[1] Lavfloraen ved Nanortalik og Arsuk Af Eric Steen Hansen Der er en forholdsvis lang historisk tra- dition for at studere og samle laver i Sydvestgrønland (laver = lichener, se tidsskriftet Grønland nr. 4, 1990). De første indsamlinger daterer sig fra be- gyndelsen af 1800-tallet, altså omkring kolonien Nanortaliks anlæggelse. De er imidlertid af ringe videnskabelig værdi, fordi der mangler nærmere oplysninger om findested. Blandt de mange, der samlede laver i området i det nittende århundrede, bør fire fremhæves på grund af deres indsamlingsarbejdes om- fang og kvalitet, nemlig J. Vahl, der be- søgte Sydgrønland i 1828 og 1829, P. Eberlin, som blandt andet samlede mange laver ved Nanortalik i 1885 (og som iøvrigt også deltog som botaniker i Gustav Holms konebådsekspedition på Grønlands østkyst), L. Kolderup Ro- senvinge, der primært er kendt for sit arbejde med havalgerne, men også var en flittig lavsamler, f. eks. omkring det daværende Frederikshåb i 1888 og ende- lig N. Hartz, som året efter berejste store dele af Sydgrønland, men desuden hu- skes for sin overvintring 1891/92 på »Hekla« ved Danmarks Ø i det centrale Østgrønland. Indsamlingsindsatsen har også været af stor betydning i Sydvestgrønland i det tyvende århundrede, hvor især den netop afdøde norske lavforsker E. Dahl, de to danske botanikere K. Hansen og V. Aistrup og endelig denne artikels for- fatter har ydet væsentlige bidrag til den grønlandske afdeling af Botanisk Mu- seums lavherbarium. De sidste ti år har sidstnævnte lagt hovedvægten på studiet af lavfloraen omkring de grønlandske byer. I 1994 vil der være udarbejdet flo- ralister fra alle grønlandske byer og de- res omgivelser samt fra en række bygder og nogle videnskabelige stationer (f. eks. Kap Moltke og Brønlundhus). Nogle af disse artslister er allerede publiceret i forskellig sammenhæng, mens andre fo- religger som manuskript og på diskette. Hele dette materiale udgør i sig selv en form for nutidig status over lavdiversi- Eric Steen Hansen er lektor ved Botanisk Mu- seum i København og har i en årrække forsket i grønlandske laver med særligt henblik på deres forekomst omkring byer og bygder i både Vest- og Østgrønland. Tidligere artikler om grønlandske laver er publiceret i »Grøn- land« og andre danske og internationale tids- skrifter. 311 [2] teten i de grønlandske byers umiddel- bare omgivelser. Samtidig danner det grundlag for det fortsatte arbejde med at tilvejebringe en mere detaljeret oversigt over lavernes udbredelse og forekomst i forbindelse med byområderne. Et så- dant projekt falder naturligt inden for de indsatsområder, der er nævnt i »Po- larforskning. Strategi- og handlingsplan 1993-1997« udgivet af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland. Her udtrykkes det klart, at det er »ønskeligt at skaffe mere viden om (de sårbare, levende) ressourcers afhængighed af klima og miljø, sam- fundsudvikling og forurening«. - I det følgende vil der blive givet en række ek- sempler på denne sammenhæng. Samti- dig vil de mest karakteristiske træk ved lavfloraen omkring Nanortalik og Ar- suk blive beskrevet. I nogle efterfølgen- de artikler er det hensigten at beskrive lavvegetationen ved andre grønlandske byer og bygder, heriblandt Paamiut og Qeqertarsuatsiaat. Med økonomisk støtte fra Statens naturvidenskabelige Forskningsråd foretog jeg i sommeren 1993 en lichenologisk studierejse til de fire nævnte byområder, der alle er