[1] »Om at udleede sig blandt saa mange Skiønheder en Brud« Aasivtit-sammenkomsterne på Taseralik i Sisimitit-distriktet Af Finn Erik Kramer Ved Nordre Strømfjord/Nassuttooq lig- ger en lille ø, som har spillet en betyd- ningsfuld rolle i Grønlands historie. Øens navn er Taseralik (øen med de små søer). Den er kun et par kvadratkilome- ter stor, men har alligevel i mange århundreder - hvor mange vides ikke - tiltrukket grønlændere fra nord og syd. Øen ligger udsat for vejret direkte ud til Davisstrædet. På grund af Nordre Strømfjords nærhed, som med sine 190 kilometer er Vestgrønlands længste, er strømmen ved det smalle udløb og om- kring øen voldsom. Der kan opstå hus- høje bølger i stormvejr, når vind og strøm modarbejder hinanden. I de ældre skriftlige kilder er Taseralik ofte omtalt ved stednavnet Perutusut (eller diverse stavemådevariationer som f.eks. Perrortusok eller Piritisut), som betyder »stedet som er rigt på teltsten«. Peru- tusut er sandsynligvis navnet på hele øgruppen, af hvilken Taseralik er en del (jvf. Thorhallesen 1775). H. C. Petersen (pers. medd.) mener dog, at navnet lige- som Taseralik er et stednavn i øgruppen. Birket-Smith (1924) påpeger, at »stedet« i 1700-tallet kaldtes Perutusut, men at dette navn i 1918 helt var gået af brug i Egedesminde-distriktet. Den første danske kilde som bruger stednavnet Ta- seralik er Rasmus Muller (1906), mens kilderne fra slutningen af 1800-tallet - f. eks. J. A. D. Jensen - stadig anvender navnet Perutusut. H. C. Petersen (pers. medd.) er dog i besiddelse af en grøn- landsk dagbog fra slutningen af 1800- tallet, hvor stedet kaldes Taseralik. På Taseralik/Perutusut samledes grønlænderne til aasiviit/sommerstæv- ner. Før kolonisationen har det været Grønlands vigtigste handels- og møde- sted (Petersen 1986). Birket-Smith (1924) skriver (oversat fra engelsk): »På dette sted mødtes eskimoer fra Disko Bugten, og måske fra egne endnu længe- re nordpå, med deres landsmænd fra så langt mod syd som Julianehåb-distrik- tet«. Helt op til omkring 1930 bevares traditionen at mødes der om sommeren. Fra slutningen af 1800-tallet - samtidig med at navnet Perutusut går af brug - mister Taseralik dog langsomt sin mag- netiske tiltrækningskraft for vestkyst- befolkningen som helhed, og besøgtes fra da af kun af mennesker fra Aasiaat, 77 [2] Kangaatsiaq og Sisimiut distrikter- ne. Der findes mange steder langs vestky- sten, hvor familier eller lokale befolk- ninger i tidens løb og i kortere eller længere perioder opholdt sig om som- meren. Nogle af disse steder findes ved yderkysten, andre inde i fjordene og an- dre ved søer i indlandet. Nogle af disse steder bærer endda navne som aasivik og aasivissuit, hvilket dog i virkelighe- den ikke betyder andet end et sted, man opholder sig om sommeren, på samme måde som Ukiivik (vinterboplads), Upernivik (forårssted) og Ukiarsiivik (efterårsplads) angiver andre sæsonbe- boelsessteder. Taseralik indtog en speciel position, fordi der kom specielt mange dertil, og fordi mange kom meget langvejs fra. Måske lidt mere regional karakter, men dog også af stor betydning, som sam- menkomst-steder hvor der foregik fangst, var Uunartoq (forårsfangst efter ammassat) i Sydvestgrønland, Aluk (ef- terårsfangst efter klapmyds) i Sydøst- grønland og Qinngeq (forårsfangst efter ammasaat) ved Ammassalik. Også Ap- pamiut i Maniitsoq-distriktet skulle have været et måske noget mindre be- søgt sommermødested i gamle dage (Birket-Smith 1924). Nipisat-sundet ved Nuuk synes ligeledes i tidligere tider at have været et vigtigt samlingssted. Her omtaler Hans Egede (1925/1738) næsten hvert år mange telte (helt op til 100), når stenbiderne indfinder sig om foråret. Den 16. juni 1723 bemærker Egede, at der er kommet en stor del fremmede folk til Nipisat langt sydfra, som skal nordpå til hvalfangsten. Sammenkomsterne på Taseralik om- taltes mange steder i litteraturen, men i danske forfatteres beskrivelser oftest kun i form af kortfattede anmærknin- ger. Det var en grønlandsk kulturtradi- tion, og i den grønlandske befolkning fandtes der indtil et godt stykke ind i dette århundrede ikke noget behov for at skrive om det, for alle vidste gennem fortællingerne, hvad der foregik. Kun få danskere har gennem tiden deltaget, og endnu færre har nedfældet deres ind- tryk. Men i den grønlandske fortælle- tradition lever minderne stadig om aasi- viit på Taseralik. Da det er godt 60 år siden sammen- komsterne ophørte, haster det med at komme i kontakt med de nu kun ganske få mennesker, der som børn har delta- get, og som kan berette om de glade sommerdage med mange mennesker, fe- ster og hektisk aktivitet. Aasiviit på Ta- seralik er en uhyre vigtig del af Grøn- lands kulturhistorie, som ikke for efter- tiden bør stå i en tågedis, men tvært- imod som en central del af Grønlands kulturarv. Om føje år har vi kun de ma- terielle levn - fortidsminderne - til at fortælle. Dem er der til gengæld også mange af deroppe, men herom senere. I 1756 blev det første Holsteinsborg grundlagt på Sydbay/Ukiivik tæt syd for Taseralik. Den første bestyrer var den senere grundlægger af Qaqortoq, An- ders Olsen, som i sin upublicerede »Ta- belle« omtaler nogle teltøer ved Nordre Strømfjords munding. Her mødes »om- flakkende« (et af missionærerne ofte brugt udtryk om sydlændingene) grøn- lændere for at fiske helleflyndere. Dette er den ældste kilde, hvor vi med sikker- 78 [3] Den kristne kirkegård på Taseralik. Enkelte trækors står stadig. Foto: F. E. Kramer. hed kan genkende Taseralik i beskrivel- serne, men allerede af Hans Egedes dag- bogsnotater kan man se, at der foregår rejser forbi Nuuk nordpå hvert år, f. eks. den 13. april 1722, hvor 40 konebåde passerer Nuuk. Dette må med kajak- mænd have svaret til måske 500 men- nesker. Også Guvernør Paars på »For- tet« Nipisat, som lå umiddelbart syd for det nuværende Sisimiut, omtaler i en indberetning dateret 9/8 1728 tilrejsen- de grønlændere sydfra. 11738 taler Hans Egede om, at der til Nuuk ankom »een deel Konebaader ... længst Sønden fra, som agtede at begive sig der Nord om, hvor Hvalfiskeriet øves. Denne lange Reise paatage de alleene for Hvalfisk- Bardene skyld, hvilke de nødvendig be- høve, saavel til deres Fiske-Redskabe, som ogsaa dermed at sammenbinde Træværket i deres Baader.