[1] Grønlands »lovende oliefund« Af Aksel Mikkelsen I dagspressen kunne man i eftersomme- ren læse om »lovende oliefund« på Grønland, idet der var fundet spor af olie på Nuussuaq. Dermed var de første håndgribelige beviser for forekomsten af olie i Grønlands undergrund tilveje- bragt, og geologer fra Grønlands Geolo- giske Undersøgelse påbegyndte i august 1993 en undersøgelsesboring på stedet. Historier om olie på Grønland er langt fra nye. Allerede i Nordbo-sagaer- ne berettes om brændende fjelde på »Bjørneøen«, hvor der den dag i dag sta- dig forekommer varme- og røgudvik- ling ved skred i lerskifrene på Nuus- suaq-halvøen. Grønlændere skal i slut- ningen af forrige århundrede have ind- bragt flasker med sort petroleumslug- tende væske til et kolonikontor i Disko området. Dengang kunne sagen dog ikke aftvinge nogen større interesse, idet indholdet ikke lignede den væske, der fandtes i butikken. Der er også historier om grønlændere, som har antændt sand på Nuussuaq. Selv har jeg i 1951 opspo- ret en gammel grønlænder, der ca. 25 år tidligere havde kogt rensdyrkød over noget sort sand nær et elv-leje på halv- øen. Jeg fik ham med ind i Affarssuaq dalen for at udpege stedet, men han kunne desværre ikke genfinde lokalite- ten, idet elven havde skiftet leje efter hans besøg. Flere skibsførere opgiver også at have set oliehinder på vandet i Vaigat-strædet ud for Nuussuaq's syd- kyst i årene 1910 til 1915. Og endelig fik de gamle historier om olie på Vestgrøn- land ny næring under de langvarige Grønlandssejladser med handelens ski- be efter krigen, thi geologer kunne be- rette om aktive dyndvulkaner på Nuus- suaq. Sådanne dyndvulkaner var ellers kun kendt fra olieområder i bl. a. Baku og Java. Aksel Mikkelsen, født 1916, civilingeniør. Har hovedsagelig arbejdet i Grønland med anlægsarbejde, radio- og loranstationer, mi- nedrift i Mesters Vig efter bly og zink, samt uraneftersøgning i Narsak området. Som det fremgår af denne artikel, startede Aksel Mik- kelsen en selvstændig ekspedition til efter- forskning af olie på Nuussuaq halvøen. 307 [2] Alt dette tydede på, at der kunne være noget sandt i historierne om olie på Vestgrønland. Professor Alfred kosenkrantz, min agtede lærer fra Polyteknisk Lærean- stalt, kunne - eller ønskede i hvert fald ikke - offentligt at udtale sig om even- tuelle olieforekomster på Grønland. Han antydede dog over for mig, at det ville være interessant at opleve og regi- strere tøbruddet ved dyndvulkanerne på Nuussuaq, idet forårets optøning af jordskorpen eventuelt ville forårsage olie- og gasudslip fra undergrunden. Med disse sporadiske oplysninger om en eventuel olieforekomst på Vestgrøn- land lykkedes det mig ikke at få andre interesserede i at gennemføre en olie ek- spedition til Nuussuaq. Derfor måtte jeg selv for egen regning og risiko stå for projektet. For at igangsætte projektet forhandlede jeg i Grønlandsministeriet med Departementchef Eske Bruun, som i begyndelsen syntes velvilligt indstillet 308 over for ideen, uden at han dog kunne love mig nogen form for konsession. Lige før min planlagte afrejse til Grøn- land i foråret 1951 modtog jeg imidler- tid et brev, hvori den den danske stat stillede sig lidet imødekommende over for projektet. Alligevel startede jeg med første skib til Holsteinsborg, hvor jeg blev velvil- ligt modtaget og med motorbåde og se- nere hundeslæder hjulpet videre mod nord som »postmand«. Takket være Hannibal Fenckers gode ismeldinger fra Sarqaq, nåede jeg med hundeslæde over Vaigat-strædet til Nuussuaq lige inden havisens opbrud. I Sarqaq købte jeg slæde og hunde og fortsatte sammen med en ung grønlænder ind til dyndvul- kanen Qaperioq kitdleq, den store skummende, som blev mit hovedkvar- ter de næste måneder. Min grønlandske hjælper tog dog ved første lejlighed til- bage til Sarqaq, da det blev for trist og ensomt for ham ude i ødemarken. [3] Udsigt over Affarsuaq dalen fra »hovedkvarteret« på dyndvulkanen Qaperioq kitdleq. Foto: Aksel Mikkelsen. På