[1] Verdens ældste kamik - Om skindstykkerne fra Qeqertasussuk M Gerda Møller 11986 blev der fremgravet et stort sælskindstykke i de dybfrosne møddingslag på Qeqertasussuk. Hårene sad flere steder fast på skindet og til vores store overraskelse var skindets kanter fint tilskårne. Siden fandt vi flere skindrester hvoraf mange bar spor efter bearbejdning og enkelte havde ligefrem senetråd siddende i syningerne. Helt enestående var fundet af indersokken til en kamik. Kamikkens historie blev med et slag forlænget med mere end 3000 år. Konservator Gerda Møller blev, med sin 40 års erfaring indenfor konservering af kulturhistoriske genstande fra Grønland, naturligt draget ind i arbejdet med skindresterne, og mange er de oplysninger, hun har hentet ud af de skrøbelige fund. Konservator Gerda Møller, Nationalmuseet, Ny Vestergade 11, DK-1471 København K. En 4000-årig tradition Prøvegravningerne fra Qeqertasussuk viste, at bevaringsforholdene i de per- mafrosne kulturlag var meget fine, men det var alligevel en stor overraskelse, at vi under de egentlige udgravninger stødte på adskillige skindstumper. Man- ge af de fire tusind år gamle skindstyk- ker havde endnu hårdækket bevaret, så vi med det samme kunne se om det var fra sæl, rensdyr eller andre dyrearter. Der dukkede endog papirtynde fugle- skind med fjer og dun op. Nogle skind- stykker viste sig at have afskårne kanter, spor af syninger og andre bearbejdnings- spor, men særlig ét fund var usædvan- ligt spændende: et stykke af Saqqaq- folkets dragt i form af foden til en skindstrømpe. Dette er de ældste skind- stykker og dragtrester fra Arktis, og vi har nu en enestående mulighed for at* følge den eskimoiske skindsynings- og dragttradition helt tilbage til de første indvandrere til Grønland. Konservering og artsbestemmelse Da de mange skindstykker blev modta- get på Nationalmuseet viste det sig hur- tigt, at særligt sælskindet var nedbrudt - dog i varierende grad, så man indenfor samme stykke i nogle tilfælde kun fandt hår og lidt overhud bevaret, medens der andre steder var nogenlunde velbeva- rede partier. Det var meget vanskeligt at fjerne den vedhængende tørvejord uden at beskadige stykkerne, men til gengæld kom der mange spændende detaljer frem efter afrensningen med pincet, pensel og destilleret vand. 49 145 [2] Foden af kamikstrømpen som den blev fundet. Artsbestemmelse måtte ske på grund- lag af endnu isiddende hår eller fjer. Det var således muligt at afgøre, om det drejede sig om sælskind, rensdyr- * skind, fugleskind eller andetj men en præcis artsbestemmelse af sælerne eller fuglene kunne ikke lade sig gøre. Thorkild Ammitzbøll fra Rigshospita- let har gennem analyser af skindstyk- kernes indhold af forskellige aminosy- rer forsøgt at artsbestemme nogle prøver af sælskindene. Desværre er graden af nedbrydning så stor, at be- stemmelserne kun kan give et finger- Pe& Alt skind blev frysetørret efter forud- gående behandling og i nogle tilfælde stabilisering, som var nødvendigt for at bevare løstsiddende hår og løse partier under tørringen. Når man frysetørrer skind, undgår man i nogen grad, at det skrumper og tørrer stift op. Efter rens- ning, stabilisering og tørring var det 146 50 muligt at håndtere og beskrive skind- stykkerne. Kamikstrømpe og kamikgræs De,n _fundne strømpefod svarer ganske til den traditionelle grønlandske ka- mikstrømpe, altså en »inderkamik«. Den har ombøjet sålekant, som let ryn- ket er syet sammen med overskindet, der vender hårsiden indad. Der er tilsy- neladende brugt de samme sting, som bruges i dag, og de fine huller fra sam- mensyningen ses tydeligt. Bagtil er en smal bagkappe syet sammen med to si- destykker. Fortil,på overskindet er der foretaget en reparation, idet en 1,5 cm lang revne er~syet sammen med se- netråd. Alle sammensyninger er foreta- get med helt regelmæssige sting med tynd nål og tynd, snoet senetråd. Ind- vendigt er sålen belagt med plantemate- riale - Måske rester af en foring med ka- mikgræs. [3] Kamikstrømpen adskilt i overskind og sål med smal bagkappe. Skind