[1] De første erhvervsmotorbåde Omfangstens betydning for udviklingen af industrifiskeriet Af Sven Rask Det grønlandske fiskerierhvervs udvik- ling - fra stort set ingenting til samfun- dets bærende erhverv - betragtes almin- deligvis som det mest markante en- kelttræk ved samfundsudviklingen i dette århundrede. Den bratte overgang fra fangst til fiskeri er da også beskrevet i snart sagt alle bøger eller tidsskrifter, der behandler grønlandske forhold; men det betyder hverken, at alt er blevet tilfredsstillende forklaret, eller at de gentagne forklaringer nødvendigvis er korrekte i alle detaljer. En række vigtige bidrag er skrevet af fiskeribiologer, eksempelvis Erik L. B. Smidt, der bl. a. i en artikel her i tids- skriftet (1983, nr. 5, s. 125-44) slog fast, at svingninger i havtemperaturen og de deraf afhængige biologiske foreteelser er de grundlæggende betingelser for over- hovedet at drive fangst og fiskeri ved Grønland. Skønt Smidt medgiver, at et kommer- cielt fiskeri havde været under udvik- ling gennem mange år, runder han ar- tiklen af med at fastslå, at det var torskenes genindvandring (som følge af højere vandtemperaturer), der mulig- gjorde fiskeriets udvikling til hoved- erhverv. Det et selvindlysende rigtigt. Man kan ikke fange torsk, hvis der in- gen er; men dermed er den voldsomme erhvervsomlægning, han tidligere har beskrevet, ikke forklaret. I artiklens ind- ledning oplyses: »Indtil midten af 1920'rne var sælfangsten grønlændernes hovederhverv, men med den store inva- sion af torsk til Sydvestgrønland ændre- des, billedet totalt, og i slutningen af 192CTrne var torskefiskeriet det bærende erhverv i Sydvestgrønland og dermed også hovederhvervet for Grønland som helhed.« Torskens tilstedeværelse var nok en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig, betingelse. Forvandlingen fra fanger til fisker kræver også motivation og kund- skaber, og dette fører frem til det vigtige spørgsmål om, hvorvidt overgangen fra Sven Rask, Maderupvej 31, 5471 Søndersø. Født 1952, historiker fra Københavns Univer- sitet 1982. Har arbejdet for Nationalmuseet i København og var leder af Aasiaat Museum 1986-92. 100 [2] fangst til fiskeri var et traditionsbrud el- ler en traditionsudvikling. Jeg vil hævde, at det sidste var tilfæl- det, og at det centrale punkt i udviklin- gen var, at en gruppe fangere, der tillige drev lejlighedsfiskeri, begyndte at gøre dette på en anden måde. Det forhold, at en række personer i en periode, hvor der ikke var mange sæler, gjorde en stor ind- sats indenfor fiskeriet, er ikke tilstræk- keligt til at forvandle en fangerkultur til en fiskerkultur. For at kunne argumentere for dette synspunkt, er det nødvendigt at beskri- ve den teknologiske udvikling i fisker- og fangererhvervet. Dette er forbundet med store vanskeligheder, da der des- værre ikke er foretaget særlig mange de- tailstudier af emnet. Grundlaget bliver derfor spinkelt, idet beskrivelsen kom- mer til at hvile på det forholdsvis be- skedne materiale, der indtil videre er indsamlet af Aasiaat Museum i forbin- delse med etableringen af et museum om det kystnære fiskeri. Det vil derfor kunne indvendes, at forfatterens kend- skab til stoffet bliver mindre, jo længere man bevæger sig bort fra Aasiaat. Det er stort set rigtigt; men indvendingen skønnes ikke at have væsentlig betyd- ning for de dragne konklusioner. Når emnet afgrænses til selve fangst- metoderne, bliver det mindre relevant at inddrage udviklingen i land, hvor eta- bleringen af salterier og de første, små industrianlæg kom til at spille en bety- delig rolle for udviklingen. På sin vis var det der skete her af større betydning, da der helt klart var tale om et tradi- tionsbrud for de første arbejdere i fiske- industrien; men jeg har altså valgt at koncentrere mig om hønen, og må overlade ægget til andre. Indledningsvis er det også vigtigt at understrege, at det ikke er overgangen fra kajakfiskeri til jollefiskeri; men indførelsen af motorbåde, der for alvor indvarsler de nye tider. Udviklingen går fra kajak til jolle, via motorbåd til kutter og trawler, og et af formålene med den- ne artikel er at indkredse den befolk- ningsgruppe, der kom til at udgøre de grønlandske motorbådspionerer. Det er nemlig også fra denne gruppe de grønlandske rejefiskere rekrutteredes, og først med indførelsen af rejefiskeriet i løbet af 1950'rne opstod et rendyrket fi- skerierhverv. Fiskeriets betydning ved århundredeskiftet At sælfangst var det bærende erhverv i Grønland ved århundredeskiftet kan ikke benægtes. Men dermed er det ikke sagt, at fiskeriet var uden betydning. Det kan snarere hævdes, at fiskeriet spil- lede en betydelig større rolle, end det al- mindeligvis antages. William G. Mattox gør udførligt rede for forholdene i sin doktordisputats »Fishing in West Greenland 1910-1966« fra 1973. Her må det være nok at refere- re nogle få oplysninger. En opgørelse over forbruget af føde- varer i Sydgrønland i 1855 viser, at råva- reforbruget pr. person var 440 kg kød og spæk og 400 kg fisk. Næringsværdien for kød og fedt er højere og spildet min- dre, så fangsten har spillet en ernærings- mæssig større rolle end vægtmængderne antyder. På den anden side har arbejds- indsatsen for at fremskaffe de nødvendige mængder fisk og kød været mere ligelig. 