[1] Hvor blev de af? Af Bjarne Grønnow og Morten Meldgaard Et kulturhistorisk tomrum? Bopladsen på Qeqertasussuk eksisterede over tusind år, men omkring 1300-1400 f.Kr. var det slut. Fund fra andre bo- pladser, f. eks. Qajaa, viser dog, at Saq- qaq-kulturen levede videre tilsynela- dende i bedste velgående, i endnu 4- 500 åx i Vestgrønland. Enkelte kulstof- 14-dateringer fra bopladser i Disko Bugt og i Sisimiut-området ligger således i tidsrummet 900-1000 f.Kr. Men her- efter fortaber de arkæologiske spor af mennesker i Vestgrønland sig i det uvis- se. Vi kender ikke én eneste sikkert da- teret boplads fra de følgende fire-fem hundrede år frem til ca. 500 f. Kr., og da vi igen begynder at få »arkæologisk kon- takt« med palæoeskimoerne i Vestgrøn- land har de komplet ændret materiel kultur. Både de anvendte stenarter og redskabernes formgivning er helt ander- ledes end tidligere. Udvalget af red- skabstyper synes til gengæld at være be- grænset markant. Dorset-kulturen, har arkæologerne navngivet dette fænomen efter en canadisk fundlokalitet. Det, at en kultur ændres radikalt eller ligefrem forsvinder ud af det arkæolo- .giske fundbillede, vil altid udfordre til fbrklaringer. For Saqqaq-kulturens ved- kommende er vor viden endnu så be- grænset, at det er berettiget at anføre den mulighed, at fundene snyder. Vest- grønland er stort, og de arkæologiske undersøgelser er få, så i teorien kan der godt eksistere adskillige bopladser fra overgangsfasen mellem Saqqaq og Dor- set, som bare ikke er fundet endnu. I løbet af de årtusinder, hvor palæoeski- moerne befolkede kysten foregik der markante landhævninger, der senere er fulgt af sænkninger i visse regioner, og herved kan en lang række bopladser netop fra en eventuel overgangsfase være skyllet i havet. Men vi véd endnu alt for lidt om disse strandforskydninger til at kunne vurdere en sådan teori. Der- for bliver der i disse år i flere områder, bl. a. Sisimiut Kommune, rekognosceret og udgravet for at belyse skiftet fra Saq- qaq- til Dorset-kultur. Det er imidlertid et faktum, at de me- get store bopladser i Disko Bugt, f. eks. Sexmermiut og Qajaa, ligger øde i perio- den fra ca. 1000 f. Kr. og i hvert fald fem hundrede år frem, så et ganske markant 206 110 [2] De yngste arkæologiske spor efter Saqqaq-folket daterer sig til år 900 før Kristi fødsel. Den store boplads Sermermiut ved Jakobshavn Isfjord var et af de steder, hvor man holdt stand længst. Foto: Morten Meldgaard. kulturhistorisk skel er der altså her. Og det er et faktum, at der ikke er kulstof- 14-dateret bopladser fra Vestgrønland til perioden ca. 900-500 f.Kr. Vender vi os derfor mod den traditionelle opfattel- se - at Saqqaq-folket vitterligt forsvin- der fra Vestgrønland - må vi også søge at belyse perspektiverne i denne mulig- hed. Sygdom? Fra historisk tid i Grønland kendes ek- sempler på, at hele distrikter lægges øde p. gr. a. epidemier. Men dette er et resul- tat af kontakten med de europæiske hvalfangere og kolonisatorer og en epi- demiforklaring er næppe gyldig for si- tuationen i palæoeskimoisk tid. R.essourceforskydninger? En anden og måske mere sandsynlig forklaring tager udgangspunkt i Saqqaq- kulturens livsgrundlag, fangstdyrene. Det er kendetegnende for de arktiske dyrebestande, at de til stadighed ændrer udbredelse, og at de gennemløber vold- somme svingninger. Det gælder både havets og landjordens ressourcer. Og 111 207 [3] Flokke- af grønlandssæler bryder havoverfladen i Disko Bugt. Hvis grønlandssælen udeblev i en årrække, kan det have haft alvorlige konsekvenser for Saqqaq-folket, blandt andet i Disko Bugt. Foto: Morten Meldgaard. ligeledes ses stor variation i fangernes muligheder for overhovedet at få fat i dyrene. F. eks. kan vinter og forårsisen p.gr.a. ændrede strømforhold eller kli- ma blive vanskelig at færdes på og der- med umuliggøre en tilstrækkelig fangst af ringsæler. Hele den eskimoiske kultur er flexibel og indrettet på at håndtere sådanne ud- sving i fangstdyr-bestandene, men der vil