med syninger og arbejdsspor Det største stykke sælskind, der blev fundet under udgravningen, målte ca. 150x50 cm. Skindet var meget mørt, og måtte derfor tages op i flere stykker, hvoraf en del endnu havde isiddende hår. Efter rensning for tørvejord og småkviste kunne på et af stykkerne ses en 30 cm lang, kraftig sammensyning foretaget med svær snoet senetråd. Tråden har en ensartet tykkelse, og sy- ningen er udført med regelmæssige sting. Skindet er tydeligt afskåret i kan- ten. Med sine ret grove syninger har det- te skind næppe været et dragtstykke, snarere et teltskind eller et briksedække. Et andet af stykkerne fra »teltskindet« har tydelige spor af skindberedning på kødsiden. I vore dage foregår denne be- redning ved hjælp af en ulo, den grøn- landske kvindekniv. Skindet skæres af sælen til grænsen mellem spæk og kød, og derefter skæres spækket af skindet med ulo'en, som efterlader ganske fine arbejdsspor. På det udgravede stykke ses de regelmæssige, retlinede skærespor, der må være efterladt af et skarpt sten- redskab. Hovedskindet af en sal Et spændende sælskindsstykke blev fun- det nær »teltskindet«. Det har tilskæring på én side og syspor på to sider, endnu med isiddende rester af snoet senetråd. Et ovalt hul, sandsynligvis sælens øjen- hul, ses midt på skindet. På kødsiden ses skærespor i mange forskellige retninger. Stykket har sikkert været indsyet i et an- det skind, evt. et dragtstykke. En lille bunke affald En helt sammentrykket skindbunke blev forsigtigt »udgravet« i laboratoriet og skilt ad. Det lignede mest en lille 51 147 [4] Fig. 3. Hovedskindet af en sæl med det ovale øjenhul midt i skindet. dynge affald, der var skrabet sammen ef- ter tilskæring og syning og derefter smidt ud på møddingen. Indholdet var følgende: 1) En samling smalle remme, som i tværsnit og udseende minder om de liner (»kobberemme«), man i vore dage skærer ud af skind fra rem- mesælen. Man udskærer remmene på tværs af skindet, hvorefter de gen- nemgår en længere strække- og blød- gøringsproces, før de er egnet til brug som f. eks. harpunline. To af de udgravede remstykker har knuder, den ene så velbevaret, at en rekon- struktionstegning kunne udføres. 2) To stykker sælskind med hår, tilskå- ret som smalle bånd. Det ene med en slids i midten. 3) En lille stump afskåret rensdyrskind. 4) Et trekantet, afskåret stykke, der kan være hundeskind. 5) Et stykke fugleskind med isiddende fjer, hvorom der er snoet en 23 cm lang, tynd, snoet tråd af ubestemt materiale. 148 52 6) Et stykke sælskind med en sammen- syning i én side og syspor i den an- den side. På kødsiden ses tydelige be- arbejdningsspor, korte skærespor, som går på kryds og tværs af hinan- den. 7) To smalle skindstrimler, det ene af rensdyrskind med kantsyninger, det andet ubestemmeligt. Måske er det rester af kantbånd fra en dragt. Fra andre dragtfund, ganske vist fra langt senere tider, ved vi, at det har været almindeligt at øge skindet, indsætte kiler og bruge indlæg af _. smalle skindstrimler og kantbånd af fojrskellige skindsorter og farver. Det er et stort og krævende arbejde at behandle skind, og det er et kostbart materiale i tider med dårlig fangst. Der- for er skindet ved tilskæring udnyttet fuldt ud, og dragterne er vedligeholdt, omsyet og repareret. Man kommer Saqqaq-folket meget nær, når man så at sige kan følge deres daglige arbejde så tæt, at det er muligt at sammenligne det med den skindbered- [5] () l a 3 4 5 CM. »En lille bunke affald« efter adskillelsen. Se beskrivelsen side 52. ning og syteknik, som vi kender fra vor tid. Det er en arktisk tradition, der gen- nem 4000 år er gået i arv fra mor til dat- ter - en tradition, der er en lige så vigtig forudsætning for livet på de nordligste breddegrader som fangsten af ishavets dyr. Sygrejer og redskaber til skindbered- ning - bl. a. nåle af fugleknogle, skrabe- re og syknive - har vi også fundet på Qeqertasussuk. Det berettes der om i ka- pitlet om Saqqaq-kulturens håndværk, side 24. Rekonstruktionstegning (I.A.) af remstykke med knude (1). 53 149 [6]