[1] Den sydgrønlandske rendrift Af Hans-Erik Rasmussen Artiklen er skrevet på baggrund af deltagelse i rendriften i august måned 1990. En varm tak til renavler- ne Ole Kristiansen og Stefan Magnusson for deres store gæstfrihed og tålmodighed under mit ophold som »renvogterlærling«. Desuden tak til turismekonsulent i Narsaq, Søren Thalund, for husly, hjælp og venskab. Arbejdet med den sydgrønlandske rendrift er en del af et to-årigt forskningsprojekt »Tamrenavl i Grønland. Driftsformer og kulturel identitet, 1952-1991« under Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. Alle fotos og kort: Forfatteren 1. Indledning I den »gamle verden« (Sovjetunionen og Fenneoskandia), har der været drevet renavl gennem mange hundrede år. Driftsformerne var - og er til dels stadig - meget forskellige. Spændende lige fra ekstensiv drift af meget store dyre- bestande på flere tusinde dyr, til intensiv drift af små bestande på 50-100 dyr. De store bestande haf ofte været drevet som »mono-afgrøde«, medens driften af de små bestande har været et element i en bredere kombinationsnæring, f.eks. i sammenhæng med fangst og fiskeri. Uanset sådanne forskelle og variatio- ner, er det kendetegnende for de forskel- lige etniske grupper i den »gamle ver- den«, at renavlen er en integreret del af de pågældende folks kulturer. Renavlen har altså ikke blot økonomisk betyd- ning, men den er også vigtig for de en- kelte folks identitet og selvopfattelse. Ja, i nyere tid har vi endog set flere tilfælde, hvor en faldende økonomisk betydning følges af en stigende symbolsk og kulturel betydning. Som en integreret del af et større kul- turelt kompleks, adskiller renavlen i den »gamle verden« sig klart fra renavlen i den »nye verden«: Alaska, Canada og Grønland. Renavlen blandt Inuit blev oprindeligt indført »udefra«, ofte på ini- tiativ af europæere. Baggrunden var an- giveligt svigtende fødetilgang, først og fremmest på grund af nedgange i vild- renbestandene. I alle tre lande blev der desuden ansat samiske renavlere til at fo- restå etableringen af driften. Renavlen blev indført i Alaska i 1881-1902, i Ca- nada i 1935, og i Grønland i 1952. Renavlen blev her indført i lokalsam- fund, der kulturelt forstod - og stadig forstår - sig selv som samfund byggende på fangst, jagt og fiskeri. Denne mang- lende kulturelle forankring har blokeret for et større engagement blandt Inuit. Det har været svært at rekrutere arbejds- kraft til renavlen, og den igangværende [2] rendrift kommer ofte i konflikt med det omgivende lokalsamfund p. g. a. uenig- heder om jagt- og fiskerirettigheder i rendriftsområderne. Selv om der således er væsentlige kul- turelle og sociale problemer omkring renavlen i den »nye verden«, er driften dog begunstiget af relativt favorable øko- logiske vilkår. Både i Alaska, Canada og Grønland udviklede renavlen sig snart til kommerciel drift med markedsafsæt- ning for øje. I Alaska og Canada er drif- ten mi hovedsageligt indrettet på horn- produktion til det asiatiske marked. I Grønland er driften derimod indrettet på kød-produktion til hjemmemarked og eksport til Danmark, men også med afsætning af biprodukter som skind og horn. 2. Animalsk produktion Menneskets behov for føde - energibe- hovet - dækkes normalt med mindst muligt energitab v. h. a, planteføde. Ge- nerelt kan man sige, at hvis vi spiser dy- ret i stedet for de planter, som dyret le- ver af, så lever vi økologisk ineffektivt. Denne regel gælder imidlertid ikke i de arktiske områder. De arktiske økosyste- mer er meget specialiserede - og dermed også meget sårbare over for forstyrrel- ser. De gi ver som bekendt ikke grundlag for planteavl eller havebrug i større målestok. Imidlertid kan drøvtyggerne noget, som mennesket ikke kan: de kan fordøje cellulose. Og dermed kan den specielt tilpassede drøvtygger, renen, udnytte floraen i den arktiske og subarktiske økozone, og omsætte den til kød. Og dermed til menneskeføde. Denne evne 8 kan udnyttes til mere målrettet