[1] Bopladsen Qajaa i Jakobshavn Isfjord En rapport om udgravninger 1871 og 1982 Af Jørgen Meldgaard Allerede for 38 år siden udgav arkæologen Jørgen Meldgaard den banebrydende artikel »A Paleo- Eskimo Culture in West Greenland« (se litteraturlisten bagest i hæftet). Heri påvises for første gang eksi- stensen af en stenalderkultur i Vestgrønland, og den benævnes »Saqqaq-Kulturen« efter den først kendte fundlokalitet Saqqaq i Disko Bugt. 11953 udgravede han bopladsen Sermermiut, hvor Vestgrønlands tre- delte historie (Saqqaq-Kultur - Dorset-Kultur - Thule-Kultur) for første gang kunne påvises. Og så i 1981 vender Jørgen Meldgaard tilbage til Disko Bugt for at finde den meget velbevarede Saq- qaq-boplads, Qajaa. Endnu har der kun været gravet én sæson på Qajaa, men det står allerede klart, at bopladsen vil kunne føje meget nyt til det, Qeqertasussuk-bopladsen har lært os om Saqqaq-Kulturen. Mag.art. Jørgen Meldgaard, Nationalmuseet, Ny Vestergade 10, DK-1471 København K. Da arkæologerne en juliaften 1983 gik i land på øen Qeqertasussuk og fandt den dybfrosne mødding, der spiller hoved- rollen i dette hæfte om Saqqaq-folket i Disko Bugten, fulgte de sporene af flere generationers arkæologer. Fagfolk og amatører, grønlændere og danskere, havde med vekslende held igennem 112 år søgt efter vidnesbyrd om en sten- alderkultur i Vestgrønland. Ofte søger vi arkæologer tilbage til de samme lokaliteter, til de samme proble- mer, ad veje og spor som vore forgænge- re eller vi selv har haft færten af, og som vi nu fornemmer kan føre os videre. Tredive år efter, hundrede år efter, spo- ret kan stadig være varmt og lovende. På de følgende sider bringes en beret- ning om den første udgravning i Disko Bugten: Carl Fleischers rapport fra 1871 om Qajaa (uddraget af arkivet i Etno- grafisk Samling, Nationalmuseet) og min feltrapport om samme boplads (Nationalmuseets Arbejdsmark 1983). Qajaa og Qeqertasussuk har meget til fælles. Afstanden har blot været en god dagsrejse, og i lange perioder kan de to bopladser meget vel have været benyttet af den samme gruppe mennesker; betin- get af årstid og fangstmuligheder. På Qeqertasussuk er der foretaget omfat- tende tværfaglige og systematiske un- dersøgelser, og resultatet er et overvæl- dende stort og vel belyst fundmateriale. Sammenlignet hermed har Qajaa kun været overfladisk berørt; af bopladsom- rådets ca. 2500 m2 er mindre end 10 m2 udgravet. Til gengæld er den afdækkede lagfølge imponerende, og både stratigra- fien og indholdet i den indtil 2 Yz meter 95 191 [2] :C::.J '4 \\ af 'W-MK''^3&& 4 *^%V Sermermiut, 1953. Foto: Jørgen Meldgaard. tykke mødding kan supplere den viden, der nu erhverves fra Qeqertasussuk. Saqqaq-bosættelsen på Qajaa synes at have været tilnærmelsesvis kontinuerlig gennem 1100 år, fra o. 2000 til o. 900 f. Kr. Det antydes af de mange kulstof-14 dateringer. Nogle angiver hvornår de sterile, naturdannede lag før og efter bosættelsen er dannet, og 10 dateringer fordeler sig gennem selve Saqqaq-mød- dingen. Jævnført med Qeqertasussuks bosæt- telsesperiode, o. 2400 til 1400 f.Kr., har vi således på Qajaa Saqqaq-kulturens formodede sidste 500 år repræsenteret. Men lier savner vi kulturens første 4- 500 år. Også i denne henseende supple- rer de to bopladser således hinanden på smukkeste vis. Tilsammen belyser de 1600 år af Saqqaq-folkets historie i Di- sko Bugten. Nye fund kan udvide denne tidsramme, men formentlig er vi med periodegrænserne 2500-900 f.Kr. me- get nær begyndelsen og afslutningen af Saqqaq-kulturen i Vestgrønland. Fra Sermermiut tilQajaa For arkæologerne gik vejen til Qajaa via en undersøgelse j 1953 på Sermermiut, den store »klassiske« boplads nær Ja- kobshavn ved Isfjordens munding. Si- den midten af 1800-tallet var stenred- skaber i store mængder fundet ved skrænterne foran bopladsens store mød- dinger, og mange var havnet på Natio- nalmuseet. De gav anledning til speku- lationer om en vestgrønlandsk »sten- alder« forud for de senere århundreders »jernalder«, hvorfra oldsager og ruiner var velkendte. Den norske geograf O. 192 96 [3] Qajaa, 1982. Foto: Jørgen Meldgaard. Solberg skrev i 1907 en afhandling, hvor han argumenterede for en sådan sten- alderperiode. Men det var først da have- brugskonsulent Hans Mosegård i 1948 bragte en samling stenredskaber fra ud- stedet Saqqaq i Disko Bugten til Natio- nalmuseet, at de »palæo-eskimoiske« kulturer i Vestgrønland begyndte at tage form og blive anerkendt af fagarkæolo- gerne. Den første arkæologiske undersøgel- se, hvor netop stenalder-kulturer var målet, blev gennemført i 1953, og områ- det blev naturligt nok Disko Bugten. To erfarne eskimo-arkæologer, Helge Lar- sen og P. V. Glob, kortlagde en snes bo- pladser med stenredskaber (men de gik beklageligvis ikke i land på Qeqertasus- suk). Studenterne George Nellemann og Jørgen Meldgaard blev placeret på Ser- mermiut, hvor de gravede sig i dybden gennem 2 meter tykke aflejringer. Her blev formodningerne bekræftet, og en tvedelt stenalder blev erkendt og be- nævnt: Saqqaq-kulturen og Dorset-kul- turen. 20 km længere inde i Jakobshavn Isfjord ligger den sagnomspundne bo- plads Qajaa. Den var sidst beboet i en periode o. år 1700, og Hans Egedes søn Poul Egede var på et kort besøg herinde 1737. Det lykkedes ham som den/ørste og sidste europæer med en båd at ma- nøvrere sig frem mellem isfjældende til bopladsen, og han kaldte stedet Island på grund af den overvældende mængde af is. Midt i 1700-tallet har beboerne måttet opgive pladsen - som Sermer- miut, der et århundrede senere lå øde »på grund af den fremadskridende 97 193 [4] SoDtnjsrmiut, 1953. Profil gennem aflejringerne, hvor det første gang lykkedes at påvise tvedelingen af Vestgrønlands stenalder: Saqqaq-kultur i bundlaget og Dorset-kultur i et højere liggende lag. Richard Petersen, senere provst, optræder som arkæolog. Foto: Jørgen Meldgaard. isbræ«. En svensk ekspedition når ind til området i 1870, og lederen A. E. Nordenskjold konstaterer, at den væl- dige bræ-rand nu stod kun få hundrede alen fra den forladte boplads. Men dette blev grænsen for indlandsisens frem- stød. I løbet af de følgende 80 år trak bræen sig 25 km tilbage, fjorden er ble- vet et 45 km langt farvand opfyldt af isfjælde. Forud for udgravningerne ved Ser- mermiut i 1953 var magasinerne hjem- me på museet gennemgået, og i en gam- mel trææske mærket Qajaa var genfun- det redskaber, der med vor nyerhverve- de viden kunne bestemmes som Saqqaq- kultur. Konklusionen syntes at være, at Qajaa havde været beboet i Grønlands første stenalderperiode, samt at klimaet i de følgende årtusinder på intet tids- punkt havde været så ugunstigt som i Qajaa, 1982. Felt A med 180 cm dybe aflejringer, hvoraf Saqqaq-kulturens mødding udgør de neder- ste 110 cm. Jeppe Møhl klargør profilen til opmå- ling og Kulstof-14 datering af tørveprøver, jævnfør illustrationen side 109. Foto: Jørgen Meldgaard. 1800-tallet, da bræranden stod truende over Qajaa. Qajaa-bopladsen kunne få en nøgleposition for forståelsen af kul- tur- og klimaudviklingen i Vestgrøn- land^ og vi gik op på en fjeldtop ved Ser- mermiut og fokuserede med kikkerten på det forjættede land ved Qajaa bag is- fjeldene. "Eoregangsmanden Carl Fleisber Arbejdsmarken blev dog i denne om- gang ikke Qajaa, men museumskælde- ren. Sermermiut-materiale skulle regi- streres og bearbejdes og sporet til Qajaa forfølges i magasiner og arkiver. Æsken med stenredskaber førte til et brev fra finderen Carl Fleisher i Grønland til professor Japetrus Steenstrup, dateret 18. aug. 1871. Zoologen Steenstrup var pioneren in- denfor udforskningen af stenalderbo- 194 [5] Arkæologen Helge Larsen. 