[1] Biller og fluer - Qeqertasussuk set med insektøjne Af Jens Bocher Insektforskeren Jens Bocher besøgte i sommeren 1987 bopladsen på Qeqertasussuk. Målet var at finde mikroskopiske insektrester i de gamle jordlag. Bocher udgravede prøver både i køkkenmøddingen og i boligområdet. Først i laboratoriet ved mikroskopets hjælp kunne han konstatere, at »fangsten« af 4000 år gamle insekter havde været over al forventning. Disse små dyr har givet mange ny oplysninger fra sig både om klima og om bopladsens udseende dengang. Jens Bocher har udforsket Grønlands insektverden gennem mange år, og han har et grundigt kend- skab til dyrenes nuværende udbredelse, biologi og livsvilkår. En indsigt, der er en forudsætning for at kunne undersøge og tolke de insektrester, der findes i forhistoriske møddinger som for eksempel på Qe- qertasussuk. Mag.scient. Jens Bocher, Zoologisk Museum, Universitetsparken 15, DK-2100 København Ø. I de af permafrosten konserverede kul- turlag på Qeqertasussuk er begravet mængder af insekter og andre små land- dyr. Det kan næppe undre nogen: insek- ter og spindlere (edderkopper, mider) er jo så talrige i og på jorden, også i Grønland, selv om artstallet for mange af grupperne her er ringe i forhold til sydligere himmelstrøg. Detektivarbejdet Men det er omstændeligt og besværligt at få fat i resterne af disse subfossile smådyr (»subfossil« kaldes jordfundne dyre- og planterester, der ikke er ældre end Kvartærtiden). På Qeqertasussuk blev der taget to serier af »insektprø- ver«, én fra bopladsområdet (Felt C) og én fra møddingfeltet (Felt B), se side 64). I begge tilfælde blev en søjle på 25x50 cm i tværmål udgravet igennem hele lagserien. »Søjlerne« blev totalt bortgravet og puttet i plastposer, følgen- de de af arkæologerne definerede lag. Det store arbejde begynder først i la- boratoriet - på Zoologisk Museum i København. Et bestemt rumfang, 1-2 liter, af et antal udvalgte prøver bliver først sigtet under rindende vand. Her- ved fjernes ler, sand og andre fine par- tikler. Det tilbageblevne består mest af planterester, men indeholder også småsten, kul, træstykker, knoglestum- per, oldsager - foruden de eftersøgte re- ster af smådyr. Petroleum og sulfo Sigteresten blandes nu grundigt med pe- troleum, der forbinder sig fastere med leddyrenes kitinskeletter end vand gør, 63 159 [2] 0) r~< 01 S Q) t7> 13 S & ^ cu c IU "d 3 s Biller i f „ = ! Z 5 1 1 1 j 1 _ * * & * vingede 1 •H * Sommer: Næbmun 1 erkopper sermider 1 s Hlcralyna Simplocari« •*"*" S h R * „ I I S S 8 Q} M tå; * » > a « 3 Nye lu* f t) •a K C: (h > J B. groenlandicui " P? CM 9-10 2 mmmmmm • X X X X • X B H 110 4 189 l i X • X X X X ••• • •• 11n 6 ••HHPrJ4ggg| gggggi gg XXX gi • X g| gi ggggggg X g| mi 3400 ^• 14 3 • i * X X X X X • X X X • gg| 15 2 gH X •i X X | g| ggi S/00 16 3 X X • X X X X • 15a 3 | X X X X g[ g| g| X X ggg| X g| gi 3900 ^ 18 2 [ X X X X X B: 320 4 mmm i XXX • gi X X g| X • mm 32n 2 • i i X X 1 •i • X X M m 3X00 33 1.5 P • mm mm X X 1 X * m X • 10 Skema over de subfossile insektrund på Qeqertasussuk. For oversigtens skyld, er kun arter eller grupper, der er blevet fundet i mere end et enkelt lag, taget med. Der er udelukkende anvendt videnskabelige artsnavne, men de er alle omtalt og forklaret i teksten. Benævnelsen pi skalaerne er alle »pr. liter oprindelig aflejring«. For de grupper, der ikke er forsynet med skala, er der blot angivet en relativ hyppighed af fragmenter; dog er der tale om hele individer af