belig- gende i Sydvestgrønlands ydre kystzone. Nanortalik Takket være storisen, som den 5. juli var så kompakt, at »Sarpik Ittuk« måtte re- turnere til Qaqortoq (fig. 1), fik jeg en ekstra dag forærende i Nanortalik. Den blev brugt til en vandretur til toppen af øens højeste fjeld. Fra fjeldkanten 559 meter over havets overflade havde jeg en meget smuk udsigt nordpå over til de meget markante fjelde, »Savtakkerne«, Fig. 1. Storisen skaber vanskeligheder for skibstra- fikken i Sydvestgrønland, her mellem Nanortalik og Qaqortoq. Samtidig er det en af de faktorer, som påvirker plantevæksten langs kysten. midt på den hjerteformede Sermersoq Ø. Mod vest går fjeldsiden næsten lodret ned mod havet, en svimlende oplevelse som når man er højt til fjelds på Færøer- ne. I retning mod sydøst var det i det klare solskinsvejr muligt at se næsten til Kap Farvel (fig. 2). Mod nordøst bugter den lange, smalle Tasermiut Fjord sig ind mod indlandsisen, og et stykke ude på Iluileq-tangen ved øens østlige del ligger så Nanortalik med alle sine far- vestrålende huse. At få et sådant »over- blik« over de steder, man har arbejdet de foregående dage, er altid en vældig rar fornemmelse. Trods den ret kraftige blæst noterede jeg alle de planter, som vokser heroppe. På gnejs dominerer en række sorte og mørkebrune arter, først og fremmest Sort Rudelav (Orphniospora moriop- sis), Brunsort Skållav (Allantoparmelia alpicola), Knudret Trådlav (Pseudephe- be minuscula), Sten-Trådlav (P. pubes- cens), Nordisk Navlelav (Umbilicaria hyperborea) og Gennembrudt Navlelav (U. torrefacta), som også forekommer almindeligt i øens lavlandsområde og her bidrager til klippepartiers mørke 312 [3] Fig. 2. I klart vejr kan man næsten se til Kap Farvel fra toppen af det højeste fjeld på Nanortalik-øen. Nanortalik anes til venstre på billedet. farve. De noget lysere skorpelaver, Fjeld-Blodøjelav (Haematomma vento- sum) og Gulbrun Skivelav (Tephromela armeniaca), vidner ved deres usædvan- lig hyppige forekomst på øen om Na- nortaliks meget blæsende klima. De »al- lestedsnærværende« arter, Gulgrøn Landkortlav (Rhizocarpon geographi- cum) og Skør Kuglelav (Sphaerophorus fragilis), mangler ikke i dette selskab af klippeboende laver. Mellem spredte tuer af Fjeldpryd (Diapensia lapponica), Tue-Limurt (Silene acaulis) og Treblad- Siv (Juncus trifidus) vokser på jord Sne- Kruslav (Cetraria nivalis), Kræmmer- hus-Kruslav (C. cucullata), Islandsk Kruslav (Cetraria islandica), Tue-Tjør- nelav (Coelocaulon muricatum) Grå- sort Krølhårslav (Alectoria nigricans), Fjeld-Krølhårslav (A. ochroleuca) og Mild Rensdyrlav (Cladina mitis). Disse laver danner et typisk og i Grønland vidtudbredt fjeldmarkssamfund. Lignende, men mere artsrige afblæs- ningsflader finder man flere steder u- middelbart nordvest for byen. Størst dækningsgrad opnår her Gulgrøn Krøl- hårslav (Alectoria sarmentosa ssp. ve- xillifera). Arten er let kendelig ved sine strågule, mere eller mindre affladede og grubede grene, der slynger sig hen over jordoverfladen. Den er meget sjælden i Sydøstgrønland og er i Vestgrønland ikke fundet nord for Nuussuaq. Ved Na- nortalik optræder den blandt andet sam- men med Almindelig Kuglelav (Sphae- rophorus globosus), Hvidlig Ormelav (Thamnolia vermicularis) og Fjeld- Blegskivelav (Ochrolechia frigida) samt de ovennævnte arter af Kruslav og Krølhårslav. Artens almindelige fore- komst ved Nanortalik er endnu et vid- 313 [4] nesbyrd om de