[1] Blyminen ved Mestersvig i Østgrønland Af Aage Gilberg Trafik ved Ella Ø. Fra venstre ses: »Gustav Holm«, »Vesle Kari« og »Polar Star« med motorbåde og vandfly i forgrunden. Foto: Aage Gilberg, august 1950. Starten på bly minen 11948 fandt Lauge Koch på en ekspedi- tion i Østgrønland bly i undergrunden ved Mestersvig. Den efterfølgende som- mer blev blyfundet nærmere undersøgt af Dr. Josef Esklund, en erfaren svensk ingeniør, og Lauge Kochs ældste søn, Carl Koch, som netop havde afsluttet sin uddannelse som mineingeniør i Sverige. Fundet blev vurderet til en værdi af 100 millioner dollars, og vakte derfor røre og interesse. Man besluttede sig for at foretage mere dybtgående un- dersøgelser med henblik på muligheder for kommerciel udnyttelse af blyfore- komsten. Det var planen at opsende en 120- mand stor ekspedition sommeren 1950. Den skulle flyves via Reykjavik til Ella Ø og derfra fordeles med 2 mindre 289 [2] vandfly (Northman-fly). Lauge Koch håbede på en sommer uden for meget regn, tåge eller is, som ville hæmme ar- bejdet og give dårligt indtryk af forhol- dene, når eksperter fra engelske og cana- diske firmaer sammen med repræsen- tanten for Marshall-hjælpen, Dr. Lester S. Thompson, skulle bedømme mulig- heder for minedrift. Ekspeditionen havde 2 hovedformål: Dels skulle der foretages en videnskabe- lig udforskning og prospektering i Wer- ner Bjergene, dels skulle man begynde brydning af blymalm med henblik på en analyse af kvalitet og størrelse af fore- komsten. Ekspeditionens og Lauge Kochs hovedkvarter skulle ligge ved Ella Ø, hvor vandflyene skulle statio- neres. Derfra ville man også styre det vi- denskabelige arbejde. De folk, der skulle bryde blymalm, blev samlet ved minen i en lejr, »Blyklipperne«. Da stedet lå om- kring 15 kilometer fra kysten, måtte der etableres en opsamlingsplads, »Ny- havn«, som center for folk og forsynin- ger med båd, skib fly og lastbil. Det skønnedes nødvendigt, at så stor en ek- spedition havde 2 læger med. Den ene skulle sidde centralt på Ella Ø, mens den anden skulle være fast placeret ved den risikofyldte arbejdsplads i minen. Både i 1936 og 1937 havde jeg som læge været med Lauge Koch på ekspedi- tioner i Østgrønland. Vi var blevet gode venner, og det var naturligt for Lauge Koch at ønske mig med igen. Det passe- de ind i mine planer, så jeg sagde ja tak til at blive ekspeditionslæge i hoved- kvarteret på Ella Ø. Min opgave var desuden at skaffe den anden læge samt 4 gode assistenter som altmuligmænd til feltarbejde og køkkentjeneste. I 1937 havde jeg desuden deltaget som udrust- ningschef, men slap for dette arbejde denne gang. Ventetid på Island Den 19. juli 1950 klokken 21 landede jeg i Reykjavik. Maskinen var fløjet over Stockholm for dér at hente 26 ingeniø- rer og minearbejdere. Det var min første rejse med fly. Det blev en virkelig stor og skøn oplevelse, for det meste af turen gik gennem skyfrit luftrum med udsigt til både dele af Norge og Vestmannaøer- ne. Turen mellem Stockholm og Reykja- vik tog 7 timer. En hel uge måtte vi ven- te i Reykjavik på at komme videre på grund af dårlige vejrforhold i Østgrøn- land. Den første aften traf jeg på hotellet min gamle skole- og ekspeditionskam- merat Ib Poulsen, som jeg sidst havde set i 1937. Dengang var han leder af den nye Lauge Koch Station »Gurreholm«, som lå et godt stykke inde i Scoresby- sundfjorden ved Schuchert River. Sene- re havde Ib Poulsen gjort sig meget for- tjent som leder af spionage og bekæm- pelse af indtrængende tyske soldater, der under 2. verdenskrig forsøgte at etablere vejrstationer på kysten af Østgrønland. Efter krigen ledede han anlæg og det første års drift af den vigtige vejrstation Danmarkshavn. I 1949 oprettede han »Sirius-slædepatruljen«, som holder øje med Østgrønland fra Scoresbysund og nordover. Den blev han senere konsu- lent for. Nu (1950) var hans ærinde in- spektion af Siriusstationerne Daneborg og Ella Ø. Ib havde således et eneståen- de kendskab til Nordøstgrønland og var 290 [3] god at rådføre sig med. Han fortalte, at flere ekspeditioner fandt sted den som- mer med Reykjavik som udgangspunkt. Tre af marinens catalinaer (vandflyver) skulle hente Eigil Knuths store Peary- lands-ekspedition, som startede i 1947. Desuden var geodæter på færde i Ella 0-området. Det undrede os, at »Ekstra Bladet«s chefredaktør Hendil var an- kommet med et marinefly, indtil vi hu- skede på, at han var sekretær i »Dansk Ekspeditionsfond«, grundlagt i 1946 af Eigil Knuth og Ebbe Munch. Jeg havde egentlig troet, at marinens catalianer kunne betjene både Knuth og os. På den måde ville mange penge kunne spares. Men sådan skulle det altså ikke være. På samme tid besværede hovedrevisoratet sig over, at der var brugt et par kroner for meget til dåseåbnere. Men man var åbenbart ligeglad med det virkeligt store spild af penge, som manglende koordi- nation medførte. I den lange ventetid blev det nødven- digt at beskæftige vore folk, som kedede sig og kom til at interessere sig vel me- get for spiritus. Allerede første nat kom en svensker i detentionen. For at be- skæftige folkene med andre ting arran- gerede jeg underholdning og udflugter. Det var først og fremmest vejret, som 1. Ella Ø 2. Ymer Ø 3. TraillØ 4. Kong Oscar Fjord 5. Mestersvig 6. Staunings Alper 7. Jameson Land 8. Ittoqqortoormiit/Scoresbysund 291 [4] drillede, så vi ikke kom af sted. Men for- holdene vanskeliggjordes også af, at de islandske piloter ikke bare kunne gå og vente på godt vejr i Østgrønland uden at tage andre opgaver ind imellem. I dag forstår man næppe, hvor afhængig af vejr og vind og is en vandflyverflyvning til Østgrønland var. Nu kan man med avancerede fly lande på en moderne landingsbane i Mestersvig. Men den- gang skulle der være en passende flade af åbent vand som catalianen kunne gå ned på. For at klare en landing mellem de talrige isskosser, måtte vejret være klart og stille uden ispakninger på van- det. Issituationen kunne meteorologer- ne kun indirekte oplyse om ved at angi- ve