[1] Reaktionen på det japanske angreb på »Pearl Harbor« 7. december 1941 - set fra en grønlandsk/dansk tilgangsvinkel Af Paul E. Ancker Ved den tyske okkupation af Danmark den 9. april 1940 blev forbindelsen til de nordatlantiske besiddelser (Færøerne, Island og Grønland) afbrudt. De danske myndigheder i København blev dermed stillet i en situation, hvor de var ude af stand til at øve indflydelse på, hvad der videre kom til at foregå i disse områder i løbet af 2'den verdenskrig. Den 12. april blev Færøerne inddra- get i krigshandlingerne, da øerne blev besat af engelske styrker. Forsynings- problemerne blev i de følgende år tilgo- deset ved at omlægge forsyningslinierne fra København til London, og den in- terne styring af Færøernes interesser blev løst ved at indføre en ordning, hvorefter Amtmanden og Lagtinget overtog det formelle regeringsansvar. For Islands vedkommende besluttede det islandske Alting den 10. april 1940, at overdrage det til Islands regering at udøve den kongelige myndighed i lan- det, og den 19. maj udsendte Altinget en uafhængighedserklæring. Denne blev den 17. juni samme år fulgt op med val- get af den tidligere islandske gesandt i København (Svein Bjørnsson) til »Rigs- regent«. Beslutningen om at besætte Island blev truffet af den britiske regering den 6. maj 1940, og 10. maj gik engelske styr- ker i land i Reykjavik. Den islandske re- gering protesterede formelt mod den britiske besættelse af landet, men ak- kviescerede, da man fandt besættelsen uundgåelig. Tyskland gjorde ikke noget forsøg på at sætte sig i besiddelse af Is- land, og kun ved en enkelt lejlighed blev der nedkastet bomber mod militære mål. Derimod opererede tyske u-både og flådestyrker i farvandene omkring Is- land, og efterhånden som forsynings- linierne over Nordatlanten til USA og Canada blev udbygget, kom Island til at betyde mere og mere som base for alli- erede sø- og luftstridskræfter, der kunne indsættes i slaget om Atlanterhavet. Grønland blev i modsætning til Fær- øerne og Island aldrig besat af nogen fremmed magt, men forblev under hele krigen overladt til sig selv, som en fri og uafhængig del af det danske monarki. Afgørende for etableringen af denne særlige status var Grønlands beliggen- hed på den vestlige halvkugle (The We- stern Hemisphere), som bragte Grøn- land inden for USA's interesseområde. 269 [2] Ijonølulu SAM FRAHCISCO, Bec. 7.-Pre$- ident Roojmlt »nounced thii ' ngrning that Japnete planet had j itucktd Manlla nå PeartHarbor. Ul JH NMIEDBY INESE PUNES Meddelelsen om det japanske overraskelsesangreb på U.S.A.'s »Stillehavsflåde« i »Pearl Harbor« kom som et chok for den amerikanske nation. Her ses forsiden af »HONOLULU STAR-BULLETIN's« ekstraudga- ve fra morgenen den 7. december 1941. De første meddelelser var præget af usikkerhed om, hvad der egentlig var hændt, og de angivne tal på døde og til- skadekomne indikerer, at angrebets omfang og ka- rakter endnu ikke var kendt. For at forstå den amerikanske hold- ning til Grønlands stilling i 1940 er det væsentligt at kende den principielle bag- grund for USA's udenrigspolitik baseret på »Monroe Doktrinen« af 1823. I sin oprindelige form kan indholdet af den- ne doktrin gengives således:1 »De amerikanske kontinenter som uafhængige og frie kan fremtidig ikke betragtes som objekt for europæisk ko- lonisation, og USA vil betragte ethvert forsøg fra en europæisk magts side på indblanding i amerikanske anliggender som farlig for sin sikkerhed og fred og som tidtryk for et uvenligt sindelag overfor USA.« Doktrinen blev i 1870 udvidet til også at omfatte overdragelsen af områder i »Den nye Verden« til europæiske mag- ter - således at hverken overdragelse fra amerikansk- til europæisk besiddelse el- ler fra europæisk- til anden europæisk besiddelse kunne ske uden om USA. 270 »Monroe Doktrinen« gav - sagt på en anden måde - udtryk for et amerikansk ønske om at holde fremmed aggression og fremmede konflikter på afstand af de amerikanske kontinenter, og netop den- ne holdning udgør kernen i USA's Grønlandspolitik. De amerikanske interesser i Grøn- land manifesterede sig under 2'den Ver- denskrig bl. a. ved en spontan støtte til den danske gesandt i Washington (Hen- rik Kauffmann) og til de lokale em- bedsmænd i Grønland (landsfogederne E. Brun og A. Svane). Kauffmanns hen- vendelse til »State Department« i Was- hington på selve besættelsesdagen, den 9. april 1940, havde således til følge, at udenrigsminister Cordell Hull indled- ningsvis manifesterede en »hånds off« politik overfor England og Canada, der havde været indstillet på at skride til en militær besættelse af Grønland. Samme dag (12. april) holdt præsident Roose- velt en pressekonference, hvor han bl. a. blev spurgt, om et overgreb på Grønlands integritet automatisk ville udløse sanktioner i medfør af »Monroe Doktrinen«. Præsidenten besvarede ikke dette spørgsmål med et klart »ja« eller »nej«, men han gik meget langt med hensyn til at forklare den stærke tilknyt- ning, der såvel geografisk og geologisk som med hensyn til fauna, flora og det eskimoiske sprogfællesskab bandt Grønland til det amerikanske konti- nent. Herefter kunne ingen være i tvivl om, at et overgreb på Grønland ville be- tyde en grov udfordring for USA.2 Omtrent samtidig bragte amerikan- ske aviser forlydender om hollandske bestræbelser på at sikre sig amerikansk [3] Storcirkelkort, der placerer Grønland imellem magtcentrene i Europa, U.S.A. og Det fjerne Østen. På grund af Sovjetunionens restriktive luftfartspolitik kunne ingen af de vestlige eller fjernøstlige luftfartsselskaber opnå overflyvningstilladelse til sovjetisk luftrum så længe »Den kolde Krig« varede ved. De civile flyveruter fra Euro- pa til Japan og andre fjernøstlige destinationer kom derfor i mere end 30 år til at forløbe over Grønland og blev dermed til »Polarruter«. beskyttelse af Ostindien for det tilfælde, at Holland skulle blive besat på tilsva- rende måde som Danmark. Selvom »State Department« dementerede disse udtalelser, holdt rygtet sig i den følgen- de tid »svævende« i diplomatiske kredse. Den 15. april fremsatte den japanske udenrigsminister (Arita) en officiel erklæring, hvor han gjorde opmærksom på sit lands interesser i Ostindien og sluttede med en bemærkning om, at den japanske regering med bekymring måtte betragte enhver udvikling af krigen i Europa, som kunne berøre »status quo« i hollandsk Ostindien.3 En amerikansk garanti for Grønlands uafhængighed ville på denne baggrund kunne få en uheldig virkning i Tokyo. Her måtte man opleve den amerikanske politik over for Grønland som et ek- sempel på, hvad USA evt. kunne foreta- ge sig i relation til Ostindien. Det kan derfor næppe betvivles, at netop hensy- net til Japan i høj grad har været med- virkende årsag til, at den amerikanske præsident på pressekonferecen afstod 271 [4] fra at udtale offentligt, at Grønland var omfattet af »Monroe Doktrinen«, I løbet af april måtte »State Depart- ment« flere gange bremse canadiske pla- ner om at sende militære styrker til Grønland. Den canadiske regering var blevet opfordret hertil både af den en- gelske regering og af det store canadiske firma: »Aluminium Company of Cana- da« (ALCAN). En særlig rolle spillede i denne forbindelse kryolitproduktionen i Ivigtut, idet dette sjældne mineral indgår som en vigtig faktor (katalysator) ved aluminiums fremstilling. Det cana- diske firma så her en mulighed for at overtage minedriften i Ivigtut, og USA besluttede på denne baggrund at iværk- sætte foranstaltninger til sikring af kry- olitforekomsten mod et tysk angreb (kommandoraid), der i givet fald kunne sætte kryolitminen ud af drift.4 USA måtte til stadighed i sine sikker- hedspolitiske vurderinger tage hensyn til, at Japan kunne benytte en militær besættelse af Grønland som påskud til at besætte hollandsk Ostindien. State De- partment søgte derfor efter en egnet kombination af magtmidler, der kunne neutralisere det canadiske