hyppige og stærke vinde, stedet er udsat for. Nanortaliks fjeldmarksområder er også usædvanlige ved forekomsten af de to arter, Blågrå Papirlav (Platismatia glauca) og Almindelig Kvistlav (Hypo- gymnia~ physodes). De har det tilfælles, at de både kan gro på bark, jord og klip- pe, men mens førstnævnte art i sin ud- bredelse er begrænset til Sydvestgrøn- land, en den anden mere vidt udbredt i Vestgrønland, omend den som regel fo- rekommer meget sparsomt på sine loka- liteter. Begge disse arter har været anset for at være udpræget kontinentale i de- res udbredelse i Grønland, dvs. med hyppigst forekomst i indlandsområder- ne. En række helt nye fund gjort af ar- tiklens forfatter viser imidlertid, at ar- terne har et større udbredelsesmæssigt spektrum end hidtil antaget. Ganske nær den grusvej, der fra Nanortaliks nordlige udkant fører ud i naturen vok- ser Blågrå Papirlav på den østvendte side af en løs gnejsblok. Her forekom- mer den sammen med den hvide til ly- segrå skprpelav, Farve-Blegskivelav (Ochrolechia tartarea). Denne arts danske navn refererer til dens anvendel- se til farvning af f. eks. uldgarn. Den gi- ver en karakteristisk purpurrød farve. I Skotland benyttedes den industrielt til dette formål. Man importerede den fra Sverige og Norge. I Grønland forekom- mer den som regel i sparsom mængde. Kun ved Arsuk har jeg set den danne større og forholdsvis tykke skorper på klipperne. Fig. 3. Kirtel-Birk (Betula glandulosa) danner espalier hen over en klippeflade. 314 _.. _. . ..jj-aiis ,.,, [5] Det er dog ikke fjeldmarkernes »jord- farver«, der primært springer den, der besøger Nanortalik i sommertiden, i øjnene, men dværgbuskhedernes og kæ- renes friskgrønne farver. Fjeld-Revling (Empetrum hermaphroditum), Mose- bølle (Vaccinium uliginosum) og Kir- tel-Birk (Betula glandulosa) er de hyp- pigste dværgbuskarter. Sidstnævntes ud- bredelsesområde strækker sig mod nord til Godthåbsfjord. Her afløses den af den nærstående art, Dværg-Birk (Betula nana). Blågrå Pil (Salix glauca), Kryb- lyng (Loiseleuria procumbens) og Blålyng (Phyllodoce coerulea) vokser spredt mellem de andre dværgbuske. Det relativt kølige klima ved Nanortalik forhindrer dannelse af høje og tætte pi- lekrat, som man kender dem inde i fjor- dene. På de sydøstvendte fjeldskrånin- ger på den sydlige del af øen så jeg dog et tilløb til dannelse af et krat bestående af op til 3/4 meter høje buske, men disse vokser ikke mere tæt end, at Grøn- landsk Post (Ledum groenlandicum) kan finde grobund imellem dem. Kirtel- Birk og Fjeld-Ene (Juniperus commu- nis) trives også godt i denne forholdsvis lune niche på 559 meter-fjeldet. De dan- ner espalier hen over spredte klippe- stykker og andre planter (fig. 3). Birken er vært for de epifytiske laver, Nordisk Skållav (Parmelia septentrionalis), Gul Stolpelav (Parmeliopsis ambigua), Grå Stolpelav (P. hyperopta) og Rand-Nyre- lav (Nephroma parile). Nanortalik-øens dværgbuskheder er ganske rige på laver af slægterne Rens- dyrlav (Cladina), Bægerlav (Cladonia) og Korallav (Stereocaulon). De hyppig- ste rensdyrlaver er Stjerne-Rensdyrlav Fig. 4. En veludviklet bestand af Stjerne- Rensdyrlav (Cladina stellaris) vokser her i en Revling (Empetrum)-hede. (C. stellaris) (fig. 4), Mild Rensdyrlav (C. mitis) og Askegrå Rensdyrlav (C. rangiferina). Den sidste forveksles nemt med den nærtstående art, Grå Rensdyr- lav (C. stygia), der er mørkere ved basis af grenene. Det er en