[1] Kirkebøgerne fra Ny-Herrnhut Af Alfred Toft På herrnhutternes »Guds ager« (Tyskernæsset ved Nuuk) ligger 2373 personer begravet. Af gravene - små »hvilekamre« af sten - er kun uanselige rester tilbage. De døde blev begravet i perioden 1741-1900. Takket være kirkebogen kender vi dem alle. Den rummer en mængde forskellige oplysninger, som ikke alene er af interesse for slægtsforskere, men også for studiet af Grønlands kirke- og medicinalhistorie. Bogen foreligger nu på Grønlands landsarkiv i dansk oversættelse. Sommeren 1752 besøgte herrnhutternes 34-årige biskop Johannes von Wattewille missionsstationen. Han skriver i sin dagbog: »... Den 15. [juni] regnede det hele da- gen. Ligesom da jeg var på Set. Tho- mas, gjorde jeg det til min bibeskæfti- gelse at udarbejde en kirkebog på grundlag af de registrerede døbte, kommunikanter, gifte og døde, med en kort angivelse af de afdødes lev- nedsløb og karakter...« Det er altså Johannes' smukke hånd- skrift, du møder på titelbladene og de først indførte sider. Her vises begyndelsen af første side i oversættelse og nutidig sats: Registrene Foruden ovenstående register indehol- der kirkebogen følgende: • Register over Koloni-Grønlændere, som enten er blevet døbt af vore Brødre, eller dog her i Ny-Herrnhut, og hvem det efter Aftale er blevet overladt at vælge, om de vil holde sig til os eller til de danske Missionærer. • Register over de i Ny-Herrnhut døbte Børn af vore europæiske Søskende. • Register over Sørejser til Grønland og retur, og alle Søskende, som er kom- met over med disse. • Register over de i Menigheden op- tagne Søskende. • Register over dem, som her er blevet Kandidater til Det hellige Aftens- maaltid. Register over de i Den evangeliske Brødremenighed døbte grønlændere Nr. Døbenavn Tidl. navn Stand og familieforhold Hvornår og hvor døbt? Af hvem? Øvrige omstændig- heder og hjemgang 1 Samuel 2 Anna KajarnaK En mand, 2. 3. 4. 40.106. AnnaK Samuels kone, 1. Enke. 205. 2gs 1739 30. mår i Nhh 3 Matthes KajarnaK En dreng, Samuels søn 1. Gift med Zipora 108 4 Auuna Aguna også videre... Et barn, fedt i apr 1738 Samuels datter 1. Gift 1766 m. Adolph 337. Enke. Gift m. Daniel 503. Matthæus Stach f!741 27. feb i Nhh fl752 15. okt i Nhh Var i Europa f!752 28. sep i Nhh - •J'1796 jun, begr. her 59 [2] • Register over dem, som fra Tid til An- den har forladt den herværende Me- nighed. • Register over de Grønlændere, som er døbt af andre Missionærer og senere er kommet her til Ny-Herrnhut. • Register over de Søskende som i Ny- Herrnhut er blevet forbundne i Det hellige Ægteskab. • Register over Grønlændere, som med os er blevet delagtiggjort i Jesu Christi Legeme og Blod. • Register over de til Vands og til Lands indsovede Grønlandske Søskende. • Register over indsovede Grønlandske Søskende. Oversatteisen Af registrene er Grønlandske indsovede Søskende, der ligesom de andre er skrevet med gotisk håndskrift og på tysk, nu blevet oversat til dansk af undertegnede. Nogle forklaringer: »en mand« (ein Mann) skal forstås som en gift mand, ægtemand. »Aftm.« = Det hellige Aftensmåltid, nadverbordet. Kirkebogen indehol- der en særlig fortegnelse over dem, der havde lov til at deltage. Af de mange stednavne kan nævnes: Qilångårssuit (»De mange søpapegøjer«, øerne lidt nord for Buksefjordens munding). Qeqertat (»Øerne«, fedtstensbrud i Uja- ragssuit På vat, Godthåbsfjorden). Sundet (Nepisatsundet). UmånaK (Øen i Godthåbsfjorden). Nekrologerne Det er næppe det rette sted at søge fyl- destgørende oplysninger om herrnhut- ternes tro, men jo flere man læser af de korte nekrologer, des bedre indblik får man i missionens opfattelse af livet og døden, her nogle få eksempler: 1765 15. jun 319 Christina (59), en gam- mel isgrå