[1] De første vestgrønlændere Resultaterne fra 8 års undersøgelser på Qeqertasussuk-bopladsen i Disko Bugt Af Bjarne Grønnow og Morten Meldgaard Bjarne Grønnow og Appaa Magnussen blev i 1983 Qeqertasussuk-bopladsens opdagere. Da de ud af bo- pladsens mødding fremdrog perfekt bevarede knogler, tilskåret træ og fine oldsager fra Saqqaq-Kulturen tog de en dyb indånding: Her var knogler, træ og ben bevaret fra en kultur hvor man stort set ellers kun kendte stenredskaber. Helt ny perspektiver åbnede sig, og en storstilet udgravningskampagne blev ind- ledt i 1984. Kvartærzoologen Morten Meldgaard gik ind i arbejdet som leder af de naturvidenskabelige undersø- gelser på bopladsen og arkæologen Bjarne Grønnow forestod det arkæologiske arbejde. Dermed fulgte de det nære samarbejde op, som var blevet indledt seks år tidligere ved udgravningerne af rensdyrjæger- bopladsen Aasivissuit i det vestgrønlandske indland. Adjunkt mag.art. Bjarne Grønnow, Institut for Forhistorisk og Klassisk Arkæologi, Vandkunstens, 2. sal, DK-1467, København K. Centerleder Morten Meldgaard, PhD., Historisk Arkæologisk Forsøgscenter, Slangeallé 2, 4320 Lejre. De første Tusindtallige terner svirrer larmende over bugtens flade, grønne øer. Mid- natssolen slår smut i havets blanke spejl og giver landskabet varme farver. Langt ude skimtes flokke af grønlandssæler, der svømmende og springende jager de tætte stimer af ammassatter, der søger ind på det lave vand for at gyde. En strime røg snor sig opad i den stil- le luft og afslører to telte på den lyse sandstrand. To familier har slået sig ned på Qeqertasussuk-øens østligste pynt. Det er de første inuit - de første men- nesker - der kan spejde ud over Disko Bugt og dens rigdom afliv. De er pione- rer, rejsende, der få slægtsled tidligere brød op fra Alaska i deres søgen efter nye fangstfelter. Vi befinder os på bo- pladsen, Qeqertasussuk, for 4500 år si- den. De to familier i teltene på stranden er de første, men snart spreder indvan- drende grupper af fangerfolk sig til hele Vestgrønland. Saqqaq-kulturen har nutidens arkæo- loger navngivet disse mennesker, og netop pioner-bopladsen på Qeqertasus- suk har givet os helt ny viden om denne gamle fangerkultur. Det er om resulta- 103 [2] . Qeqertasussuk-øen ligger i det sydøsdigste hjørne af Disko Bugt. Sundet omkring øen er rigt på sæler, fugle og fisk. Fpto: Morten Meldgaard. Appaa Magnussen fra Qasigiannguit og Hans Lynge fra Grønlands Landsmuseum på udkig efter gamle bo- pladser. Foto: Morten Meldgaard. 104 [3] Udgravningsholdet 1985. Fra venstre: Anne Mette Olsvig, Hans Lange, Per Ole Rindel, Morten Meldgaard, Appaa Magnussen, Bjarne Grønnow og Geert Brovad. Foto: Geert Brovad. terne af flere års udgravninger på Qe- qertasussuk - de mest omfattende, der nogensinde er foretaget på en eskimoisk boplads i Grønland - der her skal be- rettes. Opdagelsen af bopladsen I 1983 gennemkrydsede to arkæologer fra Christianshåb Museum den sydligste skærgård i Disko Bugt for at kortlægge områdets gamle eskimoiske bopladser og andre fortidsminder. En aften i juli var de på sejladsen nået ind til øen, Qe- qertasussuk, nær fastlandet. De fulgte Friske ammassat på panden. Madlavning hører også med til den daglige rutine på udgravningerne. Foto: Morten Meldgaard. 105 [4] Qeqertasussuk bopladsen ligger på en Ulk pynt med fint udsyn over sundet. A: kogestederne, B: møddingen og G boligerne (se også kortet side 48). den bratte, ubeboelige klippekyst langs Qeqertasussuks nordside og opdagede mod øst, hvor kystlinien rundede ved et fuglefjeld, en lav pynt. En klippeknude kronede næsset yderst, men ellers bestod det af en grusryg - en serie hævede strandterrasser. Her var gode landgangs- forhold og frit udsyn til fastlandet over et smalt sund, hvor sæler og hvaler ty- pisk søger igennem på træk. Netop den slags lokaliteter har ofte været benyttet i forhistorisk tid, og det var derfor med et velbegrundet håb om »fangst«, at arkæo- logerne sprang i land her. Forventningerne blev til fulde ind- friet: De stod på en af Saqqaq-folkets gamle bopladser. På grusryggens højeste del, hvor områdets hyppige sydøststor- me havde slidt al vegetation væk, lå Saq- qaq-kulturens karakteristiske stenred- skaber og kogesteder frit fremme. Og mod nord, hvor havet gnaver sig ind på det gamle bopladsområde, kunne man i kystskrænten se dybfrosne kulturlag un- der et tykt tøryedække. Mængder af knogler, træsager, hvalbardestrimler, fjer og andet organisk materiale fra bo- pladsens mødding stak ud af skrænten. Alting var friskt og velbevaret. Et fra naturens side heldigt samspil mellem permafrost og tørvevækst havde bevaret dette afsnit af de første menneskers hi- storie i Vestgrønland. Fundet af bopladsen på Qeqerta- sussuk blev startskuddet til Christians- håb Museums store tværvidenskabelige 106 10 [5] forskningsprojekt. I årene 1984-1990 har vi foretaget arkæologiske udgrav- ninger og naturvidenskabelige undersø- gelser på øen og således fået et helt nyt indblik i Saqqaq-folkets livsbetingelser, fangst og dagligliv. Projektet Et flerårigt udgravningsprojekt med deltagelse af fagfolk og studerende fra forskellige videnskabsgrene er en om- fattende og bekostelig sag. Men det ny- startede lokalmuseum i Christianshåb har under den daværende leder, Torben Simonsen, og den nuværende leder, Troels Romby-Larsen, formået at gen- nemføre projektet. Man indledte et sam- arbejde med Grønlands Landsmuseum, og talrige grønlandske og danske fonde, institutioner og privatpersoner har gen- nem årene støttet arbejdet. Det stod klart, at opgaverne måtte løses i fællesskab af et tværfagligt sam- mensat forskerteam. Derfor har Qeqer- tasussuk oplevet endnu en indvandring, denne gang af grønlandske og danske forskere. Under feltarbejdet blev nye fund og opdagelser diskuteret ivrigt på tværs af faggrænserne. Her kunne arkæologen rådføre sig med en konservator og en fo- tograf, inden et skindstykke fra en 4000- årig dragt eller en itubrudt træskål skulle registeres på fundstedet og optages fra det permafrosne kulturlag. Her kunne kvartærzoologen drage nytte af eskimo- logernes interviews med områdets fan- gere, der berettede om fangstdyrenes fo- rekomst og adfærd. Og her kunne pol- lenbotanikeren, kvartærgeologen og in- sektforskeren, hver ud fra sine prøver og iagttagelser, samarbejde om belysnin- gen af klimaforholdene og plante- og in- sektlivet på den tid, hvor Saqqaq-folke- ne beboede Diskobugten. Samarbejdet fortsætter nu på institutter og laborato- rier, hvor fundmaterialet er til konser- vering og analyse, inden det igen sendes nordover til Christianshåb Museum. Udgravningerne Efter en opmåling af næsset indledtes udgravningerne med en undersøgelse af, hvad der gemte sig under det tykke tørvedække på bopladsarealets nord- side. Med et netværk af små prøvehuller kunne vi indkredse tre områder til nær- mere