[1] Kyo - åndemaneren som vidste for meget! Af Rolf Gilberg Andemanere I gamle dage før grønlænderne blev kristne, opfattede de deres omgivelser som en levende verden. Det var ikke alt, som var umiddelbart synligt, men det gjorde ikke tingene mindre virkelige. Alt havde liv, ikke kun menneskene, dy- rene og planterne, men også havet, bjer- gene og andre fænomener. Alt havde en »sjæl«, en »inua«, som man forestillede sig i form af et menneske. Derfor tillag- de man det også menneskelige egenska- ber. Sådan en ånd kunne blive glad eller vred, men man kunne ved at overskride de vedtagne grænser fornærme naturens ånder, som så hævnede sig på en. Til husbehov kunne man beskytte sig med amuletter, men når det var alvorlige sa- ger, gik man til sin åndemaner (anga- koq). ^ En åndemaner er en shaman. Ved en shaman forstår jeg et menneske, kvinde eller mand, som med særlig teknik og specielt udstyr, altid i ekstatisk tilstand ved anvendelse af kontrollerede hjælpe- ånder og under sjæleflugt kan opnå di- rekte kontakt med det overnaturlige. Åndemaneren var bindeleddet mellem denne verden og de andre. I princippet kunne hvemsomhelst blive åndemaner, men det var forbundet med restriktio- ner og en farlig tilværelse, så kun de, der følte sig stærkt kaldede, ville give sig i kast med en åndemaneruddannelse. I Grønland havde åndemaneren ikke sær- lige dragter, men lignede de almindelige borgere. Tidligere mente nogle europæ- iske forskere, at det kun var sindssyge, som ville blive åndemanere. Det er en ganske forkert opfattelse. Det er tværti- mod det intelligente menneske, som bli- ver åndemaner, fordi vedkommende derigennem ser en mulighed for at kun- ne hjælpe sine medmennesker i krisesi- tuationer. For den uindviede ser det ud, som om de er mærkværdige. Det er dog kun et udtryk for betragterens begræn- sede verdensbillede. Mennesker, der færdes på tværs af grænserne i universet, må naturligvis blive opfattet som meget anderledes for den, der ikke selv kender resten af universet. Som regel var åndemaneren en be- skytter af samfundet og en som videre- bragte traditionerne til de kommende generationer. Der kunne dog godt fore- 235 [2] komme en åndemaner, hvor magten gik vedkommende til hovedet. Sådanne onde åndemanere brugte deres magt mere i egen interesse end til gavn for samfundet. Blev de for enerådende, og følte samfundet sig truet af dem, så måtte samfundet beskytte sig. Det skete ofte ved, at den onde åndemaner fik en enkeltbillet til en anden verden. Et samfundsproblem ryddes af vejen I 1860'erne-1870'erne levede der et ægtepar, Avatannguaq og hans kone Tu- lugalik, som begge havde overnaturlige evner. Begge var de frygtet som magtful- de åndemanere, der kunne sprede død og ondskab. Da frygten for disse kraft- fulde mennesker blev for stor, overtalte man 2 af »de fremmede« (indvandrer fra Canada) Qillarsuaq og Panigpak samt l af deres egne, Iggiannguaq, der var gift med en af »de fremmede«, til at dræbe Avatannguaq. Ulloriaq (1985:64-68) har givet en dramatisk og detaljeret be- skrivelse af drabet. Efter mandens død flyttede Tulugalik sammen med sin dat- ter, Kulapak (også kaldet: Alika) på Kiatak (Northumberland Ø). Kulapak døde i en høj alder i 1921-1922. Hun var mor til den store åndemaner Qaann- gaaq. Avatannguaq og Tulugalik havde for- uden datteren Kulapak 2 sønner: Kajo- rapaluk og Eqovaq. Kajorapaluk blev også åndemaner. Det var således ikke fra fremmede han havde sine evner. Han brugte dem tilsyneladende lige så nega- tivt som sin far, og led endda samme skæbne. Måske fik man ideen til løsnin- gen på problemet med Kajorapaluk, da man huskede på, hvordan det var gået hans far. Efteråret 1901 blev den forhadte