[1] Planterester og klimaændringer - Qeqertasussuk set med botanikerens øjne M Bent Fredskild I sommeren 1986 besøgte botanikeren Bent Fredskild udgravningerne på Qeqertasussuk. Med sig i sine udstyrskasser havde Fredskild en oppustelig gummibåd i miniudgave, en lervægtsflåde, et komplet bore- udstyr til brug i søaflejringer og diverse prøveglas og specialudstyr. I en sø nær bopladsen lykkedes det, at få optaget en næsten 2,5 m lang boresøjle med spændende informationer om det forhistoriske klima. Og i jordprøver fra bopladslagene fandtes en mængde planterester, der fortæller om plantelivet på bopladsen og om den vegetabilske del af Qeqertasussuk-boernes menu. Det var ikke første gang Fredskild foretog palæo-botaniske undersøgelser af bopladser i Disko Bugt. Allerede i 1957 besøgte han Sermermiut, den store boplads nær Jakobshavn, for at foretage botaniske indsamlinger. Det var på Sermermiut, at man i 1953 påviste, at der forud for Thule-kulturen havde eksi- steret to »stenalderkulturer« i Vestgrønland, Dorset-kulturen og Saqqaq-kulturen. Dr.phil. Bent Fredskild, Botanisk Museum, Gothersgade 130, DK-1123 København K. På Qeqertasussuk-bopladsen lå de tu- sindvis af kulturspor i en dybfrossen tørv, eller med andre ord i planterester, der ikke helt er rådnet væk. Med tanke på, hvor velbevarede mange af fundene var, er det nærliggende at undersøge, om også planteresterne er til at bestem- me, så man på den måde kan få en ide om, hvordan der så ud, da Saqqaq- folkene første gang slog sig ned, hvad der voksede imellem deres boliger, og hvad der siden skete. Og med lidt held kan man måske også spore klima- ændringer. Frø og blomsterstøv Langt størsteparten af tørven består af makroskopiske planterester, dvs. blade, rodtrevler, frø og frugter etc., der kan skelnes umiddelbart eller blot ved hjælp af en lup. Men skjult heri ligger også mi- kroskopiske rester som pollen og sporer, 172 76 og da disse oftest er i størrelsesordenen 1/50 mm, skal de under mikroskopet for at blive bestemt. Undersøgelserne af maluroresterne foregår uden brug af ke- mikalier, blot med et par sigter med forskellig maskestørrelse, rindende vand og - ikke mindst når det drejer sig om tørv - masser af tid til at se de store mængder (2-4 dl) igennem og pille de rester fra,, som måske kan bestemmes. Derimod bliver pollenprøverne, der er omkring l cm3 store, udsat for en skrap behandling, der bl. a. omfatter brugen af koncentreret svovlsyre ved 100°C og 4fi% flussyre. Herved fjernes ler og sand og store mængder organisk materiale. Men væggen i pollen og sporer er op- bygget af et så modstandsdygtigt stof, at den kan tåle behandlingen. Hvis pollen- kornene er velbevarede, hvilket heldig- vis er tilfældet i de fleste af de undersøg- te prøver, kan man ofte bestemme dem [2] , b f g Pollen og sporer fra grønlandske tørveaflejringer. a: dværg-birk, b: fjeld-frøstjerne, c: blågrå pil, d: rødknæ, e: strand-vejbred, f: fjeld-ene, g: mælkebøtte, h: fladstjerne eller hønsetarm, i: tredelt egebregne. Størrelsen er 20-40 H (l |I = 1:1000 mm). til art, mens man i andre tilfælde kun kan nå til slægt eller familie. Blandt græsserne kan man således kun med ri- melig sikkerhed udskille marehalm og polar-rævehale, mens halvgræsserne - kæruld, star, sumpstrå m. fl. - desværre ikke kan kendes fra hinanden. Marehalm og den gamle strand Der blev undersøgt to prøveserier - både makro- og pollenprøver - fra bo- pladsen, den ene fra møddingen (felt B), den anden fra husfeltet (felt C, se side 81). Ved hjælp heraf kan man nogenlun- de rekonstruere ændringerne i vegeta- tionsdækket, og som illustration bringes i diagramform på side 79 nogle af resul- taterne fra møddingen. I modsætning til udgravningen skal vi begynde nedefra for at få orden i kro- nologien. I profilvæggen (se side 13) kunne man både på tørvens farve og struktur let udskille forskellige lag, der er vist t.v. i diagrammet. Allernederst