pres uden at have karakter af en militær besættelse af Grønland. Allerede på sin pressekonfe- rence den 12. april havde præsident Roosevelt medinddraget muligheden for at indsætte amerikansk »Røde Kors« i Grønland, og man arbejdede nu på det diplomatiske plan med at oprette et amerikansk konsulat i Godthåb. Hertil kom muligheden for udelukkende at an- vende »US Coast Guard« til rekognosce- ring og patruljevirksomhed i grønland- ske farvande. Sådanne foranstaltninger 272 sammenholdt med etableringen af en særlig »Grønlands kommission« til at varetage forsyningstjenesten, mente »State Department« ville befæste Grøn- landspolitikken og give den nødvendige støtte uden at have karakter af aggres- sion.3 Canadierne vågede over alle detaljer i USA's Grønlandspolitik for ikke at bli- ve distancerede, og havde bl. a. en føler fremme om at afsende en canadisk poli- tistyrke af »Royal Mounted Police« til Grønland (Ivigtut). Det var ligeledes symptomatisk, at da USA's planer om at oprette et konsulat i Godthåb blev kendt i Ottowa, var Canada straks klar til at følge trop. I slutningen af april og begyndelsen af maj 1940 udkrystalliserede de ameri- kanske planer sig i et kontant hand- lingsprogram, og den 10. maj afgik den første »Coast Guard Gutter« (»Coman- che«) til Grønland. Ombord var den nyudnævnte konsul James K. Penfield og hans vicekonsul L. West. Endvidere var der en repræsentant for det ameri- kanske »Røde Kors«. Alt i alt var her tale om en indsats, der repræsenterede USA's politiske, forsvanmæsssige og huma- nitære interesser i Grønland. Penfield havde ordre til at udarbejde en provisorisk plan for Ivigtuts forsvar sammen med chefen for »USCG Co- manche«. Nar denne opgave var afslut- tet, skulle han fortsætte til Godthåb for at oprette det omtalte konsulat. I Godt- håb blev forsvaret af Ivigtut drøftet med landsfoged Svane, der herefter iværksat- te indkøb af en kanon for danske mid- ler. Kanonen ankom senere på året sam- men med 20 frivillige, der var hvervet [5] United States Coast Guard (USCG) på vagt for Grønland. På montagen ses »USCG Gutter, NORTHLAND« med et rekognosceringsfly på ag- terdækket, og på det andet billede ses flyet i luften. Luftfartøjet er et lille amfibium af typen »Grumman J2F, Duck«, der allerede tidligt blev benyttet til re- kognosceringsformål og forbindelsestjeneste i Grøn- land. Luftfartøjet havde to mands besætning og en aktionsradius på ca. 550 km. Skroget var monteret på en landingsponton, der var forsynet med et optræk- keligt understel. Derved blev luftfartøjet i stand til at starte og lande både på land og vand. af den anden landsfoged (Eske Brun) fra USCG i forståelse med danske og ameri- kanske myndigheder i Washington. Styrken blev under hensyn til den poli- tiske situation opstillet som et civilt po- litikorps.6 Da det tyske angreb blev sat ind mod Holland og Belgien den 10. maj 1940, tog udenrigsminister Hull kontakt med den engelske ambassadør i Washington (Lothian). Hull foreslog, at den engel- ske og den amerikanske regering i fæl- lesskab skulle forsikre Japan om Eng- lands og USA's vilje til at opretholde »status quo« i Ostindien. Omtrent sam- tidig kaldte den japanske udenrigsmini- ster (Arita) ambassadørerne fra Tysk- land, Italien, Frankrig og England til møde i det japanske udenrigsministeri- um, hvor han meddelte dem, at begi- venhederne i Europa havde skærpet Ja- pans opmærksomhed overfor Ostin- dien. Dette foranledigede, at Hull nu fandt det nødvendigt at fremsætte en of- fentlig udtalelse, der gjorde Tokyo op- mærksom på Japans internationale for- pligtelse til at respektere »status quo« i den hollandske koloni.7 Situationen blev yderligere forværret, da engelske og franske styrker den 11. maj gik i land på de hollandske olieøer »Aruba« og »Curacao« i Vestindien. Hollænderne havde anmodet om aktio- nen, da de frygtede, at tyske elementer i 273 [6] Parti fra Ivigtut med bruddet og forpladsen. Som det vil fremgå kunne skibene ikke gå til kaj, men måtte ligge fortøjet i en afstand af ca. 10 meter fra vejen og forpladsen. Der måtte derfor anvendes en stor laste- kran til at transportere kryolit fra land og ud til fragtskibene. Over bebyggelsen ses et to-motoret pa- truljefly af typen »PBY 5a, CATALINÅ« tilhørende U.S. NAVY. Senere blev der anlagt en regulær flåde- base med tilhørende sølandingsfaciliteter længere inde i fjorden ved Grønnedal. Der blev udlagt fly- bøjer ogetableret to ramper med båkeafmærkning til brug for amfibieluftfartøjer. Endelig blev der etable- ret en »Årmy-camp« kaldet »Fort Nance« ved Chri- stianshavn nordvest for Ivigtut på den anden side af fjorden. Her blev underbragt en bevogtningsstyrke på ca. 250 mand, der dels afgav personel til vagttjene- ste i Ivigtut og dels bemandede to faste 155 mm batte- rier, der kunne forsvare indløbet til Arsuk-fjorden. Venezuela skulle sætte sig i besiddelse af de betydningsfulde raffinaderier på øer- ne. Men herved var der sket et brud på »Monroe-doktrinen«, og samtidig havde Japan fået et påskud til at gennemføre en lignende aktion i Ostindien. Præsi- 274 dent Roosevelt gik personligt ind i sa- gen, og fik hollænderne og englænderne til at udtale offentligt, at Holland ikke ville anmode om hjælp, og at England ikke ville intervenere i Ostindien. Sam- tidig måtte de allierede gå ind på at trække deres tropper ud af Hollandsk Vestindien snarest muligt. Udviklingen på vestfronten havde skærpet England's og Canada's interesse for Grønland, men USA havde holdt igen. State Department påpegede, at med Hollands fald var Ostindien kom- met i en situation, der mindede om Grønlands. Situationen var pinagtig for USA, som så sig nødsaget til at afstå fra militære trusler og udelukkende måtte kæmpe med diplomatiske midler. Den 16. maj havde udenrigsminister Hull et møde med den japanske ambas- sadør i Washington, hvor Hull fik ind- tryk af, at man fra japansk side virkelig havde oplevet det vestindiske intermez- zo som et påskud til at gribe ind i Ostin- dien, men Hull kan muligvis på davæ- rende tidspunkt have overfortolket de japanske intentioner. Hvorom alting er, den 18. maj stillede japanerne krav om øgede leverancer fra Ostindien. Tysk- land fulgte sagen op med et kommuni- que den 22. maj, der indeholdt et klart tysk akcept af en eventuel japansk ag- gression i Sydøstasien.8 En yderligere manifestering af USA's vilje til at beskytte Grønland mod an- greb udefra fulgte i sommerens løb, hvor præsident Roosevelt på »Havanna- konferencen« (30. juli 1940) formule- rede den amerikanske regerings politik på følgende måde:9 -SS,.. [7] PHASE I From the Outbreak of War to the Invcuion of Norway September Srd 1939 to April 9th 1940 Summary of Losses Britisk 339, OOO Othen 343,OOO Total 683,000 PHASE n THE WESTERN APPROACHES April lOth 1B4O to March 17th 1941 British l, 677, OOO Others 637, OOO Total PHASE rå THE OCEAN Up to the Entry of the United States in& the War >Iarchl8thl941 loDec. 6thl941 British J, 134, OOO Others 43O,OOO Total 1,564,OOO Nærværende oversigt over torpederinger på Nordatlanten findes i Churchill's værk: »The Second World War«, Bd. III. Kortene angiver både hvor mange torpederinger, der har fundet sted, og hvor meget tonnage der er ble- vet sænket indenfor de angivne perioder. Bemærk tillige at u-bådenes operationsområde gradvis rykkede vest- over. Forfatteren har fundet det hensigtsmæssigt at kombinere dette kortmateriale med præsident Roosevelts personlige opfattelse af U.S.A.'s ansvar for »The Western Hemisphere«. Den indtegnede skillelinie har præsi- denten - i henhold til Sherwoods angivelser i værket »Roosevelt and Hopkins«, se litteraturlisten - personligt påført sit eget oversigtskort over området. Det er bemærkelsesværdigt, at linien på ca. 62° N kurver øst-over og inkluderer Island og dermed bringer Danmarksstrædet og farvandene omkring Island ind under amerikansk interesseområde og beskyttelse. Som det vil fremgå af kortmaterialet var Tysklands svar på »Låne- og lejeloven« at rykke u-bådskrigen vestover til Grønlands kyst. Det foreligger i denne forbindelse dokumenteret, at så mange som 15-20 tyske U-både kunne operere i farvandene omkring Grønland på samme tid. »The USA will hold itself responsible for the defence of the Western Hemi- sphere, and transfer of any Territory (land or sea) from one European state to another will not be tolerated.