[1] Med »Ejnar Mikkelsen« i Graahs kølvand - en rejse fra Julianebåb til Skjoldungen i 1991 Af Hans Christian Gulløv Midtvejs mellem Kap Farvel og Am- massalik ligger Skjoldungen. Den 50 km lange ø og de omgivende landområder har i de sidste par somre været arbejds- mark for grønlandske, danske, ameri- kanske og engelske forskere. Formålet er en nøjere undersøgelse af regionens forhistorie, geologi, og kvartærzoologi udført i et samarbejde mellem National- museet, Geologisk Museum og Zoolo- gisk Museum og administreret af Dansk Polarcenter. I 1991 blev transporten til Skjold- ungen arrangeret i et samarbejde med KNI, som stillede togtefartøjet »Ejnar Mikkelsen« til rådighed for ekspeditio- nens 11 deltagere samt gods. Fartøjet havde været på værft i Sisimiut og skulle hjem til Ammassalik. Det blev »Ejnar Mikkelsen«s sidste rejse. I december samme år kom det 185,5 brt. store skib i besæt i isen ud for Kulusuk, og 19 års sej- lads afsluttedes på havets bund. Farvandet ud for Sydøstgrønland er kendt som vanskeligt at besejle. Storisen ligger en stor del af året som en hin- dring for den kystnære sejlads, og de til tider kraftige vinde fra land gør det risi- kabelt at passere de mange fjorde langs kysten. Indlandsisen ligger tæt på kysten og yder ingen læ. Kun mellem Tim- miarmiut og Skjoldungen er den isfrie landbræmme af en sådan størrelse og beskaffenhed, at den forhistoriske be- byggelse her omfatter sammenhængen- de bopladsområder. På dette sted mødes den varme Irmingerstrøm med den kol- de Østgrønlandsstrøm. Trods disse naturgivne hindringer har kysten været besejlet i årtusinder. Der er påvist redskaber og boligrester fra Saqqaqkulturen, Dorsetkulturen og Thulekulturen. I 1900 ankom de sidste tilbageværende beboere til Frederiksdal, hvor de året efter blev døbt. 38 år efter blev Skjoldungen oprettet som fangst- plads for udflyttede familier fra Am- massalik og tjente herefter som ind- handlingssted indtil nedlæggelsen i 1965. Siden da har flere familier over- vintret i regionen og levet af fangst. I 1752 nåede købmand Walløe som den første europæer i nyere tid om på østkysten, men måtte vende om nord for Lindenow fjorden. Kap Walløe be- tegner i dag den hindring, som det ikke 167 [2] J ulianesLiaabs 1) . tffjv's jc' tA F j*?->).X»*'*^ . jfcj***1 iSåc^-% ^\-'--'~':z fffy ,*) v ..»i W#&JPK?>+ ,/./ XJ&KirSfl /^ r- l!» J* j!" *«"tf *r^ f ~i x ' e^'"'''" ^ >rl^lw;;j''ill">x jæii^tle Veat for GreeiiwicK Pig. 1. Udsnit af W. A. Graahs kort over Sydøstgrønland. Dedikationen fra 12. marts 1833 er fra mit eget eksemplar af Graahs trykte beretning, som jeg fik forærende af J. AX). Jensens oldebarn. 168 [3] lykkedes ham at forcere. Det lykkedes derimod for premierleutenant W. A. Graah i 1829 at nå op til 65°15'N, kun 75 km fra den store Sermilik fjord, før end han også måtte give op overfor is- masserne og returnere til Skjoldunge området, hvor han overvintrede. Et halvt århundrede senere gennemsejlede Konebådsekspeditionen under ledelse af premierleutenant Gustav Holm hele strækningen op til Ammassalik, og overvintringen blandt den derværende befolkning blev indledningen til den ef- terfølgende intensive udforskning af Østgrønland. Sydøstgrønlands sidste be- boere blev mødt af Fridtjof Nansen i 1888 mellem Kap Steen Bille og Umii- vik, hvorfra krydsningen