art, som vi først for nylig er blevet opmærksom på i Grønland, hvor den mange steder viser sig at være meget almindelig. De nævnte laver ledsages ofte af Fjeld- Korallav (Stereocaulon alpinum) og Rank Korallav (S. paschale) samt en række Bægerlaver, f.eks. Pragt-Bæger- lav (Cladonia bellidiflora) og Skarla- genrød Bægerlav (C. pleurota). En stor del af de tidligere omtalte fjeldmarksla- 315 [6] Fig. 5. Mild Rensdyrlav (Gadina mitis) synes at trives storartet ved Nanortalik.. Den danner tætte bestande i dette område. ver træffes også mere eller mindre hyp- pigt i dette samfund. Vest for fjeldet Quagssuk på den nordlige del af øen opnår nogle af disse laver, f. eks. Mild Rensdyrlav og de to Korallav-arter, så høje dækningsgrader, at man kan tale om lavhede, selv om arterne kun fylder få kvadratmeter. Mild Rensdyrlav, der både forekom- mer på tørre, vindudsatte steder og i kær sammen med Grå Rensdyrlav og Pigget Bægerlav (Cladonia uncialis), blev igen i år studeret med særlig stor opmærksom- hed. Langt de fleste bestande (ikke alene på Nanortalik Ø, men også på de andre lokaliteter, jeg besøgte) er helt sunde (fig. 5). Kun nogle få individer er infice- ret med parasiter; det skyldes ugunstige forhold på voksestedet som f. eks. tem- porær vanddækning snarere end øget UV-stråling. Visse laver, f. eks. Mose- Kruslav (Cetraria andrejevii), Fliget Kruslav (C. delisei) og Sne-Bægerlav (Cladonia stricta) er særligt tilpasset til sådanne forhold, men det er Mild Rens- dyrlav ikke på samme måde. Vi bør nøje følge ikke blot denne arts, men mange andre planters »sundhedstilstand«, for det er jo en alvorlig sag, når Danmarks Meteorologiske Institut konstaterer en udtynding af ozonlaget over Grønland på 40%. Men det er trist, hvis debatten om UV-B-strålernes potentielle skade- virkning på planter og mennesker får den noget irrationelle følgevirkning, at grønlænderne f. eks. begynder at bryde den ældgamle tradition med at samle bær i dværgbuskhederne i august/sep- tember af frygt for at de skulle være påvirket af strålerne. Når jeg hører, at grønlænderne udtrykker betænkelighed ved at anvende frugter og grønt hentet i naturen, plejer jeg at sige, at de bare skal spise løs af bærrene, kvanerne osv., som de plejer. De giver et nyttigt vitamintil- skud og smager iøvrigt pragtfuldt. En anden »myte«, som jeg også gerne vil aflive, er den, at bestandene af rensdyr- lav skulle være blevet decimeret de se- nere år. De steder, jeg har besøgt, har jeg ikke observeret noget, der kan tydes i den retning. Ikke alle terrestriske plantesamfund er dog lige frodige. I den periode jeg opholdt mig ved Nanortalik (2S.6.-6.7.) lå der store sneklatter på de nordøst- vendte fjeldskråninger. I kanten af disse 316 [7] Fig. 6. Nær Nanortalik kirke og museet er de løse klippeblokke flere steder bevokset med nogle arter af lav, der vidner om behandling af forskellige fangstdyr. Der er tale om kulturpåvirkning, ikke om forurening. Fig. 7. Arsuks fiskefabrik og andre af bygdens huse set ude fra havet. Arsuk ligger i ly af nogle vældige klip- pevægge, fra hvilke grønne urtelier skråner ned mod husene. 