[1] Nunavut-aftalerne Af Jens Dahl Endelig. I en hel generation har inuit i det canadiske Nordvest Territoriet (»Northwest Territories«) drømt om at få deres eget land, Nunavut. Nu bliver drømmen, de mange års anstrengelser og de uendelige forhandlinger forvand- let til virkelighed. Den 10. juni i år ved- tog parlamentet i Ottawa at ophøje Nu- navut-aftalerne til love, som trådte i kraft den 9. juli. Ved en ceremoni i byg- den Coppermine erklærede Paul Quassa på inuits vegne dagen for Nunavuts na- tionaldag. Nunavut er en realitet - og dog på det helt konkrete plan lidt af en drøm. End- nu er der ikke fundet en hovedstad til Nunavut; der er ingen folkevalgt for- samling, ingen regering og administra- tion, ingen bygninger, ingen ansatte. Se- nest 1. april 1999 skal de første områder overføres til den nye Nunavut-admini- stration, 25 år efter at inuit begyndte at formulere deres drømme. I perspektiv ville det svare til, at det grønlandske ønske om hjemmestyre var blevet for- muleret i 1954! Det skete som bekendt først i 1973. At det har taget så lang tid vidner om træghed i det canadiske politiske system, såvel som indædt modvilje overfor krav baseret på etnisk og regionalt grundlag. Måske skal de manglende resultater også ses som udtryk for, at det krav inuit fremsatte i 1976, det første Nunavut- forslag, var så vidtgående, at inuit på daværende tidspunkt ikke havde erfa- ringerne til at forhandle det igennem. Hvor inuits synspunkter stort set er de samme i dag som dengang, så har det ca- nadiske samfund gennemgået en række ændringer, som har været inuit til gavn. Nunavut-aftalerne omfatter en så- kaldt landkravsaftale samt etableringen af et nyt territorium, Nunavut Territoriet. Det er vigtigt at bide mærke i, at der er tale om to - indbyrdes forbundne - afta- ler. I fremtiden deles Nordvest Territo- riet i to dele, hvoraf den østlige del, Nu- navut, etableres som et nyt selvstændigt territorium inden for den canadiske føderation. Endnu er det ikke afgjort, hvilken fremtid den vestlige del af det Jens Dahl, født 1946, er uddannet antropolog og lektor ved Institut for Eskimologi. For ti- den er Jens Dahl leder af IWGIA, den inter- nationale arbejdsgruppe for indfødte folk. [2] gamle Nordvest Territorium vil få. Alle borgere i Nunavut Territoriet vil få sam- me politiske rettigheder, uanset etnisk tilhørsforhold. Den anden aftale derimod, land- kravsaftalen, berører kun Nunavuts op- rindelige befolkning, inuit. Disse vil i fremtiden have ejendomsret til en del af Nunavut, nærmere betegnet 18%, samt særlige rettigheder til hele den øvrige del af Nunavut Territoriet. Landkravs- aftalen giver endvidere inuit en stor økonomisk kompensation - mod at de afstår alle krav baseret på såkaldte »op- rindelige rettigheder« til den del af Nu- navut, som de ikke kommer til at eje. Den canadiske regering ynder at sige, at inuit giver afkald på »udefinerede oprindelige rettigheder« imod at opnå definerede juridiske rettigheder til lan- det. For inuit har denne tilintetgørelses- klausul altid været kontroversiel. Ty- pisk er det imidlertid, at inuit - i mod- sætning til indianere og metis - er veget uden om komplicerede juridiske diskus- sioner om begreber såsom »oprindelige rettigheder« og suverænitet (Merritt 1993). Alle forhandlinger, alle politiske manøvrer har gennem 17 år været rettet imod det ene og simple mål: at få etable- ret et territorium, Nunavut, som kon- trolleres af inuit (inuit udgør det store flertal af befolkningen), men med lige politiske rettigheder for alle