[1] Professor Max Dunbar - æresdoktor ved Københavns Universitet Af Erik L. B. Smidt Ved Københavns Universitets årsfest d. 21. november 1991 udnævntes den cana- diske biolog og oceanograf Maxwell John Dunbar, professor ved McGill University, Montreal, til æresdoktor. Han fik tildelt denne hædersbevisning både på grund af hans omfattende vi- denskabelige arbejde indenfor Arktisk Marinbiologi og på grund af hans man- geårige tilknytning til Grønland og Danmark. Max Dunbar fødtes i 1914 i Edin- burgh, og han føler sig stadig som skot- te. Han studerede zoologi ved Oxford Universitet, hvor han sluttede sin ud- dannelse i 1939 efter en mellemliggende periode ved Yale University, og efter et par ekspeditioner i det arktiske område tog han doktorgraden ved McGill Uni- versity i 1941. Allerede i 1935 og 1936 kom Dunbar til Vestgrønland som deltager i nogle af Oxford Universitet udsendte ekspedi- tioner. Siden var han under 2. verdens- krig periodisk canadisk konsul i Grøn- land med udstationering i Godthåb/- Nuuk. Han lærte sig dansk næsten til fuldkommenhed, og han var meget vel- lidt af den lille danske kreds, hvori han med sine selskabelige evner hurtigt blev optaget. Foruden at passe sine officielle pligter fortsatte han sine videnskabelige undersøgelser ved indsamling af plank- ton i Godthåb Fjord. Efter krigen har Dunbar bevaret for- bindelsen med danske venner og fagfæl- ler, og ca. hvert andet år har han besøgt Danmark. I 1952-53 var han på studie- ophold ved Planktonlaboratoriet på Danmarks Fiskeri- og Havundersøgel- ser. Siden 1946 har han været ansat ved McGill Universitet, hvorfra han blev pensioneret i 1978, men han fortsætter stadig sit videnskabelige arbejde. - Bag sig har han en produktion af ca. 180 af- handlinger, bøger etc., og som universi- tetslærer har han uddannet et stort antal studerende for doktorgraden. Han har deltaget i eller ledet talrige internationa- le møder og kongresser og deltaget i in- ternationale forskningsprojekter. Dunbars videnskabelige virksomhed er meget omfattende og vidt forgrenet. - Bortset fra en mere summarisk generel omtale vil jeg begrænse mig til nogle ud- 261 [2] valgte områder, som jeg finder særlig interessante og derfor også tror, at mine læsere vil finde interessante. De første undersøgelser var ret tradi- tionelle zoologiske omfattende forskel- lige zooplanktongrupper, især nogle i fødekædesystemerne vigtige grupper af krebsdyr. Tidligt kom han ind på økologisk- hydrografiske studier, idet han under sin rejse i Vestgrønland i 1936 undersøg- te den såkaldt »brune zone« foran en gletscher i Disko Bugt. Hvor bræer sky- der ud på dybt vand, kan bortstrøm- mende overfladevand med kaivis erstat- tes af opstigende dybdevand, som er farvet brunt af mudder fra bunden, og hvori der sker en kraftig planktonpro- duktion, som tiltrækker talrige fødesø- gende havfugle. - Siden blev det til om- fattende oceanografiske og biogeografi- ske undersøgelser, som resulterede i en monografi, »Eastern arctic waters« (1951), hvor de fysiske naturforhold i hele det canadiske og vestgrønlandske havområde beskrives. - Til undersøgel- ser i canadiske farvande var der i 1948 anskaffet et lille skib, »Calanus«, efter skandinavisk model, det første undersø- gelsesskib bygget i Canada specielt til arktiske områder. De geografiske studier udstraktes ef- terhånden globalt, som det ses af kortet. I de nordlige områders øvre vandlag adskilles en arktisk og en subarktisk zone, som synes relevante i en zoogeo- grafisk sammenhæng. - Dunbar define- rer de arktiske områder som udelukken- de bestående af arktisk vand fra Polar- havets øvre 200 m, medens de subarkti- ske områder defineres ved en blanding af arktisk og ikke-arktisk vand (atlantisk og pacifisk). Mod syd afgrænses den subarktiske zone af en zone uden til- blanding af arktisk vand, den nordlige tempererede eller boreale zone. Kortet viser