52 år efter sin første ud- gravning i Grønland deltog han i Qajaa-undersø- gelsen i 1982. Det blev hans sidste feltarbejde. Foto: Jørgen Meldgaard. pladser i Danmark. Han navngav dem »Køkkenmøddinger«, en betegnelse for skaldynger og affaldslag, der snart ind- gik i det internationale arkæologiske sprog. I 1860'erne førte Steenstrup en hæftig polemik med arkæologen Wor- saae, der foreslog en kronologisk op- deling af stenalderen, hvor køkkenmød- dingerne var begrænset til bopladser i »en ældre stenalder«. 1870 søgte Steen- strup åbenbart støtte for sin opfattelse ved at skaffe materiale fra Grønland, hvor der endnu i en jernalderkultur blev lagt lag på lag i eskimoiske køkkenmød- dinger. Han skrev breve til statsansatte folk i de små vestgrønlandske kolonier, \ V x v Jakobshavn Jakobshavn Isfjord med bopladserne Sermermiut og Qajaa. Isbræens skiftende placering siden 1850 er anty- det. Omkring 1871, da Carl Fleischer gravede på Qajaa, stod bræ-randen længst fremme, umiddelbart bag ved bopladsen. 99 195 [6] QAJA 69 V2-II si. nr. 2 -x- Bopladsen Qajaa. På skitsekortet er angivet møddingens udstrækning, de 4 husruiner fra 16-1700 tallet, samt placeringen af udgravningsfelterne A-H. og fra Disko Bugten fik han et positivt svar fra handelsassistenten i Claushavn, Carl Fleisher, der samme sommer hav- de startet en systematisk bopladsudgrav- ning - den første i Grønland. Den 21-årige Carl Fleisher er af dansk-grønlandsk familie, og faderen er kolonibestyrer i Jakobshavn, hvor han har en samling gamle ben- og stenred- skaber. Interessen for eskimoernes hi- storie holdt sig i slægten. Knud Rasmus- sen, f. eks., der 50 år senere taler om sin lærde »onkel Carl«, som lever sit lange liv mellem grønlandske fangere. Carl Fleisher har hørt om Qajaa- bopladsen, og sammen med 6 fangere 196 100 [7] fra Claushavn laver han en 8-dages ek- spedition derind. De bærer skindbåde over land til den af isfjorden aflukkede fjordarm Tasiussaq og når frem til Qajaa og isfjorden sydfra. Rapporten til Steenstrup indledes med bemærkninger om de særlige grøn- landske forhold og hans egen ukyndig- hed: »... det er en slem ting heroppe i Grønland, at jorden er frossen hele som- meren, når man kommer lidt dybt ... men når nu blot det, De får hjem må være til nogen nytte; jeg har gjort mig al den umage, jeg kunde, men det er ikke så godt at samle knokler, når man ikke ved, om de har nogen betydning...«. Se- nere følger en forbløffende og detaljeret profilbeskrivelse af »de af mig gen- nemsøgte forskellige lag«. Han redegør for en »Køkkenmødding No. l« på den faste stengrund med mange knogler og redskaber af sten, derover tørv uden kulturspor, og øverst »Køkkenmødding No. 2« med knogler og redskaber, ingen stensager. Efter yderligere gennemgang af knoglematerialet fra de forskellige lag, hvor hvalros og klapmyds tages som »bevis for at fjorden... ikke har været så tilproppet med is« konkluderer han, at »Køkkenmødding No. l« repræsenterer en tidsalder, hvor »de gamle grønlæn- dere kun brugte sten«. Fleisher sender 4 kasser til Steen- strup; oldsagerne havner i Nationalmu- seets magasin, knoglerne i Zoologisk Museum. Vi må håbe, at den lærde zoo- log har fået stof og inspiration til de fortsatte studier af Danmarks køkken- møddinger. Og vi må beklage, at arkæo- logerne har ladet Fleisher hvile uænset i arkivet. 1953 stod vi ved Sermermiut med et lignende stratigrafisk bevis for grøn- landsk stenalderkultur, men Fleisher lovede mere inde ved Qajaa: stenalder- lag med »en utrolig mase knokler, som lå i dynger ...«. 1982, et århundrede senere, stod vi omsider på Qajaa. Og på den sidste af ialt 30 arbejdsdage var 3 store kasser ful- de af udvalgte knogler fra Saqqaq- kulturens fangstdyr - og zoologen regi- strerede knoglestykke no. 44,786 til den dynge, som der ikke var plads til at transportere hjem i helikopteren. Flei- sher havde ikke overdrevet. Bopladsen i Isfjorden Grønlands hjemmestyre havde i 1981 overtaget museumsvæsenet i landet og ansvaret for grønlandske fund af for- tidsminder. Nationalmuseets arkæolo- giske undersøgelser havde da i en længe- re årrække været foretaget i samarbejde med Grønlands Landsmuseum i Godt- håb. Qajaa-undersøgelsen i 1982 blev