[1] I forskningens tjeneste og i Grønlands - et portræt af zoologen, dr.phil. Christian Vibe Af Anders Odsbjerg »Jeg har haft den lykke at studere i en tid, da Knud Rasmussen, Ejnar Mikkelsen og 'Lauge Koch skabte ny interesse i Danmark for aktiv udforskning af Grønland.« Sagt af dr. phil. Christian Vibe, der den 16. marts i år fylder 80. Still going strong - stadig aktiv i udforskningen af det land, der blev hans livs udfordring og opgave. An- ders Odsbjerg har talt med Chr. Vibe. Kurs mod nord Eventyrernes Klub, som Chr. Vibe er et selvfølgeligt og skattet medlem af, har en klubsang, der afsynges ved festlige lejligheder. Første vers lyder: Kurs mod Nord! Vi kom fra Sønden, rundt Kap York og Kap Atholl. Skipperen i udkigstønden gav sig Gud og is i vold. Der var spænding på vor skude, sangens sus i drengesind. Eventyret lå derude, og mens kække nordenvind strøg så kold fra havet ind, tændte blus på pigekind, slog de smut de alkekonger over himlens trommeskind. Kurs mod nord, mod Thule op, over Baffins bølgetop, under nordensolens latter i en sær og sollys nat! Melodien er »Mandalay«. Teksten er for- fattet af Chr. Vibe og skildrer den ekspe- dition, der mere end nogen anden kom Christian Vibe på moskusokse-ekspeditionen i Rypefjord, 1964. Anders Odsbjerg, født 1943, er filminstruktør og forfatter. Har bl. a. skrevet og instrueret kortfilmene »Tolerance« om kriminelle i Grønland og »På 76° 46' nord« om vejrstation Danmarkshavn. Har skrevet bøgerne »Nord- østgrønlands Slædepatrulje 1941-45« og »Lau- ge Koch - Grønlands-forskeren«. Desuden artikler, kronikker m.v. Foredragsholder om grønlandske forhold. 37 [2] van Hauen-ekspeditionens station ved Neqé, 1939-41. til at skabe Vibes hengivenhed for Grønland - og Grønlands hengivenhed for Vibe. Den 4. juni 1939 afsejlede Den kgl. grønlandske Handels stolte 4-mastede ishavsskonnert SVÆRDFISKEN fra Trangraven i København. Fører var kaptajn H. G. Nordhoek, og som islods medfulgte kaptajn Peder Marcus Peder- sen, bedre kendt som »Kap York-Pe- der«, Knud Rasmussens mangeårige og legendariske chef for SØKONGEN. Teltlejr i Olriksfjord under rensjagt, efteråret 1939. 38 [3] På 1936-ekspeditionen havde Vibe den store oplevelse at træffe Itsugsarssuak, »Det store kvindemenneske«, den sidste overlevende fra indvandringen fra Canada i 1864. Rejsens mål var Kap York-distriktet, hvor en tvær-videnskabelig ekspedition under ledelse af James van Hauen skulle landsættes. Skibet medtog normalt ikke passagerer, hvorfor ekspeditionsmed- lemmerne måtte påmønstre som søfolk - med deraf følgende pligter. En god måned senere kunne »Den danske Thule og Ellesmere Land Ekspe- dition« rejse sit hovedkvarter ved bo- pladsen Neqé i Murchison Sund. Og ar- bejdet tog sin begyndelse. Mens fotogra- fen Niels Chr. Rasmussen, Knud Ras- mussens søn med tilnavnet »Manne«, filmede, gik de tre videnskabsmænd i gang: Geologen Johannes Troeisen, den islandske botaniker Gudmundur Thor- laksson og den nybagte magister i zoolo- gi, Christian Vibe, der med sine kun 26 år allerede var en erfaren ekspeditions- mand. Tre år tidligere havde han med ornitologen dr. Finn Salomonsen be- rejst Nordgrønland - en ekspedition, der med Vibes egne ord blev »en af de helt store oplevelser og et vendepunkt i mit liv«. Her mødte Vibe den storladne grønlandske natur, her traf han Peary's, Knud Rasmussens og Lauge Kochs gamle eskimoiske rejsefæller. Og bag- efter skrev Vibe en bog om sine oplevel- ser og indtryk: »Fangerfolk og Fuglefjel- de«. 