[1] Møde med stammefrænder Af Måliåraq Vebæk Alle fotos er af Simon V. Gelskov 500 1000 km Et længe næret ønske om at træffe stam- mefrænder på »den anden side« af vort Land, Grønland, var næsten gået i op- fyldelse, da Kunstfonden i 1990 gav mig rejsepenge og en returbillet til Alaska, som var målet for min ønskerejse. Jeg må lige besvære min læser med at fortælle om mine mangeartede forbere- delser til denne rejse. Eftersom jeg ikke er nogen officiel person, var det nødvendigt, at jeg selv stod for alle disse forberedelser. Først og fremmest ville jeg ikke rejse alene, så derfor inviterede jeg vores ældste barnebarn, Simon Vebæk Gelskov på 24 år, til at være min rejsefælle. Han var naturligvis henrykt for mit tilbud, og mit problem var så bare, at jeg ikke havde penge nok til en sådan rejse for to personer. Tilskud fra Den Danske Unesco-National-kommis- sion, Solhvervsfonden og Nuna Fonden gjorde det imidlertid muligt for to per- soner at gennemføre rejsen og opholdet så langt mod vest, som vi havde plan- lagt. Et halvt årstid forinden havde jeg sat mig i forbindelse med lederen af det nordiske kunstnerhus »The Nordic House« i Fairbanks, som havde givet os lov til at bo i huset nogle uger. »The Nordic House« viste sig at ligge på universitetets område lidt uden for Fairbanks, hvor der bor en del amerika- niserede indianere. 183 [2] ICC's koordinator Mary Schaeffer i Aackorage. For at få mulighed for at træffe nogle af Alaskas indfødte befolkning, hen- vendte jeg mig inden rejsen til Inuit Cir- cumpolar Conference for om muligt at få hjælp fra ICC's vicepræsident, lands- tingsmedlem Aqqaluk Lynge. Dette re- sulterede i en kontakt til ICC's koordi- nator Mary Schaeffer i Anchorage, som skaffede et sted, hvor vi kunne bo gratis i Kotzebue, der ligger på Alaskas nord- vestkyst, hvorfra der skulle være gode muligheder for at komme i kontakt med andre indfødte. Også Richard Caulfield, som under- viser på universitetet i Fairbanks, er vi stor tak skyldig for hans hjælp under hele vores ophold i Alaska. Caulfield har været i Grønland flere gange, og i slutningen af 1980'erne overvintrede han med sin familie i Qeqertarsuaq/ Godhavn, hvor han præsterede at lære at tale grønlandsk. Turen startede den 25. juli 1991 med min hastigt pakkede kuffert og Simons kæmpe store rygsæk. For at få den billig- ste rejse blev vores rute noget »kringlet«: Fra Kastrup til Amsterdam, hvor vi ventedejneget længe på vores jumbo-jet. »The Nordic House« i Fairbanks. 184 [3] N^HHJHHHK^.^IBBHW*- A Før afrejsen til Old Minto. Bagest i båden Robert og Kathy Charley. Forrest forfatteren, Caitlin og Anne Caulf med den 3 uger gamle Julie hos sig. Derfra til meget omhyggelige toldere i Minneapolis og videre fra en anden luft- havn for at skifte fly til Anchorage, Alaskas største by, hvor halvdelen af be- folkningen bor. Dette første møde med Alaska havde ikke meget eskimoisk præg over sig. Det var om natten, og den store lufthavn var næsten mennesketom. Kun nogle sorte folk gjorde rent på flyvepladsen, mens andre tilbød at bære de få natlige rejsen- des bagage. Her skulle vi skifte fly for sidste gang til Fairbanks, og det var lige inden vi forlod dette fly, at jeg bag mig så en af »vore«, klokken halv to om nat- ten. En ung kvinde, der til forveksling lignede en grønlænder smilede til mig, og jeg spurgte hende, om hun var inuk? - Nej, svarede hun, jeg er Yupik, fra den sydvestlige del af Alaska. Jeg har meget at lære, tænkte jeg. I Fairbanks lufthavn blev vi hjertelig modtaget af Nancy Kuhn og Richard Caulfield, og vi blev indlogeret i »Nor- dic House«, et dejligt, velindrettet og fredeligt beliggende hus, hvor der for- uden os boede et amerikansk-svensk og et dansk