[1] Grønlandsårene Af Max Dunbar, McGill University Oversat af Birthe L. Clausen Det er ikke nemt at sige, hvorfor jeg egentlig rejste til Grønland den første gang. Det kunne lige så vel være blevet Svalbard eller Baffin Island. Måske var jeg, fordi jeg var født i Skotland, i begyn- delsen tiltrukket af det træløse landskab, af bjergene og de store vidder. Jeg til- bragte fire meget lykkelige år ved Ox- ford Universitet, hvor jeg blev formand for Oxford University Exploration Club. I sommeren 1935 forlod en uni- versitetsekspedition bestående af fire studerende København i Knud Rasmus- sens skonnert »Dannebrog« med kurs mod Holsteinsborg, Sdr. Strømfjord og Sarfatok elven, hvor vi tilbragte nogle få uger med at kortlægge området. To af os var ingeniørstuderende og habile land- målere. De andre to (heriblandt jeg selv) var med som »bærere« eller altmulig- mænd. Den anden ikke-specialist, Mi- chael Atter, kom jeg til at kende godt i løbet af denne tur. Han var en ny ven, som jeg dog mistede med det samme, idet han druknede i Sarfatok elven. Men da Mike og jeg havde set Grønlands syd- vestkyst fra havet ved Cape Desolution, var vi blevet enige om, at alene dette syn var hele turen værd. Jeg besluttede mig da for at vende tilbage så snart som mu- ligt. »En gang Grønland, altid Grøn- land« (Garn). Mine dagbogsnotater fra dette første besøg i Grønland blev for nylig trykt i tidsskriftet »Fontanus« fra McGill Uni- versitet under titlen »Greenland Adven- ture, 1935: Diary of a very yong man«. Dette årlige tidsskrift blev startet og re- digeret af min kollega Hans Møller, som er forskningsbibliotekar på universite- tet. Min artikel var forsynet med et for- ord af Svend-Erik Danielsen, admini- strerende direktør for Grønlandsban- ken (se senere), og jeg beskrev her ekspeditionen som en, der »made no claim to immortality in the annals of ex- ploration« (ikke stillede krav om udøde- lighed i polarforskningens annaler), hvilket jo var sandt nok. Ekspeditionen blev dog ikke desto mindre fulgt op af to opmålingsrejser, 1936 og 1938, i det samme område under ledelse af Peter Mott, en af de to ingeniørstuderende fra 1935-ekspeditionen, der faktisk bidrog en hel del til den samlede viden om området inklusive Rasmussen-bræen i Sukkertoppen distriktet. Jeg var ikke selv med på nogen af dis- se to rejser, fordi jeg på det tidspunkt var igang med en karriere i marinen, men 267 [2] også det havde Grønland en del at gøre med. 119 3 5 var jeg for første gang gjort opmærksom på, at det meget aktive torskefiskeri i Vestgrønland, som man så tydelige beviser på i Holsteinsborg, slet ikke havde eksisteret bare 15 år tidli- gere, da der på det tidspunkt ingen torsk var i havet. Dette gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Alt forandres, og jeg skulle mange år senere opdage, at en af de Hippokratiske forfattere i det 5. århundredes Grækenland havde skre- vet: »Forandring er den eneste realitet«. Det var ord at lægge sig på sinde. Jeg var og er i gæld til min medstu- derende i Oxford, Christopher Hartley, for forslaget om, at vi skulle kigge nærmere på hvad der foregår i havet ud- for bræfronterne, udfor aktive, kæl- vende bræer. På Svalbard i 1935 havde han iagttaget en stadig strøm af fugle, der fløj til og fra bræfronten. Hvorfor nu det? Var der føde der. Vi besluttede os for at finde ud af dette. Vi var nødt til at vælge en bræ, der ikke var altfor farlig at komme nær. Vi havde læst os til, at en kutter fra det amerikanske kystværn få år tidligere var ankret op udfor bræen Eqip Sermia, øst for Ata Sund i den nordøstlige del af Diskobugten, hvor man havde beskudt bræen med patroner af 3-tommer kaliber uden at den rørte sig. Det lignede en isbræ, som vi kunne bruge. Med de bedste ønsker og tilladel- se fra Grønlands Styrelse