[1] Venskabsbyer og Grønland Af Henning Bro Ved et større festivalarrangement fejre- des i 1989 i Thisted 50-året for oprettel- sen af det første venskabsbysamarbejde i Norden. Selv om de grønlandske kom- muner først etablerede venskabsbyafta- ler i løbet af 1960'erne, er der god grund til i jubilæumsåret også at se lidt nærme- re på Grønlands forbindelser på dette område. I denne artikel skitseres hoved- linien i det dansk-nordiske ven- skabsbyarbejde. Herefter behandles eta- bleringen og den geografiske fordeling af det grønlandske venskabsbyarbejde, og der kastes lys over arbejdets organi- sering og mangeartede aktiviteter. På nær et lille hæfte om samarbejdet mellem Nanortalik og Roskilde (udgi- vet af Roskilde kommune) og korte om- taler i enkelte af de grønlandske byhi- storier er emnet ikke tidligere belyst. Hovedkilderne - i form af referater fra kommunalbestyrelsesmøder og enkelt- sager - skal således søges i de grønland- ske kommuners arkiver og for fuldstæn- dighedens skyld også i arkiverne fra de kommuner, der samarbejdes med. Da kun en mindre del af de grønlandske kommuners arkiver endnu er samlet centralt på landsarkivet i Nuuk/ Godthåb og de relevante arkiver fra de kommuner, der samarbejdes med, findes ved de enkelte landsarkiver og kommu- ner i Danmark og udlandet, ville en fuldstændig undersøgelse af emnet være praktisk og økonomisk urealistisk. Som følge heraf bygger denne artikel på en gennemgang af de eksisterende kommu- nearkiver på Landsarkivet i Nuuk/ Godthåb, Nuuk Kommunes arkiv og svarene på den rundskrivelse, der i for- året 1988 blev sendt til de grønlandske kommuner. I skrivelsen blev de grøn- landske kommuner med henblik på denne artikel anmodet om at give oplys- ninger om: - hvilke kommuner der er venskabsby- samarbejde med, - hvornår og hvordan dette samarbejde blev etableret, - samarbejdets organisation og - samarbejdets aktiviteter. Ud af Grønlands 18 kommuner ind- kom der svar fra 16. Selv om svarene va- rierede meget med hensyn til omfang og kvalitet, må dette materiale sammen med behandlingen af kommunearkiver- 137 [2] ne i Nuuk og på Landsarkivet i første omgang betragtes som repræsentativt. Venskabsbyer med nordisk udgangspunkt I koldkrigsårene i starten af 50'erne talte USA's præsident Eisenhower varmt for venskabsbyforbindelser som et vigtigt middel til international forståelse og fred. Selv om venskabsbybevægelsen er slået kraftigst igennem i den vestlige verden, har den siden udviklet sig til et vigtigt internationalt fænomen. Confe- deration des villes Jumelees i Paris for- midler således venskabsforbindelser mellem byer overalt i verden. I dag har de danske kommuner over 600 ven- skabsbyaftaler med byer på hele kloden. Ålborg, en af de mest aktive byer på området, har aftaler med 20 byer i Grønland, Island, det øvrige Norden og Vesteuropa, Østeuropa, Kina og USA. Byen har nære forbindelser til de fleste venskabsbyer, og hvert 4. år kulminerer arbejdet med ungdomslege i Ålborg, der i 1987 samlede ca. 1.300 deltagere fra venskabsbyerne. 80% af de danske kom- muners venskabsbånd er dog knyttet til byer i Norden. En lignende fordeling kendes i de andre nordiske lande. Bag- grunden for og udviklingen af ven- skabsbyarbejdet i Danmark og hele Nor- den skal derfor ses i lyset af det nordiske samarbejde. Mens forholdet mellem de nordiske lande i århundreder var præget af kon- flikter om herredømmet i Norden og Nordeuropa, kendetegnes tiden efter Napoleonskrigene af fredelig sameksi- stens og stigende samarbejde mellem landene i nord. De nordiske lande var blevet småstater og måtte i deres neutra- litetspolitik tilpasse sig de europæiske stormagters magtsystem. Skønt nationa- lismen var stærk i den første halvdel af det 19. århundrede og navnlig i Norge og Finland, som reaktion mod den tidli- gere samhørighed med de stærkere riger (Danmark og Sverige), udviklede skan- dinavismen sig stærkt i 1840'erne. I na- tionalismens trang til at søge tilbage i historien fandt man den fælles kulturel- le og samfundsmæssige baggrund, der dannede grundlag for en national en- hedsbevægelse, på linie med den tyske og italienske. Skandinavisterne og navnlig de danske (nationalliberale), der frygtede den nye stormagt mod syd, fremsatte fantasifulde ideer om fælles- nordisk forfatning og unionsparlement, men det blev det praktiske arbejde, som kom til at præge det nordiske samarbej- de. I tiden før 1914 udmøntede det sig i en post- og møntunion, samarbejde mel- lem forskellige organisationer (er- hvervsliv, fagbevægelse og socialdemo- kratierne) og det nordiske interparla- mentariske forbund, en privat organisa- tion af nordiske rigsdagsmænd (1907). I første omgang kulminerede det nor- diske samarbejde i årene omkring 1. ver- denskrig. Det internationale pres på det nordiske område og krigens økonomi- ske følger svejsede de nordiske lande sammen. Der afholdtes fælles underigs- minister- og kongemøder, og fremsattes samstemmende neutralitetserklæringer og fælles protester mod de krigsførendes overgreb på nordisk handelspolitik og søfart. Mens de politiske tiltag fik en no- get symbolsk karakter af nordisk sam- menhold, fik det økonomiske samarbej- de stor praktisk betydning. Forsyningen 138 [3] Børn fra seks nationer går forventningsfulde i land. I 1988 var Gladsaxes venskabsby Narsaq vært for det store venskabsbyarrangement: Den internationale børneby, hvor 52 børn med ledsagere deltog. Foto: Europasekretariatet, Gladsaxe kommune. af det nordiske område med råvarer, brændsel, fødevarer og maskiner blev stærkt begrænset af krigen og navnlig den tyske ubådskrig og Ententens blo- kade. Følgevirkningerne i form af vare- mangel, prisstigninger og arbejdsløshed satte skub i et tæt nordisk handelspoli- tisk samarbejde i form af vareudveksling mellem landene. Der udveksledes varer, som landene hver for sig kunne afse, og indførtes rationeringer på varer, som de andre lande manglede. Samarbejdet ske- te i lyset af, at der ikke nødvendigvis burde være balance i vareudvekslingen, og resulterede i at omsætningen mellem de nordiske lande steg fra 12% af den samlede udenrigshandel i 1914 til 30% i 1918. I næste led skabte den gensidige hjælp under krigen en større forståelse for nordisk samvirken, og i 1919 resulte- rede forhandlingerne mellem de em- bedsmænd, erhvervsfolk og politikere, der havde deltaget i vareudvekslingsar- bejdet i dannelsen af Foreningen Nor- den. I første omgang tilsluttedes Dan- mark, Sverige og Norge og i 1922 og 24 Island og Finland. Foreningen Norden ønskede at fort- sætte krigsperiodens sammenhold, og fik som hovedformål at fremme nordisk samarbejde på alle områder. Skønt det politiske samarbejde i Norden i 20'erne prægedes af afmatning, forsøgte Fore- ningen Norden i hele mellemkrigstiden af øge kendskabet til nordisk kultur og samfundsforhold gennem oplysningsar- 139 [4] "•«.