vindretningen. Vi var derfor stærkt afhængige af observationer gjort ved Ella Ø, hvor catalianerne skulle gå ned. Efter 10 dage på Island fik vi endelig be- sked på, at vi skulle rejse videre 29. juli 1950. Fra Rjeykjavik til Ella Ø Det solbeskinnede hav med lynende is- skosser, som efterhånden lå tættere og tættere og langsomt gik over i sammen- pakket storis, var en skøn oplevelse at få fra nogle hundrede meters højde. Snart dukkede Liverpoolkysten op med sine stejle forvredne kystfjelde, som jeg kend- te så godt fra både dæk og istønde på ski- bet »Gustav Holm«. I den nuværende højde fik jeg et helt anderledes indtryk af kysten, fordi jeg også så hele baglandet med den store halvø, Jameson Land. Flyet drejede ind i Kong Oscars Fjord, hvor der kom mere farve på fjeldene. Det skyldtes både geologiske og botani- Pilot M. Hamrien og flymekaniker Poul Nielsen ved Ella Ø. Foto: Aage Gilberg, august 1950. 292 [5] Vandflystart ved Ella Ø. Foto: Aage Gilberg, august 1950. ske årsager. Flyet holdt sig nogenlunde midt mellem Traill Ø ogjameson Land, men fløj dog lidt tættere på særlige smukke områder så som Sylespidserne med imponerende alpelignende forma- tioner og Staunings Alper med kæmpe- mæssige gletsjere i baggrunden. Et vid- underlig flot syn. Liggende på maven helt ude i næse- spidsen foran piloterne bemærkede jeg til trods for motorstøj og min optaget- hed af den pragtfulde udsigt, at de hele tiden sang. Senere da vi i god behold var nået frem til vort bestemmelsessted, er- farede jeg, at besætningen ikke sang af glæde, men for at holde sig vågen. Den havde i flere døgn forud ikke overholdt de påbudte hvilepauser. Jeg havde godt nok på Island hørt lidt om, at disse pilo- ter var hårdt trængt, men det var heldig- vis først efter vi nåede sikkert frem, at vi fik historien om mavelandingen på jøkelen Hekla med et fly, der havde været i New York, og efter en kort mel- lemlanding i Reykjavik fortsatte til Tyskland og straks gik retur til Island via København med samme besætning. Måske havde de ikke sunget højt nok. I hvert fald faldt besætningen i søvn og vågnede først op, da flyet ret stilfærdigt og hensynsfuldt mavelandede i sneen på Hekla uden at nogen omkom. Jo, islændingene flyver dristigt. Jeg kom til at tænke på en ubehagelig ople- velse på rejsen mellem Stockholm og Reykjavik. Vi var et par stykker, som stod og snakkede på den ret rummelige plads ved indgangsdøren, da døren pludselig sprang op. Vi mærkede et kraftigt sug, men nåede dog at gribe fat i nogle sæder, så vi blev ombord. Stewar- dessen gik til sagen fra den rigtige side og fik døren lukket og ordentligt låst. Hun var ret upåvirket af situationen, som åbenbart ikke var hende ukendt. Fra Syletoppene fløj vi nordover og drejede ind i Narhvalsund syd om Ella Ø. Ved den høje bjergside på øens vest- pynt svingede vi ind i Kempefjord, hvor de lagkagelignende bjerge med vandret- 293 [6] te og foldede lag i mange farver blev særlig flotte i det stærke sollys. Den røde stationsbygning lå smukt for foden af den 1.000 meter høje klippevæg, Bastio- nen. Skyggen af maskinen gled lydløst foran os under landingen, det var meget festlig med de imponerende kaskader af vand, catalianen pressede ud til siderne, da flyet ramte havet. Her lå endnu en del isskosser og et par isbjerge, så piloten måtte manøvre præcist. Et sammenstød med selv en lille isskos kunne blive skæbnesvangert. Gensyn med Ella Ø Det var forunderligt igen at være på Ella Ø. Det sted har jeg altid holdt af. Det ligger ideelt i læ med sol fra alle si- der og omgivet af skønne, farverige fjel- de. Jeg forstod godt, at det skar Lauge Koch i hjertet, at han nu skulle afgive denne perle til Siriuspatruljen. Jeg kunne ikke undgå at bemærke den trykkede stemning over vejrsituationen, som hæmmede arbejdet, både det viden- skabelige og det praktiske. Nu var vi al- lerede 10 dage forsinket i Blyklipperne, og »Gustav Holm« , som havde de fleste, nødvendige forsyninger ombord, lå sta- dig og hakkede i storisen ud for Scores- bysund. »Jeg vil gå en tur til Rundsøen og bade,« forklarede jeg, da jeg gik, for ikke at sidde og høre på snakken om de triste udsigter for ekspeditionen. »Ja, hver sin lyst,« svarede Lauge Koch. Naturen med sin stilhed var som en stor kirke, hvor man ikke kunne lade være med at tilbede, lytte og glæde sig over den smukke oplevelse. Der var bare så forfærdeligt mange myg. Måske fik jeg hundrede stik, men lod det ske uden modstand, fordi jeg så ville blive hurtigere immum. Selve sværmeriet af tætte skyer af myg var ubehageligt. Det hindrede dog ikke nydelsen af himmel, bjerge, søen, elve, blomster, fugle og fjorden med de lysende isbjerge. Der gik 4 lommer ved søen og på små flade fug- tige pletter ved dens bred voksede dejlig kraftigt kæruld, som spejlede sig fint i det stille vand. Første besøg i Nyhavn Om eftermiddagen fløj jeg til Nyhavn, hvor man havde travlt med at losse det charterede norske sælfangerskib »Vesle Kari«. En motorbåd trak en flådepram frem og tilbage mellem land og skibet, fordi der ingen mole var at lægge til ved. Aftenen gik med at sejle i motorbåd til Mestersvig for at hente en af mine 4 medbragte venner, altmuligmanden Ha- rald Platz. Han havde i 14 dage haft travlt med at affodre 35 mand. Sejlturen tilbage til Nyhavn i midnatssolen var så betagende skøn i sin farverige stilhed og særlig duft af polarhav, at vi bare nød denne nat som en ufattelig åbenbaring og glemte alt om tid. Nyhavn var et livligt sted, en gen- nemgangsstation for folk, der skulle fra Ella Ø til Byklipperne og omvendt. Det var fint vejr næste dag, som gik med at losse »Vesle Kari«. Vi sled i det til klok- ken 22. De mange tønder med benzin, petroleum og olie blev trillet langs stranden til det sted, hvor de kunne la- stes på de 2 røde Dogde-lastbiler med 294 [7] Losning ved Nyhavn. Foto: Aage Gilberg, august 1950. vippelad og kran. De kørte tønderne til Byklipperne i langsomt tempo ad snørk- lede hjulspor i kuperet terræn, ofte i et elvleje. Der manglede stadig så meget af det, vi skulle bruge, og hver gang vi gav ud- tryk for ærgrelse herover, lød den slidte frase: »Det kommer med »Gustav Holm«\«. I en middagspause skruede jeg et par li- nier sammen, som vi kunne afreagere på: Har I arbejdshandsker her? Ikke eet par du ser. Det hele er spejet vi mangler så meget. Det kommer med »Gustav Holm«. Vi ønsker en god cigar, Koch bare til ho'et sig ta'r og noget at drikke. Det findes slet ikke. Det kommer med »Gustav Holm«. La vær' med at spø'r. Der sker intet før »Gustave« opdukker. Vi kasser oplukker! Det kommer med »Gustav Holm«. Sidst på eftermiddagen hørte vi skud fra »Vesle Kari«. De havde skudt en sæl og var kun interesseret i skindet. Jeg flæn- sede og parterede den og uddelte dejlige rå bidder til de modige. Lastbil i rutefart gennem et elvleje på vej mellem Blyklipperne og Nyhavn. Foto: Aage Gilberg, august 1950. 