undersøgelse. I Felt A, øverst på bopladsen, blev udgravet et par stensatte kogesteder. I Felt B drejede det sig om et udsnit (10 kvadratmeter) af bopladsens store køkkenmødding ved næssets nord- strand, og i det største felt, Felt C, på ca. 40 kvadratmeter, blev udgravet en del af den oprindelige overflade fra Saqqaq- bopladsens ældste tid med rester af to el- ler tre boliger. Et 15 meter langt snit gennem jordlagene - en »profilgrøft« - fra boligområdet ud mod køkkenmød- dingen gjorde det muligt at forbinde en bestemt fase i bosætningen med det tilhørende møddingslag. Netop fordi der var flere faser i Saq- qaq-bosætningen, måtte adskillige pro- filsnit gennem kulturlagene nøje stu- deres og opmåles. Fundene fra de enkel- te lag skulle omhyggeligt holdes adskilt - en vanskelig sag, når 6-8 kulturlag fletter sig ind i hinanden. Kulstof-14 da- teringerne har nu vist, at Saqqaq-folke- ne beboede Qeqertasussuk med skiften- de intensitet igennem en 1000-årig pe- 11 107 [6] Bopladsens mødding lå nær stranden. Der blev fundet over 100.000 dyreknogler i de 10 kvadratmeter, der blev udgravet. Foto: Geert Brovad. riode, fra ca. 2400 f. Kr. til ca. 1400 f. Kr. Af kulturlagenes tykkelse og datering fremgår, at bopladsen især de første 3- 400 år blev flittigt benyttet. Genstandenes nøjagtige placering i udgravningsfelterne var også vigtig. Felterne blev derfor inddelt i et skak- brætmønster med ruder på 0,5x0,5 me- ter (en kvart kvadratmeter), der hver blev udgravet forsigtigt med mureske og spatler. Knogler, træspåner, afslag fra tilhugningen af stenredskaber og andet affald blev registreret indenfor lag og rude, mens redskaber og andre særligt Dette arkæologiske prøvehul afslørede allerede i 1984 de gamle boligers placering. Stenene er en del af teltstrukturen, og træskålene har ligget inde i bo- ligen. Foto: Bjarne Grønnow. 108 12 [7] Et lodret snit gennem møddingen fortæller bopladsens historie. Foto: Geert Brovad Pollenbotanikeren Bent Fredskild og kvartærgeologen Charlie Christensen diskuterer prøvernes kvalitet Foto: Morten Meldgaard. 13 109 [8] Udgravningsfelt C set fra vest. Spor af anlæg fra en af de tidlige faser på bopladsen (ca. 2200 f. Kr.) tegner sig som" stenlægninger på den mørke tørveflade. Foto: Erik Holm. interessante fund blev indmålt med cen- timeters nøjagtighed. Prøver af den opgravede jord blev soldet (sigtet) for at få de helt små ting med. Der blev opmålt og tegnet planer af alle kogesteder, stensætninger, ned- rammede pæle og andre anlægsspor, og udgravningens fotograf dokumenterede det hele. Udgravning i permafrosne kulturlag sætter selv den mest tålmodige på en prøve. På gode solskinsdage kunne strå- levarmen optø ca. 5 cm af »jordisen« i udgravningsfelterne, men som oftest kunne der blot graves 2-3 cm i dybden på en dag. Nogle gange varede det dage- Studerende Elisa Petersen med en ske af kaskelot- vis fra opdagelsen af et spændende fund, tand. Foto: Gcert Brovad. f. eks, en stor træskål, til konservatoren 110 14 [9] Lodfotografering kræver stor præcision. Foto: Morten Meldgaard. endelig kunne bjærge det forsigtigt fra isens greb. Midtergangsboligen Et snit gennem kulturlagene på boplad- sen viser, at nogle perioder var præget af stor aktivitet. Det gælder især den første del af pladsens historie, fra ca. 2400- 2100 f.Kr. og senere omkring 1850- 1600 f. Kr. Der må have været adskillige boliger på pladsen i løbet af disse århun- dreder. Vi har da også været så heldige, at finde velbevarede spor af boliger fra bopladsens ældste fase. En del af disse er blevet undersøgt i et større udgrav- ningsfelt midt på bopladsens nordside. Her lå tomterne beskyttet under et lag græstørv og en vældig møddingsbunke fra en senere fase af Saqqaq-kulturen. Boligernes grundrids er markeret af store sten, men der er ikke spor af egent- lige tørve- eller stenvægge. Man må altså forestille sig en teltkonstruktion som overbygning. Gulvfladen var delt i to af en stenbygget »midtergang« - et princip som går igen på de samtidige bo- pladser i det højarktiske Canada og Grønland. Det er netop midtergangene, der er bedst bevaret på Qeqertasussuk, og de ses tydeligt i den tilsyneladende forvirrede samling af sten på udgrav- ningsfladen. 15 111 [10] Lodfoto af felt C med de udgravede anlæg. Udgravningsfeltet er 7,5x5,5 meter, og nordretningen er opefter på fotografiet. Det noget komplicerede billede skyldes, at flere boligtomter af lidt forskellig alder overlapper hinanden, og at beboerne tog sten fra de forskellige anlægibr at genbruge dem andetsteds på bopladsen. Anlæggene A3, A8 og A9 er såkaldte »midtergange«, der har været centrale dele i boliger med telt- overbygning. Al er et rundt ildsted, mens A2, A6 og A7 er små dynger af udsmidte kogesten. De større sten på fladen har holdt teltskindene til jorden eller har været støttesten for teltpælene. Foto: Erik Holm. Arbejdsbord og kogested En af de udgravede midtergangsboliger (A8) blev undersøgt i næsten hele sin formodede udstrækning. Midtergangen bestod af regulære stenfliser, der var rejst på kant. De dannede oprindeligt en rektangulær ramme på ca. 2,5x0,5 me- 112 16 ter, opdelt i kamre. Forrest, i midtergan- gens nordvendende del, dannede et lag små strandsten et underlag, hvorpå der lå redskaber som skrabere, stikler og sli- besten. Måske var det en slags »arbejds- bord« foran kogestedet i midtergangen. [11] Arbejdsbord l Indgang Øverst skematisk rekonstruktionstegning af grundplanen i den bolig, der har A8 som midtergang. Nederst plantegning af midtergangen, A8. Oprindelig har hele anlægget været omgivet af en firkantet ramme af kantstillede stenfliser, men kun den nordlige del (til højre på tegningen) er endnu intakt. Denne del er bro- lagt med små strandsten, hvorpå en del redskaber, heriblandt flade slibesten, blev fundet. Midtergangens sydlige del (til venstre) var fyldt op med en stor dynge kogesten - spor af boligens arne. (Opmåling ved E. Brinch Petersen). 17 113 [12] Studerende Maria Steenholdt i færd med at udgrave den nordlige del - »ar- bejdsbordet« - i midtergangen, A8. Foto: Bjarne Grønnow. tuusseasaq qanak (qanaat) qaflattorfik qimeruaqqit qimeruaqqit Skematisk tegning af rammen til den gamle vestgrønlandsk«: telttype, erqulik, med de grønlandske beteg- nelser. Vi forestiller os en noget lignende overbygning for Saqqaq-folkenes »midtergangs-boliger«. Tegning: H. C. Petersen. 114 18 [13] •MMBB^^^^^^HRS£.WMB^BM^^«^»- -.......... ------------- Lige omkring midtergangen A8 blev fundet talrige redskaber og andre spor af håndværksaktiviteter og mad- lavning: 1. Ske af rensdyrtak. 2. Sidegren til fuglespyd eller fiskelyster af hvalknogle. 3. Pilespids af killiaq. 4. Stikkel af killiaq. 5. Stage af drivtræ. 6. Skål eller ske af drivtræ. 