ån- demaner Kajorapaluk myrdet. Han hav- de for vane at forudsige andres død. Det kunne man ikke lide at høre. Man var blevet træt af ham, »fordi han røvede sjæle«. Det var ikke almindeligt at slå mennesker ihjel i inughuit-samfundet. Men den offentlige mening havde længe ment, at Kajorapaluk var en pestilens for samfundet. Den Danske Literære Grønlands- Ekspedition med Mylius-Erichsen, Ha- rald Moltke og Knud Rasmussen over- vintrede 1903-1904 hos inughuit, som ekspeditionen kaldte polareskimoer. Mylius-Erichsen skrev senere i en rap- port [original på Rigsarkivet i Køben- havn]: »Kort før vor ankomst til Kap York havde en åndemaner tiltvunget sig så stor magt over sine landsmænd, at disse havde dannet et komplot mod ham og dræbt ham. De var ikke i'stand til at kontrollere hans gerninger, fordi han skød al skyld over på de ånder, som han i kraft af sin angakok-værdighed førte en stadig kamp med til menneske- nes bedste. Men som en slags vederlag for denne virksomhed forlangte han visse begunstigelser hos folkene. Disse blev efterhånden af en sådan art, at fol- ket til sidst ikke længere ville tåle ham. Han søgte blandt andet at berøve dem deres koner, og ofte lykkedes det ham, fordi han påstod, at han i modsat tilfæl- de ville nedkalde åndernes vrede over dem, og at disse ville komme og røve deres sjæle.« Uvdloriaq, som 10 år senere var blandt de første, der blev kristent døbt, 236 [3] Kajorapaluk (Kyoahpadu). Foto: »Peary Arctic Expedition 1891-1892«. Original: »Robert E. Peary Collection«. Copyright: National Geographic Society, Washington DC. fortalte, at han og Masaitsiaq havde skudt den forhadte åndemaner. Først havde Masaitsiaq skudt, men kun såret åndemaneren. Uvdloriaq var så tvunget til at skyde og havde sendt en dræbende kugle gennem åndemanerens hoved. Kajorapaluk havde en dårlig karakter og var en dårlig kammerat, som altid fornærmede andre borgere på forskellig måde. Men det som gav det dødelige udslag var, at han altid løj og snød de andre med hensyn til jagt. Iblandt mo- rede han sig med at skabe frygt blandt folk ved advarende at bilde de andre ind, at der ville blive misfangst, og såle- des ville folk komme til at sulte. Nu og da fortalte han, at han havde set hvid- hvaler eller hvalros bestemte steder, men det viste sig altid at være falsk alarm. Langsomt blev det for meget for inughuit, og den offentlige mening be- stemte, at det nok var bedst at lade sam- Qiajuk (Klayoo). Foto: 16. august 1895, »Peary Arctic Expedition 1891-1892«. Original: »Robert E. Peary Collection«. Copyright: National Geographic Society, Washington DC. fundet blive fri for en så besværlig per- son [Steensby 1910:336]. Masaitsiaq havde i vinterens løb været med til mordet på en farlig trold- mand, Kajorapaluk, der gennem flere år havde gjort forholdene usikre for stam- men ved at tage andre folks koner; og skønt drabet på ham af alle betragtedes som en samfundsnyttig selvtægt, havde Masaitsiaq dog anset det for heldigst i nogle år at gå i en slags frivillig landflyg- tighed, af hensyn til den dræbtes fami- lie, der ikke var uden indflydelse. [Knud Rasmussen 1915:28]. Masaitsiaq tog Kajorapaluks enke, Qiajuk, til kone. De fik sammen i 1904 en datter, Sinarujuk. 11905 rejste de med Uisåkavsak til Kap Seddon i Melville Bugten for at være lidi: på afstand af be- givenhederne. Et ønske som han delte med Uisåkavsak, der var blevet stemplet som »Den Store Løgner« efter hjem- 237 [4] komsten fra sit besøg i New York City 1897-1898 [Gilberg 1970]. »Den dræbte Kajorapaluk havde en bror, Eqovaq, længere mod nord, hvem Uvdloriaq beder os tage livet af, når vi kommer derop. Eqovaq, (Ekrovark) vil nemlig ellers dræbe Uvdloriaq og Ussar- qak. Uvdloriaq kan ikke komme ham i forkøbet, da han ikke oftere tør begå drab. Han er nemlig nu forældreløs og uden støtte i nogen talrig nær slægt. »Hjælp mig derfor af med Eqovaq!