[1] Vold i Grønland Nogle teoretiske og praktiske overvejelser Af Finn Breinholt Larsen 1. Vold - et nyt eller et gammelt problem? Udviklingen voldskriminalitet siden 1965 Vold er blevet et påtrængende problem i Grønland. Siden 1965 er antallet af an- meldte voldstilfælde pr. indbygger ble- vet 2,5 doblet (figur 1). Den alvorligste kategori af vold - drab - er tilsvarende blevet 7-doblet (figur 2). Der er her tale om hovedtendenser, idet jeg ser bort fra udsving fra år til år. I samme periode er de 15-29 åriges andel af den samlede befolkning vokset fra 22% til 32% svarende til en 1,5- dobling. Da hovedparten af kriminalite- ten bliver begået af unge, ligger en del af forklaringen på den stigende vold uden tvivl i den ændrede alderssammensæt- ning, men også kun en del. Sammenligner man Grønland med andre samfund, bliver opfattelsen af, at der er noget galt, yderligere bestyrket. Antallet af drab i Grønland målt i for- hold til indbyggertallet bringer landet i selskab med områder, der er berygtede for deres kriminelle subkulturer og om- fattende organiserede kriminalitet (tabel 1). I Grønland er der imidlertid netop ikke tale om organiseret, endsige »plan- lagt« kriminalitet. Voldsforbrydelserne er typiske spontane handlinger. Island 1900-1979 2,4 Danmark 1933-1961 5,8 New South Wales, Australien 1968-1981 16,9 Canada, 1974-1983 26,9 Philadelphia, USA 1948-1952 56,8 Belo Horizonte, Brasilien 1961-1965 68,5 Grønland 1965-1975 83,9 Grønland 1976-1988 214,9 Miami, USA 1980 353,1 Detroit, USA 1972 456,5 Tabel 1. Mord pr. 1.000.000 personer i en række lande og storbyer (Daly & Wilson, 1988: 285, Grønland 1968-1988). Hvad er forklaringen på den alarmeren- de udvikling? Er det igen de to stan- dardforklaringer på al grønlandsk dår- ligdom »Samfundsudviklingen er gået for hurtig« og »Der drikkes for meget«, der må holde for? Eller er der behov for at se sig om efter andre forklaringer? Man kan også stille spørgsmålet på en anden måde: Er voldsproblemet et nyt problem i Grønland? 255 [2] 1500 CD O> 03 •D O O o o o CL 13 1000 - 500 -> O 65 70 75 80 85 90 ANMELDTE VOLDSFORBRYDELSER 1965-1989 Figur 1. Historisk tilbageblik En oversigt udarbejdet af Grønlands Styrelsen i 1929 viser, at der i perioden 1882-1926 blev behandlet 4 drabssager, 2 sager vedrørende uagtsomt manddrab og 9 voldssager ved de vestgrønlandske domstole (Oldendow, 1931: 87-88). Be- folkningen talte i dette tidsrum 10-15 tusinde personer. Hvis man havde haft den samme drabsfrekvens den gang som i dag, skulle man i stedet for 4 drab have registreret 100-120 drab. Det er derfor rimeligt at konklu- dere, at det grønlandske samfund i den- ne del af kolonitiden var et fredeligt samfund. Går man tilbage til den tidlige kon- taktperiode tegner der sig et andet bille- de. I Hans Egedes og sønnerne Poul og Niels Egedes dagbøger omtales ikke 256 [3] ANMELDTE DRAB 1965-1989 Figur 2. mindre end 9 heksedrab i perioden fra 1732 til 1741, d.v.s. i gennemsnit et drab om året blandt en befolkning på nogle få tusinde (Larsen, 1982: 61). Eftersom der på dette tidspunkt kun var anlagt to kolonier i Vestgrønland, har en stor del af befolkningen ikke stået i kontakt med europæerne, og tal- lene må derfor antages at være ufuld- stændige. Der berettes endvidere om tilfælde, hvor personer, der var beskyldt for hek- seri og truet på livet, blev reddet ved eu- ropæernes mellemkomst, eller fordi de nåede at flygte. Også tilfælde af blod- hævn og flugt fra blodhævn omtales. Flere forfattere nævner modsætningen mellem nord- og sydlændingene, der af og til resulterede i drab (Larsen, 1982: 62). 257 [4] Det skal bemærkes, at hos de samme forfattere, hvor man finder disse oplys- ninger, beskrives vestgrønlænderne samtidig som usædvanligt fredelige mennesker (Larsen, 1982: 60-61), et paradoks jeg skal vende tilbage til. Den første kontaktperiode med befolkningen i Ammassalikområdet gi- ver ligeledes interessante oplysninger om, hvordan forholdene kunne være i det traditionelle samfund. Fra Gustav Holms første møde med ammassalim- miut i 1884 til anlæggelsen af handels- og missionsstationen i 1894 blev der be- gået 9 mord blandt en befolkning, der talte under 400 mennesker (Petersen, 1957: 33). Det ville være forkert at slutte ud fra disse oplysninger, at det traditionelle grønlandske samfund var et samfund, hvor volden altid florerede. Der er der- imod tilstrækkelig belæg for at sige, at man i det traditionelle samfund kunne opleve perioder med megen vold. Med andre ord: Volden er ikke et nyt problem i Grønland. Tilsyneladende betød kolonialiseringen for en tid en fredeliggørelse af samfundet. Etablerin- gen af handlen og overgangen til kri- stendommen tog sandsynligvis en del af konfliktstoffet ud af dagligdagen (natur- afhængigheden