7. Skulderblad fra spækhugger. Foto: Geert Brovad. Den centrale og - desværre noget øde- lagte - sydlige del af midtergangen var fyldt med ildskørnede og sodsværtede kogesten samt madsrester i form af knogler. Lidt trækul og forkullet sæl- spæk og hele plamager af smeltet tran i undergrunden under kogestenene kan være spor af madlavning eller fyring med spæk. Kogestenene, der skulle afgi- ve deres varme både til madlavningen og til opvarmningen af boligen, er nok fortrinsvis blevet ophedet andetsteds. Efter mængden af trækul og forkullet spæk at dømme, snarest i nogle særlige 19 115 [14] ildsteder udenfor boligerne. Om tilbe- redningen af mad og kogestedernes brug véd vi iøvrigt ikke meget. Kun må vi konstatere, at maaJkke, som_senere, rådede over gryder af fedtsten. Ved begge ender af midtergangen var nedstukket spidse stager af drivtræ. Det kan dreje sig om rester af tørrestativer f.eks. til ophængning af skindtøj over boligens varmekilde. Sovebrikse med birkeris Gulvfladen markerede sig som en halv meter bred zone omkring midtergan- gens langsider og sydside. Den var be- lagt med isolerende revlinge- og birke- ris. To? nu meget sammentrykkede, for- højninger bygget af græstørv og belagt med birkeris blev fundet på hver sin side af midtergangen. Det må dreje sig om boligens sidde- og sovebrikse. Det var vanskeligt at fastslå afgræns- ningen af midtergangsboligen med sik- kerhed. Ydervægge af sten eller tørv- blev ikke påvist, men en række store sten i en meget uregelmæssig oval på 4 gange ~7 meter omkring midtergangen har sandsynligvis holdt træstagerne på plads og teltskindene udspændt. Spore- ne er noget usikre, idet man har gen- brugt og flyttet om på teltstenene. Boli- gens indgang vendte formodentligt mod nord ud mod havet, og den var placeret ved midtergangens ene side. Konstruk- tionen, kan nok bedst sammenlignes med den gamle vestgrønlandske telt- form, erqulik, hvis skelet var en selvbæ- rende konstruktion af træstager. Det er denne telttype, der danner grundlaget for en rekonstruktion, der ses side 18. Husboldningsredskaberne Fordelingen af efterladte, tabte og ud- smidte genstande i boligen fortæller om aktiviteter og indretning. Arbejdsbordet i midtergangens forreste del er nævnt, men der er også fundet affald fra håjtidværksaktiviteter på gulv og brikse, f. eks. i form af knækkede ben- og sten- spidser fra reparation af fangstredska- berne. Husgeråd og hele redskaber, £eks. skåle, skeer, øser, skrabere, knive Og stikler, var efterladt i små depoter i boligen. Af ukendte årsager hentede Qeqertasussuk-boerne aldrig disse fuldt brugbare redskaber igen. En frodig græsvækst dækkede efterhånden tomter- ne, og snart efter forseglede permafros- sen græstørv og dernæst en senere køk- kenmødding alle spor af boligerne. Et yarktøjssæt Fundene viser, at Saqqaq-mennesket, ganske som en nutidig håndværker, havde et stort udvalg af universal- og specialværktøj. Hvor vi før kun kendte redskabernes stenblade, er de fleste red- skabstyper nu fundet i komplet stand med stenbladene siddende i deres træ- skafter - i nogle tilfælde endog med sur- ringer af hvalbardetråd bevaret. Vi er altså kommet et godt stykke nærmere en forståelse af redskabernes anvendelse. Til et komplet Saqqaq-værktøjssæt hører: knive (flere forskellige slags), stikler, ende- og sideskrabere, tvær- økser, drilbor, save, slibe- og raspesten, hamre og trykstokke, kiler, slagsten og fyrtøj. Indenfor sygrej finder vi et ud- valg af fine syknive, bennåle og prene og små opbevaringshylstre hertil. 116 20 [15] Fundmaterialet fra Qeqertasussuk, der omfatter mange skæftede sager, viser, at Saqqaq-folkenes redskaber til håndværk og skindsyning var talrige og meget specialiserede. På tegningen vises skematisk et udvalg af de vigtigste redskaber. Gennemgangen begynder nederst til venstre og går i retning med uret: trykstok, kile, tværøkse, sav, sideskraber, stikkel, kniv, »sykniv«, nålehus og synål, pren og syl, raspesten, dobbeltskraber, slibesten og fyrtøj. Tegning: Bjarne Grønnow. 70 3'0 Skæftet kniv, hvor surringen af hvalbarde endnu er bevaret. Knivbladet, der er stærkt opskærpet, er af killiaq. Kniven er 16,5 cm lang. Foto: John Lee. 21 117 [16] Herover: Sideskraber (øverst) og to stikler med bevaret træskaft. Nederst: Tre af de ca. 20 skæftede knive. Hver type har, som i vore dage, haft sit særlige formål. Sporene af surringer ses endnu som mørke aftryk på et par af træskafterne. Den længste kniv er 19 cm lang. Tegning: Eva Kock Nielsen. tKHSi, 118 22 [17] Dobbelt-skraber. Det buede træskaft har haft et skraberblad af killiaq monteret i hver ende. Surringerne er ikke bevaret, men skraberbladene lå endnu ved skaftets ender, da redskabet blev fundet nær midtergangen A8. Redskabets bredde er 16,5 cm. Tegning: Eva Kock Nielsen. Beskrivelsen af værktøjssættet må be- gynde med knivene, hvoraf ca. 20 kom- plette, skæftede stykker er fundet i kul- turlagene på Qeqertasussuk. Bladet, hyppigst af killiaq, er smukt fladehugget og med fint bølgeskær. Det sidder i et træskaft, der består af to halvdele. En surring af hvalbardestrimler fastholder enden af knivsbladet mellem de to skaft- halvdele og sikrer samtidigt et godt greb om skæftet. Knivene varierer lige fra slanke, spidse blade i tynde skafter til brede, rundede eksemplarer i korte, kraftige skafter - ganske som vi i nuti- den har forskellige knive til forskellige formål. Spor af knivenes bølgeskær fin- des på adskillige træsager, men de har givetvis også tjent som kødknive. Stiklerne var også en art knive. Ar- bejdssporene på bensagerne og gevir- stykkerne viser, at man med stiklens skarpe hjørne og sider kunne gravere og udskære lister i de hårde materialer. Stikkelbladet sidder fastsurret i en flæk- ket ende af et kort, ofte let buet træskaft. Saqqaq-kulturens skrabere er ganske uden sidestykke i den senere eskimoiske verden. Skaftet er nærmest halvbuefor- met - det er fremstillet af krumvokset træ - og for enden af hvert »ben« sidder et tværstillet skraberblad af sten. Skaftet ligger godt i hånden og giver altså mu- lighed for at arbejde skiftevis med de to skraberblade. Også en anden skraberty- pe, en sideskraber, er fundet med tilhø- rende kort, kraftigt træskaft. Denne skraber med indadbuet æg har sandsyn- ligvis været brugt til at glatte og afrunde skafter af ben og træ. De andre stenredskaber til bearbejd- ning af træ og ben - tværøkse, sav og drilbor - har vi endnu ikke fundet i 23 119 [18] skæftet stand. Hugsporene på trægen- standene vidner dog om, at tværøksen var et meget vigtigt stykke værktøj, som Saqqaq-manden håndterede med stor præcision. Nogle øksehuggede flader står så jævnt og glat, som var de høvlet med et nutidigt redskab med skær af jern. Der er mildest talt også udført præcisionsarbejde med drilborespidser- ne af killiaq. Under mikroskop kan vi se, hvorledes synålenes øjer, der er min- dre end l mm i tværmål, er boret ud fra hver sin side med disse tynde stenspid- ser. Sammen med syknive - små, skarpe mikroflækker af bjergkrystal - hører nålene af fugleknogle og de lidt kraftige- re prene til kvindens sysæt. Nålene blev opbevaret i hylstre, der var fint tildan- nede rørknogler. Et nålehylster, der er fremstillet af hundeknogle, er én af de få ornamenterede genstande fra boplad- sen. Den enkle udsmykning kunne må- ske symbolisere snittet i datidens skind- dragt. — o Saqqaq-kvindens sygrejer: 1. En lille, skarp flække af bjergkrystal, der med hvalbardesnøre er surret fast til et spinkelt træskaft. Redskabet kan være en kniv til finere udskæring af skind. 