sejlede vi så i 1936 til Jakobshavn, hvor vi henvendte os til daværende kolonibestyrer, Aage Knudsen. Af ham lejede vi en 23 fods halvdiesel motorbåd, »Agparliarssuk«, hvorefter vi satte kursen mod Eqip Ser- mia. Udover undersøgelserne ved bræ- Max Dunbar's hustru Joan Jackson fotograferet i Nuuk 1946. fronten planlagde og gennemførte vi et systematisk studium af plankton i hele Atasund regionen. Resten er historie, ovenikøbet publiceret historie. Der ud- kom adskillige beretninger fra denne ekspedition også en om »opvæld-zonen« (upwelling-zone) ved bræfronten. Vi kom til at kende familien Knud- sen i Jakobshavn godt, og det voksede til et varigt venskab. På denne afgørende 1936-ekspedition mødte vi også Kaptajn Riis-Carstensen, som var skibsfører på marinefartøjet »Heimdal«, samt Dr. Poul Marinus Hansen. De var og er begge berømte mænd. Jeg havde til hensigt at fortsætte mine studier udfor bræfronter ved Glacier Bay, Alaska, efter et år på Yale Univer- sitet (1937-38). Uheldigvis havde den eneste gletcher, som det var muligt at studere, trukket sig tilbage i bjergene på grund af det varmere klima (»foran- dring« igen), så jeg tilbragte en behagelig sommer i lejr på Drake Island sammen med Wallace Brigden, en medstuderen- 268 [3] de fra (Cambridge) Yale, med at ind- samle og registrere fugle. Året efter brød krigen ud, og selvom jeg i 1939 og 1940 kunne deltage i to sej- ladser på Hudson's Bay Kompagniets skib »Nascopie« som deltager i en rege- rings-undersøgelse af Arktisk plankton, var jeg på samme tid under uddannelse ved kavalleriet (med heste og det hele) med Canadian Officers Training Corps. Jeg blev imidlertid taget ud af vores udenrigsministerium og sendt til Grøn- land først som vicekonsul og senere konsul. Her starter historien om krigsti- dens Grønland. Da Tyskland i 1940 invaderede Dan- mark, overtog England beskyttelsen af Island, og lagde pres på Canada for at gøre det samme med hensyn til Grøn- land. Måske er »beskyttelse« ikke det helt rigtige ord, for det var jo indlysen- de, at det var af interesse for Tysklands modstandere at sikre sig, at hverken Is- land eller Grønland skulle falde i tysker- nes hænder. Som man husker, var USA endnu ikke gået ind i krigen på dette tidspunkt, (det skete først efter overfal- det på Pearl Harbour i december 1941), men USA havde ligeledes en klar inter- esse i de nordlige områder, idet kryolit var væsentlig for aluminiumfremstil- ling, og datidens eneste effektive kryo- litbrud lå ved Ivigtut i Grønland. Resul- tatet af alt dette blev, uden at dvæle ved militære og diplomatiske detaljer, at både Canada og USA i 1940 oprettede konsulater i Nuuk/Godthåb. Der var mange daglige gøremål at se til. Der skulle findes markeder for den grøn- landske eksport, skaffes indkøbsagenter til Grønland i Nordamerika, skolegang til børn og meget mere. Der skulle også rapporteres om skibsfartens bevægelser og om fjendtlige aktiviteter på havet og i luften, og det mest interessante af det hele om landsættelser af fjendtlige vejr- stationer på Østkysten. Der begyndte at ske noget. Holland blev invaderet på samme tid som Danmark, og den canadiske ambas- sadør i Hague, Kenneth Kirkwood, be- fandt sig pludselig undervejs til Grøn- land ombord på »Julius Thomsen«. Ski- bet havde samlet ham op ved Scapa Flow på Orkney øerne. Kirkwood, der var videnskabsmand, forfatter og pro- fessionel diplomat, var et højt begavet menneske, aldeles charmerende og gik helt op i sit kald. I vinteren 1940-41 hav- de man endnu ikke stillet en officiel bo- lig til rådighed for ham i Grønland, så han lejede sig ind i et privat grønlandsk hjem, og herfra arbejdede han med filo- sofisk ro. Han var fornuftig nok til at indse, at det specielle ved Grønlands si- tuation krævede lidt mere, eller lidt mindre, end normalt