enke, gik i Sundet ud af ti- den p. g. a. tæring og blev begravet på stedet. Om hendes gang i denne verden er der intet særligt at bemærke. [Hende kunne de åbenbart ikke lide, men den næste fik et godt ord med på vejen:] 1765 19. jun 320 Sybilla (584), gik på Kookøerne hjem til Frelseren p. g. a. stirig og hoste. Et nydeligt og elsket lille barn. Hun blev begravet i Neu-Herrnhut på vor gudsager [menighedens kirkegård]. [En, der fik tilgivelse:] 1764 14. nov 311 Lea (91), en enke, døde her i Neuherrnhut. Hun var et medlem af menigheden, der krævede Frelserens tålmodighed og barmhjertighed. Hun voldte sine ^søskende ret så megen bekymring og svære stunder. Efter en langvarig, udtærende sygdom tog hun dog Frel- seren til sit hjerte og gik således syn- defuld og salig ud af tiden. Blev be- gravet her endnu idag. [Og en, der ikke fik det:] 1849 3. jan 664 Ketura (611), en enke, der var udelukket af menigheden. Var født 1813, døde ovennævnte dato ved najarsuit af blodspytning. Vi håber, at Frelseren er kommet hende til hjælp i hendes sidste nød, og at hun har fundet nåde. 60 [3] Ny Herrnhut ved Nuuk/ Godthåb omkring 1760. Grønlændernes huse ligger i rækker omkring kirken, og til venstre i billedet ses et hjørne af kirkegården. [Et smukt eftermæle:] 1765 27. feb. 315 Elisa (741), gik efter 2 års pilgrimsvandring med et dødeligt legeme igen tilbage til sit hjemlige modersted. Blev samme dag begravet her på vor gudsager. [Tobak var også den gang farligt:] 1776 3. okt. 596 Andreas (283), gift mand og mangeårig Aftm.broder, hvilket han dog ofte forsømte at del- tage i, og det skyldtes hans alt for sto- re forbrug af snustobak, som havde mange dårlige følger og satte ham i yderligere forlegenhed [armod]. Han døde den nævnte dag i stor skam over sin dårlige opførsel her i livet og blev begravet samme dag. [En gudsvelsignet kvinde:] 1774 28. feb. 541 Elisabeth (62), hustru til salig Peter, der døde i '54, og sammen med hvem hun allerede dengang var til gavn for hele menigheden og også til medhjælp [kateket] og velsignet brug for Guds herværende værk. Og senere var hun i 20 år en gudsvelsig- net arbejderske i enkekoret. Hun følte sig som en stakkels synder- inde, hovmodede sig aldrig og havde et sart, blødt hjerte, der elskede Jesu blodige martyrium og død, hvorfor hun også var afholdt og respekteret af alle, navnlig kor-kollegerne. Gik efter en langvarig smertefuld bryst- sygdom som en lille synderinde til Frelseren i Hans sunde rige og Den evige glæde. Hendes efterladte ben blev d. 1. mår stedt til hvile på gudsageren. [En af de mange, der omkom under er- hvervsudøvelsen:] 1794 28. jan 1057 Benedictus (964), født 2. jun 1771, en ugift broder. 6. feb '85 blev han optaget i menighe- den og gik derefter en nydelig gang på jorden. Men for et par år siden for- faldt han til alskens dårligdom, så vi måtte forarges over ham. I en udtalel- se ved den sidste korfest erklærede han sig dog ganske angerfuld og længtes efter en ny nåde. Han gik også derefter en ordentlig gang og vi stillede store forhåbninger til ham. Bemeldte 28. jan kæntrede han mel- lem her og Ravneøerne, og en anden broder, som ilede ham til hjælp, 61 [4] måtte bugsere ham i land på en ø, idet han allerede var ude af kajakken, som var sunket. Broderen efterlod ham der for at ro hjem efter en anden ka- jak til ham, men da han kom tilbage med den, var han allerede døende, og de nu tilstedeværende hørte ham kun sige: »Min Frelser, min Frelser.