39 [4] Slæder gøres klar til forårsekspeditionen til Ellesmere Land, T940. Blandt polareskimoer På van Hauens ekspedition havde Chr. Vibe eneansvaret for zoologien: »En undersøgelse af de grønlandske hav- pattedyrs økologi har længe været påkrævet, af hvilken grund det blev en af mine opgaver som ekspeditionens zoolog at iværksætte en foreløbig un- dersøgelse på dette område i Thule- distriktet« (Vibe: M.O.G. Bd. 150. Nr. 6,1950). »Den danske Thule og Ellesmere Land Ekspedition« var en »gammel- dags« jagtekspedition. Med motorbåd om sommeren og hundeslæde om vinteren løstes de mangeartede opgaver. Polareskimoerne var som på mange tid- ligere ekspeditioner de uundværlige hjælpere. Vibe lærte at leve på eskimoisk vis. Han lærte at tale sproget, at køre hunde, at jage og at nyde samværet over gryden med kogekød efter dagens slid. Også denne ekspedition skildredes senere i en bog af Vibe: »Langthen og nordpå«. Polareskimoerne blev Vibes kamme- rater og venner. Og de forstod Vibes ar- bejdsopgaver. Det var undersøgelser, der stod i et direkte og jordnært forhold til deres eget eksistensgrundlag. Allige- 40 [5] vel kunne der af og til opstå »interesse- modsætninger«, når »Blåræven«, som Vibe kaldtes, f.eks. ville undersøge og konservere maveindholdet fra en ned- lagt hvalros. For netop maveindholdet var en stor lækkerbidsken, der helst skulle fortæres straks. Men »for love and money« (frit oversat: med sønderjysk stædighed og nogle få kroner) blev god- bidden alligevel tit ofret på videnska- bens alter. Chr. Vibes økologiske undersøgelser i Thule-distriktet fik små 30 år senere en uventet og afgørende betydning, da et amerikansk atombombefly forulykkede ved Thule-basen. Det var vigtigt, at man da kendte fjordenes bundforhold, faunaens sammensætning, hvalrosban- kernes og søkongefjeldenes beliggenhed, således at undersøgelser straks kunne iværksættes på disse steder. Vibe blev tilkaldt og fungerede som zoologisk konsulent for undersøgelseskommissio- nen. Det forjættede land Christian Vibe er sønderjyde, født i en slægt, hvor det at blive bonde var det eneste tænkelige. Men en dag kom sto- rebror Peter, der efter konfirmationen var kommet ud og tjene, hjem og fortal- te, at en datter på gården var kommet i en ny skole, hvor man lærte engelsk »ef- ter en bog«. - Jeg spurgte straks, om man kunne købe en sådan bog, fortæller Chr. Vibe. - Det mente Peter nok man kunne, hvis man havde 3,75 kr. Den bog måtte jeg eje - så kunne jeg lære mig selv det sprog, man talte i Canada og Amerika, og disse lande ville komme meget nærmere. Det lod sig gøre at sælge tre af de brogede kaniner. Peter fik pengene med, og jeg ventede spændt på næste gang, han kom hjem. Fjorten dage sene- re holdt jeg den bog i hånden, der skulle åbne døren ud til den spændende ver- den, som jeg hidtil kun havde hørt og læst om. Den sidste tobak deles, juni 1941. Fra venstre: Vibe, »Pilekvisten« og Iginguaq. 41 [6] Hermed startede Vibes akademiske løbebane. Trods familieprotester gik vejen nu fra landsbyskolen til STATS- skolen i Åbenrå. - Forståelse for skolearbejdet kunne jeg ikke vente hjemme, og hos nogen i landsbyen blev holdningen både negativ og fjendtlig. En dag, hvor jeg var nede på marken for at slå vand op til kreatu- rerne, kom en mand tværs over marker- ne og stilede ret imod mig. Jeg anede uråd, men måtte have vandtruget fyldt, før stedet kunne forlades. Han var gram i hu, og uden mindste anledning overfu- sede han mig med skældsord, hævede et par gange stokken, men lod den dog synke igen: »Hvad bilder sådan en knægt sig ind, at du skal være finere end vi andre? Hvorfor kan du ikke blive hjemme og hjælpe dine forældre og søskende i stedet for, at det skal koste penge at have dig