blev mindsket, mis- sionærerne fik stort set sat en stopper for heksedrab og blodhævnsdrab). Men volden har igen stukket sit grimme fjæs frem. Det er derfor nærliggende at un- dersøge, om der er en sammenhæng mellem overlevede traditionelle ad- færdsformer og volden i vore dages Grønland. Det betyder naturligvis ikke, at man kan ignorere betydningen af de seneste års samfundsudvikling, herunder det stærkt stigende alkoholforbrug. Sam- spillet mellem visse former for »tradi- tionel« og »moderne« adfærd synes imidlertid at have skabt en særlig eks- plosiv blanding. I det følgende vil jeg med baggrund i de senere års forskning omkring inter- personel aggressivitet og vold skitsere en teori om volden i det grønlandske samfund. Ved aggressiv adfærd vil jeg forstå handlinger, herunder »talehandlinger«, der har til hensigt at tilføje en anden person skade. Ved vold vil jeg forstå sådanne former for aggressiv adfærd, hvor hensigten er at tilføje en anden person fysisk skade. Vold er altså een blandt flere former for aggressiv adfærd. 2. Mandlig aggressivitet og konflikt-fortrængning Generelle forskelle mellem mænd og kvinders aggressivitet Observationsstudier og undersøgelser, der bygger på psykologiske eksperimen- ter, viser, at mænd i gennemsnit reage- rer mere aggressivt end kvinder. For- skellen er imidlertid ikke særlig stor, og den er mindre hos voksne end hos børn (Lips, 1988: 83). Forskellen bliver betydelig mere mar- kant, når man ser på voldskriminalite- tens fordeling på mænd og kvinder. Det er et gennemgående træk i de forskellige landes voldsstatistik, at hovedparten af voldskriminaliteten bliver begået af 258 [5] Foto: Lisbet Lyaget, Sermitsiaq. (Modelfoto). mænd, fortrinsvis unge mænd (Lips, 1988: 84). Sammenhængen mellem de to typer data er sandsynligvis, at den »gennem- snitlige mand« er en smule mere aggres- siv end den »gennemsnitlige kvinde«, men at der inden for gruppen af mænd er flere »ekstreme tilfælde«. Det er disse ekstreme tilfælde, der afsætter sig spor i kriminalstatistikken. Der er en række konkurrerende for- klaringer på mænds større aggressivitet: drenge opdrages til at være mere aggres- sive end piger, de mandlige rollemodel- ler er mere aggressive, end de kvindeli- ge, aggressiv adfærd er en bedre strategi for mænd end kvinder, fordi de er fysisk stærkere etc. Der findes også en række påstande om, at den mandlige aggressivitet skyl- des biologiske faktorer: Y-kromosomets betydning, hormonale påvirkninger i fostertilstanden, virkningen af de mandlige kønshomoner etc. Det er mu- ligt, men ikke bevist, at en eller flere af disse faktorer spiller en rolle (Lips, 1988: 85 og 116-118). Kulturelle forskelle Selv om aggressiv adfærd er hyppigere blandt mænd end blandt kvinder i stort set alle samfund, varierer aggressions- hyppigheden fra samfund til samfund. Hvorfor er mænd mere aggressive i nog- le samfund end andre? Det er nærlig- gende at undersøge, om der findes kul- 259 [6] turelle faktorer, der hhv. hæmmer eller fremmer aggressiv adfærd. En del af den forskning, der er foreta- get på dette område, bygger på indlæ- rings-teori: aggressiv adfærd er noget der indlæres (Goldstein & Segall, 1983). En tværkulturel undersøgelse af op- dragelsespraksis i 148 samfund viser, at i 62% af samfundene sker der en moderat stærk indlæring af aggressiv adfærd blandt drenge, og i 21% er der tale om en stærkere indlæring af aggressiv ad- færd, og i 16% tilfælde er der tale om en svagere indlæring (Segall, 1988: 88). Imidlertid varierer opdragelsesprak- sis også for pigerne, og kun i ca. hvert 5. af de 148 samfund opdrages drengene til en højere grad af aggressivitet end piger- ne. Selv om forskelle i opdragelse spiller en rolle, er de derfor næppe tilstrækkeli- ge til at forklare forskellen i aggressivi- tet mellem mænd og kvinder generelt eller mellem mænd med forskellig kul- turel baggrund. Adfærd kan imidlertid indlæres på anden måde end gennem opdragelse. En del forskning har derfor interesseret sig for »rollemodellering«. Det er den form for indlæring der sker ved, at bar- net efterligner adfærden hos modeller i omgivelserne (forældre, større søsken- de, film- og rockidoler etc.). Af interesse her er især de kønsspeci- fikke modeller: mands- og kvindemo- deller som drenge og piger kan bruge i udviklingen af kønsidentitet. Man kan opstille den hypotese, at hvis de mandlige modeller, som en dreng har til rådighed i sine omgivelser, er en tough-guy/-machio/karate-kon- ge-typen, så bliver aggressiv adfærd ac- ceptabel, måske ligefrem efterstræbel- sesværdig. Man kan tilsvarende opstille en hypo- tese om, at muligheden for at lære alter- nativer til aggressiv adfærd afhænger af, om barnet oplever sine voksne modeller i situationer, hvor de