« bad han« [Mylius-Erichsen 1906:221]. Kyo I august 1991 ankom en amerikansk vi- denskabelig ekspedition til inughuits land. Amerikanerne ønskede at lære at leve i det arktiske for måske senere at kunne rejse nordpå for at bese Nordpo- len. Man overvintrede ved Redcliffe Bjerget, for hvis fod ekspeditionshuset blev bygget. Ekspeditionslederen var den amerikanske flådeofficer Robert Edwin Peary. Den første familie, man blev venner med, var Eqovaq [Ikwa] og hans kone Manik [Mani]. De slog sig ned hos amerikanerne og blev bindeled- det til resten af befolkningen. Efter et par måneders forløb, da mørketiden havde lagt en dæmper på alt, dukkede Eqovaq op med sin bror, Kajorapaluk (Kyoahpadu), som også slog sig ned ved ekspeditionshuset. Flere af ekspeditio- nens medlemmer har beskrevet ham. Disse betragtninger fortæller ligeså me- get om amerikanerne som om Kajorapa- luk. Amerikanerne kaldte ham Kyo, fordi de havde svært ved at udtale inug- huits navne. »Tirsdag, 17. november 1891: Her til morgen præsenterede Eqovaq (Ikwa) en temmelig ren indfødt fra Uummannaq (Omanooy). Han hed Kajorapaluk (Kioppadu)« Q. Peary 1893:80]. »Til min overraskelse var Kyo den første indfødte, som havde noget imod at blive fotograferet. Han nølede med at komme ind i ekspeditionens hus ved Redcliff, indtil Dr. Cook gik ud til ham og overtalte ham til at komme ind. Da han var inde og fulgte forberedelserne til fotooptagelsen - man satte et bag- grundslærred op, hentede fotografiap- paratet og fandt en stol frem - lignede han mest af alt en dødsdømt, der følger bygningen af skafottet. Da han til sidst sad i stolen og fik besked på at se direkte på fotografiapparatet, klaprede hans tænder, til trods for at han prøvede at spille tapper. Da det var overstået, og der blev sagt »færdig«, faldt der tydelig- vis en stor byrde af frygt fra hans skul- dre. Denne åndemaner, som vi senere lærte at kende, mistede aldrig ideen om, at denne mærkværdige maskine gennem et øjebliks blændende lys havde anbragt ham med sjæl og krop i min magt for al- tid. »Father Tom« - det var mit øgenavn for Kyo - var i det hele taget den mest bemærkelsværdige indfødte, vi mødte« [Peary 1898(1) :164-168]. »Onsdag, 2. december 1891: Kyo kommer nu og da ind og skraber skind, efter at de er blevet tygget. Han forsøger at gøre sig nyttig. Han ser lidt komisk ud i sine isbjørnebukser og den blå jer- seytrøje, som han har fået af en af ekspe- ditionsmedlemmerne (»drengene«). Hver gang han ser noget snavs eller an- det skidt på gulvet, griber han kosten, som han selv har lavet af vingerne fra 238 [5] edderfugle, og fejer det op. Hr. Peary og »drengene« snedkererer fra morgen til aften« Q. Peary 1893:86]. Endnu en deltager på denne ekspedi- tion 1891-1892 var Dr. Frederick Alfred Cook, som har skrevet et lille notat om Kajorapaluk. Det er ikke publiceret, men findes i familiens eje. Cook brugte ikke ordet 'inughuit', men taler blot om eskimoer: »Kajorapaluk [Ky-ap-oh-du] havde noget indianerblod i sig, men han var i udseende og med vaner en typisk eski- mo med høj intelligens. Han var 35 år, da vi mødte ham i efteråret 1891. Han var 160 cm høj, hvilket var 5 cm højere end gennemsnittet. Han havde en pæn symmetrisk og rund krop. Han var me- get stærk, hvilket kunne ses ved kraftprøver mændene imellem. Han havde korte fingre, korte tæer, kort næse og kompakt krop, som det var al- mindeligt blandt eskimoer. På den måde formindskes varmetab, og de klarer sig bedre i det kolde klima. Han havde bru- ne