[1] Menneskeknoglerne fra Qeqertasussuk Af B. Frøhlich, N. Lynnerup og J. P. Hart Hansen Fire menneskeknogler må siges at være blandt de mest sensationelle fund på Qeqertasussuk-bopladsen. Det er de hidtil ældste jordiske rester af mennesker i det østlige Arktis, og for første gang ser vi på Saq- qaq-mennesket selv. Det var derfor af stor vigtighed, at knoglerne blev underkastet omhyggelige un- dersøgelser. Det blev den fysiske antropolog Bruno Frfilich, der, i samarbejde med Jens Peter Hart Hansen og Niels Lynnerup, kom til at forestå undersøgelserne. Deres erfaringer fra arbejdet med menneskeskeletter fra hele det Arktiske område og med mumierne fra Qilakitsoq kom Qeqertasussuk-knoglerne til gode. Det lykkedes at fravriste de fire knogler mange nye og spændende informationer om Saqqaq-mennesket. Bruno Frøhlich, PhD., Dept. og Anthropology, Smithsonian Institution, Washington DC, 20560 USA. Dr.phil. Jens Peter Hart Hansen & cand.scient. Niels Lynnerup, Antropologisk Laboratorium, Panum Instituttet, Blegdamsvej 3, DK-2100 København Ø. Menneskeknoglerne / møddingen Man kan undre sig over, hvorledes de fire menneskeknogler, som er fundet ved udgravningerne af Saqqaq-boplad- sen på Qeqertasussuk er havnet i mød- dingen. Der ser ud til at være rester af mindst to mennesker. Men hvor er de andre knogler? Det er nok rimeligst at antage, at knoglerne er de sidste rester af nogle døde, som af den ene eller anden grund er havnet blandt affald, levninger, dyre- knogler og alskens ragelse. Bløddelene, hvis de er bevaret, da knoglerne havne- de på møddingen, og eventuelle andre knogler er efterhånden nedbrudt og gået til grunde, selvom den lave temperatur har forsinket og om vinteren ganske standset henfaldet. Der er ingen forkla- ring på, hvorfor det netop er disse fire knoglestykker, som har undgået ned- brydning. 150 54 Men hvordan er menneskeresterne oyerhqyedet.havnet i møddingen? Sæd- vane har det næppe været at lægge de døde ud i.møddingen, for da havde man utvivlsomt fundet flere menneskeknog- ler under udgravningerne. Men vi ved ikke, hvordan Saqqaq-menneskene be- handlede deres døde. De fire fundne knogler er de eneste, som man hidtil har fundet fra Saqqaq-menneskene i Grøn- land, Begravede de deres døde, lod de havet tage dem som på Grønlands Østkyst meget senere, eller blev de døde blot efterladt i det fri uden beskyttelse mod dyr eller vejrlig? De fundne knog- lers oprindelse ved vi intet om. Vi har ingen forklaring på, hvorfor netop de fandtes i møddingen. De ældste menneskerester i Arktis Der er da også forløbet mange år, siden disse Saqqaq-mennesker døde. Knogler- [2] De fire menneskeknogler. Fra venstre mod højre ses et skinneben, to lægben (venstre og højre) og et stykke af en overarmsknogle. Foto: Geert Brovad. ne er de ældste, hidtil fundne rester af mennesker fra Grønland, ja fra hele det arktiske område. De er fundet i forskel- lige arkæologiske lag. Tre af dem, et skinneben og to lægben, lå tæt ved hin- anden og kunne derfor synes at stamme fra samme menneske, mens en •over- armsknogle lå et stykke derfra. De tre første knogler kom fra lag, som er kul- stof-14 dateret til mellem ca. 2400 og 2200 f.Kr., mens overarmsknoglen blev fundet i et område, som kan daleres til mellem ca. 2400 og 1600 f. Kr. Knogler- ne er ikke kulstof-14 dateret, men må antages at være mindst 4.000 år gamle, otte gange så gamle som mumierne fra Qilakitsoq. I det arktiske område er der kun fun- det få rester af mennesker fra før Thule- kulturen. Derfor er der så stor interesse for disse knogler. Hvad kan de fortælle os? Er det muligt helt eller delvis at be- svare nogle af de spørgsmål, som kan opstå, når man under en udgravning el- ler tilfældigt står med gamle menneske- knogler i hænderne: Hvor gamle var de pågældende ved dødens indtræden? Er det knogler fra mænd eller kvinder? Hvor mange forskellige mennesker kan der være tale om? Hvor høje var de? Er der spor af sygdom eller vold, knogle- brud eller lignende? Har de pågældende mennesker lignet nutidige mennesker, eller har de set anderledes ud? Kan man med moderne undersøgelsesmetoder få noget at vide om de pågældende men- neskers dagligdag og kultur, deres kost, deres arbejdsvaner, deres miljø i det hele taget? Desværre må vi erkende, at de fire knogler fra Qeqertasussuk kun giver os begrænsede muligheder for at besvare spørgsmålene. Knoglerne er ikke kom- plette, og der er