-_• Nanortalik-børn på besøg i Knuthenborg Park, Lolland. På 3-månedersopholdene i Danmark får de grønlandske skoleklasser et godt kendskab til venskabsbyens hjemland. Foto: Alf Nielsen. bejde, kurser, udveksling af skoleelever og formidling af kontakt mellem tilsva- rende organisationer i landene. Samar- bejdet foregik i starten mellem hovedor- ganisationerne, men efterhånden blev der et stærkt ønske om at bryde den cen- tralistiske form i Foreningen Norden. For at skabe et større engagement hos de menige medlemmer og dermed en bre- dere folkelig deltagelse i det nordiske samarbejde, blev der i løbet af 30'erne gjort forsøg på at oprette lokalafdelinger indenfor Foreningen Norden. I 1939 var der dog kun oprettet 6 lokalafdelin- ger, men arbejdet var sket parallelt med en ny nationalpolitisk styrkelse af det nordiske samarbejde. Den økonomiske krise i 30'erne, den vanskeligere inter- nationale samhandel, nazismen og den forøgede krigsfare dannede grundlaget. Formuleringer af en fælles neutralitets- linie og møder mellem udenrigsministre og andre ministre blev igen fremher- skende. I de svære handelspolitiske for- handlinger med England holdt Norden sammen i forsøg på at hindre stormag- ten i at spille landene ud mod hinanden. På initiativ af Foreningen Norden ned- sattes en regeringsdelegation med hen- blik på udvikling af samarbejdet og en bedre nordisk stilling på verdensmarke- det. Som under 1. verdenskrig resulte- 140 [5] i '"%, : ,J S t Roskildebørn på bådudflugt i fjorden omkring Nanortalik. Udvekslingsbesøgene mellem venskabsbyernes skoleklasser har givet danske børn en oplevelse for livet og bedre forståelse for Grønlands natur og samfundsforhold. Foto: Alf Nielsen. rede samarbejdet umiddelbart før krigs- udbruddet i nedsættelsen af et nabo- landsnævn til sikring af vareforsynin- gen i Norden i tilfælde af krig og efterfølgende blokade. Med Foreningen Norden og tilhøren- de lokalafdelinger var de organisatori- ske rammer for venskabsbyerne skabt. Foreningen Nordens Thisted afdeling var i 1937 gennem hovedorganisationen i København kommet i kontakt med Uddevalla i Sverige. I 1939 besøgte repræsentanter fra den svenske by Thi- sted, og dermed var de første venskabs- bånd knyttet mellem de to nordiske byer. Selv om der lige efter 1. verdens- krig var skabt midlertidige venskabsby- forbindelser andre steder i Europa, kom Norden først med nu. Verdenskrigen afbrød dog det nordiske samarbejde og opbygningen af venskabsbyforbindelser til det tyskbesatte Danmark og Norge, men mellem svenske og finske byer blev der knyttet nære bånd i årene 1939- 1945. Som en del af det hjælpearbejde Sverige igangsatte overfor Finland i for- bindelse med den finsk-russiske vinter- krig 1939-40 adopterede svenske byer en række finske med henblik på bistand til genopbygning. Samarbejdet udvide- 141 [6] des i starten af 40'erne, således at alle 600 finske kommuner fik venskabsby- forbindelser til svenske byer. Fadderortsrorelsen, som venskabsby- bevægelsen betegnedes havde fortsat humanitær karakter og koncentreredes navnlig omkring børne- og ungdoms- arbejdet. Den økonomiske og politiske integra- tionsproces i Norden som mange i de første efterkrigsår satte deres lid til, så aldrig realiteternes verden. Forhandlin- gerne om såvel et nordisk forsvarsfor- bund som økonomisk union i Norden (Nordek) blev resultatløse, og med Dan- mark og Norges optagelse i NATO i 1949 og Danmarks indmeldelse i EF i 1973 er de nordiske lande splittet op i forskellige alliancesystemer og organisa- tioner. Det politiske samarbejde som fo- regår i Nordisk Råd og Nordisk Mini- sterråds regi, er mindre formaliseret, og har fortrinsvis ført til en række mere praktiske resultater: pasunion, fælles ar- bejdsmarked, ensartede socialpolitiske regler og kultursamarbejde. På det organisatoriske plan har Fore- ningen Norden været en betydelig kraft i det mere tværgående nordiske samar- bejde. Foreningen har opnået støtte fra det offentlige, erhvervsvirksomheder samt organisationer, og har i dag over 80.000 medlemmer og 500 lokalafdelin- ger, der dækker det meste af Norden. Udover et stort kulturelt arbejde har Foreningen Norden gennem påvirk- ning af den offentlige mening søgt at opnå indirekte indflydelse på den nor- diske samarbejdspolitik. Når det drejer sig om at skabe person- lige kontakter på tværs af grænserne og dermed et øget kendskab til befolknin- gerne og nordiske kultur- og samfunds- forhold, har Foreningen Norden været den vigtigste drivkraft. Med udgangs- punkt i aftalerne mellem Uddevalla og Thisted i 1939 og de svensk-finske erfa- ringer fra krigsårene har redskabet været venskabsbybevægelsen, hvorved Foreningen Norden har organiseret venskabsbyforbindelser mellem lokalaf- delingerne i de forskellige lande. Bevæ- gelsen førte efter 1945 til en betydelig vækst i antallet af venskabsbyforbindel- ser og i mange tilfælde til et særdeles nært samarbejde mellem byerne. Indtil midten af 60'erne var de venskabsbyfor- bindelser danske og andre nordiske byer indgik orienteret mod byer i Norden. Overkommelige rejseafstande, fælles sprog og samfundsmæssige og kulturelle forudsætninger samt følelsen af nordisk samhørighed var afgørende. Mens initiativet udgik fra Foreningen Nordens lokalafdelinger, har kommu- nerne i mange tilfælde fulgt venskabsby- forbindelserne op med mere formelle parallelaftaler. Senere har andre kom- muner på eget initiativ fået venskabs- byer. Af de indgåede nordiske venskabs- byforbindelser hviler 60% således på aftaler mellem både kommuner og lo- kalafdelinger af Foreningen Norden, mens 40% er rene kommuneaftaler. Inddragelsen af kommunerne funderede venskabsbyarbejdet yderligere. Kom- munerne igangsatte selv aktiviteter, gav støtte til lokalafdelingerne og andre organisationers projekter, og havde de administrative ressourcer til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af ar- bejdet. 142 [7] Venskabsbyer med et bredere sigte Såvel med hensyn til målsætning og ak- tiviteter som geografisk fordeling fik venskabsbybevægelsen et bredere sigte fra midten af 1960'erne. Mange danske byer supplerede således de nordiske kontakter med venskabsbyer i det øvri- ge Vesteuropa. Det var afgørende, at danskernes øgede rejseaktivitet som fulgte med 60'ernes velstandsstigning, førte til en generel bredere vesteuro- pæisk orientering. Men også Danmarks tilslutning til EF og ønsket om at dan- ske skole- og gymnasieelever i praksis fik afprøvet kendskabet til de europæ- iske hovedsprog, har medvirket. Den stigende kommunalisering af venskabs- byarbejdet førte desuden til en gradvis forskydning af målsætningerne. Mens mellemfolkelig forståelse havde højeste prioritet i de første år, fik de danske kommuner med det stigende antal opga- ver, der blev pålagt dem i 60'erne og 70'ernes behov for at indhøste erfarin- ger fra kommuner i Norden og det øvri- ge Vesteuropa. Navnlig på det sociale område og med hensyn til byplanlæg- ning, tekniske anlæg og miljøbeskyttelse har der været stor udveksling af know- how mellem venskabskommunerne. Indenfor de sidste årtier har er- hvervsøkonomiske mål fået en højere prioritet. Kommunalpolitikerne og lo- kale virksomheder så muligheden for via venskabsbyforbindelserne at etable- re kommercielle kontakter og aftaler. For nogle danske virksomheder har det ført til større omsætning og ekspansion i vesteuropæiske venskabsbyer. Med den økonomiske afmatning i 70'erne og 80'erne har erhvervslivet for at opdyrke nye afsætningsområder navnlig haft interesse for kontakter med lande med mere vanskeligt tilgængelige markeder, og har her set venskabsbyforbindelser som en katalysator. Udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen opfordrede i den forbindelse Kommunernes Landsfor- ening til at fremme dannelsen af ven- skabsbyforbindelser mellem danske og østeuropæiske byer. Mens politiske be- tænkeligheder, sprogproblemer og kul- turelle og samfundsmæssige forskelle længe bremsede for venskabsbyarbejde på Øst-Vestplan, har 80'ernes åbning af de socialistiske samfund skabt mulighed for, at kommunerne med venskabsby- forbindelser kan virke som døråbnere for lokale danske virksomheder. På grund af markedets struktur og den