indbyggere. Principperne har vel ofte måttet vige for at nå dette mål. Landkravsaftalen, den tydeliggjorte del af det netop ved- tagne aftalekompleks, har i sig selv al- drig været målet for inuit. Landkravsaf- talen har aldrig været andet end det middel, hvormed inuit tålmodigt har bundet regeringen til 17 års forhandlin- ger om en aftale, hvis egentlige vision var etableringen af Nunavut. At det er lykkedes skyldes blandt andet, at inuit gradvis har formået at skabe bred poli- tisk forståelse for denne vision. Vejen til Nunavut 1976. Det første forslag til en deling af Nordvest Territoriet og oprettelse af et nyt Nunavut territorium blev fremsat af inuit i 1976. Dengang forudsatte man, at alle inuit-samfund ville indgå i Nuna- vut. Men inuvialuit-irmh i Mackenzie Deltaet skilte sig hurtigt ud fra de øvrige inuit. Fundet af olie og gas i Mackenzie- deltaet og Beauforthavet tvang dem til i 1984 at indgå en separat landkravsaftale med regeringen (Dahl 1985). Mackenzie-deltaets økonomiske be- tydning havde endvidere bragt inuvia- luit i en politisk klemme. Dené, metis og den hvide befolkning i Mackenzie-dalen, med hovedstaden Yellowknife, ønskede nemlig at deres territorium havde ad- gang til havet - og til Mackenzie- deltaets mineralske rigdomme. Hvilket krævede at inuvialuit tilsluttede sig et vestligt territorium og ikke Nunavut. Denne holdning fandt støtte hos føde- ralregeringen i Ottawa, som formentlig altid har betragtet Nunavut-projektet som lidt af et eventyr. I realiteten inter- esserede regeringen sig mest for, hvad der skete i Mackenzie-regionen samt i Yukon (Merritt 1993). Den kendsger- ning, at inuvialuit accepterede at holde sig udenfor Nunavut, har derfor på én gang tilfredsstillet regeringens ønske 8 [3] Nunavut's del af Canada. om en »ansvarlig« økonomisk udvikling af olie- og gasforekomsterne, og samti- digt gjort det mere realistisk for inuit at opnå selvstyre i den »urentable« østlige del. 1982. En folkeafstemning med delta- gelse af alle indbyggere i Nordvest Terri- toriet i 1982 viste, at der var flertal for en deling af territoriet. I den østlige del, det fremtidige Nunavut, var dette flertal helt overvældende, idet 82% af de afgiv- ne stemmer var for en deling. Nordvest Territoriets lovgivende forsamling be- kræftede afstemningen med stemmerne 19 mod 0. I princippet tilsluttede den føderale regering sig en deling - forud- sat at befolkningen i Nordvest Territo- riet selv kunne nå til enighed om græn- sedragningen. Det første store problem blev som nævnt inuvialuit, hvis forhandlere i 1985 tilsluttede sig et fremtidigt vestligt territorium. Dette skete under ganske kraftige protester fra den lokale befolk- ning, som til syvende og sidst foretrak deres eget selvstyrede område. Siden da [4] har inuvialuit været ude af Nunavut- forhandlingerne. 1987. De første landkravsforhandlin- ger blev på inuits vegne varetaget af Inuit Tapirissat of Canada, en sammenslut- ning af inuit i hele Canada. Efter 1982 overtog inuit i Nordvest Territoriet selv disse forhandlinger under ledelse af Tun- gavik Federation ofNunavut. Parallelt med landkravsforhandlin- gerne foregik der en række ting på den politiske arena. Føderalregeringen i Ot- tawa overførte til stadighed kompetence til det territoriale styre i Yellowknife, som siden 1979 havde haft et flertal af indfødte (dené, metis og inuit). Dette skete utvivlsomt med det formål at svække inuits og de andre indfødtes styrke under landkravsforhandlingerne og i forhandlingerne om en deling af Nordvest Territoriet, l disse