[1] Grønlandske sommertelte Af Mette Felbo Gennem de sidste tre år har en stræk- ning af den sydøstgrønlandske kyst, Akorninarmiut, været mål for en række undersøgelser under det tværvidenska- belige »Projekt Skjoldungen«, som man kan læse om i H. C. Gulløvs artikel »Med 'Ejnar Mikkelsen' i Graahs køl- vand«, i Tidssskriftet Grønland, nr. 6, 1992. Vanskelige besejlingsforhold, sto- ris og lange øde kyststrækninger har gi- vet denne del af Grønland et skær af utilnærmelighed, som øger ens respekt for dem, der i forrige århundrede fore- tog ekspeditioner op ad kysten. Men når man læser beretningerne fra disse rejser, f.eks. premierleutenant W. A. Graahs fra 1829-32 og kaptajn Gustav Holms fra 1883-87, får man dog også et mere nuanceret indtryk af et frugtbart og vel befolket område. Disse beskrivelser er gode at huske på, når man idag i de sam- me, nu ubeboede områder skal foretage arkæologiske recognosceringer og ud- gravninger. Når man idag går i land på næs og øer, der er egnede til lejrplads, fanges éns opmærskomhed uvilkårligt af rui- nerne af vinterhuse, bygget af tørv og sten. Det være sig i form af høje vægge med endnu synlige vinduesnicher, af in- takte husgange, overdækket af store stenfliser og drivtømmer eller af forhøj- ninger i terrænet, dækket af en frodig vegetation af f. eks. Hønsetarm og Smal- bladet gederams. Husene var i brug frem til år 1900, hvor de sidste 38 sydøstgrøn- lændere flyttede om til Frederiksdal. Genbosættelser og affaldet i møddinger- ne gør vinterhusene til indlysende em- ner for nærmere undersøgelser. Mindre iøjnefaldende er sporene efter sommerbeboelsen. Hvor man om vinteren boede flere familier sammen i Mette Felbo, født 1964, har som studerende hos adjunkt Bjarne Grønnow fulgt undervis- ningen i arktisk arkæologi og har i den forbin- delse deltaget i det afsluttende feltkursus ved Aasivissuit nord for Sdr. Strømfjord. De to se- neste somre har hun deltaget i »Projekt Skjold- ungen«, og hun arbejder desuden med marin- arkæologi ved nationalmuseets Skibshistori- ske Laboratorium. Stud.phil. Mette Felbo, Institut for Forhi- storisk og Klassisk Arkæologi, Vandkunsten 5, 2. sal, 1467 København K. 19 [2] et fælleshus, tog de enkelte familier om sommeren ud i telt for at jage, fiske og samle bær, ligesom man benyttede lejlig- heden til at mødes med folk fra andre egne, som Finn Kramer i nærværende tidsskrift har beskrevet det for øen Tase- ralik ved Nordre Strømfjord/Nassut- tooq. Vi har i dag flere gode beskrivelser af, hvordan sådanne telte var konstru- eret, men så godt som ingen arkæologi- ske vidnesbyrd. Dette skal ses i sam- menhæng med teltanlæggenes lette kon- struktion. Et sommertelt efterlader sig ikke så synlige spor i landskabet som vinterhusene; en lav tørvevold eller blot de sten, som støttede teltpælene eller holdt teltskindene fast til grunden. I for- bindelse med arkæologiske recognosce- ringer, har man som regel noteret sig til- stedeværelsen af eventuelle teltanlæg, for så iøvrigt at bruge den ofte kostbare tid på udgravninger i vinterhusene. På sin rejse op ad østkysten gjorde Graah og hans rejsefæller den 23. maj 1829 ophold på en teltplads kaldet Ivi- miut på en lille ø, (mellem 55° n.br. og 60° n.br.). Her boede en familie beståen- de af mand, kone og tre børn. På et næs overfor boede en familie på 6 i et telt. Den første juli lagde man ind ved en sommerboplads kaldet Maneetsuk på en lille bar klippeø øst for Udlorsietit ca. 62°30' n.br.). Her boede omkring 20 mennesker i to telte. Lidt længere mod nord besøgte man et sted, kaldet Asiouit, hvor en familie på 8 boede i et telt. Den 10. juli nåede man nord for Kap Moltke, til en ø-rig kyststrækning op til Bernstorffs Isfjord. På øen Kemi- sak (Qimiså), som omtales som ». ..en af de smukheste P lodse jeg endnu havde se e t paa 20 Kysten ...