101 [3] Bygning af selvbyggerjolle af enkleste type. Fot: Jette Bang, Kullorsuaq 1956. © Arktisk Institut. Om sommeren, når der ikke var så gode muligheder for at drive fangst, var de fleste beskæftiget med fiskeri. Der var dog også et stort antal personer, der hovedsagelig ernærede sig som fiskere. Man fiskede fra kajak, og for årene 1893-1901 skønnes det, at der var om- trent 250 kajakker pr. 1.000 indbyggere. 102 Af disse kajakmænd klassificeredes ca. 180 som fangere, mens 70 klassificeres som jiskere. Det vil sige, at 30 % af de erhvervsaktive mænd - allerede på dette tidspunkt - havde fiskeri som hoved- erhverv. Det var selvfølgelig i denne befolk- ningsgruppes interesse at forbedre for- [4] holdene for fiskerierhvervet. Og for sælfangerne var det også ønskeligt at forøge indtægterne fra sommerens lej- lighedsfiskeri. Kajakken var et dårligt fiskefartøj; fiskeredskabet, en pilk på en håndsnøre, var tidkrævende at bruge, og der var kun ringe mulighed for at ind- handle fisk. Det var klart for enhver, at der måtte ske forandringer, hvis pro- duktiviteten skulle forøges. Først og fremmest måtte der anskaf- fes bedre fiskefartøjer, og i de følgende år voksede antallet af robåde støt, skønt det til tider var vanskeligt at fremskaffe egnede materialer. Der byggedes for- skellige typer, navnlig små, fladbundede pramme på 10-14 fod og større både af konebådsfacon på 18-26 fod. Af tallene i tabel l ses, at der for alvor kom fart i anskaffelsen af træbåde i 1920'rne; men om en revolution er der ikke tale. Store torskeforekomster gav ellers i disse år håb om en voldsom udvikling af det grønlandske fiskerierhverv, og navnlig sidst i 1920'rne byggedes et større antal pramme til torskefiskeriet. Tabel 1. Træbåde tilhørende den grønlandske befolkning Både pr. 100 indb. 1910 1920 1930 Nordgrønland Sydgrønland 1,5 2,3 2,6 3,1 7,3 7,7 Skridtet fra kajak til træjolle var be- tydningsfuldt; men hvis fiskeriet skulle udvikles til et bærende erhverv, var det bydende nødvendigt at tage et par skridt mere. Erhvervet måtte gennemgå en mekanisering. Problemet var bare, hvorledes det skulle lykkes at gen- nemføre en sådan mekanisering i det grønlandske samfund, hvor der var stor mangel på kapital og teknisk kunnen. Torskens indvandring kom netop som helleflynderbestandene var i tilba- gegang som følge af overfiskeri (hoved- sagelig forårsaget af udenlandske skibes fangst på havbankerne). Torskefiskeri- ets opblomstring sikrede fortsættelsen af nogle igangsatte fiskeriforsøg, og den udvikling, der var sat igang ved disse fi- skeforetagender, kom til at spille en afgørende rolle for udviklingen af det grønlandske fiskerierhverv. De rationelle fiskeriforetagender Den lidt underlige betegnelse angav, at der var tale om dansk ledede fiskerifore- tagender, hvor der anvendtes europæisk teknik. Denne måde at fiske på blev den gang anset for at være mere rationel eller fornuftig end de traditionelle grønlandske metoder. Betegnelsen ra- tionel blev også brugt om en række an- dre projekter og foretagender, hvor der benyttedes - eller overvejedes - impor- teret teknologi. At de europæiske metoder skulle være mere fornuftige end de grønland- ske kan være svært at se idag; men de var betydelig mere effektive, og gav der- ved mulighed for at opnå et større ud- bytte - så længe det varede. I flere tilfæl- de førte de forøgede fangstmuligheder nemlig til overudnyttelse af fiske- og dy- rebestande. På grundlag af oplysninger om fiske- forekomsterne, som var tilvejebragt ved Tjalfe-ekspeditionens videnskabelige undersøgelser i 1908 og 1909, blev der 103 [5] foretaget en række forsøgsfiskerier i 1910. IJulianehåb Distrikt fiskedes hel- lefisk, i Godthåd Distrikt torsk og laks og i Holsteinsborg Distrikt helleflynder. Forsøgene ved Godthåb mislykkedes, og budgetterne blev overskredet; men såvel direktorat som, ministerium var indstillet på at fortsætte med forøgede midler. Af rapporten for det følgende år, 1911, fremgår, at der var mange begynder- vanskeligheder bl. a. saltmangel. Fiske- ne kunne være svære at finde, vejret var dårligt, og de grønlandske fiskere plage- des af influenzaepidemier. Resultaterne var imidlertid atter tilfredsstillende, og efter endnu et forsøgsår gjordes ordnin- gerne permanente. I de følgende år fortsattes udbygnin- gen af de forskellige stationer. Der opførtes bygninger, indkøbtes materiel, lokaliseredes fiskepladser og uddanne- des fiskere i stort tal. Navnlig uddannel- sen af grønlandske fiskere fik stor betyd- ning. Allerede i 1920'rne; men navnlig i begyndelsen af 1930'rne, optrådte fiske- re fra Holsteinsborg og Godthåb som instruktører i forbindelse med opbyg- ning af ny fiskeanlæg. Endelig er det også værd at bemærke, at der blev pro- duceret store mængder fiskeprodukter, som søgtes afsat på nye markeder, og at der gjordes de første spæde forsøg på at etablere en egentlig fiskeindustri ved oprettelsen af en hermetikfabrik, hvor der fremstilledes fiskekonserves. Der kunne - og burde - skrives en bog om de rationelle fiskeriforetagen- ders historie. Det er klart, at den stort anlagte fiskeriaktivitet betød meget i hele Grønland, hvor viden om ny fiske- metoder og fiskebehandling spredtes blandt alle fiskeinteresserede, samtidig med at indhandlingsmulighederne for- bedredes. Her er det blot nødvendigt at trække enkelte træk frem, som fik be- tydning for fiskerierhvervets udvikling. En særlig betydning fik helleflynder- fiskeriet på bankerne ud for Holsteins- borg. Fiskeriet blev drevet i mere end tyve år, og selv om det havgående line- fiskeri atter måtte opgives, da bestanden var overfisket, må indsatset betegnes som en vellykket teknologioverførsel af vidtrækkende betydning for det grøn- landske erhvervsliv. 