[1] Op- og nedgangstider i den arktiske dyreverden Om mål og midler til langsigtet overvågning af arktiske dyrs bestandssvingninger Af Morten Meldgaard Artiklen er en redigeret version af en offentlig licentiatforelæsning holdt den 6. april 1990 på Københavns Universitet over emnet: »Om mål og midler til en langsigtet monitering (overvågning) af de arktiske landpattedyrs bestandssvingninger«. I året 1885 drog en lille gruppe rens- dyrjægere ud på hvad der skulle blive en næsten et år lang vandring efter rensdyr. De tilhørte Nuataqmiut, et lille sam- fund af indlandseskimoer bosat i det storslåede bjerglandskab i Brooks Range, Nordalaska. Situationen i lejrene var desperat, rensdyrene, som var den ressource hvorpå samfundets hele eksi- stens byggede, var gennem flere år ble- vet færre og færre. Mange vintre led folk af sult. Godt 600 kilometer mod nordøst fandt ekspeditionen endelig vildtrige egne. De returnerede til Brooks Range med de gode nyheder, og i de følgende år flyttede hovedparten af Nuataqmiut mod nordøst. En mindre gruppe fore- trak at rejse mod vest, ud til Bering Strædet, hvor havpattedyrene gav et sikrere livsgrundlag. I løbet af få år affolkedes det land, hvor der blot 20 år forinden havde været en sådan rigdom af rensdyr, at gryderne kunne holdes med friskt ren- kød året rundt. Samtidig med at sulten i 1860'erne holdt sit indtog hos Nuataqmiut opleve- de grønlandske fangere en tilsvarende drastisk nedgang i de vestgrønlandske rensdyrbestande. I en artikel i Atua- gagdliutit/Grønlandsposten fra 1864 konstaterer rensdyrjægeren Niels Mi- kiassen således at: »Mange jagtpladser, hvor der førhen var mange dyr nu er så godt som udtømte«. Godt hundrede år senere optræder de vestgrønlandske rensdyr igen i Grøn- landspostens overskrifter. Angmalortoq Olsen, direktøren for andelsforetagen- det Sipineq, der indhandlede og forar- bejdede renkød, udtalte sin bekymring for at en ny nedgang i rensdyrbestanden var på vej. Fabrikkens eksistensgrundlag var truet, og en større vildtbiologisk un- dersøgelse blev derfor iværksat i 1977. Nøgleordene i disse beretninger er mennesker og ressourcer, sult og sving- 169 [2] ninger, hver især vigtige komponenter i det arktiske terrestriske (landbaserede) økosystem og i den efterfølgende re- degørelse for de arktiske landpattedyrs bestandssvingninger og for deres kon- sekvenser. Renen er en af tundraens vigtigste og mest udbredte græssere. Gennem mere end 4000 år har den udgjort en af Inuits vigtigste ressourcer. Foto: Bjarne Grønnow. Rensdyret For Nuataqmiut, for de vestgrønlandske rensdyrjægere og for de øvrige arktiske befolkningsgrupper er rensdyret et »nøgledyr« - et fangstdyr centralt i øko- nomi og kultur. Samtidig indtager renen en vigtig position i stort set alle de ark- tiske terrestriske økosystemer. De vestgrønlandske rensdyrbestande har oplevet fire op- og nedgangsperio- der i løbet af det sidste godt 250 år. Der ses ikke umiddelbart nogen regelmæs- sighed i bestandssvingningerne, men det kan konstateres, at der er mellem 65 og 115 år fra det ene bestandsmaximum til det næste. Svingningernes størrelse illustreres godt af den voldsomme ned- gang fra omkring 100.000 dyr i 1970 til cirka 8.000 i 1980, altså en bestands- reduktion på godt 90 procent på kun 10 år. Bestandssvingninger af samme slags kendes fra alle de arktiske rensdyrhjor- de, bl. a. fra George River Hjorden der lever i Quebec og Labrador i det østlige Canada. Bestanden var stor omkring 1850, og derefter faldt den med over 90 procent til et minimum på under 10.000 dyr omkring 1950. Siden har den været kraftigt stigende, og idag er hjorden på cirka en million dyr, hvilket gør den til den største arktiske rensdyrhjord i øje- blikket. Der er tegn på, at den har stabi- liseret sig, og det er ikke underligt, at områdets Montagnais - Naskapi india- nere, inuit og vildtbiologer ser det næste tiår imøde med nogen ængstelse. Rensdyret er cirkumpolært udbredt. Økologisk spænder renen vidt. Der findes idag omtrent fem millioner rensdyr, hvoraf cirka halvdelen er tamrener. (Efter Banfield). 