fluepuparier og pansermider. Resterne af Hymenoptera (årevingede) stammer udelukkende fra snyltehvepse (Ichneumonidae, Braconi- dæ) - Eoveder, rygskjolde, bagkropsstilke. Fluepuparierne er nogenlunde ligeligt fordelt på spyfluer og »andre fluer«. De hyppigste fragmenter af sommerfuglelarver er kindbakker (mandibler). Af edderkopper findes hovedsagelig rester (kæber, pedipalper, forkropsoversider) af små, fangnetspindende arter (særlig fa- milien IJnyphiidae), men også dele af jagtedderkopper (Lycosidae) er ret almindelige. Lag 32 i Felt B svarer til lag 11 i Felt C; lag 33 i Felt B svarer til lagene 15-15 a i Felt C. og petroleum flyder ovenpå vand. Når materialet derefter spules med vand, vil de i petroleum indsyltede leddyrdele bli- ve hvirvlet op til vandoverfladen. Her- efter kan de hældes fra igennem en ny sigte, hvorefter petroleumen må vaskes ud i flere hold sulfovand. Når også sul- foen er helt fjernet, er prøven klar til undersøgelse under præparermikro- skop. Sådan går det i teorien. Men den be- skrevne metode egner sig bedst for prø- ver med et beskedent indhold af planterester, og det er bestemt ikke 160 64 [3] tilfældet med Qeqertasussuk-materialet, der desuden indeholder store mængder hår, fjer og kul. Disse bestanddele samt mange plantedele floteres nemlig også med petroleum, så metoden fungerer kun tilfredsstillende for nogle få prøvers vedkommende. Det betyder, at store mængder materiale må gennemgås un- der mikroskop, typisk f. eks. 20 petriskå- le pr. liter oprindeligt kulturlag. Og det kan let tage en time at gennemgå en pe- triskål. Insektresterne sorteres altså ud under mikroskop, hvorefter de enten konser- veres i alkohol i glastuber eller limes på små kartonstykker på insektnåle. Og så Forfatteren udtager insektprøver i Felt C (»husfeltet«). Jens Bocher er mag. scient. i zoologi med speciale i insekt-økologi. Hans forskning har hovedsagelig drejet sig om insekter i Grønland: økologiske undersøgelser af de grønlandske tægearter; studier af insekters blomsterbesøg i relation til mikroklima og planternes frøsætning; sammenfattende behandling af den grønlandske billedfauna. I de senere år har JB særlig arbejdet med subfossile insektfaunaer: fra den 2 millioner år gamle »Kap København Formation« i Peary Land, fra interglaciale lag, og nu fra de palæo-eskimoiske kulturlag på Qeqertasussuk. Foto: Morten Meldgaard. 65 161 [4] De to arter rovbiller, der er fundet i lagene på Qeqertasussuk. Til venstre Micrafymna brevilingue, der er almin- delig gennem hele lagserien, men »eksploderer« i hyppighed i lag lin. Til højre Athetct hyperborea, der er sjælden i vore dages Grønland, kun kendt fra to lokaliteter, hvoraf den nordligste er Eqalummiut nunaat ved inderste Nordre Strømfjord. Også denne arts rester er almindelige i lag lin. Tegninger af Robert Niel- sen. Nedenunder scanning-fotos af et hpvede og en næsten hel krop af subfossile Af. brevilingue. 162 66 [5] De to arter stumpbiller, Pyrrhus fasciatus (til højre), og den mindre Simplocaria metallica. Foroven larve af B, fascia- tus, hvis kindbakker er almindelige i lagene. Stumpbillerne ernærer sig vistnok udelukkende af mosser, og mange af arterne, f. eks. B. fasciatus, »spiller døde«, når de forstyrres og trækker herunder følehorn og ben ind i huler i kroppen, så dyrene bliver fuldstændig »pille-lignende«. Tegninger af Robert Nielsen. Nedenunder scanning-fotos af jordfundne dækvinger af de samme arter fra Qeqertasussuk-lagene. 