politiske spilfægterier har det derfor været afgø- rende for inuit at hente støtte hos terri- torial regeringen i Yellowknife (som si- den 1983 har været ledet af en inuk). Disse bestræbelser bar frugt, da Nord- vest Territoriets regering nedsatte to kommissioner, Nunavut Constitutional Fo- rum, samt Western Constitutional Forum, til varetagelse af forhandlingerne om terri- toriets politiske fremtid. I 1987 nåede de to kommissioner i Iqaluit til enighed om den politiske køreplan, hvis en- demål skulle være en deling af territo- riet. Med denne såkaldte Iqaluit-aftale havde alle relevante politiske institutio- ner givet forpligtende støtte til Nuna- vuts etablering. Også på anden måde opbyggede inuit med årene et stadigt stærkere politisk fundament samt øget politisk indflydel- se og respekt. Således fik Inuit Tapirissat of Canada succes med etablering af en særlig valgkreds, Nunatsiaq, som i prak- sis sikrede inuit repræsentation i parla- mentet i Ottawa og dermed en vigtig ta- lerstol. Den føderale regering i Ottawa har altid ønsket at forhandle landkravsafta- len uafhængig af, og forud for en poli- tisk aftale. Inuit, derimod har ikke villet indgå en landkravsaftale uden en poli- tisk aftale. I længden trak inuit det lange strå, og Nunavuts grænser mod vest blev gjort sammenfaldende med vest- grænsen for det land, som indgår i inuits landkravsaftale. Aftalen April 1990. Inuit, den føderale regering samt den territoriale regering under- skriver en foreløbig landkravsaftale (» Agreement-In-Principle«). Denne skal senere gennem en endelig godken- delsesprocedure hos de berørte parter, men inden da skal de endelige grænser fastlægges. Og her viser der sig en række vanskeligheder. Et dødvande for grænsedragningen var allerede indtrådt et par år i forvejen, idet dené og metis ikke kunne acceptere den foreslåede grænsedragning til deres landområder. Senere forslag forkastes li- geledes og i 1991 bliver en landkravsaf- tale mellem dené/metis og den canadi- ske regering forkastet ved en afstem- ning. På denne baggrund besluttes det derfor at fastholde det seneste forslag til grænsedragning, og i december 1991 un- derskrives den endelige landkravsaftale, 10 [5] »Agreement Between the Inuit ofthe Nunavut Settlement Area andlier Majesty theQueen in right of Canada«. Det er denne aftale, som fastlægger inuits ret til land, samt lægger grunden for etablering af Nunavut. Folkeafstemningen 1992. Endnu på dette tidspunkt er det imidlertid langt fra givet, at Nunavut vil blive realiseret. Endnu mangler tre skridt i at blive taget. For det første skal den endelige grænse, som skiller Nuna- vut fra den vestlige del godkendes ved en folkeafstemning, og dernæst skal af- talen ratificeres af inuit samt regering og parlament i Ottawa. Der var stor spænding om resultatet af folkeafstemningen, der fandt sted den 4. maj. Som forventet var der flertal imod grænsedragningen i vest med ho- vedstaden Yellowknife, der domineres af den hvide befolkning. At 90% af alle i Nunavut stemte for forslaget var ventet. Derimod herskede der stor usikkerhed om hvordan dené og metis stillede sig. Efter sammenbruddet i landkravsfor- handlingerne mellem dené/metis og den føderale regering brød de nordligste grupper, gwich'in og sahtu ud og startede deres separate landkravsforhandlinger, hvilket bidrog til at øge usikkerheden om valgresultatet. Mange dené og metis i disse områder stemte imidlertid for forslaget, og det samlede flertal endte med at blive på 54%. Hermed var grænserne for Nunavut klarlagte. Eftersom grænseaftalen gæl- der for såvel landkravsaftalen (berører kun inuit) som for etableringen af det nye territorium (berører alle indbygge- re) deltog alle, uanset etnisk tilhørsfor- hold i folkeafstemningen den 4. maj. Ratificeringen Turen var dernæst kommet til inuits ra- tificering af landkravsaftalen. Den 3.