170 [3] bestandsstørrelse UPERNAVIK SISIMIUT Holsteinsborg NUUK Godthåb QEQERTARSUATSIAT Fiskenæsset PAAMIUT Frederikshåb SW-GRØNLAND Kildematerialet til belysning af renernes bestandssvingninger er righoldigt. Baseret på arkæologiske, histo- riske, etnohistoriske og vildtbiologiske data har det således været muligt at rekonstruere de vestgrønlandske rensdyrs bestandssvingninger gennem mere end 250 år. Til sammenligning rækker undersøgelser fra andre dele af Arktis kun godt 100 år bagud i tid. (Fra Meldgaard 1986). Lemmingen Lemmingen er det man i den økologiske terminologi kalder en »keystone spe- cies«, altså en art, der indtager en nøgle- position i økosystemet og som er be- stemmende for dets struktur og funk- tion. Lemmingens ret kortvarige 3-4 årige bestandssvingninger har gjort den til et yndet studieobjekt, og en stor del af den teoretiske litteratur vedrørende ark- tiske landpattedyrs svingninger bygger på studier af disse små dyr. De fleste har hørt om de såkaldte »lemming-år« og om lemmingernes frygtløse massevandringer der ofte en- der i kollektivt selvmord. Selvom man- ge af disse historier er knyttet til den skandinaviske lemming (Lemmus /em- mus), så kan de også fortælles om de to arktiske lemminger: halsbåndlem- mingen (Dicrostonyx torquatus) og den brune lemming (Lemmus sibiricus). Halsbåndlemmingen og den brune lemming er, ligesom renen, cirkum- polært udbredt. Begge har en ganske forbavsende formeringsevne. Når livs- betingelserne er gode får hunnen sit første kuld på mellem en og syv unger 171 [4] Trods lemmingens centrale placering i den Nordøstgrønlandske Nationalparks økosystem ved vi kun meget lidt om dens bestandssvingninger. De vel nok grundigste undersøgelser blev foretaget under Danmark- Ekspeditionen 1906-08. Foto: Magnus Blander. tidligt i marts efter kun 20 dages drægtighed. Hunnerne er allerede kønsmodne når de er en måned gamle, og i løbet af den arktiske sommer kan de nå at sætte to til tre kuld i verden. Denne frugtbarhed er baggrunden for, at lemmingbestanden i et givet område kan stige fra mindre end én lemming per hektar til 400 på få år. Figur 6 illustrerer svingninger i be- standstæthederne af den brune lemming (Lemmus sibiricus) ved Point Barrow i Nordalaska, et af de få steder, hvor man systematisk følger smågnaverpopula- tionernes fluktuationer. Der er en be- mærkelsesværdig regelmæssighed i be- standssvingningerne. Hvert tredje eller fjerde år eksploderer bestanden, og ofte inden for samme år oplever den både sin storhedstid og sit fald. Svingninger af samme varighed og størrelse er beskrevet fra Skandinavien, Sibirien, Canada og Grønland. Det er klart, at disse bestandssvingninger for- planter sig op gennem de arktiske fødekæder. Særligt i de højarktiske områder i Canada og Grønland, hvor halsbåndlemmingen er ene smågnaver på skansen, ses konsekvenserne tydeligt. T- ••••••• Hermelin, polarræv, brud, sneugle, mellemkjove og lille kjove er blandt de dyr, der nyder godt af lem- mingen, der meget passende er blevet kaldt den »arktiske hamburger«. Polarræven er fotograferet af Magnus Blander. 