tydeligt disse zoner, som især præger det nordlige Atlanterhav. Rent praktisk svarer grænsen mellem den arktiske og subarktiske zone til kurven (isotermen) for 0° C i årsgennemsnit for overfladevandet, medens grænsen mel- lem den subarktiske og boreale zone kan trækkes omtrentlig ved 5° C isotermen for årsgennemsnit i overfladen. - Nu skal man ikke låse sig fast af disse grænser, som kun er omtrentlige og me- get varierende fra år til år. Når det kom- mer til stykket, er alle vore videnskabe- lige begreber jo kun vedtagne definitio- ner, som gælder i det omfang, de viser sig brugbare, og i dette tilfælde har de vist sig egnede til at karakterisere nogle dyrs udbredelsesområder. Kortet viser, at der fra det nordlige Stillehav gennem Bering Strædet stræk- ker sig en tunge af subarktisk vand, der fortsætter som en bræmme langs Nord- amerika i retning af mod Atlanterhavet, hvilket sandsynliggør, at der i varmere perioder kan være sket en faunaspred- ning ad denne vej fra Stillehavet til At- lanterhavet. Dunbar mener, at der ad denne vej kan være sket en spredning af plankton i løbet af geologisk tid, og at den faunadiskontinuitet, vi i dag finder mellem Stillehavet og Atlanterhavet, skyldes afkølingen siden tertiærtiden, da klimaet var varmere end i dag. Han me- ner, at der har været en generel fauna- spredning fra Stillehavet til Atlanterha- vet ad denne vej, og - i modsætning til 262 [3] 100W80 60 40 20 OE 20 40 60 80 100 120 140 160 El 80 160 140 J 20 100 80 W *.*£'• _________ _______ ' "•— : .L^^L^^jjg ^s^T^ "^^w *&&&*&i^.4&?.__;___.^^^i^__^^fl60 De marine biogeografiske zoner med tropiske regnskove (sort) og savanneområder (skraveret) indtegnet på kontinenterne. Den kolde tempererede zone kaldes også den boreale. (M. J. Dunbar 1979: »The relation between oceans«. - Omtegnet efter Ortmann 1896). flere andre forskere - mener han, at der har været en faunaspredning fra det ark- tiske til Atlanterhavet og ikke den mod- satte vej. For at anskueliggøre disse zoogeogra- fiske begreber skal der gives nogle ek- sempler på arktisk og subarktisk udbre- delse, som dog ikke er taget fra Dunbars publikationer. - Blandt torskefiskene er den lille istorsk udpræget arktisk, me- dens polartorsken, der meget ligner is- torsken, er arktisk-subarktisk, og uva- ken er rent subarktisk, som det også er tilfældet med den lille laksefisk lodden (grl. Ammassaq). Torsken er overvejen- de nordlig boreal, men med indtrængen i det subarktiske område under gunstige temperaturforhold, som det var tilfæl- det i årene 1920-70, da torskefiskeriet var Grønlands vigtigste erhverv. - Dyb- vandsrejen, som nu er Grønlands vigtig- ste fiskeriressource, har en subarktisk og norlig boreal udbredelse med sydgrænse i den nordlige Nordsø på den europæi- ske side af Atlanten. I modsætning til torsken er den en relativt stabil ressour- ce i det grønlandske område, hvor den hovedsageligt lever i dybder mellem 200 og 400 m uden større temperatursving- ninger, medens yngelen lever plankto- nisk i de øvre vandlag udsat for større temperatursving. - Som eksempel på faunadiskontinuitet mellem det nordli- ge pacifiske og atlantiske område er den 263 [4] store grønlandske krabbe særlig interes- sant. Foruden at have en subarktisk fo- rekomst ved Vestgrønland og Canada, hvor den fiskes, findes den i det nordli- ge Stillehav og i den subarktiske zone nord for Alaska, hvorfra den i en tidli- gere varmeperiode formodes at være nået frem til det vestgrønlandske områ- de. Ved Østgrønland findes den ikke, antagelig hindret i en videre fremtræn- gen af den kolde Polarstrøm. - Af andre arter fælles for det nordlige stillehav og Atlanterhavet kan nævnes loddden, hel- lefisken og dybvandsrejen, som alle har en udstrakt atlantisk forekomst. Som det ses af kortet, anser Dunbar ved en global betragtning den tropiske zone for at være karakteriseret ved grænserne for udbredelsen af