-5. november 1992 skulle inuit derfor ved en særskilt folkeafstemning stemme for en ratificering af landkravsaftalen. Det krævedes på forhånd, at et flertal af alle inuit over 16 år i hvert af Nunavuts tre regioner (Baffin, Kitikmeot og Keewa- tin) stemte for aftalen. Med stort flertal, 69% af de stemmeberettigede, godkend- te inuit aftalen (80% stemte). Den politiske overenskomst Forud for folkeafstemningen havde inu- its forhandlere krævet, at regeringen vedtog en politisk beslutning, som bandt den til at etablere et Nunavut ter- ritorium, såfremt landkravsaftalen blev ratificeret. Denne forpligtende accept (»political accord«) blev givet af rege- ringen nogle få dage før ratificeringen, den 30. oktober, og garanterer, at Nuna- vut etableres før århundredets udgang. 'Lovgrundlaget 1993. Nuanvut aftalerne bliver formelt underskrevet i maj måned og den 10. juni vedtager parlamentet i Ottawa de nødvendige love, som træder i kraft den 9. juli. Landkravsaftalen Den 282 sider lange landkravsaftale blev indgået mellem inuit på den ene, og den canadiske regering på den anden side. Aftalens centrale og overordnede 11 [6] princip er, at inuit tildeles særlige rettig- heder til landet, baseret på .vestlig juri- disk tankegang, mod for stedse at opgive rettigheder til landet baseret på, at de har beboet dette siden »tidernes mor- gen«. Denne tilintetgørelsesklausul, som findes i alle canadiske landkravsaf- taler, er som nævnt kontroversiel. Inuit anerkendes dog fortsat som et oprinde- ligt folk (»aboriginal people«) og vil i fremtiden nyde de samme rettigheder, som tildeles andre af Canadas oprindeli- ge folk. Inuit afgiver alle oprindelige rettighe- der til det område, som kaldes Nunavut. Som kompensation herfor tildeles de ejendomsret til 18 % af Nunavut, svaren- de til 353.610 km2. De resterende 78% ejes af den føderale regering - det så- kaldte »kroneland«. Til disse 353.610 km2 har inuit kun ejendomsret til overfladen. Undergrun- den tilhører regeringen, bortset fra godt 10% heraf (36,257 km2) hvor inuit har ejendomsret til såvel overfladen som undergrunden. Som kompensation modtager inuit endvidere en éngangs erstatning på 1,148 mia. can. dollars, som udbetales over 14 år. Denne kontante erstatning vil blive forvaltet af Nunavut Trust, som udpeges af inuits organisationer. Tru- sten forventes kun at ville disponere over renterne fra den tildelte erstatning. Inuit har ved aftalen sikret sig del i indtægterne fra fremtidig udvindelse af mineraler, olie og gas på kronelandet. Af de første 2 mio. dollars som tilfalder det offentlige i årlige royalties går 50% til inuit; af indtægter herover tilfalder de 5 % inuit. Et mangeårigt stridspunkt har været inuits rettigheder til havområderne. Inuits liv har altid været rettet mod ha- vet, og deres forhandlere har altid insi- steret på, at havområderne skulle indgå i aftalen. Det lykkedes, og inuit vil i fremtiden modtage royalties fra olie- og mineralaktiviteter til havs. Set med hi- storiske øjne er dette et stort fremskridt, sammenlignet med inuvialuits land- kravsaftale, for slet ikke at tale om Alas- ka Native Claims Settlement Act (ANC- SA), som specifikt udelukker indfødte fra særrettigheder til havområder og flo- der. Under