[1] Vejen til Grønland Af Bjarne Grønnow Kortet viser den første eskimoiske befolknings udbredelse. De vigtigste bopladsfund og stednavne angivet. Pilene viser vandringsveje. Palæo-eskimoer De ældste sikre spor af mennesker i de arktiske områder på det amerikanske kontinent er mellem 8.000 og 12.000 år gamle. Det drejer sig om flintredskaber fra nogle lokaliteter i det sydlige og vest- lige Alaska. Arkæologerne opfatter disse bopladser som spor af de nordligste pa- læo-indianere (de nutidige indianeres ældste forfædre), der var indvandret til Amerika flere tusind år før. De fulgte med trægrænsen, der nu efter sidste istid langsomt forskubbedes mod nord. Eskimoernes ældste forfædre, palæo- eskimoerne, befolkede først Arktis langt senere - for 4-5000 år siden. Først da formåede jægerfolk omkring Bering- strædet at udnytte de rige marine fangst- ressourcer - sæler, hvalrosser, fisk og fugle - på helårsbasis. Det fordrede højt specialiserede fangstredskaber, fartøjer, klæder og boliger at leve permanent ved Polhavets jkyster^. men da udviklingen var sat i skred, bredte disse bærere af den ældste eskimoiske kultur sig med forbløffende hast. Indenfor få genera- tioner spredte de sig fra Alaska i vest over højarktisk Canada til Grønland i øst - et ufatteligt stort område. Palæo-eskimoerne foretrak at bosætte sig lige ud til fangsterne ved havisen. P, gr. a. den stadige landhævning i Arktis finder vi nu disse oprindelige kystbo- pladser på fossile strandterrasser et styk- ke inde i landet i op til 30-40 meters højde. Men også på tundraen og langs de store floder i indlandet ligger de gamle bopladser, hvorfra man jagede rensdyr og moskusokser. 100 [2] De arkæologiske spor Årtusinders barske vejrlig har udvisket mange af palæo-eskimoernes spor, men stensætninger omkring ildsteder og bo- liger og efterladte redskaber af flint har alligevel »overlevet« på bopladsområ- derne. I få heldige tilfælde, som f. eks. i Pearyland i det nordligste Grønland, er endog redskaber af hvalrostand, mos- kusokseknogle og rensdyrtak endnu be- varet trods de mange tusind år på jord- overfladen. I Alaska betegnes den ældste gren af den palæo-eskimoiske kultur, Denbigh- kulturen efter det første fundsted ved Seward Peninsula. I Canada og det nordligste Grønland kaldes den hen- holdsvis Pre-Dorset og Independence I-kulturen, mens de ældste fund i det øvrige Grønland henføres til Saqqaq- kulturen. Det er rent faktisk kun små forskelle i stenredskabernes udformning og stiltræk, der retfærdiggør denne op- deling, og forskerne er langt fra enige om, hvad disse variationer betyder i kul- turhistorisk sammenhæng. Den lange rejse Efterhånden som flere og flere fund bli- ver dateret ved hjælp af Kulstof-14- målinger tegner sig et billede af en ind- ledende, ganske kortvarig spredningsfa- se omkring 2500-2400 f.Kr.: Fra Ala- ska når pioner-grupper indenfor få slægtled porten til Grønland, Nares Strædet, mellem Ellesmere Island og Thule. Det er en strækning på 10- 15.000 km langs kysterne. I samme kortvarige periode indledes befolknin- gen af Grønlands rige og hidtil uudnyt- tede fangstområder. Nogle familiegrup- IndependenCe J |fr Saqqaq Qeqertasussuk jt« Indenpendence 2 Dorset i QorseCZ '^« Tidstavle for de forskellige forhistoriske og historiske kulturer i Grønland. Den 1000-årige periode, hvor Saqqaq-folket benyttede Qeqertasussuk, er fremhæ- vet. (Delvis efter Gynther og Meldgaard 1983). per finder gode jagtmarker i det nordlig- ste og nordøstlige Grønland. Andre fan- gerfolk breder sig ned over Melvillebug- ten til Vestgrønland, hvor et rigt og varieret dyreliv giver fine livsbetingel- ser for Saqqaq-kulturens folk igennem halvandet årtusinde - den foreløbigt længstlevende kultur i Grønland. Så vidt kan vi gennem det arkæolo- giske fundstof følge de første eskimoers historie. Men det er kun en grov skitse, der tegner sig, og mange spørgsmål om palæo-eskimoernes oprindelse, sam- fundsform, livsgrundlag, fangstmeto- der, redskaber, gravskik, religion osv. trænger sig på. Det er kun små brudstyk- ker af hele historien, som de hundreder af kendte bopladser med deres stensager kan belyse. Nye fund Derfor er det så vigtigt, at der nu igen- nem de seneste års arkæologiske forsk- ning i Disko Bugt i Vestgrønland, er blevet opsporet og undersøgt to boplad- ser med helt usædvanligt gode beva- ringsforhold: Qajaa ved Jakobshavn Is- 101 [3] Disko Bugt O 10 20 30 40 50 KM Kort over Disko Bugt med de lokaliteter og stednavne, der nævnes i teksten. fjord og Qeqertasussuk i Sydostbugten kulturlag bringer os med ét ganske tæt syd for Christianshåb. Takket være den på. de fangerfamilier, hvis aner få gene- »evige« frost i jorden, permafrosten, har rationer tidligere færdedes hjemmevant vi her opdaget helt nye sider af Saqqaq- ved Beringstrædet mellem Sibirien og kulturen. Fundene fra de velbevarede Alaska. 102 6 [4]