11911 blev fisker J. M. Jensen fra Kalle- have, som året før havde fået et godt forhold til lokalbefolkningen, genud- sendt med udvidede arbejdsopgaver. Foruden fiskeriet ved Holsteinsborg skulle han tage en tur op i Egedesminde Distrikt for at lære befolkningen der at fiske med langliner. Langlinerne havde han lavet i løbet af vinteren, hvor han iøvrigt havde været administrationen behjælpelig med at forberede det kom- mende års fiskeri, og en bådebygger i Kallehave havde ligeledes bygget 20 småbåde, dorryer, som grønlænderne skulle fiske fra. Fiskeriet foregik på den måde, at sta- tionens motorbåd, »Håbet«, slæbte en række småbåde ud på fiskebankerne, hvor fiskemesteren så hjalp med at sætte langlinerne. Der var således etableret en slags fiskeruddannelse, og de deltagende grønlændere havde ligeledes mulighed for at købe fartøjer og langliner billigt (til KGH's indkøbspris uden tillæg for fragt eller lignende). 104 [6] Dorryer med langliner ved kajen i Sisimiut/Holsteinsborg. Fot.: Jette Bang, 1945. Arktisk Institut. Losning af havkatte fra kutter i Maniitsoq/Sukkertoppen. Fot.: Jette Bang, 1956. © Arktisk Institut. 105 [7] Motorbåd med dorryer på slæb på vej hjem til Sisimiut/Holsteinsborg. Fot: »Ukendt«, 1933. © Arktisk Institut. Dette år blev endvidere opført et sal- teri ved Umiatsilivik, ligesom fiskeriet ved Sarfannguak var inddraget under forsøget. Fiskeforsøgene satte også et spædt sideskud, som senere skulle vise sig at få overmåde stor betydning. Til Attu udsendtes en motorbåd med stærk motor, som skulle benyttes ved den tra- ditionelle hvalrosfangst, og hermed sat- tes en parallel udvikling i gang, som vil blive behandlet mere udførligt i et sene- re afsnit. Fiskeriet med langliner efter helle- flynder slog godt an næsten med det samme. Efter kun et par år fiskede så godt som alle grønlændere ved Hol- steinsborg med det ny redskab. Kun en- kelte fiskede endnu med håndsnøre fra kajak, og det var udelukkende mænd, der ikke ejede en træbåd. 11923 skete en betydningsfuld foran- dring i helleflynderfiskeriet. Hidtil hav- de man sat langlinerne fra småbåde, som var blevet trukket de 15-20 sømil ud til fiskebankerne; men nu begyndte man ved Holsteinsborg at sætte linerne direkte fra motorbåden. En del småbåde blev dog stadig trukket frem og tilbage, og det fortsatte også det følgende år, hvor skonnerten, »Hvidfisken«, blev indsat som moderskib for dorryerne. Ved Godthåb indsattes også større fartøjer dette år (1924) som moderskibe for torskefiskerne. Det fælles problem var, at de små joller vanskeligt kunne bruges i hårdt vejr, hvorfor der gik for mange fiskedage tabt. 11926 blev to motorbåde overladt til fiskere fra Holsteinsborg. Forsøget faldt særdeles godt ud. De grønlandsk be- mandede både fiskede dobbelt så meget som en båd, der havde en færøsk fisker som fører - og så var tabet af liner end- da mindre. Det var hermed bevist, at grønlænderne kunne drive fiskeri fra motorbåde. Året efter førtes tre mo- 106 [8] torbåde af grønlændere med samme gode resultat. 1928 bragte endnu en nyhed med sig ved Holsteinsborg. Et grønlandsk an- delsselskab indledte et helleflynderfiske- ri fra en nyudsendt motorbåd, »Na- kuak«. Ellers svigtede et stort antal grønlændere helleflynderfiskeriet dette år, da torsk fandtes i stort antal. Bestan- den af helleflyndere var endvidere gået kraftigt tilbage, og i 1934 var det så godt som slut med helleflynderfiskeriet. Økonomisk betød fiskeriet efter hel- leflynder og hellefisk mest i de første år; men torskefiskeriet, som navnlig blev drevet ved Godthåb, fik gradvis større betydning. Havtemperaturerne var sti- gende, og torskenes antal tog til. Da det samtidig var mindre arbejdskrævende at fiske torsk på lavt vand end fladfisk på store dybder, lå der allerede her en til- lokkelse til at skifte. Torskefiskeriet fik dog også betydning på en anden måde. De europæiske/danske fangstteknikker var ikke velegnede til grønlandske for- hold, og der måtte derfor ske en tekno- logisk tilpasning, hvilket var af stor psy- kologisk værdi. Ved forårstid og først på sommeren, hvor fisken står tæt under land og højt i vandet, havde man tradition for at sætte net; men resultatet var meget svingen- de. Forsøg på at indføre garnfiskeri i større omfang faldt uheldigt ud. Det var enklere og billigere at fiske med hånd- snører - og udbyttet var endda ofte bedre. Senere på sommeren blev torske- ne med rimelig succes fanget på lang- liner langs bunden. Det blev derfor et teknologisk gen- nembrud for torskefiskeriet, da nogle fiskere ved Godthåb i 1929 begyndte at anvende »flydende langliner«, der var ophængt mellem bøjer. På få år bredte opfindelsen sig langs kysten, og disse torskelangliner kom snart til at domine- re torskefiskeriet. Efterhånden som man vandt erfaringer og fik rutine, blev det muligt at øge arbejdsindsatsen i fi- skeriet. Mens det i 1939 var almindeligt at benytte 100-600 kroge pr. mand pr. fiskedag, var det i 1945 almindeligt med 250-1.000 kroge pr. mand pr. fiskedag. I 1946 bemærkedes, at de ny num- merbåde særlig i de urolige efterårsmå- neder viste deres overlegenhed. Torske- fiskeriet fra motorbådene gav således fem gange så stort udbytte som fiskeriet fra robåd. 