[1] Den Dansk-Sovjetiske Ekspedition til Bering Ø Af Svend E. Albrethsen »D. 8. december 1741,' efter Guds vilje, døde Kaptajnkommandør2 Bering af skørbug, som ban havde lidt af i 4 måneder, og vi begravede ham på øen, hvor vi boede.« Løjtnant Sven Waxell De hellige apostle Set. Peter og Set Poul's havn 15. november 1742 Med disse lakoniske ord meddeler den næstkommanderende på den kejserlige russiske flådes skib »Set. Peter« Admira- litets-kollegiet i Set. Petersborg, at en af de største opdagelsesrejsende, verden har kendt, var død på en øde ø ca. 140 sm øst for Kamchatka. I december 1732 underskrev Zarina Anna (1730-40) ordren om gennemfø- relse af den 2. Kamchatka-ekspedition, måske bedre kendt som Den Store Nordi- ske Ekspedition, hvis formål var at udfor- ske Østsibirien, søvejen til Japan og at føre det endelige bevis for, at Amerika ikke var landfast med Asien. Som chef for dette gigantiske foretagende - den største geografiske ekspedition verden nogensinde har set - udnævntes kap- tajnkommandør i den kejserlige flåde Vitus jonassen Bering. Først i juni 1741 lykkedes det Bering, efter at han og hans mandskab under tifajttelige anstrengelser havde gennem- ført de to første af ekspeditionens opga- ver, at påbegynde det, der for ham var den vigtigste del - sejladsen mod Ame- rika. "D. 4. juni sejlede de to nybyggede ski- be »Set. Peter« og »Set. Paul« ud fra ekspeditionens hovedkvarter på østky- sten af Kamchatka med kurs mod øst, men allerede den 21. juni mistede de to skibe kontakten under en storm. Begge skibe fortsatte imidlertid rejsen uden se- nere at få hinanden i sigte. D. 17. juli fik man fra »Set. Peter« land i sigte mod NW i form af en stor vulkan, som Bering gav navnet Set. Elias (den 5520 m høje vulkan Mount St. Elias på Alaskas sydkyst). Efter at have gjort landgang på Ka- yak-øen ud for Alaskas kyst påbegyndtes tilbagerejsen, idet Bering på grund af prqviantmangel ikke turde risikere en overvintring, således som det oprinde- ligt havde været planlagt. På dette tids- 116 [2] Overvintringslejren i Kommandørbugten set fra VSV, Det uregelmæssige græsbevoksede område er resterne af vinterlejren, det store udgravningsfelt til venstre er gravpladsen med Vitus Berings grav. Det lille udgrav- ningsfelt nærmest elven er lejrens smedie, som blev fundet og undersøgt af ekspeditionens russiske arkæo- loger. (Foto: Orla Madsen/Horsens Museum, 1991). punkt havde de første tegn på skørbug allerede vist sig blandt mandskabet. På tilbageturen, hvor proviantsitua- tionen og mandskabets helbred blev mere og mere kritisk, kortlagdes store dele af sydkysten af Alaska og Aleut- øerne. D. 4. november fik man land i sigte efter at have drevet om i længere tid i storm og tåge. Skibet var på dette tids- punkt knap sødygtigt, idet kun ca. 10 mand af den oprindelig 76 mand store besætning med besvær kunne holde sig på benene, riggen var rådden, og pro- viant- og vandbeholdningen næsten op- brugt. Da man, på grund af fejl i bestik- ket3, troede, at den kyst, man havde i sigte, var østkysten af Kamchatka, be- sluttedes det efter et skibsråd at søge ind til land for at hente ferskvand. På grund af vanskeligheder med at manøvrere skibet med de få, der var istand til at udføre arbejde på dækket, blev »Set. Pe- ter« kastet hjælpeløs ind mod kysten og undgik kun med nød og næppe at forlise på et undersøisk rev. D. 7. november, dagen efter at skibet havde været ved at forlise, kan man af 117 [3] skibets logbog se, at 12 af skibets besæt- ning allerede var døde og 49 incl. Be- ring var på sygelisten. Da det blev klart, at det ikke ville være muligt at fortsætte sejladsen, be- gyndte man at tage de syge i land efter, at der var rejst nogle interimistiske telte på stranden, et forehavende, der tog mere end en uge, hvorunder yderligere 10 mand døde. D. 28. november blev »Set. Peter«, der