rendende på Stats- skolen« - ! Men. Vibe blev student, drog til uni- versitetet med 200 lånte kroner på lom- men - blev magister, zoolog og ekspedi- tionsmand - Grønlandsforsker. Højt anerkendet internationalt, men aldrig rigtig akcepteret i det indremissionske sogn, hvor livsværdierne var andre og den åndelige horisont dengang begræn- set til læsning af Vilhelm Becks prædi- kener og bøger fra Lohses Forlag! »Ene /igger Grønland« »Tyskerne fraraner danskerne alt kød. Kongen er den eneste, der ikke har tabt modet. Der er ingen petroleum i butik- ken.« Denne lakoniske meddelelse, affattet på polareskimoisk og indridset i en 42 pemmikandåse, var Chr. Vibes første information om Danmarks besættelse. Datoen var den 18. maj 1940. »For mig var det, som om et lyn var slået ned midt i vor lejr, hvorefter alt blev sænket i fortvivlelsens mørke«, skrev Vibe om sin reaktion på medde- lelsen. (»Ene ligger Grønland« s. 25). Thule og Ellesmere Land-ekspeditio- nen skulle have varet i ét år. For Vibes vedkommende blev det til seks! van Hauen, som var den eneste af ekspedi- tionsfolkene, der havde penge, reddede sig hjem via USA og Portugal, mens tid var. De øvrige måtte skytte sig selv. Landsfoged Eske Brun kaldte Vibe til Godthåb for dér at udnytte hans talent som skribent pg kulturformidler. »Krigen syntes at ville sænke Grønland endnu dybere ned i fortidens mørke, da båndene med Danmark helt blev afbrudt ved tyskernes brutale over- fald på vort moderland, skibenes udebli- ven og radioens tavshed. Men det kom til at gå helt anderledes.« Sådan udtrykte Chr. Vibe det i forordet til sin fremra- gende bog om perioden: »Ene ligger Grønland«. I årene 1940-45 opbyggedes under landsfqged Eske Bruns kyndige - og myndige! - ledelse en infrastruktur i Grønland, som med god ret kan hævdes at være hjemmestyrets praktiske forud- sætning. Fra at have været en række spredte bebyggelser uden nævneværdig indbyrdes forbindelse - og styret fra Danmark, blev Grønland nu et land, et sammensvejse! samfund - styret fra Godthåb. Også Nordøstgrønland, hvor Ib Poulsen og en håndfuld mænd med ,_____ ; 3 [7] GRØNLANDSPOSTENs og GRØNLANDS RADIOs redaktør i Godthåb, 1942. hundeslæder og jagtrifler sloges med ty- skerne, lagdes ind under styret i Godt- håb. »Lidt efter lidt begyndte Grønland at vågne op til national bevidsthed. Midt i isolationens ensomme år begyndte slumrende indre kræfter at vækkes og vokse frem«, skrev Vibe efter krigen. (»Ene ligger Grønland«, s. 188) Og en repræsentant for det nye Grønland, Finn Lynge, kan supplere: »Det, Eske Brun, Malmquist, Holten-Møller og Vibe m.fl. udrettede under 2. verdens- krig, var i virkeligheden en generalprø- ve på grønlandsk selvstyre« (pers. med- delt 3/2-93). I den retning gik tankerne ikke i krigsårene og tiden umiddelbart deref- ter: »Grønlænderen i dag ønsker frem for alt en nærmere tilknytning til Dan- mark, han ønsker med andre ord at be- tragtes som dansker og erklærer sig rede til at tage samme pligter og ansvar.« Sådan hed det i en artikel i Grønlands- posten umiddelbart efter fredsslutnin- gen. Forfatter: Chr. Vibe. Men disse grønlandske ønsker - skabt af adskillel- sen fra moderlandet - ændrer intet ved den kendsgerning, at Grønland i krigs- årene lærte at stå på egne ben, blev sig sin identitet bevidst. I opbygningen af det nye, nationalt bevidste Grønland, blev Chr. Vibe en nøgleperson: som redaktør - og opretter - af den dansksprogede avis, GRØN- LANDSPOSTEN, og som opretter og redaktør af GRØNLANDS RADIO med Kristoffer Lynge som Grønlands- redaktør. Vibe ydede her en pionerind- sats, som til fulde værdsættes i det