« boede ca. 100 mennesker i 8 telte. Teltene beboedes altså af 6-12 per- soner, højst to familier. Disse tal stemmer godt overens med kateket Johannes Hansens liste over be- boerne af Grønlands østkyst, som han talte dem i 1884 på Gustav Holms ko- nebådsekspedition. For Akorninarmiut er optalt 2 huse med 44 personer, heraf 7 familiefædre. 5 af disse mænd ejer tel- te. Gustav Holm skriver, at man boede i teltene fra sidste halvdel af april til slut- ningen af september, og at kun nært be- slægtede familier boede sammen. Også Thalbitzer understreger at sommertel- tene, som han så dem i Ammassalikom- råilet i 1912, kun beboes af een familie. En noget anderledes observation gjorde Fritjof Nansen, da han i 1888 be- søgte en sommerlejr på Kap Bille, hvor »flere gulbrune skindtelte saaes oppe paa berget ...«. Her var det største af teltene indret- tet i stil med vinterhusene; beboet af 4-5 familier, med adskilte »båse« på briksen, som man kan se det på fig. 4. En 4 fods brikseplads angives at være stor nok til en mand med to koner og seks børn. Graah beskriver et telt på følgende måde: »Tæltet er Grønlændernes Sommerbolig; fra Mai til October kiender han ingen anden Vaa- ning, og man maa tilstaae, at det grønlandske Tælt er ligesaa bekvemt som hensigtsmæssigt indrettet for Folk; der hele Sommeren igiennem ere paa Farten, snart inde i Fiordene efter Sild, Rødder og Bar, snart ude paa Øerne efter Sælhunde, Fugte og Æg. T æltepladsen er sæd- vanligviis omgiven af en 2 Alen høi Muur, over hvilken og den øverste Dørkarm "Tæltestcengerne lægges tilrette. Over disse udbredes igien to eller ;iiKi;i,; [3] Upernavik Taseralik r> .* Qaqortoq „ , ..,. Fredenksdal Ammassalik Skjoldungen Kap Moltke Kap Bille tre L,ag Skind, der rundt omkring, hvor de hvile på Jorden, betynges med svære Stene, for at Vinden ikke skal tage dem bort. Istedenfor Dør har man et Forhæng af Tarmeskind, der gierne er smukt udsyet, og hvorigennem et livligt Lys kastes ind i T æltet. Det Indre er iøvrigt ligesom i Husene, kun at der sieldent boe flere end to Familier Sammen.« På hans billede, fig. 5, ser man det ka- rakteristiske trekantede telt. Konstruk- tionens grundprincip er, at man rejser en gavl, bestående af to stolper med en Fig. la Lokaliteter nævnt i artiklen. Ib Akorninarmiut. • \n t >* • •• • «'"•'?., \%V-.:.>\k,'-.^^ 21 [4] Fig. 2 Ruin af ca. 100 år gammelt vintérhus på øen~Sagdliaruseq ved mundingen af Bernstorffs Isfjord. Midt i juli ses sådanne husruiner på lang afstand, da de er tæt overgroet med den lille hvide blomst Hønsefarm. Nederst til højre ser man den neddybede husgang med overliggere af sten. Foto: M. Felbo 1992. krummet overligger som danner ind- gangsparti. På overliggeren støttes raf- ter, som lægges skråt bagud i en vifte- form, således at teltets øvrige sider løber ned til grunden. Trækonstruktionen dækkes af sammensyede skind. Over dette tema findes så forskellige lokale variationer. På Graahs billede ses alle konstruk- tionselementerne: gavlen med den krumme overligger som støtte for de lange rafter, der danner selve beboelses- rummet. Man ser hvordan teltskindene er trukket ud over gavlpartiet og derved danner en form for entré, støttet af en raftetilbygning. Selve indgangen er markeret af et forhæng og et dørtrin. Gulvet i såvel entré som selve teltrum-. met er dækket af fliser eller måske skind. Teltet_er hævet over grunden af en lav tørvemur, som rafterne er »plan- tet« i. En højere, separat mur giver læ foran indgangen. Teltet synes indrettet til to familier; en lodret rafte midt i tel- tet støtter et forhæng, der deler briksen i to afdelinger. På hver briksehalvdel lig- ger en ulu fremme, ligesom