udført i Landsmuseets regi og i sam- arbejde med de lokale museer i Jakobs- havn og Christianshåb. Carl Fleishers 8-dages ekspedition med 6 deltagere i 1871 kostede ialt 30 Rigsdaler, et beløb som han fik godtgjort af Japetrus Steen- strup det følgende år. Vor 1982-ekspedi- tion var mere bekostelig, men kunne gennemføres takket være økonomisk støtte fra Jakobshavn Museum, Chri- stianshåb kommune og Statens Huma- nistiske Forskningsråd - samt helikop- tertransport fra firmaet Greenex. En så forholdsvis omfattende arkæo- logisk udgravning på en afsidesliggende lokalitet kræver en »forundersøgelse« - 101 197 [8] trods Fleishers udmærkede rapport. Hvor omfattende er bopladsen? Hvil- ken størrelse og sammensætning af et gravéhold er hensigtsmæssig? Og et lille men væsentligt spørgsmål måtte forud besvares ved et besøg på Qajaa: Hvor- dan kom man med gods og folk bedst derind, var der f. eks. landingsmulighed for en helikopter? Forundersøgelsen blev foretaget i løbet af et par august- dage i 1981, hvor jeg sammen med fan- ger Mikkel Poulsen fra Claushavn fulgte Fleishers rute: Over land til Tasiussaq og sejlads med jolle gennem den næsten isfrie-fjordarm op til Qajaa. Arbejdsholdet i 1982 fik en fast stab: Regine Jørgensen, assistent vedjakobshavn Museum og under uddannelse som foto- graf. Hun afløstes senere af museets le- der, Mogens Andersen. Landsmuseet re- præsenteredes ved Hans Lange. Chri- stianshåb kommune udpegede Nicolai Eriksen samt Torben Simonsen, tilknyttet det nyetablerede lokalmuseum i Chri- stianshåb, med erfaringer fra profil- opmålinger af danske stenalder-»køk- kenmøddinger«. Med jævnlig bådfart gennem Tasiussaq opretholdt han yder- ligere forsyningslinien til Christianshåb sammen med Egon Geisler, som gravede med amatørarkæologens utrættelige enthusiasme og som gavmildt overlod os udstyr, bl. a. en letvægts sejldugsjolle, der blev ekspeditionens rekognoserings- og fiskefartøj. Fra Danmark deltog Jeppe Møhl, Zoo- logisk Museum i København, den mest kyndige i bestemmelser af fangstdyr- knogler fra Grønland. Helge Larsen, tidli- gere leder af Etnografisk Samling, vend- te tilbage til sin grønlandske arbejds- mark som eskimoarkæologiens nestor, 52 år efter sine første udgravninger ved Kangaamiut. I de forløbne år er resulta- terne fra hans ekspeditioner fra Øst- grønland til Alaska indgået i National- museets samlinger og i videnskabelige og populære værker om eskimokultu- ren. Uanselige fragmenter, der smeltede frem i Qajaa-møddingen, kunne ofte med det erfarne blik identificeres og pa- rallellen placeres i eskimokulturens uni- vers. Og vor pioner startede før mor- genmaden i sit gravefelt, hvor nye liflige dufte hver dag førte ham et århundrede tilbage i tiden. Når midnatssolen stod i Nordvest sprang han op - et år foryn- get. Jørgen Meldgaard, musumsinspektør ved Etnografisk Samling, søgte at beva- re en oversigt over aktiviteterne og regi- strere fundene, hvis antal dagligt vokse- de ham over hovedet. Han opgav tidligt på sæsonen sin drøm om skattegravning i et fredfyldt privat hul i køkkenmød- dingen - som studentopgaven i Sermer- miut en generation tidligere. Truede køkkenmøddinger Qajaa-bopladsen ligger på et lavt lille næs, der fra fjeldet skyder nordud i is- fjorden, hvor den sydover åbner sig mod fjordarmen Tasiussaq. Et par lave issku- rede klippeknuder yderst på næsset gi- ver kun ringe ly for bostedet på det lyng- og græsgroede forland. Her har havet gravet sig ind ved landets sænk- ning de sidste 4-500 år, og ud mod vest står »køkkenmøddingerne« eksponeret med mørke lodrette skrænter i indtil 2l/2 meters højde. Ved højvande gnaver bølgerne i skræntfoden, og når et større 198 102 [9] Arbejdsteltet, hvor oldsager registreres og tegnes i gravebogen. Foto 28. juli 1982, kl. 24. Temp. +1°. Foto: Jørgen Meldgaard. 