mo- derne Grønland. Livets gang i Tornerosehavn Selvom Chr. Vibe kom fra den store ødemark og de ensomme vidder iklædt bjørneskindsbukser, faldt han hurtigt til i Godthåbs »Tornerosehavn«, hvis dag- ligliv han humoristisk beskrev i GRØNLANDSPOSTEN under pseu- donymet »Rønnebærret«. Dagligt liv i Tornerosehavn. Kære Grønlandspost! På min væg har jeg hængende en aquarel - den er malet af en sommermand, som var her for snart længe siden. Motivet er vort kære Tornerosehavn med pladsens brogede samling af pakhuse, de gamle maleriske embedsboliger, de nyere assi- stentshuse med yndige, små vinduer og indimellem de idylliske, små grønlæn- derhuse i stærke, rene farver. Sneen lig- ger nyfalden overalt, og rundt husene leger små drenge og piger klædt i skind fra top til tå. Alle hundene ligger mætte 43 [8] og skikkelige og samler kræfter til næste langfart, hvert spand udenfor sin ejers hus. - Ved sin havelåge står fru Oldager og ser spejdende ud over fjorden, betaget af naturens uudgrundelige storslåethed. Og assistent Jensen har det lange ben foran på vej til kontoret hvor man alle- rede ser bestyreren smutte ind af døren til dagens arbejde, mens en skare grøn- lændere i stramme kamikker og tykke, varme vinteranorakker står udenfor på pladsen og venter på at få besked om da- gens arbejde. I baggrunden ligger glitrende isbjerge indefrosne i vinterisen og funklende i solen. En slæde er på vej udefter til fangstpladsen forspændt 12 stærke hun- de, der med rejste faner galopperer ly- stigt foran slæden. På isfoden står fange- rens yndige, unge kone og to småpiger og vinker farvel - festklædte alle tre og med sorgløshedens smil på læberne - for snart vil far - Grønlands vældige storfanger - jo være tilbage igen med slæden overlæsset med lækre fjordsæler - og hjemme stiger en let røg op fra skorstenen, og gryden er allerede sat over ilden i den lune, hyggelige fanger- stue. Kunstneren har kaldt billedet »Idyl« - og jeg er nu så glad for denne aquarel og synes også, den er så idyllisk og smuk, og maleren har virkelig givet noget af sig selv og skabt noget fuldkomment ud af noget ufuldkomment. Pakhusenes skumle kroge og embedsboligernes utætte (age forstyrrer slet ikke helheds- indtrykket, og det ser da også pænt ud, at assistentshusene ikke virker alt for dominerende - der må da være forskel - og de bittesmå grønlænderhuses frønne- de vægge og mangel på maling og tag- pap er der smukt rådet bod på ved et flot penselstrøg. Og jeg kan nu også godt lide, at de hendøende havestakitter di- skret er skjult under snedriverne, og at køkkenmøddingerne udenfor dørene ikke skæmmer den rene, hvide sne, og at man ikke bemærker børnenes hullede kamiksåler og hundenes tjavsede pelse, fordi de på grund af misrøgt og under- ernæring endnu ikke har kunnet skifte hårlag, og de ser da heller ikke ud til at viEe æde småbørn. Og se nu fru Oldager ved havelågen, klædt i sidste skrig fra Sears - en virkelig dame - ikke sandt -, at hun er gram i hu, fordi kivfakken endnu ikke er kommet fra butikken, hvor hun blev sendt hen for et par timer siden for at købe en gulvklud, skal man da ligefrem vide for at se, og at bestyreren og Jensen har skyndt sig så overmåde for at slippe bort fra et sysselretsmøde, og at de lejede står og hundefryser i tynde bomuldsanorak- ker og usle, amerikanske butiksbukser og er mødt for at hæve deres overtidsbe- taling og iøvrigt ikke havde tænkt sig at arbejde den dag - og at Enok i virkelig- heden kun har syv sølle hunde og slet ikke vender hjem igen med fangst, og at der koges havregrød og kaffe i kødgry- den i den med træk velsignede stue, der har