« Dalager (1752) omtaler sydlændinge (sydgrøn- lændere), som rejser ind i Godthåbsfjor- den for at tage fedtsten og rensdyrskind med på deres rejser til Disko, hvor de til gengæld vil få barder. Om bardernes store værdi for sydgrønlænderne, og om hvordan man rejste til Amerloq (det gamle navn for Sisimiut-distriktet) for at hente dem, kan man læse om i flere sagn, - f. eks. i »Naujarsuk og Kukajak« og »Orsuatsiak« (Rink 1871). Walløe fortæller ligeledes i 1752, at det er al- mindeligt, at familierne fra Sydgrøn- 79 [4] Teltplads på Taseralik med konebåde og telte i 1903. Det ei formodentlig denne plads, som blev kaldt Akunneriinaq, hvor folk fra Sisimiut og Vester Ejland teltede. Foto: C. Wagner. land skiftes til at rejse nordover hvert andet år, og at de sædvanligvis rejser hjem igen om efteråret. Også Crantz (1770) kendte til de lange handelsekspe- ditioner, men skriver, som Birket-Smith (1924) siger, »ukorrekt« at de gik til Di- sko Bugten. Grønlænderne som omtales af Egede, Crantz, Walløe og Dalager har sikkert også været på vej til Taseralik, men grunden til at Taseralik ikke næv- nes, og at Dalager og Crantz endda siger Disko, skal sikkert ses i sammenhæng med at folkene sydfra ikke blot rejste nordpå for aasivik på Taseralik, selvom det var grunden til, at de »giøre just her Halt« (Glahn i dagbøgerne 1766). End- nu en vigtig grund til rejsen nordpå har været, som Glahn skriver, at de efter aa- sivik fulgte med folkene nordpå hjem til disses vinterbopladser, hvor de overvin- trede inden de - eventuelt - næste år rej- ste hjem til Sydgrønland (jvf. nedenstå- ende citat). I sagnet »Om den ufrugtba- re« rejser sydgrønlænderen Kujavarsuk også nordpå, hvor han overvintrer, og i løbet_af vinteren deltager i hvalfang- sten. Rink (1871) henlægger denne del af sagnet til at foregå i Holsteinsborg- distriktet. I de fælles overvintringer mellem nord- og sydgrønlændere findes sikkert baggrunden for langhusets ind- førsel på Vestkysten og i Disko Bugten i løbet af 1600-tallet (Gulløv 1986). Af de ældste kilder giver Glahn's dagbøger fra 1760 erne den mest udfør- lige beskrivelse af, hvad der foregik på 80 [5] Samme sted som Carl Wagner fotograferede i 1903 fotograferet i 1990. Sandtangen, som ses på Wagners billede, var ikke synlig i 1988 eller 1990. I baggrunden ses Killorsalik. Foto: F. E. Kramer. Taseralik. H. C. Glahn var præst ved Ko- lonien Holsteinsborg, som i 1764 var blevet flyttet til sin nuværende place- ring på Sisimiut. Glahn boede dog indtil 1767 på Asummiut ved Præstefjeldet tæt ved Kolonien. Han skriver om aasiviit- sammenkomsterne: »Ligefra Refkulen (Rifkol, gr. Attup Uummannaa, FEK), som ligger nogle Miile Norden for Gamle Egedesminde til Øen Sydbay, falder der paa denne Aarets tid gemeen- ligen et godt Helleflynder Fiskerie. For at tage Deel i dette reyse Grønlænderne Nord fra Disko Bugten af, og Amertlok- kerne (det vil sige folk fra Sisimiut- området, FEK) møde dem. Alle de Sy- derlændinge, som agte at overvintre næste Vinter Norden for Sydbay, giøre her Halt, forsyne sig med Helleflynder og følge derpaa med de andre til de Stæder, hvor de agte at opslaae deres Vinterboeliger. Man kan altsaa letteli- gen forestille sig, at der maae være paa denne Aarets Tiid en anseelig Mængde af Grønlændere samlede på dette strøg Land, siden man støder hertil fra begge Sider, og det er vist, at dette giør Far- vandet meget behagelig. Hvor man kommer, finder man Telter, og alle Folk beskiæftigede. Dog er det ey allene for Helleflyndernes Skyld, at man kommer her til, og at Sydlændingerne giøre just her Halt. Til denne store Forsamling reyse nogle, for at faae deres Slægtninge at see; Andre for at udleede sig, iblandt saa mange Skiønheder, en Brud; Andre 81 [6] for at afgøre deres Processer for denne høytidelige Forsamling; Andre for at viise deres Prøve i at brydes, slaae og lade sig slaae paa Skuldrene; Andre for at lade sig helbrede af en meere anseelig Læge, som man formoder at komme der; Andre for kiøb og sals Skyld; Andre for at være Tilskuere, og igien andre, for i den store Mængde af Folk at være skiu- let, naar de vil øve en eller anden Ugier- ning.« Desværre var det ikke altid kun varer og gaver, der udveksledes mellem nord- og sydgrønlænderne. Koppeepidemien i Nordgrønland i 1785 var bragt nordpå af sydlændinge, som kom til Taseralik. Da folkene nordpå flygtede hjemad, bragte de smitten med sig, så mange ud- steder blev lagt helt øde (Rosing 1963). Som det fremgår af Glahn, og iøvrigt også alle andre kilder, var det det gode helleflynderfiskeri ved Taseralik, som var årsagen til at sammenkomsterne fandt sted netop på dette sted. Den geo- grafiske placering af Taseralik, i det for- holdsvis tyndt befolkede område, som udgjorde grænseområdet mellem nord- og midtgrønlænderne, har dog sikkert også været en medvirkende faktor. Det må i hvert tilfælde fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor Sisimiut efter koppe- epidemien blev genbefolket af grønlæn- dere fra Maniitsoq-distriktet, have væ- ret naturligt at deles om fangsten på dette sted. At folk om sommeren skulle have slået sig ned over en længere kyststrækning, som Glahn antyder, be- kræftes af Rosing (1984) og Thorhalle- sen (1775). Sisimiut Museums rekognos- cering på kyststrækningen mellem Nas- suttooq og Isortoq i 1990 fandt enkelte gamle teltpladser, som kunne bestyrke dette. Koncentrationen af stensarte telt- ringe findes dog på Taseralik. Der findes enkelte på naboøerne, og en del ved de store ørredelve Kumikumii og Eqaluit, men herudover er sporene efter som- merbosættelser forholdsvis sparsomme på kyststrækningen ned til Isortoq. Glahn stedfæster altså ikke sammen- komsterne nærmere end til området mellem Sydbay og Rifkol i Kangaatsiaq- distriktet. I fortsættelsen af ovenanførte citat er Glahn dog på den ø, hvor grønlænderne bl. a. fra Jakobshavn og Hunde Eyland er samlede, og dette er sikkert Taseralik. Egil Thorhallesen (1775) er godt 10 år senere anderledes geografisk præcis: »Perrortusok, nogle Øer tæt Sønden for Nersortok (Nordre Strømfjord, FEK)^ her er en ypperlig Hellefiske-Banke, dog ikke lige god alle Aar. Dette sted besøges af Grønlændere baade fra Sønden og Norden fra midt i Julii indtil Høsten, og kan da anses 1) for et Marked i Henseende til de Om- tuskninger, som da skee 2) for et Tbing i Henseende til de Stridigheder, som da afgiøres med Trommer og sang«. Bobe (19J.4), som forestod udgivelsen af Thor- hallesens beretning skriver i en note til dette stykke: »Perutussut (nu Taseralik), endnu et samlingssted for Nordgrøn- lændinge og Holsteinsborgere.