[1] Var det naturens hævn? Af Peter Freuchen Redigeret af Ro/f Gi/berg1 Navarana på skødet af Peter Freuchen i Thule Stationen (1911-1913). Længst mod nord, på grænsen af intet- heden, ligger inughuits2 land. Dér fin- des der fra naturens side utrolig lidt træ. Ingen træer kan vokse der. Naturen le- verer kun det træ, som isen ikke forhin- drer i at flyde i land. Det er meget lidt. Derfor må menneskene lære sig at bruge andre materialer så som tand og sten til at lave redskaber og bygge huse af. Slæder måtte i gamle dage flækkes sam- men af små stumper træ, rensdyrhorn og hvalrostand. Harpunskafter var af narhvaltand, eller sammensurrede ben- stumper. Når man en sjælden gang fandt en enkelt stump træ, var den en kostbar- hed, der kunne volde drab eller røveri. Men da var det, at skibe begyndte at sejle op til vort land. Hver sommer kom de for at fange hvaler.3 Mændene om- bord havde lyst til vore ræveskind og andet af vor fangst. Altid forlangte men- neskene træ af dem: træ, træ og atter træ. Menneskene fangede ræve hele vinteren igennem. Men de tænkte kun på træ. Om foråret4 flyttede de, som ønskede sig nye slæder eller harpunskafter, ned til Kap York for at være parate, når ski- bene kom. 225 [2] Dengang forstod menneskene ikke så meget af de hvide mænds tale, men det ord, der hed »vut«,5 var et af de ord, man kendte. Tit ønskede skibskaptajnerne at give noget andet. Det var derfor ikke let at være ubeskeden og forlange træ alli- gevel. Men mange af fangerne gjorde det dog, thi menneskene havde fået lyst til at få hurtige slæder, der kunne bringe meget kød hjem, og til solide slæder, der kunne bruges til isbjørnejagt i skrueis. Det var også før den tid, man var be- gyndt at suge tobaksrøg i sig, og der var mange, som slet ikke ville spise de hvide mænds mad. Vi syntes, at det smagte af salt altsammen. Engang jeg var ombord på et skib med min søn, som dengang var dreng, kom 'kogeren'6 hen og gav ham en skibskiks. Han viste min søn, hvordan den skulle spises. Men drengen var bare en ufornuftig lille fyr. Han bed et stykke af og tyggede lidt på det. Straks efter spyttede han det ud og smed resten af kiksen overbord i vandet. Jeg blev bange for, at min søn havde krænket de hvide mænds mad, og 'kogeren' udtalte også mange ord. Jeg forsøgte at forklare, at drengen kun var ufornuftig, fordi han var så ung. Men 'kogeren' forstod mig ikke. Der skete dog ikke mere i den sag. Så gik der et år, og næste forår kom der intet skib. Det forår var der ellers mange mennesker ved Kap York, hvor de ventede på skib for at købe træ. Men det blev en stor skuffelse, for der kom ingen skib. Næste år igen samledes mange men- nesker ved Kap York for at vente på ski- be for at skaffe sig træ. Der kom da også 2 skibe. Men man betalte ikke ret meget træ for de mange ræveskind, man mod- tog. De var måske vrede over menneskenes tiggen efter træ. Ja, så ilde til mode må skibskaptajnerne have været over men- neskenes trætiggeri, at det følgende år kom der kun ét skib. Det var bygget helt af træ, og der var meget andet træ om- bord. Det drev ganske af sig selv ind mod Kap York næsset. Man havde opdaget det langt ude på havet en stille dag. Alle fangerne gik ud i kajak for at modtage det. Selv var jeg ikke med dernede. Det år boede jeg med min familie langt oppe nordpå, da vi skulle skaffe os hareskind til strømper. Fangerne, som roede ud til skibet, råbte højt for at vække de hvide mænds opmærksomhed. Men det viste sig, at skibet drev for vinden med retning lige på næsset, ikke langt fra det sted, hvor teltene var rejst. Der drev det ind på land. Der var ingen søfolk at se. Så gik menneskene ombord. De kunne tage alt, hvad de ønskede, både af træ og andre mærkelige ting, som hvide mænd altid har med sig. Rundt om på skibet lå de hvide mænd. De var døde. Ikke én af dem var i live. Menneskene forstod ikke hvorfor. Så man tog deres ejendele og deres tøj, og skaffede sig træ i store mængder. Desværre tænkte man ikke på at binde skibet fast til land. Det burde man have gjort. Da skibet havde ligget nogle dage ved Kap York begyndte det at blæse op fra den anden side. Skibet drev