rimfrost på ydervæggen og sække i hveranden rude, - og at det er fru Gum- mes barnepige og børn, der promenerer på isfoden - vedkommer da ikke bille- det som sådant. Og jeg kunne blive ved, men hvorfor igrunden, når kunstneren har klaret alle problemer så smukt og fået det bedste ud af alt. Han har jo i virkeligheden 44 [9] I 1948 deltog Vibe (tv.) sammen med Louis Jensen i Leif Vebæks hesteekspedition til nordboruinerne i det indre af Julianehåb-distrikt. gjort det, som så få både her i Tornerose- havn og i hele det øvrige Grønland har evne til - set stort på småting! Deri lig- ger hele hemmeligheden - jo, man skul- le være sommermand. Med venlig hilsen Rønnebærret (GRØNLANDSPOSTEN 1944, s. 42). Umiddelbart inden sin hjemrejse skrev Vibe en dybt personlig artikel i GRØN- LANDSPOSTEN, en status over den nu foreliggende situation, en manende appel til Danmark og et håb for Grøn- land. Artiklen er tidstypisk, og er samti- dig et markant udtryk for Chr. Vibes synspunkter og kærlighed til Grønland. Den bringes derfor her med ganske få forkortelser: »Vi må forstå Grønland og dets men- neskesamfund, før vi kan hjælpe det frem, og vi må gøre det nu, for den grønlandske ungdom af i dag sætter sto- Under ekspeditionerne i Ellesmere Land og Washington Land har Vibe efterladt 4 varder med beretninger fra 1940-41. Ingen af varderne er senere fundet. Billedet her er fra det indre af Washington Land, 1941. 45 [10] re forhåbninger til det nye Danmark. Vi må ikke skuffe, vi må ikke! Vore synder af i dag vil vi komme til at betale frem i tiden ... ! Grønlænderen i dag er ved at løfte hovedet, endnu lidt famlende og søgende, og fejltrin gør sig gældende, men også dem må vi forstå forudsætnin- gerne for. Lad så være, at en og anden gør lidt spræl, lad så være, at vi ikke bil- liger alle udfoldelser under det grøn- landske samfunds opvågnen - udfra vore forhåndsindstillinger er det oprør, men set under en større synsvinkel end embedsmandens er det grøde og gro- kraft - vårkræfter, der spirer frem og skaber et nyt liv. Men hvad venter den unge grønlæn- der da af os? Dette spørgsmål er jo ikke besvaret ved at sige, at grønlænderen vil frem - det vil vi allesammen - og frem- skridt er et relativt begreb. For at få det- te spørgsmål besvaret, har jeg stillet det direkte til en del unge grønlændere, og her er, hvad de har svaret mig: Grøn- lænderen i dag står uforstående overfor den skarpe adskillelse, det skarpe juri- diske skel, der er mellem Danmark og Grønland, en dansk embedsmand og en grønlandsk, hvilket også rent lønnings- mæssigt er pinligt mærkbar. Han ønsker samme løn for samme arbejde uden hen- syn til, om arbejdet udføres af en dan- sker eller en grønlænder. Han ønsker, at hans arbejde og hans uddannelse værdsættes, og at hans tid respekteres. Det er et alt for almindeligt syn at se, at en præsT eller provst i Grønland bruger sine underordnede kateketer, der har fået landets højeste uddannelse, som stikirenddrenge til at løbe kolonien rundt med middagsinvitationer eller an- dre ligegyldigheder. Sligt er en hån mod den uddannelse, man selv har bibragt dem. Og ligeledes sker det alt for tit, at ældre grønlandske håndværkere, dygti- ge i deres fag og med en lang læretid bag sig, undergives en tilfældig purung assi- stents ledelse, så han snart bliver jaget fra det ene arbejde til det andet og aldrig får lov til at gøre noget helt færdigt, og kun såre sjældent møder anerkendelse for sin dygtighed, eller respekt for sin tid. Grønlænderen finder sig tavst deri, det er for ham blevet til et nationalt mindreværdskompleks, som i tidens løb har fået ham til