103 199 [10] To harpunspidser rundet sammen og C-14 dateret til 1820 ± 80 f.Kr. Disse eksemplarer er usædvan- ligt elegante, men iøvrigt er de karakteristiske for denne type, der dominerer i alle faser af Saqqaq- kulturen. Den blev første gang fundet på bopladsen Itivnera i Godthåb Fjorden i 1960, og vi kan derfor betegne den som »Itivnera-typen«. Tegning: Jørgen Meldgaard. 'tf i! Él-Q-7 Kastetræ til harpun eller lanse. Dette 22 cm lange stykke udskåret af hvalrospenisknogle mangler grebenclen, men det er det første sikre vidnesbyrd om brug af kastetræ i Saqqaq-kulturen. Den indfæl- dede lille tap af hvalrostand har passet til en hul- hed i bagenden af harpunskaftet, hvis diameter kun kan have været ca. 13 mm. C-14 datering 1975 ± 85 £Kr. Tegning: Jørgen Meldgaard. 200 104 isfjeld kæntrer udfor næsset, skyller vand og isskodser indover græsfladen og fræser nye skår. Området med de gamle møddinger står nu som en bræmme i nord-syd på en strækning af 200 meter med en bred- de på indtil 50 m, og helt gennembrudt et par steder. Et anseeligt areal er tilba- ge, henimod 2500 m2, men i bopladsens ældste tid har den beboelige flade været mindst dobbelt så stor. Ved lavvande skyder en grå ryg op som en ubåd mellem isfjeldene 150 me- ter udenfor bopladsen: Skæret Qajaa. For beboerne har den ligget i fjorden som en solid kajak, deraf bopladsens navn. Folk ude ved Disko Bugten for- tæller endnu sagnet om storfangeren, jder var blevet for gammel til at gå ud i kajak. Hans to døtre færgede ham hver morgen ud på skæret, »hans kajak«, hvorfra han harpunerede sæler. Vi må formode, at vandstanden på den tid var en del lavere! Qajaa's sagntid går tilbage til bosættelsen i 16-1700-tallet, muligvis til en tidligere fase af Thule-kulturen i 12-1300-tallet, der kunne spores i mød- dingaflejringerne. Formentlig har han dog boet i et af den senere fases fire huse, hvis ruiner hvælver sig på højere terræn over det gamle bopladsområde (tomterne 1-4 på skitsekortet). Den 1. juli slog vi lejr på Qajaa; telte til proviant, køkken og arbejde på den lavtliggende køkkenmødding, sovetelte på højere sikrere grund oppe ved de uforstyrrede 16-1700 tals ruiner. Jeppe Møhl dog på en smal hylde nær det yderste næs, hvorfra han kunne iagttage dyrelivet i strømstedet, hvor fjordvan- det som en flod fossede langs klipperne, -fcfc. [11] , O.St 3, s- Slibesten af pimpsten fundet i skede af hvalbarde- strimmel. Skitsetegning fra gravebogen. Jørgen Meldgaard. ind eller ud i takt med tidevandet. Her var en af forklaringerne på bopladsens placering: et spisekammer med rig va- riation af søfugle, sødyr og fisk, og en af de sjældne lokaliteter med åbent vand vinteren igennem. Betegnelsen »åbent vand« dog at forstå med den modifika- tion i sommerhalvåret, at større og min- dre isskodser kværnede rundt som af- skalninger fra fjelde, som langsomt men støt passerede for udadgående. Udgravningerne 1982 Vi valgte os gravefelter, der trods en be- grænset arbejdsindsats i den korte sæson skulle give et repræsentativt billede af Qajaa's bosættelsesfaser. Derfor små arealer spredt over den 200 meter lange akse. Yderligere måtte vi se i øjnene, at der blot kunne blive tale om en prøve- udgravning. Vi måtte fortrinsvis udsøge de delvis optøede partier, dvs. fortsætte hvor havet havde eksponeret aflejrin- ger, og profiler af lagfølgen relativt hur- tigt kunne afskrabes. Helge Larsen og Jeppe Møhl gik dog optimisitisk i gang med hvert sit felt med afskrælning af græstørven og håbet om i løbet af 30 dage at nå i bund, permafrost eller ej. Profiler ved kystskrænten antydede hovedtrækkene i forløbet, hvor vi kan begynde med bundlaget: De første sikre kulturspor i form af Saqqaq-folkets stensager ligger på de rene isskurede klippeflader eller på det nøgne strand- grus. Bosættelsen har, som ude ved Ser- mermiut, fundet sted da området endnu havde et sparsomt og spredt dække af o- Kniv og stikkel (til spaltning af ben og træ) fundet sammen i gulvlag til bolig. C-14 datering 1885 ± 140 f. Kr. Tegning: Jørgen Meldgaard. 