[1] Den Menneskelige Dimension Af Mads Fægteborg IWGIA København husede i juni 1990 den hid- til største storpolitiske begivenhed Dan- mark har været vært for. Alle Europas (minus Albaniens) samt Canadas, Sovjet Unionens og USA's udenrigsministre var samlet for at diskutere den Menne- skelige Dimension (CHD), en delkonfe- rence i den Europæiske Sikkerheds- og Samarbejdskonference (CSCE). Gamle venner og fjender lagde grunden til en aftale om, hvilke menneskelige rettighe- der europæerne i fremtiden vil kræve af sig selv og sine naboer. I den danske delegation deltog for første gang også repræsentanter for Fær- øerne og Grønland. Fra Grønland var det landsstyreformand Jonathan Motz- feldt og formand for Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Ud- valg Lars Emil Johansen der deltog. Værten, udenrigsminister Uffe Elle- mann Jensen, havde opfordret til, paral- lelt med den officielle konference, at di- verse organisationer afholdt seminarer, møder og kulturelle indslag. Disse pa- rallelle aktiviteter blev ledet af de tidli- gere statsministre Poul Hartling og An- ker Jørgensen samt pastor Gurli Vibe Jensen. Blandt de deltagende organisationer var Amnesty International, LO, Dansk Flygtninge Hjælp, Danmarks Lærefor- ening, Forbundet af 1948, FN-forbun- det, Inuit Circumpolar Conference (ICC) og International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA). Under fællestitlen »Indigenous Rights« - Indfødte folks rettigheder - samarbej- dede ICC og IWGIA om fire arrange- menter: 1) Danmarkspremiere på den canadiske spillefilm »Where the Spirit Lives«. 2) Et seminar om de indfødte folk og den øgede militarisering i de nordlige og arktiske områder. 3) Et seminar om de indfødte folks ret- tigheder til at udnytte de levende res- sourcer versus den massive euro/ amerikanske modstand mod udnyt- telsen af samme. 4) Danmarkspremiere på »Tupilak« af den grønlandske teatergruppe Sila- miut. 248 [2] Det første arrangement fandt sted Grundlovsdag, den 5. juni. Filmen »Where the Spirit Lives« er en gribende beretning om, hvorledes indianske børn - i dette tilfælde personificeret ved en ung Sortfods indianerpige - blev tvun- get til at gå i skole langt borte hjemme- fra for at lære »civilisationen«, kristen- dommen og det engelske sprog at kende. Ikke blot indianere, men også iniut i både Canada og Alaska kender disse skoler. Ofte afføder tanken om dem stærke følelser - had og bitterhed. Børnene blev tvangsfjernet fra deres familier og tvunget på skoler, der ofte lå flere hundrede kilometer hjemmefra. Nogle genså aldrig mere deres hjem. Børnene blev slået og sultet når de talte deres eget sprog. Resultatet var unge mennesker der foragtede sig selv og endte i et psykologisk ingenmands land, hvor alkoholisme og kriminalitet ofte var livet inden selvmordet afsluttede det. Filmen skabte den kunstneriske op- takt til temaet »indfødte folks rettighe- der« - nemlig retten til egen kultur, eget sprog, egen religion, eget land. Det andet arrangement fandt sted, den 6. juni, og formede sig som en pa- neldiskussion. I panelet var Ole Gaup fra Nordisk Same Råd, Charlie H. John- son fra ICC i Alaska, og Aqqaluk Lynge fra ICC i Grønland. Ordstyrer var Filomenita Mongaya Høgsholm fra IWGIA. Panelet tog udgangspunkt i den igangværende normaliseringsproces mellem Øst og Vest. Imidlertid fandt paneldeltagerne, at nedrustningsproces- serne i høj grad var et europæisk fæno- men. I de nordlige og arktiske områder mærker man om end ikke en direkte oprustning så dog en omfattende mo- dernisering af de militære installationer. Som en slags konklusion på dette semi- nar kan man vel sige, at de indfødte folk også har ret til fred. Et statement, eller udtalelse, om pro- blematikken blev efterfølgende udarbej- det. Dette bringes som appendix l til denne artikel. Tredje arrangement, den 7. juni, var li- geledes en paneldiskussion. I dette panel sad Leif Dunfjeld fra Nordisk Same Råd, Rhoda Innuksuk fra ICC i Canada, Alfred Jakobsen fra Den Grønlandske Fanger- og Fiskerorganisation KNAPK, Charlie H. Johnson fra ICC i Alaska og Hans-Pavia Rosing fra folketinget. Ord- styrer