1949 gøres de første forsøg med at sætte bundgarn - uden brug af bund- garnspæle - ved Frederikshåb og Hol- steinsborg, og samme år forsøges med torskeflydetrawl; men fartøjerne kunne ikke præstere den nødvendige hastig- hed. 1950 klages der ved Holsteinsborg over, at bundgarnsfiskeriet saboteres. 1951 var de første private bundgarn i brug ved Sukkertoppen og Holsteins- borg; men uden den store succes. Alli- gevel gik bundgarnene deres sejrsgang i løbet af 1950'rne, og sidst i dette årti blev det almindeligt at bruge det færøske favoritfiskeredskab, snellen, under sommerfiskeriet. Torskefiskeriet ses således at være præget af teknologiske forandringer, impulser fra forskellige fisketraditioner og tilpasninger til de særlige grønland- ske forhold. Da det blev stadig vanskeligere at fan- ge en helleflynder, som var over mind- 107 [9] stemålet, og fiskeriet ikke længere kun- ne svare sig, forsøgte man at finde al- ternative fiskemuligheder. De væsent- ligste tiltag var en forøgelse af den traditionelle hajfangst og forsøgsfiskeri efter rejer. Motorbådene ved Holsteinsborg blev sendt på hajfiskeri i 1932; men uden det store udbytte. 11935 bemærkes, at hajfi- skeriet går mere og mere over til at blive søgående, idet effektivt fjordfiskeri fra mange motorbåde hurtigt opflsker ha- jerne. Den bedste tid ved Holsteinsborg var april og maj, hvor denne fangst gav udøverne et lønnende udbytte. Året ef- ter (1936) fiskede private motorbåde ha- jer i februar og marts i Sukkertoppen Distrikt. I 1937 opgav de private mo- torbåde ved Holsteinsborg hajfangsten, efter en god fangst i marts, for at gå ind i den mere interessante hvalrosjagt. Fra Egedesminde Distrikt meldes i 1938, at de dette år fem udsendte motorbåde og den store Geislerbåd i efteråret næsten udelukkende var beskæftiget med hajfi- skeri. Når der ikke er torsk, fiskes..der hajer; men fiskeriet er ikke særligt at- traktivt, da det økonomiske udbytte ikke står mål med anstrengelserne - endvidere var det muligvis også af be- tydning, at hajerne ikke spises af men- nesker» Dette psykologiske element indgår også delvis i forsøgene med rejefiskeri, det var i hvert fald nogle dyr man skulle vænne sig til at spise, og hverken fangst- metoder eller byttedyrets størrelse var der megen fangstglæde ved. For lit afhjælpe problemer med forsy- ninger til hermetikfabrikken i Hol- steinsborg, igangsattes et rejefiskeri i 1935 med to skagensfiskere som tilkald- te eksperter. Dette gentog sig året efter; men dette år blev den tredie af styrelsens motorbåde ført af grønlænderen Aug. Lennert. Der fangedes også en del krab- ber. 11937 bemærkedes, at besætningen på rejebådene hovedsagelig kom fra Sukkertoppen Distrikt, da Holsteins- borgerne ikke var interesseret i trawlfi- skeri. 1939 blev en af styrelsens ældre motorbåde, »Nakuak«, afhændet til et grønlandsk konsortium, som fiskede med et godt resultat for dette tidlige fi- skeri -166 kg pr. fiskedag. 1947 klagedes der over de grønlandske fiskeres indsats. De bedste fiskere ville hellere fange torsk, og det anbefaledes atter at antage danske bådførere [noget tyder på, at fel- terne var overfiskede]. I 1949 slog reje- fiskeriet ved Holsteinsborg helt fejl på grund af lave vandtemperaturer. Der forsøgtes da fiskeri i Diskobugt, hvor også den private båd »Nakuak« deltog. Om fiskeriet fra Christianshåb berette- des i 1951, at dagsfangsten i juli for ma- skinkraftige både var 350-500 kg og for små maskinsvage både 200-300 kg. Fra midten af august var de tilsvarende dagsfangster 600-800 kg og 300-400 kg. Endelig er det rimeligt at nævne encT- nu en fiskeart, som fik større betydning efter indførelsen af langlinefiskeriet. Havkatte havde længe været kendt som spisefisk, og en del blev tørret til vinter- forsyning; men først i 1938 gik mange ind i havkattefiskeri på grund af de høje priser på skindene, som kunne bruges i lædervareindustrien. Fiskenes kød kun- ne ikke indhandles før i 1951, hvor det var blevet muligt at filetere fiskene ved 108 [10] Hajer, fanget på langline og trukket på land ved Sisimiut/Holsteinsborg. Fot.: Paul M. Hansen, o. 1930. © Arktisk Institut. de nyanlagte fryserier. Til gengæld ophørte indhandlingen af skind i 1952. Rationel fangst Som antydet ovenfor var det ikke let at forvandle sælfangere til fiskere. Tradi- tioner og kulturelle værdier kræver langvarige påvirkninger for at ændres, og gennem de mange rapporter over de rationelle fiskeriforetagender drypper til stadighed bemærkninger om fisker- nes ustyrlige tilbøjelighed til at forlade fiskeriet og gå på sæljagt, når mulighe- derne dukkede op. Fiskemesternes suk og hovedrysten er forståelig; men ud fra en samfundsøko- nomisk betragtning kunne der være lige så stor fordel i at effektivisere fangsten af havpattedyr gennem indførelse af ny teknologi, som i at effektivisere fiske- riet. Også her var der europæiske forbil- leder indenfor hval- og sæljagt fra store fartøjer, og sådanne projekter var helt i tråd med de grønlandske jagttraditioner. Der blev da også iværksat tiltag, som fik stor indflydelse på udviklingen af det grønlandske fangererhverv - og dermed på udviklingen af fiskerierhvervet. Det var oplagt at forsøge med fangst af de store hvaler. Der havde været dre- vet hvalfangst ved de grønlandske ky- ster i århundreder; men år 1900 deltog hverken danskere eller grønlændere i denne fangst. I de følgende år ansøgte et par danske selskaber om tilladelse til at påbegynde fangst ved Grønland, og i Grønland