67 163 [6] kan det mest spændende begynde: be- stemmelsen! Når det gælder jordfundne insekter, er denne ofte meget tidsrøven- de. Man har kun undtagelsesvis at gøre med hele dyr; oftest må man studere deres forskellige dele: hoveder, dækvin- ger og andre fragmenter. Derfor kan man ikke bare anvende bestemmelses- nøgler i litteraturen (hvis sådanne over- hovedet findes), der forudsætter hele dyr. Man må møjsommeligt sammenlig- ne - stump for stump - med velbestem- te dyr (i museer) og selv finde de ofte subtile kendetegn, der gør en bestem- melse mulig. Og så er det endda kun muligt at komme frem til den rigtige art for nogle få gruppers vedkommende. Årsagen er dels dyrenes fragmenterede tilstand, dels at så mange grupper af grønlandske smådyr er ufuldstændigt kendt, fordi de er meget svære at have at gøre med sy- stematisk (f. eks. fluer og myg, snylte- hvepse, edderkopper). Billerne De fleste undersøgelser af subfossile in- sektfaunaer har først og fremmest be- nyttet sig af'biller. Det skyldes, at billerne ofte dominerer i jordprøverne p.gr. a. deres hårde, næsten uforgængelige hudskelet, men også at billefaunaen i f. eks. Nordeuropa og Nordamerika er forholdsvis velkendt, til trods for det store antal arter (i Danmark alene op imod 5'QOO!). Også den grønlandske billefauna er nu rimelig velkendt, og selv om den er yderst artsfattig (kun 33 oprindelige ar- ter), spiller billerester en stor rolle i Qe- qertasussuk-aflejringerne. 164 68 Gennemgående er resterne af smådyr i bopladsens lag forbløffende velbeva- rede, I mange tilfælde kunne de lige så godt have siddet på et levende dyr (se f. eks. side 69). Vi skal nu gennemgå den lille-dyre- verdens historie på Qeqertasussuk-bo- pladsen, som den kan aflæses i kulturla- gene (primært Felt C), idet der henvises til skemaet (side 64). De anførte værdier for individer pr. liter er i allerhøjeste grad minimumstal. Langt fra alle insektrester floteres, og ikke alle bliver fundet ved gennemsøg- ningen under mikroskop. Men hertil kommer,, at f. eks. 5 hoveder + 4 ryg- skjolde + 6 dækvinger regnes for 5 indi- vider, selv om fragmenterne godt kan stamme fra 15 individer. Insektlivet før bosætningen Det ældste Jag (18), der findes lige ovenpå og imellem den oprindelige strands sten og marehalmstotter, inde- holder en meget fattig fauna. Dog findes allerede her den lille rovbille, Micralym- ma brevilinguef der senere kommer til at spille så stor en rolle i lagene (side 66). M, brevilin^fte findes stadig på Qeqerta- sussuk, også på bopladsområdet, men i meget ringe tal. Arten er vidtudbredt i Grønland og på vestkysten fundet til nordlige Uummannaq distrikt. Man må leele efter den for at finde den - hyppigst på fugtige steder, f. eks. under sten i sne- lejer eller urtelierj ofte nær stranden. - At der også må have været mos på stran- den viser tilstedeværelsen af pillebillen Bjrrbus fasriatus (side 67), der vistnok udelukkende lever af forskellige mos- arter. [7] Stumper af den grønlandske frøtæge, Nysius gmenlandicus, er almindelige i Qeqertasussuk-lagene. Den utrolige bevaringstilstand fremgår af disse scanning-fotos - af et hovede og et enkelt sammensat øje af frøtægen, der nederst ses i fuld figur på frugt af treblomstret pragtstjerne. Dens totale længde er 4-5 mm. En frodig begyndelse Ved den fortsatte bosættelse sker der nu vigtige ting i smådyrverdenen (lag 15a). Den menneskeskabte gødskning af om- rådet afstedkommer utvivlsomt en fro- dig vegetation (se side 82). Dette udnyt- tes