daværende tidspunkt fandtes der ikke detaljerede og offentligt tilgængeli- ge kort over det indre af Nuussuaq, og jeg fandt det derfor vigtigt at opmåle dalstrøgene og søge efter antiklinaler og andre naturlige oliefælder i de mægtige sedimentserier. Samtidig opmålte jeg den mindre havn ved Marraat og den gode naturhavn ved Atanikerdluk. Under opholdet på Nuugssuaq ople- vede jeg kraftige gasudstrømninger, der kunne antændes og brænde som blæse- lamper. Jeg observerede også hinder af olie - både på nogle kilder i dalstrøgene og på havet ud for Marraat, og jeg ind- samlede prøver af gas, vand med olie- hinder samt sand med oliespor. Men det forventede store udbrud af dyndvulka- nen, som følge af afsmeltningen, ude- blev. Det var blevet højsommer, og en af de sidste dage i juli ankom geolog kutteren »Steenstrup« med Professor Rosen- krantz fra Københavns Universitet med samt hans unge medhjælpere. Ved den lejlighed fik jeg alt det udstyr, jeg havde savnet, herunder en radio m.v., som jeg af vægthensyn havde været nødsaget til at efterlade længere nede på kysten. De følgende dage forelagde og disku- terede jeg mine iagttagelser og resultater med Rosenkrantz, som dog på ingen måde ville acceptere de foreliggende in- dikationer for olieforekomster i områ- det. Tværtimod meddelte han mig, at det ville blive over hans lig, hvis frem- mede oliegeologer skulle komme ind på Nuussuaq. De mange spændende geolo- giske forekomster i området ville han tilsyneladende have for sig selv. Rensdyrjagten gik ind den 1. august, og de grønlandske medhjælpere blev sendt på jagt, mens geologlejeren med jeep blev flyttet ind til dyndvulkanen. Da jægerne hjembragte rigelige forsy- ninger af rensdyrkød, blev der efterføl- gende organiseret et stort festmåltid. Derefter måtte geologernes og mine veje skilles. Trods Rosenkrantz' afvisende holdning havde jeg nemlig stadig blod på tanden til at fortsætte det påbegyndte olieeventyr. Da der i Europa i begyndelsen af 1950'erne ikke var megen kendskab til olieboringer under arktiske forhold, vil- le jeg søge nærmere oplysninger og forhåndsviden om dette i Canada. Fra Nuussuaq arbejde jeg mig derfor i efter- året 1951 med motorbåde, marinekutte- re og passagerskibe ned ad vestkysten og kom i løbet af en fjorten dages tid til Ivigtut, hvorfra der afgik fragtskib til Amerika. Der og i Canada besøgte jeg oliselskaber, ingeniørfirmaer, entre- prenører og mange andre, der kunne tænkes at have specielt kendskab til og 309 [4] Udsigt over toppen af dyndvulkanen Qaperioq kitdleq igennem Affarsuaq dalen. Foto: Aksel Mikkelsen. interesse for olieboringer under arktiske forhold. Og efter en lang rejse med di- verse Greyhound-busser, tilfældige last- vogne, flodpramme og indianer kanoer, nåede jeg op i North West Territories, og besøgte der igangværende perma- frostboringer, hvoraf den nordligste fandtes nær ved Mackenzie-flodens udløb i Beaufort havet. Overalt blev jeg vel modtaget og fik knyttet mange gode forbindelser. De fleste mente, at det - efter mine oplysninger om forholdene - måtte være en enestående chance at starte olieefterforskningsboringer på Nuussuaq. Så efter en lærerig tid i Ca- nada havde jeg endnu ikke opgivet Grønlands olie, og jeg vendte derfor hjem til Danmark på samme enkle måde, som jeg var rejst ud - primitivt og 310 tidskrævende - efter en ni måneder lang »olie-ekspedition«. I Danmark opsøgte jeg ved hjemkom- sten forskellige oliefirmaer med flere, men interessen for at diskutere mulige olieforekomster på Vestgrønland var ikke særlig stor. Dette skyldtes nok blandt andet, at professor Rosenkrantz ikke på nogen måde støttede ideen om olieefterforskning på Nuussuaq, og pro- jektet måtte derfor henlægges. Det er glædeligt og forhåbentlig til gavn for det grønlandske samfund, at Grønlands Geologiske Undersøgelser nu har udført en olieundersøgelsesbo- ring på Nuussuaq, og at boringen fo- reløbig har resulteret i de i aviserne om- talte »lovende oliefund« på Vestgrøn- land. [5]