« Så- ledes døde han. De førte ham nu på deres kajakker hertil, hvor han blev begravet d. 30. på vor gudsager. [Veba, der begik selvmord:] 1821 21. okt 324 Veba eller Phoebe (1360), en ugift kvinde, blev d. 17. dec 1791 født her og døbt samme dag. Den 18. nov. 1804 opnåede hun at blive opta- get i menigheden og d. 23. nov 1811 nydelsen af Det hl. Aftm. Hun gik en temmelig stille og efter forholdene fornøjet gang, så man havde gode forhåbninger om at hen- des forhold til Frelseren ville trives. Hun blev da også i et par år anvendt som salstjenerinde og korsanger. I sommer, da skibet lå her, gik hun imidlertid alt for ofte om bord, og da man lagde mærke til denne ulydig- hed, blev hun kærligt irettesat derfor. Hun rettede sig dog ikke derefter, men kom til at stå i et utilladeligt for- hold til styrmanden. Denne hendes ulydighed havde til følge, at hun blev fornægtet af sin familie og også måtte udelukkes fra Det hig. Aftm. Dette krænkede hendes stolthed så meget, at hun den nævnte dag tidligt om morgenen traf den fortvivlede beslut- ning at springe i havet og dø. Men hun sank ikke, og da det blev lyst, fandt man liget svømmende på 62 vandet. Det blev dagen efter begravet på gudsageren i al stilhed. [En qivitoic] 1833 Om sommeren 484 Heinrich (1609), en ugift broder, kommunikant. Gik i sommer alene på rensdyrjagt og er forsvundet. Skal efter grønlændernes mening være gået bort i fjeldene, som man si- ger. [En trofast sjæl:] 1829 20. nov. 427 Magdalem (671), en ugift Aftm. søster, tilbragte sin barn- dom og til hun var voksen hos sine forældre og slægtninge, som boede 4 timer herfra i EtidlingoaK [Itivdlin- gua£j og hvorfra hun ofte om vinte- ren kom i snefog til forsamlingerne, for her at hente ny fryd og forhåb- ning for sit hjerte. Efter at hun i 1781 var nået til første nydelse af Det hl. Aftm. med menig- heden, kom hun samme år de euro- pæiske søskende til hjælp i køkkentje- nesten, hvilket hun fortsatte med i 48 lange år med en mønstergyldig tro- skab og redelighed indtil et par måne- der før hendes død af udtæring. Nogle uger før hendes endeligt havde hun det for sin travle ånd meget ømfindtlige uheld at blive blind på begge øjne, og da det ene oven i købet faldt ud, måtte hun gennem meget store lidelser. Men derigennem kunne hun helt hengive sig til den trofaste Frelser og vende sig fra al godhed til jordiske ting, hvoraf hun havde været afhæn- gig, hvilket også lykkedes Ham til glæde, så at hun med hjertevarme kunne udråbe: »Jeg længes kun efter [5] at dø og være hos Kristus!« Og med dette ønske gik hun bort, ganske blidt og saligt. For hendes mangeårige tro og nyttige tjeneste som økonoma blev det i tak- nemmelig erindring eenstemmigt be- sluttet, at de europæiske brødre for- færdigede en kiste til hendes lille hvilekammer. Hvorpå hun den 28. blev begravet her på gudsageren. Den bidtidige navngivning Herrnhutternes døbenavne er hentet fra Bibelen, men kirkebogsskriverne har, som vi ser, også anført det hidtidige »he- denske« navn. Foruden det med selve fødslen for- bundne arbejde var det også jordemo- deren, der stod for navngivningen i eskimosamfundet. Herom skriver A.. Berthelsen (i Det grønlandske Selskabs årsskrift 1914 side 54) blandt andet: »Da den eskimoiske Tro opfatter Navnet som en særlig Sjæl, der fortsætter sit Liv ved Vandring fra det døde Legeme til det nyfødte Barn, er det selvfølgelig en meget vigtig Sag, at Barnet faar det rigtige Navn, en Sag, hvor det paa den ene Side drejer sig om Hensyntagen til den af- dødes husvilde Navn, men paa den anden Side ogsaa til Barnets Tarv, idet en vis Del af den afdødes Egen- skaber tænkes at ville arves sammen med hans Navn. Heldigvis hjælper Børnene stundom selv med til at træffe det rigtige; Freuchen har saale- des fortalt mig om et Barn ved Kap York, 'der lod sig føde med et Mo- dermærke foran paa Brystet paa det Sted, hvor det dræbende Skud nogen Tid i Forvejen havde truffet Osakrark, for derved at tilkendegive, at det ønskede dennes Navn'. Også fra vor Tids