317 [8] Fig. 8. Selv om Arsuk er beliggende nær yder- kysten finder man stedvis ret veludviklede pilekrat. I baggrunden ses øen Arsuk Umanak, også kaldet »de Gaulle«. snelejer finder man et karakteristisk og i Grønland meget vidtudbredt lavsam- fund bestående af arter som Safranfar- vet Sæklav (Solorina crocea), Sneleje- Korallav (Stereocaulon rivulorum) og Fjeld-Prikvortelav (Pertusaria oculata). I afløbsrender fra snelejerne gror Mose- Kruslav, Fliget Kruslav og Sne-Bæger- lav i stor mængde. Lad os til slut under omtalen af Na- nortaliks laver se på nogle specielle sam- fund af klippeboende (= epilithiske) la- ver. Mest kulturpåvirket er utvivlsomt det, man træffer på de løse klippeblokke (fig. 6) ved husene fra kolonitiden, nu indrettet som et meget interessant mu- 318 . seum. De øjnefaldende skorpelaver, Arktisk Æggeblommelav (Candelariella arctica) og Strågul Kantskivelav (Leca- nora straminea) vidner ligesom de mere uanselige arter, Roset-Småsporelav (Acarospora molybdina) og Kyst-Oran- gelav (Caloplaca alcarum) om havets nærhed. I samme selskab forekommer Fjeld-Væggelav (Xanthoria elegans), Lys-Væggelav (X. candelaria), Fugle- stens-Rosetlav (Physcia dubia), Blågrå Rosetlav (P. caesia) og Glinsende Små- sporelav (Acarospora peliscypha). Den karakteristiske lavbevoksning på stenene er sandsynligvis en indirekte følge af tidligere - og nutidig - behand- ling af forskellige fangstdyr, heriblandt klapmyds, og påvirkning fra havfugle- ne, der jo gøder klipperne. Fælles for alle de nævnte lavarter er, at de er mere eller mindre udpræget kvælstofyndende (= nitrofile). Et tilsvarende, men mere artsfattigt samfund findes ved den store bugt lige nordøst for byen. Her vokser også Strandært (Lathyrus maritimus) med de store rød- og blåviolette blom- ster samt græsset Katteskæg (Nardus stricta). Begge disse arter har en typisk sydlig udbredelse i Grønland. Et andet, ligeledes lyselskende, men mere varmekrævende lavsamfund fore- kommer på nogle stejle, sydvendte klip- pevægge lidt oppe på 559-meter-fjeldet. Messing-Skållav (Parmelia conspersa) og Gråbrun Skållav (Parmelia disjuncta) er de to mest karakteristiske arter. Lige i nærheden danner Rosenrod (Rhodiola rosea) og Kilde-Løvefod (Alchemilla glomerulans) sammen med Mælkebøtte (Taraxacum), og andre højere planter et forholdsvis frodigt urteli-lignende sam- [9] fund. Det siger næsten sig selv, at denne plantemosaik kun forekommer sjældent i det klimatisk set barske yderkystom- råde. Der findes også skyggetålende laver ved Nanortalik, f.eks. Grønliggul Småsporelav (Acarospora chlorophana) og Hule-Kantskivelav (Lecanora subra- diosa), den første med intenst gulfarvet, den anden med hvidligt løv. De vokser begge under overhængende klipper og i forholdsvis åbne klippespalter. Nogle af gnejserne ved Nanortalik er rige på metaller. Som bekendt blev der i 1992 fundet guldførende kvartsgange nogle kilometer nord for byen. Da jeg ikke har set stederne, ved jeg ikke, om guldforekomsterne røbes af de laver, som gror der. En lang række undersø- gelser godtgør, at andre metaller, f.eks. jern, kan påvises i klipperne gennem deres særlige lavflora. To gode eksemp- ler kan hentes fra Nanortalik-øen: 1. Lidt nord for Sigssarigsoq på øens syd- østside, hvor byen oprindelig anlagdes, findes en lille stenslette. Stenene, der består af gnejs, er smukt afrundede og iøjnefaldende ved deres orange farve. Denne skyldes skorpelaverne, Orange Bredskivelav (Porpidia flavocaerules- cens)og Okkergul Bredskivelav (Porpi- dia melinodes), som ved deres tilste- deværelse ikke alene indicerer stenenes metalindhold, men også de noget fugti- ge forhold i området. - 2. Et stykke oppe på de højeste fjelde ses nogle brede, brune bånd i den lysere gnejs. Disse fjeldpartier har et højere indhold af jern Fig. 9. En stor bestand af Bleg Frostlav (Placopsis gelida) på en stærk mørnet basaltklippe. Det er en ud- præget »oceanisk« art, som foretrækker et fugtigt kystklima. 