2. Synål af fugle- knogle. Denne nål er knækket i det meget fine, runde øje. 3. Hylster, sandsynligvis et såkaldt nåle- hus, lavet af en hundeknogle, der er glattet og or- namenteret. Hylstret er 6,7 cm langt, og de andre redskaber er gengivet i samme målestok Tegning: Eva Kock Nielsen. Flintsmeden Saqqaq-folkene mestrede, som det ses, en meget avanceret flinthugningstek- nik. Stenbladene til værktøj eller fangst- redskaber er fladehuggede eller snarere »flade-pressede«. Med trykstokke af massiv sælknogle eller rensdyrtak pres- sede man brede afslag af stykkerne, så de blev flade og meget elegant formede. Nogle ægge, særligt harpunbladenes, blev tandet uhyre fint med spidse tryk- stokke. En slidt knivs- eller skraber-æg kunne hurtigt opskærpes ved hjælp af en trykstok. Vi har i flere tilfælde fundet en lille bunke opskærpningsafslag midt i en dynge af træspåner. Fund af råemner på forskelligt stadie af færdiggørelse fortæller også om hånd- værket. Vi kan f.eks. følge fremstillin- gen af en træske fra det udflækkede og grovt tilhuggede drivtømmerstykke over et egentligt forarbejde til det færdi- 120 24 [19] »Flintsmedens« vigtigste redskab var den såkaldte trykstok, der ofte var lavet af albueben fra sæl, anbragt i et træ- eller benskaft. Med dette redskab pressede man tynde afslag af råemnerne, så f.eks. et knivblad fik den rette form, tykkelse og skarphed. Og med trykstokken kunne man opskærpe en slidt æg. Foto: Geert Brovad. ge redskab. I et par råemner af rensdyr- tak aner man de karakterisktiske træk af Saqqaq-kulturens små harpunhoveder. Råemner til fremstillingen af synålene var tynde lister fra mågefuglenes vinge- knogler udskåret med stikkel. om Skåle og skeer Knoglefundene fortæller meget hvad, bopladsens beboere levede af - men hvordan, de tilberedte kødet, er endnu uafklaret. En del spændende fund af træ- og bensager, der repræ- senterer forskelligt husgeråd, giver os dog nogle spor at gå efter. Skeer og øser findes i mange forskelli- ge størrelser og udført i så forskellige materialer som rensdyrtak, hvalknogle, træ og kaskelottand. Nogle er ganske flot dråbeformede i designet med kort håndtag og stort, fladt skeblad, måske en slags spisebakker. Andre er mere dybe i skebladet og kan have været an- vendt som øser til vand og kødsuppe. 25 121 [20] Skål udskåret af bredåret drivtømmer. Skålen, der blev fundet i tre, forvredne brudstykker, er på denne teg- ning gengivet i sin oprindelige facon. Der er forkullede partier både på yder- og inderside. Længde 22,4 cm. Tegning: Eva Kock Nielsen. De mange skåle af drivtræ må for en lene er Saqqaq-håndværk, når det er del også sættes i forbindelse med aktivi- bedst: de er elegant ovale, meget tynd- teterne omkring madlavningen. Træskå- væggede og udskåret af træ med fanta- 122 26 [21] 3 4 Et udvalg af de mange skeer og øser fra bopladsen. 1. Øse af drivtræ. Et brud på øsen er repareret med hval- bardetråd. 2. Ske udskåret af tand fra en kaskelot-hval. 3. og 4. Skeer af rensdyrtak. - Nr. 2 er 13,2 cm lang, resten i samme målestok. Tegninger: Eva Kock Nielsen (l, 2, 3), Lars Holten (4). stisk flotte åreforløb. Nogle er op mod fra de senere kulturer i Grønland; så en halv meter lange og har været ganske hvis man kogte sit kød, har det nok rummelige. været ved hjælp af ophedede kogesten i Der er ikke fundet gryder af fedtsten vandfyldte træ- eller skindbeholdere, på bopladsen, således som vi kender det Ildskørnede kogesten findes i tonsvis på 27 123 [22] Et udvalg af de mineralske råstoffer, som Saqqaq-folkene anvendte til deres fine stenredskaber. Råstofferne stammer næsten alle fra de vulkanske områder på Disko og Nuussuaq og oppe fra Svartenhuk-halvøen i Uummannaq-distriktet. Foto: Geert Brovad. bopladsen og især tætpakket i ildsteder- ne. VI mangler i høj grad praktiske forsøg med Saqqaq-madlavning. Redskaber af skiffer og agat De usædvanligt gode bevaringsforhold på Qeqertasussuk viser hvilken overra- skende mangfoldighed af materialer, der blev udnyttet af Saqqaq-folkene. Redskabsmaterialerne er hentet til bo- pladsen både fra det nære opland og langvejs fra. Et indgående kendskab ikke blot til fangstdyrenes færden, men også til de forskellige råstofforekomster i hele regionen fra Egedesminde-egnen i syd til Nuussuaq-halvøen i nord, har været forudsætningen for Saqqaq-folke- rjes eksistens på øen. Nogle af de nødvendige råstoffer, f.eks. den hyppigt anvendte skifferart, killiaq, forekommer sandsynligvis kun i ét bestemt område på Nuussuaq-halv- øen. Man har i begyndelsen sikkert selv måttet rejse langvejs fra til denne vigtige råstofkilde, men vi forestiller os, at der i løbet af Saqqaq-kulturens periode i Vestgrønland er etableret en slags han- delsnetværk. Således har folk fra de 124 28 [23] Studerende Elisa Evaldsen ved en stor kævle af drivtræ. Denne gran- eller lærkestamme er af floder, havstrømme og is ført den lange vej fra Sibirien, rundt om Kap Farvel og op til Vestgrønland. Saqqaq-folket har i sammenligning med senere tider haft meget store mængder drivtræ til rådighed. Foto: Bjarne Grønnow. forskellige territorier i Vestgrønland kunnet sætte hinanden stævne på cen- trale bopladser for her at tilhandle sig den eftertragtede killiaq og andre råstof- fer fra den nordlige Disko Bugt. Alene de anvendte stenarter tæller et dusin forskellige råmaterialer, hver med sine kvaliteter. F.eks. er næsten alle knivsblade og stikler fremstillet af skif- ferarten killiaq, mens skraberne ofte er af calcedon eller halvgennemsigtig agat i grønne eller røde farvevarianter. Af sandsten og finkornet gneis blev frem- stillet slibesten, mens pimpsten (vul- kansk slagge) blev brugt til grovere rasp- ning. Klumper af svovlkis blev sammen med tildannede ildslagningssten af kil- liaq brugt til fyrtøj. Drivtømmer fra Sibirien Anvendelsen af træ, naturligvis langt overvejende drivtræ, viser en hidtil ukendt side af Saqqaq-kulturen. Driv- træet er først og fremmest lærk og gran, der fra de sibiriske flodmundinger føres af Polhavets strøm og is til de grønland- ske kyster. Særligt Sydostbugten, hvor Qeqertasussuk ligger, er rig på disse sto- 29 125 [24] En Saqqaq-fanger omgivet af et udvalg af sine fangstredskaber,. Rekonstruktionen bygger på fundene fra Qeqertasussuk, Qajaa og senere tiders redskaber, især fra Alaska. Fra