[1] Hvor ligger Hrafnsfjord? - og hvor ligger Foss, den kostelige kirke, og fiskesøen fald av fisk? Af Robert Bergersen Somrene 1988 og 1990 deltok jeg i fersk- vandsbiologiske undersøkelser ved Qor- lortorsuaq i bunden av Lichtenau-fjor- dens (Agdluitsoq) vestre arm (Amit- suarsuk), hvor Grønlands første landba- serte anlegg for oppdrett av fjeldørred nå ligger. Qorlortorsuaq betyr Det Store Vandfald, og man sier det er Grønlands høyeste. Det er ihvertfall et av de pene- ste! Som nordmann kunne man føle seg hjemme blant de høye fjell, og duren fra vandfaldet som kom og forsvant med vinden var god å sovne til om kvelden. Her måtte kongsgården Foss ha ligget, her og ingen andre steder. Så enkelt var det nå engang ikke, ef- terhvert som jeg oppdaget at nordbohi- storien til området hadde vært gjenstand for diskusjon i mindst 200 år, helt siden Henrich Peter von Eggers utgav sitt be- rømte skrift »Om Grønlands Øster- bygds Sande Beliggenhed« (von Eggers 1794). For dette ble han i år 1792 tildelt Det Kongelige Danske Landhuushol- dings-Selskabs tredje Guldmedalje! Hans hovedkonklusioner gjelder fort- satt, men detaljene stemmer ikke altid, som bl. a. den islandske filolog Finnur Jonsson (Jonsson 1899) og danske ar- keologer (Bruun 1896, 1918, 1931, Nør- lund 1924, 1935, Roussell 1941, Krogh 1967, Vebæk 1943, 1991b, 1992) har påvist. Fra tid til annen har også nordmænd taget del i diskusjonene, for eksempel Solberg (1931), Ingstad (1959), Henriksen (1988), Keller (1989), Fyl- lingsnes (1990) og Prytz (1990). Spæn- dende spørgsmål er besvaret, og mange av dem endeligt. Men ikke alle. Det gjelder bl. a. lokaliseringen av Hrafnsjjord, som landnåmsmanden Hrafn tog i sin besiddelse. Det følgende findes i en utgave av Grænlandsanndll, som ble nedtegnet av islendingen Bjørn Jonsson omtrent på midten av 1600- tallet fra et gammelt og nu tapt håndskrift (se Grønlands Historiske Mindesmærker (GHM) III, s. 229), i et forsøk på å regne bygdene fra syd mot nord: »... saa Søl vadair, som er den Robert Bergersen, født 1954, biolog fra Tromsø Universitet, har været tilknyttet Nor- ges Fiskerihøjskole og Tromsø Universitet si- den 1986. Han har indtil for nylig været ansat ved Tromsø Museum i forbindelse med en omstridt vandkraftudbygning. 285 [2] HS'W 61'«- Oversiktskort over »de paagældende Fjorde og deres Omgivelser«. Norrøne navne, med unntak av Slettu- fjord og Hornafjord (og Lundey), er efter Krogh (1967) og Vebæk (1991B). østligste bygd, derpaa Tofafjprd; saa Melrakkanes; saa Herjulfsfjordskirke; saa Hellissey og Hellisseyarfjord; saa Ke- tilsfjord, to kirker; saa Hrakbjarnarey, Lundey, Syllenda af Eiriksfirdi; saa Alp- tafjord; Siglufjord, kirke; Hrafnsfjord; saa gerigr Slettufjord af Hafursfirdi [an- dre utgaver har Hafrsfirdi], Hornafjord, Ofundinnfjord. Der er bispestolen saa Eiriksfjords [andre utgaver har Einars- fjords] kirke; af honum gengr Austkars- fjord, kirke; ...« I Arngrimur Jonssons GronJandia (også fra 1600-tallet, origina- len^) er tapt men findes i adskillige av- 286 skrifter) finnes den samme rekkefølge, men Slettufjord mangler (Langer An- dersen 1982): Ketilsfjord med to kirker, Hrakbjarnarey, Lundey, Alptafjord, Sig- lufjord med én kirke, Hrafnsfjord, Ha- fafjord, Hornafjord, Ofundinnfjord med én kirke, Einarsfjord med bispestolen, Austkarsfjord med én kirke. Det bør imidlertid spesielt nevnes at en avskrift (Torfason) har Slettufjord og Horna- fjord som arme av Hrafnsfjord, og at en annen (Thorlacius) har Austkarsfjord og Hafrsfjord som arme av Einarsfjord (jånsson 1899, s. 278). I Flatølisten som [3] antagelig har sin oprindelse fra 1100/ 1200-tallet mangler en rekke fjorder, men rekkefølgen er også her den samme (GHM III, s. 247): Ketilsfjord med to kirker, Siglufjord med én kirke, Aust- fjord med én kirke (Austkarsfjord, men kunne efter rekkefølgen være Ofun- dinnfjord eller til og med Hrafnsfjord), Einarsfjord med bispestol, Eiriksfjord. Hvis vi tår