par. Allerede den første dag havde Caul- field en overraskelse til os. Han havde aftalt med sin indianske ven Robert Charly, som havde en båd liggende ved havnen i Nenana, en lille by ved Tana- na-floden, at vi skulle sejle ud til en in- diansk sommerlejr, Old Minto. Vi blev kørt i to biler, idet Robert Charlys kone Kathy og Caulfields kone Anne og deres tre børn var med, til Nenana, som ligger sydvest for Fairbanks. Her fornemmede jeg det gamle Amerika, som man så ofte har set på film. Små huse, tilsyneladen- de tilfældigt anbragt omkring den lille havn, og vi fik en hurtig og rigelig lunch på et landligt spisested, før vi sejlede. Vi havde fået besked på at være varmt klædt på, da sejlturen godt kunne blive kold. Det holdt stik. Trods regntøj uden på vores varme tøj blev vi tildækket med et plastiktæppe, så kun vores hoveder var udækkede. Bådene lignede slet ikke dem, vi plejer at se. De var meget lave og med en helt flad forstavn, men det 185 [4] gik hurtigt, da vi først var kommet af- sted. Undervejs var det hyggeligt, at mange laksefiskere med deres specielt konstruerede fiskehjul vinkede til os. Lejren Old Minto består af mange tel- te, hvor de indianske familier tilbringer en stor del af sommeren, og den benyt- tes også som spejderlejr. Den har et stort fælles køkken- og spisetelt, det sidste åbent i siderne. Komfuret består af en oversavet olietønde med en jernrist for oven, et komfur som vi senere så på mange fangstpladser, blå. a. ved Kotze- bue. Så snart vi ankom tændte Robert komfuret til te og kaffe, og i de par dage, vi var i lejren, lavede Kathy næsten uaf- brudt te, kaffe og mad. Da vi ankom, var der ikke mange af de faste beboere i lejren, fordi de var ta- get til et indiansk møde i Fairbanks. De kom dog næste dag, søndag i deres både, og det var hyggeligt og hjerteligt. Robert Charley ved komfuret i lejren. så venligt de hilste på os. De fleste var aeidr_e_ mennesker^ og vi så kun få unge [5] og børn. Vores mænd begyndte kort tid efter, at vi var kommet, at bygge et fi- skehjul af forhåndenværende materia- ler, lange lige træstammer og sammen- satte træstykker, et arbejde som de fuldførte på de par dage, vi var der. Lejren, som var omkranset af gran- skov, var velholdt og en dejlig tumle- plads for børn. Anden dags formiddag ville Anne Caulfield og jeg gå en tur med børnene i skoven, hvor der var en sti. Men vi blev eftertryggeligt standset af Kathy, som forklarede, at vi under in- gen omstændigheder måtte gå ind i sko- ven uden våben, da bjørne, som var al- mindelige i skovene, kunne være farlige. Nu forstod jeg endelig, hvorfor der hele tiden var en riffel fremme i lejren. Ka- thy fulgte os derfor med en revolver hængende ved siden, og vi fik desuden følgeskab af Simon. På skovturen så vi ingen bjørne, men vi blev grundigt pla- Den indianske kvinde Evely Alexander i Old Minto lejren. Kathy Charley med revolver og forfatteren med myggesprøjte før skovturen. get af myg, selv om vi forsøgte at holde dem væk med en sprøjte. Det blev for- klaret, at bjørnene på denne tid af året ikke var så nærgående, fordi der var mange modne bær, som bjørne holder meget af at spise. Der var desuden man- ge laks, som var nemme for dem at fan- ge. Alligevel skulle man være forsigtig og ikke løbe nogen risiko. Vores skovtur blev forøvrigt meget interessant, idet vi kom ind til en forladt by, den oprindelige Old Minto, som den nuværende lejr er opkaldt efter. For om- kring 20 år siden var floden gået over 187 [6] sine bredder og havde oversvømmet hele den lille by, så befolkningen måtte flygte, og familierne var aldrig vendt til- bage. Nu lå rester af væltede huse dæk- ket af mos og græs. Kun kirken var no- genlunde intakt, i hvert fald