295 [8] I en lang samtale med Lauge Koch om den vanskelige situation vi stod i, kom det frem at »Gustav Holm« med vore forsyninger ikke kunne komme frem og man overvejede ombord at sejle tilbage til Island, eller at gå ind til Scoresbysund og losse vårene der. Det ville være trist ikke at få det gods, vi manglede. Men det var da bedre at have mulighed for at hente det nødvendigste med fly i Scores- bysund. Man turde ikke mere fra Ella Ø råde »Gustav Holm« af frygt for, at det se- nere skulle blive påstået, at det var vores skyld, hvis noget gik galt. Carl Koch forsøgte at få Grønlands Styrelsens tilladelse til, at lade »Vesle Kari« prøve at møde »Gustav Holm« og bringe mest muligt af dens last tilbage. Man begyndte også at tale om at få hjælp fra »Amdrup«, det skib som besejlede Danmarkshavn længere nordpå. Mangel på tobak gav nye besværlig- heder. Svenskerne påstod, at de ikke kunne arbejde uden snus. Vi havde ikke strømper i det gamle depot, og vi mang- lede den medicin, som skulle være kom- met med »Gustav Holm«. Men især de vrede krav om snus bevirkede, at der blev telegraferet til København om at få de manglende varer op med det ordinæ- re søndagsfly til Reykjavik. Derfra kun- ne sagerne fragtes videre med den catali- na, som skulle hente Victore's franske ekspedition her ved Ella Ø, når den kom ned fra Indlandsisen. Ella Ø var ved at blive et trafikknudepunkt med ret hyppig postforbindelse. Besøg ved Blyklipperne De 2 lastbiler kørte i døgndrift mellem »Havnebyen« og »Klipperne«. En tur frem I motoriseret trillebør kører Harry blymalm ud af milien ved Blyklipperne. Foto: Aage Gilberg, august 1950. og tilbage var på 25 kilometer. Sådan en tur tog ca. 7 timer. Carl Koch tog mig med til Blyklipperne. Han kørte selv en af de gode og kraftige lastbiler. Det var besværligt at køre i det ujævne terræn med voldsomme stigninger. Selv i de forholdsvis jævne elvlejer skulle man ustandselig zik-zakke sig frem mellem store sten. Vognen rystede og bumpede så meget, at det var anstrengende at være med. Turen kunne foretages hurti- gere og mere behageligt til fods, hvilket jeg siden foretrak. Carl havde en bagtanke med at invite- re på en tur til Blyklipperne. Han var bekymret for stemningen i lejren og for opnåelse af koordinering og god kon- takt mellem de forskellige grupper og nationaliteter: danskere, islændinge, svenskere, englændere, schweizere, ca- nadiere og amerikanere. Han vidste fra sin far, at jeg på tidligere ekspeditioner havde fået tingene til at glide og håbede nu på min hjælp. Minen var foreløbig blot nogle huller i jorden, som dagligt blev udvidet ved gravning og sprængning. Til at køre klippeblokke bort havde man et par mo- toriserede trillebøre. En af dem blev 296 [9] kørt af Harry Lundstrøm. Han var en mægtig klæppert med ikke kun hår på brystet. Dér fandtes også en flot tatove- ring af en fuldrigger, som med smælden- de sejl rullede på bølgerne, når han ar- bejdede hårdt og trak vejret dybt. Det så flot ud i den åbenstående skjorte. Han gik for sammen med »Alaska« og Valter at være sjakkets ballademagere. Allerede på Island havde jeg haft dem tæt inde på livet, hvor det endte med, at vi blev kammerater. Kort efter dukkede »Ala- ska« op og demonstrerede en spræng- ning. Det var imponerende. Blymalm er flot at skue - og tung at løfte. Malmlage- ne var op til et par meter tykke. Malmen kan sælges for ca. l krone pr. kilo. Mal- men var så god, at den svenske ingeniør Eklund mente, at det kunne betale sig at bryde bly, selvom lagene kun var 5 cm tykke. Minearbejderne spurgte interes- seret om den manglende snus. De fik at vide, at den var på vej. Svenskeren »Alaska«, sprængningsekspert, ved Blyklipperne. Foto: Aage Gilberg, august 1950. Emil Witzig, Carl Koch og Dr. Thompson ved Blyklipperne inden lejren er fuldt etableret med bjergformationen Domkirken i baggrunden. Foto: Aage Gilberg, august 1950. Tilbage i lejren mødte jeg den engel- ske chefingeniør G. V. Hobson og den amerikanske ekspert, Dr. Lester Thompson, som var »Marshall-hjæl- pen«s repræsentant ved minen. Dr. Thompson var en imponerende person- lighed, dygtig og særdeles adræt trods sine 60 år og meget venlig og kultiveret. Hans kone havde læst min bog »Eskimo Doctor«, og refereret herom, så han syn- tes, han kendte mig. Den tiltagende surhed blandt minear- bejderne, køkkenpersonalet, håndvær- kere og andre sjak bekymrede Carl, som mente mit venskab og kendskab til fol- kene i minen kunne virke som en dæm- pende katalysator. Derfor ønskede han, at jeg skulle bo i minelejren og blandt andet være ansvarlig for spiritus, tobak og chokolade, når disse ting snart nåede frem. Dagens sidste »Rutebil« bragte med sig en kasse snus, som blev fordelt samme aften. Næste dag blev der råbt: »Moskus«. Man havde set en enlig moskusokse højt til fjelds. Da det stod sløjt til med vore 297 [10] de, at det var det bedste moskusoksekød, han havde set. Jeg satte straks hjertet over, så vi jægere kunne få fangstmåltid. Resultatet af moskusjagten ved Blyklipperne. Foto: Aage Gilberg, august 1950. forsyninger, måtte vi hellere udnytte denne chance for at få frisk kød. Sammen