[1] »lsumaminik«-ideologien og de »uforståelige« ungdomsselvmord i Grønland Af Ing-Britt Christiansen Da jeg besøgte Ilulissat sommeren 1987, blev jeg først og fremmest slået af den kolossale ændring, byen havde under- gået siden jeg boede og arbejdede der som socialpædagog i årene 1970-72. I begyndelsen af 70'erne var byen knapt nok en by efter danske forhold - byen havde kun 2.544 indbyggere i 1970 - og bortset fra de nybyggede »Sorte Blokke« (etagehuse med moderne lejligheder) var sygehuset og børnehjemmet de stør- ste bygninger i byen. 11987 fandtes der adskillige enklaver med moderne boligbebyggelse, to store skoler, en stor idrætshal og adskillige vuggestuer og børnehaver. Vejnettet var blevet stærkt udvidet og forbedret, og der var bygget en lufthavn nær byen. Den generelle levestandard så lige- ledes ud til at være forbedret. De fleste mennesker virkede velklædte og den iøj- nefaldende fattigdom, der stadig var ret synlig i begyndelsen af 70'erne, så ud til at være forsvundet. Ved første øjekast så det ud til, at dette var en by, hvor den materielle udvikling havde gode kår og hvor der åbenbart herskede en del opti- misme og fremtidstro. Blandt byens mange nyanlæg fandtes der også en ny kirkekård, og under et be- søg på denne fik jeg udpeget et sted med 9 nye grave på rad og række. Disse grave viste sig til min overraskelse at være gravsteder for unge mænd i begyndelsen af 20'erne, der alle havde det tilfælles, at de havde begået selvmord. Seks af de unge mænd kendte hinanden godt, idet de havde gået i klasse sammen. I klassen havde der oprindeligt været 8 drenge. En forklaring på, hvorfor forholdsvis mange unge mænd havde valgt at afslut- te livet i så ung en alder og under så dra- matiske omstændigheder, var der ingen, der kunne give mig. Mine Ilulissatven- ner fortalte, at en del af selvmordene fo- rekom uforståelige, eftersom flere af de unge mænd, der havde taget livet af sig, kom fra gode hjem, og at de havde været særdeles dygtige og vellidte, ligesom de var blevet set op til i kammeratskabs- gruppen. Den danske psykiater Inge Lynge har med baggrund i mange års arbejde på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk på- peget, at ungdomsselvmordene groft sagt kan deles i 2 grupper: Inge Lynge 77 [2] skriver at den ene gruppe kommer fra disharmoniske hjem med et stort alko- holforbrug og deraf følgende proble- mer; og den anden gruppe kommer fra velfungerende hjem med en konstruktiv atmosfære. Selvmordene i sidstnævnte gruppe forekommer ofte ganske ufor- ståelige for omgivelserne. Inge Lynge siger endvidere, at mange unge mænd tager livet af sig selv uden i forvejen at have tilkendegivet en sådan intention, ligesom der ej heller har været tegn på følelsesmæssige problemer. Selvmordet foregår ofte i hjemmet, bag lukkede døre, men med andre familiemedlem- mer tilstede i huset. Det mest alminde- lige motiv synes at være følelsesmæssig afvisning fra en partner (Lynge 1985:57). I Canada findes et parallelt selv- mordsmønster blandt inuit, og psykiate- ren D. D. Rodgers giver følgende karak- teristik af en person i risiko-gruppen: En mand i 18-19 års alderen, der netop har afsluttet skolegangen, ofte den før- stefødte søn og almindeligvis familiens favorit. Selvmordet forekommer i for- bindelse med romantiske problemer og indtagelse af alkohol (O'Neil 1984:436). Hvor sociologien prøver at indkredse elementer til en forståelse af selvmord gennem indsamling af kvantitative data til beregning af selvmordsraten, der har betydning i forbindelse med kompara- tive studier, prøver psykologien at for- klare selvmord ved at afdække ubevidste følelsesmæssige mekanismer og moti- ver. Men da den vestlige psykologi er udviklet på baggrund af det vestlige menneskes forestillinger om verden, og dermed ikke inddrager mennesker, der er socialiserede i andre kulturer, bliver både sociologien og psykologien util- strækkelige, når det drejer sig om ikke- vestlige kulturer. Her er det nødvendigt at inddrage aspekter vedrørende sociali- seringspraksis, personbegrebet i den specifikke kultur, samt den samfunds- mæssige