statslige organisering af udenrigshand- len i de planøkonomiske lande er gode politiske relationer på såvel nationalt som lokalt plan meget afgørende for vestlig samhandel med Øst. Parallelt med de kulturelle elementer giver ven- skabsbyforbindelser til planøkonomiske lande danske kommunale delegationer gode muligheder for at lette danske virksomheders adgang til beslutningsta- gerne og dermed markederne i disse lande. Samarbejdet mellem danske kommu- ner og byer i den 3. verden er fortsat stærkt begrænset. Rejseomkostningerne er meget høje, og byerne i den 3. verden har ofte ikke økonomiske muligheder for og administrative ressourcer til at indgå et venskabsbysamarbejde på lige fod med vestlige byer. Mange danske skoler har dog under forskellige former forbindelse til den 3. verden, og ven- 143 [8] SF ønsker østtysk venskabsby-kontakt DDR's omvæltninger kan få positive konsekvenser for Nykøbing F. • bl.a. erhvervsmæssigt, siger byrådsmedlem NYKØBING F. - Der er helt nye og spændende perspekti- ver for Nykøbing F. i de om- væltninger, der finder sted i DDR i disse dage, siger Jørn-Erik Rasmussen, by- rådsmedlem for SF. - Nykøbing ligger i virke- ligheden meget tættere ved DDR og dermed Berlin, end de fleste måske forestiller sig. Vi har hidtil været vant til kun at orientere os mod Vesteuropa, men den åben- hed og nytænkning, der nu er i fuld gang dernede, kan me- get vel tænkes at få stor og positiv betydning for os, hvis vi fra kommunens side gør en indsats. - Fra at være et udkantom- råde kan vi måske udvikle os til at blive et smørhul - også erhvervsmæssigt. siger Jørn-Erik Rasmussen. Han mener, at østtyskerne frem- over vil orientere sig mod bl.a. Falster, og at vi i Nykø- bing som følge heraf bør komme denne udvikling i for- købet med at vise åbenhed og initiativ. Vil nedbryde grænserne For også at hjælpe demokra- tiseringsprocessen videre i vort tyske naboland har han Åbenhed i Østeuropa og nye perspektiver i ven- skabsbyarbejdet blev et tema i kommunalvalg- kampen i Danmark i november 1989. Kilde: Lolland-Falsters Folketidende, 14.11.1989. skabsbyarbejdet rummer muligheder for at kommunerne inddrages i det danske udviklingsarbejde. Mens de første venskabsbyforbindel- ser i de første år efter krigen blev drevet frem af Foreningen Norden, er initiati- vet siden i det væsentligste udgået fra kommunerne. Men også private ven- skabsforeninger mellem borgere i for- skellige danske og udenlandske byer, klubber og andre organisationer, er- hvervsliv og borgergrupper optræder som initiativtagere. Endelig er en del venskabsbyforbindelser opstået efter som byrådsmedlem for SF nu stillet forslag om, at Nykø- bing F. får etableret en ven- skabsforbindelse med en by i DDR. I forvejen har Nykøbing den slags formaliserede kon- takter med Vesttyskland, Sverige og med de - i forhold til DDR - fjernere naboer, Norge og Finland. Partiet nævner i sin indstil- ling til byrådet, at kommu- nen både bør have officielle og uofficielle forbindelser til støtte for reform-arbejdet i det for tiden så omtumlede land. -Kan vi på denne måde være med til at nedbryde grænserne og fremme ud- vekslingen af meninger og erfaringer vore byer og lande imellem, vil det givet være til gavn for - afspændingen i Østersøom- rådet, - vort fælles naturmiljø, - erhvervsmæssig udvikling, - gensidig kulturel udveks- ling og udvikling, skriver partiet. Et par af de områder - ud- over erhverv - som Jørn-Erik Rasmussen forestiller sig som gensidigt gunstige ud- viklingsområder er kultur og sport, ligesom vi kan være med til at rådgive østtysker- ne, når det angår forure- ningsspørgsmål, mener han. værge 144 [9] henvendelse fra udenlandske byer. I mange tilfælde træder byerne i direkte forbindelse med hinanden inden ven- skabsbyforbindelsen indgåes, men kon- takten kan også formidles gennem for- skellige organisationer og andre offent- lige institutioner, f. eks. Kommunernes Landsforening, Udenrigsministeriet, udenlandske ambassader i Danmark, EF-institutioner eller forskellige inter- nationale organisationer. Venskabsby- forbindelserne er i reglen to- eller tresi- dede, eller indgår i en kæde af forbindel- ser med flere udenlandske byer, hvor byerne i kæden er venskabsbyer med hinanden. Ved valget af venskabsbyer indgåes forbindelser mellem såvel me- get forskellige byer (f. eks. Gentofte- Kiruna, Sverige) som mere ensartede (f. eks. Århus-Goteborg, Sverige). Kom- munernes Landsforening anbefaler dog i sin rådgivning på venskabsbyområdet, forbindelser mellem kommuner, der så nogenlunde svarer til hinanden. Ensar- tetheden mellem venskabsbyer med hensyn til areal, befolkningstal og er- hvervsstruktur sikrer større forståelse for hinandens problemer, og giver rent økonomisk bedre muligheder for at del- tage i et jævnbyrdigt samarbejde. Venskabsbyarbejdet er i Danmark kommunalt eller privat organiseret. I privat regi styres og udføres arbejdet af en bestyrelse, og kommunen yder øko- nomisk støtte til de forskellige aktivite- ter. Udgår initiativet fra kommunen, be- handles spørgsmålet om oprettelsen af venskabsbyforbindelsen i økonomiud- valg/byråd, og kommunale delegatio- ner aflægger besøg hos hinanden, hvor- under samarbejdet drøftes og fastlægges. Byråd og borgmester indgår de officielle aftaler, hvorefter den overordnede poli- tiske styring af venskabsbyarbejdet henlægges til enten byråd, kulturudvalg eller et særligt venskabsbyudvalg. Ad- ministration og koordinering samt til- rettelæggelse af venskabsbyarbejdet pla- ceres i reglen et bestemt sted i den kommunale forvaltning, der ofte i det praktiske arbejde inddrager de øvrige forvaltningsområder samt kommunens erhvervsliv og organisationer, f. eks. idrætsforeninger, fagbevægelse, ven- skabsbyforeninger m.v. I nogle kommu- ner er de dele af erhvervslivet og organi- sationerne, der har interesse for ven- skabsbyforbindelserne gået sammen i en venskabsbykomite, som den kommuna- le forvaltning har et nært samarbejde med. Inddragelse af erhvervsliv og orga- nisationer sikrer en bredere folkelig del- tagelse, og gør det lettere for kommu- nerne at tilrettelægge og gennemføre de forskellige venskabsbyaktiviteter. Er- hvervslivet og organisationerne giver ofte støtte til de forskellige aktiviteter, og råder over de for venskabsbyarbejdet nødvendige faciliteter, som f. eks. ind- kvarteringsmuligheder, idrætsanlæg, fo- redragsholdere, aktive og interesserede borgergrupper samt virksomheder, der kan besøges. Det økonomiske grundlag for ven- skabsbyarbejdet hviler dog i hovedsagen på kommunal finansiering. Normalt fastlægges en bestemt økonomisk ram- me for venskabsbyarbejdet i det kom- munale budget. De afsatte midler an- vendes til kommunens aktiviteter, og bevilges efter faste regler til dækning af private rejseudgifter og omkostninger i 145 [10] forbindelse med besøg fra venskabs- byerne. Herudover finansieres en del af venskabsbyaktiviteterne via EF, natio- nale fag- og interesseorganisationer samt forskellige nationale- og interna- tionale fonde. De aktiviteter, der udspringer af venskabsbyforbindelserne, er dels fast- lagt i aftaler mellem kommunerne, dels et resultat af mere spontane initiativer fra kommunens organisationer og bor- gere. I en hel del tilfælde fastlægges venskabsbyaktiviteterne ved såkaldte venskabsbykonferencer, hvor de byer, der indgår i en venskabsbykreds, mødes med jævne mellemrum. De enkelte kommuner stiller med delegationer be- stående af kommunalpolitikere, em- bedsmænd, og repræsentanter fra orga- nisationer og erhvervsliv, og ved