af Indlands- isen påbegyndtes. Da Knud Rasmussen gennemførte sine 6. og 7. Thule Ekspe- ditioner i Sydøstgrønland i årene 1931- 33, havde kysten forlængst været forladt af sine oprindelige beboere. Med sig som kendtmand havde han Christian Poulsen, der var barnefødt i Umiivik ca. 1872, opvokset ved Skjoldungen og i 1900 flyttet til Sydvestgrønland (fig. 1). Det var ikke ukendte egne, vil skulle sejle forbi, da vi den 22. juli 1991 omsi- der så »Ejnar Mikkelsen« stå ind i Julia- nehåbs havn, hvor vi tålmodigt havde ventet siden den 10. Afrejsen Vi havde sat os til morgenbordet i Sømandshjemmet kl. 7, da »Ejnar Mik- kelsen« kom ind i havnen. Der blev travlhed med at få pakket det sidste grej Fig. 2, »Ejnar Mikkelsen« ved kajen i Julianehåb. 169 [4] Hg. 3. Mod indsejlingen til Torsukattak Fra venstre ses skærene ud for Hjerolfsnæs, for foden af fjeldet bagved ligger Frederiksdal, i midten ses Nunarsuaq med det forladte handelssted Pamialluk, og yderst til højre ses Kap Christian. De små, mørke skyer over fjeldene varsler føhn. og sejlet gummibådene over til skibssi- den. Pakhuset åbnede først kl. 8. Skip- per Karl Erik undskyldte, at vi havde måttet vente så længe. Afgangen ville blive over middag, når besætningen havde spist, og der var blevet fyldt brændstof og ferskvand på. Efter et par timer Var godset blevet stuvet ombord. Containeren med ekspeditionsudstyr blev sat i lasten og bådene sat ovenpå den tildækkede lastluge med vort brændstof fastsurret langs rælingen Midt på eftermiddagen lagde vi fra kaj og stod ud gennem Igaliko fjorden. Solen strålede og oplyste hav, fjelde og skær foran os. Det var et fantasisk skue. 170 Sildepiskerne kom op foran stævnen for at blæse. Sæler kiggede nysgerrigt på os. Alle stod vi ovenpå styrehuset og iagt- tog dette natursceneri. Vi havde om- kring 100 km og 7 timers sejlads foran os, inden ankomsten til Nanortalik. Vi ville sejle indenskærs hele vejen, sagde skipper. Tæt på Sarloq kom vi, så vaske- tøjet på tørresnorene næsten kunne nås med en lang bådshage. Derpå gik det langs de kuplede kystfjelde til Sydprø- ven, hvor Sermersooqs og Nanortalik egnens alpine fjeldtoppe stod smukt ude i den sydlige horisont. Aftenhimmelen farvedes rød som ved et fjernt vulkanud- brud, da vi stod ned mod Nanortalik. Skipper styrede i slalomkurs mellem de [5] strandede isfjelde i det smalle sund. Ly- sene var tændt i byen, og vi lagde til kaj kl. 22.30. Der var varslet kuling. Til Prins Christians Sund Den 23. juli vågnede vi til det smukkeste vejr og spekulerede på, hvor længe det kunne vare ved. Den lovede kuling hav- de endnu ikke vist sig, men fjerskyer og en grå stribe i sydvest tydede på en ændring i vejrsituationen. Efter at have lastet et par containere og parabolanten- ner kastede vi fortøjningerne og sejlede ud imellem isfjeldene. Klokken var 10.30. Fjeldtoppene var ikke blevet min- dre forrevne siden i går. En havørn blev forfulgt af et par måger, som ville fravri- ste den sit bytte. Hvalerne kom atter op foran os for at blæse. Man kunne se helt ned til Kap Christian på Eggers Ø, hvor Kap Farvel er beliggende (fig. 3). Da vi havde passeret Sandhavn og Herjolfsnæs, var der åbent hav, og dønningerne kunne mærkes. »Klap- mydsen« passerede os i tæt afstand med et dut i signalhornet. Der blev svaret fra »Ejnar