løser konflikter med fredelige midler. Jeg vil undlade at komme nærmere ind på spørgsmålet om, hvad medie- vold betyder for børn og unges indlæ- ring af aggressiv adfærd. Emnet er rele- vant nok i en grønlandsk sammenhæng, hvor forbruget af voldsvideoer er sær- deles stort, men forskningen i medie- voldens adfærdsvirkninger har indtil vi- dere givet meget modstridende resulta- ter (jvnf. Hodge&Tripp, 1986: 189-112 og Fougner og Søbstad, 119-136). Indlærings-teoriens forklaring på voldelig adfærd kan forekomme ret ba- nal (hvilket naturligvis ikke nødvendig- vis gør den forkert): drenge bliver ag- gressive hvis deres forbilleder udviser aggressiv adfærd. Altså vil kulturer med aggressive mandsidealer skabe aggressi- ve mænd, der vil blive forbilleder for nye generationer af aggressive mænd etc. Der findes imidlertid en knap så ba- nal version af modellerings-teorien, der er formuleret af Marshall H. Segall (Se- gall, 1988). Teorien lyder således: I nog- le samfund er den sociale arbejdsdeling mellem kønnene skarpere end i andre. Som regel er disse samfund samtidig ka- rakteriseret ved, at kvinder har en la- vere status end mænd. Det er mændenes arbejde, der giver prestige. I stærkt kønsopdelte samfund er det typisk kvinderne, der tager sig af børne- 260 [7] ne. Børnepasning er kvindearbejde. Set i forhold til drengene er dette et para- doks: skønt de har brug for at lære en meget specifik mandsrolle, har de i de- res første år mest kontakt med kvinder. Tilegnelse af mandsrollen bliver derfor besværliggjort. Drengene får i løbet af deres opvækst et behov for at markere deres tilhørsfor- hold til mandskønnet, hvilket kan ske gennem en demonstrativ mandlig ad- færd så som udvisning af mod, styrke, evnen til at udholde smerte o.s.v. En del af den demonstrative mandlige adfærd er af aggressiv karakter. Segall kalder fænomenet for »kom- pensatorisk machoisme« for at under- strege, at handlingerne ikke er udtryk for vrede imod noget, men simpelthen udtrykker behovet for at fremtræde mandigt. Fordi disse handlinger har til hensigt at markere en afstand til den kvindelige kønsrolle, retter en del af den demon- strative adfærd sig mod kvinder. Voldtægt kan ifølge Segalls teori tolkes som et ekstremt udslag af »kompensato- risk machoisme«. Segall antager, at behovet for at vise demonstrativ mandlig adfærd mindskes, hvis den pågældende kultur har et over- gangsritual. Segall har fundet et vist belæg for sin teori i nogle tværkulturelle undersøgel- ser, der viser et sammenfald mellem høj forekomst af voldskriminalitet og ringe grad af far-barn-kontakt. Der er mig be- kendt endnu ikke offentliggjort un- dersøgelser lavet på baggrund af teorien, men set i et grønlandsk perspektiv er den interessant. Den indlærings-teoretiske tilgang til studiet af kulturbetingede forskelle i ag- gressionsniveau er naturligvis ikke den eneste mulige. Ud fra en sociologisk til- gangsvinkel ville det være nærliggende at undersøge, hvordan den enkelte kul- tur påvirker sandsynligheden for, at der opstår ressourcekonflikter, eller at sam- fundsmedlemmerne oplever frustratio- ner. Samfundets normer for aggressiv adfærd og konfliktløsning falder også naturligt ind under et sociologisk per- spektiv. Normen om konflikt-fortrængning og aggres- sions-kontrol i den traditionelle inuit-kultur Den traditionelle inuit-kultur kan umiddelbart være svær at placere på et kontinuum, der spænder fra lav-aggres- sive til høj-aggressive kulturer. På den ene side var der en klar norm om at udvise ikke-aggressiv adfærd i den daglige omgang med bopladsfæller. Ver- bale aggressioner og vold skulle så vidt muligt undgås. Det betød, at konflikter blev fortrængt, og frustrationer blev ophobet. En undtagelse for normen var, at det accepteredes, at mænd fysisk af- straffede deres koner. Inuit havde et veludviklet repertoire af adfærdsformer til konfliktfortræng- ning og rituel konfliktbearbejdning. Normen om ikke-aggressiv adfærd har fra de første møder med europæerne skabt klicheen om den fredelige eskimo (Larsen, 1982: 61). På den anden side findes der et rig- holdigt materiale, der dokumenterer, at vold ikke blot forekom, men i nogle inuit-samfund forekom hyppigt. Der kunne være tale om »legal« vold i form 261 [8] af hævndrab og heksedrab, eller »illegal« vold, når en fanger f. eks. myrdede en anden fanger, fordi han var misundelig på dennes jagtheld. Det traditionelle adfærdsmønster kan derfor beskrives som præget af stærk ag- gressions-kontrol, der i korte perioder kunne blive afbrudt af heftige aggres- sionsudbrud (Alder, 1979: 325-326, Foulks & Klausner, 1988: 506-507). Disse udbrud kunne være af ren verbal karakter eller være vendt mod ting, dyr eller evt. personen selv. De kunne være kanaliseret ind i rituelle