[1] Orpissooq - en sommerfangstplads fra Saqqaq-kulturen Af Keld Møller Hansen og Jens Fog Jensen Keld Møller Hansen deltog som arkæologassistent på Qeqertasussuk-udgravningerne og fik herigennem et indgående kendskab til Saqqaq-Kulturen. Så da Christianshåb Museum's leder Troels Romby Larsen i 1987 fandt en ny og spændende Saqqaq-boplads i bunden af en nærliggende fjord, ja, så var det helt natur- ligt, at Keld Hansen kom til at forestå udgravningerne. Med som assistenter var to andre »Qeqerta- sussuk-veteraner«, Elisa Evaldsen og Maria Steenholt, begge fra Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet), og arkæologistuderende Jens Fog Jensen fra Københavns Universitet. Bopladsen, der lå næsten frit fremme på jordoverfladen, var truet af naturlig nedbrydning, og der skul- le derfor handles hurtigt. Udgravningerne fandt sted i sommeren 1989. Stud.mag. Keld Møller Hansen og stud.mag. Jens Fog Jensen, Institut for Forhistorisk og Klassisk Ark- æologi, Vandkunsten 5, 2. sal, DK-1467 København K. Pladsens opdagelse Under en udflugt til bunden af Orpis- sooq Fjorden i det sene efterår 1987 regi- strerede Qasigiannguit Museum's leder Troels Romby Larsen en del afslag af overvejende kvarts og calcedon i strand- kanterne, råstoffer der ofte findes i for- bindelse med bopladser fra Dorsetkultu- ren. I sommeren 1988 havde vi mulig- hed for at se nærmere på fundet. Det viste sig, at der virkelig var tale om en interessant Dorsetplads, men nok så spændende, kun ca. 100 m øst for Dorsetpladsen fandt vi frit på overfla- den uforstyrrede ildsteder samt enkelte afslag og redskaber. Redskaberne date- rede fundet til Saqqaq-kulturen! Der kunne ikke konstateres en mød- ding i tilknytning til bopladsen, som det f.eks. er tilfældet på Qeqertasussuk- bopladsen, og bevaringsforholdene måtte generelt antages at være ringe. Men selve pladsens udsende samt de re- lativt få fund var i sig selv nok til at gøre pladsen uhyre interessant. Her havde vi muligheden for med få midler at vise endnu et aspekt af Saq- qaq-folkets levevis i Sydostbugten og bi- drage med nye vigtige oplysninger om kulturens anlægstyper og økonomi. På denne baggrund besluttede Qasigiann- guit Museum at gennemføre en egentlig udgravning af bopladsen i sommeren 1989. Bopladsens omgivelser Bopladsen ligger smukt på en hævet strandterrasse på sydøstspidsen af et større bredt næs ved elven Akullinn- guup Kuua's udløb i bunden af den ca. 12 km lange Orpissoq fjord, (se over- sigtskort s. 86). Næsset er dækket af en 85 181 [2] DORSET RIJADS TØRT VED LAVVANDE Saqqaq-pladsen og Dorset-pladsen, der var anledningen til, at området blev undersøgt grundigere, ligger ved elvens udmunding i bunden af Orpissooq. tyk vegetation, kun på sydøstspidsen og på østsiden, hvor vinden kan få fat, er vegetationen afblæst. Landskabet omkring bopladsen er omgivet af lave, stærkt nedslidte fjelde, der i bløde vegetationsdækkede drag fal- der mod fjorden og elven. Elven ud- munder i et delta, der er skabt af sand og ler ført med smeltevandet fra indlands- isen. Både elven og fjorden er derfor grumset og totalt uigennemsigtig. Det inderste af fjorden er tørlagt ved ebbe og hjemsøges da af mange fouragerende fugle. Det siger sig selv (erfarede vi), at Transport af mandskab og lejrudstyr foregik med båden Asta ført af tømrermester Egon Geisler, Christianshåb. Foto: Keld Møller Hansen. 182 86 [3] dette er et lumsk farvand, der kun bør besejles ved højvande. Ørredfangst og rensdyrjagt idag Sandbankerne i bunden af Orpissooq- fjorden er et vigtigt spisekammer for mange fugle, - først og fremmest for mågefugle som rider, gråmåge og hvid- vinget måge, der i hundredevis yngler på et stejlt fjeld ca. 300 m vest for plad- sen. Også dykænder, edderfugle og hav- lit sås i det indre af fjorden. Edderfugle- ne trak dagligt frem og tilbage mellem det inderste af fjorden og deltaet i bag- landet. Inde i landet yngler gæs, og der blev tidligere drevet en del gåsejagt, ligesom området generelt er kendt for en god ry- pejagt. Den givtigste fangst der i dag - eller i hvert fald indtil for ganske nylig - kan drives i bunden af Orpissooq, er ørred- fiskeri. Der er opgang af ørred fra mid- ten af juli til slutningen af august. Under Detailplan af pladsens nærmeste omgivelser med det udgravede areal indlagt. En del store klippe- blokke fyldte op på den ellers plane afblæsnings- flade sydvest for bopladsen. Terrænet falder brat ca. 2,5 m mod elven i vest og syd. Maria Steenholt fra Ilisimatusarfik i færd med at udgrave et af bopladsens anlæg. Foto: Keld Møller Hansen. 