« I september 1940 underskrev Japan »The Tripartite Pact« (Akesemagtafta- len) sammen med Tyskland og Italiens side, hvis USA trådte aktivt ind i krigen. Det japanske Kejserrige ville derved bli- ve konfronteret med de to nationer, der ud over verdens største flåder tillige rådede over næsten uudtømmelige res- sourcer. I sin velformulerede appel til den amerikanske præsident af 8. december 1940, omtalte Churchill bl. a. situatio- nen i Det fjerne Østen på følgende måde:10 »... A third sphere of danger is in the Far East. Here it seems clear that Ja- pan is thrusting southward through Indo-China to Saigon and other na- val and air bases, thus bringing them within a comperatively short distance of Singapore and the Dutch East In- dies. It is reported that the Japanese åre preparing five good divisions for possible use as an overseas expeditio- 275 [8] nary force. We have to-day no forces in the Far East capable of dealing with this situation should it develop.« ChurcMlls henvendelse indeholdt iøv- rigt en redegørelse for den aktuelle ver- denssituation og et forslag til, hvilke til- tag der måtte iværksættes på global basis for at imødegå det nazistiske og fascisti- ske tyranni. Han gennemgik de væbne- de styrkers behov for materiel og am- munition og omtalte problemerne med at finansiere så enorme behov. I sin af- sluttende appel til præsident Roosevelt lagde Churchill vægt på at understrege, 276 Luftfotografiet viser Narsarsuaq (BW-1), som plad- sen tog sig ud i 1942. Efter »GRØNLANDSTRAK- TATEN's« underskrivelse den 9. april 1941 gen- nemførte U.S. Coast Guard en »Site-evaluation« af egnede områder til anlæg af flyvepladser i Syd- vestgrønland. Valget faldt bl. a. på sletten ved Nar- safsuaq vis-a-vis ruinerne af Erik den Rødes boplads på den anden side af fjorden. Den 6. juli 1941 ankom transportflåden med anlægsstyrken til området, og i løbet af efteråret og vinteren 1941/42 blev der etable- ret en regulær flyveplads med startbane, parkerings- område samt alle nødvendige faciliteter såsom han- gar, værksteder og brændstofforsyning m.v. På de øvrige billeder ses en »B-25A, MITCHELL« starte Tra banen, medens denne endnu var belagt med stålmåtter. Endvidere ses den store træhangar under opførelse på et tidspunkt, hvor første buekon- struktion rejses. [9] at brevet ikke burde opfattes som en bøn om hjælp, men mere som en vurdering af hvilken indsats, der ville være påkræ- vet for at opnå Englands og USA's fælles mål. Præsident Roosevelts overvejelser ledte frem til vedtagelsen af »Låne og Leje Loven«, der blev underskrevet i Washington den 11. marts 1941. Der var herved skabt mulighed for næsten ube- grænsede overførsler af forsyninger fra USA til England, hvilket påny satte fo- kus på det nordatlantiske område, og fik England og Canada til at gentage kravet om baser i Grønland.11 Tyskland blev tvunget til at intensi- vere sine bestræbelser på at blokere tilførselsvejene til England, og den 25. marts kundgjorde den tyske regering, at farvandene omkring Island indtil 3 sø- mil fra Grønlands kyst var erklæret krigszone, hvor fjendtlige og neutrale handelsskibe ville blive sænket uden varsel af tyske sø- og luftstridskræfter. Amerikanske handelsskibe ville dog indtil videre være undtaget herfra. Allerede dagen efter blev et tysk re- kognosceringsfly iagttaget over Syd- grønland, og dagen efter (27. marts) blev tyske overflyvninger rapporteret i samme geografiske område af en radio/ vejrstation i »Torkilsbu« ved Lindenows Fjord. Omtrent samtidig tilgik der ame- rikanske myndigheder oplysninger om, 277 [10] Nærværende kort over Stillehavet angiver bl. a. afstandene til U.S.A. ogjapan samt den indbyrdes afstand imel- lem de enkelte 0-grupper. Den japanske angrebsflåde bestod af seks hangarskibe udrustet med i alt 424 luft- fartøjer samt to slagskibe, to svære krydsere, en let krydser og ni destroyere samt ni store tankskibe. Endvidere deltog en division undervandsbåde, hvoraf fem medbragte en »Midget-submarine« fastspændt på »ryggen« af skroget. Angrebsflåden forlod Tankan-bugten den 27. november og nåede frem til en position ca. 230 sømil nord for Oahu natten mellem den 6. og 7. december. at Tyskland i stilhed forberedte oprettel- sen af en række meteorologiske statio- ner i Østgrønland, ligesom der skulle foreligge planer om at stationere en es- kadrille langdistancefly på et hensigts- mæssigt sted på Grønlands østkyst.12 På dette grundlag måtte USA finde, at der var et påtrængende behov for at få bragt Grønland inden for rammerne af den vestlige halvkugles forsvar, og den 9. april 1941 blev »The Agreement rela- 278 ting to the Defence of Greenland« (kal- det »Grønlandstraktaten«) underskrevet i Washington af den danske gesandt Henrik Kauffmann og USA's udenrigs- minister (Cordel! Hull).13 »Grønlandstraktaten«, der var forbe- redt igennem nogen tid, gav bl. a. USA mulighed for at anlægge og drive sådan- ne havne, landingspladser, radiostatio- ner og vejrstationer, som måtte anses for nødvendige for at leve op til de forplig- [11] teiser vedrørende forsvaret af Grøn- land, som US A's regering havde påtaget sig i medfør af »Havanna-aftalen« (The Act of Habana, signed July 30,1940), se note 9 ovenfor. Forholdet imellem USA og Japan var i den forløbne tid kølnet, idet præsident Roosevelt havde følt sig foranlediget til at lægge embargo på en række råstoffer, der kunne udnyttes til militære formål, herunder bl. a. flybrændstof, jern og stål. I juli 1941 gik japanske tropper i land i Indokina efter aftale med den tysk kon- trollerede Vichy-regering i Frankrig, og besatte hovedstaden Hanoi. Den ameri- kanske efterretningstjeneste havde på PEARL HARBOR 7 December 1941 Illustrationen viser de amerikanske basefaciliteter omkring »Pearl Harbor« på Hawaii. Som det vil fremgå lå ho- vedparten af »Stillehavsflåden« (i alt 96 flådefartøjer) i havn den 7. december. En undtagelse var de to hangar- skibe: »LEXINGTON« og »ENTERPRISE«, der befandt sig i åben sø imellem Hawaii og Midway. På »Ford Is- land« var der stationeret et større antal af flådens luftfartøjer, herunder »PBY, CATALINA«, »Douglas SBD, DAUNTLESS« og »Grumman F4F, WILDCAT«. Den nærliggende »Hickham Field« var base for U.S. Army Air Corps bombefly, og her befandt der sig bl. a. 70 stk. »B-17, FLYING FORTRESS« samt et antal jagere af ty- perne »P-40, WARHAWK« og »CURTISS, P-36«. Hovedparten af hærens jagerfly var baseret på »Wheeler Field«, hvor der befandt sig i alt 151 kampfly heriblandt 75 helt nye P-40, WARHAWK«. Endelig befandt der sig 33 af flådens »CATALINA« luftfartøjer på østsiden af Oahu, hvor søflyvepladsen »Kaneohe« var under etable- ring. Da de øverstbefalende af begge værn mere frygtede sabotageaktioner end et uvarslet angreb fra luften, var både flådens og hærens luftfartøjer samlet sammen i blokke, hvor flyene stod vingespids ved vingespids for der- ved at lette bevogtningen om natten. 