kødpro- duktion. __I den animalske produktion griber mennesket ind i relationen mellem dy- rebestand og foder. Og i nogle tilfælde - som vi f. eks. kender det fra dansk svine- og kvægavl - betyder indgrebet direkte kontrpl med dyrenes reproduktion. Ind- grebene kan være mere eller mindre vidtgående, men de tjener altid til at un- derstøtte den animalske produktions egentlige målsætning: maximal indtjening gennem optimal vakst i dyrebestanden. Og dermed har vi også sagt, at et andet vig- tigt karakteristikum ved den animalske produktion er, at den er kommerciel, beregnet på afsætning på et marked. I den sydgrønlandske rendrift er der ikke tale om husdyrbrug eller egentlig tafhdyrhold. F. eks. adskiller rendriften sig fra fåreavlen på en række vigtige områder. Renerne sættes ikke på stald om yinteren, der dyrkes og høstes ikke specielt vinterfoder, og der er ikke tale om gødskning af rendriftsarealerne. Re- nernes foderbehov dækkes gennem van- dringer mellem sommer- og vinter- områder, og dermed stiller rendriften Ojgså helt andre krav til arealudnyttelse, end f. eks. fåreavlen gør. Som animalsk produktion har ren- driften ingen egentlig konkurrence fra andre former for kødproduktion i sam- me økologiske områder - selv om dele af områderne nok kunne anvendes til sommergræsning i fåreavlen. Og på grund af de klimatiske forhold er der heller ingen alternative muligheder for jordbrugsmæssig udnyttelse af arealerne. Herved adskiller rendriften i Grønland sig fra kvæg-ranching og hjorte-farme i [3] Renavlerne Ole Kristiansen og Stefan Magnusson afsaver bukkehorn. f. eks. Nordamerika, Argentina, Austra- lien og New Zealand. Den adskiller sig også fra renavlen flere steder i Skandi- navien og Finland, hvor denne avl kon- kurrerer med, eller skal indpasses i ager- brug og skovbrug. Derimod kolliderer rendriften til ti- der m&åjagt ogfakeri i samme økologiske områder. Sådanne konflikter er især synlige på bestemte tidspunkter i ren- driftens cyklus, hvor rensdyrenes træk- ruter passerer områder med f. eks. ør- redfiskeri eller rypejagt. Her er altså ikke tale om konkurrrence fra anden form for kødproduktion, men om konflikt- fyldt brug og udnyttelse af forskellige ressourcer på samme areal. 3. JLendriftsområdet Den sydgrønlandske renavl drives som samdrift mellem to private ejere. Den Inddrevne dyr i Marraq-deltaet. [4] Dyrene cirkulerer i arbejdskorralen. grønlandske renavler Ole Kristiansen fra Eqaluit etablerede sig i 1973 med 150 dyr fra Itinnera-driften i Godthåbsfjor- den. Ole Kristiansen havde forud været renvogter i Itinnera gennem ca. 6 år, li- gesom han havde været i rendriftslære i Kautokeino-distriktet i Nordnorge, samt på rendriftsskole i Lødingen. Han er søn af fåreavler Abel Kristiansen og Hanne Rosing, Eqaluit. Den anden ejer er islændingen Stefan Magnusson, der har arbejdet som assi- stent hos Ole Kristiansen i 1975, 1979- 80 og 1983-85. Også han har været ren- Renvogterhytten i Marraq-deltaet. 10 fe. [5] Sorteringsgang og feltslagteri. I baggrunden deltaet ved lavvande set mod sydvest. Løbegang frem mod korridoren, beklædt med gamle trawlernet. Silen med kalvelomme i forgrunden. driftslærling og vogter i Kaotokeino- distriktet og Jotunheim-distriktet i Nor- ge, ligesom han har været vogter og ren- driftskonsulent i Alaska og Canada. I 1988 købte han sig ind i driften hos Ole Kristiansen, der ejer hovedparten af be- standen. Begge avlere har altså omfat- tende erfaring i rendrift. Driftområdet er blevet justeret siden 1973, senest ved Qaqortoq kommunes arealtildeling i 1984. Vinterlandet er nu på ca. 1.000 km2 netto (ca. 2.400 km2 brutto), og sommerlandet er på ca. 400 km2 netto (ca.870 km2 brutto). Vinter- landet dækkes stort set af områderne Alanngorsuaq, Ilorleq, Nunarsuit, Sar- qamiut timaat og Kuutsiaq frem til Ser- milik bræen. Sommerlandet dækkes i hovedsagen af Qaarsuarsuk og de tre halvøer omkring Kangerluatsiaq tasia. Hvad vi kunne kalde forårs- og efterårs- land (kalvings- og brunstpladserne) lig- ger