venstre mod højre ses: lille lanse med afknækkeligt forskaft; stor lanse; harpun til åndehulsfangst med et »tersharpun-hoved« sat på forskaftet; let kasteharpun forsynet med modhageharpun i et kølleformet forskaft og styrefjer, velegnet til sælfangst fra kajak; fuglespyd med tre modhagespidser; seneforstærket bue med pil; let kastespyd forsynet med styrefjer og forskaft med spids. I sin venstre hånd holder fangeren et kastetxæ til de lette harpuner og spyd. Tegning: Bjarne Grønnow. . _ . re, ilanddrevne træstammer. Efter man- ge år I saltvand og is er drivtræet »dødt« og uden spændstighed i forhold til friskt træ, og det kræver en særligt teknik at fremstille f. eks. holdbare buer, pile, lan- ge harpunskafter og spanter af dette drivtræ. Fra historiske tid véd vi, at vestgrønlænderne skelnede mellem 6-8 forskellige slags drivtræ, alt efter farve og egenskaber. F. eks. blev særlige sorter udvalgt til lanse- og harpunskafter, ger- ne »rødved«, en tætåret kvalitet af gran. Undersøgelser af træsagerne fra Qeqer- tasussuk tyder på, at en lignende udvæl- gelse fandt sted i Saqqaq-tid. Sælfangsten Knoglefordelingen viser, at fangsten af ringsæl og særligt grønlandssæl har ud- gjort fundamentet i bopladsens hus- holdning. Grønlandssælen er en træk- kende sæl. Den yngler på havisen ved Newfoundland, og om foråret i maj-juni trækker den nordpå til de vestgrøn- landske kyster, hvor den følger de store stimer af ammassat (lodder), der er på vej ind på det lave vand for at gyde. Der- for ser man i denne tid store flokke af grønlandssæler trækkende rundt langs kyster og ind i fjorde og sunde på jagt ef- ter føde. Grønlandssælen forsvinder fra Disko Bugt-området i juli, men dukker atter op på trækket tilbage mod yngle- pladserne i september-oktober. Studier af vækstringene i de udgravede grøn- landssælers tænder viser, at sælerne først og fremmest er nedlagt under forårs- trækket. Ringsælen derimod, er nært knyttet til havisen, og i den sydlige del af Disko 126 30 [25] Bugt forekommer den derfor først og fremmest i vinterhalvåret. Undersøgel- ser af vækstlinier i ringsælernes tænder tyder på, at denne sælart fortrinsvis er nedlagt i forårsmånederne. I denne tid ser man dem ofte sole sig på isen ved si- den af åndehullerne. Harpunen Harpunen var Saqqaq-fangerens vigtig- ste redskab til sælfangsten. Men fundene viser, at denne 4000-årige fangst på mange måder må have formet sig ander- ledes, end den, vi kender fra det »tradi- tionelle« Grønland. O l- c? Samtlige Saqqaq-harpunhoveder er væsentligt mindre end Thule-kulturens, og udformningen er anderledes. De kunne være forsynet med en od i spid- sen - et lille trekantet stenblad med sav- takket æg - og én eller flere modhager til at fastholde dyret, når det trak i har- punlinen. Disse typiske Saqqaq-harpu- ner er meget elegante og i formgivning og detail-variation må være lagt både et ønske om at vise ejerforhold og måske også symboler, der skulle fremme fangstlykken. I de senere eskimoiske kulturer symboliserer harpunhoveder- nes form forskellige fangstdyr, og det 3 5? Saqqaq-kulturens harpunhoveder viser stor variation. I Qeqertasussuk-fundet ses dog to hovedtyper: ters- harpunen (2 og 3), der monteres på forskafter som illustreret på l, og modhageharpunen, der skal sidde på et kølleformet forskaft. Harpunhovederne, der er påfaldende spinkle, er almindeligvis lavet af rentak eller hvalknogle, men de kan også, som 5, være udskåret af hvalrostand. Harpun 5 er 7,8 cm lang, resten i samme målestok. Tegninger: Eva Kock Nielsen (4), øvrige: Lars Holten. 31 127 [26] To lette kasteharpuner fra 1800-tallets Alaska. Den ene er forsynet med en lille flydeblære, der sammen med skaftet bremser det harpunerede dyr. Nogenlunde således må Saqqaq-fangerens modhageharpun til fangst af £ eks. grønlandssæler have taget sig ud. Tegning: Bjarne Grønnow. samme gælder måske også for Saqqaq- kulturens harpuner. Man benyttede også harpunhoveder, der drejede sig på tværs i sælen (»ters- harpuner«). Dette princip blev senere udviklet til fuldkommenhed af Dorset- og Thule-kulturens folk. Tersharpunens forskaft og bagskaft, der knækker af, når sælen er ramt, er også meget spinkelt og let Harpunhovederne er blot 6,5 cm i gennemsnitlig længde, og bagskafterne omkring 15-20 mm i tværmål. Læng- den på bagskafterne kender vi desværre ikke. De var, som andre lange skafter, samménsurret af mange stykker rund- stokke af drivtræ. Fra Saqqaq-lagene på Qajaa-boplad- sen i Jakobshavn Isfjord (se artiklen side 95) kendes et fragment af et kastetræ af hvalknogle, så vi må forestille os Saq- qaq-harpunen som et meget let våben, der med stor præcision kunne kastes væsentligt længere end nutidens tunge harpuner. Der er ikke, som på Thule- kulturens bopladser, gjort fund af prop- per eller andre dele til fangstblærer, de oppustede sælskind, der fastgjort til har- punlinen hindrer sælen i at dykke. Saq- qaq-fangeren må have bremset sit bytte på anden måde, f. eks. med en teknik, som vi kender fra Beringsstrædets eski- moer i Alaska. Her er harpunskaftet bundet til linen på en måde, så det pro- pellerer, når det bliver trukket hurtigt gennem vandet. Dermed udtrættes den flygtende sæl. Fattgstfra kajak og is Fangsten af de forårs- og efterårstræk- kende grønlandssæler må for en stor del være foregået fra båd. Saqqaq-fangerne har i hvert fald rådet over slanke, skind- betrukne fartøjer af dimensioner som de 128 32 [27] De første vidnesbyrd om både helt tilbage i Saqqaq-tid: Et spant fra et smalt, kajaklignende fartøj (1) og den yderste del af bladet på en pagaj eller dobbeltåre (2). I fundmaterialet ses også stumper af kraftige spanter, sandsynligvis fra større, skindbetrukne både. Det viste spant er ca. 35 cm bredt, og årefragmentet er i samme måle- stok. Tegninger: Eva Kock Nielsen. senere kajakker. Fund af et næsten helt spant, flere spantfragmenter og spidsen af en åre - de ældste spor af fartøjer i Arktis - viser dette. Men lette harpuner kan naturligvis også anvendes til andre fangstformer. Ringsælerne må være ta- get med tersharpun ved åndehulsfangst om vinteren og »utoq«-fangst om for- året, hvor man sniger sig ind på sælerne, der soler sig ved siden af deres åndehul- ler. Trods et fælles stilpræg er der imellem de ca. 50 harpunhoveder i Qeqerta- sussuk-fundet mange varianter. Her må som nævnt den enkelte fangers helt per- sonlige udforming af sit redskab være af betydning. Harpunen var »ejermærket«, så man ikke var i tvivl om hvem, der havde sat den afgørende harpun i fangstdyret. 