279 [12] daværende tidspunkt brudt det japanske kodesystem, og USA fik derfor vished for, at det næste mål var hollandsk Ostindien. Præsident Roosevelt adva- rede gentagne gange japanerne og skred herefter til en indefrysning af japanske tilgodehavender i USA. Dette betød, at Japan måtte vælge imellem to mulige handlemåder:14 Enten at finde frem til en forhand- lingsløsning med USA for at få frigi- vet midlerne og hævet embargoen, eller skaffe sig adgang til de vitale råstoffer med militær magt ved at erobre engelske og hollandske besid- delser i Ostindien. Den japanske regering syntes indstillet på at søge en diplomatisk løsning, og på denne baggrund bad den japanske pre- mierminister {prins Konoye) om et per- sonligt møde med præsident Roosevelt. Formålet var, at nå frem til en aftale, som Japan kunne leve med. Imidlertid stolede Cordell Hull ikke på, at Konoye havde tilstrækkelig opbakning fra sin regering til at indgå en bindende aftale, og han tilrådede derfor præsidenten at kræve visse forhåndsgarantier, inden et sådant møde kunne berammes. Roose- velt meddelte derfor Konoye, at han kun ville mødes med ham, hvis Japan på forhånd ville garantere, at man ville re- spektere Kinas territoriale grænser. Da Konoye ikke kunne stille sådanne ga- rantier, brød forhandlingerne sammen. Situationen var hermed blevet yderli- gere tilspidset, og i oktober måtte Ko- noye vige pladsen som premierminister til fordel for den mere militante fløjs kandidat: general Hideki Tojo. Igennem 280 den følgende tid opretholdt den japan- ske regering det indtryk, at man ønskede at fortsætte forhandlingerne, og den 20. november 1941 fremlagde Tojo et forslag til en aftale, der favoriserede japanske interesser uden at give nogen garantier vedr. Kina eller andre territoriale inter- esser. Cordell Hull meddelte den japan- ske delegation, at USA ikke kunne for- handle på det foreliggende grundlag, og den 27. november blev Secretary of War, Henry L. Stimson orienteret om den opståede situation. Hull var nu overbevist om, at en væbnet konflikt var uundgåelig.15 Den amerikanske efterretningstjene- ste havde på daværende tidspunkt deko- det japanske telegrammer, der gjorde det klart, at et angreb forestod. Man vidste dog ikke hvor og hvornår, og en kombina- tion af forvirring og fejlbedømmelse af de modtagne meldinger gjorde, at de amerikanske styrker var fuldstændig uforberedte, da det japanske angreb blev sat ind imod Stillehavsflådens hovedba- se på Hawaii. Søndag den 7. december 1941 kl. 07.55 blev »Pearl Harbor« an- grebet af hangarskibs baserede flyver- styrker i to bølger, der med en times mellemrum angreb flyvepladserne og de opankrede flådestyrker i havnen. De amerikanske tab blev meget betydelige. 2400 mand omkom og 1200 mand blev sårede. 8 slagskibe, 3 krydsere og 4 an- dre fartøjer blev sænket, medens 188 luftfartøjer og en lang række vitale in- stallationer, herunder hangarer, værk- steder og andre reparationsfaciliteter m.v. blev ødelagt. Herudover blev 160 luftfartøjer beskadigede. - De japanske tab var til sammenligning små og ubety- [13] DEPLOYMENT ROUTES OF ATTACKING PLAIMES 7 DECEMBER 1941 Kaena Pt. HOKIZONTAL 8OMBERS Det japanske angreb blev ikke alene rettet imod »Stillehavsflåden« og basefaciliteterne omkring »Pearl Harbor«. Som det vil fremgå af nærværende illustration angreb første bølge tillige flyvepladserne »Wheeler Keld« og »Kaneohe Bay«. På »Wheeler« var ca. 150 kampfly af typerne »P-36« og »P-40« opmarcherede i snorlige rækker for at lette bevogtningen. Denne koncentration bidrog i høj grad til, at over 40 blev ødelagt ved det første an- greb. Den nyanlagte Navel Air Station »Kaneohe« på østsiden af Oahu blev angrebet to gange med 20 mm ka- noner og maskingeværer, inden den blev bombet. Af de 33 »PBY, CATALINA«, der var tilstede på pladsen, blev de 27 ødelagt ved angrebene. Også de mindre pladser på Oahu blev angrebet, således blev eksempelvis 47 ud af 48 jagerfly ødelagt på jorden på U.S.C.G.-basen »Ewa Field« ca. 10 sømil vest for »Pearl Harbor«. delige, idet kun 29 fly og 5 »Midget sub- marines« gik tabt.16 Angrebet gav anledning til at præsi- dent Roosevelt den 8. december sam- menkaldte kongressens to kamre i parla- mentsbygningen på Capitol Hill, og i en radio-transmitteret tale rettede han en gribende appel til det amerikanske folk, hvor han bl. a. omtalte det japanske an- greb på følgende måde:17 »Yesterday, december 7, 1941 - a date wbich will live in infamy - The United Sta- tes ofAmerica was suddenly and deliberately attacked by naval and air forces oftbe Em- pire of Japan ... etc.« Virkningen af dette budskab var på samme tid voldsom og uoverskuelig, og sjældent har vel en enkeltstående begi- venhed i verdenshistorien medført så vidtgående konsekvenser og reaktioner, som angrebet på »Pearl Harbor«. På få timer vedtog det amerikanske parlament (Senatet enstemmigt og Repræsentanternes Hus med en stem- mefordeling på 388 mod 1) at afsende en krigserklæring til Japan. I medfør af 281 [14] »Akse-pagten« udløste den amerikanske krigserklæring mod Japan en krigser- klæring rettet imod USA fra Tyskland og Italien. Denne blev modtaget og be- svaret af USA den 11. december. For Englands vedkommende giver Churchills umiddelbare reaktion på budskabet en klar indikation af den be- tydning angrebet på »Pearl Harbor« havde for Englands stilling og for Chur- chill personligt:18 »... No American will think it wrong of me if I proclaim that to have the United States at our side was to me the greatest joy. I could not foretell the cource of Events. I do not pre- tend to have mesured accurately the martial might of Japan, but now at this very moment I knew the United States was in the war, up to the neck and in to the death. So we had won after all!« Angrebet på »Pearl Harbor« blev på ad- skillige måder en skelsættende begiven- hed i Verdenshistorien, men i nærvæ- rende forbindelse er det i særlig grad opgaven at undersøge den reaktion, som præsident Roosevelts tale til det ameri- kanske folk den 8. december 1941 medførte for Grønland og det nordat- lantiske område. Reaktionen hos den amerikanske konsul i Godthåb, James K. Penfield, kan sammenlignes med Churchill's, idet han af daværende landsfoged Eske Brun retrospektivt er citeret for at have ud- talt:« ». . . It's awfull, still Ifeel a great deal bet- ter«. Eske Bruns egne kommentarer fremgår af diverse samtidigt materiale, men er også medtaget i hans erindringsbog fra 1985, hvor han blå. udtaler:20 »... Det store omsving med hensyn til amerikanernes indstilling kom med japanernes angreb i december 1941. Indtil denne begivenhed var det trods alt, som om tvivlen - om begivenhe- der uden for landets grænser virkelig var noget, som Amerika skulle blande sig i - var vidtspredt. Overfaldet på »Pearl Harbor«, medens der blev for- handlet fred og fordragelighed - følelsen af, at have været offer for et kæmpemæssigt »dirty trick«, det faste forsæt om at dette ikke skulle gå ustraffet hen, smedede i et nu den amerikanske nation sammen til et redskab for en enig og total indsats. Alle andre hensyn end hensynet til arbejdet for sejren blev bortvejede. Vi mærkede også dette i Grønland. At- mosfæren blev en anden ved de ame- rikanske baser. Beslutsomheden og sagligheden kom i højsædet. Vi mær- kede dønningerne fra den storm som satte hele det enorme amerikanske potentiel i produktionskraft og men- neskemateriale ind i kampen. Nu var terningerne kastede, nu kom alt og alle med. Efter den 9. april havde min egen indstilling og den, som var hos næ- sten alle deroppe i Grønland, været, at fremtiden var hyllet i den dybeste uvished. I sommeren 1940 viste alle konkrete tegn hen til en nazistisk mi- litær sejr i hele Europa. Vi nægtede at indrette os efter en fremtid bestemt af en sådan udvikling, vi klamrede os 282 [15] UlTSUStSHI A6UZ simpelthen til, at noget måtte ske, der reddede os alle fra en sådan skæbne. Da Hitler overfaldt Rusland, skete der allerede noget, der gjorde det umuligt for ham at komme igennem med sine forsæt. »Pearl Harbor« blev, uanset alle indledende katastrofer over hele Stillehavet, den endelige begivenhed, som var vendepunktet. Nu var kun een udgang mulig. Det kunne - måtte - vare længe, men ly- set havde vist sig forude ...