baner i form af sangkamp. Men der kunne altså også være tale om vold mod andre personer. Med kolonialiseringen blev der grad- vist opbygget et system af institutioner, der overtog en del af den sociale kon- trol, der i det statsløse inuit-samfund måtte forvaltes af det enkelte menneske. Det betød imidlertid ikke, at de traditio- nelle adfærdformer forsvandt. Normen om konflikt-fortrængning og ikke-aggressiv adfærd er stadig leven- de i det moderne Grønland. Som udefra kommende bemærker man den grøn- landske »generthed« (Rosing, 1964), mennesker, der siger »ja« i situationer, hvor man fornemmer, de mener »nej«, eller tier, hvor man ville forvente pro- tester. En væsentlig side af dette traditionel- le adfærdsmønster er, at man helst und- lader at diskutere stærkt konfliktladede emner, når man står ansigt til ansigt med en person, man regner med, at man er uenig med. Den traditionelle kultur er ikke nogen »diskussions-kultur«. Man mangler derfor træning i verbalt at løse konflikter. En undtagelse er politiske konflikter, hvor der gennem oprettelse af formali- serede diskussionsfora er skabt en ny ri- tuel arena for konfliktløsning. Børneopdragelse og mandlige rollemodeller i inuit-kulturen Der er næppe nogen tvivl om, at den ik- ke-aggressive adfærd blev fremmet gen- nem opdragelsen. Jean Briggs har givet en indgående beskrivelse af, hvordan børnene i to ca- nadiske inuit-grupper blev opdraget til ikke-aggressiv adfærd. Briggs' fortolk- ning af opdragelsesforløbet er, at der oparbejdes en frygt hos barnet for at ag- gressive handlinger vil udløse fjendtlig- hed fra omgivelserne (Briggs, 1975, Briggs, 1978, Briggs, 1982). Der findes desværre ikke tilsvarende detaljerede observationer fra Grønland, men spredte iagttagelser tyder på, at nogle af de samme træk kan findes i den traditionelle grønlandske børneopdra- gelse (Langgård 1986: 302). Mens ikke-aggressiv adfærd således var en vinderstrategi i omgangen med andre mennesker, belønnedes aggressiv adfærd i forhold til dyreverden. Især i mændenes adfærdskode var der en ind- bygget modsætning mellem de krav, der stilledes til afdæmpet og tilbageholden- de adfærd i forhold til bopladsfællerne, og kravet om mod, styrke og handle- kraft i forhold til fangstdyrene. Administrationen af denne modsæt- ning har givetvis været vanskelig. Det gælder ikke mindst ved selve overgan- gen fra dreng til mand. Den unge fanger skulle skabe sig en social position gen- nem sine fangstpræstationer, og dette 262 [9] skete typisk i konkurrence med andre fangere. Der var således masser af kon- fliktstof i den traditionelle mandsrolle. Konflikten vises i fortættet form i sagnet om Kaassassuk (Rink, 1866: 45- 51). Den forældreløse Kaassassuk udsættes gennem hele sin barndom for en grusom behandling. Da han forvand- les fra dreng til mand, sker det da også gennem en demonstrativ mandlig hand- ling: nedlæggelsen af tre isbjørne med de bare næver for øjnene af samtlige bo- pladsfæller. Den før så ringeagtede dreng er nu pludselig hoppet op i top- pen af statushierarkiet. Men Kaassassuks selvkontrol i for- hold til bopladsfællerne bryder samtidig sammen. Han myrder løs på alle, der har plaget ham i barndommen. Og si- den drager han som en anden Antonio Dræberen hærgende gennem landet. Han er ikke blot blevet en stor fanger, men også en stor drabsmand. Grunden til, at Kaassassuk mister selvkontrollen, er ikke svær at få øje på, og historiens moral ligger derfor lige for: Lad være at behandle dine med- mennesker aggressivt, for så vil de må- ske handle aggressivt mod dig. Selv en sølle forældreløs dreng kan en dag blive farlig, hvis hans selvkontrol sættes på for hård en prøve. Det er iøvrigt fristende at se de volds- orgier, der udspiller sig i mange af inuits myter og sagn, som en slags kompensa- tion for de strenge daglige krav om ik- ke-aggressiv adfærd. Det traditionelle samfund opfylder stort set alle de betingelser, der ifølge Segall skal være tilstede for at fremme demonstrativ mandlig adfærd (skarp adskillelse mellem kønnenes arbejds- funktioner, kvinderne passede børnene, mandsrollen havde større prestige end kvinderollen etc.). Ganske vist havde man et overgangsritual i form af første- gangsfesten for den unge fanger. Men dette ritual indtrådte ikke automatisk ved en bestemt alder, men netop når den vordende fanger havde præsteret sin første fangst. Hvis Segalls teori om »kompensato- risk machoisme« har noget på sig, skulle man derfor kunne finde mange eksemp- ler på demonstrativ mandlig adfærd i det traditionelle samfund. Normen om ikke-aggressiv adfærd har dog gjort, at den mandlige adfærd først og fremmest måtte udfoldes i jagtsituationer og gen- nem hård behandling af konen/koner- ne. Eller, som Kaassassuk leverer et