der fra loftet hænger to kogekar ned på hver side af midterstolpen. Også Gustav Holm beskriver fra Am- massalik, hvordan rafterne undertiden støttes på en jordvold, således at teltet løftes. Man anvendte et »indertelt« hvor sælskindene havde hårene siddende indad og et »ydertelt« af vandskind, be- stående af. tre delvist overlappende 22 [5] Teltring på Ruinø ved Sydkap, Scoresbysund. En række sten tværs gennem anlægget markerer brik- sekanten. Foto: Hans Kapel 1986. skind. Kanten af teltet tyngedes til jor- den af store sten. Fra gavlens overligger hængtes et forhæng »som ofte er smukt ud- syet af Tarme, der ere præparerede paaforskjel- lig Maade og derfor have forskjellig Farve«. Teltets dækskind dannede en form for apsis foran tarmskindsforhænget, hvor urinbaljen var placeret. løvrigt indrettes teltet som vinterhusene med en briks op ad bagsiden. I Ammassalik opmålte Thalbitzer to telte: Kooitses telt: højde ved indgangen......2,75 m længde af grundplanet v. bagsiden, udvendigt...............6,12 m bredde langs teltets sider . .. 6,00 m Sakarias' telt: højde................... 2,60 m længde:................. 4,79 m bredde.................. 4,96 m indgangens bredde........ 1,00 m Omkring Aasiaat, især på Vester, Hunde og Kronprinsens Eyland, brugte man telte af en lidt anden udformning, end det der ses paa Graahs billede. Her ud- gjorde lægterne ikke teltets bagvæg, men blev lagt over endnu en lodret gavl og dennes skrå sidestolper. Denne type kal- des igdlerfinsag, dvs. lignende en æske, eller erqulik, dvs. det med bagsiden. I telte af denne type var der to brikse langs sidevæggene. Mod bagvæggen stod en kasse med værktøj og husgeråd, 23 [6] Fig. 4 Sådan oplevede Fridtjof Nansen et besøg i et sommertelt på Kap Bille. »Det syn og den atmosfare, som ter medte en, maatte i det mindste for europaiske gine og næser virke mildest talt fremmedartet«. E. Nielsen efter skitse af F. Nansen. der også fungerede som hædersplads for gæster. Lignende telte, benævnt erkortok, blev i 1811 registreret af K. L. Giesecke sydligst på Upernavikøen i Umanak di- strikt. Typen brugtes specielt om for- året, da den var varmere end det almin- delige sommertelt. Den lodrette bagside bevirkede at briksene blev smallere, men til gengæld kunne man man hæve dem fra grunden. Indgangen var for- sænket for at holde på varmen, med et forhæng lavet af sælskind. Over indgan- gen fandtes et vindue af tyndt sælskind. Hos Hans Egede finder man denne beskrivelse af sommerteltene som afløs- 24 ning for vinterboligerne: »Udi disse Huuse flytte de ind strax efter Michaelis tiider, og Fløtte igien ud der af sidst i Martio, eller saa- snart Vaaren tilstunder, hvor de da betiener sig saa lange Sommeren varer, af deris Sommer Boe/iger, som ere Telter. Disse ere af den Be- skaffenhed; nemlig, de rejse nogle Stænger eller Legter tikammen, og overklæde dem med et doK>elt Tekke. Det inderste er af Sælbunds eller Reendjrs Skind, (naar de ere formuende} og vender Haarene ind; men det yderste er af Salbunds Skind, hvoraf Haarene ere aftagne, og med Spek besmurde at Regnen og Vandet ikke skal trange der igiennem.v, Om indretningen af teltet skriver Hans Egede: »Inden i Teltet, have de en Brix [7] af Grader eller Deeler, hvorpaa de ligger, disli- geste også deres Lamper at kaage ved, for Ind- gangen eller Dørren af Teltet have de et Gardin sammensyet af Sælhunde Tarmer, hvor igiennem og Dagen skinner ind til dem. Saadant et Telt haver en hver Huus-Fader for sig og sin Fami- lie, tillige med en stor Kone-Baadfor der med at flytte deres Telter og Eyendeeler, hvor hen de Lyster og deres Nærings-Brugforbinder dem til.