319 [10] end den omgivende gnejs og rummer et karakteristisk lavsamfund med stor hyppighed af orange-, okker- og rustfar- vede løv. Orange Bredskivelav og Rust- Småskivelav (Tremolecia atrata) er to typiske arter i dette samfund. - Selv om Nanortalik Ø rager direkte ud i storis- bæltet og derfor har et køligt, oceanisk og tilmed temmelig blæsende klima, fin- des her alligevel en varieret og interes- sant lavflora. Arsuk Isen skurede fælt mod skibssiden, da Rg. 10. En frodig urteli med Bidende Ranunkel (Ranuncujus acris), Skjoldbregne (Polystichum lon- chitis), Klippe-Ærenpris (Veronica fruticans) og mange andre arter. Kun nogle få arter af Skjoldlav (Peltigera) kan Idare sig i konkurrencen med de højere planter. Fig. 11. Tæt ved urtelierne findes der frodige bregnekløfter. »Sarpik Ittuk« var på vej nordpå med kurs mod Arsuk og Paamiut, men alt var roligt, da vi hen på morgenstunden den 7.7. nærmede os Arsuk. Det er smukt at se bygdens huse brede sig ud over den forholdsvis smalle kystbræm- me nedenfor det gigantiske system af sydvendte fjeldvægge (fig. 7), der fort- sætter helt op til Røverborgs og Kungnåts tinder i henholdsvis 1280 og 1418 meters højde. Fra de bratte fjeld- mure breder vifte- og kileformede urte- lier og urer sig ned mod lavlandet, hvor de går over i små pilekrat (fig. 8) samt partier af dværgbuskhede, fjeldmark og kær. Som vi skal se i det følgende, viser 320 [11] vegetationen tydeligt, at sommerkli- maet er mildere end ved Nanortalik, der jo er direkte udsat for kølige nordenvin- de, og ikke har udstrakte, sydvendte klippeflader til at holde på varmen. Til gengæld har tågedannelser mere frit spil ved Arsuk. Mange gange så jeg havtågen sive ind over byen og efterhånden næ- sten skjule husene. Sommeren er dog også rig på dage med klart solskin. Allerede lavvegetationen på klipper- ne i dalsænkningen mellem skræntsyste- met og husene afspejler de særlige kli- matiske forhold, for selv om den min- der meget om den, man finder på klip- pepartierne i Nanortaliks udkant (domi- Fig. 12. Ved Ivigtut nød vi de friske skud af Fjeld-Kvan (Angelica archangelica). Fig. 13. Der blev også tid til en botanisk ekskursion, i hvilken en gruppe børn og unge fra Arsuk deltog. Vi lagde hovedvægten på planternes praktiske anvendelighed og selve artskendskabet. 321 [12] nans af Sort Rudelav; sparsom fore- komst af Blågrå Papirlav og Almindelig Kvistlav), er der dog en vigtig forskel. Glat navlelav (Umbilicaria polyphylla), som slet ikke blev observeret ved Na- nortalik, er nemlig almindelig i lavlan- det ved Arsuk. Det er en overvejende kontinental art, som ved sin tilstedevæ- relse røber, at sommeren normalt er temmelig varm. Dette underbygges af flere andre lavers forekomst i området, f. eks. Messing-Skållav, der fortrinsvis vokser på stejle, sydvendte klipper lige- som ved Nanortalik, samt Bredfliget Lungelav (Lobaria scrobiculata) og Gråbrun Kvistlav (Hypogymnia auste- rodes). De to sidstnævnte arter fore- kommer, omend ret sparsomt, på et mørkt, stærkt forvitret og sydvestvendt klippefremspring nær den østlige ende af dalen. Det er i virkeligheden en ba- saltgang, som skærer sig igennem den noget lysere silikatbjergart på stedet. De to arter, som man egentlig ikke venter at finde