udvendig. Kirkegården med væltede kors, ligele- des tildækket af mos og græs, så trist ud. Efter denne spændende tur til lejren Old Minto havde vi nogle gode dage i Fairbanks. Der var sommerferie på uni- versitetet, men det var ikke lukket. Jeg ville gerne der have hilst på de fire unge grønlændere, der studerer dér, men de var desværre alle bortrejst på ferie. Jeg fik mulighed for at tale med et par sprogprofessorer, som begge havde væ- ret i København. Og jeg blev glad, nærmest rørt, over at finde en ganske anseelig samling af grønlandske bøger på professor Michael Krauss' kontor. Det var mest undervisnings- og oplys- ningsbøger, men der var også enkelte romaner. At studere dem på et sted så langt fra Grønland var ganske interes- sant. Michael Krauss fortalte mig ven- ligt en masse om Alaskas oprindelige hi- storie, ligesom jeg af ham fik en række praktiske oplysninger. Folk i den syd- vestlige del af Alaska kalder sig for yu- pit, mens nordvestkystens beboere kal- der sig inupiat. Indianerne, som ikke hører til den oprindelige befolkning, holder til midt i landet. Af Alaskas 540.00D indbyggere er nu kun 70.000 af den oprindelige befolkning, resten er amerikanere. Ellers så vi, hvad vi fandt vigtigt for os at se i byen. Et fint museum med en utrolig flot samling af ting fra Alaskas oprindelige kultur: Ældre dragter og redskaber, kajakker og umiaq'er, som kun afviger en smule fra de tilsvarende grønlandske. Desuden har museet en fin kunstsamling både fra ældre og nyere tid. Vi besøgte også et stort flot biblio- tek, hvor vi fik forevist mange fine bøger, ganske specielt Knud Rasmus- sens bøger fra hans lange rejser i det ark- tiske område. Naturligvis måtte vi også besøge for- lystelsesstedet »Alaskaland«, som ligger midt i byen. Dér så vi en aften to in- dianske teaterforestillinger, udført af »amerikaniserede«; indianere. Vi kunne dog ikke blive i Fairbanks, når jeg havde sat mig for at møde mine stammefrænder. Den nordligste by i Alaska, i Amerika overhovedet, Bar- row, hvor de fleste Alaska-eskimoiske efterkommere bor, stod øverst på min ønskeliste. Der var imidlertid ikke pen- ge nok til billetten dertil. Der var fra København betalt til Kotzebue, men ikke til Barrow. Heldigvis kunne vi få forbindelse til min mand i Danmark pr. telefon, og det lykkedes ham at skrabe pengene sammen i den ellers slunkne kasse derhjemme, så vi kunne få de manglende penge til Barrowrejsen. Det var herligt. Caulfield telefonerede til Emily Ipalooq-Wilson, en kendt inu- piatkvinde i Barrow, der har været to gange i Grønland, og som har et nært kendskab til ICC's arbejde. Hun skaffede os et sted at bo i Barrow hos en ung inu- piatfamilie, Beverly og Patrick Hugo, som havde god plads i deres hus trods deres egne fire børn og et adoptivbarn. Familien stammede egentlig fra Nuna- miut, og de kendte den norske opdagel- 188 [7] Vores værtinde Beverly Hugo i Barrow. sesrejsende og forfatter Helge Ingstad fra hans etårige ophold i Nunamiut i midten af 1950'erne og fra hans genvisit derovre for et par år siden. De mødte op i Barrow lufthavn, og velkomsten var meget hjertelig. Beverly er sygeplejerske, men hun er nu beskæftiget med under- visning i sundhedspleje. Hun havde fe- rie, mens vi var der, så hun havde tid til at køre os rundt og vise os byen. Patrick spurgte straks, om vi havde lyst til at gå med ham for at se deres specielle dybfry- ser i Beverly's forældres hus. Han og hans fætter skulle hente frossent kød og fisk. Det var vi naturligvis, og det viste sig at være et smalt, dybt-gravet hul, hvor man krøb ned via en smal stige. Si- mon gik derned, og de andre kom sene- re op med store stykker frossent rens- dyrkød og fisk. Det var en praktisk Familien Hugo i Barrow med deres to gæster. Forrest til venstre knæler Emily Ipaalooq-Wilson og bagest til højre står forfatteren. 