Mikkelsen«, og da vi sad oppe på øverste dæk foran hornet, fik vi en kraf- tig lydmæssig oplevelse. Vi passerede fjorden ud for Frederiksdal og fik et voldsomt føhnpust i ansigtet. Tempera- turen steg voldsomt, og vi måtte holde på alt løsøre. Minik kom i samme øje- blik op med the og kiks. Theen blæste ud af krusene, hvilket var det nærmeste, vi kom på en storm i et glas vand. Så satte vi kursen bort fra kysten og ind gennem Torsukattak. De lodrette fjeldsider med deres sylespidse tinder gjorde sundet visuelt set uhyre smalt, og fik os til at tænke på Walløe, der 240 år Fig. 4. Fjeldtoppene i Torsukattak, der har betaget europæiske rejsende, siden Walløe i 1752 på dette sted så stjerner på himlen ved højlys dag. tidligere havde ligget her i bunden af sin konebåd og set stjerner på himlen ved højlys dag (fig. 4). Efter afbøjningen mod Aappilatoq tiltog føhnen i styrke og kom rasende ned gennem dale og langs fjeldsiderne, så skumsprøjtene hvirvledes op i skyer. Solen skinnede mat ned gennem et diset skydække. Termometret var oppe på +18° C. Vestgrønlands yderste bygd lå klemt ned mellem beskyttende knolde for foden af kilometerhøje fjeldtoppe. Herinde i bunden af de dybe og vilde dale havde nordboerne også anlagt et par gårde, som netop i dag virkede gan- ske utilnærmelige. Ude i mundingerne af de sydgående sunde kunne vi se me- 171 [6] Fig. 5. T midten ses pynten Niaqornaq på Christian IVs Ø ved indsejlingen til Prins Christians Sund, hvor Graah satte telt den 30. marts 1829. terhøjt skumpisket havvand rase ind. Vi krydsede Ilua og var lidt efter inde i det ca. 60 Ton lange Prins Christians Sund med vinden lige imod stævnen. »I Uloa mødte vi først Drivisen, der dog ikke var saa tæt, at den foraarsagede os noget Ophold. Kl. 5.30 Eftermiddag opsatte vi Baadene ved Niakornak, Nordvestpynten af Christian den Fier- des Øe« (Graah, 30. marts 1829) (fig. 5). Gennem den åbne dør i agtersalonen på »Ejnar Mikkelsen« kunne man se bagud ind gennem sundet, hvor vandet piskedes op og vandfaldene fra fjeldsi- derne blev hvirvlet op i luften af vind- pustene. Skipper havde sagt, at han ville se vejrsituationen lidt an og meddelte, at vi lagde til ved kajen nedenfor vejrsta- tionen. Når det blæste en stiv kuling ud for mundingen af sundet, kunne der måles styrke 12 i midten af det smalle sund (fig. 6). »lisbrædderne bleve imidlertid satte for Stevnen, og Veien lykkeligen force- ret igiennem den; men snart mødte vi i Østenden af Sundet Storisen, denne Fiende af vor Fremgang, mod hvilken hverken Anstrængelse eller lisbrædder kunde hiælpe, men som alene Taalmo- dighed skulde være istand til at beseire. - Kl. 3 Eftermiddag lagde vi tilland paa Kikkertak, en ganske lille Øe, 1/4-1/2 Miil inden for det østre Indløb til Prinds Christians Sund. Her forefandt vi nogle grønlandske Huusmure, Tæltepladse og Grave, Beviis for at Øen før har været beboet, men siden Friedrichsthals Anlæg er denne Øe, som mange andre 172 [7] Steder i Egnen, forladt af de Indfødte, der alle ere dragne til hiint Sted, for at nyde Underviisning af de derværende evangeliske Brødre. I 25 dage maatte vi forblive paa Kikkertak, tvungne til en næsten total Uvirksomhed« (Graah, 1. april 1829). Kajen kunne imidlertid ikke benyttes ved lavvande, da skibet stak for dybt, så vi måtte søge ankerplads et andet