ANCSA fik de indfødte kun royalties indtil en vis sum (godt 0,5 mia. dollars), men inuit i Canada vil for altid få udbetalt 5% i royalty. Fangst, jagt og fiskeri Fangst og fiskeri er inuits hoveder- hverv. Dette anerkendes med den ind- gåede aftale, idet inuit opnår en lang række særrettigheder fremfor andre ind- byggere i Nunavut. Til visse dyr såsom bjørne, moskusok- ser og grønlandshvaler vil fangsten være forbeholdt inuit. Til alle andre dyr vil inuit have fortrinsret, idet det altid skal sikres, at inuits grundlæggende behov tilgo- deses. Hvis fangst af en bestemt dyreart er underlagt begrænsninger tilfalder hele kvoten inuit indtil de grundlæggen- de behov er dækket ind. Kun den over- skydende del af kvoten kan tages af andre. Formuleringen grundlæggende behov er en nydannelse i den slags aftaler. Den anvendte definition af grundlæggende behov er ikke mindre skelsættende, idet det fastslås, at de grundlæggende behov 12 [7] Land hvor Inuit har ejendomsretfen til overfladen. Land hvor Inuit har ejendomsretten til savel overfladen som undergrunden. Nunavut landkravsaftale. Inuit ejet land. er bestemt af kulturelle, sociale og øko- nomiske omstændigheder. Disse ram- mer ændrer sig med tiden, og inuits grundlæggende behov skal altid tilgode- ses forlods ved fordeling af rettigheder til fangst og fiskeri. I det omfang at den totalt tilladte fangstmængde er mindre end inuits grundlæggende behov tilfal- der hele fangsten dem. Det grundlæggende behov bestem- mes, for eksempel, ud fra den faktiske fangst i de foregående fem år. I andre 13 [8] tilfælde vil man vælge at tage udgangs- punkt i året med den højeste fangst. Et interessant forhold er, at man tager hen- syn til den rent faktiske fangst - ikke til anvendelsen heraf. Man har i vidt om- fang holdt sig uden for den såkaldte sub- sistens-diskussion (fangst og fiskeri til »eget« forbrug), som har stor betydning i Alaska og som i stigende omfang bru- ges af dyreværnsorganisationer i deres kamp mod enhver form for kommercia- lisering af de arktiske fangeres levevej. De grundlæggende behov ændres med tiden og myndighederne kan til stadighed vælge at regulere niveauet, for eksempel fordi inuits forbrug stiger, eller hvis der sker en øget handel og markedsføring af fangst- og fiskeriprodukter. Kontrollen med og overvågningen af de mange regler for jagt, fangst og fi- skeri er lagt i hænderne på et særligt fangstråd, Nunavut Wildlife Management Board. Rådets medlemmer udpeges lige- ligt af inuit og af den canadiske rege- ring. Inuits rettigheder til landet varetages i øvrigt af en række råd, der i princippet er valgt efter samme model som fangst- rådet. Nationalparker, arealudnyttelse, historiske steder, m. v. er underlagt råd, hvor inuit har sæde. Inuit-ejet land Inuit ejer nu 353.610 km2 land som »fee simple title«, privat ejendom. »Den praktiske konsekvens af dette legale be- greb er, at de indfødte folks rettigheder til dette land er lig med andre canadieres rettigheder til deres ejendom - men ikke mere. Denne titel giver således ikke de indfødte folk magt til at lovgive over deres land« (Dacks 1981 s. 61). Kun inuit har ret til at fiske og jage på inuit-ejet land. Offentligheden skal dog i visse tilfælde have adgang til områder- ne, men inuit har åbenbart mulighed for at håndhæve ejendomsretten ganske strengt, idet man i aftalen har fundet det nødvendigt at fastsætte, at »et medlem af parlamentet, den lovgivende forsam- ling [Nunavut], byråd eller regional re- gering, eller en kandidat, som stiller op til valg til