var Jens Dahl fra IWGIA. Udgangspunktet i dette seminar var, at de indfødte folk også har ret til at del- tage i den økonomiske udvikling. For- skellige pressionsgrupper i USA og Eu- ropa synes dog at dyrenes rettigheder »animal rights« er vigtigere at forfægte end menneskerettighederne. Dette giver sig udslag i utilstrækkelige fangstkvoter fra den Internationale Hvalfangstkom- mission. Andre kampagner har fjernet det økonomiske grundlag for at sælge skind af ikke truede vilde dyr. Også fra dette seminar blev der udar- bejdet en udtalelse, som bringes efterføl- gende som appendix 2. Den 7. juni om aftenen afsluttede den grønlandske teatergruppe Silamiut, ICC og IWGIA's deltagelse i de parellelle ak- tiviteter med forestillingen »Tupilak«. Forestillingen viser skabelsen af en tupi- 249 [3] Paneldeltagerne i seminaret om Indfødte folks rettigheder til egne ressourcer. Fra venstre: folketingsmedlem Hans-Pavia Rosing, Leif Dunfjeld fra Nordisk Sameråd, Jens Dahl fra IWGI A, Alfred Jakobsen fra KNAPK, Rhoda Innuksuk fra ICC i Canada og Charlie H. Johnson fra ICC i Alaska. Foto: Jørgen Hilding Jensen. lak og hvorledes en sådan anvendtes. En tupilak's formål var at dræbe! Moti- vet kunne være misundelse, jalousi, had, gengældelse eller blot ondskab. At skabe en tupilak var imidlertid ikke nogen let sag, for hvis offeret havde stærkere hjæl- peånder end skaberen ville tupilak'en vende tilbage og dræbe dens skaber. I overført betydning kunne man måske sige, at stykket hér netop viste at den tupilak der er afsendt mod de ind- fødte folk kan risikere at vende tilbage til afsenderen. Spørgsmålet er så bare, hvem der har de stærkeste hjælpeånder - pressionsgrupperne i Europa og Nordamerika eller de indfødte folk? De to udtalelser blev den 15. juni overgivet til den officielle danske dele- gation ved konferencen om den Men- neskelige Dimension af vicepræsident i ICC, Aqqaluk Lynge og co-direktør i IWGIA, Jens Dahl. Under mødet bad man den danske delegation om at ind- drage de indfødte folks rettigheder i for- bindelse med drøftelserne omkring na- tionale mindretals rettigheder. Næste år finder konferencen sted i Moskva, og for tiden overvejer de to or- ganisationer om man også skal deltage dér. En ICC/IWGIA deltagelse ville blandt andet kunne bistå den nydanne- de »Sammenslutning af små nordlige folk i Sovjetunionens Arktis«. Denne organisation omfatter 26 nationale min- dretal - heriblandt inuit. 250 [4] Appendix 1 Udtalelse fra seminaret om indfødte folk og den øgede militarisering i de nordlige og arktiske områder. København d. 6 juni 1990. De seneste års nedrustningsbestræbelser mellem Øst og Vest hilses naturligvis velkomne af alle. Den kolde krigs ende- ligt er en milesten i relationerne mellem Øst og Vest efter Anden Verdenskrig. Faren for en verdensomspændende krig er mindsket betydeligt i de seneste år, men alligevel må man desværre konsta- tere at nedrustningen således som den hidtil har forløbet er et europæisk fæno- men. Militære installationer i det cirkumpo- lare Nord bliver sammen med flådestyr- kerne, omend ikke direkte oprustet så dog moderniseret. Dette har medført, at det potentielle konfrontationsområde mellem supermagterne ikke blot har forskudt sig mod nord, men også er ryk- ket til et særligt økologisk sårbart områ- de - nemlig det arktiske og det sub- arktiske. »Hvem forsvarer egentlig os?« kan både inuit og samer med rette spørge. Begge folk hører hjemme i begge lejre - NATO og Wars2awa. Samerne ydermere i de to neutrale lande, Sverige og Finland. Den øgede militarisering i Nord er ikke blot en trussel mod freden dér. De mo- derne og avancerede våbensystemer ud- gør også i fredstid en trussel - en trussel mod økosystemet og dermed mod de mennesker der lever dér. Katastrofen er endnu ikke indtruffet, men ulykkerne tæller i statistikkerne: • I 1968 faldt et amerikansk B-52 bom- befly med 4 B-bomber ned ved Thule Air Base i Grønland; med radioaktiv forurening og personskader til følge. • I 1989 sank to sovjetiske atomdrevne u-både i Norskehavet; med risiko for radioaktivt udslip. • Distant Early Warning kæden, som strækker sig fra