uvægerligt i et arktisk miljø opstå si- tuationer, hvor en række uheldige fak- torer spiller sammen og således bringer selv den mest tilpasningsdygtige kultur i krise. Dette kan være sket for den vest- grønlandske Saqqaq-kultur omkring 1000 f. Kr. Det er vigtigt at holde sig for øje, at selvom naturen stadig bød på livsgrund- lag for et antal mennesker i enkelte re- gioner, er det ikke sikkert, at den sene Saqqaq-kulturs samfund kunne eksiste- re pi disse betingelser. Et par vigtige faktorer for samfundets sammenhold og dermed videreførelse var måske tilste- deværelsen af en - efter arktiske forhold 208 112 - tæt befolkning og opretholdelsen af et indviklet net af kontakter mellem Saq- qaq-grupper fra de forskellige vestkyst- regioner. Som det fremgik af afsnittet om råstoffernejpå Qeqertasussuk, får vi her i det arkæ9logiske materiale et lille indtryk af rækkevidden af disse kontak- ter. Ændrede ejjer helt manglende fore- komster af vigtige fangstdyr kan have forårsaget, at man måtte forlade visse regioner i Vestgrønland, f. eks. Disko Bugt, og dermed at en lang kæde af »handelsforbindelser« og sociale kon- takter fra Upernavik i nord til Kap Far- vel-distriktet i syd blev brudt itu. Kontinuitet i Canada Den seneste forskning har vist, at der, samtidig med Saqqaq-kulturens mulige forsvinden fra Vestgrønland, sker en markant forøgelse af den palæoeski- moiske bosætning i det østligste højark- tis, dvs. Ellesmere Island, Pearyland og Nordøstgrønland. De to sidstnævnte grønlandske områder havde da været mennesketomme i over 1000 år. På Ca- [4] nada-siden betegnes fundene fra århun- drederne mellem ca. 900-500 f.Kr., »transitional phase«, (dvs. overgangs- fasen mellem Prædorset/Saqqaq og Tidlig Dorset-kultur), og i Grønland, »Independence Il-kultur«. Men der er tale om én og samme arkæologiske kul- tur ud fra stenredskaberne at dømme. Denne ekspansion har måske sin bag- grund i en ressourcemæssigt usædvan- ligt gunstig periode i Nord- og Nordøstgrønland både for landvildtets (især moskusoksens) og havpattedyre- nes vedkommende. Man kan forestille sig, at Saqqaq- befolkningen fra Vestgrønland måtte opsøge disse nye fangstfelter, hvor de i tæt kontakt med nyindvandrede grup- per fra Canada efterhånden udviklede en »livskraftig« Nord- og Nordøstgrøn- landsk fangstkultur. Denne var i stadig kontakt med det canadiske område og ændredes hermed uden markante brud til Dorset-kultur. I disse århundreder må befolkningssituationen i Vestgrøn- land have svaret til vore dages Østgrøn- land: store strækninger uden permanen- te bopladser og måske enkelte enklaver i de ressourcerigeste distrikter. Tidligst omkring 500 f.Kr. og snarest helt hen imod 300 f. Kr. etablerer sig igen større grupper af fangstfolk i Vestgrønland: Dorset-kulturen ekspanderer. Ny forskning Således kan vi altså tegne et billede af udviklingen, hvis vi med holdepunkt i Kulstof-14 dateringerne bevæger os ud på en is, der stedvis er tyndere, end selv den dristigste Saqqaq-fanger ville vove sig ud på. Årlig fangst af grønlandssæl--— og ringsæl --- Qasigiannguit kommune Fangsttal for grønlandssæl og ringsæl i Qasigiann- guit (Christianshåb) kommune. Kurverne viser, at der er store årlige udsving i fangsten af de to sæl- arter. Hvis flere af de vigtigste fangstdyr udeblev fra området samtidigt, kan det have haft katastro- fale følger for Saqqaq-befolkningen. Men der er bestemt håb forude. De palæoeskimoiske kulturer udforskes som nævnt ganske intenst i disse år. Sto- re strækninger på Vestkysten rekog- nosceres igennem af de grønlandske museer og nye spændende lokaliteter dukker op i snesevis. Der er i Sisimiut Kommune indledt større udgravninger af Saqqaq-bopladser med gode beva- ringsforhold; og endeligt øger en syste- matisk indsats fra bl. a. Grønlands Landsmuseum og Dansk Polarcenter nu vor viden om det ellers ret så »ukendte« Øst- og Nordøstgrønland betragteligt. Resultaterne af denne forskningsindsats vil måske give helt nye svar på spørgsmålet om: »Hvor blev de af?«. 113 209 [5]