« Helleflynderfiskeriet foregik lige ud for lejren ved fjordmundingen, hvor fi- skene fangedes på kanten af Store Helle- fiskebanke på 60-70 meters dybde. Her fandtes det bedste helleflynderfiskeri i hele landet (Petersen 1986). En heldig fisker kunne fange op til 10 stk. om da- gen (Birket-Smith 1920). Fangsten fore- 82 [7] Størrelsesforhold ca: 1:6.000 Søer Z.1L Oversvømmet ved højvande .^J Koncentrationer af telringe og -huse SfTb Teltringe og tørvehuse t"l Vinterhuse X Før-kristne grave "h Kirkegården @ En eller få teltringe 83 [8] gik både fra kajakker og konebåde, og ingen kajakmand behøvede her at skam- me sig over at bruge nataarnarniut (krog og line). Under fiskeriet lå harpunskaf- tet på siden af kajakken for at forhindre, at linerne skulle slide på kajakskindet. Linen var lavet af sammenbundne styk- ker hvalbarde. I den ene ende var kro- gen med vægt fastgjort, - i den modsatte ende blev linen fastgjort til løkken på flydeblæren (se tegninger i Alaufsen 1985), som jo ellers normalt blev an- vendt ved sælfangst. Men en stor helle- flynder kunne på grund af sin vægt være farlig for en kajakmand, så når der var bid og helleflynderen var for stor blev linen sluppet og blæren smidt i vandet. I følge Ferdinand Schmidt og Aron Sieg- stad (båndinterviewet af H. C. Petersen i Aasiaat i 1979), som begge i 20'erne var til aasiviit på Taseralik, hjalp kajakkerne hinanden, når der var bid. Man hidkald- te de andre kajakfangere ved gentagne gange at råbe ho-ho-ho-hoooo. Når fi- sken nåede overfladen blev den bedøvet med et slag af en trækølle, dræbt med en bred langskaftet kniv, og derefter med bugsertøjet slæbt ind til teltpladsen (Bir- ket-Smith 1920). Men helleflynderfang- sten fra kajak var farlig, specielt for de unge uøvede kajakfangere. Der er derfor gennem tidens løb sket en del ulykker og nogle fangere er druknede og begra- vet på Taseralik (Rosing 1984). Måden man fiskede på var afhængig af strømforholdene og ved strømskifte kunne man ikke fiske, og gik derfor i land. Her var kvinderne igang med at behandle helleflynderne, som for stør- stedelen blev tørrede (efter 1912 dog også saltede (Birket-Smith 1920)). Det foregik ved at kødet blev skilt fra bene- ne, hvorefter det,, som ved andre store fisk, blev udskåret i strimler til qulluk- kat/ræklinger (se også Rosing 1984). Ferdinand Schmidt fortalte, at når hans familie (Ferdinand Schmidts far var Magnus »Manooq« Schmidt, som Peter- sen (1986) har berettet om) rejste hjem fra Taseralik^ havde man tit båden helt fyldt med tørret helleflynder, til trods for at man sommetider i løbet af som- meren roede til Sisimiut eller Umiatsia- livik for at indhandle helleflynder (KGH begyndte indhandling af helle- flynder i 1910). Den tørrede rækling blev opmagasineret som vinterforråd, og serveret ved specielle anledninger og højtider. For sydlændingene i 1700-tallet var den mere end en delikatesse, - den sikrede dem deres vintereksistens (Gul- løv 1983). Det var almindeligt, at folk fra Disko Bugten tog til Taseralik, når ammassat- fangsten var overstået i begyndelsen af juli (Birket-Smith 1924 og Petersen 1986). Nogle familier samlede dun og æg fra ederfugle om foråret på stræknin- gen mellem Attu og Sisimiut, inden de togjpå helleflynderfangst (Jensen 1881). Perioden fra juli til september er den tid, hvor helleflynderen trækker ind på det lavere,.opvarmede..vand ved bankerne. Mens helleflynderfangsten foregik på Taseralik, var det ikke ualmindeligt at nogen tog på rensdyrjagt i Nassuttooq eller blev sejlet over til fastlandet, hvor- efter de gik ned til Nalluisortoq, hvor der findes en god ørredelv (Rosing 1984). I september var det i ældre tider normalt at alle, som havde været på Ta- seralik, tog på rensdyrjagt i Nordre 84 [9] Teltskelet på den formodede Akunneriinaq-plads fotograferet i 1918 af K. Birket-Smith. Strømfjord (Bobé 1921). Nogle familier, som Manooq's (Petersen 1986), tog ud på endnu et fangststed ved Illutalik (øgruppe syd for Vester Eylande/Kil- liit), hvor man jagede efterårssæl indtil november eller senere, hvis vejret tillod det. Herefter flyttede man i vinterhus. Med helleflynderfangsten på Tasera- lik fulgte et livligt folkeliv, som citatet fra Glahn viser. Det er givet at helle- flynderfiskeriet var den direkte årsag til at man tog til Taseralik, men for mange af de tilstedeværende har udsigten til rensdyrjagter og den glade grønlandske festlighed sikkert også haft en dragende kraft, når beslutningen om sommerrej- sen skulle træffes. Festligheden var medvirkende til opretholdelsen af ven- skabelighed mellem spredte boplads- grupper, og dette kan vanskeligt over- vurderes i forståelsen af den vestgrøn- landske kulturelle ensartethed. F.eks. mente Glahn (1771), at grønlændernes »mundarter« var så forskellige, at havde samkvemmet på kysten ikke været så stærk, ville de forskellige dele af befolk- ningen næppe have kunnet forstå hin- anden. Sammenkomsterne må have medvirket til at dæmpe den traditionelle fjendtlighed mellem nord- og sydgrøn- lænderne, som f.eks. Paars (1729) omta- ler: »at naar de Grønlændere, som boer om Silden om de Nord ankommer, eller diisse kand komme de Syd, saa er der en antipatie i mellem dem at de icke kand fordrage hver andre hvor over de geraa- der udj Clamerij som til Sidst udfalder til Krig under dem, at De med Deris Pile 85 [10] Skindtelt af en type, som kaldtes erqulik (den med en bagside), og som mest blev brugt af folk fra øerne i Aasiaats skærgård. Bemærk den nye telttype - bomuldsteltet - i baggranden. Fotograferet på Taseralik i 1918 af K. Birket-Smith. " l" Skyde på hver andre saa undertiiden 4 å 5 af dem Bliver Skudt i hiel foruden de som Blesseris«. Dette traditionelle fjendskab blev blandt andet som Glahn (1771) skriver dulmet ved »... adskillige Giftermaale stiftedes ikke alleneste iblandt Grønlænderne af de nærmeste Distrikter, men og iblandt Nord- og Sy- derlændingerne ... hvorved Hadet, som er imellem de sydlige og nordlige Grøn- lændere, jevnligen kunde svækkes, og omendskiønt det ikke kunde ganske udryddes, kunde derved dog forhindres, at det ikke brød ud til nogen almindelig Fiendtlighed ...