bort. Da det igen blev stille vejr, kunne man se det langt til søs. Men da var det for langt borte til, at man kunne komme til det. Menneskene glædede sig over alt det, de havde fået fra skibet, især over de store 226 [3] bunker af træ, som de havde været så kloge at få ind på kysten, inden blæsten drev skibet til havs. Men med deres store træbegær havde de krænket naturen. Man skulle have været mere beskedne i sine ønsker. Na- turen blev vred på dem, og sendte dem sygdom7 på halsen. Først døde den store Miuk (Muikssuaq).8 Han havde været særlig ubeskeden, og havde taget alt det tøj på, som en af de døde hvide mænd havde båret. Miuks kone døde også, li- geledes begge deres børn. Da Miuks gamle far opdagede det, sagde han, at li- vet var blevet tungere for ham end døden. Han hængte sig så. Dagen efter var der 3, der følte sig syge og ude af stand til at tage på fangst. De øvrige tog på jagt i kajakker. Under jagten blev en ung mand så dårlig, at han ikke længere kunne ro. Han kravle- de ud af sin kajak og satte sig på en is- skosse. Lidt senere så de andre, at han havde lagt sig ned. Da de nåede hen til ham, var han meget varm i hovedet, og bad om, at nogen roede i land efter ferskvand, så han kunne slukke sin tørst. Da man kom ud med vandet, var han borte. Måske var isskossen væltet rundt, og han var druknet. Der begyndte nu en frygtelig tid ved bopladsen. Der var en mand, som hed Talagatina.9 Han havde alle dage været en stærk mand. Sygdommen kunne ikke få bugt med hans legeme, men begyndte i stedet for at angribe hans tanker. Han blev gal og farlig at komme nær. Menne- skene flygtede for ham. Det var allerede blevet efterår. De fle- ste var flyttet fra deres telte ind i vinter- 227 [4] husene af sten. Talagatina larmede i sit hus. Han vidste ikke, hvad han gjorde. Han havde en lille datter, som hed Na- tuk. Hun ville ind og hjælpe sin far. Men hun kom ikke levende ud. Talagatina kvalte hende, og beholdt liget hos sig i 3 dage. Han troede, det var en ny kone, han havde fået. Men Talagatinas søn, Uvdloriaq10 kunne ikke holde dette ud. Sammen med andre fra bopladsen ville han trænge ind til faren for at fravriste ham søsterens lig. Men det var ikke så let at angribe en mand, når man kom- mer kravlende ind gennem den lave husindgang og op gennem indgangshul- let i gulvet. Hvis du har set de store ar, gamle Majak går med på ryggen, vil du forstå, at Talagatina forsvarede sig. Han stak Majak i ryggen med sin kniv. Ja, så voldsomt kæmpede han i sit vanvid. Man fandt så på at bryde stentaget op. Man sænkede en løkke af kobberem11 ned. På den måde fik man fanget Tala- gatina og bundet ham, som om han var en hund. Nogle dage senere begyndte sygdommen at angribe hans krop. Den gav derfor hans tanker fri, så han igen kunne tænke rigtigt. Men nu hørte han, hvad han havde begået i sin sindsyge. Han forstod, at ulykken var over deres boplads. Derfor ringeagtede han sin syg- dom, og kravlede hen til den store kløft bort fra teltpladsen. Dér styrtede han sig ned og knuste hovedet mod klipperne, Han ville ikke leve længere, når han havde dræbt sin kære datter. Nu forstod alle, at ulykken havde ramt deres boplads. Kort tid efter blev det islæg.12 Alle flygtede op i 'Sælfjor- den' for at undgå sygdommen og den ef- terfølgende død. Men begge dele fulgte med, og ankom samtidig med menneskene til den nye boplads. Der døde mange. Alle kvinder døde, også mange af mændene. Der var næsten ingen børn tilbage mere. Uvdloriaq havde 2 drenge.13 Han sang tryllesange over dem hver morgen og aften, for at de kunne forblive i live. Men da hans kone døde, var der ingen til at amme den yngste. Uvdloriaq skar hul på sine fingre, og lod drengen suge blodet fra dem, samtidig med, at han fik spæk og kødsuppe. Men Uvdloriaq blev mat af sit store blodtab hver dag. Da islægget bredte sig, og man kunne slæde langt omkring, kørte Uvdloriaq ud for at se til de nærmeste bopladser. Man sultede nemlig på hans boplads, thi nu var alle mænd syge, så ingen kunne gå på fangst. Da han kom over til 'Øen', så han, at forholdene var værre dér. Menneskene dér havde også været ombord på det forladte