ek- sempel på, i form af den stærke mands brud med normerne. Netop sagnene indeholder da også en righoldig samling af macho-typer, der udfører demonstrativt mandlige hand- linger. Det, der imidlertid gør Segalls teori interessant i dag, er, at mange af for- udsætningerne stadig er til stede. Selv om der i dagens Grønland er flere kon- tormænd end fangere, knytter der sig stadig stor prestige til fangstaktiviteter. Den »barske fanger« er ikke død som rollemodel. Og selv om kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, kan man stadig i mange familier iagttage en ret traditionel rollefordeling mellem kønnene i forbindelse med husarbejde og børnepasning. Hertil kommer, at ændringer i fami- liemønstret har betydet, at mange børn 263 [10] vokser op uden tæt kontakt med en far. Det drejer sig om børn af enlige mødre, børn af skilsmisseforældre og børn i fa- milier, hvor moderen lever sammen med skiftende »fædre«, der kun har en løs og uforpligtende forbindelse til børnene. Sidstnævnte familietype synes at brede sig i Grønland. Dette kan yder- ligere gøre det svært for drenge at til- kæmpe sig en mandlig kønsidentitet. Alt i alt skulle dette give grobund for demonstrativ mandlig adfærd. At der trods alt er opbrud i det traditionelle kønsrollemønster, og at rolleusikkerhe- den derfor er større nu end tidligere, kan i sig selv være med til at forstærke behovet for demonstrative mandlige handlinger hos de mænd, der forsøger at fastholde en mere traditionel kønsrol- leopfattelse. 3. Social forandring og alkohol Er udviklingen gået for hurtig? Det er nu på tide at kigge nærmere på de to forklaringer, der igen og igen har måttet holde for, når Grønlands sociale problemer er blevet diskuteret: den hur- tige samfundsudvikling efter 2. verdens- krig og alkoholen. Moderniseringen har ført til en ændret fordeling af magt, status og rig- dom i samfundet. Dette har givetvis været en frustrerende oplevelse for no- gen, især de, der føler, at de er kommet bag ud af dansen. Det har uden tvivl øget mængden af konfliktstof. Konflik- ter behøver imidlertid ikke antage vol- delig karakter. Hvis den øgede mængde af konflikter og frustrationer tackles på traditionel vis, d.v.s. i første omgang fortrænges, er det tænkeligt, at reaktionerne bliver så meget voldsommere i de situationer, hvor selvkontrollen svigter. Hvis man oven i købet har en rolle som barsk mand at skulle leve op til, stiger sand- synligheden for voldelige episoder. Kaassassuk vågner op til dåd. Det er altså ikke udviklingen i sig selv, der skaber problemerne, men måden man reagerer på et øget ydre pres. Før i tiden har man også oplevet stress-situationer, da var det blot i for- bindelse med misfangst og overbefolk- ning. Og sandsynligvis har det været i de situationer, at volden florerede, jvf. beskrivelsen af den store hungersnød i Ammassalik i 1880-81 (Rosing, 1963: 107-151). Sammenhængen mellem alkohol og aggressiv adfærd Hvad gør alkohol ved den selvkontrol, der tilsyneladende er så hårdt brug for, når konflikter og frustrationer skal håndteres på traditionel vis? Det er almindelig folkelig visfom, at nogle mennesker bliver aggressive, når de drikker. Det er da også veldoku- menteret, at personer, der begår vold, ofte er påvirkede i gerningsøjeblikket (Gibbs, 1986: 133). Alligevel har det været meget vanskeligt at finde viden- skabeligt belæg for sammenhængen mellem alkohol og aggressivitet. Der har været forsket meget i emnet i de seneste år, og der har været anvendt mange forskellige undersøgelsesmeto- der fra dyreforsøg over sammenlignen- 264 [11] de socialantropologiske studier, obser- vationer i autentiske barmiljøer og ved »eksperimentelle« fester til psykologiske forsøg i såkaldte »aggressionsmaskiner«. Resultaterne er imidlertid modstridende (Gustafson, 1987a). De mest klare resultater kommer fra psykologiske eksperimenter. Fordelen ved eksperimentelle undersøgelser er, at man kan kontrollere de forskellige fak- torer, der påvirker forsøgspersonen. Ulempen er til gengæld, at forsøgsbe- tingelserne afviger meget fra naturlige samværssituationer. Den form for ag- gression man måler er f.eks. typisk styr- ken af strømstød, som en forsøgsperson udsætter en anden person for, eller sco- ren på en aggressionstest. Vold mod an- dre personer kan man af gode grunde normalt ikke iagttage i et laboratorie- forsøg. Den hidtidige forskning synes ikke at give belæg for, at alkohol i sig selv frem- mer aggressiv adfærd. Derimod synes alkohol i samspil med andre faktorer at kunne føre til øget aggressivitet. Hvis aggressiv adfærd i ædru tilstand kontrolleres af stærke tilskyndende og hæmmende kræfter, så dæmper alkoho- len først og fremmest de hæmmende kræfter (Steel & Southwick, 1985). End- videre viser eksperimentelle