med 4 svenskere i frivagt drog jeg af sted bevæbnet med en lille amerikansk karabin. Fjeldet, Domkir- ken, var som en kæmpestor trappe. Netop som man havde passeret ét trin, dukkede der straks et nyt op. Man glædede sig over de mange blomster. Vi svedte godt og læskede os med blåbær, som vi plukkede på vejen. I 600 meters højde fik vi frit udsyn og kunne se dyret. Det måtte være en tyr, når den gik alene - enten en ung fyr, som floktyren ikke tålte i sin nærhed, eller en gammel han, som efter kamp og nederlag var udstødt og derfor arrig og farlig. Den faldt for et velplaceret skud. Vi parterede den i 5 dele og bevægede os nedad i små trip med hyppige hvil imellem. Det var meget anstrengende, og vi håbede, at folk i lejren havde set os i kikkert og ville sende forstærkning til transporten, og endelig skete det, men alt for sent syntes vi. Det vakte begej- string, at vi kom med kød - helt friskt kød fra et ungt dyr. Kok Østergaard sag- lig liv i lejren 9, august var minelejren ved at være fuldt udbygget. Den store kompressor, som drev boremaskinerne, var på plads og fungerede fint. Lejrens største telt var rejst og fik et fint skilt over indgangen: »Folkets Hus«. Det var således ikke kun et spisetelt, men også et samlingssted til hyggelige stunder skærmet mod regn, tåge, kulde og storm. Adolfsen havde sammen med en kammerat ryddet og planeret en plads til mit telt på et roligt beliggende sted med god udsigt. Tømrer Pedersen havde la- vet et lille bord, taburet og skab. Sådan fik jeg mit eget kontor med fred og med fast skriveplads, så jeg blev fri for at lig- ge på maven og skrive. Den schweiziske geolog Emil Witzig søger fossiler på »Langelinie« ved Blyklipperne. Foto: Aage Gilberg, august 1950. 298 [11] Forfatterens bolig og kontor i lejren ved Blyklipperne. Foto: Aage Gilberg, august 1950. En af mine første gæster var den schweiziske geolog Emil Witzig, som jeg allerede havde stiftet bekendskab med på Ella Ø. Han havde under overvin- tring heroppe lært sig et ejendommeligt, barnligt, morsomt sprog. En af de gloser han brugte meget var »pes«. Alt som ikke var godt, var naget pes. Nu vi have Pesvejr - etc. Han brugte i fuld alvor glosen under en forelæsning i Køben- havn. Han troede, det var det rette ord for noget der var dårligt. Witzig lovede at tage mig med på geologisk ekskor- tion. Dagen efter fik vi uvejr med orkanag- tig blæst og piskende regn. Teltpløkke blev revet op. Nogle telte blæste om- kuld. Regnvandet sivede ind. Vi frøs. Det var umuligt at arbejde ude. Vi sad bare og holdt fast på teltet og forfærde- des over det utrolige spetakkel, stormen forvoldte. Samtale var umulig. Det syntes værre end på et skib i uvejr. Under pauser i buldret førtes dyster tale. Ikke kun om situationen i lejren, men også om frygten for, at stormen kunne presse isen sammen, så det slet ikke blev muligt at få skib frem til os. Vi kom til at tale om de fremmede »kik- kere«, dem som skulle følge arbejdet. Witzig kommenterede den engelske in- geniør G. V Hobsons tilstedeværelse med: »Han slet ikke lide Grønland. Han rejse hjem og sige enten, at alt er pes og de skal ikke sætte penge i det - eller den er skidefin, og så det være fikst at stikke Statsministeren og departementchefen lidt penge, og så de kan få koncession på blyet.« 299 [12] Heldig landing ved Nyhavn efter faldskærms- nedkastning. Foto: Aage Gilberg, august 1950. Den 11. august 1950, klokken 01:30 noterede jeg i min dagbog: Uvejret ikke bare fortsætter. Det tager til. Det er umuligt at sove. Flere telte er væltet, blandt andet materialeteltet. Det store samlingstelt er okkuperet af katastrofe- ramte. Sidst på dagen tog stormen noget af, men det blev ved med at regne vold- somt. Vi havde mistet 2 hele arbejds- døgn. Aftensmaden blev noget af et trøstespisemåltid. Vi prøvede at kvikke hinanden lidt op med at fortælle histo- rier og gætte gåder og spille de få gram- mofonplader, vi havde med. Næste dag havde Witzig radiokontakt med franskmændene på Indlandsisen. De forventede fortsat dårligt vejr, hvil- ket medførte at Koch efter Thompsons råd indkaldte alt mandskab, som ikke var i gang med nødvendigt videnskabe- ligt arbejde, til beskæftigelse i blyminen. På den måde kunne man trods alt nå en væsentlig del af det planlagte arbejde. Mod forventning blev det bedre vejr med opklaring. Vi oplevede nogle dage uden tåge og regn, og fik vore ting tørret. Solen opvarmede teltene til be- hagelig temperatur, så vi ikke havde kuldefornemmelser. »Vesle Kari« kom tilbage med forsy- ninger - blandt andet en dejlig 3-sædet jeep og en del spiritus. Det fik jeg travlt med at registrere og anbringe i store aflåste kasser. I de følgende dage blev jeg forundret over så mange, der kom og fortalte, at de havde fødselsdag netop på dette tidspunkt og forventede en flaske som gave. Men det gik ikke med snyde- riet, for der fandtes deltagerlister, hvor hele mandskabet stod nævnt med blandt andet fødselsdatoer. Det blev bestemt, at der kun ville blive skænket spiritus ved arrangerede festaftener og efter særligt betydningsfulde præstationer. Witzig havde fundet en meget sjælden fossil, et poteaftryk formentlig efter en ret stor øgle i et Kabonformation West- falia-lag. Øglen havde levet for ca. 5 millioner år siden. Han var meget begej- stret for dette fund og inviterede mig med på en heldagsekskurtion i forsøg på at finde mere af samme slags. Undervejs lærte han mig basale forudsætninger for at kunne udholde en lang bjergtur med betydelig højdestigning. Man må ende- lig ikke tage for voldsomt fat med hur- tigt trav, så bliver man bare træt og overser måske vigtige fund. Man skal gå langsomt med zigzag-kurs, som i nogen grad udligner en stejl stigning. Man skal holde små hyppige hvil til at tænke, no- tere, tegne og samtale i. Selv om naturen er ganske øde, må den naturligvis ikke på nogen måde tiisvines. Alt affald ned- graves, hvilket er nemt klaret, når man er udrustet med både geologhammer og spade. Brugt papir skal brændes. 