konfe- rencerne fastlægges indholdet af og for- men for den kommende periodes sam- arbejde. Der er dog meget stor forskel i venskabsbyarbejdet med hensyn til form, indhold og omfang. I nogle kom- muner afsendes årligt flere hundrede til venskabsbyerne, et tilsvarende antal modtages herfra. I andre tilfælde er for- bindelserne så svage, at venskabsbåndet går i opløsning. Nogle venskabsbyer har en bred vifte af aktiviteter, andre indskrænker sig til gaveudveksling og skriftlige høflighedsudvekslinger mel- lem borgmestrene. Som hovedregel er venskabsbyaktivi- teterne dog koncentreret omkring be- stemte områder, og har en forholdsvis ensartet form. De kommunale forvalt- ninger udveksler forskellige publikatio- ner (regnskaber, budgetter, byggepla- ner), afholder konferencer om aktuelle fælles problemer (f. eks. beskæftigelses- fremme, byplanlægning, miljø), aflæg- ger studiebesøg hos hinanden, og ud- veksler i en vis udstrækning em- bedsmænd. På skoleområdet gennemfø- res lærer- og klasseudveksling samt sko- lerejser til og lejrskoleophold i ven- skabsbyerne. Normalt har skolerne et stort undervisningsmateriale om ven- skabsbyerne, og afholder temadage om dem. Idræts- og fritidsområdet hører også til venskabsbyarbejdets kærneom- råder. Spejdere, idrætsfolk fra forskellige sportsklubber og medlemmer af ung- domsorganisationer og -klubber ud- veksles i rigt omfang. I nogle tilfælde af- holdes fælles ungdomslejre og træning af idræts- og ungdomsledere. På det kul- turelle område har udstillingsaktiviteter en central plads. Orkestre, kunstnere, sangkor og folkedansere aflægger besøg i venskabsbyerne, og bibliotekerne hol- der venskabsbyens aviser, udveksler bøger og præsenterer litteratur fra og om venskabsbyens hjemland. Pressen bringer løbende nyheder om venskabs- byen, og inviteres til forskellige aktivite- ter. På det sociale område har venskabs- bysamarbejdet bestået af udveksling af pensionister og plejehjemsbeboere. Samlingspunktet for og kulminationen af venskabsbyaktiviteterne er afholdelse af større arrangementer som festuger, nordiske dage, sportslege m.v. Udenfor de egentlige kommunale forvaltningsområder er aktiviteterne koncentreret omkring organisationsli- vet, turisme og erhvervsliv. De forskel- lige organisationer i venskabsbyerne har ofte nær kontakt med hinanden og et bredt samarbejde. Der afholdes fælles 146 [11] Venskabsbyborgmestrene Poul Fenneberg, Lyngby-Taarbæk og Rasmus Berthelsen, Nuuk/Godthåb på rund- tur i det hastigt voksende Nuuk i 1966. Foto: Lyngby-Taarbæk kommune. møder, aflægges studiebesøg og aktive medlemmer og ledere inviteres som fo- redragsholdere. Turistforeningerne og -kontorerne har forbindelse med hinan- den, udsender informationsmateriale, og giver oplysninger, råd og vejledning om besøg i venskabsbyerne. I en række tilfælde har branchen udvirket målrette- de turistfremstød og bytte af ferieboliger i venskabsbyerne. Handelsuger, salgs- fremmende fremstød og et stort antal virksomhedsbesøg har almindeligvis været erhvervslivets bidrag til venskabs- byarbejdet. Etablering af grønlandske venskabsbyer Før 1960 synes ingen grønlandske byer at have indgået venskabsbyforbindelser. Grønlands stilling indenfor det danske rige var afgørende herfor. Indtil nyord- ningerne efter 1950 havde Grønland såvel økonomisk som politisk-admini- strativ kolonial status, selv om admini- strationen var omlagt ved styrelseslove- ne af 1908 og 1912. Al økonomisk aktivi- tet som ind- og udhandling, besejling og investeringer i faste anlæg gik gennem KGH-systemet med direktoratet i Kø- benhavn og koloni og udsted i Grøn- 147 [12] land. Grønlands styrelse og dets em- bedsmænd med de to landsfogeder i spidsen forestod den egentlige admini- stration af kolonien. For at gennemføre nogle af tidens demokratiseringstenden- ser og opmuntre til større selvstyre var der dog i 1908- og 1912-lovgivningen indført grønlandske politiske organer: to landsråd og kommuneråd. Der var blevet oprettet 62 kommuner med mel- lem 60 og 300 indbyggere, og alle mænd over 22 år under grønlandsk ret (i reali- teten alle grønlændere) fik valgret til kommunerådet. Men kommunerådenes opgaver var dog stærkt begrænsede, og bestod fortrinsvis i udbetaling af fat- tighjælp, understøttelse og støtte til hus- byggeri og indkøb af erhvervsredskaber samt opretholdelse af offentlig orden. Med indførelsen af Sysselrådene (1925 - 1950), hvor danske, kommuneråds- formænd og landsrådsmedlemmer var repræsenteret, overførtes endda en del af kommunerådenes opgaver hertil. Den stærkt centraliserede og komplice- rede statslige kolonistyring har givet før 50'erne udelukket ethvert forsøg på fra danske kommuner at optage venskabs- byforbindelser med grønlandske bysam- fund. De grønlandske kommuner var desuden alt for små og deres selvforvalt- ning alt for indsnævret til, at det var muligt, nødvendigt ensige ønskeligt herfra og fra kommuner udenfor Grønland at indgå et nærmere samarbej- de. Endelig må tanken om venskabsby- forbindelser have ligget fjernt for de grønlandske kommunalpolitikere, der i det væsentligste så deres lokalsamfund, dagligdag og handlefrihed bestemt af Grønlands Styrelse og KGH. Set i et større perspektiv dannede nyordningerne, der fulgte med Grøn- landskommissionen af 1950 og Grøn- landsudvalget af 1960 grundlaget for, at de grønlandske bysamfund i løbet af 60'erne begyndte at indgå venskabsby- forbindelser med kommuner udenfor Grønland. Uanset om man betragter ud- viklingen som et forsøg på at skabe et grønlandsk velfærdssamfund efter dansk mønster eller en ny koloniform, førte nyordningerne til radikale økono- miske, sociale og politiske ændringer i det grønlandske samfund. Omvæltnin- gerne blev båret frem af opbygningen af fiskerflåden og industrialiseringen af forarbejdningserhvervene, og krævede en række nye almene produktionsbetin- gelser som vejanlæg, større havnekapa- citet, elværker og uvidet kommunika- tion. En højnelse af befolkningens ud- dannelses- og sundhedsmæssige niveau var ligeledes afgørende for Grønlands omstilling til et moderne industrisam- fund, og nødvendiggjorde en betydelig udvidelse af sundhedsvæsenet, sygehus- kapaciteten, folkeskolerne og erhvervs- uddannelserne. Som et led i forbedrin- gen af sundhedstilstanden og for at skaffe husrum for det stigende befolk- ningstal i byerne igangsattes et betyde- ligt boligbyggeri først af træhuse og se- nere af betonetagehuse. Sammen med erhvervsbyggeriet førte boligbyggeriet til en efter grønlandske forhold betyde- lig urbanisering i de større byer på Vest- kysten, hvor erhvervsudviklingen kon- centreredes til. Selv om der med nyordningerne var åbent for privat initiativ, stod KGH, GTO og andre statsorganisationer bag 148 [13] løsningen af de talrige opgaver, der fulg- te med omstillingsprocessen. For at øge grønlændernes selvforvaltning og der- med fremme den politiske ligestilling mellem Grønland og Danmark, skete der samtidig en udvidelse af de grønlandske politiske institutioners kompetance. De to landsråd samledes til et, og dets politiske indflydelse forøge- des på en række områder. På det kom- munale område samledes de tidligere 62 kommuner til 16 senere 18 kommuner, hvis opgaver efterhånden udvidedes til at omfatte vej- og broanlæg, byplanlæg- ning, renovation, brandvæsen, social- forvaltning, skolevæsen, lokalfredning, kulturområdet og politivedtægter. Kommunernes politiske ledelse blev overdraget til kommunalbestyrelserne, der ikke som hidtil skulle have deres be- slutninger godkendt af statslige myndig- heder. Indtil