også i dette område. Kalvingsplad- sen ligger neden for isen, omkring Kuu- suanngup tasia, og brunstpladsen ligger dels på nordsiden af Qaarsuarsuk og dels i området omkring Kangersuaq. Det totale rendriftsområde rækker altså fra Nordre Qipisaqqu Bræ i vest til området omkring Marraq-deltaet ved Ikersuaq/Bredefjord i øst. 4. Græsningsområderne Der er endnu ikke foretaget kortlægning og undersøgelse af vegetationssorternes kvalitet og udbredelse. Sådanne under- søgelser vil være af stor betydning for avlsplanlægningen. I rendrift er det som regel vintergræs- ningsområderne, der er den kritiske faktor p. g. a. vegetationens ensidige karakter 11 [6] Lasso ogljukkehorn. (kulhydratholdigt men æggehvide- og mineralfattigt lav), samt lavenes lang- somme vækst. Ifølge de sydgrønlandske renavleres egne oplysninger, kan vinter- området bære en bestand på 2-3 dyr pr. km2. Dette svarer til ca. 3.000 dyr i hele vinterlandet. Det er vanskeligt at sammenligne for- holdet mellem dyrebestand og græs- ningsareal fra det ene område til det an- det. Dels kan der være forskel på bioto- pernes karakter, på de enkelte rensdyr- flokkes græsningsadfærd, og på drifts- måderne, der f. eks. kan være mere eller mindre intensive. En særdeles eksten- sivt drevet flok på St. Matthew Island ved Alaska brød sammen med!7,5 rens- dyr pr. km2 (Klein 1968). En intensiv drift ved Karesuando i Nordsverige kunne fungere med 20 dyr pr. km2 lav- areal (SOU 1966:12). Derimod vil mere end 2 dyr pr. km2 i Jotunheim-området i Sydnorge resultere i overgræsning. J§å er det lidt lettere at opstille nogle mindstekrav til græsningsområdernes ernæringskvalitet, selv om eksperterne ikke er helt enige. Energimængden ud- regnes sædvanligvis i enten Foderenhe- der (FE) eller Megakalorier (Mcal), selv om de to typer strengt taget ikke angiver helt samme energienhed. I det følgende Tabel 1. Rensdyrets omtrentlige ernæringsbehov til vedligeholdelse og vakst, angivet iMegajoule (MJ) og Foderenheder (FE): Sornrriergræsrjing Simle Buk Vintergræsning Simle Buk Dagsbehov til vedligeholdelse (MJ) 14,7-17,6 19,3-23,5 19,3-23,5 23,5-28,0 Dagsbehov til vækst (MJ) Totalt dagsbehov 11,7-14,7 216,4-52,3 17,6-20,5 36,9-44,0 "19,3-23,5 23,5-28,0 Dagsbehov til vedligeholdelse (FE) Dagsbehov til vækst (FE) Totalt dagsbehov 0,9-1,0 0,7-0,9 1,6-1,9 1,2-1,4 1,0-1,2 2,2-2,6 : 1,2-1,4 ; 1,2-1,4 1,4-1,7 1,4-1,7 Kilde: Omregnet på baggrund af »Ekonomisk renskotsel«, 1966:73. (Omregningsfaktor: l MCal = 0,25 FE; l MCal = 4,19 MJ). (Se også Villmo 1979:10). 12 JÉfe- [7] Strier (»beklædning«) sættes op i arbejdskorralen. Der koges rensdyrsuppe. 13 [8] Vintetstationen i Isortoq under opbygning. har jeg omregnet de forskellige kilders oplysninger til henholdsvis FE og Me- gajouie (MJ), for på samme måde at gøre dem så sammenlignelige som muligt. Ernæringsbehovet er udregnet for en gennemsnits-simle på 70 kg og en gen- nemsnits-buk på 90 kg levende vægt. Desuden er der ikke regnet med vækst i vinterperioden p. g. a. foderemnernes ensidige kvalitet. Dette sidste er diskuta- belt, bl. a. fordi drægtige simlers fostre skal udvikles, og vinterperioden omfat- ter desuden også kalvningen. Alligevel kan tallene give en rettesnor. Hvis man i stedet for et gennemsnits- dyr udregner ernæringsbehovet pr. 100 kg levende vægt, får vi flg. for vin- tergræsningen: ca. 27-ca. 40MJ dagsbe- hov til vedligeholdelse. Dette svarer no- genlunde til en anden kildes oplysnin- 14 ger, omregnet til MJ: ca. 25-42 MJ (Skjenneberg & Slagsvold 1968:108). Lad os dernæst^ se på foderværdien i vin- terområdet. Poderværdien af l kg fug- tigt lav er ca. 0,25 FE (Skjenneberg 1955:41). De sydgrønlandske renavlere regner med, at der i vinterområdet er ca. 400 kg lav pr. hektar. Det giver en fo- derværdi pr./ha i Sydgrønland, som måske ligger en del højere, end den gen- nemsnitlige værdi for f. eks. de svenske vinterområder (»Ekonomisk renskot- sel«,T966:79[se også SOU 1966:80). Med et nettoareal på 1.000 km2 får vi safedes 