300 [13] Om aftenen tog vi natbilen til Ny- havn, hvor vi begge næste dag skulle på rekognosceringsflyvninger og mødes med Lauge Koch. Der var rigtig livligt ved Nyhavn den dag. Det nyeste Grøn- landsskib »M/S Amdrup« var efter at have besejlet Daneborg nu i vore far- vande for at undersøge opankringsmu- ligheder ved Mestersvig. Det blev den eneste gang, jeg så dette nydelige skib, som senere blev ødelagt af brand i Ska- gerak. Den ene af ekspeditionens små 6-per- soners vandfly skulle den dag nedkaste proviant til geolog-holdet i Wernerbjer- gene. Trods det ualmindeligt smukke vejr blev det en uhyggelig dramatisk flyvning. Provianten blev smidt ud med faldskærm. En faldskærm kom ikke fri af flyet, men satte sig fast i haleroret, så det praktisk taget var umuligt for pilo- ten at manøvre. Flyet sank 500 meter i minuttet. Her var virkelig tale om livs- fare. Pilot Hamrin gjorde, hvad han kunne for at få maskinen ud over van- det, hvilket ville være eneste rednings- mulighed. Det drejede sig om få sekun- det, men det lykkedes at få maskinen ned på vandet uden styrt kun få meter fra kysten og uden kollision med en is- skos. Dette uheld gjorde et stærkt ind- tryk på os alle og bidrog til skærpelse af sikkerhedsregler i fly, biler, motorbåde og miner. På baggrund af denne hændelse var det nedslående at modtage misundelige og helt urimelige klager fra kokken i Nyhavn, som mente sig dårligere forsy- net end Blyklipperne. Også her var der vrøvl og utilfredshed. Det var som om moralen var forringet i den periode med godt vejr, vi var inde i. Slendrian og li- gegyldighed med hensyn til værktøj og andet materiel var iøjenfaldende. Ikke alment men i den dårlige del af mand- skabet, som blev mere og mere materia- listisk indstillet og optaget af at rage til sig. Dette kunne ikke klares med for- dømmende udskældning. For at få lidt orden på tingene med tilskyndelse til hæderlighed og stimulation af ægte kammeratskab arrangerede jeg derfor en fest i Folkets Hus - vores første »Rom- mik«. Indledningsvis holdt jeg den nødven- dige tale og startede derefter underhold- ningen med savbladsmusik. Svenskerne viste kortkunster, og andre fulgte efter med diverse tryllerier. Det viste sig også at blive fin underholdning at synge sam- men. De følgende dage afslørede, at af- tenens hensigt - at skabe en stemning af kammeratligt fællesskab og drukne den opblussende slendrian - i nogen grad var lykkedes. Næste dag var jeg stærkt optaget af at se på diamantboring og udbygning af mineskakter for at danne mig et indtryk af ulykkesmuligheder under det farlige arbejde. Den nærgående inspektion gjorde mig noget beskidt. Det var derfor meget passende, at Witzig og jeg havde aftalt et ordentligt lørdagsbad i elven, præcis en måned efter min afrejse fra København. Vandet var koldt, men vi gennemfør- te skylningen af hele kroppen og tog dukkerter omgivet af tilskuere med fo- tografiapparater. Badeliv var jo ikke al- mindeligt på disse kanter. Da vi klatrede op af elven, prøvede Witzig at give en slags mål for vandets temperatur ved 301 [14] Det første hus ved blyklipperne. Foto: Aage Gilberg, august 1950. mellem tommel og pegefinger at angive en meget kort afstand: »Så lille den blive i det kolde vand«. Lauge Kocb inspicerer lejren Den 22. august 1950 kom Lauge Koch til konference i vor teltby ved Blyklip- perne. Kaptajn Hansen fra »Gustav Holm«, som endelig var ankommet, blev inviteret med til middag, men han kom ikke. Lauge Koch fortalte, at skibet var præget af ubehagelig surhed. Den lange tid i isen med en måneds forsinkelse og med blandt andet det resultat at skibet var sprunget læk, havde gjort folk gnav- ne og irritable. Under konferencen blev hjemrejse- dato diskuteret. Lauge Koch satsede på afrejse den 15. september under hensyn til, at arbejdet havde været så vanske- yjort. Carl mente, at arbejdet kunne færdiggøres til den 8. september. Han foreslog at lade »Gustav Holm« ankre op ved Nyhavn og samle folk her efter brydningen af lejren, indtil flyene kom. Måske var det endog en god idé at be- holde skibet heroppe som base, nu da Ella Ø var overtaget af militæret (Sirius- patruljen). Man kunne mærke, at Lauge Koch var imponeret af alt det, vi trods alle vanskeligheder med vejr, is og forsinket tilførelse af nødvendige materialer, hav- de nået her i Blyklipperne. Under mid- dagen takkede han alle - også for denne dag, som havde været den bedste og mindst sure dag, han havde oplevet den- ne sommer. Først nu fik jeg lejlighed til på to- mandshånd at fortælle Koch om en me- get vigtig samtale, jeg på vejen fra minen havde haft med formand Gunnar 302 [15] Printe. Han havde spurgt mig, om hjem- rejsedatoen var fastsat. Da afgørelsen ikke var officiel, havde jeg svaret, at det afhang af vejret og arbejdets gang i mi- nen. »Vi har kun tømmer til afstivning af minegangene til 5-6 dages arbejde«, sag- de Printe. »Herefter kan vi ikke lave mere, og så er det jo ikke rigtig nogen mening i at være her. Forøvrigt er alle stærkt interesseret i at komme hjem«. Da Lauge Koch fik dette at vide, sag- de han: »Ja, så stiller det hele sig jo noget an- derledes. De har ret, så må vi hellere regne med hjemrejse 1. september«. Efter middagen fortalte Thompson historier. Selv de mere vovede kunne han foredrage uden plathed og i et fint sprog. Vel netop derfor var det ekstra morsomt. Jeg foreslog ham at udgive sit store forråd af historier i en bog. »Så skal det være i 2 bind«, sagde han. »Et bind De kan læse for Deres kone, og et andet »ej for koner« ...