«. Netop giftermålet mellem børn fra en familie fra Nord- grønland og en familie fra Sydgrønland omkring 1845-50 er det gennemgående tema i Otto Rosing's roman om Tasera- 86 lik. I fortællingen om »Rensjægerne i Kangerdlugsuak« gifter en mand fra Amerloq (Sisimiut) sig også med en kvinde fra Syderlændingerne. Manden forskyder hende dog - tilsyneladende på grund af deres uensartede baggrund: »Men da hun har været nogen Tid hos sin Mand, mærkede denne, at hun hver- ken forstod det ene eller det andet, og han forskjød hende derfor og sendte hende tilbage til sine slægtninge« (Rink 1871). Normalt knyttede ægteskaberne imidlertid stærke sociale og familiemæs- sige forbindelser mellem bopladser fra Nord- og Sydgrønland. Disse bånd knyttedes også gennem gavegivning, gennem sangkampe, fester, danse, sportslege og gennem de sagnfortællin- [11] •W? Erqulik set bagfra. Taseralik 1918. Foto: K. Birket-Smith. ger og skildringer af spændende fangst- situationer, som de gamle kunne fortæl- le. Disse beretninger blev nydt af de voksne og elsket af børnene, for hvem de også indgik som et vigtig led i »ud- dannelsen« til voksen fanger eller fan- gerkone. Fangerne fra Sisimiut benytte- de sammenkomsterne på Taseralik til at få ombetrukket deres kajakker, da der var mange erfarne kvinder tilstede, og de kunne gøre det i fællesskab med folk nordfra (Petersen 1986). Handelen er ofte blevet anset som det væsentligste element ved sammenkom- sterne, og Petersen (1986) siger direkte, at Taseralik var Grønlands vigtigste handelsplads. Folk sydfra synes at have bragt fedtsten, kryolit, ræveskind, kob- beremme og drivtømmer med sig. Folk nordfra bragte barder og narhvaltand med sig (Gulløv 1983, Birket-Smith 1924, Rasmussen 1979). Også rensdyr- skind, drivtømmer, sten til våbenblade, hvalrostand og måske tellurisk jern blev handlet (Petersen 1986). Rosing (1984) tilføjer fedstenslamper, skind fra spættet sæl, hvidhvalssener, rensdyrtak evnt. forarbejdet til f.eks. harpunhoveder, is- knive eller kroge til bugsertøjet samt det specielt værdifulde røde drivtømmer, som brugtes til spyd, lanser, harpuner og pagajer. Man handlede med varer som var sjældne eller ikke forekom i ens eget område. Fra engang i 1600-tallet har eu- ropæiske varer ligeledes kunne handles på markederne. Til trods for at aasiviit på Taseralik i 1897 kun havde regional karakter syntes 87 [12] det i følge Frode Petersen (1898) ikke at have formindsket festligheden: »I aar skal der have været samlet over 40 Ko- nebaade foruden Kajakker, hvilket mindst maa svare til 4-500 Personer. Man tænkte sig det glade Folkeliv, der føres her. Rygtet fortalte da ogsaa, at der blev danset og holdt kaffegilde hver af- ten i det Par Maaneder, man var sam- men«. Det samme glade folkeliv tegnes af Bobé m.fl. (1921): »Endnu samles her vel hver sommer i det mindste 3-400 mennesker. Teltene står i fem store grupper med hver sit navn foruden en- keltpladser; farvandet vrimler med ka- jakker, som går og kommer fra fangst, daglig tager konebådene til fastlandet på togt efter lyng og drivtræ til brændsel for at gå på jagt eller for at foretage han- delsrejser til Holsteinsborgs Distrikt el- ler nordpå til en havn, hvor motorbå- den fra Attu indfinder sig for at handle helleflynder. (Der var i 1912 blevet oprettet en fiskeristation i Attu, FEK). Kvinderne har travlt med at udskære og lægge til tørring kød og helleflynder, mens børnene leger. Røgen fra bålene hvirvler i vejret på alle kanter, der aflægges besøg, snakkes, spises og drik- kes kaffe dagen igennem, og om aftenen samles man til dans, boldspil og leg i en dal mellem teltgrupperne.« Det ses heraf, at teltene stod i grup- per, og at et bestemt sted på øen var samlingssted om aftenen. Ferdinand Schmidt har også omtalt dette sted, som beliggende midt på øen ved en lille sø. På sydsiden af søen fandtes nogle store sten, hvor dem der slog på tromme ple- jede at sidde. Tæt ved skulle der være en lavning i en klippe, hvor man plejede at 88 danse. Klippen skulle være helt glat og nedslidt af den megen dans, der gennem tidens løb er foregået på stedet. Else »Ili- si« Olsen (f. 1884) har fortalt til sin søn Wilhelm Olsen, Sisimiut, at når hun gik til dansen om aftenen, var det med ny- besålede kamikker. Alligevel var de helt slidt op, når hun gik hjem om morge- nen, Otto Rosing (1984) kalder stedet qilittarfiup iverfiusimanera (danse- og nidvisesangstedet). Dette var ifølge Ro- sing også stedet, hvor man plejede at handle. Alaufesen (1985) beretter, at der kom amerikanske fiskere til Taseralik, med hvem man handlede. Grønlænder- ne fik kaffe og tobak i bytte for skind og hvalrostænder. Amerikanerne med- bragte også harmonika og banjo, så i 20'erne lød der nye toner på den gamle danseplads på Taseralik. Folk, der kom fra samme område, tel- tecb sammen, og der blev igennem tiden opbygget en vis tradition for, at bestem- te grupper boede på bestemte steder. Ferdinand Schmidt fortæller (oplevet i 1920'erne), at folk fra Killermiut nor- malt slog lejr ved Taseraaraq (lille sø), og at Aqisserniarmiut (folk fra en lille bo- plads syd for Attu) slog lejr midt på øen. Jørgen Schmidt, Aasiaat, som er født i 1922, husker fra sine sommerophold som dreng på Taseralik, rejserne derned med umiaq fra Vester Ejlande/Killiit, teltpladsen med de mange mennesker, kajakkerne ude på fiskepladsen, lege og boldspii i pauserne ved strømskifte, når det ikke var muligt at fiske, samt dansen til violin ogt harmonika i augustmørk- ningen. Han husker også, at teltene stod i 3 grupper på øens vestkyst (i den ca. 10 år ældre beskrivelse fra Bobé m.fl. [13] (1921) var der 5 teltgrupper). Folkene fra Sisimiut og Killiit boede sammen ved en lille bugt. Folk der kom sydfra boede syd herfor, og folk der kom nord- fra, fra Kronprinsens Ejlande (Imeris- soq) Ivnalik og Qeqertarssuatsiaq i Aa- siaat-distriktet boede nord herfor^ Bir- ket-Smith (1920) var på Taseralik i 1918, og også dette år synes folkene fra Killiit og Sisimiut at have boet samme sted: »Rundt om ved Vigene fra Grønlænder- ne slaaet Telt, et par Stykker til en halv Snes hvert Sted. Talrige mere eller min- dre tydelige Stier fører tværs over Fjæld- kullerne fra Gruppe til Gruppe. I en af disse bliver ogsaa mit Telt rejst, paa et Sted med Udsigt til de dejlige Snefjælde inde paa Hovedlandet Syd for Fjorden. Det er mest Folk fra Vester-Ejland, som holder til paa dette Sted; i Dagenes løb kommer der ogsaa en Del fra Holstens- borg-Distrikt, og gaar man en Rundtur om Øen, kan man efterhaanden træffe Grønlændere fra de fleste Bopladser i Holstensborg- og Egedesminde-Distrik- ter. I gamle Dage kom man hertil endnu mere langvejs fra. Da mødtes her Folk helt nede fra Egnen om Kap Farvel med dem oppe fra Disko Bugten eller endnu nordligere.