[1] Ilisimatusarfik - Grønlands universitet Af Robert Petersen Da Ilisimatusarfik i 1983 begyndte at ansætte medarbejdere, vidste vi ikke rig- tigt, om vi ville kunne opbygge en uni- versitetsuddannelse på et »nordisk« ni- veau. Men vi håbede på, at vi kunne lave forskning og give undervisning lige så godt som andre steder på tilsvarende niveau. Men da universitetsundervis- ning ikke var blevet prøvet i Grønland før, var det naturligvis meget spænden- de, om forventningerne kunne holde til, eller om man kunne blive nødsaget til at sænke niveauet. Det ville jeg have været ked af. På det tidspunkt var det vist såle- des efter manges tankegang, at hvis to plus to var fire i Danmark, så måtte det være tæt på tre i Grønland. Da undervisningen begyndte i fe- bruar 1984, var det derfor meget spændende at se, om forhåbningerne kunne slå til. Dengang var det op til bi- fag/førstedel, undervisningen skulle føre til. Så kunne man, hvis man ønske- de det, søge videre uddannelse uden for Grønland. Vi er i år på vej til at klare de første ti års undervisning. Det viste sig heldigvis, at det planlag- te niveau kunne holdes. Dygtige, enga- gerede lærere, og interesserede studenter skabte den situation, at de studerende skulle lære at benytte sig af en uvant un- dervisningsform, der tillod dem selv at tilrettelægge deres studium. Det første hold på 11 studerende, hvoraf de ni var piger, viste gennemgående en passende pionerånd. Af disse fortsatte de fleste ef- ter de to år med en anden uddannelse, herunder også en anden universitetsud- dannelse. Foruden den planlagte fort- sættelsesmulighed, kom der en aftale om, at det toårige Ilisimatusarfikstu- dium kunne indgå som de to første år på bibliotekaruddannelsen. De fleste stu- derende kom med HF eller GU eksa- men, efter et studieforløb hvor de ikke skulle tilrettelægge ret meget selv. Der- for fik de faktisk også lidt af en chok- start. Når de opdagede, at der ikke var så mange timer om ugen, men at de lige- frem måtte sætte deres læsehastighed op Robert Petersen, født 1928 i Maniitsoq, blev magister i eskimologi i 1967 og professor i samme fag i 1975. Han har siden 1983 stået i spidsen for etableringen af Ilisimatusarfik, der først var et Inuit Institut, men som siden blev Grønlands Universitet. 77 [2] for at kunne klare opgaverne, kunne der gå et par måneder, før det gik op for nogle af dem, at man måtte stramme sig. Vore kandidater skulle jo gerne arbejde selvstændigt og måtte lære selvdisciplin fra starten. Studievejledningen måtte ikke føre til, at nogen blev ført frem ved hånden. Det viste sig ret hurtigt, at der faktisk var behov for at forlænge uddannelsen til kandidatniveau, og forberedelsen blev startet allerede i efteråret 1984 i samarbejde med det dengang etablerede Teologisk Institut. Resultatet af disse forberedelser blev, at de to institutter, Inuit Institut og Teo- logisk Institut, blev slået sammen til Ili- simatusarfik, Grønlands universitet, i 1987. Samme år tog man den nyreno- verede Herrnhutstation i brug. Det er stadigvæk universitets hovedbygning og huser nu ca. 55-60 studerende plus uni- versitetets medarbejderstab. Det nye universitet havde så tre insti- tutter, idet der foruden Institut for teo- logi også var Institut for grønlandsk og Institut for kultur og samfund. Det sidstnævnte, der fra begyndelsen havde to uddannelser, hvoraf den ene skulle føre til akademisk lærere og medarbej- dere på kulturinstitutionerne, og det an- det til administratoruddannelse, blev si- den delt i to institutter. På alle disse institutter var uddannelsen baseret på eet års basisuddannelse, og der lægges så fire år oveni, dog 4'/2 år på administra- tionsuddannelsen. På hvert institut er der så en toårig grunduddannelse, der med 2-2V2 års overbygning fører til en kandidatuddannelse. Der er dog proble- mer med teologisk uddannelse, idet der ikke har været tilgang i flere år, og dertil mangler det en afpasset studieordning. Her er det ikke meningen at fortælle om universitetets opbygning, ud over at vi i 1989 fik en ny styrelseslov, efter hvilket Ilisimatusarfik styres af en valgt rektor og valgt prorektor samt kontorle- deren og har to valgte organer, nemlig universitetsrådet, der er universitetets højeste beslutningsorgan, samt studie- nævn, der tilrettelægger undervisningen efter studieordningen. Der er ingen fa- kultetsinddeling, og derfor heller ingen dekaner eller fakultetsråd. Der er ingen specielle budgetter til institutterne. Ilisimatusarfik har to hovedopgaver, nemlig at producere kandidater til det grønlandske samfunds behov og lave forskning. Efter starten på de femårige uddannelser i 1987 er nu tre kandidater blevet færdige, 2 cand. scient. adm.'er og en cand. mag. Men fra i år forventer man en jævn kandidatsproduktion. Selv om de foregående år især var ble- vet brugt til at opbygge noget nyt, alt fra love og regler til fagudvikling m. m., så var der også noget udadvendt virksom- hed, idet Ilisimatusarfiks lærere var ble- vet brugt som eksperter. Men hidtil har det udadvendte arbejde været ret begræn- set, bl. a. til at nogle lærere ind imellem deltog i den offentlige debat. Andre udadvendte aktiviteter var mere knyttet til åbne gæsteforelæsninger, og for to-tre år siden havde Ilisimatusarfiks lærere præsenteret deres forskningsaktiviteter i åbne aftenforelæsninger. Disse præsen- tationer var arrangeret af en gruppe stu- derende. Der blev også taget hul på »ra- diouniversitetet«, som kørte i et par år og nu er ved at blive omstruktureret. 