struktur. I denne artikel vil jeg især fokusere på, hvorledes det grønlandske personbe- greb, der lægger vægt på individets uto- nomi (herom senere) samt »isumami- nik«-ideologien - der værdsætter ideen om ikke-indblanding i andres forhold - kan være medvirkende til, at selvmords- raten blandt unge grønlandske mænd er verdens højeste. »Isumaminik«/ikke-indblandings ideologien Traditionelt har det været upassende at omtale egne problemer: »Det er også en almindelig erfaring, at det hos eskimoerne i meget høj grad hører til god tone at bagatellisere sine egne vanskeligheder, hvor store de end kan være; ja, at det ligefrem anses for latterligt at fortælle alvorligt om egne strabadser og lidelser.« (Jensen 1965:33). Det opfattes stadigvæk som latterligt at tale om personlige problemer. At denne norm hænger nøje sammen med den grønlandske identitet og personopfattel- se vil jeg komme ind på ganske kort. »Grønlænderne er et tolerant fol- kefærd. »Isumaminik/lad være med at blande dig« er et meget grønlandsk udtryk, og da grønlænderne er blottet for dømmende adfærd i forhold til 78 [3] deres medmennesker, tager de hver- ken sig selv eller andre så alvorligt, at de gider blande sig i andres opførsel.« (Finn Lynge 1989). Det grønlandske udtryk »isumaminik/ lad være med at blande dig« er meget væsentligt for forståelsen af, hvorledes grønlænderne opfatter personen. Iflg. grønlandsk ordbog betyder isumaminik »af sig selv« eller »efter eget tykke« (egentlig isuma=mening, tanke, sind og mimik = iflg. hans). Semantisk viser ud- trykket, at mennesket er autonomt, det er sin egen med selvstændige, uafhængi- ge meninger og holdninger. Man aner- kender, at enkelte mennesker er distink- te personligheder med egen vilje og ret til at handle uden at redegøre for bevæg- grundene herfor. Ingen, heller ikke børn, behøver at forklare deres handlin- ger til omgivelserne, medmindre han/ hun selv vælger at gøre det. Autono- mien respekteres af omgivelserne, og det anses for upassende at blande sig i andres forehavender. Personen er kun ansvarlig i forhold til sig selv, og i den eskimoiske kultur findes f.eks. ikke ideer om kollektiv ansvarlighed, som ses i andre kulturer, hvor den enkeltes fejltrin ofte får konsekvenser for fami- lien eller klanen. Dette medfører muligvis, at individet i personligt belastende situationer let kommer til at føle sig usædvanligt alene, men medfører også et fravær af mang- lende kollektiv skyld i forhold til de nærmestes uhensigtsmæssige og/eller uacceptable handlinger, hvilket kan være en stor lettelse. Den amerikanske antropolog Ri- chard Condon gør opmærksom på, at inuit ikke forventer, at autonomi og ansvarsfølelse går hånd i hånd, sådan som vi opfatter disse begreber. Selv forældre føler sig ikke ansvarlige i for- hold til mindre børns gale streger, de til- lader børnene en høj grad af autonomi, allerede inden børnene har vist den mindste grad af ansvarsfølelse. Foræl- drene mener, at ansvarsfølelsen vil komme, efterhånden som børnene bli- ver modne (Condon 1987:192). Ideologien vedrørende ikke-indblan- ding i personlige forhold er ligeledes et højt værdsat begreb hos eskimoer, der lever på traditionel vis, hvad Jean L. Briggs' monografi »Never in Anger« vidner om (Briggs 1970). Inge Lynge mener ligeså, at den traditionelle re- spekt for den enkelte autonomi er dybt forankret i grønlænderne og på et dybe- re plan, end vi danskere almindeligvis er opmærksomme på (Lynge 1985:55). Der findes desværre ikke meget an- tropologisk materiale vedrørende »isu- maminik«/ikke-indblandings ideolo- gien blandt grønlændere. Dog har eski- mologen Per Langgaard, på baggrund af sammenlagt 3 års ophold som skole- lærer i en grønlandsk bygd (1976-77 og 1981-83), indirekte skrevet om »isuma- minik« ved at beskrive, hvad der blandt grønlændere anses som passende opfør- sel (Langgaard 1986). At et barn er »naalattoq«, er ifølge Langgaard det allerbedste, der kan siges om et grønlandsk barn. Et »naalattoq« barn er genert og viser mangel på nys- gerrighed. Manglen på nysgerrighed be- tyder ikke, at barnet er passivt i