undersø- gelser, at forsøgspersoner, der udsættes for frustrationer i forbindelse med ind- tagelse af alkohol, reagerer niere aggres- sivitet end personer, der ikke har druk- ket (Gustafson, 1987b). I et samfund, hvor konflikter og fru- strationer gemmes af vejen, må man derfor forvente, at beruselse oftere fører til aggressive handlinger end i samfund, hvor det er acceptabelt at give luft for vrede, uenighed og andre negative følel- ser i dagligdagen. Alkohol og konflikt- fortrængning er en farlig blanding. Måske har vi her forklaringen på, at al- kohol har haft så dramatisk en effekt i Grønland. Dette er imidlertid næppe nogen helt tilfredsstillende forklaring, fordi der jo også er normer for, hvordan man bør opføre sig i beruset tilstand. Man kunne derfor tænke sig, at dette i Grønland havde ført til en meget mådeholdende drikkekultur, hvor det f. eks. var ugleset, at berusede personer kom i slagsmål. Her må man imidlertid se på den sociale mening, som et drikkelag tillægges. Fra andre samfund ved man, at drik- keanledninger ofte opfattes som en »pause« (time-out) fra de normale regler for passende opførsel (MacAndrew & Edgerton, 1969; Taylor & Leonard, 1983). Overtrædelse af disse regler bli- ver derfor ikke i samme omfang som el- lers mødt med negative sanktioner. Det ser ud som om, alkoholindtagelse tit tillægges samme betydning i Grøn- land (se Riches, 1986: 16 for en lignende iagttagelse blandt canadiske inuit). På den måde bliver beruselsen netop en an- ledning til at slippe indestængte, aggres- sive følelser løs. Man opsøger berusel- sen for at få udløsning for sine frustra- tioner, eller som en bekendt en gang udtrykte det: »Folk opsøger dæmonen.« Der kunne være en direkte sam- menhæng mellem konfliktfortrængning - og i det hele taget den måde følelser administreres i dagligdagen - og det sto- re alkoholforbrug. Den traditionelle grønlandske kultur indeholdt et eksta- 265 [12] tisk element, som kom til udtryk i ånde- maner-seancerne. Er beruselsen den moderne substitut for dette kulturele- ment? Andre undersøgelser hævder, at den vigtigste grund til, at mænd drikker er, at de gennem beruselsen opnår en følel- se af magt (McClelland, 1972). Pause- teorien og magtteorien udelukker ikke hinanden, idet ønsket om at føle magt kan være en vigtig motivation til at opsøge drikkeanledninger, især hvis man i dagligdagen oplever situationer af magtesløshed, det være sig i arbejds- situationer, i familien, eller hvis man har problemer med at leve op til et barsk mandsideal. En teori om volden i Grønland Vi er nu nået til det punkt, hvor de overvejelser, der er gjort i det foregåen- de, kan sammenfattes til en teori om volden i Grønland. I figur 3 er sammenhængen mellem de forskellige faktorer afbildet i et årsags- virknings-diagram. Teorien kan i korte træk beskrives så- ledes: 1. Frustrationer + alkohol = aggressivitet Der er ikke noget der tyder på, at alko- hol i sig selv gør folk aggressive. Der- imod peger forskellige undersøgelser på, at hvis man er frustreret og drikker, bli- ver man lettere aggressiv. Det kan føre til vold. Faktum: Der drikkes meget i Grønland. 2. Fortrængning af konflikter skaber ophobede frustrationer Den grønlandske kultur har været i stand til at overleve i århundreder, fordi man har en veludviklet tradition for at fortrænge konflikter fra dagligdagen. Dødsfjender kunne derfor leve side om side på den samme boplads. Men fortrængning af konflikter skaber fru- strationer. Påstand: Det hører stadig til god opførsel i Grønland at fortrænge konflikter. 3. Beruselsen som »frikvarter« fra reglerne Frustrationer + alkohol er som nævnt en farlig blanding. Helt galt bliver det imidlertid, hvis det er almindeligt ac- cepteret, at man kan overtræde regler for god opførsel, når man er fuld. »Jeg var fuld, jeg kan ikke huske hvad jeg gjorde«, er en meget almindelig forkla- ring fra personer, der har begået vold. Underforstået: »Jeg havde fri for regler- ne.« Påstand: I den grønlandske »drik- kekultur« ser man med milde øjne på re- gelbrud begået i fuldskab. Bemærk iøvrigt, at det i figur 3 anta- ges, at mængden af ophobede frustratio- ner påvirker såvel alkoholforbrugets størrelse, som drikkemønstret. 4. At blive en »barsk mand« kræver stærke handlinger I samfund med traditionelle kønsroller opdrages børnene af kvinder. Men når drengene når en vis alder, kan de ikke længere bruge deres mor som »model«. At blive rigtig mand kræver, at man be- viser sin mandighed gennem typiske mandige handlinger. Mænd, der skal be- vise deres mandighed, er farlige, når de 266 [13] kønsopdelt samfund, ringe far-barn-kontakt hurtig social udvik- ling, ændringer i for- deling af status m.v. konfliktstof: »kompen- satorisk machioisme«, statuskonflikter m.v. aggressionshæmning, konfliktfortrængning ophobning af frustrationer manglende træning i verbal konfliktløsning 3: stor volds- hyppighed stort alkoholforbrug, beruselse som »time out« fra normer Figur 3. Teori om volden i Grønland, årsags-virknings-diagram. er fulde. F. eks. har man sværere ved at bedømme konsekvenserne af sine hand- linger. Vold og voldtægt kan blive resul- tatet. Påstand: Der er stadig et ret tradi- tionelt kønsrollemønster i Grønland, og unge mænd har derfor et stort behov for at bevise deres mandighed. 