105 201 [12] vegetation. Men herover fortsætter Saq- qaq-møddingen i indtil 1,20 meters tyk- kelse med knogler fra fangstdyr iblandet redskaber af sten, ben og træ, delvis ind- lejret i tørv, ofte i næsten massive lag. I Vestgrønland havde arkæologerne hid- til måttet være glade for en enkelt stump af et mørnet benredskab blandt hun- drede stenredskaber i et af Saqqaq- kulturens tynde »kulturlag«, den beva- rede, sammenpressede rest af en de- strueret mødding. Her smeltede de smukt frem af jordisen, når man tålmo- digt med graveskeen afskrællede det tynde lag, som solvarmen gennem- trængte i dagens løb. Nætterne bragte os ikke videre trods højsommer og midnat- sol, temperaturen holdt sig nær fryse- punktet; men en god dag med 5-10 var- megrader kunne give et tilsvarende an- tal centimeter. For første gang var sager af træ fint bevaret fra denne stenalder- kultur; her lå greb og skafter til sten- redskaberne, i enkelte tilfælde med kniv- eller stikkelbladet på sin plads. Over Saqqaq-møddingerne bredte tørvelaget sig af vekslende karakter og tykkelse, lag uden kulturspor, som alle- rede Carl Fleisher havde rapporteret. Dog havde Fleisher forståeligt nok overset endnu en »stenalder-mødding«, der i nogle profiler og prøvefelter fremtrådte som et få centimeter tykt kulturlag med med en ny type flintred- skaber og enkelte knogler bevaret: Dor- set kulturens efterladenskaber. Arter breder sterile tørvelag sig over største- delen af området, og kun nordligst på Qajaa ser man senere kulturspor i lagføl- gen. Over en skarpttrukken grænsehori- sont røber en »køkkenmødding No. 3« ankomsten af neo-eskimoerne, Thule- kulturens folk. Også disse spor er dæk- ket af tørv, og den sidste bosættelsesfase tegner sig ved spredte knogler og oldsa- ger direkte under græstørven: 16-1700- tallets grønlændere. Qajaa's betydeligste bidrag til Grøn- lands forhistorie er dog de vældige og- velbevarede affaldslag fra Saqqaq-kultu- ren. Mest iøjnefaldende var rigdommen på knogler; kun een lokalitet fra Grønlands Saqqaq-kultur havde førhen ydet et nævneværdigt og repræsentativt .materiale til belysning af fangstdyrene: Renjægerpladsen Itivnera i Godthåb Fjorden. Men Qajaa var overvældende. Helge Larsen valgte sig eksempelvis område »C« sydligst på pladsen, hvor splblegede knogler stak ud af skrænten fra klippegrunden til græstørven. Det er et billede, der lejlighedsvis tegner sig i en grønlandsk mødding fra 17-1800- tallet. Her viste de sig at være Saqqaq- fangstdyr fra bund til top. Visse lag var massive, sammenkittet af hærdet spæk, der betød brækkede graveskeer, men nu med frigjorte dufte, som fik Helge Lar- sens erfarne og følsomme næse til at vi- brere af forventninger. De blev indfriet i fuldt mål. Blandt feltets 2 m2 med flere tusinde knogler var de 17 af hund, de første sikre vidnesbyrd i Grønland om, at Saqqaq-folket holdt hunde, 3000 år før Thule-kulturens velkendte slæde- hunde. Størrelse og bygning er meget lig den senere vidt udbredte eskimoiske hunderace, og vi må formode, at hun- den i Saqqaq-tid også var brugt som et træk- eller pakdyr. Denne knoglemød- dings godbidder tiltrak også vore to halvtamme polarræve, som i upåagtede 202 106 [13] stunder stak af med et kødben, der blev nedgravet som depoter i strategisk set uheldige overfladelag fra neo-eskimoisk tid, hvor de beklageligvis vil kunne for- virre senere arkæologer. 44.786 knogler Jeppe Møhl gik i område »E« ned i 2 m2 totalt dybfrosne aflejringer, hvor han de sidste hektiske arbejdsdage måtte tage en primus med sig og udnytte kogende vand for at nå i bund. Samtidig tog han sig af knoglematerialet fra alle andre gravefelter. Sælen viste sig at være det absolut dominerende fangstdyr. Det lille fjæld af 44.786 knoglefragmenter, som Jeppe efterlod på bopladsen, var alle af sæler, som dog ikke umiddelbart kunne nærmere artsbestemmes. Men alle sæl- knogler med gode artskendetegn (un- derkæbe, øreknogle, albueben og over- arm) blev bestemt og nedpakket. Ringsæl og grønlandssæl udgør