utgangspunkt i disse tre kildene, og ikke minst arkeologenes er- faringer (Nørlund 1935, Krogh 1967, Vebæk 1991b), synes den følgende sam- menstilling å være logisk: Herjolfsnes = Ikigait, Ketilsfjord = Tasermiut, Alpta- fjord = Søndre Sermilik, Siglufjord = Uunartoq, Hrafnsfjord = Agdluitsoq, Einarsfjord = Igaliko-fjorden, samt Ei- riksfjord = Tunugdliarfik. Hovedfjorde- ne i kildene og på kartet er da nevnt, og som blant andre Krogh (1967) og Ve- bæk (1991b), gør rede for, kirketopogra- fien blir da også logisk, ut fra de ruiner man idag kender. Når det likevel er strid om rekkeføl- gen skyldes det hovedsagelig Ivar Bårdarsons Grønlandsbeskrivelse fra om- trent midt på 1300-tallet (GHM III, s. 248). Her får vi ikke bare en liste av fjor- der og kirker fra syd mot nord, men også topografiske opplysninger av sær- deles viktighet, blant annet en omtale av varmekilden i Uunartoq. Denne har fra tid til annen, f. eks. GHM III, Jonsson (1899), og senest Monberg (1992), vært brakt til å argumentere for Hrafnsfjord Qorlortorsuaq-området sett fra Vatnahverfi. Nærmest Storesøen, dernest Lillesøen (nedenfor vandfaldet), og så fjorden (Amitsuarsuk), med tærskelen og lavningen over til Sioralik. Bagerst fjeldet Akuliarusersuak, som kan ha grundet navnet Hornafjord. Tegning av Daniel Bruun, 1894. 287 [4] Sioralik (Sandstedet). Ruinen 090b er foreløbig Uassiflceret som slåtteseterbrug og ligger ved det grønne til højre, ruinkomplekset 090 (gården) er til venstre for midten av billedet. Elven og højvandet graver i kan- tene, langsomt men sikkert. Dette må ha vært de gamles Slettufjord. Foto: ukendt, 1990. Midt i billedet: ruinen 090b, antagelig et slåtteseterbrug tilhørende 090. Den gamle indmark oversvøm- mes ved høyvand (springflo). Foto: Ortooraq Nielsen, juli 1990. 288 [5] En nordmand på gamle tomter? Billedet viser deler av ruinkomplekset Ø 90, som kan ha tilhørt kongs- gården Foss på omkring 1300-tallet. I baggrunden støder isfjeldene an mod kanten av deltaet. Foto: Rune Knudsen, september 1990. Den inderste delen av Sioralik. I forgrunden ses det ene av to lange og omsluttede stengjærder ved 090, som kan ha vært indhegninger for fårene, kvæget, eller hestene. Sammenligner en billedet mot Frode Peter- sens tegning fra 1894 (Petersen 1896, s. 412), ser man at den lille bækk har gravet bort en drøj bid av det nord- lige hjørne. På 96 år! Bemærk underlandet, som på grund av landsænkningen (erosjon av kantene) må ha vært større i nordbotiden. Foto: Frode Staldvik, september 1990. 289 [6] = Uunartoq og Siglufjord = Agdluitsoq, men som jeg forsøker å vise nedenfor kan Ivar (som han kaldes herefter) også tas til inntekt for det motsatte, nemlig Hrafnsfjord = Agdluitsoq og Siglufjord = Uunartoq. Ivars original er tapt, men finnes i mindst 10 avskrifter/oversettelser fra 1500-, 1600- og 1700-tallet. Disse (inklu- dert avskrifter av avskrifter, det hele er nogså forvirrende) avviger en del; dog er mange skrivemåter nevnt i GHM III og Jonsson (1899), hvorfra der citeres: »Item nest Kedeltzfiord [= Ketilsfjord = Tasermiut. Herom hersker ingen uenig- het, se f.eks. Jonsson 1899, Krogh 1967 og Vebæk 1991b] liger Rampnessfiord och langt ind udi den fiord ligger edt søstercloster ordinis Sanctj Benedictj det closter eger alt ind i bottnen, och ud fra Voge kierche som er til St. Oluff kon- ningh, Voge kierche eger alt land fior- den uden fore, ind i fiorden ere mange hollme, och klostered eger alle sammen heltten med dombkierchen, udi disse holme erre meget varmbt vand som om vintteren ehr saa hitt att ingen maa komme neer, men om sommeren ehr det vell til made hett saa att mand maa der baade udi, och mange fanger der helsse boed, och bliffuer karshe, och fanger hellsse boed aff sotter«. At denne beskrivelsen gjelder Uunar- toq er hevet over tvil, pga. henvisnin- gen til »varmbt vand« og de »mange hollme«. Ivar går direkte fra Tasermiut til Uunartoq, og utelater derved den mellomliggende