172 [5] 200 160 120 5 80 _l < '56 '58 '60 '62 '64 '66 '68 '70 '72 . . Svingninger i bestande af brune lemminger ved Point Barrow i Nordalaska. Bemærk de meget regelmæssige tre til fire årige svingninger. (Efter Remmert 1980). Både polarræven, hermelinen, kjoven og sneuglen lever fedt og godt, når der er mange lemminger. Alle sætter de sto- re kuld i verden, og overlevelseschan- cerne er fine. Men når så lemmingerne forsvinder og sulten banker på døren, så må hovedparten af rovdyrene enten gå til grunde eller udvandre. Bestandssvingninger blandt andre dyr Stor bestandsudsvingning karakteriserer ikke blot alle de arktiske landpattedyr. Også havpattedyrene, fiskene, fuglene, insekterne og planterne er underkastet store ændringer i tæthed, udbredelse og produktion. Denne naturlige og kon- stante foranderlighed kendetegner alle de arktiske økosystemer. Årsagerne Netsit, en mand fra Moskusokse-folket i den vestlige del af arktisk Canada, ud- trykte sin angst for følgerne af naturens luner i en lille sang nedskrevet af Knud Rasmussen i 1921: Langt, langt ned kan man blive kold af angst, langt, langt ned, fordi fangstdyrene flygter for en - Hvorhen mon? Hvorhen mon? Moskusokserne og de store landbjørne, renstyrene og deres køer. Alle har de let til flugt. Hvorhen mon? (Fra »Snehyttens Sange« af Knud Rasmussen) Ja, hvorhen mon? Årsagerne til be- standssvingningerne har været debatte- ret i umindelige tider. Men der er sket meget, siden Uppsala bispen Olaus 173 [6] Magnus i 1555 fastslog, at lemmingernes tiltagen skyldtes, at de kom regnende ned fra himlen. De væsentligste faktorer, der antages at have en bestandsregulerende betyd- ning for de arktiske landpattedyr, er va- riationer i fødetilgængelighed, fødekva- litet, prædation (herunder jagt), syg- dom, parasitbelastning, stress, vejr og klima. Det er sjældent kun én af disse fakto- rer, der bestemmer bestandsudviklin- gen. Ofte vil flere faktorer virke sam- men, og de vil have forskellig vægt afhængig af, hvor i bestandscyklus po- pulationen befinder sig. De regulerende mekanismer er altså uhyre komplice- rede, og selvom de har været mål for fle- re århundreders forskning, kan man langtfra betragte problemet som løst. Bestandssvingningerne og naturovervågning Men, hvad er formålet med at beskæfti- ge sig med de arktiske landpattedyrs be- standssvingninger? For det første har de voldsomme be- standssvingninger direkte økonomiske konsekvenser for de arktiske befolk- ningsgrupper. Nuataqmiuts udvandring fra Brooks Range og andelsselskabet Si- pineq's manglende tilførsler af renkød er blot to af mange eksempler. ICC (Inuit Cirkumpolar Conference) har således for nylig udarbejdet et doku- ment vedrørende en regional miljøbeva- ringsstrategi for inuitområdet. Heri hedder det, at en af hovedhjørnestenene i strategien er en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer. Samtidig ud- trykkes der bekymring over, at en ratio- nel gennemførelse af dette princip van- skeliggøres af de arktiske økosystemers naturlige ustabilitet. Den til enhver tid givne bæredygtighed vil jo afhænge af bestandens størrelse og dermed af be- standssvingningerne. For det andet er det nødvendigt at undersøge og følge bestandssvingning- erne i upåvirkede terrestriske økosyste- mer for at kunne skelne den globale for- urenings påvirkning af de biologiske systemer i Arktis fra økosystemernes na- turlige dynamik. Set ud fra et globalt miljømæssigt synspunkt har de arktiske terrestriske økosystemer desuden en speciel interes- se. Særlige forhold gør, at klimatiske ændringer mærkes relativt stærkere i de arktiske områder end under mere sydli- ge himmelstrøg. Det må derfor forven- tes, at også de af os mennesker forår- sagede klimaforandringer f.eks. driv- huseffekten, vil slå stærkest igennem i Arktis. For det tredje giver de relativt simpelt opbyggede og