« Alaufesen (1985) omtaler fire telt- pladser med forskellige navne, som er identisk med dem som Rosing (1955) omtaler, og hvoraf 3 var beboede, da Jørgen Schmidt var på Taseralik i 20'er- ne. Alle lå på øens vestside. Den nord- ligste hed Avannamut nuua (landets nord- Uge nas). Her boede folk som kom nord- fra. Folk, der kom sydfra, boede ved Akunnerinnaq (det midterste). Endnu sydligere lå yderligere to teltpladser, som hed Taserartaa (vandpyt} ogTinussa- raaq. Sidstnævnte navn betyder »Stedet som bliver tørt ved lavvande«. Ved besøg på Taseralik i 1988 og 1990 har forfatteren foretaget registreringer af fortidsminder (Kramer 1988). Det har været muligt på vestsiden af øen at påvise 2 teltpladser. Den ene, som også er den største, ligger på øens nordvest- spids og må være identisk med Avanna- mut Nuua, mens den sydligere (som nærmest er to tætliggende pladser) lig- ger ca. midt på øens vestside. Fotogra- fiet taget af Carl Wagner i 1903 stammer fra denne teltplads. Ud fra en passage i Rosing's (1984) bog kan det fastslås, at det var denne teltplads, der hed Akun- nerinnaq. Rosing skriver nemlig, at kir- kegården lå ved Akunnerinnaq (se kor- tet). Tangen som ses på Carl Wagner's fo- tografi udgår fra et område, som længe- re mod syd ved ebbe er landfast med Ta- seralik. Undertegnede har ikke haft lej- lighed til at komme ud på »øen«, men det er sandsynligt, at det er her den tre- die og sydligste teltplads, hvor sydlæn- dingene slog sig ned, ligger. Det ville passe med navnet Tinussaraaq. Rosing (1984) fortæller, at når sydlændingene om aftenen kom over fra Tinussaraaq for at deltage i dansen, glemte de ofte, at højvandet ville afskære dem fra at kom- me hjem. De måtte derfor færges hjem til Tinussaraaq liggende på kjakker. På østsiden af øen fandtes 4 områder med mange synlige teltringe. Dette sy- nes at være i god overensstemmelse med, at der længere tilbage i tid end nu- levende informanter kan huske, har været mange flere mennesker på Tasera- 89 [14] Teltplads med teltringe og telthuse beliggende pi øens østside. I baggrunden mundingen af Nordre Strømfjord. Foto: K. Birket-Smith. lik om sommeren. Herudover fandtes en del enligt beliggende teltringe og små teltpladser, hvoraf nogle ligger ved søer, men det kan ikke afgøres præcist, hvor pladserne Taseraaraq, Taseqqaaq og Ta- serataq, som omtales af forskellige per- soner, ligger. Dog er det ikke usandsyn- ligt, at der er tale om én og samme plads, da navnenes betydning er den samme. På den sydlige del af selve Tase- ralik ligger imidlertid flere telt- og bo- ligrester (se nedenfor) ved nogle småsøer, og dette kan være Taseraaraq/ Taseqqaaq/Taserataq. Der findes også en del teltringe på øen øst for Taseralik på fastlandet. Bobé m.fl. (1921) siger, at »midt paa Øen er der en Kirkegaard med baade gamle hedenske og senere kristne gra- ve«. Denne kirkegård ligger ganske rig- tigt på en hævet strandterrasse midt på øen og består af 31 grave. Disse er imid- lertid alle af den typisk flade og sten- dækkede kristne form. Rosing (1984) fortæller, at kajakfangerne som drukne- de ved fiskeriet, blev begravet her. En del af gravene stammer dog sikkert også fra de ofte hærgende koppeepidemier i det 18. og 19. århundrede. En enkelt kammergrav, som er fra den før-kristne periode, ligger tæt ved kirkegården, men herudover fandtes der kun seks før- 90 [15] kristne grave, som alle er beliggende på øens nordøstlige del, samt en grav i hus- gangen til et vinterhus på øens sydlige del. Dette kan måske tolkes således, at aasiviit på Taseralik ikke havde eksiste- ret i lang tid, da grønlænderne blev kristnede. Men det kan måske også hænge sammen med, at man, før man blev kristne af angst for gengangeri, helst ikke så de døde begravet på som- merpladsen. løvrigt har kirken siden Glahn's tid holdt et åbent øje med folkelivet på Ta- seralik. Kateketer har der været tilstede næsten hver sommer, og fra dette år- hundrede ved vi, at præsterne Carl Wagner, V. C. Frederiksen og Aage Bug- ge har prædiket deroppe. Udover teltringe og grave findes der på Taseralik også en del telthuse med lave tørvevægge, varder, rygeovne og kødgrave. Som sagt ligger der på øens sydlige del sammen med en del teltringe flere små kvadratiske og cirkulære hus- ruiner. Den oprindelige form og der- med alder af disse huse er vanskelig at afgøre uden udgravninger. Husene fremtræder imidlertid ikke som vinter- huse, vi normalt finder i Sisimiut- distriktet. De kan have været af den type miserable tørvehytter, som Birket- Smith (1924) beretter at sydgrønlænder- ne byggede i stedet for telte, da man havde mangel på skind. To af dem har dog givetvis været vinterhuse, og de er måske bygget af sydgrønlændere, som valgte at overvintre på Taseralik, inden de begyndte den lange rejse hjem til Sydgrønland. De tog nok på rensdyrjagt inde i Nordre Strømfjord for at skaffe sig vinterforråd. Det var almindeligt, at man tog på rensdyrjagt i løbet af som- meren, mens man var på Taseralik. De fleste ventede dog med rensdyrjagten til august eller september, hvor man måske kunne skyde sæler i fjorden. Herefter rejste man hjemad. Og i oktober og no- vember ville de virkelig have haft chan- cen for at skaffe sig vinterforråd. Hval- rosserne gik nemlig indtil begyndelsen af dette århundrede i store mængder op på skærene omkring mundingen af Nor- dre Strømfjord, som det bl. a. er beskre- vet af Harald Moltke (1936) i afsnittet om Den litterære Grønlandsekspedi- tion. Fangerne fra Disko Bugten, Aa- siaat og Attu plejede at tage på hvalros- jagt dernede »... og ved disse Lejligheder have kunnet nedlægge indtil 45 Dyr paa en Gang« (Muller 1906). Hvalrosserne kunne optræde i så store mængder, at