« Tømrer Hinsch og jeg havde forbe- redt et højtideligt rejsegilde for det første hus bygget i Blyklipperne. De folk, der havde arbejdet på grunden og hjulpet med bygningen af huset, skulle have en drink og en kage på byggeplad- sen. Der blev holdt taler. Carl talte for håndværkerne og tømrermester Hinsch og takkede for samarbejdet. I min tale gav jeg udtryk for den uforglemmelige oplevelse det var for os alle at have været med til at starte en kommende in- dustriby. Alt forløb således efter den klassiske rejsegildeskabelon og blev et værdigt bidrag til omtale i det nystarte- de »Blyklippe Tidende«. Bagefter skulle der være punchegilde for alle i Folkets Hus, som blev smykket med flag og guirlander. Det blev en vir- kelig vellykket fest med megen sang og skiftende underholdning. Bedst var nok Harry Lundstrøm som imitator, blandt andet af den svenske konge, men også af flere af de tilstedeværende, som sammen med resten af tilskuerne vred sig af grin over Harrys fantastiske afsløringer. Under en bjergtur kom Witeig og jeg til at tale om 2 tydelige tilfælde af'polar- kuller', som vi havde haft i lejren. Wit- zig fortalte, at han sidste år havde haft tilløb til denne mærkelige, forvirrende, rodløse og angstprægede tilstand. Han mente: »Det ikke er længsel hjem, som man- ge tror udløser denne tilstand. Jeg lave stor tænkemik og fandt ud af, at det dre- je sig om, at den lille menneske pludse- lig er kastet ud i en natur, som det ikke behersker, mens det hjemme plejer at være herre. Her er mennesket uendelig lille og intetsigende, og det fornemmes allertydeligst, når skib og fly er væk«. På vej hjem til lejren var vi et slag i minderne. »Det går efter omstændighederne fint«, sagde Witeig, »men det er stadig pes-geologi. Det ikke ligge, som man skulle forvente«. Dr. Thompson Om aftenen talte jeg med Dr. Thomp- son, som var meget tilfreds med dagens borekærner. Der var nu så opmuntrende fund, at han kunne skrive en langt mere positiv rapport, end han blot for nogle dage siden havde tænkt sig. 303 [16] Han ville foreslå overvintring med hårdt arbejde. Det ville give mulighed for endelig teknologisk vurdering, og han mente bestemt, at det ville kunne betale sig at udvinde blyet. »Jeg er jo bare konsulterende inge- niør« - Han sagde ikke, at han var den amerikanske regerings betroede rådgi- ver vedrørende minedrift - »men dette projekt har grebet mig. Det er blevet en sport for mig. Jeg ønsker at se det gro sundt op«. Derefter sagde han noget pænt om Lauge Koch. Thompson fortalte historien om, hvor vanskeligt det havde været at fremskaffe de nødvendige maskiner til sommerens arbejde i minen. I sidste øjeblik måtte han flyve til New York for at skaffe de nødvendige maskiner. Poli- tik og intriger havde lagt sig hindrende i vejen, så der pludselig var 10 måneders leveringstid fra England. Han kom til New York om fredagen. Sidste chance for at få maskinerne af sted med skib var om mandagen. Men der var strejke om fredagen og ingen transport lørdag/ søndag, så han lod et privat transportfir- ma flyve maskinerne til skibet. Samtalen drejede hen på arbejdet ved blyminen. Thompson syntes, at arbej- derne var gode nok, men de havde dårli- ge formænd. Og så sagde han: »Dr. Gilberg, let me tell ypu some- thing, and I think, you know it. You åre the man here, who do the biggest work.« Jeg protesterede voldsomt. »Oh, yes, you åre indeed . . . den måde De kan tage hver enkelt på. Det er som om, De kender dem til bunds. De kan som ingen anden snakke med 'the Køkkentelt ved Blyklipperne. Foto: Aage Gilberg, august 1950. miners'. De elsker Dem. Alt ordner De«. Jeg forklarede, at jeg blot prøvede at være naturlig og ligevægtig, og at jeg re- spekterede folk blandt andet ved at for- vejite noget af dem uden at være for- dømmende, og derfor også stillede krav til mig selv. »Oh, yes! But that's a big thing«. Hjemrejsen forberedes Den 27. august blev Carl og jeg hentet til Marie Ø for at inspicere det midlerti- dige kvarter til opsamling af folk, som skulle rejse hjem. Her lå nu hele 3 skibe: »Gustav Holm« som jeg endelig fik at se, »Polarstar« og »Vesle Kari« og dertil 2 små fly og motorbådene. Et flot syn - lige til et jprospektkortbillede. På flyveturen hjem ville jeg benytte lejligheden til at filme lidt. Jeg havde lukket vinduet i døren op. Det var det eneste sted, det kunne lade sig gøre. Jeg ville undgå pletterne på glasset og bruge vindueskarmen til støtte for den hånd og arm, der holdt apparatet. For at få en passende god stilling knælede jeg på gul- 304 [17] vet og fastholdt mig mod glidningen ved at krumme tæerne på højre fod om et stoleben - heldigvis - for idet jeg ville indstille apparatet kom overkroppens vægt til at tynge armen så hårdt mod vindueskarmen, at døren sprang op - og jeg - eller rettere sagt, en væsentlig del af mig kom lidt for langt ud i luften, men jeg undgik at tabe apparatet og slap for en dødelig dukkert, fordi jeg med fo- den hang fast i stolen og derfor også havde mulighed for at trække mig in- denbords og få døren ordentlig lukket. Den 31. august 1950 holdt vi afskeds- mik præget af glæde over den foreståen- de hjemrejse, men også af vemod over afslutning af denne sommers kamme- ratskab. Næste dag sneede det bravt. Der blev sat fuld fart på den sidste del af lejrens nedbrydning. Den blev sammen- pakket i det nye hus. Diffus lysreflek- tion fra tåge og sne, irritation af ciga- retrøg i samlingsteltet og minestøv hav- de generet mine svage øjne, som smerte- de og ofte måtte dryppes og hele tiden skånes med mørke briller. Klokken 3 om natten blev jeg vækket med anmodning om at komme op i mi- nen for at hjælpe med at bjerge og ind- pakke nogle maskiner, Der var ikke ret mange mennesker tilbage i lejren, fordi de fleste var fløjetr til opsamlingsstedet på Marie Øen. Vi arbejdede i snesjap og mørke. Vi blev våde og beskidte. En voldsom snestorm startede klok- ken 16.30 samtidig med at den sidste lastvogn kørte til Nyhavn med bagage og enkelte passagerer. Klokken 18 for- værredes situationen. Snestormen nær- mest lammede de få, der var blevet til- bage. Det sneede og stormede, så det eneste ikke nedpakkede telt - køkken- teltet - gav sig og faldt sammen. Iført olietøj fik vi det dog rettet så meget op, at det kunne give lidt ly. I skæret fra en karbidlygte oplevede vi en ejendomme- lig stemning i det stormomsuste havare- rede telt, hvor vi stampede rundt for at få varmen, mens vi spiste madrester og drak kaffe til. Hvad skulle vi gøre? Blive til vejret blev bedre eller forsøge at