artsfattige arktiske økosy- stemer enestående muligheder for at studere de mekanismer, der styrer be- standsændringerne. Resultaterne af en sådan grundforskning vil ikke kun være af interesse i forbindelse med studiet og forvaltningen af de arktiske økosyste- mer, den vil også være af generel betyd- ning for studiet af dynamikken i de langt mere komplekse og artsrige økosy- stemer i tempererede og tropiske områ- der. Og for det fjerde er det vigtigt at følge bestandsudviklingerne for at forhindre populationer eller arter i at uddø. F. eks. er det særegne Peary rensdyr, der lever på de canadiske arktiske øer, blevet 174 [7] erklæret for et truet dyr, efter at bestan- den i 1970'erne faldt med over 90 pro- cent. At der virkelig er grund til bekym- ring understreger den totale uddøen omkring år 1900 af Peary renens nære slægtning den Nordøstgrønlandske ren. Fire hovedmål kan således formule- res i forbindelse med studiet af de ter- restriske økosystemers dynamik: - at sikre de arktiske befolkningers økonomiske og kulturelle fremtid, - at følge og registrere konsekvenserne af den globale forurening, - at studere de mekanismer, der forår- sager bestandssvingningerne, - at bevare den biologiske diversitet i Arktis. Naturovervågning i Arktis Mange af de økologiske processer i Ark- tis forløber over lange tidsrum. Rens- dyrbestandenes svingninger på mellem 65 og 115 år er et godt eksempel. For at foretage en tilbundsgående analyse af disse svingninger må man planlægge undersøgelsesforløb, der strækker sig over århundreder. I realiteten indebærer det, at der skal foretages en systematisk indsamling af basale økologisk relevan- te data år efter år efter år i »al fremtid«. Dette overvågnings- eller moniterings- princip er rodfæstet i meteorologien, hvor vejrudsigternes værdi og progno- sernes rækkevidde bl. a. er afhængige af århundreders systematiske målinger. Denne konklusion bliver også draget i De Forenede Staters Arktiske Forsik- ringsplan, der udkom i 1987 som resul- tat af 3 års kulegravning af den ameri- kanske forskningsindsats i Arktis. I planen understreges nødvendigheden af at skabe kontinuitet i arktisk Forskning og foretage langsigtet overvågning af biologiske fænomener. Ved en lov af 1984 har amerikanerne søgt at sikre det lange tidsperspektiv bl. a. ved at afsætte ca. 1/2 milliard kroner årligt til forsk- ning i det arktiske område. Desværre er de økonomiske vilkår for den langsigtede forsknings- og over- vågningsindsats i Arktis generelt ikke så gode som i Alaska, hvor det er gjort til et regeringsanliggende. Som hovedregel er sådanne projekter henvist til en usikker finansiering fra fonde og forskningsråd. Det har bevirket, at de fleste forsknings- projekter der har beskæftiget sig med de arktiske terrestriske økosystemers dyna- mik, kun har haft nogle få års løbetid. Eksempelvis strakte et af de til dato mest ambitiøse økologiske forsknings- projekter i Arktis, »Truelove Lowland Projektet« på Devon Island i Canada, sig over fem år fra 1970 til 1974. Størsteparten af den forskning og overvågning, der idag foregår i for- bindelse med de arktiske økosystemer, foretages ikke af universiteter og andre højere læreanstalter, men af sektorforsk- ningsinstitutter og private konsulentfir- maer i forbindelse med råstofefterforsk- ning og -udvinding. Disse undersøgelser gennemføres i reglen over et par år og munder ud i statusrapporter og miljømæssige vurderinger af effekten af råstofudvindingen. Som eksempler på miljøundersøgelser af denne karakter kan nævnes de biologiske undersøgelser i forbindelse med anlæggelsen af den store olierørledning tværs over Alaska og de undersøgelser, som Grønlands Miljøundersøgelser