40i.OOS"O.Offb kg lav. Hvis lavets fqderyærdi og rensdyrets ernæringsbe- hov til vedligeholdelse sammenholdes, har simlen brug for ca. 5 kg og bukken for ca. 6 kg lav dagligt. Ifølge den årscy- klus, der er rekonstrueret sammen med EII^.. ™BJ-v„jit, -. ;„ ._;_ _ ES. [9] Kort 1: Oversigtskort over Ikersuaq-Qlpisaqqu Driften, 1990. vinterland kalvingsplads sommerland brunstplads renvogterhytte renavlerne, varer opholdet i vinterlan- det ca. 100 dage (fra medio februar til medio maj). Hvis vi ser bort fra den de- mografiske sammensætning af vinter- bestanden (antal simler, bukke og kal- ve), og i stedet regner med yderpunkter- ne i ernæringsbehovet fra 1,25 til 2,50 FE dagligt, vil vinterlandet i en 100 da- ges periode være totalt afgræsset med en bestand på 40.000 til 80.000 dyr. En sådan overgræsning ville naturligvis være katastrofal, og en bestand på denne størrelse er derfor helt urealistisk. I bed- ste fald kan et helt nedgræsset lav- område først gendannes i løbet af en 30-40 års periode. Man regner derfor med, at man ikke kan bruge mere end 10% af vegetationen pr. år (Skjenneberg & Slagsvold 1968:106). Det vil sige, at det sydgrønlandske vinterområde i følge sådanne overslag vil kunne bære en be- Dyrene fordeles i prammene, inden de sejles til slagteriet i Narsaq. [10] stand på 4.000-8.000 dyr - altså mel- lem 4 og 8 dyr/km2. Og dette bygger vel at mærke på den noget tvivlsomme for- udsætning, at lavene er ligelig fordelt over hele det 1.000 km2 store område, samt at de er lige let tilgængelige. Dette kan så sammenholdes med renavlernes egne oplysninger om, at området maxi- malt kan bære 3 dyr/km2. Efter slagt- ningerne i august/september 1990 skøn- nes bestanden at være på godt 2.000 dyr vinteren 1990/91. Dette er meget grove beregninger, og de understreger blot behovet for detalje- rede undersøgelser af vegetationssorter- nes udbredelse. Desuden er der behov for undersøgelser af, hvor godt og hvor hurtigt vinterområdets laver gendannes efter græsning. 5. Rensdyrbestandens størrelse og sammen- sætning Det er altså de økologiske forhold, der bestemmer bestandens maximale stør- relse - i det sydgrønlandske tilfælde for- modentlig mellem 4 og 8 dyr/km2 i vin- teromradet. Hvis maximum overskri- des, medfører det overgræsning og dårlig fodertilstand hos dyrene. Hvis man kommer under minimum, .medfø- rer det dårlig og uøkonomisk udnyttelse af naturressourcer og produktionsappa- rat. Et eller andet sted mellem maxi- mum og minimum ligger den optimale bestandsstørrelse. Der er flere faktorer, der bestemmer størrelse og sammensæt- ning af denne bestand. En grundlæggende faktor er naturlig- vis valget af driftsmæssige midler til at opnå målsætningen om maximal indtje- ning. Driften kan således indrettes en- 16 ten på Åørø-produktion eller på kød- produktion. Ved hornproduktionen er det bukke- ne, der giver det største afkast. Bukkene drives sammen og afhornes i slutningen af juni måned, medens hornene endnu er omgivet af det blodfyldte »fløjels-lag« (»basthorn«). Hele hornproduktionen afsættes på det asiatiske marked (Japan, Singapore, Korea, Hong Kong og Thai- land), hvor det bl. a. anvendes som po- tensfremmende middel. En bestand, der er indrettet på horn-produktion inde- holder ca. 50% bukke. En sådan be- standssammensætning belaster vinter- græsningen hårdt, og stiller derfor store krav til styring af forholdet mellem be- standsstørrelse og areal. Kornproduktionen udelukker natur- ligvis ikke, at der også slagtes i mindre målestok i efterårs/vinter-perioden. Men i så fald skal udvalgte dele af be- standen drives sammen først, og vi får således to samlinger i løbet af året. Og samlingerne kræver ekstra mandskab. På grund af verdensmarkedspriserne har hornproduktionen i Alaska været økonomisk fordelagtig - set i sammen- ligning med priserne for indhandling af kød, JVlen dels har rendriften i Alaska problemer med sygdomme i dyrene, hvilket vanskeliggør afsætning af kødet til et større marked - og dels er