Grønland ken- der jeg adskillige ældre Kvinder, der af nævnte Grund ikke tør mangle ved nogen Fødsel. Daabsceremonien fo- retages nu ved, at Navnet nævnet, og enten hældes samtidig en Draabe Vand i Barnets Mund, eller man bider lidt i dets lille Fingers yderste Led, men Ceremonien foretages nu til Dags yderst diskret, idet man ikke er sikker paa, hvorledes den egentlig forholder sig til Kristendommens Krav. Dette Daabsnavn er ikke ens- betydende med de almindelige Øge- navne, som først erhverves i en sene- re Alder; der skelnes netop bestemt imellem Barnets kirkelige Daabsnavn (kuisuta), det grønlandske Opkaldel- sesnavn (inukut atea) og endelig Øge- navnene (aterauta).« Grønlænderinden IsseK fik lov selv at bestemme, om hun ville beholde sit navn eller have et nyt. Hun svarede her- til, at hun ville bortkaste sit gamle jeg, helt hengive sig til Frelseren og bede Ham om et nyt hjerte - derfor ville hun også gerne have et nyt navn. Hun gen- opstod som. Judith. Så smukt kunne det gøres. Hvem døbte Sara Pussimek? »Den 30. [oktober 1740] var søndag, hvor Hr. Drachardt prædichede en kort Prædichen for de hjemmeværen- de, og derefter gik hånd Kl: 11: over til Tyskene, hvor Hånd var inviteret at spiise og efter Maaltidet døbte en 63 [6] Grønlender Pige, som Tyskene hafde tagit til sig nu i Sommer, dette har Vagd fortalt mig, at Hr. Drachardt, selfv sagde til ham at hånd skulle over til Tyskene for at døbe en Pige, men Jeg har hørt da ieg hiemkom af alle Grønlender Børnene at de sagde Hr. Drachardt døbte ingen, men Hans Tycb [Johann Bech] døbte hende og hun blev kaldt Sara.« - fortæller Godthåbs købmand, Geel- muyden, i sin rapport hjemover. Og købmanden løber ikke bare med sladder, kirkebogen viser, at Sara, en ugift pige, blev døbt denne dag af broder Johann, hvilket var i strid med loven og profeterne. Herrnhutterne havde ikke ret til at døbe, og først den 16. mår 1742 fik broder Matthæus Stach missionskol- legiets ordination: »At vi allernaadigst ville, at denne or- dineerede Matthåus Stach maae her- efter vare de Grønlandske Måriske Brødres ordentlige lårer, og i den Qualité forrette Daaben og alle hos dennem forfaldende Actus Ministe- riales &c.« [Kalde: A. Toft: 'Godthåb 1740-42']. Inden sin rejse til Tyskland 1740 nåede han dog at døbe 10 personer, heriblandt Samuel KajarnaKs familie. Indtil 1747 optræder Friedrich Bohniscb, Johann Beck og Chr. Drachardt i øvrigt flere gange som døbere i Ny-Herrnhut. MangeK De herrnhuttiske missionærer følte sig »tvunget af omstændighederne« til den- ne tyvstart. Herom skriver David Cranz i Historie von Grønland (side 507 f£): »Fordi man nu blandt katekumener- ne [dåbsaspiranterne] sporede ikke alene et kraftigt nådearbejde, men også et længselsfuldt forlangende om dåben - som navnlig ytrede sig ved en betragtning over 2. Mosebog 12. om Påskelammet og dets blods forbilled- lige virkning - så kunne man ikke længere udskyde at gøre dem delagti- ge i dette nådemiddel og bane dem vejen til nydelsen af alle de gennem Jesu blod erhvervede hellige goder. Alligevel gik man hermed til værks under stor forsigtighed, som med den første, der allerede var blevet un- dervist i et helt år, nemlig MangeK, hvem man betydede, at man endnu ikke fandt sig i stand til at gøre ham delagtig i denne nåde, fordi man hid- til ganske vist havde mærket megen bevægelse hos ham, men endnu intet fast ståsted; hvilket han også nedbøjet erkendte. Heri gik man måske for vidt, og forlangte af en begynder, hos hvem man dog havde sporet et arbejde af Guds ånd, flere synlige beviser end man kunne forvente af en udøbt. Måske har sorgen og utrøsteligheden over denne afvisning forårsaget, at han efter en tids forløb forlod os, og ganske vist ofte kom tilbage, men al- drig mere rigtig kunne beslutte sig, til han endelig gik fortabt blandt hed- ningerne. Men man kan ikke fortænke mis- sionærerne i, at de tog det så nøje med de første personer, de kunne tænke sig at døbe, for de vidste jo, at denne handling ville vække opsigt, og at hedningerne ville være meget op- 64 [7] mærksomme på den nye kristnes liv og vandel.