gennemtrængende øjne, langt sort hår og gylden hud. Han havde et typisk eskimoisk udseende, når det var bedst, men hans hoved var længere, hans an- sigt mere udtryksfuldt, og hans intelli- gens var større end sædvanligt hos hans folk. Som dreng forsøgte Kajorapaluk at blive et af de mennesker, man ville lytte Eqovaq (Ikwa) (tv) med sin kone Manik (Manee) og deres 2 døtre: Annadore og Naujardlak Ivalo (i ryg- posen). Foto: Mandag, 31. august 1891, »Peary Arctic Expedition 1891-1892«. Original: »Robert E. Peary Collection«. Copyright: National Geographic Society, Washington DC. 239 [6] til. Inughuit-samfundet havde ingen høvding, og man målte ikke rigdom i penge. En mand blev bedømt på grund- lag af hans dygtighed som jæger. Fangst- manden skulle bevise sin jagtdygtighed ved at nedlægge forskellige dyr, blandt andet en isbjørn, før han kunne stifte fa- milie. Kajorapaluk (Kyo) fik sin første isbjørn. Han fik sig en kone. Men det syntes ikke at være nok for ham. Han havde ambitioner om at nå længere. Men stræben efter magt var ikke en dyd i inughuit-samfundet. Kajorapaluk ville være åndemaner. For at lære faget opsøgte han ældre åndemanere. Det krævede mange og lange rejser. Han gav sig ikke tid nok til at gå på fangst. Han holdt op med at være forsørger. Derfor forlod konen ham og fandt en anden, hvilket var i overensstemmelse med inughuits skik. Han var udstyret med en god hjerne. Allerede som dreng havde han ønsket at kunne forstå tingene til bunds. Han be- holdt sin nysgerrighed resten af livet. Flere år gik, hvor Kajorapaluk rejste en- som rundt, sultede og ledte i mørket. Han brugte tiden til at studere livets gang og forsøge at få en dybere indsigt. Så en dag stod han frem med kendskab til religionen. Han blev åndemaner med hjælp fra Turnahucssua, Landets kraft og Kokoya, Havets magt, samt fra andre ånder mellem himmel og jord. Kajora- paluk troede fuldt og fast på sine evner som åndemaner, men ikke nok med det, han formåede også at overbevise andre om sine egenskaber.« Peary lagde mærke til andre egenska- ber hos Kajorapaluk: »Han var aktiv, tjenstvillig og ivrig efter at være til nytte Eqovaq (Ikwa), Kajorapaluks bror, følger ekspedi- tionsskibet »KITE« på vej ved afrejse august 1892. Bemærk, at han har ingen fangstredskaber ombord. Han skal ikke på jagt. Kajakkens trekantede mande- hul var typisk for inughuits kajakker dengang. Foto: »Peary Arctic Expedition 1891-1892«. Original: »Robert E. Peary Collection«. Copyright: National Geographic Society, Washington DC. for os. Han forstod os hurtigere og bedre end de fleste andre indfødte. Si- den da har Kyo dag for dag indyndet sig hos os. Han ville absolut give fru Peary en gammel foldekniv, hans mest værdi- fulde ejendom, og et meget flot lille nålehus af hvalrostand. Det havde været hans kones. Han påtog sig at rydde op og gøre rent i det store rum i vort hus. Mange gange om dagen sprang han op og greb kosten og bortfejede hvad lidt snavs, der måtte være, madrester eller skindstumper. Han forklarede andre indfødte, at de skulle være omhyggelige med at holde skidt og snavs ude af »Den store hvide mands« palads. Han ytrede ofte ønske om at rejse med os, når vi tog tilbage til USA. Men han skiftede senere mening. Snart blev broderens, Eqovaqs (Ikwa), hytte for ubehagelig og for lille for ham. Broderen talte for meget. Og han, Kyo skulle sove på stengulvet, hvor der var koldt. Men gulvet i den hvide mands hus var »peudiaksoak« (meget godt) og kunne han ikke »Sinni- pah« (sove) der? Selvfølgelig gav vi ham lov. Han fik endda et par tæpper, som han rullede sig ind i om natten i et 240 [7] hjørne af det store rum. Hver morgen lagde han sine tæpper sammen under udfoldelse