33 129 [28] Brudstykke af stor lanse. Skaftet, der er fra den tid- ligste bosætningsfase på Qeqertasussuk, blev fundet med lansespidsens basis-ende siddende i bladgru- ben, mens den afknækkede del lå et lille stykke derfra. Skaftenden er ridset op, således at surrin- gen, der nu er forsvundet, kunne sidde forsvarligt fast Længde 19 cm. Foto: Geert Brovad. Til aflivningen af de harpunerede sæler anvendte man lette lanser med fint tilhuggede, slanke killiaq-spidser siddende i forskaftet. Hvalfangst Hvalerne er i materialet fra møddingen næsten udelukkende repræsenteret af små, tildannede knogle-, barde- og tand- fragmenter. Det drejer sig om barde af gfønlandshval (muligvis nordkaper), knogler af vågehval eller sejhval, tand af kaskelot, stødtand af narhval, skulder- blad af spækhugger og forskellige knog- ler af marsvin. Disko Bugt har i historisk tid været et meget søgt tilholdssted for de store hva- ler, og muligheden for at gøre storfangst har tydeligvis været til stede for 4000 år siden. Desværre kan der ikke ud fra knoglerne drages slutninger om, hvor- vidt storhvalerne har været jaget aktivt, eller om Saqqaq-fangerne nøjedes med at »ophugge« de drivende hvalådsler, som utvivlsomt har været almindelige i bugten. Men ud fra mængden af redska- ber af hvalknogle og hvalbarde står det klart, at de store hvaler har spillet en væsentlig rolle i dagligdagen, i hvert fald som leverandører af redskabsmate- rialer. Redskaber, der direkte kan sættes i forbindelse med fangst af disse store havpattedyr, er derimod ikke påvist med sikkerhed i Qeqertasussuk-mate- Hvalbardetråde. Bemærk knuderne. Hvalbardetråde blejrbrugt til surringer og muligvis, som i senere tid, til fiskeliner. Foto: Geert Brovad. 130 34 [29] rialet. Store harpunhoveder er ikke fun- det, men der er dog enkelte kraftige stykker indenfor lansespidserne. At Saqqaq-folket med deres overlegne tek- nologi virkeligt har fanget hvaler er ganske sandsynligt, men endnu kan vi ikke sige hvordan. Fuglejagten Fuglejagt har været drevet ivrigt. Særligt lomvier, mallemukker og måger har haft betydning, men også arter som ed- derfugl, rype, søkonge og tejst har jævn- ligt stået på spisesedlen. Hovedparten af fuglene kan fanges i Disko Bugt gennem det meste af sommerhalvåret, men den næsten fuldstændige mangel på ungfug- le i materialet og forekomsten af visse arter, der først og fremmest viser sig i bugten på efterårstræk (bl. a. konge- Vingeknoglerne af en mallemuk. Mallemukken var en af de vigtigste fugle i den daglige kost. Foto: Geert Brovad. edderfugl) tyder på, at mange er nedlagt i sensommer- og efterårsmånederne. Det er karakteristisk for fugleknog- lerne, at stort set alle ledenderne er ble- vet bidt eller slået af. Dermed var der Tre vingeknogler fra den nu uddøde gejrfugl. Gejrfuglen var en gåsestor alkefugl, der ikke kunne flyve. Den stod kun sjældent på Qeqertasussuk-boernes spiseseddel. Fundet er det hidtil ældste og nordligste af denne fugleart i Grønland. Foto: Geert Brovad. 35 131 [30] -o Modhagespids til fuglespyd. Disse smaskre spidser af hvalknogle har været monteret som en »tre-fork« for enden af lange, sammensurrede spydstager. Længde 27 cm. Tegning: Lars Holten. 132 36 adgang til den gode marv, der findes i næsten alle fugleknogler. Den store fangst af måger, alkefugle og mallemukker afspejles også i red- skabsinventaret. Der er fundet mange fragmenter af dele til fuglespyd. De var forsynet med tre lange, smækre benspid- ser med en modhagerække på den ind- advendte side. Spydskafterne var lette, blot 14-15 mm i tværmål, og de har sik- kert været forsynet med styrefjer i basis- enden. Også fuglespydene blev slynget afsted med kastetræ, og de er af ganske samme udformning som dem, Alaska- eskimoerne anvendte indtil for få årtier siden. Typen med »trefork« i enden ken- des derimod ikke fra senere tiders Grønland. Snarer og net kan også have indgået i fuglefangsten, idet der er fun- det bardetråde med løbeknob og måske også netmasker. Fiskeriet De fleste af de udgravede fiskeknogler stammer fra de store torsk, der næsten alle har været mellem 60 og 120 cm lan- ge. Denne overvægt af store torsk tyder på, at fangstmetoden har været selektiv, dvs. at fiskene sandsynligvis ikke er ta- get på krog eller i net, men snarere med lyster (fiskespyd) eller harpun i hav- overfladen. Det kan være vanskeligt under ud- gravningen at se de ofte kun millimeter- store knogler af småfisk og fugle. I form og farve falder de let sammen med de mørkebrune møddingslags store ind- hold af pinde, tørv og frø. Derfor blev jordprøver fra udvalgte felter soldet gennem sold med maskevidder på 4 og 2 mm. På disse sold dukkede der hvirvler [31] Underkæbe af ringsæl og hvirvler af en 120 cm lang torsk. Foto: Geert Brovad. og kranieknogler op fra forskellige fi- skearter, som vi ikke havde konstateret under selve udgravningen. Det drejer sig om ulk, ammassat, fjeldørred og po- lartorsk. Det kan ikke udelukkes, at der her er tale om maveindhold fra fugle, sæler og større fisk, der er blevet slagtet på bopladsen, men fundene fortæller i al fald, at disse arter var tilgængelige, da bopladsen var beboet. Selvom fiskeriet tydeligvis har spillet en rolle i husholdningen, så har vi ikke fundet sikre fiskeredskaber. Nogle små benspidser kan måske have været pigge på sammensatte fiskekroge. En del fisk, sandsynligvis ørreder og stortorsk, må som sagt have været fanget med fiske- spyd eller lyster med modhagespidser (lystergrene) som på fuglespydene. Og så kan et bundt tæt sammensurrede spidse træpinde have været en fiskely- ster til ammassatter, således som det er kendt fra Østkysten i historisk tid. Rensdyr og rensdyrjagt Det store indland syd og øst for Qeqer- tasussuk har i perioder været rigt på rensdyr. Særligt i områderne langs ind- landsisens rand har de haft deres græs- gange, og det er sandsynligvis her, at Qeqertasussuk-beboerne har jaget de prægtige dyr. Rensdyrbestanden er kendt for sine store svingninger, og det er karakteristisk, at den efter nogle årtiers opblomstring går voldsomt ned i tal og forsvinder fra store områder. I de dårlige rensdyrperioder har jægerne en- ten måttet afstå fra at gå på rensdyrjagt, eller de har måttet tage de mange hun- drede kilometer sydpå til rensdyrbestan- dens kerneområder for at få gevinst. På Saqqaq-bopladsen i bunden af Or- pissoq-fjorden blev der fundet flere rensdyrknogler (se side 92). Det er meget Forskaft med isiddende, meget fint tilhugget spids af agat til pil eller let kastespyd. Hullet i forskaftet viser, at det har været »nittet« til bagskaftet, således at det kunne knække af uden at flække dette. Længde 7,5 cm. Tegning: Eva Kock Nielsen. 