af den grønlandske frøtæge, Nysius groenlandicus (se ovenfor), der udelukken- de lever af at udsuge tørre plantefrø. - Men også den anden vidtudbredte grøn- landske tæge, den blanksorte, springen- de blomstertæge Chlamydatus pullus, optræder i lag 15 a. Ligesom frøtægen ynder den tørre, varme, vegetationsrige 69 165 [8] Den store (til venstre) og lille grønlandske vandkalv (Colymbetes dolabratHS og Hydroporus morio) er begge almin- delige i vegetationsrige pytter og damme i størstedelen af Grønland. Begge er rundet i Qeqertasussuk- lagene. Tegninger af Robert Nielsen. steder, og findes nuomstunder ret ud- bredt i indre Disko Bugt. Den ernærer sig ved at suge saft af forskellige blom- sterplanter, måske særlig potentil-arter. løvrigt udmærker den sig ved at være jomfrufødende i Grønland, hvorfra der kun kendes hunner, mens kønsfordelin- gen er normal i Europa! Den større planteproduktion giver mulighed for store bestande af jordbun- dens mikro-leddyr, af hvilke pansermi- derne (Oribatida) findes bevaret i stort tal. De æder, s vampehyfer og rådnende plantedele. Uden tvivl har der også været mængder af springhaler (Collem- bola), men de er blødhudede og findes sjældent subfossilt. Både plante- og dyreaffald giver leve- vilkår for forskellige fluer, hvis puppe- hylstre (puparier) begynder at gøre sig kraftigt gældende (side 64). Mærkeligt nok findes i dette lag også mange velbe- varede dele af voksne fluer, der er meget sarte og sjældent findes bevarede i lage- 166 70 [9] ne. Et hovede kunne endda bestemmes til art: den almindelige spyflue Protophor- mia terranovae! Med mikrofauna og fluer i mængde får også rovdyr og snyltere kronede dage: edderkopper og snyltehvepse vin- der frem. Lopper og vandkalve Spændende fund fra lag 15 a er rester af lopper, der desværre alle mangler hove- det, hvorfor en artsbestemmelse er me- get vanskelig. Der kan dog ikke være tale om menneskelopper; sandsynligvis har værten været et fangstdyr, måske polarræv. Rester af både den lille og store grøn- landske vandkalv (Hydroporus morio og Colymbetes dolabratus), er fundet i dette lag - og forøvrigt spredt op igennem lag- serien. Måske drejer det sig om dyr, der er kommet flyvende for at kolonisere nye vandhuller, og et eller andet på bo- pladsen - småpytter eller andre glitren- de flader - har tiltrukket dem, hvorefter de er omkommet. En anden mulighed er, at de er blevet indslæbt med drikke- vand, der ikke findes på selve boplad- sområdet. Igennem de næste lag (16,15,14) sker der ikke væsentlige ting med smådyrfau- naen. Noget tyder på, at blomsterrig- De to små grønlandske løbebiller, Bembidon grapii (til venstre) og Tricbocellus cognatus, er begge fundet subfossilt på Qeqertasussuk - T. cognatus langt nord for dens nuværende nordgrænse (se side 73). Tegninger af Robert Nielsen. 71 167 [10] dommen aftager, idet frøtægen bliver meget fåtallig, og blomstertægen for- svinder helt; befolkningens slid på bo- pladsen har ikke levnet mange mulighe- der for plantevækst, og under en del af den periode, hvor lag 16 blev aflejret, befandt »insektsøjlen« sig inde i et hus! I lag 16 optræder for første gang den berømte lille løbebille Bembidom grapii (side 71) - berømt på grund af den rolle, den har spillet i diskussionerne om det nordatlantiske områdes zoogeografi. Antallet af fluepupper falder markant fra lag 15 til lag 14, hvilket kunne tyde på aftagende tilførsel af organisk affald - og dermed affolkning af bopladsen. InsektHvet blomstrer