Søndre Sermilik (Alp- tafjord), enten på grund av at den var lite bebodd (der er få ruiner), eller på grund av at han slet ikke vidste om den. Med tanke på at Ivars beskrivelse er såpass detaljert og rummer det største antal norrøne stedsnavne (Langer An- dersen 1982) får man inntryk av at han har seilt fordi Sermilik, som nemt lår seg gjøre hvis man runder Sermersoq (antagelig = Lundey) på vestsiden. Iføl- ge Bjørn, Arngrim og Flatølisten skulle han så være havnet i Siglufjord med én kirke. Flatølisten navngir denne kirken: »in ijj i Vogum i Siglufirdi« (GHM III, s. 246), medens Ivar har »Voge kierche«. Uten å manipulere for meget kan man vel tenke seg at disse er identiske. Og at det ialdfald har vært en kirke i Uunar- toq blev bevist i 1946 da arkeologen C. L. Vebæk fandt kirkeruinen ved Nars- saq. Vebæk (1991b) gir billeder av ste- det, og Vogum eller Vågen som det blir til på moderne norsk synes å passe. At denne kirken er lenger ut i fjorden enn nonneklostret (»søstercloster ordinis Sanctj Benedictj«) ved Narsarsuaq (op- daget av Poul Nørlund i 1932 og udgra- vet av C. L. Vebæk i 1946-1948) passer også med Ivars beskrivelse. Uttrykket »fiorden uden fore« kan antyde den til- liggende Sermilik (Alptafjord). Det er altså god grund til å tro at Ivar tok feil når han kaldte fjorden Ramp- nessfjord (isteden for Siglufjord), der- som han derved mente de gamles Hrafnsfjord. Avskriftene angir Rampns- fjord, Rampnessfjord, Ranipnesfjord, Rampefjord og Rumpeyjarfjord, og visstnok også Rompefjord og Rum- pesjøfjord (Peder Clausson Friis av Un- dal), samt Ramsnesfjord og Hrafnesfprd ifølge Vebæk (l991 b). Rumpesjø og Rumpeyjar bringer tankene til den var- me kilde, men da nærmer seg vel gren- 290 [7] sen for manipulasjon? Fjorden kunne imidlertid også ha byttet navn (fra Sig- lufjord til »Rampnessfjord«), og som vi skal se synes den videre beskrivelse å passe bedst til Agdluitsoq, som da blir til Hrafnsfjord. Vi fortsetter nordover med Ivar, og det er tænkeligt at han (i likhet med Søndre Sermilik) ikke selv besøkte Agdluitsoq, for det følgende gir indtryk av å være basert på andre: »Item der nest ligger Eynerfjord [det virker som om han seilte direkte fra Uunartoq til Igali- ko-fjorden] och emellum hannem och forshrefne Rampnsfiord liger en stoer hoffgaard som hoerer konningen til och den gård heder Foss och der stander en kostelig kierche vigt till Sanctum Nico- laum som konningen haffuer att forlene och der ner liger enn stoer fishesoe fulld med fish och thaa nar stortt vand och regen kommer, och nar det vand ind- fallder och mindshes daa bliffuer der utalig meget fish ligendis igen paa san- det«. Hvad angår denne »stoer fishesoe« har der versert mange teorier. Den han ha vært et eller andet sted i Vatnahverfi (landet mellom Agdluitsoq og Igaliko- fjorden), men er nå forsvunnet (K. Krogh). En anden teori går ut på at fald- vinden (nigeq), kanskje i Ivars påsyn, ef- ter en flom har blåst bort vandet slik at fisken ble tilbage. Slikt sker fra tid til an- den, men som C. L. Vebæk - ikke uden humor - konstaterer: det var ikke en metode ved hvilken nordboerne gene- relt kunne basere nogen fiskeøkonomi (Vebæk 1991 a). En tredje teori sier at ut- trykket »der ner« refererer til Qorlortor- suaq, hvor man kan stå ved Storesøen (Qorlortorsuup tasia) og iagtta område- ne »der nede« (se billede). Lillesøen (Q. ima) kunne være stedet, som fremsat av Frode Petersen, en medarbejder av Da- niel Bruun. Efter å ha udelukket Store- søen, skriver han videre: »Derimot pas- ser Forholdet meget bedre paa den lille Sø, paa hvis flade Bredder Fisken langt rimeligere vilde blive tilbage, naar Van- det faldt hurtigt efter en Oversvømmel- se« (Petersen 1896, s. 418). Nå har elven og vandet nedenfor fossen i Qorlortor- suaq betydelige endringer i vandstan- den, og også over relativt korte tidsrum, noe jeg selv kunne konstatere. Det kun- ne dermed tænkes at nordboerne benyt- tet seg av disse, og