revbyg- gende koraller. I det sydpolare område findes en lig- nende zonering som i det nordlige og med stor lighed i faunaen i de to områ- der, hvad man betegner som bipolaritet. Adskillige dyregrupper og arter har en bipolar forekomst, men i de fleste tilfæl- de har der vist sig at være en forbindelse mellem nord og syd gennem dybere, koldere vandlag. Det i zoogeografien oprindelige bipolaritetsproblem vedrø- rer kun sådanne arter, der har en dis- kontinuerlig bipolar udbredelse, og af sådanne arter kendes kun få, bl. a. to planktondyr: en skalbærende og en nø- gen vingesnegl. Bipolariteten forklares bedst ved, at en tidligere forbindelse mellem det nordlige område og det syd- lige er blevet brudt evt. ved konkurren- ce med andre arter. Langtidssvingninger i luft- og hav- temperaturen blev et vigtigt forsknings- 264 område, hvortil Dunbar tilskyndedes af den danske zoolog, professor Adolf S. Jensens klassiske afhandling fra 1939 om klimasvingninger i den arktiske og subarktiske region gennem de seneste dekader og deres biologiske følgevirk- ninger. Ved indsamling af et stort mate- riale af historiske og naturvidenskabeli- ge data går han tilbage til en varmepe- riode fra 6. til 12. århundrede fulgt af en senere kuldeperiode placeret fra 1430 til 1850, den såkaldt »Lille Istid«, og en sid- ste varmeperiode i det 20. århundrede med temperaturmaxima i 1930erne og i 1950-60erne, hvor den vigtigste biologi- ske følgevirkning var den omtalte tor- skerigdom ved Vestgrønland ca. 1920- 70. (Dunbar og Thomson 1979; Dunbar 1982). - De meteorologiske og oceano- grafiske forhold vil det føre for vidt her at komme ind på. Af internationale forskningsprojek- ter, som Dunbar har deltaget i, skal om- tales den store oceanografiske undersø- gelse kaldet MIZEX (Marginal Ice Zone Experiment) af hele israndzonen i Grønlandshavet mellem Grønland og Svalbard i årene 1983-87, hvortil han udarbejdede det biologiske program. - Det er almindeligt kendt, at når man med skib nærmer sig isranden, manife- sterer der sig et rigt liv af fugle, hvaler, sæler og plankton. Grundlaget for dette liv er primærproduktionen af plankton- alger i det åbne vand og af isalger i isens nedre dele og på dens underside. Isalger- ne, der er tilpasset det svage lys under isen, er basis for en særlig fødekæde un- der isen af algeædende krebsdyr (vand- lopper og tanglopper), som ædes af po- lartorsk, der efterstræbes af fugle og [5] sæler, og endelig tjener de sidste til føde for isbjørnene. - Hele dette projekt af fy- sisk og biologisk oceanografi var et samarbejde mellem forskere fra 10 na- tioner. Til indsamling af data og mate- rialer benyttedes adskillige undersøgel- sesfartøjer, til isobservationer fly og nogle forankrede observationsbøjer til strømmåling. Til sidst skal omtales Dunbars enga- gement på et helt andet felt - det erken- delsesteoretiske, hvor han drager til felts mod det filosofiske økonomiprincip også kaldet »Occams ragekniv« efter den engelske filosof William af Occam (ca. 1285-1349). Dette princip siger, at man aldrig må antage flere ting eller enheder (hypoteser) end nødvendigt, men Dun- bar vender sig skarpt derimod i en arti- kel med den drastiske titel »The blun- ting of Occam's Razor, or to hell with parsimony« (Dunbar 1980), idet han med eksempler fra videnskabens histo- rie viser, at mange værdifulde ideer måske aldrig ville være fremsat, hvis økonomiprincippet havde kvalt fanta- sien. - På linie med dette princip er den induktive metode, hvorefter man slutter fra de enkelte tilfælde til en generel lov (modsat deduktion, hvor der sluttes fra det generelle til det specielle). Den en- gelske filosof Francis Bacon (1561-1626) var en af de første, der argumenterede for induktion som naturvidenskabens metode. Her skal omtales to af de i artiklen givne eksempler på resultatgivne brud på økonomiprincippet. - Darwin frem- satte i 1859 sin