så nær yderkysten, ledsages af en række laver, som alle nyder godt af et vist tilskud af guano fra blandt andet ravne, der frekventerer klipperne. Det drejer sig om følgende arter: Gul Fjeld- rosetlav (Dimelaena oreina), Sortebrun Kantskivelav (Lecanora argopholis), Sortegrøn Navleskjold (Rhizoplaca me- lanophthalma), Knudret Kraterlav (Di- ploschistes scruposus), Mørk Mankelav (Bryoria chalybeiformis), Blågrå Roset- lav og Fjeld-Væggelav. Den sydligste fo- rekomst i Grønland af Jord-Kantski ve- lav (Lecanora geophila) træffes iøvrigt nær dette klippeparti. Også ved Arsuk ser man, at de mikro- klimatiske forhold kan skifte fra den ene yderlighed til den anden over gan- ske små afstande. På nogle nordvendte og forholdsvis fugtige basaltklipper på den modsatte side af dalen finder man således et helt andet lavsamfund med Grå Snelav (Amygdalaria panaeola), Rødbrun Hulskivelav (Bellemerea cine- reorufescens), Sne-Orangelav (Calopla- ca nivalis) og Orange Bredskivelav som de mest karakteristiske arter. Ikke langt fra den mørke »ravneklippe« kan man desuden iagttage et sneleje med Sne- Pionerlav (Lecidoma demissum) og Sa- franfarvet Sæklav samt en klippe med den stærkt oceaniske art, Bleg Frostlav (Placopsis gelida) (fig. 9). På ét punkt, nemlig ved et markant indslag af kalkyndende eller såkaldt »eu- trofe« arter, er lavfloraen på Arsuks klippevægge helt forskellig fra den på Nanortaliks fjelde. De fleste af arterne, som vi i det følgende skal se en række eksempler på, får deres særlige nærings- tilskud gennem opløste stoffer (fra jord og klippe) i det vand, der periodevis løber ned over og optages af dem. Nogle er dog tillige i stand til at optage minera- ler direkte fra deres underlag. Kalk- Bægerlav (Cladonia pocillum), Vifte- Skjoldlav (Peltigera venosa), Året Skjoldlav (P. leucophlebia), Grågrøn Sæklav (Solorina bispora) og Mos-Dug- rosetlav (Physconia muscigena) er de vigtiste »makrolichener« på disse klip- per. Blandt »mikrolichenerne« (= skor- pelaverne) bør især følgende fremhæ- ves: Mos-Orangelav (Caloplaca junger- manniae), Forskelligfarvet Orangelav (C. tiroliensis), Kalk-Skivelav (Lecidea marginata) Arktisk Støvlav (Lepraria vouauxii), Rød Skællav (Psora deci- 322 [13] piens), Kalk-Skællav (P. globifera), Sprække-Skællav (P. rubiformis), Rød- brun Læderlav (Catapyrenium lach- neum), Hede-Blegskivelav (Ochrole- chia upsaliensis), Klippe-Blæklav (Pla- cynthium asperellum) og Blågrå Blære- lav (Toninia sedifolia). Størstedelen af disse laver spiller også en stor rolle i den allernordligste del af Grønland! En meget stærk kontrast (det gælder både farvemæssigt og med hensyn til to- taludbredelse i Grønland) til disse laver er de temmelig skrånende, gulgrønne urtelier, som passeres på vej op mod de stejle klippevægge ovenfor byen. Disse sydeksponerede urtelier er meget artsri- ge (fig. 10) og vidner ved deres frodig- hed om de særdeles gode væktsbetingel- ser på stedet med megen væde og solvar- me i sommertiden. De friske grønne og gule farver skyldes især arter som Biden- de Ranunkel (Ranunculus acris), Mæl- kebøtte, Kilde-Løvefod (Alchemilla glomerulans), Bjerg-Løvefod (A. alpi- na) samt forskellige bregner (fig. 11), heriblandt Skjoldbregne (Polystichum lonchitis), Mangeløv (Dryopteris), Bæ- gerbregne (Cystopteris), Dunbregne (Phegopteris) og Egebregne (Gymno- carpium). Nogle steder rager græsser som Fjeld-Rottehale (Phleum commu- tatum) og Fjeld-Gulaks (Anthoxanthum