kajakposter af og til ikke kom frem, da postmændene var angste for de ofte me- get aggressive dyr. Den tidligere koloni- bestyrer ved Holsteinsborg Rasmus Muller (1906) var på Taseralik i septem- ber 1897 og beskriver hvalrossernes landgang på øen Killorsalik umiddel- bart vest for Taseralik: »Der blev stadig ved at komme flere Hvalrosser til og at krybe flere op, og efterhaanden som Vandet voksede, krøb de højere op paa Skæret, indtil dette var bogstaveligt dækket af dem, saa man ikke kunne se selve Klippen, men kun en Masse rød- brune Legemer ... Samtidig var Skæret helt omgivet af en Krans af Hvalrosser, der laa med Forkroppen paa Land og forsøgte at kravle op, uden at kunne faa Plads, medens Vandet uden om det var helt rødbrunt af Dyr, der svømmede rundt, dels under, dels med Hovedet 91 [16] over Vandet, ogsaa for at komme op. Langs med »Kigdlorsalik« og ude i Lø- bet svømmede der ogsaa en Mængde Hvalrosser, og jeg antager, at der var ikke under 150 samlede her i alt.« Taseralik har sikkert været et af de steder, Nordboerne besøgte om efteråret på vej hjem enten nordfra eller fra rens- dyrjagt i Nordre Strømfjord. Her kunne de få to af de vigtige eksportartikler, som »Kongespejlet« nævner: Hvalros- huder og -tænder. Men registreringen af fortidsminder på Taseralik gav ikke nogle spor efter Nordboer. For at gøre sig håb om dette kræves deciderede arkæologiske udgrav- ninger, og det samme kræves for at be- stemme, hvor langt tilbage i tid aasiviit- sammenkomsterne kan spores på stedet. Vi kender imidlertid til lignende sam- menkomster mange steder i Arktis, som f. eks. mellem kyst- (tareormiut) og ind- landsinuit (nunamiut) ved Colville Ri- ver, Sheshalik-sammenkomsterne hvor op til 2.000 inuit samledes og Sende- budsfesterne alle i Alaska, samt sam- menkomsterne ved Thelon floden (Aki- liniq) i Canada, hvor Kobber-, Rensdyr- og Netsilik-eskimoerne mødtes for at udveksle varer. Sammenkomster er også beskrevet fra Nain og Camp Islands i Labrador i slutningen af 1700-tallet med op til 200 deltagere (Taylor & Taylor 1986). Så store sammenkomster eller stæv- ner vaf langtfra et ukendt fænomen i andre egne af Arktis. Derfor er det ikke usandsynligt, at de ældste spor af aasiviit på Taseralik kan spores tilbage til kort efter Thulekulturens indvandring til vestkysten i 12-1300-tallet. Men der er ingen garanti for dette, for sammen- komsterne på Taseralik var betinget af helleflyndernes tilstedeværelse, som »ikke er lige god alle Aar« (Thorhallesen 1775). Dette skyldes at helleflynderens forekomst - ligesom torskens - er af- hæjtigig af havets temperatur. Det kan derfor ikke udelukkes, at sammenkom- sterne på Taseralik ikke går længere til- bage end 1700-tallet, hvor vi fra de skriftlige kilder ved de foregik. Men der kan have været tidligere sammenkom- ster andre steder på den centrale vest- kyst, hvor folk fra nord og syd mødtes - f. eks. i forbindelse med hvalfangst. Bl. a. Hans Egede (1738) beretter om, at dette var årsagen til, at sydlændingene rejste nordpå. Fra Glahn (1771) erfarer vi faktisk, at sydlændingenes rejser nordpå tidligere var langt hyppigere, men at de på Glahns tid på grund af ko- lonisationen var ifærd med at »gaa tem- melig af mode«. Så aasiviit på Vestky- sten, og måske også på Taseralik, var sikkert allerede en århundredgammel tradition, da danskerne begyndte at skri- ve om den i 1700-tallet. Årsagen til, at man omkring 1930 helt ophører med at rejse til Taseralik om sommeren, hænger direkte sammen med., at helleflynderne forsvinder. Alle- rede 30-50 år tidligere synes aasiviit på Taseralik dog at være skrumpet ind til et regionalt samlingssted. Også på dette tidspunkt kan det påvises, at helleflyn- derne forsvandt. Aasiviits ophør på Ta- seralik er derfor primært et resultat af svigtende fangstvilkår. Sandsynligvis har påvirkninger fra missionen og han- delen været medvirkende til ophøret, men det har ikke været den primære 92 [17] grund, som antaget af Rasmussen (1979). Fra slutningen af 1800-tallet bragte amerikanske fiskebåde, som også af og til kastede anker ved Taseralik (Bobé m.fl. 1921), forstyrrelser i fangsten. Fra 1866-81 drev de intensivt fiskeri med langline på bankerne i Davis Strædet. De stoppede ikke før bankerne var tom- me omkring 1880. Dette er helt givet årsagen til, at folk ophørte med at kom- me langvejs fra til Taseralik på dette tidspunkt. Samtidig kan det ikke ude- lukkes, at f.eks. den genoprettede kon- takt med østkysten for sydlændingenes vedkommende, og som allerede antydet det forbedrede udbud af varer i butik- ken, og missionens pres for at stedbinde folk, kan have været medvirkende fak- torer. Efter Tjalfe-ekspeditionen i 1908-09 som påviste, at der igen var gode helle- flynderforekomster, blev også grønlæn- dernes helleflynderfangst kommerciali- seret. Fra 1910 kan der indhandles helle- flynder til nedsaltning til KGH. Ved Attublev der som sagt oprettet en fiske- riauktion med en færing som leder, og ved Umiatsialivik midtvejs mellem Ta- seralik og Sisimiut anlagdes et indhand- lingssted med salteri og en lille butik »for at fiskerne ikke skulle have for lang vej med deres fangst« (Lennart 1956). I 1924 flyttedes en bygning og maskiner fra Eqaluit i Nuuk distriktet (her havde det uden større succes været anvendt til henkogning af ørreder) til Sisimiut, hvor anlægget blev brugt til henkogning af helleflynder. I 1927 blev det udvidet til den egentlige hermetikfabrik. Året 1924, hvor henkogningsanlægget blev anlagt, var imidlertid også året, hvor utallige norske og engelske fiskefartøjer begyndte helleflynderfiskeriet i Davis- strædet. Og 1927 var det år, hvor ind- handlingen nåede sit maksimum, som et resultat af, at fremmede fartøjer overfi- skede bankerne. Fra 1930 var de gode år for helleflynderfangst slut, og vi finder sikkert her den mest direkte årsag til aa- siviits endelige ophør på Taseralik. Hel- leflynderfiskeriets sammenbrud kan di- rekte aflæses af fabrikken i Sisimiuts gennemsnitlige årlige indhandling: 1924-25 95 tons, 1926-30 218 tons, 1931-35 48 tons, 1936-39 7 tons. Be- standen er ikke siden kommet op på den størrelse, den havde før 1930. I begyndelsen af det 20. århundrede var der som sagt rige forekomster af hel- leflyndere ved Taseralik, og af denne årsag bevarer Taseralik sin tiltræknings- kraft