« Det store øjeblik »De tog altså kun KajarnaK og hans nærmeste med til den nærmere dåbsforberedelse, underviste dem daglig i de nødvendige stykker om det kristelige håb, som de let kunne fatte, og skred den 29. mår [1739], der var første påskedag, til denne hellige handling. Efter at de, foran alle de forsamle- de, på missionærernes spørgsmål, en- foldigt gjorde rede for grunden til deres forhåbning, og med hjerte og mund havde lovet at forsage alt he- densk væsen, altid at blive hos deres lærere og altid at behandle evangeliet værdigt, blev disse fire 'første af den grønlandske nation', under kraftfuld bøn med håndspålæggelse, frigjort for mørkets magter, viet til deres retmæs- sige Herre og Frelser Jesus Christus, og således gennem dåben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn ind- lemmet i den kristne kirke. KajarnaK fik navnet Samuel, hans kone Anna (tidligere Annak), hans søn Matthåus (tidl. KajarnaK) og hans datter Aennel [ifl. kirkebogen Auuna, tidl. Aguna, ca. l år gi.]. Under handlingen sporede man en mægtig nåde, ikke alene blandt dåbskandidaterne, som lod rigelige tårer flyde, men også hos tilskuerne, som ønskede at blive delagtige i den- ne nåde; hvorpå også de - efter en formaning om at overgive deres hjer- ter til Guds ånd - blev trøstede.« Sygdomsbehandlingen Når man læser om de mange dødsårsa- ger, er det naturligt at spørge: Hvilke muligheder havde menigheden for læ- gebehandling? Missionærerne havde ingen særlig vi- den eller uddannelse på dette område, og der var ingen læge i Godthåb før end 1838, da den første faste distriktslæge- stilling oprettedes. Det første medlem af den herrnhuttiske menighed, der dør på sygehuset i kolonien er ULlisabeth (nr. 598) den 1. aug 1861. Fra Hans TELgedes tid forsvandt ef- terhånden ethvert spor af angakkut og disses sygebehandling, der vel hovedsa- gelig bestod i åndebesværgelse. Men for- uden Egederne (Hans Egede: Det gamle Grønlands nye Perlustration, 1741), har bl. a. Dalager (Grønlandske Relationer, 1752), Gustav Holm (Konebådsekspedi- tionen, 1887), Knud Rasmussen (Nye Mennesker. 1905) og Mylius-Ericbsen (Grønland, 1906) overværet og beskre- vet sådanne seancer. Som forebyggelsesmiddel mod syg- dom kan også nævnes amuletter, f. eks. nævner Holm, at en dreng, der led af blodspytning, fik en af de propper, som fangeren sætter i sælens sår for at stand- se blodudstrømningen, indsyet i sit overtøj foran på brystet. Knud Balle (Meddelelser om den grønlandske Kirkesag, 1908) oplyser, at det brugtes at klippe »Fadervor« ud af en eller anden bog, klippe det i småstykker og komme disse i patientens mad. Det skulle være et universalmiddel mod ind- vortes gebrækkeligheder. Alt dette var naturligvis »hexeri og abespil«, som Hans Egede sagde. 65 [8] - Men det hjalp! Man har imidlertid ikke udelukkende været henvist til sådanne »mystiske« be- handlinger. Herrnhutternes egen histo- riker, Crantz, anfører således: »De har ofte næseblod, da de er meget blodrige. De lader da en eller anden suge sig i nakken, eller binder 4de fin- ger fast ind i hånden i begge hænder, eller tager et stykke is i munden og snuser havvand op i næsen, så hører det op.