af stor grundighed og bar dem udenfor og lagde dem i en tom kas- se i husmuren.» [R. Peary 1904:69-72]. Kyo forelsker sig Sådan sov Kyo tilfreds på gulvet i »Redcliffe House«, indtil der en skønne dag dukkede en enke op, Qiajuk (Klayu), med sine 3 børn på besøg fra en boplads nord for os. Manden var blevet trukket ned under isen og druknede un- der en hvalrosjagt. Samme dag kom 2 unge mænd i splinternye vinterdragter og med et stærkt spand på 6 hunde i fuld fart op over isfoden på besøg fra deres meget sydligt liggende boplads ved Kap York. Tilfældet viste sig, at den ene var enkens halvbror Uisåkavsak, som i 1890'erne blev kaldet for Qissuk [Kis- hu]. Den anden hed Qissuk, Miniks far. Man bestemte, at hun og børnene skulle rejse med sydover for at slå sig ned hos hendes forældre. I løbet af de få dage en- ken boede hos os, forelskede Kyo sig i hende. Da hun og de unge mænd midt på en stjerneklar decemberdag (mandag, 21. december 1891) satte næserne mod syd, rejste Kyo med for, som han forkla- rede, at ville hente nogle rensdyrskind og narhvaltand. Peary ville betale ham med ammunition og var meget nysger- rig efter at se, hvilken slags gevær Kyo havde. Det skulle han have fået fra en gammel mand, som for meget længe si- den havde fået det af nogle hvide mænd. Kyo lånte 2 af Pearys hunde til turen og antydede, at han ville komme tilbage ef- ter 10 »sinnipah« (søvn). Q. Peary 1893:91]. Søvn var mål for tid, således at der var en »dag« mellem to »søvn«. Man kan jo ikke rigtigt tale om dag i mørketiden, hvor sollyset er borte konstant i 4 måne- der. Afstanden mellem to »søvn« vil være forskellig fra person til person og afhænge af terrænet og vejret. »Lørdag, 2. april 1892: Sent om af- tenen ankom Kyo og Uisåkavsak, Qia- juks halvbror fra Kap York. De fortalte, at der lå en snehus-by på Herbert Ø, hvorfra der nok ville komme besøg nu og da. Mandag ankom enken Qiajuk [Klayuhl], som var blevet Kyos kone. Hun havde sine 2 døtre, [Tookey] (12 år) og en på 5 - 6 år, med« [|. Peary 1893:12]. Familien Peary synes ikke helt enige om datoerne. »Næsten 10 gange 10 »sinnipah« gik, inden jeg [=R. Peary] igen så hans fedte- de ansigt. En klar blæsende martsdag opdagedes 2 tunge pelsklædte figurer nær kysten. Snart dukkede Kyo og hans nevø Uisåkavsak op på besøg i »Redclif- fe House«. Kyo syntes at være urolig og usikker på, hvordan han ville blive modtaget. Både han og nevøen var tem- melig tavse. Efter nogle få timers forløb drog de bort igen. Næste dag kom de tilbage i selskab med enken og hendes døtre. Hun var blevet Kyos kone. De bosatte sig nær »Redcliffe House« og blev hos os, indtil vi rejste bort den følgende august 1892. Men Kyo synes ikke at være den samme, som da han først boede hos os. Mens han var borte., hørte jeg meget om ham fra de indfødte, som besøgte os. Til trods for at nogle omtalte ham pænt, var det meste, vi fik at vide dog nega- tivt. Bortset fra en eller to undtagelser, 241 [8] syntes han at være både hadet og frygtet. Man fornemmede nogle mørke skyer omkring ham. Det blev fortalt, at han havde myrdet en mand, og at han også to gange var blevet enkemand, fordi han havde dræbt sin kone, og at han var en åndemaner med stor kraft. Om Kyo vidste, at jeg havde hørt disse beretnin- ger om ham, eller han følte, han havde mistet min fortrolighed ved at være bor- te så længe, fandt jeg aldrig ud af. Men det var klart, at han ikke var den samme som før, og til tider blev jeg noget mistænksom over for ham, især med hensyn til hans interesse for mine hun- de. På et tidspunkt bestemte jeg mig endda for, at hvis han modsatte sig mit påbud om ikke at røre mine hunde og alligevel forsøgte at låne en af mine bed- ste