lå den gamle strandbred med vandrullede sten og sand, der var dukket op af havet længe før bosættel- sen (lag 9). Herpå ligger et cm-tykt lag (8), der næsten kun består af rester af dunet marehalm, hvis blade endnu kan erkendes, og 98% af pollenet stammer da også fra græsser. Hvorlænge denne fase har varet, vides ikke, for der dannes ikke tørv under en sådan vegetation, da materialet nedbrydes i takt med dannel- sen. Men netop fordi Saqqaq-folkene 77 173 [3] r-- [4] Nogle fa af de planter, der er påvist i aflejringerne på Qeqertasussuk: a: purpur-stenbræk. b: kantlyng. c: tundra-pil. d: grønlandsk blåklokke. e: fjeld-bjørnebrod. f: dunet marehalm. g: polar-rævehale. h: dværg-birk. Tegnet af Ingeborg Frederiksen. Diagram der illustrerer vegetationens ud- vikling i møddingfeltet (B) gennem godt 4'/2 årtusinde. Kurven viser %'er af pol- len, mens søjlerne viser antallet af frø, frugter, blade o. 1. Hyppigheden af nogle af planteresterne er blot angivet ved +'er, spændende fra (+) = ganske enkelte, til +++ = uhyre almindelig. t i S 1 1 Dybde, cm 05 1 tn CL K1 4lnifstem- peratur skulle falde en grad eller to. Men det er dyrene ikke, i hvert fald ikke, hvis de lever lige på grænsen for deres udbredelse - tænk blot på de kata- strofale følger en sænkning af overflade- vandets temperatur på mindre end 1°C ud for Vestgrønland havde for torske- fangsten efter midten af dette århun- drede, blot fordi torskelarverne ikke kan leve i vand under en vis temperatur. Og spørgsmålet om islægget og dets va- righed er helt afgørende for sælerne, f.eks. om foråret, når Grønlandssælen følger de enorme stimer af angmassat- 'er, der skal ind på lavt vand og gyde. Hvis nu isen ligger for længe, eller van- det er for koldt, svømmer angrnassat'er- ne andre steder hen, og så flytter sælerne selvfølgelig også - og så må Saqqaq- folkene skifte adresse, hvis Grønlands- sælen er deres vigtigste fødekilde i maj- juli, hvad undersøgelserne af knoglerne i møddingen netop har vist. Det varmeste havvand ved Grønland findes i dag p. gr. a. særlige strømforhold ud for vestkysten fra Søndre Strømfjord til det sydligste af Disko Bugten. Nye undersøgelser har vist, at vandets tem- peratur har svinget betydelig mere end blot den nævnte grad. Således viser fun- dene og dateringen af skaller af ikke mindre end 6 arter af varmekrævende muslinger, der slet ikke lever ved Grøn- land i dag, at allerede for ca. 8400 år si- den var vandet i dette område ved vest- 180 - 84 kysten 1-3°C varmere end i dag. De yngste fund af disse muslinger er ca. 4900 år gamle, så Saqqaq-folket kom altså først på et tidspunkt, hvor havets temperatur nærmede sig - eller var nået ne3 på? - det, vi kender i dag. Men en præcis bestemmelse, for ikke at tale om en rekonstruktion af isforholdene, kan vi ikke foretage. Isranden På landjorden er det ikke alene i vegeta- tionens sammensætning, at der skete ændringer - isranden har ikke ligget fast. Nye undersøgelser ved Jakobshavn isfjord har nemlig vist, at da isen trak sig tilbage efter sidste istid, fortsatte den øst for den nuværende position. Da Saq- qaq-folkene ankom til Qeqertasussuk, var landet øst for Disko Bugt ca. 20 km bredere, en meget væsentlig forøgelse af jagtmarkernes størrelse, og dermed vel også mængden af rensdyr, og knogle- resterne i møddingen viser, at de også var efterstræbt som byttedyr. Men hen- imod slutningen af bebyggelsesfasen be- gyndte isranden at rykke frem som følge af ændrede klimaforhold. Sammenfattende kan det siges, at æn- dringerne i klimaet på landjorden (og dermed plantedækket) og strømforhol- dene og dermed isforholdene i havet ikke fandt sted på samme tid. Men at der netop i de godt tusind år, Qeqertasussuk var beboet, skete store ændringer, er helt sikkert, selvom det er svært præcist at sige, hvilken effekt de forskellige for- hold havde for beboernes dagligdag, og hvad der til sidst forårsagede deres for- sy. •n. [10]