37 133 [32] Til venstre ses lårben, skinneben og lægben af en hund fra Qeqertasussuk. Til højre de tilsvarende knogler fra en nutidig grønlandsk slædehund. De fundne hundeknpgler er blandt de ældst kendte fra Arktis. Saqqaq- hunden har lignet den grønlandske slædehund af statur, men vi ved ikke, hvad_man har brugt den til, bort- set fra, at" snitspor på knoglerne fortæller, at den i al fald er blevet spist. Foto: Geert Brovad. sandsynligt, at denne boplads har været en af Qeqertasussuk-jægernes indfalds- lejre til rensdyrjagtmarkerne i indlandet. Fundene viser, at Saqqaq-jægeren til rensdyrjagten var forsynet med en kraf- tig bue^af drivtræ. Den var sammensur- ret af flere stykker og forstærket med et tykt senetov langs rygsiden. Et af »bue- benene« er ca. 50 cm langt, men vi har endnu ikke været så heldige at finde en håndtagsdel, så størrelsen af en komplet Saqqaq-bue kan bedømmes. Til gengæld har vi fundet både et komplet bagskaft til en pil og flere forskafter. Pilenes to- tallængde var omkring 70 cm, hvoraf forskaftet udgjorde 10-15 cm. En syle- spids, lancetformet od af killiaq var sur- ret fast i en hulning i spidsen af forskaf- tet. Der er endnu bevaret spor af surrin- ger og styrefjer på nogle af pileskafterne. Lette kastespyd forsynet med styrefjer og forskaft isat en fint tilhugget, trekan- tet spids kan også have været benyttet til rensdyrjagten. Polarrævens pels Polarræven er velrepræsenteret i mate- rialet Under udgravningerne fandt vi 134 38 [33] Bue og pil var et højt udviklet fangstredskab i Saqqaq-kulturen. Buerne var rygforstærkede med flettet senetråd, og pilene, hvoraf et velbevaret eksemplar er vist her, var meget længere og slanke- re end senere tiders eskimoiske pile. 1. Bagskaft til pil med kærv og spor af surring til styrefjer i basis- enden. Bagskaftet, der er 62,5 cm langt og ca. 9 mm i diameter, en- der i en laskeflade, hvor et for- skaft som 2 har været surret på. 2. Forskaft til pil. Det er 12,8 cm langt, ender i en bladgrube, hvor en spids som 3 har været fastsurret. 3. Fladehugget pilespids af killiaq. Længde 5,1 cm. I sammensurret stand har pilens totallængde været ca. 74 cm. Tegninger: Eva Kock Nielsen (l, 2) og Bjarne Grønnow (3). ofte hele bagben, forben og rygsøjler lig- gende i korrekt anatomisk orden, hvil- ket tyder på, at disse dele er blevet kastet på møddingen i hel tilstand. Snitspor på knoglerne viser dog, at rævene først er blevet pelset, og de konsekvent afhugge- de kranienakkedele fortæller, at selvom rævekød i al almindelighed ikke stod på menuen, så var rævehjernen en delika- tesse. Snit gennem rævenes hjørnetænder kan give en ide om, hvornår på året, de er fanget. De 46 undersøgte tænder vi- ser, at hovedparten af rævene er taget fra oktober til marts måned, altså i vin- termånederne, hvor pelsen er af fineste kvalitet. Småvildt som polarræv, snehare og ryper må, som i senere tider, være fanget med snarer, fælder eller bola. Det er na- turligvis svært at påvise sikre spor heraf i fundmaterialet, men fund af hvalbar- desnor med løbeknob kan vidne om småvildtfangst med snarer. Økonomi og økologi Beboerne på Qeqertasussuk baserede deres husholdning på et bredt udsnit af de levende ressourcer i området. Ikke mindre end 44 arter af pattedyr, fugle, fisk og muslinger er repræsenteret i bo- pladsens mødding. Hertil kommer også store mængder bær, særligt sortebær, og sikkert også spiselige urter (se s. 78). Sommerfangsten af grønlandssæl og vinterfangsten af ringsæl har tydeligvis været fundamentet i økonomien, men også fugle og fisk har været betydnings- fulde ressourcer. Det er karakteristisk for alle udnytte- de arter, at der fra tid til anden sker for- 39 135 [34] Fangstdyrenes forekomst i Sydostbugten er meget sæsonpræget. Figuren viser situationen idag, men omtrent sådan må billedet også have været for 4000 år siden. 1. Rype, hare, ræv, rensdyr, haj, havkat, uvaq, ulk, ising, musling, krabbe. Z Ringsæl. 3. Ynglende fugle (bl. a. måger, rider og terner). 4. Hvidhval og narhval. 5. Ammassat. 6. Grønlandssæl. 7. Omkringstrejfende fugle (bl. a. ungfugle). 8. Storhval. 9. Torsk. 10. Helle- flynder. 11. Ørred. 12. Bær. 13. Laks. 14. Lomvie. 15. Polartorsk. 16. Grønlandssæl. 17. Hvidhval og narhval. Tegning: Alice Lundgren. skydninger i bestandenes størrelse og udbredelse, og det er klart, at sådanne ændringer i forekomsten af vigtige fangstdyr har haft stor betydning for Qeqertasussuk beboere. De næsten 1000 års bosætning af pladsen viser dog, at folkene har forstået at klare sig til trods for naturens omskiftelighed. Hemmeligheden bag succesen skal søges i Saqqaq-økonomiens fleksibilitet. Dels har den store bredde i ressourceud- nyttelsen betydet, at man i perioder med f. eks. dårlig sælfangst har kunnet lægge vægten over på andre ressourcer. Dels viser fund af Saqqaq-bopladser i alle af- kroge af Disko Bugt, at man bevægede sig meget omkring efter vildtet for på denne måde at få størst muligt udbytte af de, fra naturens hånd, meget ujævnt fordelte ressourcer. Knoglesammensætningen i de for- skellige møddingslag viser, at bopladsen ikke blev benyttet på samme måde gen- nem alle de 1000 år, den var beboet. I de 136 40 [35] FANGSTENS FORDELING PÅ DYREARTER PATTEDYR FUGLE MALLEMUK GRØNLANDS-, SÆL RINGSÆL FISK TORSK LOMVIE RYPE MÅGE ØRRED Dyreknoglerne fra køkkenmøddingen giver et indtryk af de forskellige fangstdyrs betydning i bopladsens husholdning. Tallene angiver procenter. Tegning: Alice Lundgren. første århundreder ser det nemlig ud til, at pladsen blev benyttet på alle tider af året, mens den senere får et mere sæson- mæssigt præg med flittig brug i sommer- tiden. Dette kan hænge sammen med, at de første generationer af Qeqertasussuk- fangerne skulle tilpasse sig de særlige lo- kale fangstforhold, før de kunne drage den fulde nytte af områdets levende res- sourcer. Man kunne forstille sig, at de i denne periode brugte Qeqertasussuk som en basislejr, hvorfra der blev foreta- get mere kortvarige fangstrejser, fof ek- sempel efter rensdyr, ørreder og hvid- hvaler. Senere, da lokalkendskabet var fuldt udbygget, og fangstområderne blev delt i territorier, reduceredes Qe- qertasussuk til kun at blive brugt i en del af den årlige fangstturnus. Nu cirkule- rede man mellem flere vigtige basislejre indenfor territoriet, og hver plads var 41 137 [36] Qeqertasussuk i sommerdragt. Foto: Bjarne Grønnow. optimalt beliggende i forhold til den givne årstids ressourcer. Denne udvikling kan også afspejle et stigende befolkningstal i Disko Bugt: Flere mennesker kræver flere fangstdyr, og hvis ikke fangstdyrenes antal øges, så må der udvikles mere effektive udnyt- telsesmønstre. Den ukendte ff-avskik Fundene fra Qeqertasussuk-bopladsen slår bro over fire årtusinder. Vi er kom- met forbløffende tæt på mange hidtil ukendte aspekter af Saqqaq-folkets liv. Men alligevel er der endnu mange om- råder af tilværelsen, som fundmaterialet kun glimtvis belyser. 138 42 [37] j . - -tf' • Qeqertasussuk i vinterdragt. Foto: Morten Meldgaard. I et sådant gådefuldt skær fremstår endnu Saqqaq-kulturens gravskik. Vi véd f.eks. intet om, hvordan man for- holdt sig til sine døde, - om man over- hovedet gravlagde dem. Og dog, en lille antydning giver fundet af de fire men- neskeknogler i bopladsens tykkeste køk- kenmøddinglag. Knoglerne, der sand- synligvis stammer fra tre forskellige voksne individer - en mand og to kvin- der - er beskrevet i artiklen side 54, og her skal blot fremhæves det mærkelige i, at de er havnet i møddingen. Der ses in- gen snit- eller gnavspor på knoglerne, så kanibalisme er næppe en brugbar for- klaring. 