disse råd ... har ret til at be- træde inuit-ejet land med henblik på at føre valgkampagne« (Stk. 21.3.7). Som med anden privatejet jord kan det offentlige ekspropriere et område mod betaling af passende erstatning el- ler mod udveksling af et alternativt landområde. Inuit-ejet land er ikke underkastet be- skatning med mindre landet udvikles i økonomisk øjemed. Et helt afgørende forhold er, at landet ikke kan sælges el- ler pantsættes til anden side. Det vil al- tid forblive i inuits varetægt, formentlig administreret af de regionale inuit orga- nisationer. Til grund for udvælgelsen af land har inuit i høj grad lagt økonomiske krite- rier, såsom potentielle mineralforekom- ster og områder af særlig betydning for jagt, fangst og fiskeri. Men også områder af historisk og kulturel værdi for inuit er blevet valgt. De valgte landområder lig- ger derfor spredt og ofte langt fra beboe- de steder. Nunavut er inddelt i seks re- gioner og for hver region fastsatte man størrelsen af det samlede landområde, som inuit kunne udvælge. 14 [9] Hvem er inuit? Sammenlignet med tidligere landkravs- aftaler er denne nydannende på en række punkter. Et af dem er, at man er- kender, at inuit selv er de, som bedst er i stand til at afgøre, hvem der er inuk, altså hvem der kommer ind under afta- lens bestemmelser. Derfor optræder der intet blodskriterium i definitionen af en inuk, sådan som det kendes fra andre af- taler. Det fastslås, at en inuk er en per- son, som a. er i live, b. er canadisk statsborger, c. betragtes som inuk ifølge inuit sædvane, d. anser sig selv for inuk, e. er knyttet til Nunavut eller et samfund heri. Aftalen fastsætter ikke krav om bopæl i Nunavut. En person som er bosat i for eksempel Ottawa kan fortsat være regi- streret som nydende medlem under afta- len. Den mulighed eksisterer dog, at en person midlertidig kan fratages sine rettig- heder under aftalen, hvis vedkommende ikke længere er knyttet til Nunavut. Nunavut Artikel 4 i den næsten 300 sider lange landkravsaftale fylder kun en halv side. Alligevel er det aftalens vigtigste. Den forpligter nemlig de berørte parter til at indgå en politisk overenskomst, efter hvilken Nunavut Territoriet etableres inden årtusindskiftet. Denne overenskomst blev underskre- vet af regeringen den 30. oktober 1992 umiddelbart før inuit gik til stemmeur- nerne for at ratificere landkravsaftalen. Indholdet af denne politiske overens- komst er først og fremmest teknisk. Hvad angår rækkevidden af det kom- mende politiske selvstyre fremgår det, at dette skal være af samme art, som i dag er gældende for Nordvest Territoriet. Det er værd at bemærke, at Nordvest Territoriet de seneste 15 år har gen- nemgået en udvikling med stadig stigen- de decentralisering og øget kompetance til følge. Territoriet har dog langt fra samme politiske selvstændighed som er de egentlige provinser til del. Ligesom Nordvest Territoriet vil Nunavut i en overskuelig fremtid være økonomisk helt afhængig af overførsler fra de føde- rale myndigheder. Det er endnu uklart, hvordan finan- cieringen af Nunavut skal ske. Men afta- len med regeringen fastslår, at denne fortsat skal yde financiel støtte af sam- me størrelse som i dag ydes Nordvest Territoriet. Man kan for eksempel fore- stille sig en art bloktilskud, som det ken- des fra Grønland. De indtægter som hidrører fra landkravsaftalen tilfalder kun Nunavuts inuit-befolkning og kom- mer ikke til at indgå i de offentlige indtægter. Den praktiske side af Nunavuts eta- blering (herunder udvælgelse af den kommende hovedstad) i de kommende seks år skal forestås af en særlig 9-mands kommission, Nunavut Implementation Commission, hvoraf tre medlemmer væl- ges fra en liste, som foreslås af Nordvest Territoriets regering, 3 af en tilsvarende liste fra Tungavik Federation of Nuna- vut. Det kræves, at mindst 6 af kommis- sionens 9 medlemmer er bosiddende i Nunavut. 