skib, dengang det drev bort fra Kap York. Man havde også bjer- get sig en del gods. Men også her havde naturen straffet menneskene med sygdom og død. Vistnok fordi de havde taget uden at give betaling for dem. Alle mændene var døde. Da kvinder- ne blev alene, havde de været nødt til at spise deres hunde. Til sidst var der kun én kvinde i live. Hun hed Kavsaluk14 og havde 2 børn. De havde ingen mad at spise og levede af skindstumper. Hendes ældste lille pige løb rundt i fjeldet og samlede græs og hareekskrementer, som hun spiste. Det er så hårdt, når små børn ikke kan blive mætte. Det mærkes hele deres liv. Og denne lille pige, der hed Navarana, blev aldrig ret stor som voksen, fordi hun havde sultet så meget 228 [5] På sovebriksen i et skindtelt sidder Kavsåluk med sine 2 børn: sønnen Inuterssuaq (tv) og datteren Naduk. Foto: Hans Peter Steensby, Uummannaq, 30. juli 1909. som barn. Men senere, da de hvide mænd begyndte at bo i vort land, blev hun gift med den store Peter, rejste med ham rundt i verden, og oplevede meget, før hun døde.15 Men dengang var hun mager og ussel. Kavsaluks andet barn var en søn på vist ikke mere end 3 år. Han diede sin mor. Men da hun ikke havde mere mælk i brystet, bed han den ene brystvorte af hende, så stærk var hans sult. Da græd Kavsalik meget, og om aftenen hængte hun sin lille dreng. Så stor var hendes medlidenhed med ham. Da Uvdloriaq kom til deres boplads, troede han, at alle var døde. Han ville dog se ind i husene, inden han drog vi- dere. I det første han kom ind i, var der kun en død kvinde p;'i briksen. Hende havde der altså ikke været nogen til at begrave. I det næste hus sad Kavsåluk. Da hun hørte manden kravle ind, tro- ede hun, at det var døden, der nu kom for at hente hende. Men så opdagede hun, at det var Uvdloriaq. »Kommer du på besøg?« spurgte hun, for hun generede sig for at bringe sin klage på tale. »Man kørte en tur,« sagde Uvdloriaq. Han ville ikke minde hende om de ulyk- ker, hun allerede havde set. Da han hav- de siddet et stykke tid i huset, sagde han til Kavsåluk, at han ville køre hjem igen, og at hun burde tage et par skind 229 [6] med til at sidde på, dersom hun ville følge med. Således fik han Kavsaluk til kone og en mor til sine børn. Snart syntes det som om døden var blevet mæt, og at sygdommen havde mi- stet sin kraft. Thi en dag kravlede Majaq ud af sit hus og kom over til Uvdloriaq. »Hej, I derinde!« råbte han ude fra husgavlen, »er I døde?« »Vi er i live,« råbte de. »Hvordan går det jer?« Derefter kom de ud og begyndte at le af glæde over livet, som jo er så dejligt. Da døden ikke kunne få bugt med dem, sendte naturen en isbjørn til deres boplads samme dag. Efter at mennesker og hunde havde ædt den, havde man kræfter nok til at hente kød hjem fra kødgravene. »Lad os først blive fede,« sagde Majaq. »Derefter kan vi begynde at tænke.« Så tilbragte de dagene med at spise. Snart kom de til kræfter igen. Imidlertid blev der islæg ud over næssene. Da be- sluttede bopladsfællerne sig til at rejse nordpå, for at opleve nye begivenheder og glemme deres sorg. Det første sted, de kom til, var Ig- figsoq.17 Dér boede den store åndema- ner Kajorapaluk. Han var ilde set blandt de fleste af menneskene på grund af sit vredladne væsen. Han var fuld af mis- undelse og vrede trusler. Han måtte der- for altid bo alene, fordi ingen ønskede at dele boplads med ham. Da Kap York folkene med deres 3 små slæder kom til hans boplads, tog han hånligt imod dem. Han spurgte dem straks, hvorfor de kom på den måde. De fortalte så, hvad der var sket, om de mange, der var døde, og om årsa- gen til deres ulykke. Men Kajorapaluk var uden skam eller ærefrygt for de døde. Han begyndte at råbe op og fortalte, at det var ham, der var årsagen til sygdommen. Han havde manet sygdommen ud over de 2 boplad- ser sydpå, fordi man den sommer havde i-'-~-.-^*%j&«*"J.^.,£&*^>.s^»'>$*s,. .*i-iii?*-'-r-••• ;--*::^~>*. :&;".~^.*i-'-en Danske Literære Grønlands-Ekspedition 1902-1904«: »Denne sygdom kostede ca. 35 individer af den hedenske stamme livet, og endnu i vinteren 1903-1904 traf vi ca. to tredjelele af den hedenske stamme i re- konvalescens efter sygdommen.