egnede lokaliteter fantes nok, dengang som nu. Men at Ivar skulle omtale dette trods alt besked- ne fiskeri er knabt sandsynlig. Elve- og indlandsfiske efter fjeldørred var et ver- difuldt tilskud til kostholdet, og en god sport selvsagt, men ikke mere. lalfald ikke for de som bodde ved sjøen! Med »fishesoe« kan Ivar har ment jjorden, for »sjøen« betyr »fjorden« mange steder i Norge (Helgeland). Å være på »fesksjøen«, »sildsjøen« eller »aursjøen« er vanlige uttryk, og selv Hans Egede, i sine Relationer fra Grønland, skrev »Søen« når han mente »Fjorden«. Ivar kan ha misforstået og ment indsø (om han ikke var der selv), men det er lite trolig. Hans beskrivelse kan kort sagt tænkes å referere til fjordfisket, som Agdluitsoq længe har vært kendt for. Lodden (ammassat) skulle nok kunne foranledige uttrykket »utalig meget fish«, og med »stortt vand« kan han vel ha ment floen eller springfloen (høy- vandet), mens »nar det vand indfallder och mindshes« betegner tilstanden eller 291 [8] perioden henimot ebbe (lawand). Det er kendt fra Norge og Island at nord- boerne bygde stengjærder for å holde på fisken når vandet faldt tilbake, og i Tor- finn Karlsefnes Saga heter det at man »gjorde Grave, der hvor Landjorden be- gyndte, medens Floden [antagelig = høyvandet] faldt ud; men da den strøm- mede til, gik der Fiske i Gravene, som da maatte tilfalde dem, naar Søen veg tilbage« (GHM I, s. 421). Der er grunn til å tro at dette var vik-_ tige fiskemetoder. Sild, lodde, flynder, torsk, stenbider og fjeldørred kunne så- ledes fanges i større mengder, og i Erik Rødes Saga heter det at »... de kom til Viinland til Leifsboder. Der bragte de deres Skib i Forvaring, og opholdt sig rolig den Vinter, og fangede Fiske til deres Føde« (GHM I, s. 227). Her hen- viser Ingstad (1965) til store mængder flynder i det grunde farvandet ved L'Anse aux Meadows (Leifsboder), som fulgte efter lodden; den kunde da nemt fanges. Sådanne grunder findes imidler- tid ikke i den gren av Agdluitsoq hvor Qorlortorsuaq ligger (Amitsuarsuk). Derimot passer forholdene på Ammassi- vik (Sletten) og Sioralik (Sandstedet), og Ivar kan ha ment et av disse steder, eller begge, eller fat underretning derfra. Nå behøver ikke denne fishesøe ha vært i umiddelbar nærhed av gården (Foss) el- ler kirken (en kostelig kierche, vigt til Sanctum Nicolaum), men det bør be- mærkes, at »der ner« kan oversettes med »i nærheden« (Krogh 1967, Vebæk 1991a, 1991b, 1992). Et relativt begreb, men avstanden mellom Amitsuarsuk og Sioralik er ikke større end at det kan passe. Lavningen mellom disse kan man »... paa sandet«. Der er godt med fjeldørred i Sior- lik-elven, som om høsten ikke fører så meget slam fra breen. Elven kommer buldrende ned gjennom en smal kløft, og kan høres på lang avstand i flom- tiden. Også en grunn til navnet Foss? Dersom Ivar Bardarsons beskrivelse tolkes som avstand (»der ner«) mellom Foss og »fishesoe fulld med fish«, kan den istedenfor fjeldørred gælde loddefisket ved Sletten (Ammassivik). Han må mene høy- vand (»stortt vand«) og lawand (»indfallder och mmdshes«), »soe« må bety fjord, og »utalig meget fish« må være lodden, en fisk han som nordmand nok aldrig før hadde sett. Foto: Frode Staldvik, september 1990. gå på 1-2 timer, og det er naturlig å se de to steder i sammenhæng. Desverre er kirken, gården og fiske- søen kun nevnt hos Ivar, som altså er eneste kilde. Et kongebrev fra 1607 (en instruks til kaptajn Carsten Richardsøn 292 [9] og styrmand James Hall på deres tilstun- dende reise til Grønland med vejledning av de gamle kursforskrifter) nevner dog »Fosz, som kongens befalingsmand pleier at residere« (Bobé 1936, s. 16). Ivar, som var kirkens mand, var kanskje ikke velkommen? Stat og kirke stridedes om skatteindgangen (Keller 1989). Uan- set, Ivar seiler videre: »Item da mand indseyler paa venstre hånd ind udi Ey- nerfiord liger enn vig som heder Tho- ruaLzvig och end lenger i fiorden liger paa samme side edt neess som heder Klineng och end lenger liger en vig som heder Grauevig, och fraa Grauevig en lenger ligger en stoer gård som heder Daller, och høer dombkierchen till, och oppaa høgre hånd som innd 2eylles udi fiorden til dombkierchen som stander ind udi bonnen liger en stoer shouff [skov] och hører dombkierchen till, udi den samme shouff haffuer dombkier- chen alt sitt fennett [fe, kvæg] baade stordt och smaa, ...