Og så sker der drastiske ting i de små dyrs verden (lag lin). Århundreders kulturpåvirkning og gødskning af bo- pladsen, der nu ikke i så høj grad påvir- kes af menneskers færden, fører til en enorm opblomstring af insektlivet, som igen må skyldes en frodig og varieret ve- getation - noget lignende den, man ser neden for fuglefjelde. Området har både rummet optimale vilkår for den fugtig- heds- og kølighedselskende rovbille Mi- craljmma brevifingue, der nu optræder i forbløffende stort tal - og samtidig gode muligheder for dens økologiske mod- pol, den varme- og tørkeelskende frøtæge Nysiusgroenlandicus, der foretræk- ker mikroklima-temperaturer på over 30°. Sommerfugle, pillebiller og mariehøns I alle lag findes rester af sommerfugle, mest stumper af pupper og mandibler (kindbakker) af larver, men flest i lag lin - også en indikation af en varieret flora. At der må have været rigeligt med mosser bevises af hyppigheden af to ar- ter af de mosædende pillebiller, nemlig foruden Byrrbus_„fasciatus også Simplocaria metallica (side 66). Det er overraskende at finde så mange rester af sidstnævnte, for dens nuværende (kendte) nordgræn- se er på sydlige Disko. Også stumper af den grønlandske ma- riehøne (Coccinella transversoguttata) findes her (og også i lag 15 a) - forøvrigt den ene af de kun to kndbillearter, der blev fundet ved indsamlinger på øen i 1987. Arten er velkendt og vidtudbredt i Grønland, men foretrækker tørre dværgbirk-heder, hvor den går på jagt efter f.eks. bladlus og bladlopper. En enkelt bladlusvi.nge og en del bladloppe- vinger er fundet i lagene. Klimatiske indikationer To meget interessante billearter optræ- der i dette lag - den ene, rovbillen Athe- ta^byperborea (side 66), endda i stort tal. Denne art synes i nutiden at være meget sjælden i Grønland. I hvert fald er der kun fundet ganske få eksemplarer fra to lokaliteter, der ligger langt fra hinan- den: Qassiarsuk i Sydgrønland og Eqa- lummiut nunaat ved inderste Nordre Strømfjord! Af den anden art, den meget lille Cor- tiearia rubripes (side 74), er der kun fun- det en dækvinge. I nutiden er den (i Grønland) kun kendt fra et par lokalite- ter i det indre af Søndre Strømfjord- området. Men, interessant nok, den dukkede også op som subfossil under 168 72 [11] Trichocellus cognatus (Gyllenhal) Udbredelsen af to billearter, der i Qeqertasussuk-aflejringerne er fundet nær ved (Simplocaria meta/lica) eller nord for deres nuværende nordgrænse i Grønland. Læg mærke til, at Trichocellus cognatus mod nord »forsvin- der« ind i det sommervarme indland - til trods for, at arten slet ikke foretrækker tørre levesteder. udgravningen af nordboruiner i Godt- håbsfjord. Også en tredie art, den lille løbebille Trichocellus cognatus (side 71), er yderst sparsomt repræsenteret, nemlig af et en- kelt hovede (i lag 320). Ligesom for de to foregående er Qeqertasussuk langt nord for dens nuværende nordgrænse: indre Søndre Strømfjord. Arten er iøv- rigt vidt udbredt Jorden rundt i det nordligt tempererede bælte, hyppigst i lysninger i fyrre- og birkeskove eller i moser. Kun sjældent findes den over el- ler (som i Grønland) nord for skov- grænsen. I lag 110 ser det ud til, at både vegeta- tionens diversitet og mosdækket er på retur; forholdene er måske blevet mere tørre. I hvert fald er pillebillerne ogM/- cralymma blevet langt mindre hyppige, mens Nysius holder stand. Hvorfra kom klanneren? Et mærkeligt fund stammer fra dette lag, nemlig en del af bagkroppen