« NAKAJIMA B3N2 Den japanske angrebsflåde under kommando af vi- ceadmiral Nagumo indeholdt i alt seks hangarskibe: »KAGA« og »AKAGI« af l'ste luftflåde, »HIRYU« og »SORYU« af 2'den luftflåde og »SHOKAKU« og »ZUIKAKU« af 5'te luftflåde. Kl. 0740 blev den første angrebsbølge bestående af i alt 183 luftfartøjer sendt i luften på en position ca. 230 sømil nord for Oahu. Formationerne bestod af 89 torpedoplaner af typen (KATE), »Nakajima, B5N«, 51 dykbombefar- tøjer af typen, (VAL) »Aichi, D3A« og 43 jagerfly af typen (ZERO), »Mitsubishi, A6M«. Angrebsplanen gik ud på, at lade jagerflyene neutralisere flyvebaser- ne med 20 mm kanoner og maskingeværer, hvorefter styrtbombefartøjerne skulle sættes ind. I koordina- tion hermed skulle torpedoplaner og styrtbombe- fartøjer angribe selve flådebasen og de opankrede en- heder af Stillehavsflåden. Angrebene blev indledt kl. 0755 og varede ved indtil kl. 0825. Herefter var der en pause indtil kl. 0854, hvor anden angrebsbølge nåede frem. 2'den angrebsbølge var blevet sendt i luften på et tidspunkt, der passede med at første bølge havde skudt sig tomme og måtte returnere til hangarskibene. 2'den bølge bestod af: i alt 167 luft- fartøjer, der fordelte sig med: 54 torpedoplaner, 78 styrtbombefartøjer og 35 »Zero's«. For at formindske risikoen for at miste egne luftfartøjer på grund af brændstofmangel havde Nagumo i den mellemlig- gende tid flyttet hangarskibsflåden 40 sømil nærmere kysten, hvor de tilbagevendende fly blev taget om- bord imellem kl. 1030 og 1330. Tabene blev reelt me- get små, nemlig i alt 29 luftfartøjer: 5 torpedoplaner, 15 dykbombefartøjer og 9 jagerfly. 283 [16] TYPE A 'MIDGET' Japanese Submarine NOMENCIATUHE DISPtACEMENT DIMENSIONS. MACHINERr: SPEED ARMAMENT COMPLEMENT. 46 totw (subimrKKi) BO X 6 X 6 ft. Singlf-Ilutt étactrtc motor 600 HP Surtaoe 23 knotfc subm«rg*d 19 hnot* Two 18-inch bow Movnfnposad torpedo tub«s I angrebsstyrken indgik tillige fem »Midgetsubmarines« (dværg-ubåde), der var blevet bragt frem over Stilleha- vet på »ryggen af« I-klasse u-både. Den 5. december var denne særlige angrebsstyrke nået indenfor 100 sømil af Pearl Harbor. Herefter splittede formationen op og nærmede sig land i vifteform, og natten mellem 6. og 7. de- cember gik I-bådene i venteposition i en afstand af 10 sømil fra kysten. Det var~meningen, at dværg-ubådene skulle penetrere havneforsvarets ubådsnet og angrioe de opankrede slagskibe, medens opmærksomheden var rettet imod de angribende fly. Denne del af operationen blev imidlertid ingen succes, idet det ikke lykkedes for en eneste af mini-undervandsbådene at komme i skudposition på slagskibene. Alle fem dværg-ubåde gik tabt under operationerne. En løb på grund i havneområdet og blev bjerget intakt. Af besætningen på to mand blev den ene taget til fange og blev dermed U.S.A.'s første krigsfange. Omtrent samme helhedsindtryk får Amerikas indtræden i krigen kom man véd at læse daværende mag. scient. virkelig som en befrielse for os - og Chr. Vibes bogværk fra 1946: »Ene lig- vel for hele den frie verden ... etc.«. ger Grønland«, hvor det bl. a. anføres:21 Samtidig kan det konstateres, at forsy- »... Den 7. december 1941 sneede det stærkt i Godthåb, og en skarp sydvest stod ind over kolonien. Meddelelsen om »Pearl Harbor« med det lumske japanske overfald på Amerika opfyld- te radioen den dag, og heller ikke i Grønland talte vi om andet. Da jeg samme dag løb på landsfo- ged Brun udenfor Centralkontoret, sagde han lakonisk: Så er vi i krig! - Detlød mere som et lettelsens udbrud end som en manende erkendelse. Ja. Grønland var nu i krig med Ja- pan - og dagen efter også med Tysk- land, eftersom vor stilling til verdens- opgøret ved forsvarsoverenskomsten (Grønlandstraktaten) var knyttet til Amerikas. Med Tyskland havde vi teoretisk været i krig siden den 9. april 1940, selvom kamphandlinger- ne endnu ikke havde fundet sted. ningssituationen i Grønland ikke kunne undgå at blive påvirket af de storpoliti- ske begivenheder, og handelsinspektør Axel Malmquist (Den Kongelige Grøn- landske Handel) anfører bl. a. i »Det grønlandske Selskabs« årsskrift for 1946 følgende herom i22 »... 11941 da Amerika kom med i kri- gen, blev det et problem for os at skaffe varer, idet de amerikanske le- verandørers hovedopgave nu først og fremmest blev at levere til krigsindu- strien. Disse leveringsvanskeligheder medførte i stigende grad, at det blev vanskeligt at få leverandørerne til at levere varepartierne stykket ud på mange forskellige kolonier og deraf følgende pakkeudgifter, udfærdigelse af told- og skibspapirer og ikke mindst opnåelse af udførselstilladel- ser for de enkelte forsendelser ...« 284 [17] I Washington oplevede Henrik Kauff- mann begivenhederne omkring den 7. december 1941 på tætteste hold. Præsi- dent Roosevelts gribende tale til det amerikanske folk fra parlamentsbygnin- gen gav genklang i de diplomatiske repræsentationer i storbyen. Alle måtte herefter instille sig på markante foran- dringer. De hensyn, som havde spillet ind medens USA var en neutral nation, var nu bortvejet, hvilket betød at rela- tionerne imellem Grønland og USA for fremtiden ville blive mindre komplice- rede. Baseanlæggene i Grønland ville nu ikke længere udgøre en diplomatisk be- lastning, og skæbnen ville, at oberst Bernt Balchen - (der var ansvarlig for anlægget af basefaciliteterne i Søndre Strømfjord) - netop den 7. december 1941 kunne indberette, at den første landing på den nyetablerede startbane havde fundet sted, samtidig med at det japanske angreb på »Pearl Harbor« satte ind. Balchen skriver retrospektivt her- om:23 »... Søndag den 7. december melder radioen, at japanerne er gått til an- grep på »Pearl Harbor«. Jeg sammen- kalder alle mann, både sivile og mi- litære, og meddeler dem, at vi nu må anse oss for å være i krig med akse- magterne, og at Søndre Strømfjord fra nu av er i krigsberedskap. Jeg leser opp krigsartiklerne og gjør dem be- kjendt med, at de nu er under militær kommando og jurisdiksjon. To dager senere får jeg beskjed fra Washington om, at de forente Stater har erklært krig...« Redaktør Ebbe Munch skriver i sit bog- værk: »Døren til den frie Verden« kun ganske lidt om »Pearl Harbor«, men ten- densen er tydelig nok:24 »Ude i den fri verden stod Kauff- mann i Washington som anerkendt gesandt efterhånden med tilslutning fra andre repræsentationschefer. Over halvdelen af den danske han- delsflåde sejlede for britterne. ... Med Japans angreb på »Pearl Harbor« den 7. december 1941 og Amerikas officielle allianceforhold som en fuldbyrdet kendsgerning var verdensbranden for alvor tændt. S. O. K, der hidtil kun havde haft til mål at støtte undergrundsbevægelser- ne på det europæiske fastland, blev udvidet til en verdensorganisation ... etc.«. Kaptajn H. C. Røder var en af de danske kaptajner, der gik i allieret krigstjeneste, og i sin beretning om danske søfolks indsats: »De sejlede bare«, skriver Røder bl. a. i relation til angrebet på »Pearl Harbor«:25 »... Dette uprovokerede angreb på den amerikanske flåde bragte natur- ligvis straks Amerika med ind i kri- gen, og denne ændring af Amerika fra at være neutral til at blive krigsføren- de - ikke alene mod Japan, men ved krigserklæringen af 11. december også mod Tyskland og Italien - bragte også ændring i de af USA rekvirerede danske skibes stilling. Bl. a. kunne de af skibene, som var sat under ameri- kansk flag, nu også sættes i fart i krigsfarvande, da den tidligere omtal- 285 [18] Billedet viser højdepunkter fra angrebet. Slagskibet »WEST VIRGINIA« ligger sunket, men er stadig på ret køl. En redningsbåd forsøger til trods for den kraftige varmeudvikling at opsamle overlevende. Bagved ses slagskibet »TENNESSEE« mindre beska- diget, men omgivet af flammer og røg fra den brændende olie. - På næste billede ses den enorme ild- og røgudvikling, der opstod, da destroyeren »SHAW« sprang i luften, medens den lå i flyde-dok. Stumper og løse dele blev spredt over et stort områ- de, og selv tungere genstande såsom hele granater fra skibets 5-tommer armering faldt ned på »Ford Is- land« ca. 6-700 meter fra eksplosionsstedet. te neutralitetslov naturligvis automa- tisk ophævedes. Der kom nu også mere system i ar- bejdet for støtte og hjælp til de danske sømænd, som i amerikanske eller alli- erede skibe anløb amerikanske havne. Den 9. februar 1942 åbnedes således i New York en klub for disse folk. 286 [19] Klubben vår blevet til i virkeligheden ved et arbejde fra danske skibsreder- repræsentanter i New York, Den danske Sømandsmission og andre danske kredse, og indvielsen formede sig meget festligt med nærværelse af minister Henrik Kauffmann, general- konsul Georg Bech, operasanger Lau- ritz Melchior, filmsskuespilleren Jean Hersholt, kabaretkunsteren Victor Borge (Børge Rosenbaum) og andre kendte danskere.