« At denne »shouff« skulde være sko- ven i Qorlortorsuaq er udelukket. Be- skrivelsen passer ellers udmerket til Iga- liko-fjorden, og med den store shouff må han mene det frugtbare men nu ikke længre særligt skovklædte området mel- lom Eqaluit og Søndre Igaliko, hvor der nok var beitemuligheter. Ivar nævner ikke kirken i Austkarsfjord (Austfjord), som med stor sandsynlighet er den i Søndre Igaliko velkendte ruin (066), udgravd af Aage Roussell i 1935 (Rous- sell 1941). Identifikasjonen av denne til »Undir Høfdi i Austfjord« kan ikke den mest hårdhudede skeptiker betvivle (se Vebæk 1991b, 1992). Dog kan det tæn- kes at den ikke længre var i brug. Ivar var vidne til en generell nedgangstid: Vesterbygden var avfolket, jorderosjo- nen var et problem, og domkirken had- de flyttet buskapen over på den anden side av fjorden. Radiokarbondateringer fra en ellers udmærket gård i Vatna- h verf i (0167) antyder at den var fraflyt- tet allerede på 1200-tallet (Vebæk 1992)!! Der var mindre folk end før, og når man også tænker på, at en ny kirke (en koste- lig kierche) kan ha blitt bygget av kon- gens folk, efter at Grønland i 1261 blev medlem av det såkaldte Norgesvældet (Gad 1964, 1967), kan grundlaget for den i Søndre Igaliko ha faldt bort. Qorlortorsuaq er et vakkert sted, hvor med vandfaldet og fjeldet Akulia- rusersuaq som inspirasjonskilde vel noen og enhver med sans for det monu- mentale kunne ha villet bygge en kirke. Og kanskje kostet på lidt ekstra. Belig- genheden er særdeles logisk, med korte avstander til Vatnahverfi, Sioralik og gårdene langsefter fjorden. Der er dessu- den en udmærket havn, le for vinden, ophalingspladser, brænde, god fersk- vandstilgang, og ikke mindst tærskelen som stænger isfjeldene ude. En bit av kirkeklokke - visstnok av irsk oprindel- se - er fundet ved østbredden av Lille- søen (Ortooraq Nielsen). Sioralik og Amisuarsuk er imidlertid overfladisk undersøgt, av arkeologer og andre, og dette skyldes flere forhold. Man har konsentreret seg om vestsiden av Vat- nahverfi, som er naturlig med udgangs- punkt i Igaliko-området. Her har vært nok å bestille, og man slog seg vel helst til der, hvor der bodde folk. Ikke engang Daniel Bruun (i 1890-årene) undersøgte stedet, men sendte sin assistent, Frode 293 [10] Petersen: »det gjaldt særlig at finde Gaarden »Foss« og en Kirkeruin i det Inderste af Sioralik-fjorden« (Bruun 1896, s. 195). Bruun synes ikke å ha tænkt på den motsatte mulighed, altså kirken i Qorlortorsuaq og gården i Sio- ralik, og det er tænkelig at han har hørt rygte om ruinen på østsiden av elven i Sioralik (090b), som de tyske misjonæ- rer skal ha ment var en kirke. Denne ble imidlertid ikke opdaget av Petersen, og ei heller underlandet omkring den. Han gikk iland på vestsiden! Ruinen ble »gjenopdaget« først i 1967, da Ove Bak - dengang lærer ved Sydprøven - kortla den (Bak 1969, 1971). Den måler ca. 5x10 m, har op til 2 m høye stenvægge og er foreløbig klassifiseret som slåttese- terbruk (Albrethsen og Keller 1986), ri- meligvis tilhørende gården 090 på O O i vestsiden af elven. Hother Ostermann, i en kort men be- mærkelsesværdig kommentar til Eggers' tro på at søsterklostret (i Uunartoq^ se ovenfor) lå nær bunden av Sioralik, skriver: »dette er forkert, thi her laa gaarden Foss« (Ostermann 1944, s. 135). Han begrunner imidlertid ikke denne påstanden, og man kan vel i det hele ta- get si, at arkeologerne har havt få holde- punkter. Ruinen 090 er stor nok til, at den kunne være kongsgården, men der er andre ruiner