horn- produktionen helt afhængig af eksport- og afsætningspriserne. Produktionen af rensdyrhorn skal konkurrere med den omfattende produktion af dyrehorn i f. eks. Sovjetunionen, Kina og New Zea- land. Som tidligere nævnt er den grønland- ske rendrift derimod indrettet på kød- [11] produktion. Det gælder både Itinnera- driften og den sydgrønlandske drift. Når det gælder maximalt kød-afkast, kan man anvende to forskellige princip- per for bestandsammensætning. Den ene følger af kastratslagtning, den anden af kalveslagtning. Kastrering af 2-3 årige bukke var tidligere et almindeligt princip i samisk rensdyravl. Kastraten er lettere at tæm- me, og derfor var den velegnet som føre-, træk- og lastren. Desuden skulle kastratens kød være fastere og mere velsmagende. Da kastraten jo ikke skal bruge energi på brunst, fortsætter den med at æde og tage på i vægt efteråret igennem. Man kunne på denne måde skaffe sig en »kød-reserve«, der kunne bruges, efter at de andre bukke var uspi- selige p. g. a. brunst, eller afmagrede. Dette forhold kan udnyttes i kom- merciel kødproduktion på en måde, der minder lidt om opdræt af »fede-stude«. Bestanden får derved en relativ høj an- del af bukke/stude, der så slagtes i 4-6 års alderen. I en situation, hvor man vil begrænse væksten i bestanden, kan man øge andelen af kastrater. Ulempen er dog, at også kastraterne belaster vin- tergræsningsområdet. Denne »overførsel« af traditionel sa- misk driftsteknik til kommerciel ani- malsk produktion var almindeligt prin- cip i rendriften i Alaska, inden overgan- gen til hornproduktion (Stern 1980: 335 + 356), samt i Itinnera-driften i Grønland indtil 1974 (Lassen og Aa- strup 1981:14). Kalveslagtningerne drager fordel af den biologiske omstændighed, at dyrenes til- vækst er hurtigere i de unge år. Derfor skal man først og fremmest producere og slagte kalve. Kalvene belaster ikke sommergræsningen så hårdt som voks- ne dyr, ligesom kalveslagtningen skåner det kritiske vinterområde. Ved en given indhandlingspris er det altså mere løn- somt at indhandle f. eks. 2 kalve a 20 kg, end l voksent dyr på 40 kg. Derved får man en bestand, der er sammensat af så mange »produktive« simler som muligt, medens antallet af bukke holdes på et minimum. Bukkene skal kun anvendes til avl. Som tommelfingerregel er for- holdet l buk til ca. 20 simler et godt ud- gangspunkt. Bestanden i vinterområdet bliver altså en slags basisbestand, me- dens bestanden i sommerområdet skal bestå af så mange kalve og ungdyr som muligt m. h. p. slagtning. Fra den offentlige svenske rendrifts- administrations side, har man længe ar- gumenteret for kalveslagtninger som den økonomisk mest fordelagtige løs- ning (»Ekonomisk renskotsel« 1966:142 ff; SOU 1968:125). Men det er ikke alle, der betragter kalveslagtning som den mest rationelle metode - især ikke, hvis der er tilstræk- kelig græsningskapacitet i vinterområ- det. Og netop i Sverige, med de stadigt mere begrænsede græsningsområder, vil kalveslagtning hos een renejer blot overlade mere græsningskapacitet til an- dre konkurrerende renejere (Beach 1983:14). Den sydgrønlandske renavl er organi- seret på en helt anden måde end den sa- miske i Sverige. Den private samdrift udnytter græsningsarealerne i fællesskab uden indbyrdes konkurrence. Og derfor er ejermærkning af dyrene iøvrigt heller 17 [12] IKERSUAQ - QIPISAQCU DRIFTEN, 1950. I, Kipådyret* blotogiike cyktui (SydgrenUnd) . JAN PEBR M R APB HAJ JU»[ JULI AUG S£PT OKI »0 V DEC Bcunit --------- hrxlfig ----- Col Tnkruter Rerwogterhytter Grisningslofflme 1: ca. 25 km' saq, arbejdes der nærmest i døgndrift. Fra nu er der ingen vej tilbage. I 1990 skulle der drives ca. 1.000 dyr til slagt- ning. Nu gælder det om at få det kom- plicerede samspil mellem mennesker, dyr, terræn, vejr og vind til at fungere. Undervejs vil der være en række forhin- dringer og kritiske momenter, der skal overvindes. Selv uden forstyrrelser kræ- ver samlingen af dyrene både intimt kendskab til terrænforholdene