Alaska, via Canada, Grønland, Island, Færøerne til Skot- land, er delvis forældet og flere af kædens radiostationer er nu forladt. Fra Canada vides det med sikkerhed, at en omfattende PCB (Polycloryl bi- phenyls) forurening har fundet sted ved disse stationer. • Thule Air Base har flere gange været i søgelyset i forbindelse med dumpning af miljøfarlige gifte. • Et amerikansk forsøgsanlæg under den grønlandske indlandsis havde i årene 1960-1963 et mindre atomkraftanlæg installeret. I følge oplysninger fra 1980 viser det sig at USA havde tilladelse til at udlede radioaktivt spildevand i indlandsisen. En af de alvorligste trusler mod de indfødte befolkninger i det arktiske om- råde er planen om at genoptage atom- prøvesprængningerne på Novaja Seml- ja. På et stort møde for indfødte folk i den Russiske Føderative Sovjetrepublik i marts i år protesterede de neniske rens- dyrnomader kraftigt mod disse planer. Dele af Novaja Semlja var tidligere be- boet af nener, som tvangsforflyttedes da 251 [5] atomprøvesprængningerne blev indledt for årtier siden. Planerne om at flytte atomprøvesprængningerne tilbage fra Semipalatinsk til Novaja Semlja er også mødt med kraftig protest fra det finske parlament. I samme takt som vesteuropæerne har modsat sig NATO's lavtflyvningsøvel- ser med supersoniske fly har den cana- diske regering tilbudt sine allierede, at udføre disse flyvninger fra Goose Bay. Det drejer sig om ca. 7.500 flyvninger med hastigheder på ca. 1.300 km/t i en højde af ca. 30 m over jagtmarker der bruges af innu (indianere) og inuit. Både mennesker og dyr udviser store stress- symptomer grundet disse aktiviteter. USA tester cruise missiler, med cana- disk tilladelse, over NorthWest Territo- ries og Beaufort Sea. Dette sker til trods for den stedlige befolknings udtrykte modstand. Den blotte tilstedeværelse af større mi- litære installationer i det arktiske- og det subarktiske område har indflydelse på lokalbefolkningernes levevis. Etablerin- gen af Thule Air Base krævede flytnin- gen af den lokale befolkning. Forsyninger til installationerne foregår ved næsten daglige flyvninger året rundt. I sommerperioderne dog med flere daglige flyvninger og skibstrans- porter. I sommeren 1977 respekterede man ikke angivne sejlruter og ødelagde hvalrosfangsten for en del af befolknin- gen i Thule-området. Senere samme år påsejlede et amerikansk tankskib et is- bjerg med olieforurening til følge. Med etableringen af militære flyveplad- ser får det civile samfund mulighed for at udbygge infrastrukturen. Når samme militære installationer af strategiske el- ler økonomiske årsager atter lukkes fin- des der ingen kompensationer for at fortsætte den civile drift. De indfødte folk, der bebor Arktis og Subarktis, er områdernes legitime talsmænd. De indfødte folk overskrider landegrænserne og har en enestående position til fremme af fred, sikkerhed og våbenkontrol mellem de arktiske og subartiske stater. En total demilitarisering af Arktis og Subarktis kan af åbenlyse grunde i øje- blikket ikke finde sted. Processen kunne dog startes ved at etablere mindre freds- zoner. Følgende fire principper kunne ligge til grund for oprettelsen af en fredszone i Arktis og Subarktis: 1. Enhver fredszone i Arktis må frem- me internationalt samarbejde om- kring fredelig udnyttelse, ligesom zo- nerne skal være atomfrie. Det skal derfor ikke være tilladt at afprøve atomvåben eller andre masseødelæg- gende våben i zonen. 2. Som hovedregel må miljøbeskyttelse have forrang for militære øvelser og aktiviteter. 3. Militære aktiviteter, der i fredstid forstyrrer de indfødte folks og andre indbyggeres rettigheder og sikkerhed i samfundene og på territorierne, må ikke tillades. 