diskuteredes sagen flere gange. Ja, der blev endda vedtaget op- 109 [11] fordringer fra Landsrådene til Inden- rigsministeriet om at indkøbe et hval- fangerskib. Der skete dog ikke no- get før 1924, hvor båden »Sonja« sattes i drift. I de følgende år fangedes et større an- tal hvaler, og denne indsats fik stor be- tydning for landets kødforsyning. Det grønlandske håb om at deltage i fang- sten og" komme til at drive skibet, blev dog skuffet. Det afsluttende spørgsmål i Peter Olsens festlige sang om »Sonja«, om hvornår man atter skal se en grønlandsk hvalfanger drive fangst på storhval, måtte stå ubesvaret i henved tyve år. Først i 1948 gik brødrene Geis- lers båd »AuveK« ind i hvalfangsten med en nymonteret harpunkanon; men da var det jagt på de forholdsmæssigt små vågehvaler (sildepiskere) det gjaldt. Denne vågehvalsfangst fik en vis betyd- ning for rejekutterne i de følgende år. Ved århundredets begyndelse og i de følgende tiår blev der også fremsat for- skellige forslag til anskaffelse af store sødygtige fartøjer til industriel fangst af sæler og hvalrosser. Der blev gjort nogle forsøg med nogle af de i Grønland sta- tionerede fartøjer; men det kom der ikke meget ud af. Til gengæld fik et par andre tiltag endda særdeles stor betydning. Det var indsatsen af mindre motorbåde i jagt på hvidhvaler og hvalrosser. Under hvidhvalernes træk i for- og efterår havde det akid været brugt at drive flokke ind i snævre fjorde eller bugter, hvor det så var muligt at nedlæg- ge et stort antal dyr. Fra århundredets begyndelse var man endvidere begyndt at forbedre naturforholdene ved at opsætte spærrenet, hvilket havde for- 110 øget udbyttet betragteligt; men hvid- hvalerne skulle stadig selv gå i fælden - eller komme den så nær, at det var mu- ligt at drive de sky dyr med kajakker. Med motorBådenes ankomst skete en betydelig ændring. Det kunne nu lade sig gøre at drive flokkene betydelig længere, og derved åbnedes mulighed for at opnå såvel større som sikrere ud- bytte af jagterne. De nye muligheder oplevedes ikke kun som forbedringer. I 1916 klagede landsrådsmedlemmet fra Godthåb ek- sempelvis over, at der strømmede alt for mange fremmede til fangststedet ved Qaquk, hvor befolkningerne fra Godthåb og Kangeq i de seneste år hav- de haft stort udbytte af fangsten ved at låne styrelsens motorbåde. Landsrådet gik ind for at reservere denne fangst for de lokale, da lignende forhold ikke fandtes andre steder. Dette argument var nu ikke helt i overensstemmelse med sandheden, og i de kommende år blev motorbådenes betydning for jagten på hvidhvalerne et af de helt store debatemner. Befolkningen delte sig i to grupper: for og imod anvendelse af motorbåde i jagten på de fælles bestande af trækken- de dyr. Det var dog vanskeligt at frem- føre saglige argumenter, da det ikke kunne afgøres, hvorvidt det var klima- ændringer eller de ændrede jagtformer, der fik hvidhvalerne til at vælge ny trækruter. Det eneste der lod sig fastslå med sikkerhed var, at det for nogle fan- gere gav større udbytte at jage hvidhva- ler med motorbåd; mens kajakfangernes muligheder forringedes. Hermed var en betydningsfuld kendsgerning fastslået. [12] Hvalrosfangst i Vestisen ud for Sisimiut/Holsteinsborg i 1937. Fot.: Paul M. Hansen. © Arktisk Institut. Fremtidens storfanger måtte råde over en motorbåd; mens kajakfangernes fremtid var usikker. Det vides ikke, hvilken indflydelse den ændrede jagtform havde for bestan- den af hvidhvaler. Meget tyder på, at først de allerseneste års øgede jagttryk har reduceret bestanden; men det vides endnu ikke med sikkerhed. Til gengæld fik motorbådsjagten katastrofale følger for den vestgrønlandske hvalrosbe- stand. Det er for sent at overveje, hvil- ken indflydelse en mere kontrolleret jagt ville have haft for fangererhvervet. Man kan blot konstatere, at de store hvalros- jagter i 1930'rne og 1940'rne spillede en væsentlig rolle for motoriseringen af den grønlandske fanger og fisker. I århundreder havde et stort antal hvalrosser søgt på land på en række småøer ved Nordre Strømfjord for at fælde i de sene efterårsmåneder. En sådan kødmængde må altid have virket dragende på fangere; men noget tyder på, at der kun lejlighedsvis blev drevet jagt på landgangspladserne. Fra slutnin- gen af forrige århundrede udnyttedes mulighederne af folkene fra Attu, som sejlede til pladserne i konebåde. Det ske- te ofte, at dårligt vejr forhindrede jagten eller gjorde det umuligt at hjembringe kødet af de nedlagte dyr. I marts 1911 foreslog R. Muller i et fo- redrag i Det grønlandske Selskab, at man skulle indføre rationel hvalros- fangst ved Vestgrønland. Og allerede 111 [13] samme år udsendtes motorbåden »Anna Marie« - og nogle bukke til ophejsning af hvalrosserne - til Attu. De følgende år blev jagten på opgangspladserne dre- vet med vekslende held. Endnu 1928 sluttede Attu-fangerne sig sammen om nogle fælles jagtdage i oktober eller no- vember, hvor fangsten organiseres såle- des, at motorbåden udelukkende brugtes til transport af kød, mens jagten foregik fra konebåde. Dette år klagedes dog over, at fangere fra Holsteinsborg drev jagt fra motorbåde, og man ønskede at beskytte hvalrosserne - eller sin egen traditionelle jagt på disse - gennem en kommunal vedtægt, der forbød mo- torbådsjagt ved opgangspladserne. Dette er altså endnu et eksempel på en konflikt mellem et lokalsamfunds udvikling af en traditionel jagtform og udefra kommende, der