189 [8] Gadebillede i Barrow. opfindelse, som man har anvendt der- ovre i mange år, men udover denne na- turdybfryser havde man dog også de al- mindelige dybfrysere, som vi kender. Barrow er en flad og ikke umiddel- bart smuk by, men den er interessant, fordi den er helt anderledes end byerne i Grønland. Med sine omkring 3.000 ind- byggere ligger byen ud til det åbne hav mod nord, og der er derfor meget koldt. Som Emily sagde: »Havet æder lidt af byen hvert år«. Da vi ankom om for- middagen var vejret dårligt, og i løbet af eftermiddagen blæste det op til et vold- somt stormvejr. Det stilnede af lidt hen på eftermiddagen, og da lå der mængder af is langs den lange strand, hvor byen ligger. Simon og jeg gik ud i stormen om eftermiddagen og ned til den skummen- de strand. Jeg nød at se isbjergene. For Simon var det et under. Han har ikke været i Grønland og havde derfor aldrig set et isbjerg. Hen på aftenen blev det ganske fint vejr, og solen kom frem. Da vi havde spist »suaasat«, kogt rens- dyrkød og med gryn, kørte Beverly os til deres sommersted lidt nord for byen. Vi kørte langs den lange strand og standse- de et par gange, bl. a. for at se nærmere på en meget fin umiaq, der lå med bun- den i vejret i strandsandet. Disse tradi- tionelle fartøjer benyttes stadig herovre - af mænd - til hvalfangst. Midnatssolen var netop slut, men al- ligevel skinnede solen endnu klokken 22-23. Det var ligesom i Nordgrønland. Man kom sent i seng og stod sent op, nu da børnene havde sommerferie. Beverly havde arrangeret et besøg på et nyt al- derdomshjem dagen efter vores an- komst. Her spiste vi varm mad (ameri- kansk) midt på dagen, og det var godt at møde alle de gamle her, som alle var inupiat. De var så venlige. Efter midda- gen viste jeg mine medbragte lysbilleder fra Grønland, og jeg tror de var glade for at se billederne. Først på aftenen var vi på et, ligeledes, nyt bibliotek, hvor 190 [9] Emily Ipalooq-Wilson, Barrow. Emily også kom. Her så vi bl. a. en fin model til en ny skole, som skal bære Emily Ipalooq-Wilsons afdøde fars navn, Max Igasak. Han var i sin tid en meget betydningsfuld hvalfangerkap- tajn. Efter biblioteksbesøget gik vi hen til en stor idrætshal, hvor de unge dyr- kede mange forskellige slags idræt. Jeg lagde mærke til, at næsten alle de unge i hallen var inupiat. Den næste dag, hvor vi skulle afrejse, vågnede vi op til snevejr, som dog snart holdt op. Emily ønskede at vise os de forskellige institutionsbygninger og de- res funktioner. Vi skulle også hilse på institutionslederne, som i de fleste tilfælde var hvide (amerikanere). Selv viceborgmesteren tog imod os, da borg- mesteren var ude at rejse. Viceborgme- steren var en meget venlig lille mand, inupiaq, og han viste os ting fra et aflåst skab og fortalte disses historie. En lille TV-afdeling, som sender lokalnyt om lørdagen, fik vi også set. Men bedst af alt var dog en udstilling af meget fin kunst i en af hallerne til en af de store institutionsbygninger. Her vistes kunst- håndværk udført i de indfødtes mønstre og stil, og tingene lignede grønlandsk kunsthåndværk, når det er bedst. Emily arbejder på en af institutionerne. Tidli- gere har hun været lærer. Besøget i Barrow blev vigtigt for mig. Det var spændende at træffe en kvinde som Beverly, der var meget interesseret i samfundsanliggender. Hun talte meget om det ønskelige i bedre fremtidsmulig- heder med bedre skoleundervisning for børn og unge. Hun gav mig en kopi af en tale hun havde holdt ved et vigtigt 191 [10] •••••^•KflBBÉBMB Beverly med sin 94 årige bedstemor og forfatteren. møde, netop angående de