midten af 70'erne var den kommunale selvforvaltning dog be- grænset af Landsrådet og kæmnerne. Kommunernes indtægter stammede ef- ter bevilling fra Landsrådet fra Lands- kassen, mens de administrative opgaver blev varetaget af de statslige kæmner- kontorer. Efter 1975 gennemførtes en delvis dækning af de kommunale udgif- ter gennem indkomstbeskatning. Året efter blev kommunalbestyrelserne fuldt ansvarlige for administrationen af kom- munale opgaver, samtidig med at der indførtes bygderåd, der fik hørings- og indstillingsret i de sager, der vedrørte bygdernes forhold. Med den størrelse, de udvidede opga- ver og den højere grad af selvforvalt- ning de grønlandske kommuner fik som følge af nyordningerne efter 1950, var mulighederne for at indgå venskabsby- forbindelser med kommuner udenfor Grønland langt mere realistisk. I den ånd af normalisering og ligestilling mel- lem Grønland og Danmark, der herske- de i 60'erne, var det næsten naturgivet, at de grønlandske kommuner skulle fin- de sammen med danske. Som det fremgår af tabel l, tog etableringen af de grønlandske venskabsbyforbindelser sin start i begyndelsen og midten af 60'erne, og indtil slutningen af 70'erne indgik de grønlandske kommuner næsten udeluk- kende venskabsbyaftaler med kommu- ner i Danmark, således at alle grønlandske kommuner idag har en dansk venskabsby. For de grønlandske kommuner har det givet været proble- merne omkring løsningen af de nye op- gaver, der drev interessen for venskabs- byforbindelserne. I Danmark havde man over 100 års erfaring med kommu- nalt selvstyre, og med nyordningerne havde de grønlandske kommuner fået opgaver og en administrativ-politisk struktur, der på en række punkter min- dede om de danske kommuners. På mange områder kunne de grønlandske kommuner i et venskabsbysamarbejde med danske kommuner indhøste erfa- ringer og hjælp til varetagelsen af nogle af de nye opgaver og problemer. Et af de største problemer var dansk- undervisningen i folkeskolen. Fra såvel dansk som grønlandsk side blev dansk- undervisningen prioriteret højt, og stod som grundlaget for kvalificeringen af den grønlandske arbejdskraft. Enhver videre uddannelse efter folkeskolen vil- le i de første mange år gå via danske lærerkræfter, dansk faglitteratur og 149 [14] Tabel 1. Grønlandske venskabsbyer Kommune/bygd Danmark Færøerne Island Canada Alaska Andre Godthåb/Nuuk Lyngby-Taarbæk Thorshavn Seydis-(1965) (1979) fjordur Pangnertoq Huddinge (Sv) (1987) Askim (No) Vanda (Fi) (Venskabsbykreds) Jakobshavn/Ilulissat Fredericia Fuglafjordur Hafnarfprdur (1969) (1988) (1984) Inspektionsskibet »Ingolf« Holsteinsborg/Sisimiut Skagen Klaksvig (1960'erne) (1985) Eqaluit/ Avanersuaq/ Frobisher Bay Thule (Gr) (1974) Qaqortoq/Julianehåb Århus Akranes (1960'erne) Rankin Inlet Frederikshåb/Paamiut Herlev (1976) Qeqertarsuaq/ Godhavn (Gr) Inspektionskutte-ren »agdleq« Nanortalik Roskilde Isafjordur (1966) (1983) Narsaq Gladsaxe (1960'erne) Sukkertoppen/Maniitsoq Esbjerg Neskaup-(1962) stadur (1982) Cape Dorset/ City of Vågen (No) Qingnuit Wainwright (1978) (1987) (1987) Egedesminde/Aasiat Svendborg (1975) Selfors Hanstholm (1965-1974) Illulik Christianshåb/Qasi-giannguit Skive Godhavn/Qeqertarsuaq Høje Tåstrup Frederikshåb/ Paamiut (Gr) Kangaatsiaq Hirtshals (1965) Uummannaq Helsingør (1960'erne) Upernavik Odense Norrkoping (Sv) (1988) Thule/A vanersuaq Hundested (slutn. af 60'erne) Sisimiut/Hol-steinsborg (1985) Ivigtut Tasiilaq/Ang-magssalik (Gr) (1987) Scoresbysund/ Ittoqqortoormiit Ålborg Tasiilaq/Ammassalik Gentofte Kopavogur (1965) Ivigtut (Gr) (1987) Sydprøven (b) Birkerød Frederiksdal (b) Christiansfeld Arsuk (b) Herning (1988) Fiskenæsset (b) Frederiksberg Savigsivik (b) Hillerød (1984) Tasiusaq (b) Løgstør (1988) Kangaamiut (b) I lolstebro Forkortelser: (1972): Oprettelsesår for venskabsbyforbindelse, (b): Bygd. (Sv) Sverige. (No): Norge. (Fi): Finland. (Gr): Grønland. 150 [15] danske uddannelsesinstitutioner, indtil grønlandske opbyggedes. Selv om den grønlandske folkeskole efterhånden blev udbygget, og fik danske lærerkræf- ter, var der stadig et stort behov for at give de grønlandske skolebørn større tale- og skrivefærdighed i dansk. Kun længere ophold i danske skole- og fami- liemiljøer blev anset for forudsætningen herfor, og udsending af grønlandske skoleklasser til Danmark fik derfor en meget stor betydning ved indgåelse af venskabsbyforbindelser med danske kommuner. Men også indenfor de andre kommu- nale forvaltningsområder var der påtrængende behov, der motiverede venskabsbysamarbejdet med danske kommuner. De grønlandske kommuner havde i udtalt grad brug for de danske venskabskommuners tekniske erfarin- ger med hensyn til institutionsbyggeri, kloarkering, boligbyggeri, vejanlæg, by- planlægning og erhvervsbyggeri, og så ligeledes muligheden for dansk admini- strativ bistand overfor f. eks. skattelig- ning, socialforvaltning og boligadmini- stration. Lån af bygningstegninger, by- planer, budgetter og regnskaber, studie- besøg til danske kommunale værker, institutioner og forvaltninger og endda udsendelse af danske kommunale em- bedsmænd til løsning af konkrete opga- ver i Grønland var nogle af de bistands- former, de grønlandske kommunalpoli- tikere forestillede sig med venskabsby- samarbejdet. Kommunerne i Grønland havde desuden et meget stort behov for uddannede grønlandske funktionærer, og så i venskabsbyforbindelserne mulig- heden for at udsende grønlandske kom- munallærlinge og -embedsmænd til vi- dere oplæring og efteruddannelse i en dansk kommune. Endelig blev ven- skabsbyforbindelserne fra grønlandsk side tillagt erhvervsmæssig betydning. Samarbejdet med de danske kommuner ville kunne skabe kontakt til lokale for- eninger og erhvervsfolk. Nogle grøn- landske kommuner fremkom med øn- sker om udsendelse af lærlinge til oplæ- ring i virksomhederne i de danske ven- skabsbyer, og forsøgte i flere tilfælde at motivere erhvervslivet herfra til at in- vestere i grønlandsk industri. Initiativet til venskabsbysamarbejdet med de danske kommuner udgik i helt overvejende grad fra de grønlandske kommuner. I reglen trådte kommunal- bestyrelserne og borgmestrene i direkte forbindelse med hinanden, man aflagde besøg hos hinanden, og indgik derefter de formelle venskabsbyaftaler. Hjem- vendte danske embedsmænd, Det grønlandske Selskab og de grønlandske kommuners landsforening formidlede i nogle tilfælde kontakten mellem kom- munerne i Danmark og Grønland. Val- get af den danske venskabsby faldt for det meste på store og ressourcestærke kommuner som f. eks. Århus, Ålborg, Odense, Esbjerg, Roskilde og Helsingør eller københavnske forstadskommuner som Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Gen- tofte, Herlev og Høje Tåstrup. Disse kommuner havde i princippet økono- miske og administrative muligheder for at tilbyde en bred vifte af rådgivning og bistand, og var desuden i stand til at af- holde de store rejseomkostninger et venskabsbysamarbejde med Grønland krævede. Nogle venskabsbyforbindelser 151 [16] blev dog indgået med danske kommu- ner, hvis erhvervsmæssige grundlag i udstrakt grad hvilede på fiskeri: Aa- siaat/Egedesminde-Hirtshals, Kangaat- siaq-Hanstholm (1965-1974), Sisimiut/ Holsteinsborg-Skagen og Avanersuaq/ Thule-Hundested. I disse tilfælde var det fra grønlandsk side afgørende, at den danske venskabsby i erhvervs- og udviklinsmæssig henseende havde større lighed med de grønlandske kom- muner. Man kunne fra disse venskabs- byer indhente erfaringer med moderne fiskerimetoder, fiskeriindustri