« Luftkaptajn Kjeld Rønhof, der i 1940 meldte sig til de frie norske styrker i Ca- nada, og som gjorde hele krigen med som jagerflyver, har i sin samtidige re- kordering af begivenhederne i trænings- lejren »Little Norway« ved Toronto bl. a. givet følgende fremstilling af reaktionen på »Pearl Harbor«:26 »... Det var et angreb, så infamt at det ikke havde sidestykke i moderne tid. Det var som om hårene rejste sig på hovedet, da vi uventet hørte en cho- keret præsident Roosevelt tale i en ek- stra radioudsendelse: »Tbis country is now at war witb The Empire of Japan«. »Hvad var det? sagde præsidenten ikke, at USA var i krig med Japan? Folk råbte overalt. Det var et grusomt billede, der tegnede sig, da vi omsider blev klar over, hvor let spil de japan- ske krigsfly havde haft, da de uden varsel, uden forudgående krigserklæ- ring havde angrebet den amerikanske flådes hovedbase i Stillehavet ... ... Nå, men nu var USA allieret med os. Krigen imellem USA og Na- zityskland var nu uundgåelig, og den kom da også den 11. december, hvor Italien og Tyskland erklærede Ameri- ka krig... ... Kun tre dage efter Pearl Harbor, den 10. december, blev slagskibene »Prince of Wales« og slagkrydseren »Repulse« sænket udfor Mallaca- halvøen af japanske fly. I modsætning til amerikanerne kunne englænderne ikke undskylde sig med, at de blev overrasket. For første gang i verdens- historien blev to veludrustede skibe sænket af fly. Skriften på væggen var tydelig: »Denne krig vil blive vundet eller tabt i luf- ten, så gutter, nu må I virkelig gøre noget ved træningen. Man får hårdt brug for jer,« - sagde vor chef i Little Norway.« I Danmark blev »Pearl Harbor« der- imod ikke oplevet som en skelsættende begivenhed. Historikeren Viggo Sjø- qvist har i sit to-bindsværk om »Erik Scavenius - Danmarks udenrigsmini- ster under to verdenskrige« udførligt be- handlet underskrivelsen af »Antikomin- ternpagten« i slutningen af november og den påfølgende debat og krise i Dan- mark. Sjøqvist behandler ligeledes rela- tionerne imellem Kauffmann og Scave- nius omkring underskrivelsen af »Grønlandstraktaten« i foråret 1941 og Kauffmanns tiltrædelseserklæring til »Atlanterhavsdeklarationen« i januar 1942. Angrebet på »Pearl Harbor« omta- les ikke, og den amerikanske indtræden i krigen nævnes kun indirekte på følgen- de måde:27 »... forbindelsen med USA blev opretholdt indtil december 1941, da 287 [20] Ved det første angreb på »Kaneohe«, Naval Air Station opstod der brand i den nye hangarbygning, og i en række andre bygninger og værksteder. Imidlertid blev sprinkleranlægget i hangaren samtidig aktiveret af en japansk kugle, og dette bidrog i høj grad til at begrænse ødelæggelsernes omfang. Sprinkleranlægget kørte simpelthen til basens vandreservoir løb tørt, og i stedet for at miste hele bygningen blev branden begrænset til tag og beklæd- ning, medens den bærende konstruktion holdt stand. Samtidig blev tre CATÅLINA-fly, der var opankret i bug- ten, beskudt af »ZERO-jagere«. Samme skæbne overgik de parkerede luftfartøjer på pladsen, og alt var derfor kaos, da 2'den bølges angreb satte ind kL_0930. På billedet ses tc^CATALJNA-fly.jier er skudt i brand, og et tre- die, som er sunket sammen og ligger på skroget. Mandskabet er i færd med at bekæmpe flammerne med primiti- ve midler, men det fremgår af billedet, at der har hersket vild forvirring på forpladsen i tidsrummet imellem første og andet angreb. den tyske krigserklæring gjorde det nødvendigt at trække den amerikan- ske repræsentation hjem fra Dan- mark«. Det må antages, at Japans fortsatte sejre, der i løbet af de følgende måneder medførte erobringen af Filippinerne, og store dele af Indonesien samt Hong Kong, Singapore og Burma, bidrog til, at omslaget ikke blev erkendt før langt senere. En medvirkende årsag har utvivlsomt været, at slaget om Atlanter- havet samtidig gik ind i sin hidtil værste fase. En voldsom stigning i antallet af torpederinger i løbet af vinteren 1941/ 42 medførte store allierede tab. Det fremgår af daværende folketings- medlem Hartvig Frisch beskrivelse af udenrigsminister Erik Scavenius hand- lingsmønster efter »Pearl Harbor«, at Amerikas indtræden i krigen den 8. de- cember 1941 ikke gav anledning til dybe- regående overvejelser på regeringsplan. I sit værk »Danmark besat og befriet« otHtaler Frisch bl. a., at Scavenius ved et ministermøde den 9. december fremlag- de et udkast til en skrivelse angående Kauffmanns stilling, som han havde ud- formet som et rescript til udenrigsministe- ren, (altså ham selv). Kontrasignere! af statsministeren skulle H. M. Kongen pålægge udenrigsministeren at under- rette de i udlandet tjenestegørende tjene- stemænd om:28 »... at tilstedeværelsen af noget andet Danmark end det, som styres af Kon- gen, ingenlunde kan anerkendes.« Samtidig hermed afsendtes en note til Washington, hvori det blev fastslået, at Danmark såvel legislativt som. judicielt og 288 [21] ROUT€S OF BOLERO Beliggenheden af de amerikanske baseanlæg fremgår af kortet. Anlægget af Narssarsuaq (Bluie West One) tog sin begyndelse med transportflådens ankomst til området den 6. juli 1941.1 løbet af efteråret og vinte- ren blev basen anlagt og banelegemet funderet, og første landing på pladsen fandt sted den 24. januar 1942.1 Søndre Strømfjord (Bluie West Eight) ankom transportflåden først den 9. oktober 1941, og da hav- de temperaturen allerede bevæget sig ned i nærheden af de 20 minusgrader. Imidlertid var Bernt Balchens opgave på Søndre Strømfjord begunstiget af to væsentlige faktorer. For det første kommer der nor- malt ingen sne og for det andet er overfladen fuldstændig jævn. Der skulle derfor hverken graves eller sprænges. På Narsarsuaq derimod skulle hver meter af banen bygges op fra grunden, og samtidig måtte man slås mod elementernes rasen, herunder med sne og storm. Der er derfor intet mærkeligt i, at Balchens flyve- pladsanlæg, som ses på skitsen, blev klar, således at den første landing på »BW-8« kunne finde sted den 7. december 1941. Som det vil fremgå af kortet, er ruten via Søndre Strømfjord væsentlig længere end via Narsarsuaq, der ligger omtrent midtvejs imellem »Goose Bay« i Labrador og Reykjavik på Island. Det længste stræk bliver 776 statute miles (lig ca. 1250 kilometer), me- dens der er lidt længere imellem Island og Scotland (Prestwick), ca. 1360 kilometer. Til gengæld ligger Stornoway på Hebriderne noget nærmere og vil kun- ne anvendes som alternativ på denne del af ruten. »BOLERO MOVEMENT« var kodeordet for færge- flyvningen af fly til opbygningen af »U.S.A.A.F. - 8'th AIR FORCE« i England. 289 [22] administrativt var fuldstændig uafhængig af enhver indblanding fra besættelses- magten. Og noten fortsatte: »... hvilket indtryk den amerikanske Charge D'Affaires utvivlsomt også har modtaget under sit ophold her, og man må forvente, at han både vil meddele, og har meddelt dette ind- tryk til sin regering.