forhold til omgivelserne, men at det kender sin 79 [4] plads og ikke blander sig i andres affæ- rer, dvs. de voksnes, inklusive forældre- nes (ibid:301). Barnet iagttager de voks- ne og drager sine egne konklusioner, men det opmuntres ikke til at spørge og holder derfor mund. Hvis barnet allige- vel stiller spørgsmål, får det enten ikke noget svar eller et modspørgsmål. Jean Briggs fremhæver, at blandt Utkuhikha- lingmiut bliver »hvorfor« almindeligvis opfattet som et uforskammet spørgsmål (Briggs 1970:264). Blandt voksne grønlændere viser god opførsel sig ved lavt monotont toneleje, lange pauser i talen, en sky fremtræden og man undgår voldsom gestikuleren. Hvis man fremkommer med egne me- ninger, skal de fremføres med mange re- servationer, og man skal undgå at brin- ge emner på bane, der kan være kontro- versielle. Man skal undertrykke vrede, selv om man føler sig uretfærdigt be- handlet. Traditionelt så eskimoerne på vrede som noget kun børn oplever og vredesudbrud blev opfattet som en trus- sel og var tabuiseret (Briggs 1970). Hvis man endelig udtaler sig, er det passende at ende enhver sætning med at udtrykke en vis usikkerhed med hensyn til det fremførte ved at henvise til tredie person og f.eks. sige: »xx sagde at ...« Eller man kan bruge ord som »asukiaq«, »nalura« og »immeqa«. Ifølge ordbogen betyder de to første ord »det ved jeg ikke«, og det tredie betyder »måske«. Ifølge Langgaard er meningen enten »jeg ønsker ikke at kommentere det stil- lede spørgsmål« eller »jeg er uenig« og ordene er således synonyme med den blandt grønlænderne passende tavshed som svar (ibid:305). Som svar på ubehagelige spørgsmål har jeg ofte hørt grønlænderne sige »taa- magunarpoq« - »ja, sådan er det nok« eller »taamasinnaavoq« - »sådan kan det godt være«. Udpræget humoristisk sans er højt værdsat, og evnen til at gøre grin med sig selv eller andre i følsomme sociale si- tuationer beundres. Det allerværste en grønlænder kan være, barn som voksen, er »naalagaa- niartoq«, dvs. een der prøver at blive le- der. Et menneske, der fører sig frem som en leder, står i modstrid med alt, der forbindes med god opførsel. Blandt børn optræder ordet »naalagaaiar-« (på- hæftet forskellige affixer) som et meget vigtigt »afrettende« udtryk i den indbyr- des opdragelse, og et barn er straks sat på plads, hvis det kaldes naalagaq« (ibid:305). Udtrykket bruges iøvrigt ofte som synonym for en dansker. De fleste grønlændere prøver på at undgå konfrontationer og »will not see the conflict as a question of winning or losing. The main task concerning conflicts is to keep or re- establish peace and consensus.« (Lynge 1985:60). Ifølge Langgaard er der således disse 3 muligheder for konfliktløsning ved in- terpersonelle konflikter: - man undlader stillingtagen i kon- troverser, - man tilkendegiver uenighed ved at henvise til at »xx mener at...«, - man undgår at optræde som leder. 80 [5] Der findes dog endnu en acceptabel ud- vej til at udtrykke vrede, uenighed eller nævne kontroversielle emner - man kan skrive et digt eller en sang. »I Grønland siges utilfredshed ikke, den synges«. (Petersen 1989). Traditionelt frembragte man en sang el- ler et digt for at få afløb for negative følelser. Når man var uenig med en an- den person udfordrede man pågældende til sangkamp. Sangkampen foregik i fuld offentlighed med bopladsfællerne som dommere. I den antropologiske lit- teratur beskrives Sangkamptraditionen sædvanligvis som en del af det eskimoi- ske retssystem, se f.eks. Hoebel 1964. Jeg vil tilføje, at denne skik har givet mulig- hed for, at man under acceptable former og i fuld offentlighed har kunnet give udtryk for sin uforbeholdne mening om en modstander. Den som havde fundet på de smarteste vendinger, de mest hu- moristiske indfald, og som fik publikum til at grine på modpartens bekostning, eller som med en formulering ramte plet i modstanderens bløde punkt, hav- de vundet. Sangkamptraditionen eksi- sterer ikke mere, men jeg vil påpege, at traditionen har iført sig en ny forklæd- ning, idet: »Poesi bliver anvendt meget i dagens Grønland, når man vil udtrykke fø- lelser eller give sin mening tilkende om et eller andet.