og udvik- lingsperspektiver. Herudover kunne der lokalt i venskabsbyerne være mulighed for dels at udsende grønlandske fiskere til videre oplæring, dels at motivere fi- skerne til at investere i fiskeriindustrier i Grønland. Selv om der er store forskelle i aktivi- tetsniveauet, har de danske og grønlandske kommuner i det store hele opretholdt venskabsbyforbindelserne fra 60'erne og 70'erne. Kun i få tilfælde er kontakten blevet afbrudt, i reglen ef- ter en lang periode med svage forbindel- ser, som følge af den danske kommunes manglende interesse og økonomiske muligheder for at opretholde ven- skabsbåndet. For de fleste danske kom- muner stod det fra starten klart, at ven- skabsbyforbindelserne til Grønland i modsætning til det øvrige venskabs- byarbejde ikke kunne hvile på gensidig- hedsprincippet. I forbindelse med en høring i økonomiudvalget i Roskilde om forbindelsen Nanortalik-Roskilde formulerede tidligere Grønlandsmini- ster Michael Gram i 1966 betingelserne for venskabsbyforbindelser til Grøn- land på følgende måde (citat): »Der er en ting, man må gøre sig klart hernede, og det er, at det - i hvert fald foreløbig - må blive en noget ensidigt præget ak- tion. Det må blive fra dansk side, den største økonomiske indsats skal gøres. Det bliver den ydende side, og den grønlandske side bliver den nydende«. Helt i tråd med normaliserings- og lige- stillingsånden fra 60'erne har de danske kommuner i højere grad set venskabsby- forbindelserne med Grønland mere som et stykke udviklingsarbejde inden- for rammerne af den statslige nyord- ningspolitik end et jævnbyrdigt samar- bejde, som man kendte fra de øvrige venskabsbyforbindelser. I modsætning hertil stillede de danske kommuner sig allerede fra starten parat til at yde øko- nomiske tilskud og særlig administrativ bistand og rådgivning til de grønlandske kommuner. Udviklingssynspunktet med henblik på normalisering og senere udvidet hjemmestyre i forhold til Dan- mark stod klart, og formuleredes således af Gladsaxes borgmester Tove Smidth i vurderingen af venskabsbysamarbejdet med Narsaq (citat): »Vi har 65.000 mennesker i Gladsaxe, og Narsaq har bare 2.000. Det lyder som et umage par, men fungerer som et lykkeligt makker- skab, der er med til at lette den problem- fyldte kontakt mellem Danmark og Grønland« og hun fortsætter senere (ci- tat): »Danskernes medansvar for at selvstændiggørelsen lykkes, på grøn- landske præmisser, blev vores anliggen- de, og vi fik den forståelse, at det må ko- ste penge at rette op på skævhederne«. I løbet af 70'erne blev der i Grønland sat spørgsmålstegn ved venskabsbyfor- 152 [17] bindeiserne til Danmark og navnlig ud- sendingen af grønlandske skoleklasser til danske kommuner. En gruppe grøn- landske lærere fremhævede nødvendig- heden af, at grønlandske børn i højere grad fik kendskab til grønlandsk kultur og sprog end dansk, og foreslog elevud- veksling mellem Nord- og Sydgrønland. Selv om samarbejdet mellem de grøn- landske og danske kommuner fortsat har en central plads på venskabsbyom- rådet i Grønland, er lærernes synspunk- ter betegnende for den nyorientering, der fra slutningen af 70'erne og gennem 80'erne er sket i det grønlandske ven- skabsbyarbejde. Som det fremgår af ta- bel l, har de grønlandske kommuner si- den midten og slutningen af 70'erne knyttet venskabsbyforbindelser til by- samfund i såvel Canada og Alaska som Færøerne og Island. For så vidt angår Færøerne og Island har det været afgø- rende, at disse nærmeste naboer ligesom Grønland tidligere havde haft status som bilande under det danske rige. Det fælles udgangspunkt i dansk sprog og kultur skulle lette kontakten mellem venskabsbyerne. Færøerne og Island har desuden mange forholdsvis små bysam- fund, og fåreavl og ekspansivt fiskeri i Nordatlanten som hovederhverv og derved en erhvervs- og bebyggelses- struktur, der på en række områder min- der om Grønlands. Med kontakten til byerne på Færøerne og Island har de grønlandske kommuner givet ønsket at få et mere jævnbyrdigt venskabsbysam- arbejde og samtidig drage nytte af byer- nes erhvervsmæssige erfaringer ved stu- diebesøg eller udsendelse af fiskere og erhvervsfolk til oplæring. Nye handels- forbindelser og fiskerisamarbejde er des- uden fra grønlandsk side set som en mu- lighed ved venskabsbyforbindelser til Island og Færøerne. De byer, de grønlandske kommuner har knyttet venskabsbyforbindelser til i Canada og Alaska, har i udstrakt grad samme erhvervs- og bebyggelsesgrund- lag som det mere traditionelle grønland- ske bysamfund. Byerne har mellem 500 og et par tusinde indbyggere, og er- hvervsgrundlaget hviler på hvalfangst, fangst af havfugle, sæler, rensdyr, hval- ros og isbjørne samt fiskeri. For de grønlandske kommuner har de kulturel- le forbindelser her haft stor betydning. Hovedparten af befolkningen i de sam- fund, der er knyttet venskabsbyforbin- delser til, består af befolkningsgrupper med samme etniske kulturbaggrund som Grønlands befolkning. Den fælles inuitbaggrund er blevet set som et ideelt grundlag for også på venskabsbyplan at etablere kulturelle forbindelser og ud- viklingsprojekter på tværs af de nationa- le grænser. Kontakten til bysamfundene i Canada og Alaska har fået høj priori- tet, og er i reglen taget fra grønlandsk side, i flere tilfælde med USA og Cana- das ambassader som det formidlende mellemled. For at øge dannelsen af inuitvenskabsbyforbindelser arbejder flere grønlandske kommuner for tiden på at få venskabsbyer i Canada, Alaska og endog Sibirien. Ud over de her nævnte venskabsby- kontakter har enkelte grønlandske kom- muner forbindelser til byer i Norden, f. eks. Nuuk/Godthåb-Huddinge-Van- da-Askim. Forbindelserne til de nordi- ske byer er opstået som følge af den ven- 153 [18] skabsbykæde den danske venskabsby indgår i, men er i reglen svage. I de sene- ste år har nogle grønlandske kommuner indgået venskabsbyforbindelser med hinanden. Målet har været at skabe større forståelse for Grønlands kultur og navnlig de kulturelle og sam- fundsmæssige forskelle mellem Nord- og Sydgrønland og Øst- og Vestgrøn- land. Samarbejdet har resulteret i sports- lig og kulturel udveksling, udveksling af skoleklasser samt ferieboligbytning. Ved siden af de kommunale ven- skabsbyforbindelser har nogle bygder i Grønland i 80'erne fået venskabsbyafta- ler med danske kommuner. Kontakten er dog meget sparsom bl. a. på grund af sprogproblemerne. Som et kuriosum bør det endelig nævnes, at enkelte grønlandske kommuner har adopteret nogle af flådens inspektionsskibe og -kuttere. Adoptionerne har ført til ven- skabeligt samvær og boldkampe mellem skibenes besætninger og befolkningen i byerne. Organiseringen af de grønlandske venskabsby- forbindelser Af de grønlandske venskabsbyforbin- delser er det samarbejdet med de danske kommuner, der er mest gennemorgani- seret og formaliseret. Såvel i Danmark som i Grønland foregår venskabsby- samarbejdet i kommunalt regi. Indtil der i 1981 blev indledt et formelt kom- munalt samarbejde mellem Tasiilaq/ Ammassalik og Gentofte, var arbejdet dog fra Gentoftes side lagt i privat regi. Gentoftes Grønlands Komite, der be- står af repræsentanter fra kommunalbe- styrelsen og foreningslivet i Gentofte, og i 1965 blev stiftet af polarforskeren Ejnar Mikkelsen, borgmesteren og Lions Klub, etablerede forbindelsen Ta- siilaq-Gentofte, og varetager sammen med en støtteforening arbejdet. I Grønland er det kommunalbestyrel- sen, der har det overordnede politiske ansvar for venskabsbyforbindelserne, men til at varetage