selektionsteori; siden har han i sin selvbiografi hævdet at have ar- bejdet efter »ægte Bacon'ske principper« Æresdoktor ved Københavns Universitet, professor Max Dunbar, McGill University, Montreal. og uden hensyn til nogen teori at have samlet kendsgerninger; men det vides, at han allerede tidligt i sin løbebane havde ideen om naturlig selektion. - I geologien var der i det 19. århundrede teorier fremme om ændringer i fastlan- denes udbredelse, og i 1912 fremsatte den tyske grønlandsforsker Alfred We- gener sin teori om fastlandsforskydnin- ger på grundlag af kontinenternes kon- figuration. Efter at Wegeners teori en årrække havde været forladt af mangel på bevismateriale, har den nu vundet al- 265 [6] mindelig anerkendelse med den moder- ne pladetektonek-teori i 1960erne. I de senere års videnskabsteori er ideen om organisationsniveauer trængt almindeligt igennem med de fysiske vi- denskaber som basis, hvorover et hie- raki af forskellige biologiske videnska- ber og øverst de humane videnskaber. Hvert organisationsniveau har sine egne begreber og metoder, som ikke kan overføres til de andre, omend de højere trin må baseres på de lavere. Det umu- liggør økonomiprincippet især på de højere niveauer, da der ikke umiddelbart kan bygges videre på erfaringerne fra de lavere. Som eksempel nævner Dunbar, at økologien som ung selvstændig vi- denskab blev betegnet blot som fysiolo- gi ført ud i naturen. Men medens fysio- logien beskæftiger sig med de enkelte organismers fuktioner, er økologien langt mere kompliceret, idet man ved økosystemer forstår planters og dyrs re- lationer i fødekædesystemer i samspil med den fysiske natur. - Der kan hver- ken induceres fra de lavere niveauer til de højere eller deduceres fra de højere til de lavere. I en nylig publikation (Darwin 1991) angribes Occam's ragekniv ved_at gå ind i en diskussion om udvidelse af Darwins selektionsteori. Den klassiske darwinis- me opererer med selektion på individ- og artsplan, altså mellem individer af samme art og mellem forskellige arter. Her udvider Dunbar Darwins teori ved hypotetisk at bringe spørgsmålet om se- lektion op på økosystem-niveau, et på Darwins tid ukendt begreb. - Den mindste enhed for naturlig udvælgelse må være organismen plus dens miljø, som udvikler sig indenfor et system af lignende enheder, og derfra er der ikke langt til begrebet økosystem som evo- lutionsenhed. Da miljøforandringer, f. eks. klimaforandringer, er effektive på artsniveau, må virkningen være endnu mere direkte og effektiv på økosystemer. Palæoøkologi (historisk økologi) menes at kunne blive lige så frugtbar for forsk- ning af evolution af økosystemer som palæontologien (forsteningslæren) er for udforskning af den klassiske evolu- tion. Denne artikel dækker ikke alle Dun- bars virkefelter, men antagelig de vigtig- ste, samtidig med at den viser hans vi- denskabelige spændvidde fra deskriptiv zoologi over økologi, oceanografi, zoo- geografi til videnskabsteori. På det sid- ste område er han i sin kritik af induk- tionslogikken som naturvidenskabens metode på linie med andre teoretikere i vor tid, således den nu 90-årige østrigsk- engelske filosof K. R. Popper. Litteratur Dunbar, M. J. 1951. Eastern Arctic Waters. - Fish. JBues. Board Canada, Bull. 88: 1-131. - and D. H. Thomson 1979. West Greenland salmon and climatic change. - Meddelelser om Grønland, 202 (4): 1-19. - 1979. The relation between the oceans. - Zoogeo- graphy and diversity of plankton (Eds. Van der Spoel and Pierrot-Bults): 112-125. - 1980. The bluting of Occam's Razor, or to hell with parsimony. - Can. J. Zool., 58 (2): 123-128. - 1982. Twentieth cenrury climatic change in the Northwest Atlantic and Subarctic region. - NAFO, Scientific Council Studies, 5: 7-15. - 1991. Polar Marine Ecosystem Evolution. - The Arctic Seas: Climatology, Oceanography, Geolo- gy, and Biology (Ed. Y. Herman): 115-122. 266 [7]