i virkeligheden kun tale om knoglestykker. To individer Der er som omtalt to lægben samt dele af henholdsvis et skinneben og en over- armsknogle. Ved røntgenundersøgelse viste overarmsknoglen forandringer, som ses ved kalktab af forskellige årsa- ger, mens de øvrige tre knogler viste normal knoglestruktur. Denne forskel- lige knoglestruktur støtter antagelsen af, at der foreligger knogler fra mindst to personer, idet lægbenene hører sam- men. Skinnebenet kan muligvis stamme fra den samme, således som også fun- domstændighederne tydede på. 55 151 [3] i v i O Q a Q Røntgenundersøgelse af skinnebenet ved såkaldt CT-scanning for at vurdere graden af sammen- trykning. Der er fotograferet 23 snit med l cm mellemrum, som markeret på oversigtsbilledet. Foto: Københavns amts sygehus i Gentofte. Skinnebensknoglen manglede begge ender, og muskeltilhæftningen af lårets store strækkemuskel opadtil på forsiden er trykket en smule ind efter dødens indtræden. Efter formen må det dreje sig om venstre skinneben. løvrigt ses veludtalte muskelspor svarende til mu- skeltilhæftningerne. Knogleoverfladen er glat og ikke uregelmæssig, således som det kunne forventes, såfremt knog- len var fra en ældre person. Alderen på dødstidspunktet må antages at have været mellem 25 og 40 år. Ved røntgen- undersøgelsen ses nogle fine tværgående linier i den nederste del af knoglen, såkaldte Harris lines, som kan opstå i knogler, når det pågældende menneske har været udsat for sygdom, sult eller er- næringsproblemer. Linierne kan for- svinde igen af sig selv. De er velkendt i knogler fra forskellige tidsperioder og befolkninger, også fra vore dage. To ganske små områder (henholdsvis 2x2 mm og 1x1 mm) findes opadtil på forsiden med rødlig farvning. Knoglens O O c o o o o o cererfJade er lettere forvitret som følge af almindelig nedbrydning, og farvnin- gen må antages at være sket efter dødens indtræden. Det drejer sig om rød okker, d. v. s. jernforbindelsen hæmatit. Yderli- gere Undersøgelser er i gang. Andre mis- farvninger eller tilsmudsninger er ikke påvist. De to lagben Lægbenene (et højre og et venstre) er også inkomplette. Begge udvendige an- kelknoer er repræsenteret, men ikke de øvre ender. Målinger og udseende viser, at de to lægben sandsynligvis er fra sam- me individ. I den nederste ende af de to knogler er der ligesom i skinnebens- knoglen påvist fine, såkaldte Harris lines ved røntgenundersøgelse. Om alderen af det individ* hyorfra lægbenene stam- mer, kan man antage, at den pågæl- dende har været ældre end 23-25 år. Ved mikroskopisk undersøgelse af tværsnit fra det ene lægben og skinnebe- net fandtes ved den såkaldte osteon ana- lyse, at lægbenets »ejer« må antages at have været 38,0 år ± 10,5 år ved dødens indtræden, skinnebenets »ejer« 30,6 år ± 8,3 år. Usikkerheden ved denne vur- dering er betydelig, især fordi man intet sammenligningsgrundlag har. Den ikke 152 -56 [4] Mikroskopisk undersøgelse af knoglevæv fra lægben ved såkaldt osteon analyse m. h. p. vurdering af levealder. WQx. Foto: Antropologisk laboratorium. ubetydelige forskel mellem resultaterne kunne pege på, at de to knogler var fra to forskellige individer, men der er, som tallene også siger, intet til hinder for, at det kan være et og samme menneske, således som fundomstændighederne og andre allerede omtalte forhold taler for. Det er ikke muligt at afgøre de dødes legemshøjde med nogen større sikker- hed. Normalt anvender man længdemål af de lange rørknogler fra arme og ben til en sådan vurdering, idet den tilsva- rende legemshøjde kan aflæses i en ta- bel. Sådanne tabeller er opstillet på grundlag af knoglemål og kendt le- gemshøjde, og tallene varierer noget fra folkeslag til folkeslag. Her må vi tage i betragtning, at en sådan tabel aldrig er opstillet for mennesker af eskimoisk af- stamning. Man må altså tillempe sig ta- bellerne, og tallene er derfor underka- stet betydelig usikkerhed. Samtidig vanskeliggøres længdemålingerne af, at ingen af knoglerne er komplette. Spor af kalktab Den fjerde knogle er det øverste stykke af venstre overarmsknogle fra en vok- sen. Knoglen synes at være noget min- dre end sædvanligt ved sammenligning med andre overarmsknogler fra eski- moer. Den ydre kompakte knogledel er relativt tynd. Dette tyder på, at knoglen stammer fra en ældre person, forment- lig mellem 40 og 60 år. Nedadtil er knoglen beskadiget. Dette er sket efter dødens