87 183 [4] Den store afblæsningsflade, hvorpå Saqqaq-pladsen ligger, ses her fra den modsatte side af elven. udgravningen så vi jævnligt familier og jægere fra Christianshåb sejle op til del- taet for at sætte garn. Ørredfiskeriet i el- ven er dog, antagelig på grund af over- fiskeri, ikke længere hvad det har været. Flere teltpladser med tørve- og stenbyg- gede rygeovne langs elven, de nærmeste blot ca^ 100 m fra vor boplads, vidner imidlertid om, at ørredfangsten tidlige- re må have været bedre. Flere menne- sker fra Christianshåb kan således også berette, at de hver sommer tilbragte fle- re uger med ørredfangst i bunden af Or- pissooq. Rensdyr, som er det eneste dyr vi med sikkerhed har repræsenteret i knoglema- terialet på bopladsen, nedlægges næsten hvert år i indlandet bag Orpissooq, be- støjtiden idag er dog lille og spredt. Udgravningen Med udgangspunkt i de fremblæste ild- steder blev udlagt to udgravningsfelter. Felterne blev udgravet systematisk i hele kvadratmetre, hvor alle fund blev optaget i kvarte kvadratmetre. Større sten og ildskørnede sten blev ladt lig- gende tilbage for at give det bedst muli- ge indtryk af bopladsens indretning. Denne udgravningsmetode skulle vise sig at være meget effektiv og må siges at være ideel til denne bopladstype. Det 184 88 [5] brolægning Det udgravede areal af bopladsen som det så ud efter endt udgravning. lait 11 stenbyggede anlæg er udgra- vet. Flade sten og fliser er skraverede og beliggenheden af en lille formodentlig boligtomt er markeret med stiplet linje. lykkedes udgravningsholdet at udgrave næsten 100 kvadratmeter på bare 3 uger. Ildstederne Resultatet af udgravningen var 11 for- skellige anlæg. Det drejede sig først og fremmest om forskellige ildstedstyper, men også andre anlægstyper såsom en kødgrav, en større stenlægning samt en »stenkiste« kunne erkendes. Af ildstederne adskilte to sig markant fra de øvrige ved deres velbevarethed, ildsted A og B. Ildsted A har karakter af at være et såkaldt midtergangs-ildsted, mens ildsted B er et stensat rundt ild- sted. Midtergangs-ildstedet skal mulig- vis ses i forbindelse med en nærliggende samling af sten. Man kunne forestille sig, at det drejer sig om udsmidte sten fra midtergangs-ildstedet, men der kan også være tale om, at de oprindelig har været en del af midtergangs-ildstedet. 89 185 [6] Midtergangs-ildstedet minder om dem som kendes fra Qeqertasussuk (side 17), med en firkantet stensat arne og et »arbejdsbord«, men adskiller sig fra disse ved, at »arbejdsbordet« her ikke består af runde små strandsten, men derimod større stenfliser. Arnen var fyldt med håndstore ildskørnede sten der lå oven på et tykt lag af trækul. De øvrige ildsteder, som kunne iagt- tages på pladsen, var ikke stensatte, og disse udgør derfor en tredie type af ild- steder. Endelig kunne der i denne for- bindelse også iagttages to små ansamlin- ger af mindre ildskørnede sten. Disse ansamlinger af ildskørnede sten repræsenterer hvad man kan betegne som Dpbrugte sten, dvs. at stenene er kasserede og ikke længere har en funk- tion. Når sten opvarmes gentagne gange går de enten i stykker eller mister deres evne til at optage og afgive varme, der- for kasseres de og udskiftes med nye. Stenene som ligger rundt ornkring i de forskellige ildsteder er endnu ikke op- brugte og ligger derfor stadigvæk på det sted de sidst blev anvendt. De ildskørnede sten Hvorfor opbevarer man sten i ildsteder- ne og hvad har man anvendt dem til? Når sten opvarmes i et bål, bliver de normalt lidt over 400 