ønskede at delta- ge i jagten med de ny hjælpemidler. Un- der de følgende års debat nævntes de helt traditionelle jagtmetoder: fra kajak under kysten og fra iskanten; men disse jagtformer spillede ingen større rolle (undtagen i Thuleområdet, hvis er- hvervsforhold falder udenfor denne un- dersøgelse). Til gengæld udvikledes en ny forarsjagt i Vestisen i løbet af 1930'rne. Med skindbåde kunne det ikke lade sig gøre at drive jagt i større afstand fra kysten, hvorfor havjagt måtte overlades til udenlandske sæl- og hvalfangere. I en betænkning fra »Udvalget til Drøftelse af de grønlandske Anliggender« udtryk- tes 1921 ønske om at få undersøgt mulig- hederne for at udvikle en søgående jagt på havpattedyr i isen vest for Grønland. Det var~ kommissionens opfattelse, at 112 fangstfeltet naturligt tilhørte grønlæn- derne, som længe havde haft øjet åbent for deres betydning og næret ønsker om midler til dets udnyttelse. Først i begyndelsen af 1930'rne kom der dog gang i en forsøgsvis udnyttelse. Mellem 1932 og 1938 udrustedes nogle af KGH's skonnerter til fangstrejser i slutningen af maj og begyndelsen af juni, og selv om resultaterne var svingende, tog private motorbåde ideen op. Her- med indledtes et ukontrolleret blodbad på drægtige dyr og hunner med unger til stor skade for bestanden. Der nedlagdes et stort antal dyr, hvoraf der hverken blev bjærget kød, skind eller tænder, da dyrene sank; af mange andre blev kun bjærget de mest eftertragtede dele, mens vældige kødmængder blev efterladt på isflagerne til glæde for mågerne. Disse skandaløse forhold udløste straks en fredningsdebat; men da fangsten foregik på søterritoriet, hvor det var vanskeligt at give gældende regler for udenlandske fangstmænd, og hvor fangstforholdene var meget forskellige fra de kendte, løb de velmenende debatter ud i sandet. Selv om der var udbredt enighed om, at motorbådsjagterne i Vestisen skadede bestanden, og at alt kød burde udnyttes, ønskede ingen at skade fremvæksten af det ny erhverv, der trods alt så lovende ud^Da det heller ikke var muligt at for- hindre de udenlandske fangstmænds ak- tiviteter, ville fredningsbestemmelser for de grønlandske fangere også kun have ringe virkning. I 1938 købte brødrene Geisler fra Attu et fartøj på hele 18,70 BRT til brug for hvalrosjagten. Dette første store grønlandsk ejede fartøj, en kutter af kat- [14] tegattypen, kom meget passende til at hedde »AuveK« (»Hvalrossen«). Brødre- ne havde egentlig ønsket et endnu større fartøj; men direktøren i Grønlands Sty- relse, Daugård-Jensen, havde afslået med den begrundelse, at de ville fare vild. Den egentlige begrundelse var nok snarere, at der var frygt for, om der var sund økonomi i foretagendet. Med »Au- veK« blev det svært nok endda. I årene 1940 og 1941 fik båden den største fangst af hvalrosser, da der ialt blev fanget 300. Fra da af gik bestanden tilbage, og isfor- holdene ændrede sig, således at fangsten i Vestisen på de øvrige sælarter blev vanskeligere. Fangstrejserne i Vestisen fortsatte dog i en årrække. Flere fartøjer startede sæsonen med jagt på sæler og hvalrosser i isen vest for Disko-øen, som rundedes nordom, hvorefter kødet afsattes i kul- minebyen Qullissat, hvor der blandt mi- nearbejderne var et stort marked for sælkød. Gennem 1930'rne og 1940'rne disku- teredes emnet sælfangst fra motorbåd ivrigt. Meningerne var delte, og der indførtes en række kommunale vedtæg- ter til regulering af fangsten. Visse fjor- de forbeholdtes kajakfangst, og der ud- vikledes jagtformer, hvor motorbåds- ejerne transporterede kajakker til fangst- pladserne, hvor dyrene blev jaget på traditionel vis med harpun. Det var et alment anerkendt problem, at mange magre forårssæler sank efter at være ble- vet skudt. Nyt og gammelt stod mod hinanden, de gamle gennemprøvede fangstmetoder havde mange fordele; men det var klart, at en fornuftig udnyt- telse af motorbådene til fangst og fiskeri ville medføre et øget fangstudbytte. Det var - eller blev det med årene - lige så klart, at der stilledes andre krav til en motorbådsfanger end til en kajakfanger. Motorbådsfangeren måtte naturligvis lære noget om vedligeholdelse af båd og motor; men først og fremmest blev det nødvendigt at kende de økonomiske be- tingelser for drift af de forholdsvis kost- bare fartøjer. Indkøb af motorbåde og ny dyre fangstredskaber finansieredes med lån. Disse skulle afdrages og for- rentes, og der skulle også regnes på, om der overhovedet var fornuftig drifts- økonomi i motorbådsfangsten, når der skulle betales for brændstof og slid på materiel. Motorbådsejernes økonomiske forhold Det er et alment accepteret faktum, at fiskeriet fra 1930'rne var hovederhver- vet i Sydgrønland. Her var fiskesæsonen betydelig længere end i Nordgrønland, dels fordi torskene kom tidligere og dels fordi det var muligt at nedsalte fiskene i en længere periode (man kunne ikke producere saltfisk i frostvejr). Forudsæt- ningerne for at udvikle fiskerierhvervet var tilsyneladende bedst i Sydgrønland, og overgangen fra robåde til motorbåde kunne derfor ventes at være sket i dette område. Det er imidlertid ikke tilfældet. Af tabel 2 fremgår, at 42 % af de grønlandsk ejede motorbåde i 1939, og 57,5 % i 1949, var hjemmehørende i Holsteinsborg og Egedesminde koloni- distrikter, og at antallet af motorbåde pr. 100 indbyggere var langt højere i dis- se distrikter end i et så vigtigt fiskeri- distrikt som Godthåb. 