af en ansat i uden- rigstjenesten. Han foreslog således udenrigsministeriet i Ottowa, at det nok ville være en god ide at konsulatets an- satte ikke blev rekrutteret blandt mini- steriets professionelle personale, men derimod blandt videnskabsfolk, arktiske forskere, der ikke alene havde særlige videnskabelige interesser at forfølge i Grønland, men som måske endog kun- ne hjælpe med til at holde gang i det mindste i noget af den forskning, som danskere så længe havde udført i Grønland. De ville have et bedre kend- skab til de Grønlandske omgivelser, end man kunne forvente af diplomater. 269 [4] Udenrigsministeriet fulgte hans råd. Desuden var der problemet med at byg- ge et konsulat. Rækken af medarbejdere i det cana- diske konsulat i Grønland under krigen var følgende: Ken Kirkwood 1940-41, Erling Porsild 1941 (sommeren), Dun- bar 1941-42, Porsild 1942-43, Dunbar 1943-44, Trevor Lloyd 1944-45, Dunbar 1945-46. Erling Porsild var chefbotani- ker på Canadian Natural History Mu- seum og en kendt arktisk videnskabs- mand. Han var søn af Morten Porsild, der i 1907 grundlagde Arktisk Station i Godhavn. Erling var født i Grønland og talte flydende dansk, grønlandsk og engelsk. Han medbragte i 1941 alle de materialer, der skulle til for at bygge et helt hus, bl. a. noget meget dejligt tømmer fra British Columbia. Sammen med en grønlandsk tømrer, Peter Lyn- ge, byggede han konsulatet på Skibs- havnsvej, lige overfor Axel Malmquist's hjem. Eske Brun (se senere) havde bragt Axel Malmquist sydpå som handelsin- spektør fra Egedesminde, hvor han var kolonibestyrer. På det tidspunkt var dis- se to huse de eneste på Skibshavnsvej mellem radiostationen og en fårefar- mers hjem (Lambert), der lå i nærheden af det sted, hvor Kleinschmidts Pæl sta- dig står. Så vidt jeg ved er det canadiske konsulat blevet revet ned, og det er en skam, da det var en slags pionerbygning. Konsulatet blev ikke opført på klippe- grund, som alle de andre huse i Godthåb, men på sand og grus. Der var en mandshøj kælder med en septiktank, afløb og el-generator. Det var luksus på den tid. Da jeg overtog konsulatet i ef- teråret 1941, blev jeg som ugerne gik opmærksom på en alarmerende lugt fra kælderen, som fik mig til at tro, at der nok snart ville blive vrøvl med Erlings septiktank. Det var dog ikke andet end en enorm Oka ost fra Quebec, som han havde glemt at fortælle mig om, og som jeg hurtigt fik fortæret med entusiastisk hjælp fra kolonibestyrer, Thorvald He- demand. Til alt held havde jeg et mikro- skop, så vi kunne eksaminere ostemi- derne ved middagsbordet. Hedemand var henrykt, og bemærkede at alle vel- udstyrede hjem burde have et mikro- skop til netop dette formål. Her må jeg introducere Eske Brun, den mest betydningsfulde og nødvendi- ge mand i hele krigsperiodens Grøn- land. Han har nedskrevet sin egen beret- ning i »Mit Grønlandsliv« (Gyldendal 1985), og decideret den til sin lige så be- mærkelsesværdige hustru, Ingrid. Brun var en i alle ordets betydninger stor mand. Erik Smidt benævner ham i »Min Tid i Grønland, Grønland i min Tid« som den vigtigste person i det 20'ende århundredes Grønland. Eske Bruns bog afspejler hans karakter, en tør humoristisk sans og en fornuftig og ven- lig disposition, og hans til enhver tid praktiske sans. Da jeg læste bogen, blev jeg lidt skuffet over, at han næsten ikke nævner Canada. Men han var godt klar over den betydning Canada - også et arktisk land - havde for den grønland- ske befolkning under krigen, og samar- bejdet mellem de to lande voksede, også efter krigen. Trevor Lloyd startede i sin tid i konsulatet en slags radioforbindelse mellem radiostation i Godthåb, Frobi- sher Bay og de andre stationer på Baffin Island. Det sidste kapitel i Eske Bruns 270 [5] bog handler om den grønlandske natur, om