sted. Det blæste temmelig kraftigt ude til havs, og skyerne for hen over fjeldtop- pene. Vejrstationens master var nu tyde- lige, og lysglimt kunne ses i regelmæssi- ge perioder. Temperaturen var nu nede på +5°C. Føhnvirkningen var ikke til- stede hér ude ved østkysten, hvorfra blæsten kom. Ankerpladsen var markeret på søkor- tet, og det gjaldt om at komme ind og få smidt ankeret. Klokken var blevet 21. Trods adskillige forsøg lykkedes det ikke at få ankeret til at hænge fast. Det var koldt for de to besætningsmedlemmer i stævnen at holde øje med ankeret, når det skulle trækkes op. Der gik et par ti- mer, før end det lykkedes at få ankeret til at holde. Vinden syntes at have lagt sig en smule - eller var det blot indbild- ning - og vi gik til køjs (fig. 7). I nødhavn Stormen hylede i luftkanalen, da vi vågnede den 24. juli. Vinden sugede sta- digvæk vandet op i skum og vandstøv. Skipper sagde, at stormen gav en kraftig føhn i hele det sydligste Vestgrønland. Styrken hos os i nødhavnen var 25 sek/ Fig. 6. Midtvejs gennem Prins Christians Sund set mod vest fra agtersalonen på »Ejnar Mikkelsen«. 173 [8] is Sur ~ Fig. 7. »Ejnar Mikkelsen« i nødhavn ved mundingen af Prins Christians Sund. På øen Qeqertaq ude til højre i sundet ventede Graah i 25 dage på bedring i issituationen. m. Vi måtte spare på vandet. Tanken var halv fuld. Skipper ville tage frisk vand på i Skjoldungen, fordi der var det bedste drikkevand på kysten. Vi kunne kun vente. Der var ikke lejlighed til at få gummibådene i vandet. De blæser blot væk. Ud på aftenen faldt vindstyrken noget, og barometeret steg. Vinden havde lagt sig mærkbart næ- ste morgen. Vi kunne se blå himmel ude over vejrstationen i sydøst. Skibets jolle blev sat i vandet, og lidt efter kom styr- mand Mads og bådsmand Jakob tilbage med friske kvaner. Så blev der arran- geret fællestransporter ind til kysten, som nu havde fået sine naturlige farver tilbage. Overalt løb vandet fra de smeltende snefaner ned over klipperne og for- svandt sine steder ind under frodigt- grønne puder af mos og græs. Oppe på fjeldknolden lå en rævefælde, hvorfra der var en fantastisk udsigt ud over ha- vet med skumtoppe og bølger, men in- gen is. Mod nord lå indlandsisens yder- ste udløber få kilometer fra os. De sylespidse fjeldtinder på Christian IVs Ø lå i sydvest medjien mørke himmel i baggrunden. Vindstødene var indimel- lem så kraftige, at man måtte stemme fødderne imod klippefremspring. Jep- pes Hasselblad blev slynget ud af foto- tasken og rullede ned ad klipperne. Der var afprøvning af overlevelsesdragten. En edderfugl kom tæt på for at iagttage den besynderlige skabning i rødt, som lå og pjaskede rundt. En jagthytte i vigens vestside var bygget ind i et ældre og 11 m langt fælleshus, og i en klippeslugt bag- ved lå en velbevaret, mindre, trapezfor- met tomt af nyere dato med krummet husgang og overligger på plads. En grav fandtes også (fig. 8). »Endelig den 26de April saae vi Far- 174 [9] Fig. 8. Kortskitse af nødhavnen Aqissiat, hvor de vestlige tomter blev opmålt under vort ophold. vandet aabent udenfor Sundet. Alt blev følgelig giort færdigt til Afreisen, uagtet Isen endnu omgav den lille Øe, hvorpaa vi næsten i 4 Uger havde maattet ophol- de os, saa tæt, at vi ikke vidste, om det skulde blive os muligt at komme derfra. Vi iagttoge