koordineringen af arbejdet har man i de fleste tilfælde ned- sat særlige venskabsbyudvalg. Den egentlige forvaltning af sagsområdet er ofte henlagt til bestemte embedsmænd, som regel i skolevæsenet. I hvilket omfang det kommunale venskabsbyarbejde i Grønland un- derstøttes af lokale venskabsbyforenin- ger, er på grundlag af det foreliggende materiale vanskeligt at afgøre. Dog blev der i Nuuk/Godthåb i 1968 stiftet en Lyngby-Taarbæk Komite med henblik på den kommunale venskabsbyforbin- delse hertil. På det stiftende møde blev det fra initiativtagerne fremhævet, at det kommunale samarbejde ikke var tilstrækkeligt. Ved at indbyde 57 af Nuuks forskellige foreninger til at gå ind i komiteen var det hensigten at ska- be en større folkelig opbakning bag og slagkraft i venskabsbyforbindelsen til den nordkøbenhavnske forstad. Målet var, at foreningen skulle støtte det kom- munale venskabsbyudvalg, tage sig af praktiske problemer og skaffe økono- miske midler i forbindelse med ven- skabsbyarbejdet og endelig formidle kontakten til privatpersoner og forenin- ger i Nuuk og Lyngby-Taarbæk. I Danmark er Lions Klub og særlige venskabsforeninger inddraget i udbyg- ningen af det kommunale samarbejde 154 [19] Borgmestrene Ole Mathiassen, Tasiilaq og Jørgen Gotfredsen, Gentofte signerer Gentofte Grønlandskomites årsmærker. I modsætning til de øvrige venskabsbyrelationer, der er kommunaliserede, ligger forbindelsen Gentofte-Tasiilaq fra Gentoftes side i privat regi. Komiteens aktiviteter finansieres bl. a. gennem salg af årsmærkerne. Foto: Tine Løhr. med Grønlands byer. Foreningernes ar- bejde omfatter fortrinsvis indsamlinger til konkrete formål i Grønland (f. eks. opførelse af sportshaller), kontaktfor- midling, organisering af turistrejser til venskabsbyen samt foredrags- og udstil- lingsvirksomhed. Kun få grønlandske kommuner synes at have været aktivt inddraget i de ven- skabsbykæder de danske venskabsbyer indgår i, og har derfor sjældent deltaget i de venskabsbykonferencer, der afholdes mellem byerne i kæderne. Lyngby- Taarbæk har dog i stigende grad forsøgt at inddrage sin grønlandske venskabsby, Nuuk, i denne sammenhæng. Nuuk har med repræsentanter fra kommunalbe- styrelsen og forvaltningen siden 1967 deltaget i de konferencer byerne i Lyng- by-Taarbæks venskabsbykæde har af- holdt med 2 eller 4 års mellemrum. Ved konferencerne har venskabsbyerne vur- deret det gensidige arbejde og lagt pla- ner for det fremtidige samarbejde. På grund af den geografiske afstand til Grønland og de derved forbundne rej- seomkostninger har Nuuk/Godthåb kun været inddraget i en mindre del af venskabsbykædens aktiviteter, navnlig på embedsmandsplan. I forbindelse med Nuuks byjubilæum blev venskabsbykæ- dens kommuner indbudt til festlighe- 155 [20] derne, og Nuuk var i den forbindelse vært for en mindre konference i byen. Aktiviteterne i Grønlands venskabsby- samarbejde Forbindelserne til Island og Færøerne samt Canada og Alaska er af nyere dato, og har af den grund i reglen været for- holdsvis sparsomme. Venskabsbyerne her er desuden små og økonomisk og administrativt mindre ressourcestærke. Samarbejdet består fortrinsvis af skrift- lig korrespondance mellem kommuner- ne, kulturel udveksling og forskellige former for besøgsvirksomhed med repræsentanter fra kommunalbestyrel- serne, forvaltningerne og erhvervslivet. Af de grønlandske venskabsbyforbin- delser er samarbejdet med de danske kommuner langt mere udbygget. Navn- lig indenfor folkeskoleområdet har sam- arbejdet med de danske kommuner været omfattende. Fra de fleste grøn- landske kommuner er der siden 60'erne årligt udsendt mellem 30-70 elever i al- dersgruppen 10-12 år til 2-3 måneders skoleophold i de danske venskabsbyer. Eleverne har her haft almindelig dansk skolegang, været privat indkvarteret og deltaget i ekskursioner til virksomhe- der, museer og institutioner. På grund af kritikken af danskundervisningens høje prioritet begrænsede eller standsede nogle grønlandske kommuner udsen- delsen af elever fra midten af 70'erne, men aktiviteten er senere for mange kommuners vedkommende blevet gen- optaget som følge af revurderingen af dansk som grundlag for videre uddan- nelse. Flere grønlandske kommuner har ligeledes i mindre omfang været vært for danske skoleklasser. Siden midten af 70'erne har en række grønlandske kom- muner ca. hvert andet år været mål for lejrskoleophold for klasser fra de danske venskabsbyer. Opholdene har strakt sig over 2-3 uger. Eleverne har været pri- vat indkvarteret hos danske og grøn- landske familier, fulgt undervisningen i den grønlandske skole og besøgt sevær- digheder og naturområder. Herudover har venskabsbyarbejdet på skoleområdet bestået af korrespondance mellem de grønlandske og danske skoler, dansk støtte til anlæg af f. eks. skolelegepladser samt udveksling af tegninger, lysbille- der, bøger og genstande, hvorved en række skoler har opbygget særlige sam- linger om venskabsbyen og dens hjem- land. Samarbejdet mellem skoleforvaltnin- gerne har også ført til en række aktivite- ter på idræts- og ungdomsområdet. Der er blevet afholdt venskabsbystævner, ofte i den danske venskabsby og fælles sportskampe. En række sportsforenin- ger har været på besøg i venskabsbyen, og der har været etableret samarbejde mellem ungdomsledere og afholdt fællestræning af ungdoms- og fritids- ledere. Også mellem kommunalbestyrelserne og de kommunale forvaltninger har der været et betydeligt samarbejde mellem danske og grønlandske venskabsbykom- muner. Kommunerne udveksler regn- skaber, budgetter, byplaner og byg- ningstegninger, delegationer bestående af politikere og embedsmænd har aflagt talrige besøg hos hinanden, og navnlig fra grønlandsk side har de kommunale delegationer aflagt studiebesøg i den 156 [21] 25-året for forbindelsen Tasiilaq-Gentofte fejredes 19.1.1990. Hovedpersonerne i samarbejdet samledes omkring gavebordet, fra venstre Jacob Sivertsen, Tasiilaq kommune, Jørgen Glahn og prinsesse Benedikte (formand og protektor for Gentofte Grønlandskomite) samt borgmester Birthe Philip, Gentofte. Foto: Jørgen Glahn. danske venskabsby for at orientere sig om socialvæsen, boligadministration og -byggeri, tekniske spørgsmål, kollegie- byggeri, brandvæsen, ungdomspensio- ner m.v. Danske kommuner har ydet direkte bistand ved kloakering og værftsbyggeri i Grønland, og har i et vist omfang udsendt embedsmænd op til et halvt år, når den grønlandske ven- skabskommune har stået i akut mangel på arbejdskraft til løsning af en række opgaver som administration af børnein- stitutioner, behandling af socialsager og skatteligning. Omvendt kendes flere ek- sempler på, at grønlandske kommunal- funktionærer har været på efteruddan- nelsesophold i den danske venskabsby. Noget tyder dog på, at de grønlandske kommuners behov og ønsker ikke altid er blevet opfyldt på dette område. Hvor det anvendte kildemateriale giver ind- sigt i disse spørgsmål, må det konstate- res, at nogle kommuner jævnligt overfor den danske venskabskommune forgæ- ves har gjort forsøg på dels at få udsendt flere kontorelever og funktionærer til oplæring og efteruddannelse i Dan- mark, dels i højere grad at låne persona- le til Grønland. Indenfor de øvrige kommunale for- valtningsområder har venskabsbysam- arbejdet mellem Danmark og Grønland bestået i udveksling af pensionister til kortere ophold, besøg af folkedansere, 157 [22] orkestre, foredragsvirksomhed og andre kulturelle arrangementer. Kommuner- ne har endelig i udstrakt grad foretaget høflighedsudvekslinger af forskellige