havets og det grønlandske landskabs store tiltrækningskraft, og jeg husker, at han på sin 80 års fødselsdag, da vi ven- tede, at han ville tænke tilbage ad poli- tiske og historiske baner, kun talte om naturen, som det han frem for alt hu- skede. Som konsul udførte jeg mange funk- tioner, der ikke længere er vigtige, skrev notater, fungerede som forbindelsesoffi- cer mellem den canadiske regering og den grønlandske administration (hvil- ket betød Eske Brun), fremmede han- delsforbindelserne, rapporterede alt af militær interesse, og lignende sager. Jeg for min del fandt, at Brun altid var ivrig efter at hjælpe til med det marinbiolo- giske og oceanografiske arbejde, som jeg hele tiden havde i gang. Jeg fik stillet motorbåde til rådighed hver anden uge til sejladser i Godthåbsfjorden (en af Grønlands bedste, ja den bedste i hele verden) for at trække mine planktonnet og måle temperaturer og saltholdighed. Det at kunne følge den biologiske cy- klus i havet gennem et helt år i Arktis er ikke noget, man ofte får lejlighed til. Der er naturligvis andre, der har gjort det både før og siden, som fx Gunnar Thorson i Østgrønland, og Peter Digby og andre. Det hele blev startet af den store pioner Fridtjof Nansen, der tilsy- neladende altid gik rundt med et havter- mometer i baglommen, hvor han end var henne. Men oplysningerne er altid værdifulde og giver nye informationer og ny indsigt hver gang, og jeg havde hele tre vintre, som jeg kunne bruge i Godthåbsfjorden. Da Erling Porsild i sommeren 1942 kom tilbage til Godhåb, kunne jeg rejse nordpå til Disko Bugt (og med venlig hjælp fra Aage Knudsen, Jakobshavn) kigge endnu engang på bræen Eqip Ser- mia, som Hartley og jeg havde arbejdet ved i 1936. Den isfri opvælds-zone, der udgør et meget interessant økologisk fænomen, var stadigvæk et fødeområde for fugle og sæler. Det lykkedes også for mig at besøge Erlings far, Dr. Morten Porsild, Grønlandsbiologiens »grand old man«. Han lånte mig endog to hav- termometre, som jeg kunne arbejde med i Disko Fjord ved Godhavn, og tage med tilbage til Godthåb. Han fortalte mig på sin direkte måde, at han ikke kunne lide mine metoder, men jeg fortsatte alligevel, som jeg plejede. Metoder ændrer sig med tiden som alt andet. I øvrig viste undersøgelserne i Godt- håbsfjorden, 1942-46, temmelig klart, at havtemperaturerne var faldende gen- nem perioden, og jeg var modig nok til i 1946 at forudsige, at det var ved at være slut med varmeperioden i den Østgrøn- landske Strøm. Min forudsigelse så ud til at holde stik for en tid, men tempera- turen steg igen til en ny højde i 1960, hvorefter det som bekendt satte ind med en alvorlig kuldeperiode, og de nuvæ- rende udsigter for det grønlandske tor- skefiskeri er ikke lyse. Jeg var så heldig at ankomme til Grønland i 1941 mens James Penfield var min modpart i USA's konsulat. Hvis man skal dømme USA's udenrigstjene- ste på Penfield og hans efterfølger John Ochiltree, så har ministeriet ikke noget at frygte. Penfield, hvis arbejde i Grøn- land var meget vigtigere end mit, var til 271 [6] meget stor hjælp for Grønlandsadmini- strationen, som Eske Brun da også klart skriver det i sine memoirer. Han havde den evne, som Francis Drake i Dron- ning Elisabeth den Første tid kaldte »Knowledge of Affairs«, og som Drake ganske enkelt satte lig med mod. Pen- field tog sig af »protokollen« og med stor færdighed og ligefremt mod af alle problemerne med midlertidigt at trans- plantere en amerikansk militær organi- sation til Grønland. Overfor mig, (og jeg var kun 26 år, da jeg første gang be- trådte det canadiske konsulat), tilbød han frivilligt at oplære mig i arbejdet på et konsulat og i alle de kedsommelige nødvendige etikette-spørgsmål, et til- bud som jeg straks modtog. Men jeg tror måske også at jeg havde noget