«. I 1944 bemærker Ejnar Mikkelsen i Ammassalik, at de mange tilfælde af forkølelse direkte eller indirekte skal ses i forbindelse med, at folk var begyndt at bruge lærredstelte. Man indhandlede sine sælskind og boede istedet i de mo- derne telte, som ikke egnede sig særligt godt til vådt og blæsende vejr. På næste side ses samlet de forskellige benævnelser for teltets dele, som de er beskrevet af Thalbitzer for østkysten og af Birket-Smith for vestkysten. De dan- ske betegnelser er til lejligheden oversat fra de engelske forlæg. Der findes ikke mange oplysninger om arkæologiske udgravninger af telt- anlæg. Et eksempel stammer fra pladsen Tugtutup Isua, Tugtutoq, ca. 20 km nv for Qaqortoq. Her undersøgte Therkel Mathiassen i 1934 en boplads med 24 vinterhuse, 1-2 teltfundamenter, depo- ter og 15 grave. Et af teltanlæggene blev Snit gennem et sommertelt. Idag kan man finde sådanne lave volde af kantet U-form som lave forhøjninger i terrænet. Teltet er indrettet til to familier, man ser at briksen er delt i to afdelinger med hver sin fedtstenslampe og -gryde. Tegning af W. A. Graah, 1832. 25 [8] Dansk Ammassalik 1914 Egedesminde 1924 Med 1 gavl Egedesminde 1924 Med 2 gavle 1 Telt tupeq tupinaq sulinaq (tragt) erqulik igdlerfiusaq 2 Indgang paaia 3 Teltstænger qanaai qanaq (ental) qanaq (ental) 4 Krum overligger sånnersaa tusaq tusausaq 5 Gavlstolper qanaterpia, napasoq napasoq (ental) 6 Skrå støtter til gavlstolper qipirjuåtak umigfik sånerarut (for) qanagtorfik (bag) 7 Midterste/ længste teltstang qimeetaa qimerut qimeruarqit 8 Surringsrem nuércaataan/ mimaautaataa 9 Bardun fra indgangsparti nusugkarut 10 Teltskind (flertal), dets skind qalårqat, qalarai itat (teltdække) 11 »Indertelt« iluat 12 »Ydertelt« qalerqat 13 Forhæng umiån (flertal) umik umik 14 Bagvæg erqut 15 Sømme (mellem skindene) kiliwåt 16 Teltside tartinwaa 17 Den side af forhænget, der er nede mirjippia 18 Den side af forhænget, der er åben (til højre set udefra) ammarpia 19 Sten (i teltring) pergiwai 20 Vindfang oqutat 21 Vindfangets overligger tusausaq 22 Vindfangets sidestolper qipinguataq 23 Dørtrin agdloreq 26 [9] Teltskelet set bagfra. De lange rafter støttes af en lav vold af græstørv. Ammassalik 1914. Foto: J. Petersen. udgravet. Selve fundamentet bestod af tre 40 cm høje sider, bygget af sten og tørv. Indenfor var bunden dækket affla- de sten. Mod bagvæggen sås nogle kraf- tigere sten, der formodes at have tjent som støtte for briksens brædder. Foran indgangen sås en godt l m bred og 80 cm lang vindskærm, bag hvilken man fandt et ildsted. Anlægget målte indven- digt 4x5,5 m. Der blev ikke foretaget yderligere gravning i form af profiler el- ler lignende, der kunne afgøre hvorvidt anlægget har haft tidligere faser. Der blev heller ikke gjort fund af genstande. Pladsen dateres til 1350-1500, på grund- lag af fedtstenslamper med vægebænk og mange nordbogenstande som f. eks. klokkemalm og tenvægte. Bygningen af vandkraftværket ved Buksefjorden syd for Nuuk indebar i 1992 en hævning af vandstanden i Ta- sersuaq. De arkæologiske anlæg, som lå indtil 12 m over den gamle søoverflade ville dermed blive oversvømmet, så det var nødvendigt at foretage grundige arkæologiske recognosceringer i områ- det. Ved den lejlighed blev der blandt andet undersøgt en del teltanlæg, så man nu har et veldokumenteret mate- riale at arbejde videre med. I forbindelse med »Projekt Skjoldun- gen« blev der de to første år, 1990-91, re- 27 [10] Fig. 7 Erqulik-telt set bagfra. Til et telt af standardstørrelse gik der ti klapmydsskind. Man ser stenene, der holder skindene pi plads. Taseralik 1918. Foto: K, BMet-Smith 1918. gistreret 187 teltanlæg i Skjoldunge- området. En foreløbig optælling af sid- ste sommers registreringer i området II- luluarsuk nord for Skjoldungen op mod Bernstorffs Isfjord, viser 64 teltanlæg fordelt