hunde, så ville jeg skyde ham. Det kom dog aldrig så langt. Men det gik snart op for os, at Kyo fik anfald af van- vittig vrede. Ved et eller to tilfælde hav- de han under sådanne anfald såret sin kone. Alligevel var han som min hun- dekusk på slæderejser rundt i Inglefield Bredningen (april 1892) den mest lydige og opmærksomme medhjælp for fru Peary og mig. Han var stoltere end stolt over at kunne køre med det flotteste hundespand, der havde løbet i det ark- tiske« [R. Peary 1904:73-78]. Kyo ville med til USA »Torsdag, 5. maj 1892: Indlandsis-ekspe- ditionen startede fra hovedkvarteret. Tirsdag, 10. maj 1892: Kyo ønskede at vide, om amerikanerne ville lade ham rejse sydover til, hvor andre eskimoer boede (Upernavik eller Disko). Fru Pea- ry gav ham lov til at følge med. Han ønskede så at få tegnet et Grønlands- kort, så han kunne se, hvilken rute man ville følge. Det så ud for fru Peary, som om han forstod kortet, og han var til- freds med at kunne rejse med« Q. Peary 1893:150]. »Lørdag, 21. maj 1892: De sidste par dage har det blæst voldsomt, og sneen har føget kraftigt. I morges skreg Kyo på Matthew [forkortet til Matt af amerika- nerne] for at få ham til at grave sig ud. Sneen havde lagt sig i indgangen til hans bolig. Ikke nok var indgangen fyldt, men det meste af huset var for- svundet i sneen. Kyo havde haft besvær med at holde lufthullet i taget åbent nat- ten igennem« Q. Peary 1893:151]. »Mandag, 23. maj 1892: Kyo, Matt og fru Peary havde en lille skydekonkur- rence med hendes revolver. De satte en tom dåse op i en afstand af 12 meter og skød 6 skud hver. I første runde skød Matt alle sine ved siden af, Kyo ramte 3 gange og fru Peary 5 gange. I næste run- de skød kun Matt og Kyo om kap. Matt ramte 5 gange, Kyo 4« (J. Peary 1893:151]. »Torsdag, 26. maj 1892: Kyo var klædt i et par bukser af vævet stof, en blå flannel skjorte og et par seler, som han havde fået af Matt, samt en gammel grå filthat. Den havde fru Peary givet ham et par dage tidligere. Han var noget til- bageholdende med at tage imod gaven, for som han sagde: Den var ikke fru Pearys at give væk, og når hr. Peary kom tilbage, vil Peary sige: »Ibly tiglipo, ibly peeuk nahme« (=Du stjæle, du er ikke god). Kyo lignede præcis en indianer, som han stod dér og var beskæftiget med at sætte sit telt op på brinken bag 242 [9] huset. Stedet havde i nogen tid været snefrit og var helt tøet, mens hans hus var vådt af smeltevand. Kyo var optaget af ideen om at tage til USA. Hver aften kom han for at låne et ugeblad at kikke i, når han var gået i seng. Han havde set de andre ekspeditionsmedlemmer gøre det. Han fortalte, at hr. Peary ville være hans »athata« (far) og fru Peary hans »ahnahna« (mor) på skibet. Når han var nået til Amerika, ønskede han at lære at læse, og så behøvede han ikke længere at vælge billedbøger. Alt hvad han så bille- der af ville han vide, om han kom til at se i USA. Han fortalte fru Peary, at han var en åndemaner, og at han altid hel- bredte folk. De døde aldrig, hvor han var, og han kunne få dem til at gøre, hvad han ønskede. Kyos kone syntes ikke at have nogle ønsker om at rejse med til USA. De sidste par dage havde han lånt 2-3 ugeblade med til sit hus, hvor han havde siddet i 3-4 timer ad gangen med bladet mellem sig og konen og sunget monotone sange i vilden sky, mens han svajede fra side til side. På denne måde, fortalte andre indfødte fru Peary, ville Kyo fortrylle konen til at rejse med« Q. Peary 1893:154-155]. »Mandag, 30. maj 1892: Om aftenen ved halvnitiden så man fra Peary-ekspe- ditionens hovedkvarter en sort prik be- væge sig bag isfjelde 3 kilometer borte. I kikkerten kunne man se, at den var på vej mod stationen. Der troede man, at det var Anåkaq [Annowkah], som vend- te hjem fra jagt. Kyo, som ikke havde sluppet prikken af syne, blev pludselig meget ophidset. Han kunne konstatere, at det ikke var noget menneske, men var usikker på, hvad det så kunne være. Uden noget varsel smed Kyo kikkerten fra sig og brød ud i en talestrøm: »Nahnook! nahnook! boo mut toy- hoy, car, car, toy-hoy.