« De sidste bemærkninger i noten gjorde et overordentligt ubehageligt indtryk på den amerikanske Charge D'Affaires i København (Mr. Reams), der var sig be- vidst, at han altid havde refereret loyalt og med sympati for Danmark til sin re- gering i Washington. Han havde imid- lertid opbygget et stærkt indtryk af, at den langt overvejende del af den danske befolkning sympatiserede med Vest- magterne, og Reams fandt ikke, at han skyldte nogen anden end sin regering regnskab for, hvad han rapporterede. Retrospektivt har historikeren Vil- helm la Cour i sit værk: »Danmark un- der Besættelsen« fra 1945 beskrevet si- tuationen på følgende måde:29 »... aaret 1941 bragte det store Vende- punkt i Krigen. Foruden Rusland kæmpede nu - siden det japanske Overfald på Pearl Harbor den 7. De- cember - ogsaa USA paa Englands side. Hvis det danske Folks Forhold til Besættelsesmagten udelukkende skulle indstilles efter Skøn over, hvem der ville sejre i Krigen, kan det dog ikke være Bagklogskab nu at fastska, at de der troede paa de Alli- eredes Sejr, i hvert Fald havde lige saa sikre Kendsgerninger at bygge paa som Scavenius, der stadig haardnak- ket indrettede sig paa tysk Sejr. Han bragte sig derved i stigende Grad i et modsætningsforhold til Folkestem- ningen. Aktionen mod de danske Kommunister, Oprettelsen af »Fri- korps Danmark« og vor tvungne til- slutning til »Antikominternpagten«, efterlod Befolkningen ingen tvivl om at Danmarks Status nu var tysk Lyd- støt Det Instinkt, der kaldte Folket til modstand og forsvar rejste sig. Det underjordiske Danmark begyndte at organisere sig, og det tiltog i Styrke, efterhaanden som de tyske Overgreb og Løftebrud blev mer og mer aaben- bare ...«. For god ordens skyld skal det endelig ci- teres, hvorledes den tidligere udenrigs- minister P. Munch retrospektivt gengi- ver stemningen i Danmark omkring »Pearl Harbor«, P. Munch giver således i værket: »Dansk Politik under Krig og Besættelse 1939-45«, der udkom i 1947, følgende kommentarer til begivenheds- forløbet:30 »... Umiddelbart efter de forhandlin- ger, der knyttede sig til Antikomin- ternpagten, kom krigens udbrud imellem USA og Japan den 7. decem- ber, og dermed fulgte krigen mellem Tyskland-Italien og USA. Dette krigsudbrud virkede på sindene her- hjemme med stor styrke som udtryk for, at vældigere kræfter end nogen- sinde før i verdenshistorien var slup- pet løs overfor hinanden. Japans hur- tige, overvældende sejre over USA og det britiske rige på de asiatiske val- pladser blev en stor overraskelse trods den forestilling om Japans 290 [23] Underskrivelsen af Japans kapitulation fandt sted ombord på slagskibet »U.S.S. MISSOURI« den 2. september 1945. Det er nærliggende at antage, at den amerikanske præsident (Harry S. Trumann) valgte denne fremgangsmå- de som en symbolsk handling. Ved at kræve den japanske delegation ombord i et af Stillehavsflådens slagskibe kunne den amerikanske nation modsvare, at et andet slagskib: »ARIZONA« i medfør af begivenhederne den 7. december 1941 for evigt var dømt til at hvile på havsens bund i Pearl Harbor. På billedet ses Japans udenrigsminister Mamoru Shigemitsu og den kejserlige general Yoshijiro Umezu nærme sig det opstillede bord, hvor de udarbejdede kapitulationsbetingelser var fremlagt. På det andet billede ses den øverstkommanderende for de allierede styrker i Det fjerne Østen, general Douglas MacArthur engageret i en radiotransmitteret dækning af ceremonien, medens Mamoru Shigemitsu underskriver kapitulationsbetingelserne. særegne evne som krigsmagt, der havde levet siden den russisk-japan- ske krig 1904-05. Men til trods der- for blev det stærkeste indtryk af USA's indtræden i krigen dette, at USA ikke kunne besejres. De hjælpe- midler, det rådede over, sagde man, vilde, når de for alvor blev taget i brug, gøre det umuligt for de mod- standere at sejre, og det var sandsyn- ligt, at det vilde ende med afgørende nederlag for modstanderne. Allerede i forvejen var det en udbredt tro i Danmark, at Tysklands sejrsforløb var standset, da det ikke i 1940 havde kunnet gennemføre landingen i Eng- land, og nu i 1941 ikke kunne opnå den i Tyskland ventede hurtige knus- ning af Sovjet...« Konklusionen på nærværende undersø- gelse må blive den, at der kan påvises en direkte sammenhæng imellem de poli- tiske begivenheder i det nordatlantiske område og udviklingen i Det fjerne Østen. Ved Danmarks besættelse af Tysk- land den 9. april 1940 blev forbindelsen 291 [24] imellem Danmark og Grønland af- brudt, ganske på samme måde, som for- bindelsen imellem Holland og Ostin- dien blev afbrudt ved Tysklands ind- march i Holland en måned senere. Grønlands beliggenhed gjorde landet til amerikansk interesseområde, og bragte området ind under »Monroe--dok- trinen«. De hollandske koloniers natur- rigdomme og råstoffer gjorde i meget høj grad Ostindien til japansk interes- seområde. Perioden fra 9. april 1940 til 7. december 1941 blev derfor karakterise- ret af en vanskelig diplomatisk »balan- cegang« for USA State Department ønskede på den ene side at udbygge for- svaret af Grønland i overensstemmelse med »Monroe-doktrinen« og at støtte England's og Canada's ønsker om at anlægge baser og benytte Grønland som »stepping stone« i forbindelse med færgeflyvningerne over Nordatlanten. På den anden side måtte man tilgodese sin erklærede status som neutral nation og undgå at provokere Japan. Angrebet på »Pearl Harbor« blev en blændende taktisk sejr for de japanske flåde- og flyverstyrker, men det blev til- lige begyndelsen til et sviende strategisk nederlag for Aksemagterne og den japan- ske nation. USA's indtræden i krigen gav de vestallierede fornyede kræfter og gav frit løb for den teknologi og de res- sourcer, der i sidste instans blev afgø- rende for krigens udfald. Der har ikke kunnet påvises nogen reaktion på begivenhederne i Stilleha- vet den 7. december 1941 hos den dan- ske regering i København. Til gengæld blev denne dag i høj grad skelsættende for danske i allieret krigstjeneste og for befolkningen i Grønland. Som påvist i undersøgelsen blev det japanske angreb på »Pearl Harbor« her oplevet som en lettelse og ikke en byrde, hvilket ud fra en national japansk til- gangsvinkel må forekomme nok så kon- troversielt. Noter: 1. jsEneyclopedia of World History«, (Harvard University), p. 812. 2. Finn Lykkegård: »Det danske Gesandtskab i Washington 1940-42«, pp. 66f, jvfr. stenografisk referat af Roosevelts pressekonference. 3. Langer & Gleason: »The Challenge to Isola- tion«, pp. 586£ 4. Lykkegård, pp. 152f. Kryolit er et hvidt mineral, kvas kemiske sammensætning fremgår af forme- len: »Na3AlFs«. 5. Det må i denne forbindelse erindres, at den ame- rikanske »Coast Guard« i 1940 var en ren civil in- stitution underlagt »Department of Finance«. 6.. Foregn Relations of the United States, 1940, bd. II, pp. 362f. 7. Herbert Feis: »The road to Pearl Harbor«, kap. 7 - Se evt. tillige Langer & Gleason, pp.589f. 8. ibid. 9. »Encyclopedia of World History«, (Harvard University), p. 1144. For detaljer vedr. forhand- lingerne omkring »The Act of Habanna«, se Lan- ger & Gleason, pp. 622f. 10. Winston S. Churchill: »The Second World War«, vol. II, pp. 493f. Allerede den 16. november hav- de Churchill telegrafisk adviseret Roosevelt om, at han havde et langt brev under udarbejdelse . vedr, udsigterne for. 1941. 11. Robert E. Sherwood: »Roosevelt and Hopkins«, pp. 257-258. »Låne- og Lejeloven«, (The Lend- Lease Bill) også kaldet »The Destroyer deal«, for- di der i våbenhjælpen bl. a. indgik levering af (lån af) 10 destroyere om måneden fra april 1941. 12. Se blå. E. A. Steen: »Norges Sjøkrig 1940-45«, bd. VH, pp. 32 og~35f. Jvfr. tillige »The Coast Guard at War«, (Greenland Patrol). 13. Lykkegård, pp. 337f. - »Grønlandstraktaten«s underskrivelse vakte betydelig forbitrelse i Kø- benhavn og førte bl. a. til Kauffmanns afskedi- gelse fra tjenesten i det diplomatiske korps. For yderligere detaljer se Viggo Sjøqvist: »Erik Sca- venius«, bd. IL, pp. 130f. 292 [25] 14. Frank Freidel & Alan Brinkley: »America in the Twentieth Century«, pp. 296f. 15. ibid. - se evt. tillige Churchill, vol. III, pp. 514- 536 samt mere detaljeret Feis: »The Road to Pearl Harbor«. 