var efterladt uden besætning, kastet op på kysten og slået til vrag, da anker- trossen sprang i en storm. De overlevende måtte nu indstille sig på en ufrivillig overvintring under for- hold, som selv med en bedre helbredstil- stand synes næsten håbløse. Som situa- tionen var, havde ingen kræfter til at hjælpe andre end sig selv. Alligevel lykkedes det tilsyneladende hovedsagelig på grund af ekspeditionens tyske naturforsker adjunkt Georg Wil- helm Stellers utrættelige anstrengelser efterhånden at få plejet de syge og få or- ganiseret en overvintringslejr. For ekspeditionens chef kom de no- genlunde ordnede forhold imidlertid for sent, og han døde i sin overvin- tringshule tidligt om morgenen d. 8. de- cember 1741. I adjunkt Stellers dagbog kan man læse følgende: »Han ville utvivlsomt være forblevet i live, hvis han var nået tiiKamchatka og blot var kommet i et varmt værelse og jaet frisk mad. Som det nu var, omkom han af sult, tørst, kulde, modgang og sorg. Han havde lange haft opsvulmede fødder, og kulden fik dem til at vokse endnu mere, hvorefter også maven og bry- stet svulmede op, en koldbrand i underlivet bragte til sidst hans liv til afslutning ...« 118 »Vi begravede hans af sjalede legeme dagen derpå efter protestantisk kirkeskik nar ved vor bolig, hvor han ligger mellem sin adjudant, en intendant og to grenaderer. Ved vor afrejse satte vi et trækors på graven, som samtidig skulle være et tegn på, at vi havde taget landet i besid- delse«. Det lykkedes resterne af ekspeditionen, ialt 46 mand, at redde sig tilbage til Kamchatka i august 1742 efter, at der var bygget et nyt skib af vraget af det forliste »Set. Peter«. I august 1991 rejste 4 danske arkæolo- ger (3 fra Horsens Museum og l fra Na- tionalmuseet) til Bering Ø for at deltage i The Danish-Sovjet Expedition to Bering Is- land. Formålet med ekspeditionen, der var kommet istand på russisk initiativ i af 250-året for Vitus Berings anl& død, var at foretage udgravninger på den overvintringsjplads i Kommandør- bugten på Bering Ø, der blev benyttet af mandskabet fra Vitus Berings skib »Set. Peter«1741-42. Den sovjetiske del af ekspeditionen havde flere opgaver: Ét hold marinedykkere skulle forsøge at finde de ankre, som Berings fartøj mi- stede i Kommandørbugten. Forsøget mislykkedes dels på grund af dårligt vejr, dels fordi dykkerholdet manglede seismisk udstyr, der kunne lokalisere an- krene, som formentlig er sunket dybt ned i sandbunden. De sovjetiske arkæologer under ledel- se jif jprofessor André Stanijukovic fra Videnskabernes akademi i Moskva skul- le foretage udgravninger forskellige ste- der i bugten for at skaffe yderligere oplysninger om overvintringen. [4] Den nordlige del af gravpladsen. I baggrunden Vitus Berings grav med rester af trækisten, i forgrunden to besætningsmedlemmer (grav 4 og 5) begravet uden kiste. (Foto: Orla Madsen/Horsens Museum, 1991). Det lykkedes at lokalisere og bjærge fire jernkanoner fra »Set. Peter«, der lå begravet på forstranden under l-lViz m sand. Endvidere blev der foretaget egentli- ge udgravninger på to lokaliteter. Umid- delbart bag den nuværende strandvold udfor det sted hvor kanonerne blev fun- det, blev der undersøgt et større areal for at finde det magasin, som blev byg- get til den udrustning, der måtte efterla- des i Kommandørbugten, da resterne af Amerika-ekspeditionen forlod øen i 1742. Undersøgelsen gav ikke det ønske- de resultat, selvom der blev fundet en del genstande, som formentlig stammer fra magasinet. I strandvolden umiddel- bart øst for vinterlejren lykkedes det at finde lejrens smedje gravet halvt ind i den vestlige side af strandvolden. Smed- jen har været opbygget som et åbent halvtag over en kvadratisk esse af brede planker og mursten. Spredt i og uden for smedeanlægget fandtes store mængder slagger, råjern og jerngenstan- de hovedsagelig i form