på 17 lokaliteter. Da vi i 1991 un- dersøgte næsset Qoornoq på Skjoldun- gen, var det først og fremmest møddin- gen til et vinterhus, der skulle udgraves, men takket være permafrosten nåede vi kun ca. 10 cm ned gennem lagene hver dag, og der var så anledning til at bruge kræfterne på andre opgaver. I den an- ledning blev der foretaget en prøvegrav- ning i et lille teltfundament, der lå for sig selv ved en vig. Anlægget kunne ses, under revling og pil, som lave volde, der indhegnede et areal på 2,5 m X 3,5 m. Til alles overraskelse kom der i prøve- 28 hullerne ikke færre end 84 oldsager frem; redskaber til jagt, fiskeri og skind- behandling, benspænder til dragter, et umiaqsøm af ben, et halvt hundeskag- lespænde, blå og hvide glasperler og små kopier af redskaber, udskåret som le- getøj til børnene. Omstændighederne gjorde det ikke muligt at foretage en total udgravning af teltfundamentet på Qoornoq, men man må nok sige, at dette fund giver lyst til at foretage nærmere undersøgelser af lig- nende små, »anonyme« anlæg. Ved at foretage målrettede udgravninger af teltanlæg, ville vi ved hjælp af oldsager °& dyreknogler, kunne bygge videre på det billede af det gamle grønlandske fangersamfunds levevilkår, som de er beskrevet i de etnografiske kilder. [11] Litteratur Birket-Smith, K. (1924): Ethnography of the Egedes- minde District. Meddelelser om Grønland 66, 1924. Egede, H. (1926): Det Gamle Grønlands nye Perlu- stration eller Naturel-Historie. 1. udgave 1741. Oslo 1926. Felbo, M.; Fog, J.; Godtfredsen A. B. & Gulløv, H. C. (1992): Rapport om det arkæologiske arbejde i Skjoldungen, Ammassalik kommune, Sydøstgrøn- land, sommeren 1991. - Nationalmuseet, Køben- havns Universitet & Dansk Polarcenter, 116 pp. Giesecke, K. L. (1910): Mineralogisches Reisejournal iiber Gronland 1806-13. Meddelelser om Grøn- land 35,1910. Graah, W. A. (1932): Undersøgelses-Reise til Østky- sten af Grønland efter Kongelig Befaling udført i Aarene 1828-31. 1. udgave 1832. Nordisk Forlag 1932. Gulløv, H. C. (1992): Med »Ejnar Mikkelsen« i Graahs kølvand. Tidsskriftet Grønland, nr. 6,167- 182,1992. Gulløv, H. C. & Fog Jensen, J. (1991): Rapport om de arkæologiske registreringer og undersøgelser i Sønder Skjoldunge Sund, Ammassalik kommune, Sydøstgrønland, sommeren 1990. Nationalmuseet, Københavns Universitet & Dansk Polarcenter. Hansen, J. (1888): Liste over Beboerne af Grønlands Østkyst, i: Den østgrønlandske Expedition, udført i Aarene 1883-85,2. Meddelelser om Grønland 10, 1888. Holm, G. (1914): Ethnological Sketch of the Ang- magsalik Eskimo, in: W. Thalbitzer (ed): The Am- massalik Eskimo. Meddelelser om Grønland 39, 1914. Kapel, H. (1992): Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, 1992. Kramer, F. E. (1992): »Om at udleede sig blandt saa mange Skiønheder en brud«. Aasiviit-sammen- komsterne på Taseralik i Sisimiut-distriktet. Tids- skriftet Grønland, nr. 3, 77-79, 1992. Mathiassen, T. (1936): The eskimo archaeology of Ju- lianehaab District, with a brief Summary of the Prehistory of the Greenlanders. Meddelelser om Grønland 118, 1936. Mikkelsen, E. og Sveistrup, P. P. (1944): The East Greenlanders Possibilities of Existence, their Pro- duction and Consumption. Meddelelser om Grønland 134,2. 1944. Nansen, F. (1890): Paa Ski over Grønland. Kristiania 1890. Thalbitzer, W. (1914): The Ammassalik Eskimo. Meddelelser om Grønland 39, 1914. Kg. 8 Et udvalg af genstande fra teltfundamentet på Qoornoq, Skjoldungen, a: rynkeben, b: del af pilk, c: umiaqsøm, d: skaftsøm af tand, e: modhage til fiskekrog, f: senetrådsholder, g: hvide og blå glasper- ler, h: forarbejde til kam med hidtil ukendt ornamentik, i: hundeskaglespænde, j: dølle, k: blære- spydspids. Foto: M. Felbo 1992. 29 [12]