og stor dyrepsykologisk sans hos renejerne. Mange af dyrene har aldrig gået i hegn før, og p. g. a. den ekstensive driftsform opfører dyrene sig faktisk som vildrener. Under samlingen i selve lomme l på vej til græsningslomme 2 passeres en ør- redelv, der benyttes flittigt af folk inde fra Narsaq-området. Hvis dyrene bliver skræmte på dette tidspunkt, kan det sætte inddrivningsarbejdet halve eller hele døgn tilbage. Netop her er en af de situationer, der skaber konflikt mellem rendriften og den øvrige befolknings brug af natur- resssourcerne. Og det er nemlig ikke li- gegyldigt, på hvilket tidspunkt af døgnet de 1.000 dyr når frem til græsningslom- me 2. Gennem en kløft ledes dyrene fra lomme l ned i det sandede Marraq-delta (pil nr. 1). Dette skal ske, medens der er lavvande. Det permanente bufferhegn skal være efterset og i orden, og de tilba- geværende folk i deltaet skal holde sig skjult for ikke at skræmme dyrene. Når 21 [16] dyrene er nede i deltaet, lukkes det flyt- bare hegn. Også dette (nedgravning af hegnspæle og opsætning af hegn) skal ske, inden højvandet oversvømmer den- ne del af deltaet. Deltaet består af sand og rullesten. Det indeholder så godt som ingen græs- ningsmuligheder, og de 1.000 dyr drives derfor op gennem en kløft til græsnings- lomme 2 (pil nr. 2). Lomme 2 er på ca. 5 km2, og selv om her er græs og vand, er det dog begrænset, hvor længe dyrene kan opholde sig her.' Men så længe der er græs nok, bliver flokken her af sig selv, og går ikke ned i deltaet. Dyrene skal transporteres til slagte- riet i Narsaq i pramme. Det er de sam- me pramme, der benyttes af fåreholder- ne - blot er de her forsynet med ekstra høje skodder for at forhindre, at renerne springer ud. Der sejles med to pramme, og hver pram kan rumme ca. 70 dyr. Det er denne transportkapacitet, der afgør hvor mange dyr, der nu skal ud- skilles ad gangen fra græsningslomme 2 - nemlig ca. 200. Udskilningen af en mindre flok fra en større kræver rendriftserfaring, men ikke nødvendigvis nogen stor arbejds- styrke. 3-4 mand kan klare det. De 200 dyr drives nu ned gennem deltaet til storkorrallen, og hegnet lukkes (pil nr. 3). Storkorrallen indeholder ingen føde, og kun meget lidt vand. Her kan dyrene ikke gå ret længe uden at tabe i vægt og forringe kødkvaliteten. Derfor kan ud- skilningen i græsningslomme 2 og den videre proces ikke sættes i gang, før prammene ligger klar på den anden side af fjeldryggen. Efter lukningen af heg- net til storkorrallen, stiller alle tilste- 22 deværende (incl. familie, venner, besø- gende) sig op på en lang række inde i korrallen. Mellem sig holder de meter- lange hessianstykter, og dyrene presses nu langsomt og roligt ned mod bunden af korrallen og ind på den anden side af styrearmen (pil nr. 4). Når de 200 dyr er »presset« ind i ar- bejdskorrallen, lukkes hegnet ud til stor- korrallen (pil nr. 1). Arbejdskorrallen er ca. 26 m bred. Flokken begynder nu at cirkulere på den måde, der er karakteri- stisk for stressede rensdyr. Med bukkene i centrum og kalvene yderst løber dyre- nejoindt. Hvis denne adfærd står på i længere tid, forringes kødkvaliteten. Dette har været problemet i den tradi- tionelle samiske driftsmåde, hvor ud- skillelsen af dyrene til forskellige ejer- båse skete med lasso fra den cirkuleren- de'flok. Med introduktionen af silen (en »sor- teringslomme«) bliver dyrene mindre stressede. Silen blev udviklet i det nor-1 ske sy;d-samiske område, og spredte sig snart til den svenske side af grænsen - og altså nu også til Sydgrønland. Dyre- nes cirkulation kan måske også bremses noget, hvis man går bort fra den tradi- tionelle runde korralform, og i stedet anvender nærmest rektangulære korral- ler med »skrå« hjørner. Ca. 20 dyr udskilles nu fra flokken på 200 (pil nr. 2). Fra silen sendes et dyr ad gangen gennem sorteringsgangen. Sor- teringsgangen har lukkede sider, således at dyrene ikke har noget udsyn. Des- uden er gangen buet således, at man ikke kan se fra den ene ende til