også. Dessuten er under- landet ikke imponerende, og noe som kunne ligne en kirkeruin er ikke funnet. Ivar kan ha ment domkirken, som jo også var viet til St. Nicholaus, og så vi- dere. I det siste har det imidlertid duk- ket op to nye momenter, som begge bør tas i betragtning. Det første gjelder om- rådet mellom fossen, husene og Lille- søen i Qorlortorsuaq, hvor elven har gravet bort deler av indmarken, og vig- tigere: et jordskred har engang løsnet nedenfor husene og gået i retning av Lillesøen. Skredet er nogså omfattende, og sies å være »av nyere dato«. Dette er vel imidlertid en sag for geologerne, ial- fald i først omgang, og før noget sker kan man bare drømme om det som der er begravet. Det andre gjelder landsænkningen. Denne har betydning for vurderingen af sletten inderst i Sioralik, som altså kan ha vært anderledes i nordbotiden. Hvor meget har så landet sunket i dette områ- det? Et forsiktigt skøn fra Igaliko anty- der 1-2 m, og nedenfor skal jeg søge å påvise, at dette kan stemme. Idag arbei- der fjeldørreden seg nemt opp det lille vandfald mellom fjordbunden og Lille- søen i Qorlortorsuaq, men at den ikke altid har klaret dette kunne man tro av Hajns Egede. Han, som ellers pieide å beskrive Laxefiskeriet overalt hvor han færdes, nævner det ikke da han besøger Qorlortorsuaq 21-22 August 1723 (Bobé 1925, s. 96^. Den næste gjest er handels- manden Peder Olsen Walløe, som besø- ge! Qorlortorsuaq 22/9-3/10 1752: »Her falder da ikke mange Lax eller Ørreder, fordi Elvens Fald er alt for stærk til at cle kunne springe eller arbei- de sig op« (Bobé 1927, s. 109). Så kom- mer den norske forskningsreisende Aron Arctander på besøg, den 17-18 Juli 1778: »Nær ved Havet er en fersk Søe, og fra denne nedrinder en stor Elv, hvil- ken dog ikke anprises af Grønlænderne for Laxfiskerie: thi en høj Fors nederst i den formener Lax at gaae op ad den« (Ostermann 1944, s. 102). 294 [11] Så går der 116 år, og landet synker. Den næste beskrivelse (botanikeren Jens Vahl's dagbog for 1828 kan dog indehol- de oplysninger) er fra 1894, av Frode Pe- tersen: »... kun synes hans [Archtander] Paastand, om at Lax ikke kunne gaa op gjennem Søens Udløb, mindre paalide- lig, da der netop fiskes Lax i den lille Sø, og Elven ikke er stridere eller stærkere faldende end, at en Lax, efter min For- mening, magelig kan arbejde sig op der- igjennem« (Petersen, 1896, s. 415). Pe- tersen gir også et oversiktkart, hvor han har indtegnet en stor holme dækkende ca. 1/3 af fjordbredden, samt tre min- dre, der hvor tærskelen ligger. Sammen- ligner man dette mot flyvebilleder fra 1940-årene, og dagens forhold, overbe- viser man seg hurtig om, at landet har sunket også efter Petersens tid. Holmen har isfjældene gnavet på, men ser man på fossen idag, kan det anslås, at den måtte ha vært mindst 2 m høyere, skulle den hindre ørreden opgang. Så spørs det, om der har vært landsænkning før 1700-tallet, og herom strides de lærde, men de mange nordboruiner i vandkan- ten kan tyde på, at der ikke har vært hevning. Petersen (1896, s. 418) nævner dessuden, at »En nulevende Grønlæn- der, Salomo, ved Lichtenau, som har fulgt Missionær Zuckert paa hans Ud- flugter, har fortalt denne, at Grønlæn- derne i tidligere Dage drog op og jagede Rensdyr ved bredderne af den store Sø, som dengang kaldtes Amitsuarsuk (smal Fjord), medens Fjorden hed Torsukatak (smalt Indløb)«. Hvis dette er rigtig må det ha vært før Walløe og Arctander, som begge kaldte fjorden Amitsuarsuk. Men for å gjøre en lang historie kort: jeg tror 2 m på 200 år, geologene tror 1.5 m på 150 år, og geolog Anker Weidick har meddelt, at 1.5 m si- den nordbotiden er et forsigtigt skøn. Han vil på enkelte steder i Sydgrønland »... ikke udelukke 3-4 m, men er inter- esseret i, om der er konkrete beviser herpå«. Det har blitt meg fortalt, at i et flatt område som Sioralik kan man regne en erosjon av strandbredden på 100 m pr. l m landsænkning. Om dette passer kan kun