« Dette er som bekendt endnu i vore dage anerkendt af læger og zoneterapeuter. Et andet middel mod næseblod er bladene af qajaassat (post, ledum palu- stre), som vædes med vand og anbringes i nakken som et af ledende middel. Bedst er det tidligt om morgenen at plukke de planter, der står således, at solen først når dem, tygge dem og spytte dem ud i en klud. Således tilberedt kan de også anvendes som omslag ved hovedpine, mod brystsmerter o.l. - »Når de skulle blive raske, så hjælper det hurtigt; men når de skulle dø, så dø de,« sagde man. Denne plante indeholder garvesyre, bitterstoffer, aromatiske olier og har- piks. Den er derfor god som the mod snue og forkølelse. »Theen tillaves af en håndfuld blade til en kop kogende vand, og der drik- kes en kop heraf varmt 2-3 gange daglig ved febersygdomme. På sam- me måde anvendes ulvefod (lycopo- dium selago) og vintergrøn (pyrola grandiflora). Bladene af denne sid- ste plante spises desuden rå mod skørbug. Ellers er sællever og mat- tak eskimoernes hovedmidler mod skørbug.« Samtidig anfører han forskellige urter og en tangart som midler mod denne sygdom, og bladene af forskellige stenbrækarter og fjeldsimmer (dryas in- tegrifolia) samt fakkellyng (cassiope te- trsgona) anvendes med deriverende virkning f. eks. ved forstuvninger. Og, skriver han: »De åbne bylder med et korssnit... og jEriske sår på hånd eller fod stikker de i urinbaljen for at standse blødningen. De lægger også resten af udbrændt spæk eller noget mos, dryppet med tran, derpå og forbinder såret fast med en læderrem. Men store sår syr de først sammen, og ved ben- eller armbrud brækker de først legemsde- len i led og binder den så sammen med stærkt sålelæder...« Mod det dræbende »sidesting« har de kun eet middel, nemlig at støde sig med ett varm asbeststen der, hvor de føler smerten. Det anbefales at smøre forbrændinger med kvindemælk; forfrysninger gnides med sne og det pågældende sted prikkes med penneposer, til det igen føles varmt. Bylder behandles således: Man klistrer et stykke affjeret måge- skind med dunsiden indad eller et stykke renkalveskind, taget fra arm- hulerne, hvor hårene er kortest, ved hjælp af spyt fast over bylden, indtil den åbner sig (men til børn skal man helst bruge skindet af den lille fugle- konge!). 66 [9] Imod øjenbetændelse kunne man drysse fint stødt melis i øjnene. Gieseke (Rejsejournal 1806-13) siger, at snespurveekskrementer fjerner skurv, udslet og fnat (Kratze), medens A. Ber- thelsen som smørelse ved udslet har set saften af rosenrod (sedum rhodiola) og roden af løvetand (taraxacum sp.) an- vendt. En af de hyppigste dødsårsager for mænd er druknedøden, og nogle led af »kajak-angst«. Ved denne nervøse lidelse rådede man grønlænderne til at øve sig i at kæntre rundt og i nogle tilfælde en noget større sexuel afholdenhed. Var ulykken sket og patienten druknet, fore- toges oplivningsforsøg på den måde, at patienten blev lagt på maven over en stor sten, hvorefter de omkringstående bøjede hans ryg skiftevis frem og tilbage, slog med små kraftige slag på hans lænd og masserede ham over hele kroppen, men særlig under fodsålerne, med mos. Undertiden søgte de at opvarme patien- ten ved at lægge varme sten op i skridtet på ham. Vi har således lov til at tro, at der si- deløbende med missionærernes helbre- delse af sjælene har fundet en sygdoms- bekæmpelse sted udført af »kloge« mænd og koner. For den, der ønsker at vide mere om dette emne, kan det i øvrigt oplyses, at Meldorf har indsamlet og bearbejdet alle de oplysninger om sygdomsforhold, der findes i de grønlandske distriktslægers indberetninger til Det kgl. sundhedskol- legium. Disse resultater er offentliggjort i 'Meddelelser om Grønland'. Nogle dødsårsager I hver lille nekrolog har man bestræbt sig for at angive dødsårsagen, og det er let at spore forgiftninger og ulykker, hvor dødsfaldene kommer i serier, f.eks.: Nr. 380 - 381 - 382 - 383 - 384 - 385 (en