43 139 [38] Men måske hænger knoglefundet sammen med datidens gravskik. Man kender ganske enkelte grave fra den se- neste palæoeskimoiske kultur, Dorset- kulturen, i Canada. Her er kun et udvalg af de dødes knogler gravsat. Dvs. at gravskikken har fordret, at man først lagde de døde ud til skelettering og dernæst gennem en række ritualer valg- te nogle få, ganske bestemte knogler ud til endelig begravelse i en stenomkran- set hulning sammen med gravgaverne: sælkød og små udskårne benfigurer. I disse kendte tilfælde fra Canada består de udvalgte knogler blot af kraniedele, så resten af skeletterne er måske efter- ladt eller smidt ud. Kan knoglefundene fra Qéqertasussuk vidne om et lignende gravritual, eller gælder der helt andre forklaringer? Svaret kan først gives, når vi kommer på sporet af regulære grav- fund fra Saqqaq-tidens Grønland. Kunst Måske kan fremtidige gravfund også af- sløre lidt mere om datidens kunstneri- ske udfoldelser. Iblandt Qeqertasussuk- bopladsens hundreder af redskabsfund er der kun fire-fem genstande med orna- mentik. Det drejer sig om et par nålehu- se (beholdere til synåle) af hundeknogle med elegante, men simple streg- ornamenter, et par rørformede genstan- de af narhvaltand og rensdyrtak med udskårne »svalehaler« samt en lille ske- formet beholder, der med god vilje kan minde om en dykkende hval. Det er alt. Der er ingen sikre figurer hverken af dyr eller mennesker, ingen særligt ud- smykkede fangstredskaber og ingen smykker i form af tandperler eller hår- m \JUi u nåle, som vi kender fra senere kulturer. Ligger Saqqaq-folkenes ornamenterede genstande og figurkunst som gaver i de endnu uopdagede grave? Fundene fra Igloolik, der omtales i artiklen side 114, giver en ide om, hvad vi måske kan ven- te at finde i Grønland. 140 44 [39] Nogle af de få ornamenterede genstande fra Qeqer- tasussuk. A. Rørformet hylster med »svalehale« udskåret af narhvaltand. Stykket er fint tilglattet, men tandens naturlige snoede mønster er bibe- holdt. B. Rørformet hylster af rensdyrtak forsynet med »svalehale«, fire langsgående streger og et ophængningshul. C. Nålehus (?) af rørknogle fra hund. Med sin »snip« foran og det brede skøde bag- til kunne det måske være en skematisk gengivelse af snittet i datidens kvindedragt. D. Udhulet gen- stand af rensdyrtak - en form for dyre-symbolik? Længden af 1. er 6,5 cm, de øvrige er gengivet i samme målestok. Tegninger: Lars Holten (l, 2) og Eva Kock Nielsen (3, 4). De ældste menneskerester fra Arktis er fra Qeqertasussuk. Her udgraver arkæologen Gitte Jensen den ene af de fire menneskeknogler, der blev fundet i køkkenmøddingen fra bopladsens første fase (ca. 2400-2100 f. Kr.). Foto: Bjarne Grønnow. 45 141 [40] Om permafrost og bevaringsforhold Af Bjarne Grønnow Et usædvanligt heldigt samspil mellem natur og kultur på Qeqertasussuk-bo- pladsen har medført, at genstande af selv de lettest forgængelige materialer som træ, skind, fjer og hår, er bevaret i konstant nedfrosset - permafrossen - tilstand igennem fire årtusinder. Selv lugten af gammelt spæk hænger ved endnu, når solen optør jordlagene un- der udgravningen. Kulturlagene ligger som i en gigantisk dybfryser, der har fikseret et utroligt varieret og detailrigt billede af livet på bopladsen. Vi kom- mer tæt på Saqqaq-menneskene, når stenredskaberne endnu findes isidden- de i deres træskafter, når skåle, skeer og andet husgeråd af træ og tak i helt in- takt stand findes omkring kogesteder- ne, og når alle fangstdyrenes knogler - måltidsresterne - ligger bevaret i møddingen, som om alt var efterladt for ganske nyligt. Det er kun på bopladsens nordvest- ligste del, at betingelserne for perma- frosten er til stede. Arealet ligger det meste af tiden i den kolde skygge af en høj fjeldside, jorden er meget fugtig, og det øverste jordlag består af en tyk, iso- lerende »pude« af græstørv. Herunder - fra et spadestiks dybde og nedefter - ligger møddingslagene og de andre kul- turspor i permafrossen tilstand. At per- mafrosten overhovedet har nået at »binde« kulturlagene må tilskrives både den hurtige overgroning med græstørv, og at beboerne indenfor korte tidsrum ophobede store mængder affald i køk- kenmøddingen på denne del af pladsen. Temperaturen i de frosne kulturlag når om sommeren op på blot få tiendedele grader under frysepunktet, så selv me- get små udsving i de dækkende jordlags isoleringsevne, er altafgørende for be- varingen af de letforgængelige mate- rialer. Men permafrosten udgør jo også en hindring for undersøgelsen. Frossen tørv er hverken til at hugge eller stikke i. Kun når solen skinner direkte på den mørke flade i udgravningsfelterne, tør jordlagene mærkbart op. Typisk er optøningen blot 3-5 cm på én dag, så det kan tage dagevis at bjerge en stor genstand. Og det er et helt sæsonprojekt at grave et prøvehul, hvor bunden for det meste ligger i skygge, ned gennem de halvanden meter tykke kulturlag. Hidtil har arkæologerne måttet slå sig til tåls hermed. Men det er en stor ulempe, at man f. eks. ikke på et meget tidligt tidspunkt i undersøgelsen kan indkredse de mest givende områder på bopladsen ved at grave en serie små prøvehuller og lange profilsnit hele vejen ned gennem kulturlagene. Ar- kæologer i Arktis har gennem tiden forsøgt sig med alt lige fra dynamit til hede vanddampe og brændbare væsker for kunstigt at optø jorden med de ef- tertragtede fundgenstande - naturligvis 142 46 [41] Konservator Jeppe Møhl ved sin opfindelse: en mikrobølgescanner, der kan optø permafrosne jordlag ganske effektivt uden at ødelægge de arkæologiske fundgenstande. Foto: Bjarne Grønnow. oftest med sørgelige resultater til følge. Men efter en række forsøg på Qeqerta- sussuk med optøning ved hjælp af mi- krobølger ser det ud til, at den rette tek- nik er fundet. En mikrobølge-scanner konstrueret af konservator Jeppe Møhl satte os i stand til at optø på én dag, hvad solen knapt formår på en hel ud- gravningssæson. Fænomenet med dybfrosne køkken- møddinger kender vi fra adskillige af Thule-kulturens bopladser, altså bo- pladser, der blot er op til 1000 år gamle. Men det er en uhyre sjælden foreteelse at finde de første palæoeskimoers efter- ladenskaber bevaret i permafrossen stand. Indtil nu har vi i hvert fald kun kendskab til et par andre lokaliteter i Grønland - og slet ingen fra Canada og Alaska - der i alder og bevarings- forhold kan måle sig med Qeqerta- sussuk. 47 143 [42] QEQERTASUSSUK-BOPLADSEN &• - vægten af knogler 1.0 v pr kvadratmeter 20\ (2 kg's kurver) Bopladsen Qeqertasussuk. Kortet viser udgravningsfelterne og koncentrationen af de fundne knogle- fragmenter i kulturlagene. 144 48 [43]