imidlertid nøie Isens Drift, og Kl. 11 F. M. fandt vi en Aabning just stor nok til at slippe igiennem. Da vi fra Kikkertak ikke havde kunnet oversee hele Farvandet, roede vi tvers over Sun- det, og landede i en lille Bugt, der tilnød kunde tiene som Havn for Jagter, eller deslige smaa Fartøier« (Graah, 26. april 1829). Klokken var blevet 14, og Mads med- delte, at vi ville afgå ud af sundet og nordpå efter aftensmad. Så var maverne fyldte, og vi kunne lettere klare dønnin- gerne, som han udtrykte det. Præcis kl. 18 blev ankeret trukket op. En lille nummerbåd kom tøffende ud gennem sundet østpå. Da vi havde rundet øerne ud for ankerpladsen, så vi båden komme tilbage ind gennem sundet. Vi fandt snart efter ud af hvorfor. Dønningerne var ret kraftige, og Mads kom op til os på øverste dæk, hvorfra vi betragtede Atlanten, og bad os om at gå indendøre, for det blev snart meget værre. Vi satte kursen lige mod de store søer, som fik »Ejnar Mikkelsen« til at bevæge sig voldsomt. At stå ude agter, var som at sidde i bageste vogn i en rutchebane. Ind imellem rullede skibet også helt om på siden. Det var en stærk fornemmelse. Mallemukkerne strøg tæt ned over de høje bølger, og en sule blandede sig i selskabet. Et par øer ud for Aluk blev helt overskyllede af brådsøer, og da van- det trak sig tilbage, hang det opslåede hav som hvid sne på klippesiden. Selv på øernes læsider sugedes skummet ned på grund af undertrykket. Vi var nået næsten op på højde med lille Aluk. Det havde taget en time og tyve minutter. Der var fuld kraft på maskinen, og skibet avancerede ikke det mindste. Skipper besluttede at vende om fremfor at brænde brændstof af til ingen verdens nytte. Turen tilbage til ankerpladsen tog 40 minutter med de store bølger agten ind. Alle var glade over beslutningen og næsten overstadi- ge, da vi atter kastede anker i vor nødhavn. Ved siden af lå den lille num- merbåd for anker i en vig. Himlen var nu atter helt overskyet, og blæsten tiltog igen. Vi måtte belave os på endnu et døgn i nødhavnen og havde fået et reali- stisk indtryk af egnen omkring Kap Far- vel. Man fik respekt for de mennesker, som i årtusinder havde boet hernede. Der kom en sæl op bag skibet, men vi havde ingen patroner. Det var ganske mørkt, og stærke vindstød kunne igen 175 [10] høres i skibets trækkanaler. Klokken var blevet 23, barometret steg; men der kan erfaringsmæssigt gå lang tid, før bølger- ne lægger sig så meget, at de ikke lige- frem er til hinder for skibets fremdrift. Nordpå Vi blev vækket af ankerspillet kl. 04.45 den 26. juli. Det gjalt om at komme hur- tigt ud af poserne, inden dønningerne hindrede enhver fødeindtagelse. Opva- sken blev stuvet af vejen, og skibet stod ud på Atlanten. Havet havde lagt sig no- get, og en rød, skyfri stribe himmel kun- ne ses ude i nord. Men dønningerne var temmelig store og kom skråt ind på stævnen og fik skibet til at rulle meget. Skipper Karl Erik og Jakob havde vag- ten på broen. Vejrmeldingen lød på styr- ke 10-5, faldende og god sigt. Efter 50 minutters sejlads var vi på højde med Aluk, og tre time senere havde vi passe- ret Lindenow fjorden. »Om Morgenen den 30te var Vinden endnu for haard til med Baad at roe op til Narksak, hvorfor Hr. Mathiesen og en af vore Kajakmænd paa min Anmod- ning gik over Land dertil, og indhandle- de