15 [10] Til at varetage inuits interesser i den seks år lange overgangsfase har man eta- bleret Nunavut Tungavik Inc. Nunavut Tungavik er valgt af repræsentanter for samtlige inuit-samfund i Nunavut. Nu- navut Tungavik skal varetage inuits po- litiske og praktiske interesser i forbin- delse med Nunavut Territoriets etable- ring og, i samarbejde med andre inuit- organisationer, være inuits øverste re- præsentative organ under gennemførel- sen af landkravsaftalen. Nunavut bliver en del af det canadi- ske føderale system. Et territorium ledet af en folkevalgt forsamling og styret af en heraf udpeget regering. Nunavut er en såkaldt »public government«, hvilket vil sige, at alle fastboende, uanset etni- ske tilhørsforhold, har samme politiske og sociale rettigheder. Dette svarer til si- tuationen i Grønland. Derimod har inuit i Nunavut særlige økonomiske ret- tigheder og særlige rettigheder til lan- det. Disse blev fastsat i landkravsafta- len. Etniske grønlændere har ikke de øko- nomiske fortrinsrettigheder som følger med en landkravsaftale. Den historiske kendsgerning er imidlertid, at den grøn- landske befolkning (den fastboende be- folkning hvoraf 85% er etniske grøn- lændere) har langt større rettigheder til landet som helhed, hvor hjemmestyret i dag udøver kontrol med hele Grønland. I politisk henseende er Grønland langt mere selvstændigt end man på nuværende tidspunkt kan forvente, at Nunavut vil blive. For eksempel er det usikkert, hvad der vil ske, hvis der fin- des store mineralforekomster i Nunavut med en stor indvandring fra det sydlige Canada til følge. Kan inuit i så tilfælde blive majoriseret, eller vil man, som i Grønland, kunne faststætte nye ret- ningslinier (f.eks. langvarig bopæls- krav), der i praksis vil begrænse de nytil- komnes politiske indflydelse? Vel kan man gøre sig sådanne overve- jelser og spekulationer om de politiske følger af fremtidig ressourceudnyttelse, men den historiske kendsgerning er, at Nunavut var en drøm, fostret af inuit og gjort til virkelighed af inuit gennem en næsten 25 år lang proces. Det er uund- gåeligt at drømmen, når den realiseres efter 1999, vil blive ledet af inuit og ud- trykt på inuktitut, som territoriets vigtig- ste sprog ved siden af engelsk og fransk. Nunavut er og bliver et distinkt sam- fund. De mange selvstyrende inuit- samfund fra tiden før koloniseringen er nu, for første gang i historien, blevet til en stor selvstyrende nation, Nunavut, med enorm geografisk udstrækning. I sig selv er dette en stor udfordring. Inuit og de andre Inuits landkravsaftale og etableringen af Nunavut berører andre end inuit selv. Canadas hvide befolkning må for evigt opgive nogle af deres drømme om uan- tastet at være herre over de arktiske vid- der. Vigtigst er det imidlertid, at fremti- den for Nordvest Territoriets øvrige oprindelige befolkning er - eller rettere var - uløselig bundet til Nunavuts tilbli- velse. Før Nunavut udgjorde de indfød- te samlet set flertallet af Nordvest Terri- toriets befolkning. Efter Nunavut er indianere, metis og inuvialuit i mindre- 16 [11] NORDVEST TERRITORIET LANDKRAVS AFTALER l -Inuvialuit Regionen 2- Gwhich'in Regionen 3- Sahtu Regionen Fire indfødte