regionalt til trods for, at stedet med samfundsudviklingen havde ud- spillet sin rolle som handelscenter. Det er dog meget sandsynlig, at handelen al- tid kun var en biting ved sammenkom- sterne. I det arktiske område har varer eller handel som sådan sjældent haft vir- kelig betydning for inuit. Selvom man ikke altid levede ved selvforsyning, så kunne man som regel gøre det, og de va- rer man opnåede gennem byttehandel, gav en behagelig afveksling og var til ti- der også bedre, end det man selv kunne fremstille, men de var ikke en funda- mental nødvendighed. Holdningen til handelen har sikkert ikke været meget anderledes end den vi hører om i »Fe- stens gave« om Det store Tuskhandels- stævne i Alaska. Der var det ikke han- delen alene, der var hovedsagen, »men 93 [18] kun en Deel af alt det, der skulle lokke og glæde de Folk, der skulde begive sig ud på lange Rejser, Festen var Hovedsa- gen; thi vore Forfædre vidste, at Men- neskenes Sind aabner sig, naar de er gla- de, og al smaalighed forjages, naar man mødes ved muntre Ædegilder« (citeret fra Jensen 1965). Sagnet om hvordan »Sangen og Dansen og Festlighedens hellige gave kommer til Menneskene« (Rasmussen 1926) udtrykker hele essen- sen af Inuits festglæde, som ørnen bragte til menneskene, for »... så vældig er fe- stens magt, at selv dyr kan bliv^til men- nesker.« Knud Rasmussen slutter gen- fortællingen af sagnet med følgende ord: »Saaledes er Sagnets ordlyd, e^ Sagn, der senere er gaaet over til at dan- ne Rammen om de store Handelsstæv- ner, der i gamle Dage holdtes Boplads og Boplads imellem (i Alaska, FEK). Under disse Sammenkomster udveksle- des på festlig vis alle mulige Ejendele, uden at man tog det alt for nøje med, hvorledes Handelen blev. Den Maade, hvorpaa disse Stævner afholdtes, er et karakteristisk Eksempel på Eskimoer- nes Evne til at skabe Fest omkring sig, selv om Anledningen så kun er en gan- ske almindelig Vareudveksling.« Den direkte årsag til at aasiviit op- hørte på Taseralik har altså været svig- tende fangst af helleflynder forårsaget af fremmede skibes rovdrift på bankerne, men disse skibe indvarslede samtidig det traditionelle fangersamfund og aasiviit- sammenkomsternes undergang og det industrialiserede Vestgrønlands opstå- en. Ved indgangen til det 20. århun- drede var befolkningens levevis endnu præget af naturaløkonomien, forstået på den måde at sælfangsten var det domi- nerende erhverv, og at denne fangst trods perioder med misfangst dækkede befolkningens basale behov i forhold til føde, brændsel og beklædning. En stadig større del af fangsten blev dog indhand- let til KGH til gengæld for geværer, ko- lonialvarer og andre varer. En klimaæn- dring i begyndelsen af århundredet sam- men med rovdrift på grønlandssælernes ynglepladser ved New Foundland betød imidlertid en kraftig nedgang i sælfang- sten i Vest- og Sydgrønland. I stedet blev fiskeriet stærkt udvidet. For Sisi- miut betød det nye erhverv, at den gam- le grønlandske fangerkultur hurtigt forsvandtj og at byen blev en fiskerby med tilhørende industri. Det medførte efterhånden også en generel stigning i levestandarden og - på trods af tuberku- losens svøbe - stigende befolkningstal. For at få del i den givtige indhandling af helleflynder måtte man fiske fra dor- ryer med hånd eller langliner, som blev slæbt efter en motorbåd. Efter 1920 fo- regik fangsten af helleflynder ofte direk- te fra motorbåd efter amerikansk forbil- lede. »... derved gik det meget hurtigere med at sætte langliner ud, og man spa- rede i det hele taget en masse tid« (Len- nert 1956). Ja, tid var penge, - og de glade fangst- dage på Taseralik var snart slut. De, der forsatte med at være fangere eller blev fiskere, skulle tænke på forrentning af deres fangstudstyr, og kontakten mel- lem fjerntboende medlemmer og venner skete i stigende grad med togtefartøjer og passagerskibe i stedet for umiak og kajak. Til fiskeriet blev kajakkken afløst af joller, robåde og pramme, som senere 94 [19] Grønlændere fra Ikerasaarsuk stopper i Attu i 1918 på vej til Taseralik. Foto: IC Birket-Smith. igen afløstes af motorbåde, kuttere og trawlere. Helleflynderne forsvandt, men i stedet kom der gang i reje- og tor- skefiskeriet, som danner det økonomi- ske grundlag for det moderne grønland- ske samfund. Lad mig slutte denne beskrivelse af aasiviit på Taseralik med et citat fra Aage Bugges (præst i Sisimiut 1922-25) roman om grønlænderen Simon og hans besøg på Taseralik. Romanen hed- der Fjeldsøer (1931) og har - som denne artikel forhåbentlig har vist - den meget passende undertitel »Billeder fra bryd- ningstiden i vore dages Vestgrønland«: »De havde rejst i robaad et par dage og lagde til ved en stor fiskeplads, hvor folk fra Nordgrønland og Sydgrønland havde lejret sig mellem hinanden. Fra ældgammel tid havde dette været sam- lingsplads for folk, der kom dragende langvejs fra og satte hinanden stævne til indbyrdes handel i fisketiden, sangkam- pe og rettergang, leg og dans og bryde- kampe, tuskhandel med forbipasserende hvalfangere og meget andet, der nu kun levede i bøger eller i de sagn, de gamle fortalte. Endnu var det et mødested, hvor det gode fiskeri af helleflynder holdt folk samlede en stor del af sommeren. De smaa, lave øer var oversaaet med telte. Simon brugte lang tid til at gaa paa be- søg i de gammeldags nordgrønlandske skindtelte, af hvilke han aldrig før hav- de set saa mange paa en gang. 95 [20] Det blev aften, inden de sidste fiskere var vendt hjem i baade og kajakker. Det røg og duftede fra mange lyngbaal. Folk hvilede ud efter dagens arbejde, og man kunde høre dem passiare og synge i tel- tene. Ud paa aftenen samledes folk paa en af de store sletter, hvor leg og sangkam- pe og anden lystighed fra ældgammel tid havde fundet sted. En flok unge mænd havde indledt en kraftig fodboldkamp, hvor bolden var en gammel skindvante. Det gik vildt til. Under latter og skrig klumpede man sig sammen og trillede over hinanden, indtil en af de behæn- digste atter brød ud af flokken og bort- førte vanten mellem hænderne eller be- nene, som det bedst kunde falde. En ung, svær kvinde sad paa en af klip- perne og smilede til ham. Det var jo Angmalortoq, som havde skænket kaffe til ham i et af teltene. Hele resten af da- gen havde hun gaaet og set venligt til