at føle sig underlegen overfor den danske embedsmand, skønt mangen en grønlænder i dag både i dyg- tighed og evner står fuldt på højde gen- nemsnitsdanskeren - og han ved det. Grønlændere forlanger af de danske embedsmænd, der sendes til Grønland for at være deres foregangsmænd, at de virkelig også har de kvalifikationer, der berettiger dem til deres kommende ar- bejde på Grønland. Det bør også være Danmarks bedste sønner, der sendes til Grønland; thi Grønland er ikke blot en arbejdsmark for den danske embeds- mand, det er også en missionsmark, hvor enhver dansker bør være sig sine pligter og sit kald bevidst. Den uddan- nelse, de unge aspiranter til Grønland fårj dag, er ikke mere tilstrækkelig til at sætte dem ud som Danmarks forposter i nord, hvor de ad åre automatisk kan avancere til de højeste stillinger, uden at de behøver at have erhvervet sig yderli- gere uddannelse som handelsskoleeksa- men., højskoleophold, studierejser eller lignende. Hvad ved vi om andre landes kolonier og fremgangsmåder? Vi har al- 46 [11] tid fremhævet vor kolonisation af Grøn- land som eksemplarisk. Det er den måske også, men hvad berettiger os til at tro det? Et vigtigt led i grønlænderens bestræ- belser mod ligeberettigelse med danske- ren er hans trang efter at tilegne sig det danske sprog allerede fra barn. Mange røster har rejst sig i Grønland i de senere år for at udtrykke det ønske. Man er i dag klar over, at det er den eneste vej frem. Dette betyder igen centralskoler ved de større pladser, da en udvidet danskundervisning ellers vil komme til at kræve mange kostbare år for at kom- me til at bære frugt, og det har vi ikke råd til at ofre. Tiden er i dag mere vigtig end pengene. Endnu et meget vigtigt og meget ømt punkt er de grønlandske lønninger. De har for visse kategoriers vedkommende været mere end usle, langt under eksi- stensminimum for en familie. Og så er der grønlænderhjemmet i København. Det er oprettet i den aller- bedste mening, men har måske alligevel forfejlet sin opgave overfor de unge grønlændere på uddannelse. Det har været skik og brug, at en eller anden veltjent embedsmand fra Grønland er kommet hjem og har fået et lille ekstra- ben ved at blive bestyrer på grønlæn- derhjemmet. Det vil sige, at det er ånden og tonen fra Grønland, der er fulgt med de unge grønlændere til Danmark - nis- sen, der er flyttet med. Grønlænder- hjemmet burde tværtimod være en skole for de unge grønlændere, hvor de mødte nye indtryk, dansk foretagsomhed og initiativ, der kunne virke inspirerende på de unge. Det vil føre for vidt her at komme ind på flere spørgsmål, der trænger sig på. Lidt efter lidt vil de nok komme frem alligevel. Men vigtigt er det, at alle spørgsmål vedrørende Grønlands frem- tid også kommer frem. Den danske presse skylder de indre grønlandske for- hold en betydelig større interesse bun- dende på sagkundskab og forståelse. Vi danske her i Grønland har i de sid- ste år med glæde set de unge grøn- lændere løfte panden og på eget initiativ tage større og større opgaver op, og mange store forhåbninger er sat til fremtiden. Det er ikke mere lutter håb- løshed, der gør sig gældende, der er no- get i gære i Grønland, måske kan det endnu ikke klart defineres, men det vil udvikle sig, kræver blot en lille smule opmuntring i starten. Se på de mange ungdomsforeninger, sporten, konkur- rencerne, forsamlingstrangen, læse- og lærelysten. Der går i dag et sus af vårvind, ja, måske en isbrydende orkan, ned langs den grønlandske kyst. - Den store verden er rykket Grønland nær ind på livet. Grønlænderne har opdaget den og ønsker at lære af den og blive som den.