unges og børnenes fremtid. Og hun fortalte, at hun støttede sin bror i hans modstand mod olieboring for tæt ved et beboet sted. Hun glædede mig også ved at invi- tere sin bedstemor, en lille bitte kvinde på 94 år, som stadig boede alene i sit hus, til middag, så hun fik lejlighed til at træffe en grønlænder. Den rare gamle dame talte inupiat, og hun stammede fra Nunamiut og huskede Helge Ingstad. Desværre var det ikke muligt for mig at følge med, når der taltes inupiat. For selv om de skrevne ord minder meget om de grønlandske, så var bøjningen af ordene og udtalen så forskellig fra grøn- landsk, at det ikke var muligt uden vi- dere at føre en samtale inupiat-grøn- landsk. Beverly var ked af, at ingen af hendes børn kunne tale inupiat. Mange kører i bil i Barrow, så det er muligt, at en del af befolkningen er velstående. Men husene ser gennem- glende grå og kedelige ud, bestemt ikke farvestrålende som de fleste steder i Grønland. Jeg fik den fornemmelse, at der er en mærkbar afstand mellem de indfødte og hvide, men jeg kan have ta- get fejl. Efter kun to dages besøg er det ikke muligt at komme med en rigtig be- dømmelse. Umiaq på stranden i Barrow. 192 [11] Vores værtspar i Koteebue, Rachel og Dave Craig med forfatteren. Nu er vi på vej til Kotzebue via An- chorage efter at have tilbragt en halv dag og en nat i Fairbanks. I Kotzebue lufthavn blev vi modtaget af vores nye værter Rachel Graig og hendes mand Dave samt en af ICC's medarbejdere, Natalie Novik. Velkomsten var her be- stemt lige så hjertelig som i Barrow. Ra- chel arbejder på en social institution, hvor hendes opgave er at beskæftige alle 193 [12] gamle som unge, der ikke har noget fast job. Bl. a. underviser hun i dans, inspire- ret af den traditionelle eskimoiske dans, som altid følger trommeslagene i bag- grunden, og som afsluttes med de tradi- tionelle spring i et stort hvalrosskind, som holdes udspændt af mange perso- ner. Det var rart at se, at alle alderstrin blev taget med i dansene, børn, unge og gamle sammen. En gammel kvinde, som havde svært ved at gå, blev fulgt ud på dansegulvet af en ung kvinde. Her kom hun så til at stå, så hun kunne udfø- re dansebevægelserne for fulde huse, meget flot udført. Rachels motto er: Respekt for ældre. Hun arbejder i en sammenslutning, som hedder »Maniilaq«, hvis formål er kul- turelt og socialt samarbejde. Det er et meget omfattende foretagende, hvor man dels forsøger at bevare den gamle kultur og dels arbejder på at tilpasse den til den moderne livsstil, som nu leves i Alaska. En af »Maniilaq«s vigtige opga- ver er rat forsøge at skabe nyt liv i det oprindelige inupiat-sprog, som i dag er godt på vej til at blive glemt, fordi det, efter diktat fra USA, ikke længere bliver brugt i skolerne. JLachel var utrættelig. Hun fulgte mig rundt, for at jeg kunne se byens sevær- digheder og træffe en lang række men- nesker. Ofte arrangerede hun disse mø- der hjemme hos sig selv, og da jeg en af de første dage spurgte hende, om hun ikke skulle på arbejde, svarede hun: »Jeg arbejder. Det at vise dig, hvad vi laver af socialt og kulturelt arbejde, er en del af mit arbejde«. En dag gav Rachel Simon og mig en stor og helt uventet oplevelse. Hun hav- de arrangeret en motorbådstur til en sommerfangstplads på en lille ø lidt uden for Kotzebue. Hendes chef Shuck Greene, som havde en motorbåd, sejle- de os ud til en ø, hvor flere familier hav- de slået sig ned for at fange sæler, hvaler og laks. De boede i gode telte, som var fint og praktisk indrettet. Efter at vi med Rachel havde gået en Sommer-gæstetelt i Kotzebue med elektrisk vaskemaskine. 