har lavet på Jame- 175 [8] son Land i forbindelse med olieefter- forskningen dér. Set i sammenhæng med behovet for langsigtet overvågning og forskning, så er disse undersøgelser af alt for kort va- righed. Dette problem erkendes klart f. eks. i Norsk Polarinstituts rapport fra februar 1990 vedrørende et nyt miljø- vurderingssystem i forbindelse med in- dustrielle aktiviteter på Svalbard. Heri understreges det også, at man ikke kan forvente, at industrien skal betale for langsigtet forskning og monitering, for- di grundforskning og generel kompe- tanceopbygning fra industriens syns- punkt er et offentligt anliggende. Canadierne har forsøgt at tage kon- sekvenserne af dette forhold i forbindel- se med det såkaldte »Beaufort Environ- mental Monitoring Project«. Projektet har til formål at vurdere de miljømæssi- ge konsekvenser af olie- og gasud- vinding i Beauforthavet. Der er i den forbindelse oprettet en kommission, der fordeler alle miljømidlerne fra indu- strien. Denne kommission sørger for, at en vis procentdel af bevillingerne bru- ges til grundforskning. En sådan model kunne også bruges i andre sammen- hænge. Men selv disse mammutprojekter er afhængige af verdensmarkedspriser og udtømmelige ressourcer. I sagens natur vil deres eksistens derfor være tidsmæs- sigt begrænset. Det er derfor uhen- sigtsmæssigt at lade så vigtige opgaver som langsigtet overvågning og forsk- ning være afhængige af midler herfra. Alle er enige om, at den langsigtede overvågning er en nødvendighed, men det ser ikke umiddelbart ud til, at visio- nerne om en langsigtet forsknings- planlægning og overvågning kan reali- seres f. eks. i Grønland indenfor de fungerende økonomiske rammer. Dertil er opgaverne for store og finansierings- grundlaget for usikkert. Der skal helt klart en ekstraordinær indsats til, og denne indsats må, ligesom i Alaska, ske på baggrund af et politisk initiativ. I Danmark har naturovervågning således, via et net af feltstationer, været gennemført over en længere årrække, og lovfæstelsen af naturovervågningsprin- cippet debatteres i øjeblikket i det dan- ske Folketing. »Historisk overvågning« Men overvågning og forskning bør ikke kun pege fremad! Langsigtet forsk- ningsplanlægning i forbindelse med arktisk økologisk dynamik bør også om- fatte et historisk aspekt eller hvad man kan kalde en »historisk overvågning«. Data, relevante for en rekonstruktion af landpattedyrenes bestandssvingnin- ger, findes gemt i en lang række meget forskelligartede kilder. Her tænker jeg på arkæozoologiske og kvartærzoologi- ske undersøgelser, hvor udgravninger og stratigrafiske iagttagelser kan give et tidsperspektiv, der rækker århundreder og årtusinder tilbage, jeg tænker på et- nohistoriske data f. eks. fra lokalaviser og fra etnografiske interview-undersø- gelser, og jeg tænker på fangststatistik- ker, ekspeditionsrapporter, miljørap- porter og på andre ofte vanskeligt tilgængelige eller upublicerede kildema- terialer. Undersøgelser af denne art er der fo- retaget mange af i årenes løb, først og 176 [9] LisieSi Den gamle fangststation ved Zakenberg i Nationalparken. Fra biologisk hold anbefales Zakenberg-området til placeringen af en kommende feltstation. Foto: Hans Meltofte. fremmest i universitets regie. Nævnes bør Charles Eltons klassiske arbejder om los, hare og lemminger, og de dok- torafhandlinger om emnet som er pro- duceret på Københavns Universitet, nemlig F. Bræstrups om polarræven og Chr. Vibes om en lang række af de ark- tiske pattedyr og fugle. Også Hjemmestyrets omfattende res- sourcekortlægning skal fremhæves i denne forbindelse. En million-bevilling fra et privat fond sikrede for et par år