mase os de 12- 13 kilometer til Nyhavn gennem uvejret og måske fare vild. Det havde nok været klogest at se vejrsituationen lidt an et stykke tid, men nogle var for angste til at blive. Det var nok også blevet for psy- kisk opslidende at gå rundt i teltvraget og bare glo på hinanden i stigende irri- tation og utålmodighed. Efter radio- kontakt med Ella Ø besluttede vi klok- ken 3 om natten at gå mod Nyhavn. Vi var meget længe om turen. Måske mest på grund af mig, som var umådelig ge- neret af min øjenlidelse. Dertil kom, at mine knæ var hævede og meget ømme, så jeg havde svært ved at gå. »Vesle Kari« lå parat til at samle os op. Kaptajn Olsen sendte mig straks i den eneste ledige køje, som tilhørte 2. maskinmesteren. Ved vagtskiftet kom den lille, tykke me- ster og kravlede op til mig, men dødtræt som jeg var, sov jeg straks videre. Hjemrejsen De 2 catalinaer, som skulle bringe mandskabet til Reykjavik, startede fra Marie Ø i strålende solskin. Men alle- rede da flyene passerede Mestersvig og nærmede sig yderkysten, blev vejret dår- ligt. Efterhånden kom flyene ud i vold- som storm med regn og sne. Maskinen 305 [18] »Nella Dan« for anker ved mineadministrationen Nyhavn. Foto: Aage Gilberg, august 1981. »hakkede« og gjorde dybe dyk i »lufthul- ler«. Jeg blev bekymret for de 2 små Northman-vandfly, som skulle flyve til Akureyri i dette vejr. Kort før vi efter 4 og en halv times flyvning nåede Reykjavik, så vi hvor oprørt havet var. Selv i den lille vig, hvor flyet skulle gå ned på vandet, var bølgerne flere meter høje. Det fik da også sin ene vinge molestreret ved lan- dingen. Allerede i catalinaen havde vi fået at vide, at det første hold ikke var kommet videre fra Reykjavik til København. De havde været på vej, men efter ca. 200 ki- lometers flyvning tabte maskinen den ene motor og måtte vende tilbage til Reykjavik. Det ville tage lang tid at få flyet repareret. Man havde ingen reser- vemaskine at sætte ind i stedet for. Flere gange var jeg i telefonisk kon- takt med den danske ambassade vedrø- rende nyt om de små fly, der efter pla- nen skulle være landet ved Akureyri klokken ca. 18. Ingen anede, hvor flyene var. Der måtte være sket noget med de- res radiosendere - eller var de forulyk- ket? Fra flyveledernes tårn i lufthavnen fik jeg besked om, at der var slået alarm, Jeg tog ud i tårnet for at være så nær in- formationskilden som muligt. Lidt efter ringede ambassaden til tårnet og oply- ste, at der havde været antydning af ra- diokontakt med de 2 små fly via en ra- dioamatør oppe ved Huna Floi. Ud på aftenen fik vi endelig besked om, at de små fly var nødlandet på en lille sø i nærheden af Skagafjordur. Nogle lokale bønder havde taget sig af besætninger- ne. Flyene var sluppet særdeles fint fra 306 [19] landingen uden skader på mennesker og materiel. Endelig kunne jeg tillade mig at gå til ro og få lidt søvn. Der ville ikke blive mulighed for hjemrejse de første par døgn. Det hang delvis sammen med den øgede krigsfare. USA havde brug for alle flymaskiner. Canada havde chartret, hvad der var muligt at få af islandske maskiner, men Loftleidir havde dog garanteret afrejse den 7. september. Vejrmeldingerne var ikke opmuntrende. På Østgrønland var vejret stadig så elendigt, som vi kendte det. Der lå en Cyklon over England. Da vi endelig kom af sted, viste det sig, at det blev med en amerikansk mi- litærmaskine. Den havde en opgave i Europa, hvortil den afgik tom, så den havde plads til at tage os med. Jeg faldt straks i søvn, men blev snart vækket af de rystelser og stød, orkanen udsatte det store fly for. Det blev tvunget ud af kurs, og måtte ned over Lolland for at kunne lægge rigtigt an til indflyvning i Kastrup lufthavn. Højfinansen drøfter udnyttelsen af blyfundet En dag et par år efter ringede Vicedi- rektør Magnus Jensen til mig og fortal- te, at der skulle være et stort møde, hvor man ville drøfte mulighederne for ud- nyttelse af blyfundene i Nordøstgrøn- land. Mødet blev arrangeret af Indu- strirådet og Grønlands Styrelse i fælles- skab. Ingeniør Kampmann skulle indle- de og forelægge planerne. Men man var i den uheldige situation, at man ikke havde ordentligt billedmateriale. Til trods for et meget kort varsel på 2 dage, ønskede man, at jeg skulle komme og vise min film fra Østgrønland. »Hvad med Lauge Koch?« spurgte jeg. »Han er den, der ved mest om forholdene«. »Han er ikke inviteret og er nærmest afskediget på gråt papir fra Blyklipper- ne. Nu er det finansfolkenes bord. Vil De ikke nok komme. Vi er i stor for- legenhed«. »Jo«, sagde jeg - »På 2 betingelser: For det første, at jeg viser filmen uden klip- ning, nøjagtig som den er taget. Jeg kan ikke nå at redigere den«. »Helt i orden! Og hvad mere?« »For det andet at jeg får 10 minutters taletid inden filmen, som jeg iøvrigt nok skal ledsage med kommenterende oplys- ninger. I de 10 minutter vil jeg blandt andet sige noget pænt om Lauge Koch og om hans store indsats. Men det behø- ver De jo ikke at sige noget om i for- vejen«. »Er det nu nødvendigt?« »Det er den ene af mine betingelser«. »All right!« Efter filmen kom Prins Aksel hen og takkede både for mine ord om Lauge Koch og for den instruktive film. Blyklipperne endnu engang I 50 året for starten i 1931 på Lauge Kochs 3-års ekspedition blev der på ini- tiativ af major Ib Poulsen arrangeret en pilgrimsrejse til det forjættede land. Den 25 juli 1981 afsejlede polarskibet »Nella Dan« fra Ålborg. En del af os gamle drenge havde denne gang vore hustruer med. Jeg var den eneste ombord, som havde været med til starten af blyminen, og var ivrig efter at komme i land, så snart skibet lod ankeret gå ved Nyhavn. Det var både imponerende og lidt 307 [20] skræmmende at se ændringen fra de helt jomfruelige forhold i 1950 til det, det var i 1981.1 Nyhavn havde Nordisk Mi- neselskab en hel lille by. Kun 5 kilome- ter derfra ligger den moderne flyve- plads, Mestersvig, med de nyeste tekni- ske faciliteter, som endda overgik, hvad Kastrup Lufthavn kunne fremvise. Der var også en