endeel Sælhundekiød og Spæk, hvil- ket Sælgerne selv tilbragde os Dagen efter. Ved Narksak opholdt sig fire Fa- milier, omtrent 20 Mennesker, hvilke alle havde besluttet om føie Tid at drage til Friedrichsthal, for der at tage Boepæl. Det er Lindenows Fiord, om hvilket Rygtet paa Vestkysten fortæller, at der imellem Biergene skulle boe nog- le vilde og grusomme Folk, som hvert Foraar komme ned til Kysten, forjage de derboende Grønlændere, og ødelægge deres Huse, en Historie, som Cranz alt- for lettroende har ladet sig binde paa Ærmet, tilligemed saameget Andet. Ef- tersluttet Handel fprlode vi Pinguarsok, og passerede en Time efter Nenneetsuk, hvorfra Valløe vendte tilbage; men strax efter stoppedes vi af Isen, som saaes at ligge tæt til det samme Forbierg (Cap Valløe), som han ikke havde kunnet passere. Vi opsloge vore Tælte paa Nen- neetsuk, hvor vi atter indsluttedes af Isen for mere end tre Uger« (Graah, 30. april 1829). Himlen blev lysere, og ved Kap Wal- løe, hvor vi var ved middagstid, var der ikke én sky tilbage på himlen. Solen skinnede på de østgrønlandske fjelde, og vi tænkte på sagnet om fangeren fra Aluk, der døde af glæde ved at gense denne smukke kyst i solopgang. Sidst på eftermiddagen var vi ud for Avaqqat Kangerlua. »Taterat er Sommestedet for Auarket- Fjordens Grønlændere, to Familier, tællende ialt omtrent 20 Mennesker. De vare alle ret vakkre Folk, og havde i de- res Udseende lidet tilfælleds med Esqui- mostammen, hvilket især gjaldt om to unge Fruentimmer, hvis ranke Væxt, re- gelmæssige Ansigtstræk, rene friske Teint og lange brune Haar fuldkom- ment berettigede dem til at tælles blandt Skiønheder. Det brune Haar var her især hos Ungdommen temmeligt almin- deligt, ofte faldt det endogsaa lidt i det røde. Rygtet havde fortalt os, at der, ved et Sted kaldet Koremiut i Auarket- Fiorden, skulde findes et stort Stykke Jern, hvilket blev beskrevet som en Ka- non. Ønskende at faae Vished herom, leiede vi en Baad, og gik ledsaget af nog- le blandt Stedets Beboere derhen, hvor 176 [11] Fig. 9. Kap Steen Bille, hvor Graah og senere Nansen mødte grønlændere i telt. Til venstre ses den fryg- tede bræ, Puisortoq. vi virkeligen forefandt en lille Skibska- non, hvis Caliber imidlertid ikke kunde bestemmes, da Løbet var saare udru- stent. En Kone, hvem jeg antog for om- trent 40 Aar gammel, fortalte, at hun al- lerede i sin Barndom havde hørt om den; rimeligviis er den engang dreven ind paa Vraget af en forliist Hvalfanger« (Graah, 17. juni 1829). Kanonen blev fragtet om vestkysten af 7. Thule Ekspedition i 1932 og står i dag foran museet i Julianehåb. I Karrat nord for fjorden registreredes i 1982 et langt fundament af en tomt, der ikke var af eskimoisk oprindelse. Denne kunne oprindeligt have været bolig for en strandet skibsbesætning, som har overvintret her, måske i forbindelse med det store skibsforlis i 1777. En for- klaring på kanonen og ungdommens røde hår skal muligvis sættes i forbin- delse med denne begivenhed. Ved 21.30 tiden passerede vi Kap Cort Adeler og så solen gå ned over Pui- sortoq (fig. 9), mens fuldmånen stod op i øst. Det var et betagende syn. Vi nærmede os Timmiarmiut. »Mathiesen erklærede, at han ikke troede at kunne være tilnytte paa den vi- dere Reise som Tolk, efterdi de Norden for Boende ikke talede et Sprog