grundige undersøkelser vise. Men man kan alligevel fremsette den påstand at store deler av det inderste Sioralik har vært tørt land i nordbotiden. Da kan man også bedre forstå eldre antagelser om, at »et ikke ringe Antal Kvæg vilde kunne holdes her« (GHM III, s. 807). Transport af gods kunde skje over lav- ningen fra Amitsuarsuk, og det er heller ikke sikkert, at »Beboerne af Sioralik have havt temmelig vanskeligt ved at faae deres Gods ind- og udskibet« (Pe- tersen 1896, s. 413), da man havde flad- bundede fragtebåde, eller kanskje kunne seile op ad elven. Nordboerne la også til på slike steder, som følgende citat fra Erik Rødes Saga antyder: »der var meget grundt i Ebbetiden, og deres Skib stod derfor oppe, saa der var langt at see fra Skibet til Søen. Men deres Lyst at kom- me til Land var saa stor, at de ikke gave sig tid til at vente, indtil Vandet igjen steg op under deres Skib, men løb strax i Land ...« (GHM I, s. 219). Den mærke- lige ruin lenger ude (i Sioralik), kaldet Elefantstalden (Ø 90 a), kan ha vært et pakhus, og så videre. Det er i det hele ta- get så mange uafklarede spørgsmål, at man burde fatte interessse for denne sag, 295 [12] som vel næsten kan kaldes et arktisk mysterium. Når kilderne har Slettufjord og Hor- nafjord som arme af Hrafnsfjord passer dette så godt som vel muligt. Slettufjord (av sletta, en slette) må være Sioralik, og Hornafjord kan være Amitsuarsuk. An- gående Hornafjord antyder Finnur Jonsson at fjorden kan ha en skarpthjør- net form, som godt kan passe, eller der kan være »skarpe Fjældspidse omkring den, der har givet den Navn, ligesom Tilfældet er med Hornafjorden paa Is- land« (Jånsson 1899, s. 288), og når man betragter fjældet Akuliarusersuaq (se billede) overbeviser man seg om, at man er på ret spor. Ud fra dette, og de be- tragtninger samt kendsgerninger som her ellers er fremlagt, og i samsvar med Vebæk's (1991b) fjord- og kirketopogra- fi, kan det foreslås at: 1) Rampnessfjord = Uunartoq, men at 2) Ivar Bårdarson tok feil, eller at fjorden hadde byttet navn, slik at man i praksis, i det aller mindste, kan kalde de gamles 3) Siglufjord = Uunartoq og 4) Hrafnsfjord = Agdluitsoq, med to arme: 5) Slettufjord = Sioralik og 6) Horna- fjord = Amitsuarsuk. Endelig foreslås det at fiskesøen fuld av fisk, den kosteli- ge kirke og gården Foss 7) eksisterede, og at disse skal søges i henholdsvis 8) Agdluitsoq, 9) Qorlortorsuaq og 10) Sioralik Norgesvældet var ellers en tid med storstilede byggeprosjekter, som Nida- rosdomen i Trondheim og Håkonshal- len i Bergen. Kongen, kirken og adelen udfoldet større pragt enn noen gang før, mens bønderne betalte mer skatt, tiende og landsskyld enn før (Bull 1970). Kon- gen - som på 1200-tallet bodde i Bergen, hvorfra Grønlandsknarren seilede - re- gjerede med hjelp av ombudsmænd, som var ham direkte underlagt, og i et brev av 20. juli 1374 omtales en Sigurdur Kolbeinszon som tidligere ombuds- mand i Grønland (Gad 1967, s. 398). En ombudsmand fandtes også i 1380-årene (Gad 1967 s. 157, GHM III s. 140), lige efter Ivar Bårdarsons besøg. Jeg mener da, at her er stablet på be- nene et - rigtignok gammelt - forslag om hvor denne herremand kan ha resi- deret. Samt hvordan Hrafnsfjord = Agd- luitsoq, uden at Grønlandsbeskrivelsens troverdighed svækkes. Men, »Afgørel- sen af disse Spørgsmaal kan kun løses ved en stedlig Betragtning og Undersø- gelse af de paagældende Fjorde og deres Omgivelser« (Jonsson 1899, s. 288). Utteratur ATBrethsén, SV ETog Keller, C. 1986. The use of the sæter in medieval Norse farming in Greenland. - Arctic Anthropology 23: 91-107. Arneborg, J. 1990. The Roman Church in Norse Greenland. - Acta Archaeologica 61: 142-150. Bak, O. 1969. Sommerdage ved Kap Farvel. Fund af -hidtil ukendte nordboruiner i den sydlige del af Østerbygden. - Grønland 8: 229-248. - 1971. Kortlægning af nordbobebyggelsen i sydlige -Øslérbygd. - Grønland 1971: 321-340. Berglund, J. 1986. The decline of the Norse settle- ments in Greenland. - Arctic Anthropology 23: W9-135. 