lille by med personaleboli- ger, lagerbygninger, kantine med en 4-stjernet restaurent, garager og hotel. Lufthavn med teletjeneste og vejrtjene- ste hører under den danske stats luft- fartsdirektorat. På grund af sin ideelle beliggenhed er Mestersvig lufthavn for Scoresbysund, som den har helikopter- forbindelse med. I sommersæsonen er der fast ruteforbindelse mellem Me- stersvig og Søndrestrømfjord. Først og fremmest ønskede jeg at van- dre ind i landet ad den vej, som blev brugt i 1950, for at vise min kone Lisbet de særlige steder, jeg havde oplevet, den smukke udsigt og hvor jeg havde boet. Det blev en dagstur, for der var meget vi skulle se og tale om. Blyklipperne var nu en spøgelsesby. Driften ophørte i 1963, men bygninger med fuldt inventar, maskiner, redska- ber, lager af borekærner og depoter - endog af krydderier - stod der i komplet stilhed omgivet af skrald og sammen- styrtede minegange. Mineselskabets geologer og ingeniører arbejdede dog vi- dere med prospektering. Så Nordisk Mi- neselskab var stadig aktiv, meneden for- ladte mineby lå som en død filmskulisse, der kun af og til blev gæstet af turister, moskusokser og polarræve. Det hus, vi byggede i 1950, fandtes ikke mere. Men jeg genfandt vort bade- sted i elven og søndagsudflugternes vandfald omkranset af en botanisk have. Allerskønnest var dværggederam- sen (nirviarsiaen), der var meget kraftig og i modlys strålende med stærk rødvio- let glans. Vor nordligste anløbsplads var Dane- borg ved Young Sund med den store vejrstation og Siriuspatruljens hoved- kvarter. Her findes også - i velholdt stand - den eneste oprindelige bebyggel- se, fangstselskabet Nanoks hytte, Sand- odden, som jeg besøgte i 1936. Mindeaftenfor I^auge Koch På hjemrejsen viste jeg sidste aften, før vi kom ud i åbent hav, min farvefilm fra 1950 og indledte med en mindetale om Lauge Koch: » . . . Jeg vil gerne understrege Lauge Kochs enestående betydning for Nord- østgrønlands udforskning, for hele Grønland og for Danmark. Det er en mand, som gennem forskning, ekspedi- tionsledelse og personlig indsats, rager så blændende højt op. Han har gjort Danmark større. Han er internationalt højagtet. For os var han ikke kun den verdensberømte videnskabsmand og fremragende leder. Trods hans lidt til- lukkede væsen - han foragtede tilstræbt popularitet - blev han os en god kam- merat og omsorgsfuld ven. Og det gjaldt fra skipper til messedreng og fra viden- skabs-mand til altmuligmand. Lauge Koch har bidraget til mening i vor tilværelse. Han har skænket os pragtful- de oplevelser og rige arbejdsmuligheder, som kom til at præge vor livsbane og gav mange af os gode stillinger. Vores vellykkede rejse i denne sommer var 308 [21] De gamle Ekspeditionskammerater ombord på »Nella Dan« under sommerens pilgrimsrejse. Fra venstre ses i bageste række: 1. direktør Viggo Kramme, 2. major Ib Poulsen, 3. overinspektør Dr. scient. Helge Larsen, 4. kaptajn Børge Andersen, 5. ambassadør Dr. phil. Gunnar Seidenfaden, 6. overfartsleder kaptajn Otto Christiansen, 7. kredslæge Aage Gilberg, 8. rigsantikvar Dr. phil. Peter Vilhelm Glob. I forreste række ses: 9. maskinmester Richard Nielsen, 10. statsgeodæt Dr. phil. Ove Simonsen, 11. professor Dr. phil. Arne Noe-Nygaard, 12. skibsinspektør kaptajn Regnar Bang-Kristensen, 13. direktør civilingeniør Svend Kamman. Foto: Lisbet Gilberg, 19. august 1981. selvfølgelig ikke blevet mulig uden vor fælles relation til Lauge Koch. Jeg vil bede om, at alle nu stilfærdigt rejser sig for at tilkendegive vor taknemmelighed og højagtelse for Lauge Koch«. Efterskrift 1990 Major Ib Poulsen har kommenteret den- ne beretning om Blyklipperne med følgende bemærkning: »Mestersvig er nedlagt som lufthavn, og der findes kun 2 vagtmænd på stedet. De kan under særlige omstændigheder »lede« et fly ned, såfremt landingsbanen er besigtiget og fundet forsvarlig til landing. Landingspladsen kaldes nu: »Lufthavn på Constable Point i Hurry Inlet«. Minebyen er nu helt rømmet. Udover det forladte lufthavnstårn er der vist kun enkelte lagerbygninger tilbage. By- klipperne var en spøgelsesby, som nu fuldstændig er jævnet med jorden og alle spor er udslettet med traktor og bull- dozer«. 309 [22] Den forladte mineby ved Blyklipperne, som ligger 300 meter fra selve minen. Denne by er i 1990 blevet jævnet med jorden. Foto: Aage Gilberg, august 1981. Nanok-fangsthytte ved Sandodden med styrmand Bang-Kristensen i forgrunden. Foto: Aage Gilberg, august 1936. .;_ 310 [23] Lauge Koch på vej op til istønden for at søge efter revner i havisen til »Gustav Holm«s videre fremfærd. Foto: Aage Gilberg, august 1936. Vedrørende det af Dr. Emil Witzig fundne poteaftryk har den danske geo- log Gunni Jørgensen suppleret med den viden man har idag: »Man regner med, at aftrykkene ikke stammer fra et krybdyr, men fra en ste- gocephal (»urpadde«). Witzigs datering af lagene til Westfalian, altså den øvre del af Kultiden, holder ikke længere. Lagene på »Langelinie«, en lokalitet nær Blyklipperne, hvorfra aftrykket stam- mer, er blevet nydateret og viser sig at være lidt yngre end først antaget. Det vil sige at aftrykkene er omkring 280 mil- lioner år gamle. De er fra begyndelsen af Permtiden, der følger lige efter Kulti- den«. Aage Gilberg og Peter Vilhelm Glob drøfter udgravninger på Suessland. Foto: Aage Gilberg, august 1981. 311 [24] Rettelse til Jens Monbergs artikel »Det varme Fixpunkt i Unartoqfjorden«, som vi bragte i tidsskriftet Grønland nr. 4-5, 1992. QåOaruuorirjs .'*«0/' . \ Qiqarssuaq s'«o -» :i Nioqornap qiqi Itardluarauit Simiulj' fytasiuga Naujo«rn«rH Ikardlugault Q«q«rtdrsfuk • £%££! ,p«rtu'"2 & "S'f- $ ^ Q«qgrtaq A\ f^ Denne illustration, kopi af et udsnit af Geodætisk Instituts kort (60 V2 Nanortalik) fra 1978 var beklageligvis ikke kommet med i artiklen, og da det relaterer sig direkte til artiklens hovedpostulat på side 144, er det nyttigt for forstieisen, at det bringes her. Det skal, som nævnt i artiklen, repræsentere den navne-ombytning, artiklen omhandler. 312 [25]