til- bage gennemførelsen af en omfattende kortlægning af de levende ressourcer i Grønland, bl. a. på basis af interview- undersøgelser og litteraturstudier. De historiske data forærer os observa- tionsserier, som vi ellers skulle vente årtier eller århundreder på at få i hus. Derfor er det nødvendigt, at en langsig- tet fremadrettet overvågning går hånd i hånd med en historisk overvågning. Naturovervågning i Grønland Jeg har hidtil holdt mig til ret generelle betragtninger vedrørende de mål og midler, man må sætte sig i forbindelse med langsigtet forskningsplanlægning og overvågning af terrestriske økosyste- mer. Jeg vil i det følgende søge at kon- kretisere, hvorledes jeg forestiller mig, at et sådant arbejde kunne sættes i værk i Grønland. Afgørende for gennemførelsen af langsigtet naturovervågning i Grønland er etableringen og driften af feltstatio- ner. Der bør som et minimum etableres to permanente feltstationer, en i høj- 177 [10] arktis og en i lavarktis. De skal fungere som tyngdepunkter i overvågningspro- grammerne, og de skal være kraftcentre i økologisk forskning og uddannelse. En feltstation i Nationalparken Nationalparken dækker stort set de højarktiske områder i Grønland. Zoolo- gisk Museums Grønlandsundersøgelser er i samarbejde med Grønlands Botani- ske Undersøgelser og Hjemmestyret igang med et udredningsarbejde vedrø- rende placeringen af stationen. En pla- cering i den Nordøstgrønlandske Natio- nalpark er oplagt, bl. a. fordi den er udnævnt til Man & Biosphere reservat (verdens største) i forbindelse med UNESCO's Man & Biosphere Program (MÅB). MÅB lægger netop stor vægt på etableringen af langsigtede moniterings- og forskningsprogrammer i MAB's ver- densomspændende reservatnetværk. Fra biologisk hold anbefales en place- ring ved Zakenberg nær Daneborg, for- di de biologiske forhold her synes opti- male, og fordi adgangen til stationen er god. Et nøjere program for overvåg- ningens udførelse er under udarbejdelse. I grove træk forestiller man sig, at der i nærheden af stationen skal oprettes et intensivt studieområde med prøvefla- der, hvor fysiske, kemiske, botaniske og zoologiske forhold måles kontinuert. Hovedstationen bør suppleres med to ganske små overnatningshytter, en i de kontinentale egne nær bunden af Tyro- lerfjorden og en på Wollaston Forlands yderkyst i et mere atlantisk klima. Over- vågningen i disse områder skal være mere ekstensiv, men samtidig så detalje- ret at geografiske variationer som følge af de forskellige klimatiske vilkår kan studeres. Til hovedstationen skal der knyttes et fast personale, der har ansvaret for gen- nemførelsen af de grundlæggende biolo- giske overvågningsprogrammer. Des- uden skal der være mulighed for, at der til stationen kan knyttes forskningssti- pendiater i kortere eller længere perio- der. De skal sikre, at der til stadighed fo- regår de økologiske specialundersøgel- ser, der er en forudsætning for, at lang- tidsserierne bliver udnyttet bedst mu- ligt, og for at overvågningsprogrammet bliver forbedret. Arktisk Station i Godhavn Som den lavarktiske station ville det være oplagt at vælge Arktisk Station i Godhavn, Vestgrønland. Københavns Universitet driver her for ca. 1,2 millio- ner kroner årligt en veludstyret feltsta- tion. Med en styrkelse af det faste perso- nale på stationen, svarende til det på stationen i Nordøstgrønland, ville Ark- tisk Station kunne blive et lavarktisk centrum for økologisk terrestrisk forsk- ning. Sideløbende med de intensive over- vågninger i feltstationernes nærhed må stationerne, i samarbejde med Hjemme- styret, også være ansvarlig for indsam- lingen af mere ekstensive data fra andre dele af Grønland. F. eks. i