5. Den sociale udvikling skaber frustrationer Udviklingen fra et traditionelt til et mo- derne samfund ændrer fordelingen af eftertragtede goder (magt, rigdom, an- seelse o.s.v.). Der opstår en restgruppe, der føler, at de er blevet dårligt behand- let af samfundet. Frustrationerne tårner sig op. Påstand: Den hurtige samfunds- udvikling har skabt en stor gruppe fru- strerede mennesker i Grønland. 6. Manglende træning i at løse konflikter gennem diskussion Hvis man fortrænger konflikter i daglig- dagen i stedet for at tage dem op, får man ikke træning i at diskutere kon- fliktladede emner. Evnen til at klare en diskussion bliver ikke bedre, hvis man er fuld. Det Øger risikoen for, at uover- ensstemmelser klares med »slående ar- gumenter«. Påstand: Den grønlandske tradition for konfliktfortrængning gør, at mange ikke har træning i at løse kon- flikter gennem diskussion. Det er altså ifølge teorien samspillet mellem nogle »traditionelle« og »mo- derne« faktorer, der skaber det store an- tal voldstilfælde i Grønland. Det er vigtigt at understrege, at der netop er tale om en teori, d.v.s. en sam- ling postulater om, hvordan tingene hænger sammen. Om teorien holder i praksis, om der er væsentlige faktorer, der er overset, eller faktorer, der er overvurderet, kan kun afgøres gennem empiriske undersøgelser. Og der er ind- til videre ikke lavet systematiske un- dersøgelser af volden i Grønland. Nogle praktiske konsekvenser af teorien Hvad så med praksis? Hvis man tror på teorien, hvis den stemmer overens med egne iagttagelser og erfaringer, behøver man ikke at sidde med hænderne i skødet til teoriens »påstande« er blevet underbyggede eller modbeviste. Der kan umiddelbart udledes en række kon- sekvenser af teorien, en hverdagens po- litik mod vold. Det er noget med at lære at give luft for sine frustrationer i dag- 267 [14] ligdagen. At ændre på sine drikkevaner. At ændre opfattelse af, hvordan en »rig- tig mand« opfører sig, o.s.v. Hvis man starter med »alkoholfakto- ren« vil en nedsættelse af forbruget sik- kert i sig selv have en voldsdæmpende virkning. Men det er lige så vigtigt at drikkekulturen ændres. D.v.s. at det gøres socialt uacceptabelt at benytte drikkeanledninger til at få afløb for sine aggressioner. Personer, der er meget »synlige« i samfundet, d.v.s. politikere og andre, der er placeret i samfundets top, har mulighed for at påvirke drikke- kulturen gennem deres eget eksempel. Går man videre til »frustrationsfakto- ren«, er det vigtigste her at få nedbragt mængden af ophobede frustrationer. Mindre konflikt-fortrængning i daglig- dagen og træning i at løse konflikter verbalt, kort sagt at man lærer at tale sammen om problemerne, vil lette fru- strationspresset. Træning i at løse kon- flikter gennem diskussion kunne gøres til et emne i skolen. I det hele taget bør man overveje indførelse af en form for antivolds-undervisning i skolen. En ændring af det traditionelle rol- lemønster i retning af mindre »barske« mandsroller og større kontakt mellem fædre og børn under opvæksten vil lette overgangen fra dreng til mand og mindske behovet for demonstrativ mandlig adfærd. Barselsorlov til mænd ville være et lille skridt i denne retning. M.h.t. den samfundsmæssige udvik- lingshastighed tror jeg ikke der reelt er mulighed for at sætte tempoet ned. Eller sagt på en anden måde: et nedsat udvik- lingstempo vil blot skabe andre typer af frustrationer. Men en økonomisk poli- tik, der fordeler samfundets goder mere ligeligt, og hvor man bevidst satser på at undgå en stor restgruppe, kan reducere antallet af frustrerede mennesker. Ud- dannelse af grønlandsk arbejdskraft til at varetage jobs, der i dag bestrides af til- kaldt arbejdskraft, vil også virke i den retning. På nogle områder vil der snare- re være behov for at sætte udviklings- tempoet i vejret. Jeg tænker især på en forbedring af boligsituationen. Betydning af den store udbredelse af skydevåben i Grønland for voldskrimi- nalitetens omfang er ikke medtaget i teorien. Det skyldes, at skydevåbnenes antal næppe har nogen betydning for udløsningen af den voldelige adfærd. Men det er klart, at let adgang til sky- devåben kan betyde - og givetvis bety- der - at »trivielle« voldelige