moder og hendes 5 børn i 1826, af »opkastninger«). En »giftig« hvalros tyndede ge- valdigt ud i KangeKs befolkning 1819 (dyret var nedlagt af Tobias (512), der selv overlevede). En kvalificeret undersøgelse af døds- årsagerne baseret på kirkebogens oplys- ninger foreligger fra kredslæge P. Børre- sen i Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1936. Efter en beskrivelse af epidemier- ne, går han over til de enkelte sygdom- me. Den alvorligste epidemi siden koppe- epidemien 1733-34 indtraf 1782. Den rasede på hele kysten fra Kap Farvel til Diskobugten. I Godthåb døde så mange, at de længe måtte »ligge ubegravede på marken«. Ifølge kirkebøgerne begyndte epidemien ved Ny Herrnhut i mår 1782 og varede til nov 1783. Den største dødelighed faldt i jun-sep '82, hvor an- tallet af døde nåede op til en halv snes stykker på en enkelt dag. I alt døde der 246 personer. Rink kalder sygdommen »pestagtig«, Meldorf taler om »typhøs feber«, Oster- mann »purpurfeber eller friesel«, men Børresen skriver: »At missionærerne har stået overfor en ganske ukendt sygdom, fremgår af, at de ikke har vidst, hvad de skulle 67 [10] kalde den. I begyndelsen kaldes den »underlivssmerter«, senere »den gras- serende sygdom« eller blot »sygdom- men«. Kun i en enkelt nekrolog i Lichtenfels kirkebog findes en kort beskrivelse af symptomerne: 'Lea (18 år gi.). Hendes sygdom begyndte som hos alle med hovedpine og smerter i de tykke ben, tilsidst blev hudfarven svovlgul.' De ældste grønlændere her ved stedet har hørt fortælle om epide- mien af de gamle og har meddelt mig, at grønlænderne kaldte den sungar- patdlangnek, på dansk gulsot, hvad der stemmer overens med den foran anførte beskrivelse.« Når man taler om sygdomme i Grøn- land, kommer man ikke uden om tuber- kulosen, herom skriver Børresen: »På overgangen mellem de epidemi- ske og de ikke-epidemiske sygdomme står tuberkulosen, som efter de talrige dødsfald at dømme sikkert må have haft samme dybe rod i befolkningen lige fra kolonisationens første tid til vore dage. Der har utvivlsomt været en vis relation mellem tuberkulosens udbredning og befolkningens vel- stand. Tuberkulosen er taget til under og efter epidemier og i trangstid, og omvendt har perioder med rigelig ernæring, tilstrækkelig beklædning og brændsel nogenlunde kunnet holde den stangen.« De mest almindelige dødsårsager er: Brystsygdom m. sidesting 14,3 % Svindsot og blodspytning 10,8 % Omkommet i kajak 8,3 % Snue, steckfluss 6,7 % Flere personer angives at være døde af fnat. Herom skriver Rink: »Af hudsygdommene er over halvde- len fnat; Men ved en forsømt pleje og utrolig ligegyldighed får hudsygdom- mene undertiden sådan overhånd, at der, idet flere sygdomsformer blander sig sammen, fremkaldes en tilstand, som man i daglig tale kunne fristes til at kalde spedalskhed, selv om den al- deles ikke er den derved betegnede sygdom...« Og om bylder: »De forekommer mest hos mændene og opnår enorme størrelser, så at de ikke sjældent efterlader ar på 6 tom- mer i diameter.« Der forekommer 2 selvmord. Levealderen Da hver enkelt persons fødsels- og dødsdag er angivet i kirkebogen, kan den gennemsnitlige levealder indarbej- des i en tabel. Det har Børresen også gjort i (Det grønlandske Selskabs Års- skrift, 1935), og det viser sig da, at mæn- denes var 21,2 og kvindernes 28,6 år. Den store forskel på mænd og kvin- ders gennemsnitlige levealder skyldes først og fremmest de mange kajakulyk- ker. Den forbavsende lave gennemsnitsle- vealder, som holder sig nogenlunde ens igennem hele tidsrummet, skyldes væ- sentligt den uforholdsmæssig store dø- delighed i de allerførste leveår. F.eks. døde der 448 børn i alderen 0-1 år, me- dens kun 410 personer opnåede at blive over 50 år. 68 [11]