form af ind- beretninger fra fangere, lokale kommu- nale optællinger og rapporter fra slæde- patruljen Sirius. Selv om sådanne data nødvendigvis må være af en noget uens- artet natur, så vil de ofte være tilstræk- kelige til, at man kan udtale sig om ten- 178 [11] Københavns universitet driver Arktisk Station, en veludstyret feltstation ved Godhavn i Vestgrønland. Denne station vil være et glimrende udgangspunkt for naturovervågning i det kvarktiske Vestgrønland. Foto: Godtfred Høpner Petersen. denser, f. eks. op- eller nedgange i popu- lationer og ændringer i udbredelses- områder. Denne kombination af finmasket og grovmasket overvågning er en rimelig økonomisk måde, hvormed man kan sikre sig en god dækning af væsentlige grønlandske landområder. Af hensyn til koordineringen af felt- arbejdet og af hensyn til samkørslen af den store mængde observationer i en fælles database vil det nok være nødven- digt at etablere en styringsgruppe med repræsentanter fra relevante institutio- ner i Grønland og Danmark. Undervisning Men er det nu tilstrækkeligt at investere i feltstationerne og deres moniterings- programmer? Nej, det er det helt klart ikke. Undervisning og formidling er et meget vigtigt element i den langsigtede forskningsplanlægning, både af hensyn til rekrutteringen af forskere og af hen- syn til almindelig oplysning om økosy- stemernes struktur og funktion og om menneskets rolle i dem. Et generelt højere uddannelsesniveau på det økologiske område ville også på langt sigt motivere og lette etableringen af et geografisk mere dækkende over- vågningsnet af højere kvalitet. Det ville være oplagt at bruge de to feltstationer som baser for økologiske grundkurser for studerende fra Grøn- land og Danmark (dette er allerede til- fældet med Arktisk Station). Feltstatio- nernes både fast og løst tilknyttede med- arbejdere bør være forpligtede til at undervise i felten og til at levere kurser i økologi på Ilisimatusarfik og andre læreanstalter i Grønland. I denne sam- 179 [12] menhæng bør fabrikationen af et grøn- landsksproget lærebogsmateriale om arktisk økologi have høj prioritet. Dansk Polarcenters rolle I forbindelse med realiseringen af de skitserede planer ser jeg Dansk Polar- center indtage en central placering. Som den danske regerings center for polar- forskning må det være en væsentlig op- gave for Dansk Polarcenter at deltage i opbygningen af feltstationer og ga- !„-*;' '** .' •'-*"" «•'• •< ••-"' t* *•> v« -" <•_ '.',„-*- i-;'^ '•'•' •• •" »••* - " "-, *- * v «•" 5l'"<: KkJ/^^;*^^^^^^^.^"-^^'--] :^ifis^Cr|gsjse?iy Nyere undersøgelser viser, at moskusoksen i løbet af de sidste ti år er forsvundet fra store dele af det centrale Østgrønland uden at nogen, ud over de lokale fangerfamilier, vidste noget om det. Foto: Magnus Blander. Ulven har tiltrukket sig en del opmærksomhed, for- di den er genindvandret til Nordøstgrønland. Vi ved kun meget lidt om polarulvens bestandstørrel- se, fødebiologi m. m. Foto: Magnus Blander. rantere den kontinuitet, som er nerven i den langsigtede overvågning. I den netop udkomne betænkning vedrørende Dansk Polarcenter fremhæ- ves disse arbejdsopgaver da også, og det må betragtes som et afgørende frem- skridt for dansk-grønlandsk biologisk forskning og miljøforskning, hvis Dansk Polarcenter fra politisk hold sikres det nødvendige økonomiske grundlag til opgavernes løsning. Referencer: Banfield, A. W. F. 1974. The mammals of Canada. - University of Toronto Press. Meldgaard, M. 1986. The Greenland Caribou - Zoo- geography, taxonomy and population dynamics. - Meddelelser om Grønland, Bioscience 20. Remmert, H. 1980. Arctic animal ecology. - Sprin- ger-Verlag. 180 [13]