af en klanner, der desværre endnu ikke har kunnet artsbestemmes. Klannerne er biller, hvis larver er frygtede skadedyr i lagre af tørre dyriske produkter, f.eks. skind og røgvarer. I vore dages Grøn- 73 169 [12] -l Den ganske lille Corticaria rubripes, af hvilken der er fundet en enkelt dækvinge i kulturlagene på Qe- qertasussuk. Også denne art er nu tilsyneladende sjælden i Grønland, kun fundet et par steder ved Søndre Strømfjord. Arten lever af svampehyfer, som der utvivlsomt har været rigeligt af i det orga- niske affald på bopladsen. Tegning af Robert Niel- land er klannere kun fundet enkelte gange, uden tvivl indslæbt, og ingen art er - heldigvis - blevet etableret. - Før vi kan sætte artsnavn på stumpen er det halsløs gerning at diskutere, hvordan den kan være havnet på Qeqertasussuk. Nærmere nutidens forhold Endelig - i lag 9-10 - finder vi en smådyrfauna, der nærmer sig den nu- tidige på Qeqertasussuk. Pillebillen Ejrrbusfasciatus blev dog ikke fundet ved undersøgelserne i 1987, og rovbillen Mi- cralymma brevilingue, der nu er yderst fåtal- lig, findes i stort tal. Men dannelsen af lag 9-10 har formodentlig strakt sig over næsten 3000 år, hvorimod alle de underliggende kulturlag blev aflejret i løbet af ca. 800 år, så dyreresterne i lag 9-10 har haft tid til at blive akkumu- leret. Alt i alt stemmer de vidnesbyrd, som den fortidige smådyrfauna afgiver, i høj grad overens med de palæo-botaniske resultater (se side 76). Resterne af plan- ter og smådyr sætter os i stand til at re- konstruere de svundne økosystemer på Qeqertasussuk, som i så høj grad var skabt af og udviklede sig på baggrund af menneskelig aktivitet. Hvordan var klimaet? Men mere endnu: En række fund af bil- ler et godt stykke nord for deres nuvæ- rende nordgrænse (Trichocellus cognatus, Atbeta byperborea, Corticaria rubripes) eller nær denne (Simplocaria metallicd) fortæller os, at klimaet i Disko Bugt for ca. 4000 år siden må have været en hel del var- mere end i nutiden, muligvis omtrent sdfla I Maniitsoq/Sukkertoppen distrikt nu. Måske har det også været fugtigere. Talrigheden af pillebillerne tyder i hvert fald på, at mosvæksten har været mere yppig end det er muligt i vore dages ret kontinentale klima på Qeqertasussuk. 170 74 [13] Et kig i mikroskopet. En sigteprøves indhold af »løsdele« tilhørende den lille rovbille Micralymma brtvilingue. Foto: Geert Brovad. Først i laboratoriet (Zoologisk Museum, København) starter det store arbejde, nemlig med at udsortere og bestemme insektstumperne. Foto: Troels Romby Larsen. Ny perspektiver Til trods for, at den grønlandske bille- fauna er så artsfattig, kan billefundene i jorden under V$ kvadratmeter græstørv på Qeqertasussuk altså berette væsentli- ge ting om Saqqaq-folkets levevilkår. -1 løbet af den sidste snes år er det også ble- vet stadig mere klart, hvor betydnings- fuldt et redskab for historie, arkæologi og geologi vi har i de jordfundne insekt- rester, særlig af biller, der præcist og de- taljeret kan oplyse os om fortidens klima og miljøforhold. Men Qeqertasussuk-undersøgelsen er også betydningsfuld på en anden måde. Den har givet os et fikspunkt i udforsk- ningen af den grønlandske dyreverdens historie. De stumper, der er sorteret ud af prøverne, er for langt de flestes ved- kommende de ældste kendte repræsen- tanter for den pågældende art i Grøn- land. Vi ved nu, at disse arter var tilstede for 4000 år siden, og at nogle af dem endda forekom nordligere end i dag. 75 171 [14]