296 [13] Bobé, L. (udg.) 1925. Hans Egede. Relationer fra Grønland 1721-36 og Det gamle Grønlands ny Perlustration 1741. - Meddelelser om Grønland 54: 1-443. - (udg.) 1927. Peder Olsen Walløes Dagbøger fra han Rejser i Grønland 1739-53. - Det Grønland- ske Selskabs Skrifter 5: 1-128. - (udg.) 1936. Diplomatarium Groenlandicum 1492- 1814. - Meddelelser om Grønland 55(3): 1-431. Bruun, D. 1896. Arkæologiske Undersøgelser-i Julia- nehaabs Distrikt. - Meddelelser om Grønland 16: 171-407. - 1918. The Icelandic Colonization of Greenland, and the finding of Vineland. - Meddelelser om Grønland 57: 1-228. - 1931. Erik den Røde og Nordbokolonierne i Grøn- land. - Gyldendal, København. Bull, E. 1970. Nordmenn før oss. - Tanum, Oslo. (5. udgave), von Eggers, H. P. 1794. Om Grønlands Østerbygds sande Beliggenhed. - Det kgl. Danske Landhuus- holdings-Selskabs Skrifter 4: 239-320. Fyllingsnes, F. 1990. Undergongen til dei norrøne bygdene på Grønland i seinmillomalderen. Eit forskningshistorisk oversyn. - Middelalderforum Skrifter 2: 1-296. Gabel-Jørgensen, C. C. A. og Egedal, J. 1940. Tidal observations made at Nanortalik and Julianehaab in 1932-1934. - Meddelelser om Grønland 107(2): 1-47. Gad, F. 1964. Grønlands tilslutning til Norgesvældet 1261. - Grønland 7: 259-272. - 1967. Grønlands Historie. L Indtil 1700. - Nyt Nordisk Forlag, København. Grønlands Historiske Mindesmærker I-III. 1838- 1845. Genoptrykt 1976 av Rosenkilde og Bagger, København. Henriksen, V. 1988. Mot en verdens ytterste grense. - Aschehoug, Oslo. Ingstad, H. 1959. Landet under Leidarstjernen. - Gyldendal, Oslo. - 1965. Vesterveg til Vinland. - Gyldendal, Oslo. Jonsson, F. 1899. Grønlands gamle Topografi efter Kilderne. - Meddelelser om Grønland 20: 265- 329. Keller, C. 1989. The Eastern Settlement Reconsider- ed. Some analyses of Norse Medieval Greenland. - Dr. philos. tese, Oslo. Krogh, K. J. 1967. Erik den Rødes Grønland. - Na- tionalmuseet, København. Langer Andersen, E. 1982. De norrøne stednavne i Østerbygden. Grønland 5-6-7: 163-176. McGovern, T H. 1991. Climate, correlation, and cau- sation in Norse Greenland. - Arctic Anthropolo- gy 28: 77-100. Meldgaard, J. 1992. Fra Brattalid til Vinland. - Natu- rens Verden 6: 201-240. Monberg, J. 1992. Det varme fixpunkt i Unartoqfjor- den - hvor ligger Hrafnsfjord? — Grønland 4-5: 141-144. Nørlund, P. 1924. Buried Norsemen at Herjolfsnes. - Meddelelser om Grønland 67(1): 1-270. - 1935. De gamle nordbobygder ved verdens ende. - G. E. C Gad, København (2. oplag). Ostermann, H. (udg.) 1944. Andreas Bruuns og Aron Arctanders dagbøker fra undersøkelsesreisen i Ju- lianehaab distrikt 1777-1779. - Meddelelser om Norges Svalbard- og Ishavsundersøkelser 58: 1-143. Petersen, F. 1896. Undersøgelse af Ruiner ved Agd- luitsoq-Fjord m. m. - Meddelelser om Grønland 16: 408-425. Prytz, K. 1990. Vestover før Columbus. - Aschehoug, Oslo. Roussell, A. 1941. Farms and Churches in the Medie- val Norse Settlements of Greenland. - Meddelel- ser om Grønland 89(1): 1-342. Solberg, 0.1931. Ivar Bårdssøns Grønlandsbeskrivel- se. - Norsk Geografisk Tidsskrift 3: 314-321. Vebæk, C. L. 1943. Inland Farms in the Norse East Settlement. - Meddelelser om Grønland 90(1): 1-120. - 1953. Klostre i de grønlandske Nordbobygder. - Grønland 5: 195-200. - 1966. Kirke-Topografien i Nordboernes Øster- bygd. - Grønland 6: 198-212. - 1982. Vatnahverfi - en Indlandsbebyggelse i Nord- boernes Østerbygd. - Grønland 5-6-7: 207-217. - 1991a. Hunting on land and at sea and fishing in Medieval Norse Greenland. - Acta Borealia 8: 5-14. - 1991b. The Church Topography of the Eastern Settlement and the Excavation of the Benedictine Convent at Narsarsuaq in the Uunartoq Fjord. - Meddelelser om Grønland, Man & Soc. 14: 1-81. - 1992. Vatnahverfi. An inland district of the East- ern Settlement. - Meddelelser om Grønland, Man & Soc. 17: l- 32. 297 [14]