik. Rho- dos 1984. 1) Angierneq hævner sin bror, ss. 95f. En ældre ensom mand går ned med kajakken. 2) Akinati- saq, ss. 126ff. En kvinde tales fra at begå selv- mord i en hungersperiode. 3) Ikasagdivaq, ss. 146ff. Ung mand drukner sig efter at have fået koldbrand i benene. 12. Samme sagn i den version Rink gengiver ender med at kvinden dræbes af sin søn. Rink bind I s. 141. 13. Singajiks slægtssaga, i K. Rasmussen bind II. s. 311. 14. Holm i Medd. om Grl. no. 10 1887 s. 181. 15. K. Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bind I: s. 156, 194, 245, 247, 249 og 370. bind II: s. 272. bind III: s. 52, 61, 155, 196, 225, 228 og 299. K. Rasmussen: Inuit fortasller I-III v/ Regitze M. Søbye Bogan: Lynge 1981. bind I: s. 167. 132 [13] bind II: s. 56 og 60. bind III: s. 100. Rink: Eskimoiske eventyr og sagn. bind 1: s. 51, 87, 114, 121, 128, 1332, 143, 149, 154, 159, 192, 207 og 316. bind 2: s. 25, 51, 86, 96, 98, 108, 133 og 121 (Rink). Thalbitzer: Grønlandske digte og danske, s. 39. 16. Rink bind 2 s. 212. 17. I Søbye bind I ss. 167ff. 18. Parbøl op cit. s. 454. 19. Nansen, F.: Eskimoliv. Kristianisa. Aschehoug 1891. s. 137. 20. Poul og Niels Egede: Continuation af Hans Ege- des relationer fra Grønland. 1745. Medd. om Grønland 120, 1939 s. 171 samt s. 206. H. Osterman bemærker i øvrigt i noterne, at en af Dalagers efterkommere 1806 satte et gevær for brystet og bad om at blive skudt. Angiveligt blev ønsket opfyldt. 21. Glahns dagbøger, 1763-68 (uddrag). Det grønlandske Selskabs skrifter. Udgivet 1921. s. 60f, se også ss. 41f og 153ff. 22. H. Rink: Grønland geographisk og statistisk be- skrevet 1852 og 1857. 23. R. Hammer: Undersøgelse af Grønlands Vest- kyst, 1883. Medd. om Grl. no. 8 1889, ss. 22ff. Se også Nansen s. 230. 24. Gustav Holm: Ethnologisk skizze af Angmag- ssalikerne. Medd. om Grl. no. 10 1887, ss 104f. Se også ss. 181ff. 25. i S. Rink: Vestgrønlænder Kateket Hanseraks dagbog om de hedenske Østgrønlændere. Hage- rups forlag Kbh. 157ff. 26. ibid. s. 181. 27. Nansen, F: Eskimoliv. Kristianisa. Aschehoug 1891. ss228ff. 28. Nye mennesker. København: Gyldendal 1905 s. 19f. 29. ibid. s. 142f. 30. København; Gyldendal 1906 s. 32f. 31. Bertelsen, Alfred: Grønlansk medicinsk statistik og nosografi. Medd. om Grl. no. 117 1935, ss. 58f. 32. ibid. ss. 179ff. 33. Balicki, A.: The Netsilik Eskimo. Natural Histo- ry Press. N.Y. 1970 ss. 166ff. 34. Balicki op. cit. s. 71f. 35. Leighton and Hughes op. cit. 1955. 133 [14]