at tilbyde til gengæld. Jeg havde besøgt Grønland, Holsteinsborg, Sukkertoppen og Jakobs- havn Distrikter, to gange i 1930'erne, og jeg var hurtigt i færd med at lære dansk (det var han også for den sags skyld). Vi førte lange samtaler om den situation, vi nu befandt os i, og vi forstod hinanden. Vi udarbejdede sammen en kode til lo- kal radiokommunikation (en kode som enhver idiot kunne bryde på et kvarter). Den gik ud på, at man erstattede på forhånd aftalte sætninger med bogsta- ver. Han foreslog en sen eftermiddag, at en af disse sætninger skulle være »tid til en drink«. Hvad sprog angår, så kan enhver, der er født i Skotland (særligt det østlige Skotland), og som ikke er helt tonedøv, ret nemt lære sig dansk. Danskerne var trods alt i Skotland i mange år, både nordpå og sydpå, og der er mange fæl- leso±d i de to sprog. Skotske og jyske fi- skere kan råbe til hinanden fra skib til skib i deres egne sprog og alligevel blive forstået. Jeg var allerede begyndt at lære dansk i 1935, og kunne i 1941 klare mig helt godt. I de lange vinternætter i 1941- 42 læste jeg danske bøger på dansk, og blandt andre også Sjolochovs »Stille fly- der Don« og dens fortsættelse i dansk oversættelse, hvilket måske er en slags rekord. Jeg var noget mere tilbagehol- dende med hensyn til grønlandsk, men under mit arbejde på Baffin Island, hav- de jeg tilegnet mig lidt Inuktitut, og jeg var altid villig til at lære. Jeg har altid betragtet sne og is som en berigelse for omgivelserne, ikke det omvendte. I de nordlige egne er havet helt øjensynligt »is-beriget« og ikke »is- plaget«. Grønlændernes og Inuit-folkets liv var tydeligvis i en slående grad afhængigt af havis og sne. Da jeg bor i Montreal, må jeg indrømme, at sneen bliver trættende hen mod slutningen af en lang vinter, men udenfor byen er den pragtfuld, og vi benytter os af den. En af mine tydeligste erindringer fra disse grønlandske vintre handler om at stå på ski - at stå på ski uden hjælp fra skilifter og tove, at løbe på ski op og ned af disse 2000 fod høje fjelde, som regel i klart solskin og det helt hen i juli måned. Ski er faktisk et fornøjeligt transportmiddel i bjergrige områder, og vi var mange fra Godthåb, der nød det til fulde. I vinte- ren 1945-46 tog min hustru og jeg sam- men med Dr. og fru Christian Nørgaard en tur til Qorqut specielt for at stå på ski. Da vi blev sat i land fra motorbå- den, der skulle komme tilbage for at hente os igen senere, sagde Joan: »Hvis vi råber om hjælp her, vil ingen høre 272 [7] os«. Jeg svarede: »Ja, er det ikke vidun- derligt«, hvortil hun sagde: »Nej«. James Penfield og jeg klatrede en sommer op på toppen af Hjortetakken, og før det havde Thorvald Hedemand og jeg organiseret en klatretur til toppen af Sadlen, som blev besteget af de Quer- vain i 1912, som man sikkert husker. Det er en let klatretur, en gåtur faktisk, men nedefra ser det meget imponerende ud. De to andre deltagere i gruppen var Eli- sabeth Egede, en skolelærer fra Godt- håb, og Jens Rosing, der vist ikke behø- ver nogen introduktion i dag. Jeg lærte Finn og Bente Gad at kende i vinteren 1941-42. Vi blev enige om, at vi altid skulle tale sammen på dansk, li- gegyldigt hvornår vi mødtes. Som man vil huske, var det i denne første vinter, at jeg lærte dansk, og man kan måske fo- restille sig den mentale udmattelse, jeg følte efter en hel aftens filosofisk diskus- sion med de to, på dansk. Jeg vil altid være dem tak skyldig. Dette medførte også, at vi fik organiseret »Musikafte- ner«. Vi holdt en række planlæg- ningsmøder, hvor vi skulle planlægge programmet under hensyntagen til, hvad vi kunne finde af grammofonpla- der rundt om i hjemmene i Godthåb. Det var sjovt. Det lykkedes mig endog at få Eske Brun til at komme til vore musi- kalske aftener, der så vidt jeg husker