han forstod« (Graah, 20. juni 1829). Vi passerede Mogens Heinesen fjord. Her lå øen Maligissat (fig. 10). »Paa N. O. Pynten af Malingiset traf vi et gammelt grønlandsk Huus, og tæt derved et par Grave, hvilket ikke ofte findes paa denne Kyst, da Østlændin- gerne have for Skik, at sænke deres Døde paa Havets Bund ... Adskilligt gammelt Fangeredskab og Huusgeraad laae adspredt hist og her, hvoriblandt ogsaa en Art af Saug (sav), som bruges istedetfor Knive til at skiære Spæk med. Den bestod af et landseformigt Stykke Fyrretræe, i hvis skarpe Sider der var indfalset tvende Rader Haitænder, befæ- stede ved Hjælp af smaa Nagler af Been. Fig. 10. Fjeldene ved Timmiarmiut. 177 [12] Fig. 11. Til højre ses Uummannaq øen, hvorom sagnet fortæller, at et tov har været udspændt over sundet til fastlandet til venstre. Her skulle en grønlænder og en nordbo forsøge at komme over. Det lykkedes kun for den førstnævnte. Dette Instrument skal ogsaa i forrige Ti- der have været brugt paa Vestkysten« (Graah, 29. juni 1829). Skjoldungen Skibet rullede meget, og det blev en blandet fornøjelse at forsøge at sove på gulvet i agtersalonen. Da vi stod op om morgenen den 27. juli var havets over- flade helt olieagtigt. Endnu var der sto- re dønninger. I syd sås den høje Uum- mannaq ø, hvorfra et tov ifølge sagnet havde været spændt ud over det smalle sund bag øen. En grønlænder og en nordbo skulle efter hinanden kravle over sundet. Den første kom over, den anden faldt ned (fig. 11). Foran os lå Skjoldungen med Kap Niels Juel og alle jle øvrige forbjerge i det klareste sollys. Vi sejlede ind gen- nem mundingen af Sønder Skjoldunge- sund. Store isfjelde lå og pakkede ved Fig. 12. Ved indsejlingen til Sønder Skjoldungesund. Det højeste fjeld i baggrunden er Kæmpekeglen. 178 [13] 63 41" v f Greenwich Fig. 13. Udsnit af kort over Skjoldungen. Anarnitsoq ind til mundingen af Halv- dans fjord (fig. 12). Skipper sejlede forbi den forladte bygd og videre ind (fig. 13). Han ville sætte os af direkte på Qoor- noq. Det ville spare os for mindst én dags sejlads frem og tilbage med gods og brændstoftanke (fig. 14). »Den 7de Juli om Morgenen begave vi os atter paa Reisen. Forbierget Kote- sermio, er, ligesom trende nærliggende Skiær, af en gulbruun Farve. Vi over- saae herfra Farvandet, som var belagt med uoverskuelige lismasser; kun langs med Kysten, der fra dette Forbierg strækker sig mod N.V., blev det os mu- ligt at bane os Vei. Paa en lille, hist og her med fiint Græs bevoxet Øe, Anar- nitsok, fandt vi tre Tælte, hvis beboere vare dragne bort, formodentligt for at forsøge Fangsten et eller andet Sted i 179 [14] Fig. 14. TDen forladte bygd Skjoldungen eller Saqqisikuik. Nærheden ... Efter 1/2 Times Hvile Isen uigennemtrængelig under Kangek forlode vi igien Anarnitsok, men fandt (Cap Niels Juel), et Forbierg mod Østen Fig. 15. »Ejnar Mikkelsen« for anker ved Qoornoq. I baggrunden til venstre ses Blåbærskrænten, og bagved yderst til venstre ligger Drøneren, der kælver i næsten 2 kilometers højde. 