grader varme, og når de først har nået denne temperatur, har de en fabelagtig evne til at holde på varmen. Dette betyder også, at man får en jævn varmeafgivelse i en længere pe- riode. Varmen kan endvidere holdes ved lige med en mindre brændsestilfør- sel, end hvad et ildsted uden opvarmede sten ville kræve. Hvis ildstedet også er beskyttet af sten, som arnen i et midter- gangs-ildsted er, er en endnu lavere brændselstilførsel nødvendig, og helt ideelt bliver det, hvis midtergangs-ild- stedet placeres i et telt. Midtergangs- ildsteder med opvarmede sten fungerer altså mere eller mindre som en lavener- giovn, og må have været ideelle til ark- tiske forhold, hvor brændsel kan være en mangevare. Udover at kunne bruges til opvarmning af en bolig har stenene naturligt også indgået i madtilberednin- gen, de kan bruges til at stege på eller, hvis de puttes i f. eks. en skindbeholder, til at koge med. Teltet Rester af boligstrukturer kunne ikke di- rekte udskiljes. Stenlægningen af fliser (anlægj) antyder muligvis tilstedeværel- sen af en bolig. Denne kunne f. eks. repræsentere indgangspartiet eller må- ske en del af det indre i et telt. Denne tolkning faldt os umiddelbart let under udgravningen, idet vi nemlig uden for vores egne telte havde opbygget lignen- de brolægninger. På den måde forhin- drede vi, at jorden blev smattet, når det regnede. Man kunne forestille sig at Saqqaq-folkene på bopladsen har haft samme intentioner med deres brolæg- ning. Midtergangsildstedet samt de ud- smidte sten fra dette (anlæg D) ligger umiddelbart op til platformen og skal muligvis ses i sammenhæng med denne. Man kunne altså forestille sig at boligen, hvis en sådan har eksisteret, har stået her. I så fald har åbningen vendt ud mod elven og et frit udsyn til det indre af landet har været sikret. 186 90 [7] En hellig stenkiste? I kanten af platformen kunne iagttages et besynderligt anlæg. Der har oprinde- ligt været tale om en lille kvadratisk »Stenkiste« med låg. Låget, en større flad sten, var klappet sammen og lå skråt ned i det indre af kisten. I midten af kisten lå en ca. 20x20 cm stor klart afgrænset kvadratisk plamage af trækul med små udbrændte knogler. Knogler- nes ringe størrelse har vanskeliggjort en artsbestemmelse, men en foreløbig ana- lyse viser, at det drejer sig om knogler fra pattedyr og at rensdyr er repræ- senteret blandt disse. Hvad repræsenterer så stenkisten med dens indhold? Når en arkæolog står over for et fund eller et anlæg som er vanskeligt at fortolke, betegnes det ofte som værende »kultisk« eller »hel- ligt«. Er denne lille stenkiste på boplad- sen et vidnesbyrd om Saqqaq-folkets overtro og religion? Der skal en meget hård brænding til, for at knogler splin- tres i så små stykker, som det her er tilfældet, og meget tyder på, at ikke blot knoglerne er brændt, men også knust. Dette sammenholdt med den bevidste henlæggelse gør, at vi foreløbig betrag- ter fundet som værende kultisk. Man kunne forestille sig, at man, for at få en god jagtlykke før en større jagt, har brændt nogle udvalgte knogler fra samme slags dyr som det dyr, der skulle jages, og derefter har knust disse og ned- lagt dem i en kiste. Det dyr, som har været jagtbyttet for menneskene på den- ne boplads, har i så tilfælde været rens- dyret. Kødgraven (anlæg C) kan måske på et tidspunkt have indeholdt overskudet af de rensdyr, man har nedlagt. Den frem- står idag som en oval spredt samling af større og meget store sten. Udseendet af den viser, at den på et tidspunkt er tømt. Stenredskaberne Når det allerede ved lokaliseringen af bopladsen i 1988 kunne fastslås, at der var tale om en bosættelse fra Saqqaq- kulturen, skyldes det, at de få redskaber der blev fundet i sandet omkring de blottede ildsteder var klassiske Saqqaq- ledetyper. Også råmaterialet killiaq (en art kisel- skifer) pegede mod Saqqaq-kulturen, idet netop denne stenart udgør råmate- rialet til over 80% af stenredskaberne på andre Saqqaq-pladser i Disko Bugten. I modsætning hertil kan det nævnes, at redskaberne fra Dorset-kulturen