den anden. Det gælder på alle områder m. h. t. sorte- ringsgange, løbegange, osv., at dyrene [17] Principskitse af hegnssystemet i Marraq-deltaet. (Opteonet af Hans-Erik Rasmussen August 1990). pennanent hegn flytbart hegn Grisningslomme 1; ca. 25 ka* Gntsnlngslortue 2: ca. 5 km' vil forsøge at vende om, hvis de kan se slutningen af gangen. For enden af sorteringsgangen er an- bragt en »bukkefælde«. Fælden består af et tværgående bræt, der er sat i en sådan højde, at bukkene ikke kan komme for- bi, men støder brættet mod hornene. To mand kan så fastholde bukken, mens hornene saves af. Simlerne, der er lavere og har mindre horn, kan løbe under brættet og ud i næste lomme. De kalve, der ikke skal slagtes, sendes fra sorte- ringsgangen ind i »kalvelommen«. Når et passende antal dyr er samlet i lom- men, sendes de op gennem korridoren ned til prammene (pil nr. 4). Korridoren har form af en smal slugt, der fører op over fjeldet og ned til ud- skibningsbroen ved Qalerallit imaa. Den er forsynet med hegn og plader for at forhindre, at dyrene bryder ud. For enden af korridoren er der desuden la- vet en mindre ventelomme. Broen fra klipperne og ned til prammene er også lavet til formålet. Alt materiale (hegnspæle, hegn, jern- rør, værktøj, søm og skruer, mad, ben- zindunke, gasflasker osv., osv.) skal bæres på ryggen enten op over fjeldet langs med korridoren, eller på ryggen fra et opankringssted og op gennem del- taet. Dyrene sendes nu ned i prammene, der er forsynet med båse. Når først de er nået så langt, forholder de sig roligt. Afhængig af vejr og vind tager sejlturen til Narsaq ca. 4 timer gennem de isfyldte fjorde. Der er ingen græsningsmulighe- der ved Fabriken i Narsaq, så dyrene skal afskibes direkte fra prammene, gen- 23 [18] Kort <:___________________ MDDRIVKINGSFAULITETER M,V, 1KERSUAQ - QIPISAQQU DRIFTEN, 1990 (principskitse) permanent hegn flytbart hegn nem en særlig løbegang fra strandkan- ten og Ind i slagteriet. 8. Kulturel bæredygtighed Rendriftens erhvervsmuligheder er af- hængig af, at driften er økonomisk såvel som kulturel bæredygtig. Som tidligere nævnt, er renavl et nyt erhverv i Grøn- land, og erhvervets sociale og økono- miske integrering i samfundet er afhæn- gig af, at denne form for animalsk produktion accepteres i et lokalsam- fund, der traditionelt sætter jagt, fangst og fiskeri højst. Hvis rendriften ikke får denne kulturelle accept, vil det skabe konflikter med andre former for areal- udnyttelse, og det vil være vanskeligt at rekruttere lærlinge til erhvervet. Den kulturelle bæredygtighed vil bl^a. være afhængig af, om lokalsamfun- det kan se, at det »får noget igen« fra Deadnften. Gennem markedet sker der en visjbrde/ing af resultaterne af den ani- malske produktion. Denne »fordeling« - altså salget af fersk og frossent kød i butikkerne - er både samfundsøkono- misk og ernæringsmæssigt vigtig. Og netop dette salg medvirker til en vis so- cial accept og integration i lokalsamfun- det. I tilfælde med f.eks. hornproduk- tion til eksport undrages samfundet deri- mod produktionsresultaterne, og lokal- samfundet mærker kun rendriften i form af renavlernes almindelige efter- spørgsel på forbrugsvarer. Der bør være en klar samfundsmæs- sig interesse i produktionsformer, der medvirker til den grønlandske selvfor- 24 [19] syning med fødevarer, og som desuden skaber en vis beskæftigelse. Denne over- ordnede interesse kan varetages gennem politiske og økonomiske støtteordnin- ger fra samfundets side. Som forretning er den kommercielle rendrift interesse- ret i at holde omkostningerne nede, for derved at sikre maximal indtjening. Heri ligger der en tilskyndelse til at hol- de forbruget af arbejdskraft så langt nede som muligt, til en stigende meka- nisering, og måske også på længere sigt til alternative slagte- og afsætningsme- toder. Herved modarbejder rendriften sin egen kulturelle bæredygtighed. Denne situation kan måske undgås, hvis sam- fundet bl. a. gennem sin prispolitik gør det