indtræden og formentlig i for- bindelse med udgravningen, idet knog- lens farve omkring brudlinien er lysere end det omkringliggende vævs. Ved røntgenundersøgelse ses knogle- strukturen mere åben med plettede op- klaringer. Sådanne forandringer kan ses ved kalktab af forskellige årsager. Det er velkendt både fra arkæologiske fund af eskimoknogler og fra nutiden, at eski- moer hyppigere lider af kalktab i knog- ler end f.eks. danskere (osteoporose). Dette hænger formentlig sammen med en relativ kalkfattig kost, mens vitamin D, som har betydning for knogledan- nelsen, tilsyneladende tilføres i tilstræk- keligt omfang. Knoglerne fremtræder iøvrigt normale uden tegn på sygdom eller brud opstået i live. En mand og en kvinde? Et kranium og især knoglerne fra bæk- kenet udviser tydelige kønsbestemte træk. Kønsbestemmelse på grundlag af ekstremitetsknogler er vanskelig. Imid- lertid har det vist sig, at visse mål af dis- se varierer med kønnet. I det foreliggen- de tilfælde tyder målinger på, at over- armsknoglen kan stamme fra en mand, mens omkredsen af skinnebenet snarest tyder på, at denne knogle stammer fra en kvinde. Længden af begge lægben ty- der også på, at disse knogler stammer fra 57 153 [5] en kvinde. Det må understreges, at der er en betydelig usikkerhed i denne vur- dering. Længdemålinger af henholdsvis skin- nebensknoglen og lægbensknoglerne ty- der på en legemshøjde på henholdsvis 155,1 cm + 3,3 cm og 156,6 cm ± 3,2 cm, når der til grund for tabellen anven- des knoglelængder fra begge køn; 150,9 cm ± 3,7 cm og 152,5 cm ± 3,6 cm, når tabellen kun omfatter kvinder. Såfremt man kun tager disse tal og deres usikker- hed i betragtning, kunne skinne- og lægben stamme fra den samme person, men også fra to forskellige. Man kan heller ikke sige meget om det etniske tilhørsforhold udelukkende på grundlag af nogle få ekstremitets- knogler. Her ville kraniet have været megef mere velegnet. Tungmetaller og DNA For at kunne besvare så mange af de nævnte spørgsmål som muligt, er en række laboratorieundersøgelser sat i værk. Udover en kulstof-14 datering af knoglevævet foretages kulstof-13 be- stemmelse og andre isotopundersøgelser for at få oplysninger om sammensæt- ningen af kosten: Hvor stor del af føden stammede fra havet, og hvor stor del fra dyr og planter på landjorden? Endvi- dere analyseres forekomsten af sporstof- fer og forureningsstoffer, f. eks. tungme- taller i knoglerne til sammenligning med forholdene og miljøbelastningen i dag i Grønland. Forhåbentlig vil det også være muligt at forsøge en DNA- undersøgelse med henblik på muligt be- varet arvemateriale. En foreløbig konklusion er den, at der er tale om knogler fra mindst to mennesker, muligvis tre; at de pågæl- dende alle har været voksne ved dødens indtræden; at højden af den eller de per- soner, hvorfra lægbenene og skinnebe- net stammer, har svaret til det alminde- lige for repræsentanter for den senere Thule-kultur; at en af de pågældende har lidt af kalktab fra knoglerne, hvilket næppe har været usædvanligt; at man iøvrigt intet kan sige om sygdomme el- ler årsager til dødens indtræden; at der ikke er følger af voldelig overlast; og at man ikke kan udtale sig med sikkerhed om køn eller nøjagtige alder. De forskellige undersøgelsesresulta- ter afventes med spænding. De kan måske give væsentlige oplysninger om Saqqaq-mennesket til sammenligning med forholdene meget senere i Grøn- land under Thule-kul turen, hvorfra der er meget materiale til rådighed. Man må også håbe, at fremtidige arkæologiske udgravninger i Grønland vil frembringe flere og bedre bevarede rester af men- neskene fra Saqqaq- og Dorset-kulturer- ne. Fundet fra Qeqertasussuk har vist, at materiale kan findes, at det er i rimelig god stand, og at det kan underkastes moderne naturvidenskabelige analyser. Taksigelse: Overlæge dr.med. Mogens Eiken, Røntgenafdelin- gen, Københavns amts sygehus i Gentofte, direktør dr.phil. Marti« Glasler, Grønlands geologiske un- dersøgelser, lektor dtphil. Hansjirgcn Hansen, Insti- tut for historisk geologi og paleontologi, Køben- havns universitet, dyrlæge lektor dr. med. /• C. Hansen, Institut for miljø- og arbejdsmedicin, Århus universitet, lektor Niels Rjtd, Fysisk institut, Århus universitet, og lektor dr.odont. Nina wn Worvcm, Københavns tandlægehøjskole, takkes for hjælp ved undersøgelserne. De endelige resultater vil blive publiceret senere. 154 58 [6]