^>.s** * " ° -" ~* V *"* f-^-l "-»%>. <•* f -•£?> - '•' ''--, -* • # i Vjr'O.i ;-~T_ •-•-,. -'"J.;3*";',- .*. i^'ÅW^^'^^ fed^Si Eqovaq (Ikwa) slæber en stor sten til bygning af vinterhus. Foto: »Peary Arctic Expedition 1891-1892«. Original: »Robert E. Peary Collection«. Copyright: National Geographic Society, Washington DC. de måttet krydse bjerge og bræer og hav- de levet af de fugle, de kunne fange. Kyo var borte for at lede efter konen, da jeg kom tilbage fra turen på indlands- isen. Da jeg senere så ham igen, havde han fundet kone og datter. Dette held opvejede noget af det prestigetab, han fik som åndemaner ved min hjemkomst, for han havde jo spået det modsatte. Kyo var en af de få indfødte, som havde set tatoverede mennesker i vest. Som et resultat af dette, havde han måske set mere menneskeblod flyde end de fleste andre. Som dreng havde han rejst sammen med sin far på isbjørnejagt, hvor de var endt på de vestlige kyster af Smidt Sund. Der så han sin far blive dræbt i kamp mod tatoverede mænd. År senere, som ung mand, havde han fornøjelsen af at dræbe sin fars morder. Og den dræbte mands kone og søn blev borgere blandt de indfødte her. Hvor- 245 [12] dan det hang sammen, har jeg aldrig forstået. Denne søn, som er vokset til at blive en drabelig mand, er den eneste blandt de indfødte, som denne magtful- de åndemaner frygter. Det er ikke utæn- keligt, at han vil betale gælden i den blodhævn, som er i hans familie« [R. Peary 1904:77-78]. Fru Peary skrev, at Kyos far blev myrdet af tatoverede indfødte, mens han var på isbjørnejagt ud for Saunders Ø. Dér er der normalt ikke isbjørne, så det er nok mere rigtigt, at det er foregået i Canada. Hvis det er rigtigt, har inughuit haft mere kontakt med folk i vest, end man i almindelighed regner med, med mindre dette mord indgår blandt de, som blev slået ihjel, da ind- vandrerne vendte hjemefter i 1870'erne og løb ind i misfangst og begyndte at æde hinanden (om den historie: se Inu- tersuaqs bog). Åndemaner Kyo maner ånder Astrup [1895:286] overværede nogle af Kyos åndemanerceremonier: »Kajorapaluk [Kayapaddu] var en re- spekteret angakok. Han kan være om- kring 35 år, er smilende og tyk og har et ansigt så jovialt, at han blot behøver at tage de blå snebriller på, han engang har fået af Peary, for fuldstændig at se ud som en god, gammeldags præstemand. Det var nok årsagen til »Father Tom«, Pearys øgenavn Når han holdt sine spiritistiske sean- cer, dæmpedes lyset fra tranlamperne så meget, at man kun med møje og besvær kunne skimte hinanden, hvorefter Ka- jorapaluk [Kayapaddu] med tarmskinds- trommen i den ene hånd og en tromme- stik af ben i den anden gik frem på gulvet og begyndte at synge og tromme. I begyndelsen var hans sang dæmpet og nogenlunde rolig, men senere blev den mere og mere ophidset, han slængte kroppen i bugtninger fra højre mod venstre, så det lange hår flagrede vildt i luften, mens ansigtet fik et udtryk, som om han led alverdens kvaler. Efter et par timers forløb haglede sve- den af ham, han trykkede sig med hænderne for panden, skreg, ynkede sig, brød så, ret som det var, ud i en dæmo- nisk skrattende latter, hvorefter han til sidst opnåede at få en eller flere af de usynlige ånder, der tjener ham som sen- debud til mægtigere væsener, til at ind- finde sig. Nu forandrede han hyppigt