78 [3] Sidste år blev det første årsskrift pu- bliceret i samarbejde med Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, og på den måde kan det ses, at opbygningsfasen med meget indadvendt aktivitet er ved at være overstået. Der var arkæologiske, historiske, etnologiske, lingvistiske og litteraturvidenskabelige bidrag. Selv om det var heldigt, at vi ved un- dervisningens start i 1984 opdagede, at vi kunne holde det ønskede niveau, må vi alligevel sige, at undervisningen kva- litet stiger. Det kan skyldes en række faktorer. Da HF blev erstattet af gymna- siale uddannelser, blev grundlaget gen- nemgående bedre. At vi siden fik stu- derende på overbygningen, havde også en god virkning for de nye startere. I forbindelse med de nye institutter blev der færre discipliner, som gik på det kendte. Tidligere var der vel for meget kendt stof på grunduddannelsen. Det bevirkede, at nogle klarede grundud- dannelsen ret let og kunne så ikke klare overbygningen på den beregnede tid. Folk fra de første hold blev faktisk ind- hentet af senere startere; og så blev vi vel også nogle erfaringer rigere. Fra starten forlangte vi, at de stu- derende skulle tale og skrive grønlandsk og dansk og kunne læse engelsk med ud- bytte. Det var ikke så meget, fordi de på de fleste institutter skulle undervises på grønlandsk, men fordi de efter uddan- nelsen meget gerne skulle virke i det grønlandske samfund. Dette krav er dog ikke uden problemer, da ikke alle i Grønland mestrer grønlandsk, men det førte også til, at vi ved en ny definition prøver at gøre studentergrundlaget bre- dere. Studerende i et frikvarter på Ilisimatusarfik, Grønlands universitet. De uddannelser, vi har, er noget, man kan bruge i Grønland, uden at vi af den grund glemmer, at vi er en del af den verden, der »ligger på den anden side af Valby Bakke«. Nogle af fagene vinder sikkert noget ved at blive flyttet til Grønland, og iøvrigt er de lidet appa- ratkrævende, men er defineret som sam- fundsnyttige. Ilisimatusarfik finansieres jo fra Hjemmestyret, men i forbindelse med forskningsprojekter er ekstern fi- nansiering blevet muliggjort, og vi har 79 [4] da også Fået en del aktiviteter finansieret andetstedsfra. Ikke mindst er der i disse år samarbejde med danske og nordiske universiteter, som er rejsekrævende, og det hjælper meget, når mange af disse rejser kan finansieres udefra. Der er også følere til nogle nordamerikanske uni- versiteter om et mere formaliseret sam- arbejde. Vi er jo ret isolerede, og ikke så mange. Vi måtte naturligvis bygge et univer- sitetsbibliotek op fra grunden. Nu er der ca. 10.000 bind, både groenlandica og teoretisk litteratur, samt faglig tids- skriftsamling. Vi har en del samarbejde med Landsbiblioteket, men da det er opbygget som et folkebibliotek, er det naturligvis nødvendigt at have en mere formaliseret samarbejde med forsk- ningsbiblioteker. Det sker især med Statsbihloteket i Århus. Tlisimatusarfiks lærerstab er på papi- ret normeret til 12 heltidslærere og for- skere, men der er oftest ca. 10. Selv en ret rnmimal udskiftning af lærerperso- nalet bevirker ofte, at der kan gå måne- der med endnu færre lærere. Til gengæld er der ca. 20 deltidslærere, og så har vi hvert år 3-4 gæstelærere. Nogle af disse gæstelærere kommer nu som led i udvekslingsaftaler, så vi sender også lærere til andre universiteter. Det er naturligvis også vor interesse at samarbejde om forskning og andre universitetsaktiviteter. Medarbejdere ved Ilisimatusarfik bruges en del ved be- dømmelse af ansøgere til universitets- stillinger både i Norden og i Nord- amerika, når det drejer sig om arktisk forskning, ligesom vi selv også bruger folk fra andre universiteter ved vore be- 80 dømmelsesudvalg. Dertil er en række medarbejdere også medlemmer af grup- per, der opererer med arktisk forskning, som bestyrelsesmedlemmer, som censo- rer, som redaktionsmedlemmer og som kommissionsmedlemmer. Det er ofte tidskrævende og rejsekrævende aktivite- ter, men det mindsker vores isolation, ogjgiver også en større mulighed for at have indseende med - og til en vis grad også påvirke - forskningen i Grønland. Ilisimatusarfik - og andre kulturelle institutioner under Hjemmestyret - kan betragtes som en frigørelse af noget, som vi kunne kalde for en intellektuel kolonialisme, idet Grønland nu bidra- ger en del mere aktivt til information og meningsdannelse om Grønland og sam- fundets udvikling. En intellektuel ret ensidig modtagersituation er ved at bli- ve erstattet af en udveksling. Dette sker ved, at vi satsede på høj kompetance i udviklingen af studieordninger og også ved ansættelsen af medarbejdere. Derfor kræver vi fuld universitetskompetance, når vi skal ansætte medarbejdere. Vi regner med, at der med tiden kommer en større andel af grønlandske medar- bejdere, næsten automatisk, men kvali- teten vil ikke komme automatisk. Den- ne proces vil sikkert lykkes, hvis vi altid vil stille kvalitetskravene over de et- nisk-kulturelle krav. Der er naturligvis bemandingspro- blemer ved et lille og tilmed isoleret universitet. Men vi har egentlig beman- dingsmæssigt været gennemgående hel- dige. Et lille universitet har naturligvis også sine fordele ved det tætte samliv, og den mulighed man har for at lære alle at kende. [5]