252 [6] 4. Internationale og nationale overvåg- ningssystemer, der kan verificere nedrustningen, må udvikles. Panelet omfattede repræsentanter f rå Inuit Cir- cumpolar Conference og Nordisk Same Råd. Sign. Aqqalluk Lynge vicepræsident ICC Jens Dahl co-direktør IWGIA Appendix 2 Udtalelse fra seminaret om indfødte folks rettig- heder til egne ressourcer. København d. 7. juni 1990. Indfødte folk har ret til at udnytte natu- rens levende ressourcer. De circumpola- re folk er sårbare over for beslutninger, der træffes af internationale organer og organisationer som de samme folk in- gen indflydelse har på. Indianerne i Alaska og Canada, inuit i USSR, Alaska, Canada og Grønland og de mange nord- lige og fjernøstlige folk i USSR er såle- des hårdt ramte af internationale miljø- organisationers kampagner mod fangst af pelsdyr, sæler og hvaler. Som et direkte resultat af disse kampag- ner vedtog EF i 1983 et direktiv, som forbød import af skind fra sælunger - et forbud som paradoksalt nok også ramte alle andre former for sælfangst. Dette direktiv, som især har skadet indfødte folks fangst, er nu forlænget på ubestemt tid. Befolkningerne i det circumpolare Nord har gennem århundreder været afhængig af jagt, fangst, fiskeri og ren- drift. Tidligere var der udelukkende tale om opfyldelsen af et subsistensbehov. I dag, hvor alle indfødte folk lever i mo- derne komplekse samfund, findes der mange typer af fangst, fiskeri og ren- drift. Det er dog kun i fiskeriet, hvor den moderne industrialiserede ressour- ceydnyttelse har fået overtaget. Selv indfødte folk ønsker del i den al- mindelige økonomiske udvikling. I Grønland søger man således at fremme visse former for bæredygtig hvalfangst. Men dette mødes ofte med kraftig mod- stand fra europæisk og amerikansk side, som i praksis næsten altid blokerer for en udvikling på indfødte folks præmis- ser. Perspektivet er, hvorvidt de euro-ame- rikanske nationalstater skal have ret til at nedbryde de sidste kulturer, der fort- sat lever på grundlag af naturens res- sourcer. Stillet overfor EF, statslige og multinationale olieselskaber må indfød- te folk gang på gang sande at de knap nok er givet de rettigheder, som man ønsker at give dyr. I hele det circumpolare område er hval- fangst, sælfangst, fældefangst, fiskeri og rendrift det vigtigste grundlag for fort- sat kulturel og økonomisk overlevelse. For de, der er afhængige af naturens res- sourcer er det vigtigt, at udnyttelsen sker på en sådan måde, at også kom- mende generationer kan høste disse. Derfor har indfødte folk taget en række initiativer med henblik på at forhindre 253 [7] hensynsløs udnyttelse af disse levende ressourcer. I Europa og Nordamerika, hvor jagt og fangst er uden økonomisk betydning, har visse grupper fokuseret på indfødte folks ressourceudnyttelse. »Anti-sæl- fangst«, »anti-fældefangst« og »anti- skind« kampagner er blevet en af den vestlige civilisations seneste kulturim- perialistiske overgreb mod indfødte folk. De organisationer der står bagved kampagnerne har haft stor succes med deres lobbyvirksomhed. Denne aktivitet er i strid med Brundt- land-rapporten, som siger at der skal ta- ges hensyn til de indfødte folk. Ud- gangspunktet for en retfærdig og men- neskelig politik overfor disse folk er anerkendelse og beskyttelse af deres tra- ditionelle rettigheder til land og res- sourcer. Dette skal ske i overensstem- melse med disse folks egne traditioner og under respekt af institutioner som traditionelt har reguleret relationerne mellem mennesker og natur. Panelet omfattede repræsentanter fra Inuit Cir- cumpolar Conference, Nordisk Same Råd, Den Grønlandske Fanger- og Fiskerorganisation KNAPK og Siumut-partiets repræsentant det danske folketing. Sign. Aqqaluk Lynge / vicepræsident ICC Jens Dahl co-direktør IWGIA * Begge udtalelser kan fås i originalspro- get, engelsk, ved henvendelse til enten ICC eller IWGIA. Inuit Circumpolar Conference P.O. Box 204 3900 Nuuk IWGIA Fiolstræde 10.3 1171 København K. »Indigenous Rights« er blevet sponsoreret af SAS, Grønlandsfly A/S, FINNIDA, Aage V. Jensens Fonde, Plums Økologifond for Fælles Fremtid, Fonden for International Forståelse, Nuna Fon- den, Hermod Lannungs Fredsfond, Fredsfonden, KNAPK, Skov- og Naturstyrelsen, Iceberg Sea- food Greenland A/S, Schøbel & Marholt, Grøn- landsk Reje-eksport, Nordens Institut i Grønland, Den Kongelige Grønlandsfond, Græsrodsfonden og KNA/Tannery of Greenland. Koordineringen af »Indigenous Rights« blev fo- restået af Arctic Information, Møntergade 16, 1116 København K. 254 [8]