stemmen, idet den snart var hans egen, snart skulle forestille åndernes røst, han blev mere og mere støjende og fik ved alle disse ce- remonier til sidst bragt forsamlingen i en så ophidset og nervøs stemning, at de skælvede af bevægelse, samtidig med at mange af de ældre begyndte at ynke sig om kap med ham. Gjaldt det at uddrive sygdom eller frelse en døende, kunne han blive ved med disse manøvrer i mangfoldige ti- mer, idet han sjældent gav sig, før hans patient var helt død eller på bedringens vej. I første tilfælde hed det sig naturlig- vis, at redning under enhver omstæn- dighed havde været umulig, da en eller anden fjendtlig ånd på forhånd havde stjålet den syges sjæl eller lignende. I det andet tilfælde derimod steg hans anseel- se i en overordentlig grad«. Både gennem Freuchens beretning »Var det naturens hævn?« og gennem 246 [13] medlemmerne på de amerikanske eks- peditioner får man indtrykket af en me- get enerådende Kajorapaluk, som til ti- der sætter sit eget værd og sine ideer højere end samfundets omkring ham. Han bevægede sig på kanten af samfun- dets normer. Det ville en dygtig ånde- maner nok ofte gøre. Men der krævedes mere elegance og en større forståelse for de mennesker, åndemaneren skulle hjælpe med sin åndelige viden. Kajora- paluk syntes nok at være lidt for selvop- taget til at klare sig godt blandt menne- skene. Han var blændet af sin egen tro på sig selv og overhørte de signaler, som omverdenen sendte. Det var derfor helt logisk, set fra et inughuit synspunkt, at slå ham ihjel, når han atter ville påføre sine medmennesker lidelser og savn. Han havde desuden allerede gjort sig upopulær ved at sprede lignende ubeha- geligheder. Kajorapaluk havde leget med ilden, og fik ikke blot brændt fingrene. Bogliste Eivind Astrup (1895): Blandt Nordpolens Naboer, 319 s. Kristiania: H. Aschehoug & Co.s Forlag. Frederick A. Cook (?): RemarcaUe Phases ofSavage Intel- ligence Is the Eskimo the Paleolitic Man ofEurope. Ky-op- ab-du. 5 sider (upubliceret). Rolf Gilberg (1970): Uisåkavsak, Den Store Løgner. Tidsskriftet Grønland, (18):204-219, København: Det Grønlandske Selskab. L. Mylius-Erichsen og Harald Moltke (1906): Grønland. 285 s. København: Gyldendal. (Kajura- paluk side: 220-221). Josephine Diebtisch-Peary (1893): My Arctic Journal. A Year Amonglce FieldsandEskimos, 240 sider, New York: The Contemporary Publishing Company. (Kyo side: 80-81, 86, 91, 120-121, 124, 132, 135, 144, 150-156, 166, 169, 179, 216). Robert E. Peary (1898): Northward over the »Great Ice«. 520 + 625 s. New York: Frederick A. Stokes Com- pany. (Kyo side: (1): 164-168, 238, 243, 247-252, 256, 260, 272, 284; (2): 340, 343). Fra venstre: Kigutikåq, Arnaruniaq, Sinarupaluk og Qåjutaq. Foto: Th. Krabbe, Uummannaq, 31. juli 1909. Robert E. Peary (1904): Snowland Folk. 97 s. New York: Frederick A. Stokes Company. (Kyoahpadu the Angakok: side: 69-78). Robert E. Peary (1907): Neanst the fole. 411 s. New York: Frederick A. Stokee. Company. (Kyo side: 382-383). Knud Rasmussen (1905): Nye Mennesker. 243 s. København: Gyldendal. Knud Rasmussen (1915): Foran Dagens Øje. 199 s. København: Gyldendal. Knud Rasmussen (1925): Myter og Sagn fra Grønland: Kap York-Distriktet og Nordgrønland. 3: 1-340. Kø- benhavn: Gyldendal. Knud Rasmussen (1945): IBjemejægemesogAndemaner- nesLand. 196 s. København: Gyldendal. Hans Peter Steensby (1910): Contribution to theEthnology and Anthropologeography ofthe Polar Eskimo. Meddelel- ser om Grønland, 34(7):253-406. København. Ulloriaq, Inutersuaq (1985): Beretningen omQillarsuaqog ham lange rejse fra Canada til Nordgrønland i 1860'eme. 204 sider. København. Det grønlandske Selskabs Skrifter nr. 27. 247 [14]