194 [13] Ægteparret Augustine og Paul Norton på sommerfangstpladsen ved KoCzebue. tur langs stranden, blev vi budt inden for hos et meget venligt ægtepar, Augu- stine og Paul Norton, hvor vores mo- torbådsfører allerede befandt sig. Vi mærkede straks, at ægteparret Nortons var et dygtigt og respekteret par. Neden for deres telt var deres sønner i gang med at hænge et kæmpestort fiskenet op på stranden. Vi fik »grønlandsk mad«, som jeg ikke har smagt, siden jeg var barn i Frederiksdal i Grønland. Her var flere forskellige slags tørret kød og fisk, spæk og tran i mængder, tørret sælkød opblødt i tran m. m. Og bagefter fik vi serveret the og kaffe med ost og pølse m. m. Vi var meget mætte, da vi forlod fa- milien Norton, men vi blev straks efter budt ind hos et andet meget gæstfrit par, Gretchen og Roland T. Booth. De var nærmest ulykkelige over, at vi ikke kun- ne spise deres »grønlandske« mad. Men dessert kunne vi vel spise? Blåbær og multebær i store mængder med dåse- fløde, kaffe og the fik vi sat til livs. Vo- res vært Roland havde været i Grønland via Thule Airbase, og det talte han na- turligvis meget om. Jeg skal sent glem- me, hvad hans søde kone sagde til mig, da vi sagde farvel til hinanden: »Kom igen. Vi er her to måneder hver som- mer«. Omegnen ved Kotzebue er omtrent lige så flad som omkring Barrow, og den er næsten lige så fattig på vegetation. Dog findes der ét træ. Det står ved ind- gangen til byen med bynavnet skrevet under træet. Det kaldes simpelt hen »Skoven«, selv om det kun er et enkelt grantræ. Ligesom i Barrow er husene her tem- melig farveløse. Dog minder byen med sine ca. 3.000 indbyggere en del om en grønlandsk by, måske fordi befolknin- gen er meget blandet, inupiat og ameri- kanere. Så mange ligner folk med dansk/grønlandsk blod i årene. Kort tid før vi kom, havde vores værter haft to 195 [14] Skoven i Kotzebue. sibiriske inuitpiger boende. Indtil for få år siden havde et sådant besøg ikke kun- net lade sig gøre, men nu har Rusland givet de sibiriske inuit tilladelse til at rej- se til Alaska, og det er til stor glæde for befolkningen på begge sider. Rusland havde jo Alaska indtil USA købte det i 1867, og derfor findes stadig russisk- klingende navne i Alaska, som f. eks. Kotzebue. Slutningen på vores tre uger lange rej- se nærmede sig. Vi var på vej fra Kotze- bue til Anchorage, vores sidste station i Alaska. I Anchorage ventede Mary Schaeffer os sammen med Charlie John- son, ICC's repræsentant fra Norne. Charlie kendte adskillige grønlændere, som han bad os hilse. En halv dag og en nat fik vi i Ancho- rage, og jeg må indrømme, at jeg var me- get træt efter fem hektiske dage i Kotze- bue. Den halve dag besøgte vi byens store og meget flotte museum og et kunstsalg. Om aftenen kørte Mary mig til sin søster, Angeline Campell. Her fik hun luft for sin forargelse over, at inu- piat af USA havde været forbudt som skolesprog i omkring et halvt århun- drede med det resultat, at det oprindeli- ge sprog er ved at blive glemt. Netop nu har USA imidlertid givet tilladelse til, at man bruger 22 minutter om dagen på skolen til undervisning i det oprindelige sprog. Men når hjemmesproget er ame- rikansk, er det selvfølgeligt minimalt, hvad man kan lære på 22 minutter. ICC har derfor nu dannet en sproggruppe, som vil arbejde for, at børnene virkelig lærer deres oprindelige sprog. Jeg fik lært utroligt meget om vores stammefrænder på denne tur, og jeg er overbevist om, at den oprindelige be- folkning i Alaska er meget interesseret i mere kontakt med grønlændere. For Simon og mig har det været en god rejse. Og for mig personligt har det været hyggeligt at rejse med mit store barnebarn. De lange rejseafstande havde bestemt været mere besværlige at klare, hvis jeg ikke havde haft ham med. En lille ulo, som vi købte i Alaska. 196 [15]