« (Bertelsen 1983:287, min understreg- ning). »Isumaminik«-ideologien og selvmordene »Isumaminik«-ideologien bidrager mu- ligvis til den høje selvmordsprocent, idet der, såvidt jeg kan se, ikke findes kulturelt acceptable udveje for voldsom- me personlige problemer inden for de af samfundet givne rammer for god opfør- sel. Den specifikke opfattelse af, hvad der konstituerer god opførsel, bevirker, at man afstår fra at reagere overhovedet, når de nærmeste viser tegn på person- lige problemer, eftersom en reaktion der griber ind i vedkommendes autonomi vil forekomme så upassende, at den ikke er umiddelbar tænkelig. I forbindelse med selvmordstrusler bemærker Inge Lynge, at: »Often it is as if the threat of suicide has a paralyzing effect or as if they hope that taking no notice will make it vanish.« (Lynge 1985:55). Hvor vi i Danmark tolker manglende indgriben ved selvmordsforsøg som li- gegyldighed er dette slet ikke tilfældet i Grønland. »Isumaminik«-ideologien betyder ikke, at signifikante andre ikke opfatter selvmordstruslerne eller at de reagerer med ligegyldighed, men snare- re at de føler sig berettigede eller i stand til at blande sig, hvilket Inge Lynge lige- ledes gør opmærksom på: »In some cases the relatives had not taken the threats seriously, and in others they had notfeltcomittedorentit- led to interfere, or they had not known what action to take.« (Lynge 1980:89, min understregning). 81 [6] At selvmordet ofte sker helt uden for- varsel og derfor kommer som et chok for omgivelserne, betyder ikke, at grønlænderne ikke har opfanget de sig- naler, den selvmordstruede har udsendt. Men da alle grønlændere er socialise- rede efter samme normer og hylder »isu- mam inik«-ideologien, er de afskåret fra at handle ud fra disse signaler. Der er ikke kulturel baggrund for en aktiv handlen, da indgriben i et andet men- neskes beslutninger er utænkelig i en grønlandsk sammenhæng. Omgivelser- ne bliver selv paralyserede over for voldsomme følelsesudbrud, der er tabu blandt grønlændere. »Isumaminik«- ideologien bevirker, at man hverken er i stand til at tale åbent om de mange selv- mord eller gribe ind over for en person, der er selvmordstruet. »Isumaminik«-ideologien influerer li- geledes på, hvordan andre alvorlige samfundsproblemer tackles. F. eks. er det i Grønland tilsyneladende accepte- ret, at store dele af befolkningen er ved at bevæge sig ind i et livsnedbrydende alkoholforbrug, hvilket efter min opfat- telse til dels skyldes forestillingen om ikke-indblanding. Litteratur Briggs, Jean L., 1970. Navr in Anger -Vortrait of an Eskimo Family. Harvard University Press, Cam- bridge. Brochmann, Helene, 1990. Bistand i forbindelse med de grønlandske ord og vendinger. Christiansen, Ing-Britt, 1990. De »uforståelige« ungdoms- selvmord i Grønland: En kulturel analyse. Specialerække nr. 32, Institut For Antropologi, Københavns Uni- versitet Condon, Richard, 1987. Inuit Youth. Rutgers Universi- ty Press New Brunswick and London. Hoebel Adamson, E., 1964 (1954). »The Eskimo: Ru- dimenlary La w in a Primitive Anarchy«. I: The Laa> of Primitive Man. Harvard University Press. Jensen, Bent, 1965. Eskimoisk festlighed - Et essay om menneskelig overlevelsesteknik. Gads Forlag, Køben- havn. Langgaard, Per, 1986. »Modernization and Traditio- nal Interperspnal Relations in a Small Greenlan- dic Community: A Case Study from Southern Greenland«. - I: Arctic Anthnpology, vol. 23. No. l &2,pp. 299-314. Lynge, Finn, 1989. Identitet i Grønland. Symposium |3_.ig.-26,10. Center for Kulturforskning, Århus Universitet. Lynge, Inge, 1980. »Suicide in Greenland«. -1: Nordic CaimnlArct, Med. Res. Rep. No. 27, pp. 88-92. Lynge, Inge, 1985. »Suicide in Greenland«. - I: Arctic Medical Research 40/85, pp. 54-61. O'Neil, John D., 1984. »Self-Determination and Inuit Youth: Coping with Stress in the Canadian North«. - I: Circumpolar Health, pp. 436-442. Petersen, Robert, 1989. Identitet i Grønland. Sympo- sium 23.10.-26.10. Center for Kulturforskning, Århus Universitet. 82 [7]