odoratum) op med deres duske. Fjeld- Kvan (Angelica archangelica), der lige- som Rosenrod spises med stor fornøjelse af de lokale (fig. 12), Fjeldkonval (Strep- topus amplexifolius), Sæter-Evigheds- blomst (Gnaphalium norvegicum), Sorttorp (Bartsia alpina) og Fjeld-Bak- kestjerne (Erigeron borealis) er også at finde i selskabet. Blandt de mere uanse- lige arter skal følgende anføres: Fjeld- Frøstjerne (Thalictrum alpinum), Gyl- dentråd (Coptis trifolia), Arktisk Øjentrøst (Euphrasia frigida), Eng-Viol (Viola palustris) og Sne-Ensian (Gen- tiana nivalis). Sidstnævnte har blå blomster ligesom de to Ærenpris-arter, der forekommer i urtelien. Ikke mindre interessante er tilstedeværelsen af hele fire orkidé-arter, Hjerte-Fliglæbe (Liste- rå cordata), rådplanten Koralrod (Co- rallorhiza trifida), Satyrblomst (Leucor- chis albida) og Grønlandsk Gøgelilje (Platanthera hyperborea) samt den spæde art, Dværgulvefod (Selaginella selaginoides) i dette righoldige plante- samfund, som der virkelig er grund til at værne særligt om (fig. 13). Omkring og især nedenfor urtelierne ses forskellige aflejringer af klippeblok- ke af forskellig størrelse. Ved første øje- kast kan de synes temmelig golde, men ser man nærmere efter, viser de sig at rumme flere veludviklede lavsamfund. På jord og humus nede mellem klippe- stykkerne danner arter som Mild-, Grå- og Stjerne-Rensdyrlav, Pragt-, Pigget-, Skælklædt (Cladonia squamosa) og Tak- ket Bægerlav (C. crispata), Islandsk Kruslav og Hunde-Skjoldlav (Peltigera canina) tykke puder. På selve blokkene optræder Farve-Blegskivelav meget hyppigt. Bevoksning af Lys-Væggelav (fig. 14), Fuglestens-Rosetlav og Mørk Kantskivelav (Protoparmelia badia) på toppen af nogle af blokkene harmonerer fint med tilstedeværelsen af snespurve. Solbeskinnede steder, hvor pilekviste danner espalier hen over klippeblokke- ne, udgør ligesom ved Nanortalik en passende habitat for Rand-Nyrelav. 323 [14] Hg. 14. Lys-Væggelav (Xanthoria candelaria) vokser fortrinsvis på toppen af sten, der gødes af forskellige fugle, heriblandt snespurve. Dværgbuskheder og afblæsningsfla- der med stort set samme artsindhold som ved Nanortalik findes mange steder omkring Arsuk. Hist og her giver næ- ringsrig jordbund dog anledning til fo- rekomster af Grønlandsk Fjeldsimmer (Dryas integrifolia). Gulgrøn Krølhårs- lav er ikke så almindelig i Arsuk- området som ved Nanortalik, men vindpåvirkningen er jo heller ikke så kraftig. Lavvegetationen på klipperne ved havet i Arsuks periferi er interes- sant ved ud over de i forbindelse med Nanortalik omtalte laver at rumme de to arter, Bredfliget Orangelav (Calopla- ca scopularis) og Grynet Orangelav (C. verrucnlifera). Til gengæld så jeg ikke Arktisk Æggeblommelav ved Arsuk. De grønlandske laver er en farve- og formrig plantegruppe, som kan iagtta- ges hele året rundt på sne- og isfri steder. Sammen med Jørgen Andersen på Bota- nisk Museum har jeg udarbejdet et ma- nuskript til en grønlandsk lavbestem- melsesbog med farvebilleder af talrige arter. En sådan bog vil være nyttig at have ved hånden samtidig med, at den- ne artikel læses. Indtil den udkommer madder henvises til M. Skytte Christian- sen & H. Martin Jahns: »Bregner. Mos- ser. Laver«. G. E. C. Gads Forlag. Glim- rende farvefotografier af de fleste af de i artiklen nævnte arter af højere planter findes i J. Feilberg, B. Fredskild & S. Holt: »Grønlands Blomster«. Forlaget Regnbuen. 324 [15]