næsten udelukkende er fremstillet af eksotiske stenarter som f. eks. grønne og blå agater eller bjergkrystal. Sammenlagt er der fra bopladsen ud- gravet ca. 800 afslag (affald fra tilhug- ningen af stenredskaber) og 24 redska- ber. Størrelsen af afslagene er små, - ofte blot 2 mm store. Afslag af det for- mat kan tolkes som opskærpningsafslag. Opskærpningsafslagene ligger samlet i små koncentrationer, der viser, hvordan man har siddet og arbejdet med et sten- redskab, der efterhånden har fået sløvet æggen. Og ligesom vi idag læner os til si- den og spidser blyanten med en kniv, har palæoeskimoen med en serie små slag gi- vet sit stenredskab en ny skarp æg. Større afslag ses et par steder liggende i så store koncentrationer, at der her må have været tale om »huggepladser«, dvs. 91 187 [8] et sted hvor man har fabrikeret eller startet fabrikationen af et redskab. Redskaberne er repræsenteret i mere eller mindre fragmentarisk stand: 3 små skrabere, 2 stikler, 2 pilespidser, 5 påbe- gyndte knive eller spidser, 9 simple kni- ve samt 3 fragmenter, der ikke kan be- stemmes nærmere. Navnet stikkel an- vendes om stenredskaber, der i den ene ende har en smal, stærk tværstillet æg, der kan fungere som en mejsel, f.eks. når man skal sønderdele knogler eller rensdyrtakker til redskaber. Ved at sammenholde redskaberne med afslagene ses det, at det kun er få af de fundne redskaber, der kan være lavet på pladsen. De fleste afslag er nemlig stenafter, der kun er repræsenteret i få af redskaberne. Man må altså tænke sig, at Saqqaq- folkene ved ankomsten til Orpissoq medbragte et sæt fuldt funktionsdygtige redskaber samt nogle råemner, herun- der muligvis »halvfabrikata«, f.eks. groft tilhuggede spidser, der først fik deres endelige udformning, da det var afgjort i hvilket skaft, de skulle placeres. Pilespidser og stikler Saqqaq-folket har i al fald ikke fraset med råvarerne, idet der ikke er efterladt et eneste helt redskab. Enten er de øde- lagt ved brug eller de er fragmenter af redskaber, der er mislykket under frem- stillingen. Den ene pilespids har således knækket spids. Den er nok efter endt jagttur blevet udskiftet med en frisk, skarp spids. Den anden pilespids er knækket i basisenden, og kan tænkes at have siddet i et hjembragt rensdyrkada- ver. En af stiklerne blev aldrig taget i brug, fordi flintsmeden var uheldig. Det er gået galt, fordi det første stikkelafslag tilsyneladende er spaltet skævt af og er blevet for stort. I ærgrelse har Saqqaq- manden kastet den mislykkede stikkel fra sig blot ca. 75 cm fra stikkelafslaget. I dag - tusinder af år efter - er de to stykker atter samlet, det havde han vist ikke regnet med. Sammensætningen af stiklen er resul- tatet af en igangværende sammensæt- ning af alle stenafslag på bopladsen. Når den en gajig er tilendebragt, vil det være muligt at rekonstruere hvilke redskaber, man har tilvirket på pladsen og hvilken teknik man benyttede. JLensdyrjagt Som tidligere nævnt var bevaringsfor- holdene for knogler meget dårlige. De stykker, som har kunnet artsbestemmes, stammer alle fra rensdyr. Et enkelt frag- ment er muligvis resterne af en skål eller en ske af hvalknogle. På baggrund af de få knogler, kan man konkludere, at der har været jaget ærødyr i området, og at noget af kødet erblevet spist på pladsen. Flintsmedens arbejdsplads De systematiske undersøgelser af bo- pladsens oldsagsfordeling viser, at næsten alle redskaber og afslag koncen- trerer sig i en ca. 3 m bred bane stræk- kende sig fra midtergangs-ildstedet i det østlige udgravningsfelt til den nordlige del af det vestlige udgravningsfelt. Ser man nærmere på de enkelte anlæg i forhold til fordelingen af afslag og redskaber fremgår følgende: Flinthug- 188 92 [9] Stor og lille pilespids. Den store er knækket om- trent hvor den har været surret, og den lille er knust i spidsen. De stiplede linjer markerer spidser- nes oprindelige form. De fortæller begge jagthisto- rie. (Naturlig størrelse). ning og redskabsfremstilling har kun fundet sted omkring ildstederne E og F, hvor de