hoved- mængden, remmesæl og spættet sæl var almindelige, men relativt få. Knoglerne af alle andre pattedyr, fugle og fisk blev medtaget, og i den foreløbige fangstliste optræder hyppigt polarræv, snehare, an- defugle (især edderfugl), mågefugle, al- kefugle (lomvie, tejst, søkonge) samt skarv og rype. Mindre almindeligt fore- kom rensdyr, isbjørn, hvalros, narhval, hvidhval, grønlandshval, samt fuglene blisgås, ravn og havørn. Men spisesed- len aflæses naturligvis ikke direkte af antallet af knogler, en hval og en hval- ros rækker længere end en ringsæl, og en enlig bevaret fiskeknogle betyder utvivl- somt, at fiskerester er opløst på lejrplad- sens overflade eller i maven på hunde og ræve. Jeppe Møhls analyse og endelige bear- bejdelse af dette første store materiale fra en kystorienteret Saqqaq-boplads vil fortælle generelt om folkets erhvervs- grundlag. Men i særdeleshed kan årets gang på Qajaa aflæses; den har været en hovedboplads i Disko Bugt-området, men sandsynligvis har den i nogle ef- terårsmåneder ligget helt eller delvis øde, når familierne drog på renjagter (i klimaperioder gunstige for renen i Vest- grønland). Forårsmåneder har muligvis været tilbragt ved yderkysten. Og med hensyn til knoglernes rolle som kli- maindikatorer kan vi nu med rimelig sikkerhed sige, at Qajaa lå ved en »is- fjord«, der i en del af året var mindre is- fyldt end i nutiden. Det understreges af den almindelige forekomst af visse sæl- arter, hvaler og hvalros, og tilsvarende har forholdene utvivlsomt været i de se- nere bebyggelsesfaser: Dorset-kultur, Thule-kultur i 12-1300-tallet, og sidste fase fra o. 1600 til begyndelsen af 1700- tallet. Endnu engang må vi erindre Carl Fleisher's betragtninger fra 1871 over knogler af sødyr i Qajaa's køkkenmød- dinger »der nu aldrig findes indenfor Isefjorden. Efter min mening er dette et fyldestgørende bevis for, at fjorden i den tid folk boede der, ikke har været så til- proppet med is, som den nu er. Sagnet fortæller jo også, at der på et lille skær, som ligger udenfor husene, i gamle dage plejede at ligge hvalrosser, som solede sig, og at beboerne dér skulle have fan- get mange af dem«. Og unge Fleishers indledende forbehold i rapporten til den danske professor var ganske overflødi- ge: »- jeg har gjort mig al den umage, jeg 107 203 [14] kunne, men det er ikke så godt at samle knokler, når man ikke ved, om de kan have nogen betydning -«. Boligrester Saqqaq-folkets boliger kunne påvises i flere horisonter som »gulvflader« indlej- ret i affaldslag. Feltet ved »E« viste fra en sen fase af kulturen et niveau med flade sten, hvoraf nogle har været kant- stillet omkring et ildsted med sodsvær- tede sten og trækul og mange fugleknog- ler. Umiddelbart udenfor lå en koncen- tration af stenafslag fra fremstilling af stenredskaber. Her kan være tale om en sommerlejr under skindtelt eller åben himmel. Feltet ved »F« antydede en an- den boligform, en tidlig Saqqaq-tomt, hvor to tætstillede dobbeltrækker af tyn- de, kantstillede sten afgrænsede et ca. 70 cm bredt ildsted. Disse dobbelte sten- plader har med et mellemrum på 5-10 cm raget ca. 20 cm over gulvfladen og til begge sider afskærmet brikselignende opholdspladser, hvor brede hvalbarde- strimler endnu lå delvis bevaret som un- derlag for et blødt og isolerende dække af lyng og pilekviste. Her har stået en mere varig bolig, formentlig et vinter- hus af tørv og skind. De små 2 m2-gravefelter gav kun mu- lighed for et begrænset indblik i bolig- typer og indretning. Men rigdommen af oldsager gav dem et betydningsfuldt indhold. I brikselaget i det nævnte »vin- terhus« frempenslede Helge Larsen træ- skafter med isiddende stenblade, kniv og stikkel og andre »enestående« fund. Enestående var den rette betegnelse for en stor del af Saqqaq-aflejringernes old- sager, om hvilke man kunne råbe: Se her, for første gang i Grønland! Kulstof-H dateringerne Stratigrafien med de tykke Saqqaq- aflejringer og naturdannede tørvelag