ham, Angmalortoq med de stærke, hvi- de tænder. En gammel kone brød frem mellem tilskuerne og dansede ud paa pladsen mellem de kæmpende med opløftede hænder og høje glædesraab. Der var kommet harmonika til. Boldkampen var uafgjort, og tilskuerne begyndte at blande sig mellem de kæmpende. Nogle stillede op til »fangedans«, mænd og kvinder i to lange rækker tværs overfor hinanden. Simon kom atter paa benene og fik plads i mændenes række. Han stod lidt usikkert, men længtes bare ef- ter, at turen kom til ham, saa han kunne sætte i spring op og ned langs rækkerne, mand paa jagt efter kvinde. Nu spilledes der atter op. Tværs overfor ham lo de skinnende, hvide tænder. Endnu et øjeblik, saa brød han ud af rækken for at fange Angmalortoq. Plud- selig løb hun bort i ganske uformodet retning, bort fra de andre legende, langt ud over pladsen. Simon langede ud med et grisk tag, kunde ikke rigtig naa hende. - Hvordan er det, I bærer jer ad, raab- te man efter dem. - I skal jo blive ved rækkerne ... Nattetaagen kom drivende ind over pladsen. Angmalortoq sprang op over klipper- ne, saa let og hurtigt som et jaget dyr. Si- mon efter. Nu og da kastede hun hove- det tilbage og saa efter ham. Da traadte han fejl paa sit daarlige ben, trillede ruljdt l lyngen og skreg af smerte. Lidt efter blev hun borte i taagen. Si- mon slæbte sig hen til kanten af en klip- peafsats, hvorfra man kunne se ned gen- nem en lille dal. Taagen viftede tynd og gennemsigtig ned gennem dalen. Jo, dernede stod hun jo, stod ganske stille og lo til ham, saa tænderne lyste.« Taktil Wilhelm Olsen, Kirsten Larsen Egede, H. C. Petersen, H. C. Gulløv, Pauline Knud- sen, EmilRjosing, Jørgen Schmidt, Sven Rask og Hannah Jones som alle på forskellig måde har muliggjort denne artikel. Litteratur Alaufcsen, Ole (1985): »Kuupittaaq - kinguaariinnik oqaluttuaq.« Nuuk. Birtet-Smith, Kaj (1920): »Rejse- og teltliv i Nordgrønland. Den etnografiske ekspedition til Egedesminde-Distrikt 1918.« Geografisk Tidsskrift 1919-1920 bd. 25. 96 [21] Birket-Smith, Kaj (1924): »Ettmography of the Ege- desminde District with Aspects of the General Culture of West Greenland.« Meddelelser om Grønland bind 66. Birket-Smith, Kaj (1961): »Eskimoerne.« Køben- havn. Bobé, Louis m.fl. (1921): »Grønland i Tohundrede- aaret for Hans Egedes Landing.« Meddelelser om Grønland. Bind 60-61. Bugge, Aage (1931): »Fjeldsøer - Billeder fra bryd- ningstiden i vore dages Vestgrønland.« Køben- havn. Crantz, David (1770): »Historie von Gronland I-III.« Barby/Leipzig. Dalager, Lars (1915): »Grønlandske Relationer ...« 1752. Det grønlandske Selskabs Skrifter 2. Dalager, Peter (1949): »Er det nødvendigt at samle Grønlands befolkning ved færre bopladser?« Det grønlandske Selskabs Årsskrift. Egede, Hans (1925): »Relationer fra Grønland 1721- 36.« Meddelelser om Grønland 54. Egede, Hans (1738): »Omstændelig og Udførlig Rela- tion angaaende Den grønlandske Missions Begyn- delse og Fortsættelse.« København. Glahn, Henric Christopher (1771): »Anmærkninger over de tre første bøger af Hr. David Crantzes Hi- storie om Grønland.« Glahn, Henric Christopher (1921): »Missionær i Grønland Henric Christopher Glahns Dagbøger fra Aarene 1763-64, 1766-67 og 1767-68.« Det grønlandske Selskabs Skrifter IV. København. Gulløv, Hans Christian (1982): »Udvekslingssyste- mer i det eskimoiske Arktis belyst ved etno- historiske undersøgelser i Grønland.« Kontakt- stencil 21. København. Gulløv, Hans Christian (1983): »Herrnhuternes grøn- lændere.« Tidsskriftet Grønland 8-10. Gulløv, Hans Christian (1986): »Straat David's grøn- lændere og sydlændinge.« Vort sprog - vor kultur. Nuuk. Hall, Henning (1988): »Aasiaat/Egedesminde.« Kø- benhavn. Jensen, Adolf S. (1926): »Udviklingen af Grønlæn- dernes Fiskeri 1910-1925.« Det grønlandske Sel- skabs Aarsskrift 1925-26. Jensen, Bent (1965): »Eskimoisk festlighed - Et essay om menneskelig overlevelsesteknik.« Køben- havn. Jensen, J. A.D. (1881): »Ekspeditionen til Holsteins- borgs og Egedesmindes Distrikter i 1879.« Med- delelser om Grønland 2. KGH-orientering (1974): »KGH 200 års Jubilæum.« Kramer, Finn Erik (1988): »Taseralik - Rapport fra en arkæologisk undersøgelsesrejse til øen Taseralik ved Ndr. Strømfjord, Sisimiut Kommune (26.-30. september 1988). Lennert, Frederik (1956): »Lidt om erhvervet i Hol- steinsborg distrikt« i »Sisimiut 1756-1956«. Moltke, Harald (1936): »Livsrejsen.« Muller, Rasmus, (1906): »Vildtet og jagten i Sydgrøn- land.« København. Olsen, Anders 1(1764): »En kort Tabelle. I Rubicher forfattet over Fasteland med Fiorder og Øer fra Colonien Frederichshaab og Nordefter ... skrevet ved Colonien Suchertoppen.« Manuskript. Mari- nens Bibliotek. København. Paars, Claus E. (1728): Indberetning dateret 9. au- gust. Rigsarkivet: Admiralitetet XVIII. Den grønl. Kom. 24./1.1729: Indkomne Sager fra Ko- lonierne i Grønland 1729, læg: Journaler. Paars, Claus E. (1729): Brev dateret 24. januar til kommissionen. Rigsarkivet: Admiralitetet XVIII. Den grønl. Kom., Kgl. Ordrer og Res.; Kommis- sionens Forhold og Korrespondancer - 1730. Pedersen, Alwin (1951) : »Rosmarus«. København. Petersen, Frode (1898): »Opmålingsekspeditionen til Egedesminde-District 1897. Under ledelse af Fro- de Petersen.« Meddelelser om Grønland bind 14. Petersen, H. C. (1986): »Skinboats of Greenland.« Roskilde. Rasmussen, Hans-Erik (1979): »Aasiviit - de kultu- relle og politiske sommerstævner i Grønland«. Jordens Folk - Etnografisk Revy nr. 4. Rasmussen, Knud (1926): »Fra Grønland til Stille- havet.« København. Rink, Henrik (1871): »Eskimoiske Eventyr og Sagn«. Rosing, Otto (1963): »Egedesminde 1763-1963.« Rosing, Otto (1984): »Taseralik. Oqaluttualiaq 1845- 50 missaani pisimasuullugu.« Nuuk. Schultz-Lorentzen, Christian Wilhelm (1904): »Eski- moernes Indvandring i Grønland.« Meddelelser om Grønland, bind 26. Taylor, J. Garth og Helga Taylor (1986): »Labrador Inuit Summer Ceremonies«. Etudes Inuit Studies vol. 10, no. 1-2. Thorhallesen, Egil (1914): »Beskrivelse over Missio- nerne i Grønlands Søndre Distrikt, hvilke han som Vice-Provst visiterede i Aarene 1774-1775.« Det grønlandske Selskabs Skrifter I. København. Walløe, Peder Olsen (1927): »Dagbøger fra hans rej- ser i Grønland 1739-53.« Udgivne i udtog af Louis Bobé. Det grønlandske Selskabs Skrifter 5. 97 [22]