« (GRØNLANDSPOSTEN 1945 s. 172/173). Senere ekspeditioner - moskusokserne Hjemkommet fra Grønland genoptog Chr. Vibe sit arbejde på Zoologisk Mu- seum, som han siden studenterdagene havde været knyttet til. På initiativ af professorerne Degerbøl og Sparck oprettedes i 1948 »Grønlands zoogeo- grafiske Undersøgelser« - med magister Chr. Vibe som leder. Sideløbende med arbejdet her fortsatte Vibe hvert år sit 47 [12] ekspeditionsliv i Grønland, der i 1967 resulterede i doktorafhandlingen: »Arc- tic Animals in Relation to Climatic Fluctuations«. Vibe søgte her »at nå frem til en forståelse af de klimatiske forhold, der er grundlæggende for de arktiske dyrs eksistens, og som bestem- mer disses udbredelse og periodiske mængdesvingninger i Grønland«. (Dis- putatsen, s. 200). Under rejser rundt i alle egne af Grønland fik Chr. Vibe mulighed for at komme i kontakt med grønlandske fan- gere, rénsjægere, fiskere og fåreavlere. Og han dannede sig et billede af livs- vilkårene under klimaets skiftende lu- ner. Dét blev klart for Vibe, at »en do- ven fanger findes ikke«. Er der blot den mindste mulighed for fangst, befinder han sig på fangstfeltet. Fiskeren og fåre- holderen er ligeså flittige erhververe og forsørgere. - Men intet i Grønland er stabilt over længere tid, siger Vibe. - Gode renperioder varer ca. 60-70 år. Fiskeriet har et lignende forløb - derefter en lang fattig periode under kli- maets svøbe. - Chr. Vibe! Vi må høre lidt om mos- kusokserne. - Ja, jeg kom til at spekulere på, om moskusoksen måske ville have mulighe- der i Vestgrønland, hvor den aldrig hav- de jværet, måske fordi den ikke havde haft muligheder for at komme der? Dis- se forvovne tanker førte til flere mos- kusokseekspeditioner sammen med mine gamle ekspeditionskammerater Ja- mes van Hauen, Marius Jensen, Scave- nius, Marcher fra Søholt, Rosenkrantz og Højsgaard. Vi blev støttet af Eske Brun og Henrik Kauffmann, der skaffe- de kontanterne - iøvrigt fra millionøsen Barbara Hutton, som fik en tot moskus- uld til gengæld! I årene 1961 og 1964 indfangede vi ialt 27 unge moskusokser med lasso i Rypefjord i Nordøstgrøn- land. De førtes til Københavns zoolo- På moskusokse-ekspeditionerne i Nordøstgrønland i 1961 og 1964 fangedes kalvene med lasso - her James van Hauen. 48 [13] mfwz ^^jfeil*^ , • * ,***«•':*w •*^F*'.t~... ^. - .-^. •"•?• åz. '" ^'^•f"-wf' 1 De første moskusoksers ankomst til Vestgrønland, 1962. giske have, hvor dyrlæge Eriksen tog vare på dem, indtil de det følgende år kunne føres op til Sdr. Strømfjord i Vestgrønland, hvor jeg slap dem løs i et af Vestgrønlands bedste terræner. Her trivedes dyrene over al måde godt, så der nu er 3-4000 af dem. De fandt hur- tigt frem til højlandsområder og dale, hvor de kunne lide at være. 11986 førtes en flok herfra op til Thule-distriktet - ialt 27 dyr. Isbjørne 11965 fik Chr. Vibe gennem den ameri- kanske ambassade i København indby- delse til at deltage i en international Isbjørnekonference i Fairbanks i Alaska. Man frygtede på det tidspunkt, at isbjør- nen stod i fare for at blive udryddet pga. overdreven jagt. Mødet gav Vibe mange værdifulde kontakter, venner, der stadig kommer på besøg i hjemmet i Farum. 