gav nye muligheder for dateringer og indblik i kulturudviklingen og proble- merne om perioder, hvor kulturer duk- ker op og forsvinder i Vestgrønland, forhold vi primært søger at sætte i for- bindelse med klimasvingninger. Profil A er et eksempel (side 98 t. h.). Den her gpdt 100 cm tykke Saqqaq-mødding overlejres af et fundløst tørvelag, en lys jgulbrun sphagnum med to tynde, mørkere farvede lag. Herover en mørkebrun, mere formuldet tørv, hvor et få centimeter tykt lag midtvejs inde- holder Dorset-kulturens genstande. Endnu et sphagnum lag, mørkebrunt, og derefter græstørven, afslutter profi- lens ca. 180 cm. aflejringer. Her, som ved andre gravefelter, blev prøver udta- get til senere analyser: Tørv til undersø- gelse af vegetationshistorien og til C-14 dateringer; kviste til specielle dateringer af kulturlagene. Kulstof-14 Dateringsla- boratoriet på Nationalmuseet har date- ret 10 prøver fra denne profil, fra Qajaa ialt 22 prøver. C-14 serien fra profil A angiver en al- der på 1810 ± 85 år f.Kr. for en tidlig fase af Saqqaq-aflejringen. Under prø- ven er endnu 5-10 cm tørv med kultur- spor, og to andre prøver giver med større sikkerhed Saqqaq-folkets første bosættelse. Fra felt »E« kun 7 meter der- fra gav kviste fra bundlagets 5 cm: 1975 ± 80 f. Kr., og 90 meter sydligere fra felt »C« gav kviste fra bundlagets 5 cm: 1975 204 108 [15] Kulstof-14 dateringer af aflejringerne på Qajaa. I profil A blev et lodret snit opmålt og 2 »søjler« udskåret i 10 cm bredde (til venstre). Herfra blev 10 prøver udvalgt med en tykkelse på 5-15 cm (de hvide felter). Saqqaq- aflejringen viste sig her at dække tid- sperioden ca. 1810 til 925 f.Kr. Det kun ca. 5 cm tykke lag med Dorset kultur gav dateringen 205 f.Kr. (Hel- ge Larsen repræsenterer øverst tids- horisonten 1982 e.Kr.). I felt E blev tilsvarende prøver udta- get til datering (til højre). Alle C-14 prøver i denne illustration og nævnt i teksten består af tørv eller kviste af lokale buske. De er dateret og kalibreret (justeret) på Kulstof-14 Dateringslaboratoriet på Nationalmu- seet. ± 85 f. Kr. En næsten for god overens- stemmelse! De øverste 5 cm tørv i Saq- qaq-laget ved »A« gav 925 ± 75 f. Kr. Vi må således tildele Saqqaq-folket på Qa- jaa 1050 år, en periode uden væsentlige afbrydelser i bosættelsen efter aflejrin- gerne og dateringerne at dømme. Hvorfor forsvandt dette veltilpassede folk her ved Qajaa - og formentlig i hele Vestgrønland - omkring år 900 f.Kr.? Sandsynligvis ligger svaret begravet i det nævnte sphagnum-tørvelag, der de fleste steder på Qajaa, ligesom ude ved Sermermiut, forseglede bopladsen. Det må tydes som et vidnesbyrd om et køli- gere og/eller fugtigere klima. Igen giver C-14 dateringerne nu bedre holdepunk- ter for denne formodede klimaforvær- ring; de nederste 5 cm tørv: 870 ± 75 f.Kr.; de øverste 5 cm: 415 ± 75 f.Kr. Direkte herover ligger den delvis for- muldede tørv med de første 5 cm dateret til 370 ± 75 f.Kr., og de følgende 5 cm vidner med nye kulturspor om menne- skers tilbagevenden, Dorset-folket: 205 ± 75 f. Kr. Men ifølge en prøve fra Dor- set-horisonten i felt »E« er de allerede på Qajaa 375 ± 70 f.Kr. Dorset-folket efterlod langt færre oldsager på Qajaa end Saqqaq-folket, et forhold der iøv- rigt gælder Vestgrønland som helhed. Det synes at have været en mere fåtallig befolkning, udbredt i Vestgrønland fra 6. årh. f.Kr. til 2.-3. årh. e.Kr., hvor deres spor forsvinder. Qajaa's sidste C-14 datering, 1255 e. Kr. angiver en grænsehorisont med sammenpressede græsser og lyng nord- ligst ved felt »D«, en tør og fast flade, hvor Thule-kulturens eskimoer bosatte sig. Blandt deres tidligste efterladenska- ber fandt vi rester af en trætønde opbyg- get af stave efter europæisk mønster. Et vidnesbyrd om, at dette folk - grønlæn- dernes direkte forfædre - under deres spredning sydover langs vestkysten alle- rede havde mødt nordboere, der var på fangstrejser fra bygderne i Sydgrønland. 109 205 [16]