« Ved undersø- gelser viste det sig, at »endnu levende individer alle havde mistet en væsentlig del af hoved- håret.« 8. På det tidspunkt levede blandt inughuit 2 mænd med navnet Miuk. De døde begge efteråret 1901. Den ene Miuk (c 1840-1901) (Miussaq) var gift med Qulé (c 1840-1910); den anden Miuk (c 1847-1901) med Inaluk (c 1870-1901). Miuk og Inaluk havde 3 døtre, hvoraf de 2 døde om- kring århundredeskiftet. Det er altså Inaluks Miuk, der her omtales. 9. På en slæderejse i mørketiden nåede Peary 10. ja- nuar 1895 til bopladsen Natsilivik, hvor han slog sig ned i Talagatinas dobbelthus. Det delte Tala- gatina med sin bror Miussaq og Majaq. Peary be- 233 [10] talte med en slurk whisky til hver af mændene, så han kunne disponere over deres halvdel af hu- set (Peary 1898 (2):382). Denne beretning, som Freuchen fortæller, foregår altså efter denne dato. Majaq blev født i 1873 og døde i 1920'erne. Miuk blev født omkring 1847 og døde efteråret 1901. Talagatina blev født omkring 1847 og døde efteråret 1901. Han blev af amerikanerne kaldt »Georg Washington«. Talagatina havde 4 børn sammen med Eqilana: sønnerne Uvdloriaq og Ussarqak samt datteren Natuk og endnu et barn. 10. Uvdloriaq (født omkring 1875, død 1921), Tala- gatinas søn, blev senere gift med Kavsaluk (født omkring 1880, død 1916). 11. Kobberem er et skindreb lavet af afhåret skind fra især remmesæl skåret op til l cm tykke li- ner. 12. Der er kun åbent vand fra sidst i juli til hen i sep- tember hos inughuit. Derefter begynder isen at dække fjorde og søer. Men isen kan først bære slæder i slutningen af oktober. Først når islaget er tykt nok, kan man bruge havisen til slædevej. Kystlandet er for stejlt, til at man slæder på det. 13. Uvdloriaqs 2 sønner var Aleqatsiaq (1896-1926) og Inuteq (1898-1905). Deres mor var Patdlun- guaq (1878-1901), som var datter af indvandrere fra Canada i 1860'erne. Deres yngste søn, Ana- kaq, blev kun et par år gammel, da han måtte dø sammen med sin mor i 1901, fordi man ikke kun- ne skaffe ham mad. 14. Kavsaluk (1880-1916) var gift med Angutdluk, som døde 1901 i en alder af omkring 30 år. De havde 2 børn: en lille spæd søn (l år) og datteren Meqo Navarana (1898-1921), som senere blev gift med Peter Freuchen. 15. Navarana blev gift med Peter Freuchen omkring 1912. De fik 2 børn, en dreng (1916-1962) og en pige (1918-). Navarana døde af spansk syge i 1921 og ligger begravet i Upernavik, fordi hun sam- men med Freuchen og andre dengang var på vej med »Femte Thule Ekspedition«. 16. Hvis man mistede en ægtefælle på et tidspunkt, hvor der var spædbørn i familien, kunne man få problemer med at skaffe mad til barnet. For at barnet ikke skulle lide en langsom og pinefuld sultedød, ville man hellere slå det ihjel. Det be- tragtede inughuit-samfundet ikke som mord, men som et specielt og stærkt udtryk for foræl- drekærlighed til barnet. Selvfølgelig gjorde man det kun i yderste nød, for børn var noget, alle ønskede sig hos inughuit. De ville være forældre- nes sikkerhed i alderdommen. Fra venstre: Qåvigaq, hans søster Atangana og Qåqutsiaq. Foto: Th. Krabbe, Uummannaq, 31. juli 1909. 17. Igfigsoq var en god boplads i Parker Snow Bugt, hvor fangstforholdene var givtige. 18. Akpat = Saunders Ø. 19. Kajorapaluk blev dræbt omkring 1901, måske 1902. Så tidspunktet her må være tiden før mis- sionen kom i 1909 og Thule Stationen blev byg- get i 1910. 20. Knud Rasmussen kom aller første gang til inug- huits land med »Den Danske Literære Grøn- landsekspedition 1902-1904« i 1903. 1904 rejste ekspeditionen tilbage til Danmark og Ussarqak tog med. Knud Rasmussen kom igen i 1906 og blev til 1908 med en lang rejse til Ellesmere Is- land i 1907. Denne rejse deltog Ussarqak også i. Han vendte dog tilbage til sin kone i Vestgrøn- land. Først med missionærerne i 1909 kom Us- sarqak rigtigt tilbage til inughuits land. 21. Søndag, 4. februar 1912 blev de første inughuit døbt. Deriblandt var Uvdloriaq, som beholdt sit navn, mens hans kone Kavsaluk fik navnet Louisa (se Inuutersuaq Ulloriaq (1985): Beret- ningen om Qillarsuaq. Selskabets skrifter nr. 27). 234 [11]