113 [15] Tabel 2. Grønlandsk ejede motorbåde 1939 1949 Kolonidistrikt antal mb/100 antal mb/100 Julianehåb 10 0,27 28 0,65 Frederikshåb 2 0,18 6 0,44 Godthåb 3 0,18 10 0,48 Sukkertoppen 8 0,49 16 0,88 Holsteinsborg 19 1,58 74 4,51 Egedesminde 12 0,61 61 2,44 Christianshåb 1 0,16 7 1,08 Jakobshavn 4 0,22 9 0,67 Kutdligssat 1 - 3 0,29 Godhavn 5 1,15 11 1,83 Umanak 0 0 :o 0 Upernavik 7 0,53 10 0,71 Forklaringen på dette forhold ligger snublende nær, og den nye tids grønlænder blev allerede i 1920'rne be- skrevet af Ad. Tensen: »Mit ideal af en J grønlænder er den mand, der tager sæl, når der er sæl, og fanger fisk, når der er fisk. Og det er en ganske fejlagtig an- skuelse, at disse erhverv ikke kan for- enes.« Rent faktisk var det tvingende nødvendigt at forene de to erhverv, da det ganske enkelt ikke var muligt at tje- ne nok ved beskæftigelse i det ene. Det blev derfor fangerne ved det rige fangst- felt i Vestisen (og til dels ved storisen i Sydgrønland), som blev de første til at udnytte de fordelagtige tilskud og låne- muligheder, der stilledes til rådighed for motorbådskøberne. For fiskerne på den midterste del af Vestkysten, i åbent- vandsområdet, kunne det bedre betale sig at blive ved at fiske fra joller. Det er imidlertid et stort spørgsmål, hvor klart dette stod for datiden. De grønlandske fangere var ikke vant til at gruble over teoretiske fænomener fra den økonomiske begrebsverden, som for eksempel afskrivning. Til gengæld vidste de, hvad de havde lyst til. Aasiaat Museum er i disse år ved at indsamle oplysninger om motorbådskøbene i 1930'rne og 1940'rne. Blandt andet er der indtil jou blevet optaget en række in- terviews - foreløbig 14 timer. Materialet er endnu ikke systematiseret og behand- let; men det er et gennemgående træk, at motorbådene indkøbtes til jagtture, mens fiskeriet om sommeren var noget, man blev tvunget til for at skaffe penge tiLjfdrag på lån, betaling af forsik- ringspræmie, værftsregninger og lignen- de. Motorbådene indkøbtes for at øge udbyttet af jagten på de trækkende be- stande i for- og efterårsmånederne; mens pengene til købet hovedsagelig skaffedes ved torskefiskeri i sommermå- nederne. Foruden fiskeriet udnyttedes også an- dre muligheder for at skaffe sig kontant- indtægter. Ved tilsyn med rævefælder om efteråret var det eksempelvis en stor fordel at benytte motorbåd, da nyis tid- ligere havde udgjort en betydelig risiko, fordi konebådens skind kunne skæres i stykker af den skarpe isskorpe. Endvi- dere var der en rationaliseringsgevinst at hente, da motorbåden ikke behøvede roersker. For befolkningen i Nordgrønland, og først og fremmest i Diskobugten, var det også vigtigt, at man kunne blive selvforsynende med kul ved at hente et læs kul eller to på de steder, hvor det var muligt selv at samle eller bryde kullene. 114 [16] Endelig spillede kulminebyen Qullis- sat også en vis betydning, da de mange lønmodtagere her aftog betydelige mængder kød, som betaltes kontant. Motorbådene skulle altså benyttes til flere formål, og navnlig være gode at jage fra. Det fik selvfølgelig betydning for valg af bådtype. Bådtyper Af referaterne fra Nordgrønlands Landsråd i 1930'rne fremgår, at lands- foged Philip Rosendahl gjorde endog særdeles meget for at fremme salget af fornuftige fiskefartøjer. Han mente, at de hidtil indkøbte motorbåde var for store og uheldigvis forsynet med dæk. Fiskerne ville stå meget sikrere i åbne både i uroligt vejr. Endvidere ville det være mere overkommeligt at tjene til af- dragene, ligesom det ville være muligt selv at reparere sådanne mere enkelt konstruerede fartøjer. Fangerne var der- imod mere interesserede i fartøjer med dæk, da de derved fik bedre udsyn og standplads for skytten. Om landsfogeden og de folkevalgte bevidst talte forbi hinanden, må forelø- big stå hen i det uvisse. Der er dog ingen tvivl om, at de talte om forskellige ting. Repræsentanten for Grønlands Styrelse talte om fiskere og fiskebåde, mens alle andre medlemmer af det nordgrøn- landske landsråd talte om fangst og fangstfartøjer, som også kunne anvendes i fiskeriet. Hvorledes typerne fordelte sig, og hvilke både der benyttedes til hvilke formål, vides endnu ikke med sikker- hed. Det samtidige kildemateriale er spinkelt; men det er muligt at stykke en fortegnelse sammen ud fra forsikrings- oplysninger og lignende, men det har vist sig nødvendigt at supplere med erindringer - og måske er det endda mu- ligt at opstøve noget privat regnskabs- materiale eller et par fangstlister. Af en opgørelse i 1939 fremgår, at der da fandtes 21 motorbåde på indtil 20 fod (motordorryer), 16 både på 21-25 fod (åbne motorbåde), 31 både på 26-30 fod (halvdæksbåde og ringdæksbåde med lukaf), og 5 over 30 fod (heldæksbåde med lastrum og lukaf). Af disse var 59 nybyggede; mens 10 var købt brugt, de sidste fire savnedes oplysninger om. En del af disse var af den første standardty- pe, som indførtes i 1937. Det var klink- byggede, åbne både på 18 eller 20 fod, forsynet med 2'/2 hk solaroliemotorer. Efter 1945 udsendtes et større antal både af forskellig type, både dansk og norsk byggede både; men der kom også gang i et grønlandsk motorbådsbyggeri. Af de i alt 288 grønlandsk ejede mo- torbåde i 1948 var 177 udsendt, mens 111 var bygget i Grønland - enten privat el- ler på værftet i Holsteinsborg. Værftet i Egedesminde indledte først sin produk- tion i 1949. Aasiaat Museum begyndte i 1991 at opbygge et register over alle