49 [14] 11973-75 var Vibe leder af de danske isbjørne- ekspeditioner til Nordøstgrønland. Konferencen resulterede i en kraftig fredning af isbjørnen og i iværksættelse at fange og mærke isbjørne overalt i Arktis. Med støtte fra Verdensnaturfon- den _og Danmarks naturvidenskabelige forskningsråd tog Vibe sig af bjørnene i Nordøstgrønland og i Melvillebugten. lait mærkedes i løbet af fire års ekspe- ditioner omkring 70 isbjørne, hvoraf flere senere genfangedes i områder nær mærkningsstederne. Isbjørnearbejdet udstraktes til senere også at omfatte sel- ve Polhavet, hvor Vibe samarbejdede med norske kolleger. Nationalparken Endnu et stort projekt faldt det i Chr. Vibes lod at tage initiativ til: Verdens største nationalpark i Nordøstgrøn- land. Tanken om en nationalpark havde tidligere været nævnt af bl. a. Eske Brun. I 1967 indledte Ministeriet for af mange ekspeditioner med det formål Grønland forarbejdet til den grønland- ••-*?•- I:. iså-;-, Æ-' En isbjørn er ramt af en bedøvende pil, affyret fra helikopter. 50 [15] Der snakkes isbjørn. Canadieren, dr. John Tenner og Chr. Vibe. ske fredningslov under forsæde af høje- steretsdommerjørgen Trolle og med til- kaldelse af flere sagkyndige fra viden- skabelige institutter. I dette forum frem- satte Vibe det første officielle forslag om oprettelse af en nationalpark i Nordøstgrønland, hvilket senere - efter forhandlinger i det grønlandske lands- råd og i Kommissionen for Videnskabe- lige Undersøgelser i Grønland - blev til virkelighed og nedfældet i en lov, vedta- get i folketinget og underskrevet af dronningen. Derved blev de internatio- nale bestemmelser opfyldt, ifølge hvilke et område først må kaldes nationalpark, når det er udlagt og beskyttet af et lands højeste myndighed. Visionerne 11983 havde Chr. Vibe nået de 70 år og trak sig tilbage fra officielle pligter. Men ikke fra Grønland, hvis ve og vel stadig levede i hans vidtspændende ideverden. På ødegården i Småland koncentrerede Vibe sig om i ro at udmønte ideerne fra disputatsen fra 1967: Studier over årsa- gerne til de store svingninger i de grønlandske dyrs og menneskers livs- vilkår. Hvorfor den store nedgang i dis- se år for de naturgivne erhverv derop- pe? Det spørgsmål måtte besvares: - Mit arbejde i dag koncentrerer sig især om den kosmiske påvirkning af havstrømme og udvekslingerne i Atlan- terhavets og Polhavets vand- og luft- 51 [16] 11977 gjaldt ekspeditionen selve Polhavet. Her træffes en flok hvalrosser på en isflage i Grønlandshavet ud for Hovgårds Ø. masser, såvel horisontalt som vertikalt, dirigeret af de samme kosmiske kræfter, som iværksætter de daglige tidevande, fortæller Vibe. - Vi har ikke mål for vandmassernes bevægelser, men vi har gennem mere end 200 år mål for dyrenes og menne- skenes trivsel, der er afhængig af fore- teelserne i havene omkring Grønland. De kosmiske kræfter er rytmiske, hvor- for deres indflydelse på økologien også vil være rytmisk. Det er ikke lemmin- gen, renen, blåræven eller torsken, der har indbygget hver sin rytme, men det arktiske miljø, hvor dyrene lever, der er underkastet den kosmiske rytme. - Chr, Vibe! Tør du vove dig frem med en prognose for udsigterne for Grønland nogle år frem i tiden? - Det tør jeg godt! Vi kan forvente en mindre opgang i de naturgivne grøn- landske erhverv i Vestgrønlands fjorde omkring kommende årtusindskifte og en lignende omkring 2025. Men den virkelig store opgangsperiode, som den netop afsluttede, kan ikke forventes før midt i 2000-tallet. Mine teorier herom vil findes nærmere belyst i mit nye ar- bejde, der nu er afsluttet og blot venter på offentliggørelse. Og så bliver det mine erindringer, der skal tages fat på, siger Chr. Vibe. - Har du et ønske for Grønland? - Ja, at de folk, der sendes derop, går ind i opgaven for Grønlands skyld og har rygsækken fyldt med positive visio- ner om mulighederne deroppe i verdens dejligste land! Chr. Vibe har et motto, der lyder: Jeg vil leve^og arbejde for noget, der har værdi ud over mit eget liv. Never give up! 52 [17]