af søm, bolte og nagler. Opgaven for det danske arkæolog- hold var at lokalisere og udgrave grav- pladsen, der blev brugt i forbindelse med vinterlejren, og hvor Vitus Bering selv skulle ligge begravet - en opgave 119 [5] som på forhånd syntes at minde meget om at finde den berømte nål i høstak- ken. De få oplysninger om gravpladsens mulige placering, der på forhånd var til rådighed, var nogle meget kortfattede optegnelser i skibets logbog, løjtnant Waxells rapport til Admiralitetet og no- tater i Stellers og Waxells4 dagbøger. På grundlag af disse mere end sparsomme oplysninger kunne man slutte, at grav- pladsen hvor Vitus Bering lå begravet, bestod af mindst 5 grave, formentlig fle- re, at gravene skulle ligge nær ved vin- terlejren, som blev lokaliseret og udgra- vet af russiske arkæologer i 1979-81, samt at Bering som den eneste af de gravlagte var begravet i en eller anden form for trækiste. På grundlag af ovennævnte oplysnin- ger samt en grundig terrænrekognosce- ring blev der udvalgt et område nord for vinterlejren i den samme lave strand- vold, hvor sovjetiske arkæologer udgra- vede resterne af overvintringshytterne i 1979 og 1981. Undersøgelsen indledtes med grav- ning af en 9 m lang og l m bred nord- syd orienteret søgegrøft langs strandvol- dens rygning, startende ca. 10 m nord for den nordligste af vinterlejrens hyt- ter. Efter kort tids gravning fremkom de første indikatorer på, at søgegrøften var placeret det rigtige sted, idet der i ca. 70 cm dybde fandtes flere fodrodsknogler af et menneske (grav 1). Samtidig kunne der i søgegrøftens vestlige profil iagtta- ges spor af en 40 cm bred nedgravning. Den fortsatte undersøgelse af grøften afslørede, at der ca. 1,70 m længere mod syd fandtes endnu en grav (grav 2). En udvidelse af udgravningsfeltet mod vest og nord resulterede i fundet af ialt seks begravelser, en grav syd for (grav 3) og tre grave nord for (grav 4-6) de først er- kendte anlæg. Grav 1. I graven lå et ret velbevaret ske- let i udstrakt rygleje med samlede fødder og let udadbøjede knæ, underarmene lå ind over den nederste del af brystkassen. Under den døde fandtes et tyndt sort fedtet lag, der muligvis er resterne af læder eller skind. Midt på brystet af den døde lå et lille meget dårligt bevaret tinkors med tværstillet ophængningsøsken. De foreløbige undersøgelser viser, at den gravlagte har været omkring 70 år gammel* da han døde. Det forekommer sandsynligt, at der er tale om de jordiske rester af ekspeditionens ældste medlem, understyrmand Andreas Hesselberg, der omkom af skørbug d. 22. november 1741 i en alder af 70 år. Grav 2. I en let trapezformet nedgrav- ning lå et skelet i udstrakt rygleje med let adskilte ben og let bøjet ryg. Under- armene lå ind_pver kroppen, og de fleste af fingerknoglerne manglede. Under den nederste halvdel af skelettet sås et sort fedtet lag, der muligvis kan være re- ster af læder eller skind. Grav 3. Graven indeholdt et skelet i let sammenbøjet rygleje med samlede ben og med hænderne samlet over under- kroppen. - Gravlæggelsen virkede no- get tilfældig og sjusket. I den nordlige del af det udgravede område fandtes en uregelmæssig ned- 120 [6] -N- Plan over gravpladsen. (Søren Godfred Petersen/Horsens Museum). gravning med en større moderne for- styrrelse mod nordvest. Nedgravnin- gen, der målte ca. 2x2 m, indeholdt tre begravelser i forskellige niveauer. Grav 4. Øverst og nordligst i nedgrav- ningen lå et temmelig dårligt bevaret skelet, i en underlig forvredet stilling med overkroppen delvis på venstre side, kraniet bøjet bagover og med armene samlet over brystet. Benene var bøjede i knæene, fødderne lå samlet. Gravlæg- gelsen virker meget sjusket, nærmest som om liget, der formentlig har haft sammenbundne hænder og fødder, er kastet ned i graven. Grav 5. Delvist under grav 4 lå et skelet i udstrakt rygleje med