erhvervs- fartøjer før 1960 og indsamle oplysnin- ger om deres brug og ejere. En del af dis- se fartøjer er endnu i brug, eller var det for ganske nylig; men det er på høje tid at foretage en indsamling af disse far- tøjer og de tilhørende redskaber. Forelø- big har Aasiaat Museum erhvervet tre motorbåde og en enkelt selvbyggerjolle. Der er måske brug for endnu en mo- 115 [17] Der arbejdes i et privat bådebyggeri i Ski m iut/Holsteinsborg. Fot,: Jette Bang, 1946. © Arktisk Institut. torbåd; men jollerne kniber det geval- digt med. Enkelte findes endnu og et stort antal ligger som vrag, så der kan tilvejebringes et stort materiale ved fo- tografering og opmåling af disse. Dog kniber det med penge og arbejdskraft til denne hasteopgave. Indsamlingen af erindringer fra motorbådspionererne li- der også af ressourcemangel, og denne opgave SKAL løses nu - ellers tager de deres viden med sig i graven. Pionererne Studiet af denne erjivervsform, hvor fangst og fiskeri blandedes med indfø- relse af ny teknologi, er spændende i sig selv: Men det er også i denne periode - og hos denne gruppe mennesker - at det moderne Grønland blev til. l I denne forholdsvis lille gruppe mo- torbådspionerer samledes viden om både og motorer, og hos de succesfulde opsparedes kapital. Der blev også vun- det erfaringer, vigtigst måske de der gik på nødvendigheden af at tilpasse vaner og ønsker til nye tiders krav. Og således rustet var de tidligere sæl- og hvalrosjæ- gere klar til at købe egentlige kuttere og gå ind i rejefiskeriet i løbet af 1950'rne og 1960'rne. For dem opleves udviklin- gen ikke som et pludseligt brud, men som en gradvis udvikling. Selv da det i fabrikskontrakterne blev forbudt at drive fangst i forbindelse med rejefiskeri (da man af hygiejniske grunde ikke ville have blod mm. blandet i rejer- ne), oplevedes dette blot som en mindre irritation. Man kunne stadig holde ud- kig efter en sildepisker, som hvis den blev nedlagt med harpunkanonen i stavnen, gav så store indtægter, at det kunne betale sig at droppe den lille reje- ladning - og svare sig at rengøre kutte- ren bagefter. I øvrigt anskaffede flere en mindre motorbåd til søndags- og sæson- jagt. Fangeren var blevet fisker og søndagsjæger. Fremstilling af motorbåde på »Landskassens Bådebyggeri« i Aasiaat/Egedesminde. Fot.: Jette Bang, 1956. © Arktisk Institut. 116 [18] Motorbådene til helleflynderfiskeriet ved Sisimiut/Holsteinsborg, forrest »Nakuak«. Fot.: G. Galster, 1930. © Arktisk Institut. Blandt de ældre i Grønland findes stadig mænd, som husker barndommens konebådsrejser og lyset, der faldt gen- nem sommerteltets tarmskindsforhæng. Som jagede hvalros og sæler fra åben motorbåd i drivisen nordvest om Disko i ungdomsårene. Og som senere købte kutter og begyndte at fiske rejer efter en uges oplæring hos en bekendt. Man kan være heldig at kende sådanne menne- sker, og derved have mulighed for at øse af deres livserfaring; men hvis der ikke bliver gjort en målrettet indsamlings- indsats nu, vil det snart være umuligt. Det vil ikke bare være oplysninger om fangst og fiskeri der hermed går tabt; men denne gruppes synspunkter på en række centrale emner som sko- levæsen, affolkning af bygderne og bo- ligpolitik har haft stor betydning for ud- viklingen af det moderne Grønland. De har måske ikke talt så højt, eller formu- leret sig så flydende (på dansk); men de- res ord har haft vægt mand og mand imellem, og det de sagde fortjener at bli- ve husket. 117 [19] Benyttet materiale: O. Bendixen: Grønlandsf^skeriet. Dets historie og Fremtidsmuligheder. (Kbh. 1930). Beretninger og Kundgørelser vedrørende Styrelsen af Grønland, for årene 1«>09/12 til 1933/37. (Kbh, 1914-37). Beretninger vedrørende Grønland, for årene 1938 til 19(58. (Kbh. 1938-69). E. W. Born, M.-P. Heide-Jørgensen og R. A. Davis: The Allantic Walrus (Odobenus rosmarus rosma- rus) ia West Greenland. (Udkommer i Meddelel- ser om Grønland, Biosqence 1993/94). Fortegnelse over fartøjer hjemmehørende i Aasiaat og Kangaatsiaq kommuner. Utrykt fortegnelse i Aasiaat Museum. Paul M. "Hansen: Grønlændernes Fiskeri. I »Dansk Saltvandsfiskeri« ved F. V. Mortensen og A. C. Strubferg. (Kbh. 1935, s. 180-201). Paul M. Hansen og Frede Hermann: Fisken og havet ved Grønland. Skrifter fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser nr. 15. (Kbh. 1953). Ad, S. Jensen: On the Fishery of the Greenlanders. ^Meddelelser fra kommissionen for havundersøgel- iac. Serie: Fistel, bd. VII nr. 7. (Kbh. 1925). Lydbånd i Aasiaat Museum. Optagelser med fangere og fiskere fra Aasiaat kommune. William G. Mattox: Fishing in West Greenland 1910-1966. The development of a new native in- dustry. Meddelelser om Grønland, bd. 197 nr. 1. (Kbh. 1973). Meddelelser fra Direktoratet for den kongelige grønlandske Handel, for årene 1882/86 til 1907/ 08. (Kbh. 1887-1909). Knud Oldendow: Naturfredning i Grønland. Det Grønlandske Selskabs Skrifter IX. (Kbh. 1936). Knud Oldendow; Tilstandene i Grønland 1946. (Kbh. 1947). ErikL. Balslev Smidt: Min tid i Grønland. Grønland i min tid. Fiskeri, Biologi, Samfund 1948-1985. jViborg 1989). Erjk L. Balslev Smidt: Om overgangen fra fangst til fiskeri i Vestgrønland. I tidsskriftet »Grønland« 1983, s. 125-44. Statistiske oplysninger om Grønland, 1942. Motorbåden »Carl Ryberg« med en beskeden helleflynder på siden. Bemærk lineudkasteren, den såkaldte »Shoot«, agter. Fot: G. Galster, 1930. © Arktisk Institut. 118 [20]