180 [15] Fig. 16. Mørkesund bag Skjoldungen set fra Vogternæssets konebådsstøtter mod Dronning Maries Dal (Eqalummiut), som det ligger til højre for Drønerens 2 kilometer høje, isdækkede top. paa en stor Øe (Skioldungeøen), der strækker sig langt i N.V., op imod det ovennævnte Ekallumiut« (Graah, 7. juli 1829). Der blev fotograferet ind gennem sundet, hvis fjeldtoppe og bræer viste sig fra den flotteste side. Besætningen hav- de ikke været herinde tidligere og var imponeret. Skipper ville med i land, da vi havde kastet anker og sat en trosse i land agter (fig. 15). Lodsningen gik problemfrit. Trom- lerne blev hejst over rælingen, sat i van- det og bugseret ind ved lavvande. Der blev tudet i hornet, da »Ejnar Mikkel- sen« midt på eftermiddagen sejlede ind gennem sundet og blev lille bitte inde ved Blåbærnæsset. Lejren blev etableret. Der blev badet. Alle var enige om, at Qoornoq var en af de smukkeste lejr- pladser i Grønland. Den havde vi ven- tet på i 18 døgn siden ankomsten til 181 [16] Narsarsuaq den 9. juli. Men hvilke døgn. Fra teltene kunne vi høre bræerne buldre og brage omkring os (fig. 16). Graah havde forladt Nanartalik den 21. marts og ankom til Skjoldungen den 7. juli 1829. Vi havde også haft vanske- ligheder i 1991, og måtte bruge fire døgn om den samme strækning. Hjemrejsen fandt sted med »Tuulut« fra Nanortalik. Det var et noget mindre fartøj end »Ej- nar Mikkelsen«. 38 brt. og 48,2 fod, dvs. 15 m lang. Skibet måtte to gange ligge i nødhavn efter afrejsen den 15. august in- den ankomsten til Nanortalik den 19. Her blev godset losset, mens vi fortsatte til Julianehåb. Graah påbegyndte sin hjemrejse den 17. august 1830 og nåede Frederiksdal den 16. oktober. Rejselitteratur Graah, W. A. 1832. Undersegelses-Keise til Østkysten af Grtnland efter Kongelig Befaling udftrt i Aarene 1828- 31. -J. D. Q vist, Kiøbenhavn. Holm, Gustav. 1887. Den danske Konebaads-Expedition til Grønlands Østkyst. Populært beskreven af G. Holm og V. Garde. - Forlagsbureauet, Kjøbenhavn. Mathiassen, Therkel. 1936. The Former Eskimo Sett- lements on Frederik VTs Coast. - Meddelelser om Gnmland 109(2). Nansen, Fridtjof. 1890. Paa ski over Gnmland: en skildring af den norske Gnnlands-Ekspedition 1888-89. - H. Aschehoug, Kristiania. Rasmussen, Knud. 1938. Knud Rasmussen's posthu- mous notes on the life and doings of the East Greenlanders in olden times. Ostermann, H. ed. - Meddelelser om Grønland 109(1). Føjgeadc artikler qg rapporter fra Projekt Skjoldungen er pffmfBggjort Gulløv, H. C., Meldgaard, M. & Rosing, M. 1990. Skjoldungen - et paradis bag Storisen. Feltrapport fra et tværvidenskabeiigt projekt i Sydøstgrønland. -gaturens Verden 11-12: 377-400. Gulløv, H. C. & Fog Jensen, J. 1991. Rapport om de arkæologiske registreringer og undersøgelser i Sønder Skjoldunge Sund, Ammassalik kommune, Sydøstgrønland, sommeren 1990. - Nationalmu- seet, Københavns Universitet & Dansk Polarcen- ter, 99 pp. Fogjensen, J. & Gulløv, H. C. 1991. Undersøgelser af palæoeskimoiske bopladser i Sdr. Skjoldunge Sund, Ammassalik kommune, Sydøstgrønland 1990. - Københavns Universitet, Nationalmuseet & Dansk Polarcenter, 26 pp. GoSredsen, Å. B., Gulløv, H. C. & Rosing, M. 1992. IZtepøhlandske ressourcer - rapport fra projekt Skjoldungen/Tunup isumalluutai — ingerlassamit Sjtjoldungen-imit nalunaarut. - tusaat/forskning i Grmbndl: 19-27. Felbo, M., Fog, J., Gotfredsen, A. B. & Gulløv, H. C. 1952. Rapport om det arkæologiske arbejde i Skjoldungen, Ammasalik kommune, Sydøstgrøn- land, sommeren 1991. - Nationalmuseet, Køben- havns Universitet & Dansk Polarcenter, 116 pp. 182 [17]