attraktivt for rendriften at vedblive at benytte det mellemled af »grossister«, som slagterier og fabrikker i virkelighe- den udgør. I et vist omfang konkurrerer rendrif- ten med vildrenjagten om hjemmemarke- det. Der findes ingen pålidelige eller fuldstændige fangststatistikker for vild- ren, men den samlede beskatning af vil- drenbestanden ligger antageligt på mel- lem 5 og 10.000 dyr årligt. Det er nok ikke forkert at anslå, at der i 1990 blev skudt ca. 10.000 vildrener, hvilket sva- rer til en samlet slagtevægt på ca. 400 t kød. Heraf vides de 28 t at være afsat til firmaer og selskaber i Maniitsoq og Sisi- miut. Enkelte mindre partier er desuden solgt til forskellige institutioner, samt på bræddet i byerne fra Paamiut og nordpå. Resten - og absolut hovedpar- ten - er altså gået til privat forbrug. Det samlede indhandlede slagteudtag fra de 2 rendriftsområder var i 1990 på 73 tons kød. Heraf aftog detailhandelen i Sydgrønland 33 t, medens der endnu i maj 1991 lå 40 t på restlager i Narsaq. Disse 40 t må nødvendigvis exporteres, også selv om det ikke bliver til fordelag- tige priser. Herudover er der et mindre privat salg fra rendriftsområderne. An- delsforeningen Kapisilinni Tuttuutile- qatigiit solgte skønsmæssigt 1,5 t kød til institutioner og enkeltpersoner i 1990. Det ser altså ud til, at de fleste private kummefrysere op langs vestkysten bog- staveligt er fyldt op med vildrenkød, og rendriften har således tilsyneladende et afsætningsproblem. Der er flere mulige »tekniske« løsninger på dette problem, bl. a. afhængigt af, om man koncentre- rer sig om hjemmemarked eller export- marked. Om man griber ind i denne si- tuation fra samfundets side, og måden hvorpå man evt. griber ind med regule- ringer og støtteordninger, vil klart sig- nalere hvorledes rendriften kulturelt prioriteres i forhold til vildrenjagten. Litteratur Beach, Hugh, 1983. A Swedish Dilemma: Saami Rights and the Welfare State. Production et So- cieté, No. 12. Paris Ekonomisk Renskotsel, 1966. En kursbok. Borås Klein, D. R., 1968. The introduction, increase, and crash of Reindeer on St. Matthew Island. Journal of Wildlife Management 32 (2): 350-367. Lassen, Poul og Peter Aastrup, 1981 Undersøgelser over tamrenbestanden (Rangifer tarandus taran- dus L.) ved Itivnera, Vestgrønland. Danske Vildt- undersøgelser, Hefte 35. Kalø. Skjenneberg, S., 1965. Rein og reindrift. Lesjaskog. Skjenneberg, S. og L. Slagsvold, 1968. Reindriften og dens naturgrundlag. Oslo SOU, 1966. Renbetesmarkerna. Statens Offentliga Utredningar 1966:12. Stockholm. Stern, Richard O., 1980. »I used to have lots of rein- deers« - the Ethnohistory and Cultural Ecology of Reindeer Herding in Northwest Alaska. N. Y. Villmo, Loyd, 1979. Hva tåler områdene av beiting? Reindriftsnytt 1979 nr. 1: 3-10. Tromsø. 25 [20] Rendnftstermino/qgi Med hensyn til driftsformer er den sydgrønland- ske rendrift stærkt påvirket af norsk samisk (både nord- og sydsamisk). Men der indgår tilsynela- dende ingen samiske eller norske ord i rendrif- tens grmlandsksprogede sammenhæng. Der anven- des derimod en del udtryk, der er påvirkede af den sydgrønlandske dialekt - men som bemær- kelsesværdigt nok er forskellige fra fåreavlens ter- minologi. Det er især renavler Ole Kristiansen, der har informeret mig om de følgende udtryk. Køns- og aldminddeling: Norraq = lille kalv Tuttuaraq = lille kalv Nukatugaraq = bukkekalv under 3 år gammel Nukatugaq = bukkekalv på ca. 3 år Panneq = voksen buk over 3 år gammel Kulavak = simle (der har fået sin første kalv) Isuuigaq (fl. isuuigat) = kastrat Materiel kultur- og driftsaktiviteter: Tuttuuteqarfik = rendriftsområdet Tuttuutilik = renavler Ungaleq/ungallit = hegn Taloq = fangarm/ styrearm Isertittivik; ungusivik = lomme Nigarniik = lasso (Tuttunik) ungusineq = rensdyrsamling Ungusivoq = drive dyrene sammen Ktaftig vegetation i vinterlandskabet. En del af det hårde fysiske arbejde med opsætning "af hegn m.v. kan gøres lettere med en terrængående motorcykel. 26 [21]