folk i Nordvest Territoriet har til dato indgået landkravsaftale med den canadiske regering: Inuit (Nunavut), Inuvialuit, Gwich'in og Sahtu. tal i det, der er tilbage af det gamle Nordvest Territorium. Betydningen heraf er vanskelig at forudsige, blandt andet fordi den hvide befolkning ikke nødvendigvis er modstander af enhver form for særrettigheder til den indfødte befolkning. En kendsgerning er det dog, at især indianerne og metis gennem årene har modarbejdet inuits særinteresser. Mere eller mindre åbenlyst. Først og frem- mest ved konstant at stille nye krav ved afgrænsning mellem deres egne land- krav og Nunavut. Dette har været en ganske afgørende faktor bag de årelange forhalinger af forhandlingerne; Nord- vest Territoriets deling blev jo princi- pielt vedtaget ved folkeafstemningen i 1982. Indianernes og metis' organisationer har oftest ført en kompromisløs for- handlingsstrategi overfor regeringen. Ikke mindst har de nægtet at opgive oprindelige rettigheder til landet. Resul- tatet har på den ene side været, at de har formået at sætte diskussionen om oprin- 17 [12] delige rettigheder på Canadas politiske dagsorden. På den anden side har kon- sekvensen i Nordvest Territoriet været en indre splittelse, hvilket igen har medført, at flere grupper er gået deres egne veje. Som Inuvialuit gjorde det i 1984. Værd at huske er det også, at inuit og indianerne faktisk aldrig har samarbej- det specielt godt. Det har således ingen sociologisk mening hvis man vil hævde, at inuit handler usolidarisk ved at gå sine egne veje med etableringen af Nu- navut. Efter sammenbruddet af landkravs- forhandlingerne i den vestlige del af Nordvest Territoriet valgte to grupper, gwich'in og sahtu at gå deres egne veje. De har nu indgået separate aftaler med den canadiske regering og splittelsen blandt den indfødte befolkning i vest er dermed åbenlys. Man taler i dag om en balkanisering af Nordvest Territoriets vestlige del, og den oprindelige befolk- nings politiske fremtid er særdeles van- skelig at forudsige. Inuvialuit har tidli- gere krævet deres eget regionale råd, og indianere og metis ønsker også at sikre sig særlige regionale rettigheder eller særlig status for deres traktatområder. Nordvest Territoriets indfødte be- folkning, herunder især inuit, er orien- teret mod lokalsamfundet. De politiske ledere rejser territoriet tyndt i flyvema- skiner, men meget lidt binder den meni- ge inuk fra Baker Lake sammen med folkene i Arctic Bay. Politiske partier findes ikke, og et egentligt regionalt ud- dannelsessystem findes ikke. De spredte inuit-samfund har aldrig fungeret som en helhed. Den fælles kultur, ikke mindst sproget, skal derfor bygges sam- men i en helt ny struktur - Nunavut - som bygger på såvel canadiske som inuit realiteter. Utteratur Dacks, Gurston, 1981: A Choice of Futures (Politics in the Canadian North). Methuen. Toronto. Dahl, Jens, 1985: Inuvialuit aftalen. Grønland s. 225- 241. Indian and Northern Affairs Canada, 1993: Agreement Between the Inuit of the Nunavut Settlement Area and Her Majesty the Queen in right of Cana- da. Ottawa. Devine, Marina, 1993: The New Western Territory: Balkanization or Federation? Northern Perspecti- ves 21:l, s. 10-15. Merritt, John, 1993: Nunavut: Preparing for Self- Government. Northern Perspectives 21:1, s. 3-9. Okalik, Looee, 1993: Who is involved in implemen- ting the Nunavut land claim Final Agreement? Nunavut 12,3: 6-7. Puricb, Donald, 1992: The Inuit and Their Land: The Story of Nunavut. James Lorimer & Company, To- ronto. 18 [13]