fandt sted en gang om ugen skiftevis i det canadiske konsulat og i familien Gads hjem. Thorvald Hedemand havde i særdeleshed en meget stor samling mu- sik, som vi trak på ligesom familien Fuglsang-Damgaard havde. Fuglsang- Damgaard var rektor for Seminariet i Godthåb, og både han og hans hustru forsøgte at lære mig, hvordan man skal begå sig i Grønland. Jeg lærte det aldrig. Krigstidens Grønland kunne nok sy- nes fjernt fra frontlinierne i Europa og Asien, men krigen var også her. Vi fik nyheder om Danmark, og der var man- ge tegn og hændelser på havet og i luf- ten. Christian Vibe, der producerede og redigerede »Grønlandsposten« og som senere beskrev krigstidens Grønland i sin bog »Ene ligger Grønland«, fortæller om de forulykkede amerikanske og ca- nadiske fly og om de menneskeliv, der gik tabt. To af Grønlandske Handels ski- be »Gertrud Rask« og »Hans Egede« gik ned på havet, den sidste formentlig sænket af fjenden. Vi var så heldige at kunne beholde »Julius Thomsen«, med dets muntre og ukuelige kaptajn Otto Nielsen, der krydsede havet mellem Grønland, Newfoundland og USA flere gange. Jeg var ombord på »Jutho« i kon- voj til Newfoundland i 1944, på vej til en orlov derhjemme. Jeg var også om- bord på det amerikanske kystværns kut- ter i 1943 på vej fra Ivigtut til Godhåb. Kort efter at jeg var blevet sat i land, blev den sprængt i stykker af en tysk tor- pedo, der ramte skibets ammunitionsde- pot. Der var kun to overlevende. Ved en anden lejlighed blev et stort amerikansk troppetransportskib på vej til Grønland torpederet i Labrador Havet med et tab på omkring 600 mand. Der var mange af den slags hændelser til at minde os om krigens virkelighed. Tyske landgangs-grupper blev flere gan- ge landsat på Østkysten, hvorfra de skulle sende vejrmeldinger til deres ba- ser - vejrmeldinger var en af Grønlands vigtigste eksportartikler. De holdt aldrig 273 [8] ret længe disse landgangsgrupper, for så snart de begyndte at operere, blev deres signaler opfanget. Operationerne inspi- rerede Eske Brun til at oprette en lille »Grønlandshær«, bemandet med dan- skere, nordmænd og grønlændere, med base på den nordøstlige kyst. Denne gruppe udmærkede sig ved at tage en tysk vejrgruppe til fange og bringe den sydpå til Scoresbysund. Hver side miste- de en mand, og Løjtnant Marius Jensen fik tilkendt George medaljen (af Cana- da). Denne episode er veldokumenteret også på tryk. jeg husker, at Eske Brun en eftermiddag kom hen til mig, fordi han havde en »opgave« til mig, nemlig den at oversætte den officielle rapport skre- vet af kaptajn Ib Poulsen, der var leder af slædepatruljen, til engelsk, hvilket jeg gjorde. Mine sidste år i Grønland, 1945-46, delte jeg med min hustru, Joan Jackson fra Hamilton, Ontario. Vi ankom til Grønland efter krigen i Europa var slut- tet, og livet i Grønland var forandret med nyankomne ansigter fra Danmark. Vi landede i lufthavnen i Narsassuaq samme dag som flyet fra København ankom. En af dets passagerer var en al- drende og fremtrædende geolog. En ny lufthavn bringer jo uorden i sten og klipper, og denne dame kunne umiddel- bart efter landing ses vandrende langs landingsbanen samlende sten og klippe- stykker, samtidig med at hun røg på en stor cigar. Cigaren tiltrak sig øjeblikke- ligt de amerikanske soldaters opmærk- somhed, de har vittigheder om kvinder, der ryger cigar. Men på flyet var der et medlem af besætningen, en smuk bru- nette og pilotens hustru, som soldaterne også lagde mærke til. Da denne samme dame ved frokost i officersmessen tændte en lige så stor cigar, forstumme- de det forsamlede militære selskab. De var besejrede. Dette det tredje år bragte også nye venner, lige ankommet fra Europa. En af dem var Inge Hagen, der skulle op til Jakobshavn for at tage sig af familien Knudsen. Seks år senere, da vi tilbragte et sabbatår i København, blev min hu- stru standset på Anemonevej i Gentofte af en ung dame, der sagde: »Var det ikke dig der malede din spisestue blå i Godhåb?