største mængder af afslag kan iagttages. Desuden kan der flere steder Klassisk Saqqaq stikkel. Et slag føres mod stykkets slebne forende, hvorved en lille flis (stikkelafslaget) ryger af. Her er der slået mindst to afslag af. Til højre ses en mislykket stikkel. Afslaget er her spal- tet skævt af, og der er ikke dannet en ordentlig æg. Det har været ubrugeligt og er blevet kasseret. (Begge naturlig størrelse). konstateres mindre områder med kon- centrationer af opskærpningsafslag. Disse ses i tilknytning til ildsted E, F og G samt umiddelbart nord for stenkisten og umiddelbart syd for midtergangs- ildstedet. Næsten alle redskaber på bo- pladsen koncentrerer sig til et ca. 3x3 m stort område umiddelbart nordvest for midtergangs-ildstedet. Kniv fremstillet ved, at der på en flække er fjernet en række afslag langs den ene side, således at den oprindelige kant er blevet erstattet af en skarp, let takket æg. (Naturlig størrelse). Hvis man går ud fra, at midtergangs- ildstedet har været centrum i en bolig, viser fordelingen af afslag og redskaber, at redskaberne på bopladsen først og fremmest ses i forbindelse med boligen og at de i denne koncentreres til den nordvestlige halvdel. Samtidigt fremgår det lige så klart at opskærpning og til- virkning af redskaber oftest foregår uden for boligen og først og fremmest er tilknyttet friluftsildsteder uden stensæt- ning. 93 189 [10] Det er bemærkelsesværdigt, at der omkring det store runde stensatte ild- sted ikke kunne iagttages hverken red- skaber eller afslag. Dette må utvivlsomt hænge sammen med anlæggets funk- tion. At anlægget har haft en speciel funktion antydes bl. a. også af dets belig- genhed i forhold til de øvrige anlæg. Man kunne forestille sig at det har været benyttet til en speciel madtilberedning eller konservering, f. eks. til rygning af fisk og kød eller til skindtørring. En sommerfangstplads Spørgsmålet er så, hvad har pladsen været brugt til, hvor mange har boet her, og i hvor lang tid har man boet på stedet? Vi forestiller os, at der kun har været tale om en enkelt eller to bosættel- ser med måske l eller 2 familier. De re- lativt mange og forskellige anlæg på pladsen samt deres indbyrdes beliggen- hed viser desuden, at der ikke kun er tale om en »overnatningsplads«. Først og fremmest var (og er) fangst- dyrene naturligvis grundlaget for jæger- samfundets eksistens, men også jægerens åndelige og religiøse liv næres af jagten, og det er derfor væsentlig for forståelsen af livet på enhver jægerboplads, at man gør sig overvejelser omkring den omgiv- ne fauna. Bopladsens beliggenhed kan kun ses i sammenhæng med ørredfiskeri og rens- dyrjagt og på den baggrund må pladsen ses som en sæsonbosættelse i juli, august eller september. Man kunne forestille sig, at mens nogle er vandret ind i indlandet for at jage rener, er andre blevet på bopladsen og har herfra fanget ørreder samt sand- På bopladsen er fundet få knogler, og alle som kunne bestemmes stammer fra rensdyr. Rensdyret, der i dag kun findes i begrænset antal i området, har formodentlig været det vigtigste jagtbytte for bopladsens beboere. Foto: Bjarne Grønnow. synligvis også drevet fuglejagt. Kødgra- veja kan bl. a. tages som et udtryk for, at der på stedet har foregået en storfangst og så viser den jo som sagt også, at man måske engang er vendt tilbage for at hente overskudet fra denne fangst. Rjensdyrjagere fra Qeqertasussuk? Saqqaq-bopladsen fra Orpissooq kan på baggrund af ovenstående klart adskilles fra bopladsen på Qeqertasussuk. Bo- pladsen her er en sæsonplads, der for- modentlig kun repræsenterer et enkelt kortvarigt ophold, mens bopladsen på Qeqertasussuk er, hvad man kalder en basislejr med gentagne bosættelser. På Qeqertasussuk ses rensdyrknogler rela- tivt hyppigt i møddingslagene hvilket viser, at beboerne i visse perioder har drevet jagt i indlandsområderne. Om det er beboerne fra netop Qeqertasussuk der har været inde og fange rener og fi- ske ørreder i bunden af Orpissooq må stå hen i det uvisse, men det kunne me- get vel tænkes. 190 94 [11]