gaver, f. eks. de årlige juletræer til de grønlandske byer. På det erhvervsmæssige område synes venskabsbyforbindelserne til Danmark, på grundlag af det foreliggende kilde- materiale, ikke at have levet op til de grønlandske forventninger. Forsøg på at motivere danske erhvervsfolk til at in- vestere i grønlandsk fiskeriindustri via venskabsbyforbindelsen har været resul- tatløse, og det har ofte knebet med at få udsendt f. eks. grønlandske fiskere til oplæring i moderne fiskerimetoder i Danmark. De danske venskabskommu- ner har dog gennem deres kontakter til bl. a. de lokale venskabsforeninger, Lions Klub og erhvervslivet været be- hjælpelig med at skaffe praktikpladser og logi for en række grønlandske lærlin- ge i Danmark. Samarbejdet har ligeledes ført til kontakter til lokale danske er- hvervsfolk og fagforeninger, og de grønlandske byer har i flere tilfælde været besøgt af repræsentanter fra ven- skabsbyens erhvervsliv; navnlig fra tu- ristbranchen og pressen. Den del af venskabsbyarbejdet der er foregået i mere privat regi, har fra dansk side særlig været koncentreret omkring en række aktiviteter i forbindelse med indsamlinger til den grønlandske ven- skabsby. Aktiviteterne har fortrinsvis bestået af foredrag, udstillinger, kultur- aftener, lotterier og tombolaer. Med indsamlingerne har de danske venskabs- foreninger ofte i samarbejde med andre organisationer og kommunerne forsøgt at skaffe midler til sportshaller, kirke- orgler, museumsbygninger og -genstan- de og bygningsbevaring i Grønland. Den danske kommune har i reglen stil- let faciliteter til rådighed for indsam- lingsaktiviteterne, og har selv ydet øko- nomiske bidrag. Herudover kendes flere eksempler på, at den danske venskabs- forening har stået bag arrangerede rej- ser, hvor bredere udsnit af befolkningen i den danske venskabsby har fået mulig- hed for at besøge den grønlandske. Selv om det anvendte kildemateriale ikke muliggør klare og entydige vurde- ringer af det dansk-grønlandske ven- skabsbysamarbejde, kan nogle tendenser dog udledes. For så vidt angår jævnbyr- digheden i samarbejdet, synes den dan- ske antagelse fra 60'erne om Danmark som den ydende og Grønland som den nydende i venskabsforbindelsen at have holdt stik, i hvert tilfælde i de første år. De danske kommuner har givet i for- hold til det øvrige venskabsbyarbejde ydet relativt mere overfor de grønland- ske byer med hensyn til indsamlingsak- tiviteter, mellemkommunal rådgivning og bistand samt de grønlandske skole- klassers 2-3 måneders ophold i Dan- mark. Omvendt synes udviklingen i 70'erne og 80'erne at pege på, at en række af de grønlandske forventninger til venskabsbyforbindelserne ikke blev opfyldt, f. eks. på erhvervsområdet og med hensyn til udveksling af kommu- nalfunktionærer. 70'erne og 80'erne kendetegnes des- uden af en større grad af jævnbyrdighed i samarbejdet mellem de danske og grønlandske byer, ligesom de danske byer har forsøgt at inddrage nogle af de 158 [23] Tabel 2. Antal rejsende i forbindelse med venskabsbyaktiviteter. Lyngby-Taarbæk- Nuuk/Godthåb og Lyngby-Taarbæk-Huddinge, Sverige Nuuk — > Lyngby-Taarbæk Lyngby-Taarbæk — > Nuuk Huddinge — > Lyngby-Taarbæk Lyngby-Taarbæk — » Huddinge 1975/76 20 0 59 107 1976/77 5 0 121 929 1977/78 30 25 222 96 1978/79 45 77 128 109 1980/81 2 1 135 88 1981/82 9 2 232 65 1982/83 16 25 224 110 1983/84 4 20 248 122 1984/85 19 10 70 105 1985/86 10 9 77 57 1986/87 10 14 29 92 Sum 170 183 1.545 1.180 Gns./år 15 16 140 108 Kilde: Årlige rapporter vedr. venskabsbysamarbejdet, 1975/76-1986/87, Lyngby-Taarbæk kommune. grønlandske venskabskommuner i et samarbejde, der svarer til det, der føres med de øvrige venskabsbyer. Sammen- lignes f. eks. Lyngby-Taarbæks samlede venskabsbyarbejde med de nordiske kommuner med det samarbejde, der føres med Nuuk/Godthåb, synes dette at omfatte en række af de samme aktivi- teter. Den afgørende forskel er i mange tilfælde ikke arten af aktiviteter, men omfanget. Tages det årlige antal udsend- te og modtagne personer i forbindelse med venskabsbyarbejdet som udtryk for dets omfang, ses det af tabel 2, at ven- skabsbyforbindelserne mellem f. eks. Lyngby-Taarbæk og Huddinge (Sverige) har været langt mere omfattende end forbindelsen mellem samme danske kommune og den grønlandske ven- skabsby Nuuk/Godthåb. I perioden 1975-1985 modtog Lyngby-Taarbæk således i forbindelse med venskabsbyar- bejdet 170 gæster fra Nuuk, svarende til 15 pr. år, mens Lyngby-Taarbæk udsend- te 183 personer til Nuuk, svarende til 16 personer pr. år. I samme periode afsend- tes 1180 personer fra Lyngby-Taarbæk til Huddinge (i gennemsnit 108 pr. år), mens Lyngby-Taarbæk modtog 1545 fra Huddinge (i gennemsnit 140 pr. år). Selv om Lyngby-Taarbæk og Nuuk/ Godthåb er forholdsvis aktive byer på venskabsbyområdet, og dermed ikke repræsentative for samtlige dansk-grøn- landske venskabsforbindelser, peger forbindelserne mellem de to kommuner på en klar tendens i venskabsbyarbejdet mellem Danmark og Grønland. I for- 159 [24] hold til de danske kommuners ven- skabsbyforbindelser til de nordiske kommuner, kan flere faktorer inddrages i en forklaring på det i omfang relativt mere begrænsede samarbejde mellem danske og grønlandske kommuner. Fra flere kommuner har man navnlig peget på de høje rejseomkostninger som en al- vorlig begræsning af venskabsbysamar- bejdet mellem Danmark og Grønland. Som følge heraf forsøgte f. eks. Lyngby- Taarbæk kommune i 1977 og 1978 gen- nem henvendelser til Ministeriet for Grønland at opnå prisnedsættelser for gruppeflyrejser til og fra Grønland i for- bindelse med venskabsbyaktiviteter. Mi- nisteriet var positiv overfor henvendel- sen, men afviste sagen under henvisning til, at der i Folketinget ikke ville være politisk flertal for yderligere indirekte tilskud til beflyvningen af og på Grønland, idet de grønlandske inden- rigsruter var meget omkostningstunge, og krævede betydelige offentlige subsi- dier. Med den stramning, der samtidig er sket i såvel de danske som grønland- ske kommuners økonomi, som følge af den økonomiske krise i 70'erne og 80'- erne, har kommunerne yderligere været tvunget til tilbageholdenhed med øgede udgifter til nye og flere venskabsbyakti- viteter. Sammen med den stigende interesse, der i Danmark har været for at udnytte venskabsbyforbindelserne erhvervsmæssigt, har der givet herfra ikke været interesse for at udbygge de mere udgiftskrævende aktiviteter med de grønlandske byer. Skolebørn fra Roskilde på udflugt med deres nye kammerater under et udvekslingsbesøg i Nanorta- lik. Foto: Alf Nielsen. Litteratur og kilder: »Narssaq« (red. Jørgen Fisker), 1969. Alf Nielsen: »Pilluaritsi - til lykke. 20 års venskabs- bysamarbejde Roskilde-Nanortalik«, 1986. »Tasiilaq-Ammassalik« (red. Jørgen Fisker), 1984. Torben Jørgensen: »Grønland har fået sin festivalby«, Bibliotek 70, 1987, nr. 21. »Venskabsbyhåndbogen«, 1988. Hanne Fall Nielsen: »Venskab betaler sig«, Danske Kommuner, 1988, nr. 18. Esben Ørberg: »Venskabsbyforbindelser er fredsar- bejde i praksis«, Danske Kommuner, 1988, nr. 18. Poul Vestergaard: »Venskabsbyer«, Norden Nu, 1986. Arne F. Anderson: »Vånorter i Norden«, Foreningen Norden, nr. 7, 1977. Frantz Wendt: »Nordisk Råd, 1952-1977«, 1980. »Venskabsbykonferencen 8. og 9. juni 1967«, Lyngby- Taarbæk Kommune. Herudover kommunalbestyrelsens forhandlingspro- tokol og sager vedr. venskabsbyer i arkiverne fra følgende kommuner: Aasiaat, Sisimiut, Nanortalik, Maniitsoq, Kangaatsiaq, Uummannaq (findes på Grønlands arkiv, Nuuk/Godthåb). 160 [25]