« Bagefter lærte vi Inges fami- lie vældig godt at kende, og vi ses sta- digvæk. Jeg mødte også af og til Mona Lassen, datter af Kaptajn Riis-Carsten- sen. Hun plejede at synge og spille på hans mandolin på »Heimdal«, når den sejlede langs Grønlands kyster. Venska- ber spreder sig som ringe i vandet, men de er meget mere varige. Der er så mange erindringer, som jeg ihærdigt prøver ikke at glemme. Mit ar- bejde med denne korte beretning har an- sporet mig til at få disse erindringer ned på papiret for det tilfælde, at de skulle være god læsning i fremtiden for venner og familie. Paul Marinus Hansen, som jeg mødte for sidste gang da han var 80 år gammel, ventede for længe med netop dette - at berette om sit liv i Grønland. Han kendte tilsyneladende alle langs kysten og han var den fødte fortæller. Det tog lang tid at sortere mit plank- ton-materiale. Joan fik den ide, at vi skulle invitere et par mennesker (elever) fra Højskolen til at komme og hjælpe mig, og samtidig lære noget om diversi- 274 [9] Joan Jackson på en sejltur i Godthåbsfjorden 1946. teten i det marine plankton. To drenge akcepterede invitationen umiddelbart, og de kom 1-2 gange om ugen til »plankton-aftener«. Den ene var Jens Kreutzmann, der senere selv arbejdede videre med plankton i Godthåbsfjorden. Vi mødtes igen i Nuuk i 1990. Eigil Knuth arriverede iblandt os i 1946. Vi tog ham med på en tur ind i Kobbefjorden. Eigil var gået i land for at besigtige en Nordboruin, som interes- serede ham, og han kom tilbage med en lillebitte fjeldørred svømmende i en flaske. Det eneste jeg kunne komme i tanke om var at lægge fisken i formalin, og lade den indgå i min biologiske sam- ling. Dette forargede Eigil: »Her kom- mer jeg med en lille fisk, og så slår han den ihjel!« Hvad havde han egentlig ventet, at jeg skulle stille op? Holde den som kæledyr i en flaske? Jeg skulle have sat den tilbage i fjorden. Der var middage. Levestandarden så ud til at stige i fredstid og stemningen var høj. Seminariet holdt en kæmpe ju- lefest. Men for os, som havde været der siden 1941, manglede der noget. Så man- ge af de mennesker, som jeg havde lært så godt at kende, var rejst tilbage til Danmark, at det lille samfunds struktur var brudt sammen. Men der var og vil altid være: Grønland. Joan og jeg nød det i fulde drag indtil vi lukkede konsu- latet for altid i sommeren 1946. Jeg hav- de nu én vigtig ting tilbage - ændringer- ne i det marine klimamønster i og omkring den største ø i verden og de tilhørende biologiske (og dermed øko- nomiske) forandringer. Faktisk var det sådan, at jeg umiddelbart efter min hjemkomst fik en henvendelse fra Fish- eries Research Board of Canada om at starte og lede de marine undersøgelser i den østlige del af det canadiske Arktis, som FRBC havde beslutttet det var på tide, at komme igang med. Arbejdet startede i 1947 i Ungava Bay og i 1948 blev undersøgelsesskibet »Calanus« byg- get og sejlet op til Kuujuk ved mundin- gen af brugten. 11952 tilbragte vi et sab- batår arbejdende på Grønlands Fiske- riundersøgelser på Charlottenlund Slot med krebsdyrmateriale indsamlet i ark- tiske farvande i Canada. Årene gik. I 1990, 44 år efter at jeg havde forladt landet, blev jeg og min hustru (ikke samme hustru denne gang - Joan havde forladt ikke bare landet men denne verden i 1959) inviteret til at besøge Grønland af Svend-Erik Daniel- sen, direktør for Grønlands National- bank. Nancy og jeg tilbragte to uger i au- gust-september med at se, hvor meget bylivet havde ændret sig og hvor lidt na- turen i Grønland var forandret - slet ikke forandret, Gud ske tak og lov. 275 [10]