16. Scott, C. S. Stone: »Pearl Harbor - The way it was - December 7,1941«, pp. 47f. - Der blev anvendt ca. 180 fly af tre forskellige typer ved angrebet, der blev sat ind i to bølger med l time og 10 min. imellem angrebene: - »Aicbi D3A1 Model U« (»VAL«) - 2-sædet hangarskibsbaseret dykbombefly forsynet med en 1000 HK Mitsubishi MK8 Kinsei 44 motor. Bevæbning: 2 stk. 7.7 mm maskingeværer og 700 Ibs bombelast. - »Nakajima B5N2, (»Kafe«) - 3-sædet torpedo- plan udstyret med en 1000 HK Nakajima Sa- kae II motor. Bevæbning: l stk. 7.7 mm maskingevær og l stk. lufttorpedo på 1.764 Ibs., subsidiært 3 stk. 551 Ibs. bomber. - Mitsubishi A6M2 Zen-sen (»Zeke«) - l-sædet ja- ger udstyret med en 940 HK Nakajima Sakae motor. Bevæbning: 2 stk. 7.7 mm maskingeværer, 2 stk. 20 mm kanoner og 2 stk. 132 Ibs. bomber. For så vidt angår de japanske tab opgives de re- trospekt til at være: 15 dykbombefly, 5 torpedo- bærende fly og 9 jagere. lait 29fly. Desuden gik 5 »Midget Submarines« samt en større U-båd af »I- klassen« tabt. - Det tabtgåede personel opgøres til: 185 dræbt og 1 tilfangetaget. 17. Freidel & Brinkley, p. 299 - Se evt. tillige Sher- wood, pp. 430f. 18. Churchill, vol. III, p. 539 samt mere detaljeret pp. 537-554. 19. Eske Brun: »Mit Grønlandsliv«, p. 89. - Brun var landsfoged for Nordgrønland med sæde i Godhavn ved Danmarks besættelse, medens Axel Svane var landsfoged for Sydgrønland med sæde i Godthåb. - Senere blev Eske Brun lands- foged for hele Grønland, medens Svane blev knyttet til den dansk/grønlandske repræsenta- tion i USA. 20. ibid., pp. 88f. 21. Chr. Vibe: »Ene ligger Grønland«, pp. 104f. - Mag. scient. Chr. Vibe befandt sig ved Danmarks besættelse 9. april 1940 på en ekspedition til Thule-området og det nordlige Canada. Han kom derved til at opholde sig i Grønland den re- sterende del af krigen. Vibe blev senere redaktør af »Grønlandsposten« og leder af »Grønlands Radio«. 2Z Axel Malmquist: »Handelen i Krigsaarene«, »Det grønlandske Selskabs« Aarsskrift, 1946, p. 103. - Malmquist var handelsinspektør i »KGH« med sæde i Godthåb under hele krigen. 23. Bernt Balchen: »Kom nord med meg«, p. 185. - Balchen var norsk af fødsel, og havde bl. a. delta- get i en ekspedition til Spitsbergen sammen med Roald Ammundsen. Senere deltog han i Byrds Atlanterhavsflyvning og året efter fløj han sam- men med Byrd som den første over Sydpolen. Ved krigsudbruddet meldte han sig til Royal Air Force, men blev i 1941 engageret af US Army Air Force til at forestå anlægget af »Bluie West 8« (Søndre Strømfjord) i Grønland. 24. Ebbe Munch: »Døren til den frie Verden«, pp. 55f. - Munch var redaktør med fast sæde i Stock- holm under hele krigen, og fungerede som mel- lemled imellem Modstandsbevægelsen i Dan- mark og SOE i London. 25. H. C. Røder: »De sejlede bare«, pp. 178f. - Røder var ved krigsudbruddet kaptajn på rederiet »Orient«'s fragtskib »M/S Tasmania«, der gik i fart på Østen. 26. Kjeld Rønhoff: »Vi fløj for Friheden«, pp. 123f. - Rønhoff var ved krigsudbruddet letmatros på en svensk fragtdamper, der befandt sig i farvandet omkring de vestindiske øer. - Han meldte sig til tjeneste ved de frie norske styrkers træningslejr (»Little Norway«) ved Toronto i Canada og blev senere jagerflyver ved de norske eskadriller i England. Efter krigen kom han ind i »Søværnets Flyvevæsen« og herfra til DDL og SAS, hvor han forblev som luftkaptajn den resterende del af sin karriere. 27. Viggo Sjøqvist: »Erik Scavenius«, kapitel IX, pp. 168-189. - Sjøqvists defensorat for Scavenius in- kluderer ikke en omtale af udenrigsministerens reaktion på Amerikas indtræden i krigen, og navnet: »Pearl Harbor« forekommer end ikke i bogens udførlige »Person- og sagsregister«. 28. Hartvig Frisch: »Danmark besat og befriet«, p. 211f. - I tilslutning til den citerede tekst anfører Hartvig Frisch bl. a.: »... For Scavenius var det imidlertid mere magt- påliggende, at få reprimanderet Kauffmann ef- tertrykeligt, og hertil bød der sig en ny Lejlighed i Begyndelsen af 1942 ... etc.«. Kauffmann var den 27. december blevet indbudt til at deltage i et møde i »Det Hvide Hus« sam- men med Churchill, Roosevelt og repræsentan- ter for de mange mindre allierede regeringer: Norge, Polen, Belgien, m. fl. Formålet var at for- mulere en fælles målsætning for krigsførelsen 293 [26] imod Aksemagterne på baggrund af »Atlanter- havsdeklarationen af august 1941«. Erklæringen er senere blevet benævnt: »De forenede Natio- ners erklæring«. Kauffmann formulerede en tiltrædelseserklæring, som bl. a. beskrev den danske regerings ufri situation, og opnåede med sin underskrift at få Danmarks navn præsenteret på dette betydningsfulde dokument. 29. Vilhelm la Cour: »Danmark under Besættelsen«, bd. I, p. 332. 30. P. Munch: »Dansk Politik under Krig og Besæt- telse 1939-45«, bd. 2, p. 58. Kilder og litteratur: Ikke publicerede kilder: 1. Relevante dokumenter samlet af dr. Finn Lykke- gaard ved »State Department Archives« i Wash- ington. 2. Relevante dokumenter samlet af dr. Finn Lykke- gaard ved Rigsarkivet i København. 3. Relevante oplysninger samlet af forfatteren ved Landsarkivet i Godthåb, Grønland. Publicerede kilder: - »Besættelsestidens Fakta«, red. Niels Alkil., Co- penhagen, 1945. - Den parlamentariske Kommissions Betænkning, Udenrigsministeriet under Besættelsen, Køben- havn, 1948. - »Forelgn Relations of the United States«, 1940- 41, D. o. S., Washington. Andet publiceret materiale: - »The Coast Guard at War, Greenland Patrol«, H.S.PXD., USCG., 1945. - »An Encyclopedia of World History«, 5 ed., by William S. Langer, Harvard University, 1972. - »Det Grønlandske Selskab«, årbog for 1946. Litteratur: Ancker, Paul E.: »Thule Air Base 1951-66«, T.f.S., København, 1966. Ancker, Paul E.: »Thule Air Base 1951-66«, (Militær- historisk studie udarbejdet i anledning af 25-året for oprettelsen af Thule Air Base, omfattende den militære udnyttelse af Thule-området og en for- studie vedr. de dansk/amerikanske baserelationer i medfør af »Grønlandstraktaten« af 9. april 1941), særtryk af T f. S., 1966. Augsburg, H. V: »Baggrunden for Pearl Harbor Ka- tastrofen«, T f. S., 1945/46. Balchen, Bernt: »Kom Nord med meg«, Oslo, 1958. Bistrup, H.: »Kort Beretning om det amerikanske Flaadepersonels Optræden under det japanske An- greb paa Pearl Harbor, den 7. December 1941«, T£S., 1946. Bonde, H.: »Det japanske Angreb paa Pearl Harbor, den 7. December 1941«, T. f. S., 1949. Brun, Eske: »Mit Grønlands Liv«, København, 1985. Churchill, Winston S.: »The Second World War«, vol. I-VI, London, 1949-50. Creed, Roscoe: »PBY - The Catalina Flying Boat«, Annapolis, 1985. Feis, Herbert: »The Road to Pearl Harbor«, Prince- ton, 1950. Freidel, F. & Brinkley, A: »America in the Twentieth Cinrury«, (S.ed.), New York, 1982, (1960). Frisch, Hartvig: »Danmark besat og befriet«, bd. FIII, København, 1945. la Cour, Vilhelm: »Danmark under Besættelsen«, bd. I-in, København 1945. Langer, W. L. Gleason, ES.: »The Challenge to Isola- tion 1937-40«, New York, 1952. Langer, W. L. Gleason, ES.: »The Undeclared War 1940-41«. New York, 1953. Lykkegaard, Finn: Det Danske Gesandtskab i Wash- ington 1940-42«, Odense, 1968. Munch, P.: »Dansk Politik under Krig og Besættelse 1939-45«, bd. I-II, Odsense, 1946-47. Munck, Ebbe: »Døren til den frie Verden«, Køben- havn, 1967. Prange, Gordon W: »God's Samurai«, (Lead Pilot at Pearl Harbor), New York, 1990. Røder, H. C.: »De sejlede bare«, København, 1957. Rønhoff, Kjeld: »Vi fløj for Friheden«, Hundested, 1990. Scavenius, E.: »Forhandlingspolitiken under Besæt- telsen«, København, 1948. Sherwood, R. E.: »Roosevelt and Hopkins«, New York, 1948. Sjøgyist, V.: »Erik Scavenius - en biografi«, Køben- havn, 1973. Steen, E. A.: »Norges Sjøkrig i 1940-1945«, bd. VIL, (Marinens operasjoner i arktiske farvann og i Is- land, på Grønland, Jan Mayen og Svalbard), Oslo, 1960. Stewart, A. J.: »Those Mysterious Midgets«, U.S., Na- val Institute: »Procedings«, 1974. Stone, Scott C. S.: »Pearl Harbor - the way it was - december 7,1941«, Honolulu, 1987. Saabye, E. J.: »Krigen i Stillehavet«, København, 1977. Vibe, Christian: »Ene ligger Grønland«, København, 1946. 294 [27]