episoder nu og da udvikler sig til livstruende vold. Nedbringelse af antallet af skydevåben vil ikke reducere mængden af »daglig- vold«, men sandsynligvis vil det mind- ske antallet af grove voldsforbrydelser. En reduktion af mængden af skydevå- ben forekommer imidlertid lige så van- skelig at gennemføre i praksis i Grøn- land som i andre lande med en lang tradition for privat våbenbesiddelse. Det, der her er skitseret, er ikke en politik mod volden i samfundet. En sådan politik må naturligvis være meget mere konkret. Det er blot en antydning af, hvilken retning teorien kan lede tan- kerne, hvis man vil formulere en sådan politik. Det er tilladt selv at tænke vi- dere. 268 [15] Litteratur ADLER, CHRISTIAN 1979: Polareskimo Verhalten, Ethno- Verlag. BRIGGS, JEAN L. 1970: Never in Anger: Portrait of an Eski- mo Family, Cambridge, Mass., Harvard University Press. BRIGGS, JEAN L. 1975: »The Origins of Nonviolence: Ag- gression in Two Canadian Eskimo Groups« Psychoana- lytic Studies og Society, 6: 134-203. W. Muensterberger, ed. New York, International Universities Press. BRIGGS, JEAN L. 1978: »The Origins of Nonviolence: Inuit Management of Aggression (Canadian Arctic)« Ashley Montagu (ed.), Learning Non-Aggression. The Expe- rience of Nonliterate Societies, New York, Oxford Uni- versity Press. BRIGGS, JEAN L. 1982: »Living Dangerously: The Contradic- tory foundations of value in Canadian Inuit society« Eleanor Leacock & Richard Lee (eds.), Politics and Hi- story in Band Societies, New York, Cambridge Universi- ty Press. DALY, MARTIN & WILSON, MARGO 1988: Homicide, New York, Alsine de Gruyter. FOUGNER,JORUN & SØBSTAD, FRODE 1986: Medielære, Tano. FOULKS, EDWARD F. & KLAUSNER, SAMUEL Z. 1982: »Alco- hol, Cultural Continuity and Economic Change in North Alaska«, International Symposium on Circumpolar Health, Copenhagen 9-13 August 1981, Nordic council for Arctic Medical Research, Report Series 33. GIBBS, JOHN J. 1986: »Alcohol Consumption, Congnition and Context: Examining Tavern Violence« Anne Cam- pell & John J. Gibbs (eds.), Violent Transactions. The Li- mits of Personality, Oxford, Basil Blackwell. GOLDSTEIN, A. P. & SEGALL, H. M. (eds). 1983: Aggression in Global Perspective, Elmsford, New York, Perga- mon. GRØNLAND. Årbog 1968 ff., Ministeriet for Grønland/ Statsministeriet, København. GUSTAFSON, ROLAND 1987a: »Alkoholrelaterad aggression ur den experimnentella forsknings synsvinkel« Alkohol- politik - Tidsskriftet for nordisk alkoholforskning, vol. 4: 25-35. GUSTAFSON, ROLAND 1987b: »Alkohol og frustration gbr oss aggressiva« Alkohol och narkotika 1/1987: 15-20. HODGE, BOB & TRIPP, DAVID 1986: Children and Television, Oxford, Basil Blackwell. LANGGÅRD, PER 1986: »Modernization and Traditional In- terpersonal Relations in a Small Greenlandic Communi- ty: A Case Study from Southern Greenland« Arctic An- thropology, vol. 23, l & 2: 299-314. LARSEN, FINN BREINHOLT 1982: Regler og konfliktbearbejd- ningsmetoder hos de grønlandske eskimoer i den førko- loniale periode, Århus. LIPS, HILARY M. 1988: Sex and Gender. An Introduction, Mountain View, Californien, Mayfield Publishing Com- pany. MACANDREW, C. & EDGERTON, E. B. 1969: Drunken Com- portment. A Social Explanation, Chicago, Aldine. Foto: Lisbet Lyager, Sermitsiaq. (Modelfoto). MCCELLAND, D. C. ET AL. (9 eds.) 1972: The Drinking Man, New York Free Press. OLDENDOW, KNUD 1931: »Lov og Ret i Grønland« Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift 1930-1931, Køben- havn. PETERSEN, JOHAN 1957: Ujuåts dagbøger fra Østgrønland 1894-1935, Charlottenlund, Det Grønlandske Selskab. RICHES, DAVID 1986: »The Phenomenon of Violence« Da- vid Riches (ed.), The Anthropology of Violence, Ox- ford, Basil Blackwell. RINK, H. 1866: Eskimoiske Eventyr og Sagn, København. ROSING, JENS 1963: Sagn og saga fra Angmassalik, Køben- havn, Rhodos. ROSING, KÅLE 1964: »Den sorgløse grønlænder. Et forsøg på en beskrivelse af nogle grønlandske karaktertræk« Tidsskriftet Grønland 1964: 60-66. SEGALL, MARSHALL M. 1988: »Psychocultural Antecedents of Male Aggression: Some Implications Involving Gen- der, Parenting, and Adolescence« P. R. Dassen et al. (eds.), Health and Cross-Cultural Psychology. Twoward Applications, Newbury Park, Californien, Sage. STEEL, C. M. & SOUTHWICK, L. 1985: »Alcohol and Social Behavior I. The Psychology of Drunken Excess« Journal of Personality and Social Psychology 48: 18-34. TAYLOR, S. P. & K. E. 1983: »Alcohol and Human Physical Aggression« R. G. Green & E. J. Donnerstein (eds.), Ag- gression: Theoretical and empirical reviews, vol. 2, New York, Academic Press. Årsberetning fra de grønlandske politidistrikter for perio- den 1. januar 1989-31. december 1989, Politimesteren i Grønland, Nuuk 1990. 269 [16]