samlede ben. Kra- niet var knust, og brystregionen delvis forstyrret. Knoglerne var meget dårligt bevaret og finger- og tåknogler mang- lede helt. Grav 6. Dybest og længst mod syd i den store nedgravning fandtes en uforstyrret grav, hvor den døde var lagt i en træki- ste af en temmelig ejendommelig kon- struktion. Den gravlagte lå i udstrakt rygleje med let adskilte ben og underar- mene lagt ind over brystet. Kraniet og fødderne var presset op mod gavlender- ne af kisten. Kisten var temmelig dårligt bevaret, bortset fra de steder hvor rustdannelser fra søm og nagler havde haft en konser- verende virkning på træet. Konstruktio- nen, der var let trapezformet, bestod af en ca. 20 cm høj ramme, hvor såvel si- der som gavle har været sammensat af 2 eller 3 smalle kantstillede brædder. Ki- sterammen blev holdt sammen af tilfæl- digt nedbankede træpløkke, der var sømmet fast til rammens brædder inde- fra. Kistebunden bestod af fem smalle langsgående lægter sømmet på rammen udefra. 121 [7] Der manglede et egentligt låg, idet der over kisten kun var sømmet to brædder på tværs og en smal lægte på langs. Over denne konstruktion har der formentlig været udspændt et stykke sejldug, fastholdt på kisterammen ved hjælp af nogle smalle påsømmede lister. Den ejendommelige kistekonstruktion viser, at det har været nødvendigt at spare mest muligt på de anvendte mate- rialer, resultatet har været dels den me- get spinkle og åbne konstruktion, dels at kisten er blevet lidt for lille til at rumme den person, der skulle begraves. På grundlag af udgravningsresultater- ne og de foreløbige antropologiske un- dersøgelser har det kunnet fastslås, at den gravlagte i grav 6 har været en ca. 184 cm høj, kraftig bygget mand, der var ældre end 50 år, da han døde. Efter al sandsynlighed er der tale om de jordiske rester af kaptajnkommandør i den kej- serlige russiske flåde VitusJonassen Bering, død på Bering Ø d. 8. december 1741 i en alder af 60 år. Når man mod sædvane tør drage en så vidtgående slutning ud fra et arkæo- logisk fund, skyldes det ikke mindst en bemærkning hos løjtnant Waxell vedrø- rende Berings begravelse: »Hans lig blev bundet til et brædt og sænket i jorden. Alle vore øvrige døde begravedes uden brædt«. LJtterattir Golder, F. A.: Bering's voyages vol. I-II. American Geographical Society Research series no. 1-2. New York 1922 & 1925. Steller, G. W.: Berings rejse fra Sibirien til Amerika. Kaptajn Vitus Berings opdagelse af Alaska 1741- 1742. København 1990. Waxell, Sven: Den store expeditionen. Stockholm 1953. Rekonstruktionstegning af Berings kiste. (Tegning: Søren Gottfred Petersen/ Horsens Museum). Noter: 1. Alle datoer er angivet efter den Julianske kalen- der, der endnu var gældende i Rusland. 11741 var den Julianske kalender 11 dage bagud i forhold til den Gregorianske kalender. 2. Et års tid før starten på 2. Kamchatka-ekspedition blev-Bering forfremmet til kaptajnkommandør, den laveste admiralsgrad i den kejserlige russiske _flåde. Kaptajnkommandørgraden kan sidestilles med en flotilleadmiral i moderne sømilitær termi- nologi. 3. Når man tager datidens navigationsinstrumenter i betragtning må en fejl på ca. 140 sm efter 5 måne- ders sejlads i ukendt farvand siges at være beske- den. Som de væsentligste årsager til navigations- fejlen har senere forskere angivet de lange perio- der med tåge og storm, som forhindrede ordentli- ge observationer, samt ukendskabet til de kraftige havstrømme i Beringshavet. 4. jløjtnant ^yen Waxell, der var næstkommande- rende på »Set. Peter«, overtog kommandoen over ekspeditionen ved Vitus Berings død. Han var den eneste officer, der deltog i 2. Kamchatka- ekspedition fra begyndelsen til slutningen. Resten af skibsmandskabet incl. Sven Waxell vendte først tilbage til Set. Petersborg i januar 1749 - 16 år efter At ekspeditionen var startet. 122 [8]