[1] Upernavik gennem 100 år Oplevelser på en kajakrejse fra Upernavik til Thule 1993 Af John Andersen med fotos af Ture Andersen John Andersen og Ture Andersen holder frokosthvil på et isfjeld ud for Navdlortoq, som ligger ca. 40 km øst for Savigsivik. Herfra og frem til Savigsivik pakkede vinterisen, så det tog 2'/2 døgn at nå frem. Nej! råbte Ture. Jeg vil ikke gå på den tynde is. Jeg vil ikke falde i vandet mere! Tag det nu roligt, sagde jeg, der sker ikke noget Du skal blot gå på de hvide sne- felter, der er isen sikker. Så må du gå først, sagde han modvilligt. Isen splin- trede som glasskår omkring stævnen på kajakken, da jeg med fuld kraft tørnede mod den skarpe nyis. Med hjælp af isøk- sen fik jeg halet kajakken op på et af de hvide snefelter. Isen bevægede sig sejt under mine fødder, men den kunne hol- de. Kom nu bare, råbte jeg ud til Ture, som lå 50 meter ude i en bred åbent- vandsrevne og så på mine iseksperimen- ter. Hurtigt roede han hen mod mig og trak sig op på isen. Vi tog trækselen om- kring livet og sprang afsted fra det ene John Andersen, født 1943, arkitekt, lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole, København. Har siden 1960 rejst overalt i Grønland på forskellige videnskabelige ekspeditioner. Som eventyrer, krydset indlandsisen og sejlet i ka- jak langs Grønlands mest utilgængelige kyster. Har skrevet artikler om rejser, medvirket i ra- dioprogrammer samt afholdelse af mange år- lige foredrag. 31 [2] hvide snefelt efter det andet. Det var rådden, gammel vinteris vi gik afsted på. Det er meget farligt, fordi det er umuligt at se, hvor tyk - eller rettere hvor tynd - isen er. Efter et par timer havde Ture lært teknikken. Når isen begyndte at gynge, gjaldt det om at komme hurtigt frem, el- ler at springe op i kajakken, før isen brast. Foran os lå den berygtede Melville Bugt og 400 kilometer med isfjelde og masser af gammel vinteris, før vi var i Thule. Men vi var fyldt med humør og eventyrlyst. Vores opgave var færdig. Vi havde fået penge fra Kulturministeriet, Grønlands Hjemmestyre og private sponsorer til at gennemfotografere hele Upernavik kommune, hvor materialet skulle indgå i en stor udstilling om Grønlands største fangerdistrikt i for- bindelse med FN-året for oprindelige folk. Vores rejse startede for en måned si- den med et ophold i Nuuk. På Grøn- lands Nationalmuseum gennemgik vi det omfattende fotoarkiv med gamle fo- tografier fra Upernavik distrikt. De ældste stammede tilbage fra 1880-erne, en del fra århundredeskiftet og mange fra 30-erne med billeder af bl. a. den dygtige fotograf Jette Bang. Ideen bag den kommende fotoudstil- ling var at sætte de gamle fotografier sammen med nye farveoptagelser, for på den måde at kunne sammenligne steder og situationer. Udstillingen skulle vise den hastige udvikling, der er sket i Grønland, samt beskrive hvordan det traditionelle fangsterhverv endnu har stor betydning for de små samfund. pra Nuuk tog vi til Upernavik i Nordvestgrønland. Med os havde vi ca. 200 kopier af gamle fotografier. Nu skulle vi finde de samme motiver i et distrikt på størrelse med Jylland. Upernavik er den største by i distrik- tet. Her ligger administrationen, syge- huset, alderdomshjemmet, forsynings- havnen. Byen har en lang og omtumlet historie. Naturligvis har eskimoerne boet her gennem mange tusinde år, som de fleste andre steder i Grønland. Her er adgang til det åbne hav i store dele af året. Det var også årsagen til, at hol- landske hvalfangere allerede i 1600- tallet drev hvalfangst i området ud for det nuværende Upernavik. Der opstod »tuskhandel« med de fremmede, hvor eskimoerne byttede bjørneskind og nar- hvaltænder for glasperler, knive og tøj. I 1769 anlagde handelsassistent Andreas Bruun den første koloni. 11772 flyttede kolonien længere nordpå til det nuvæ- rende sted. De første bygninger var na- turligt nok kirke, præstebolig, handels- chefbolig, pakhuse etc. Igennem 150 år boede grønlænderne i små tørvemurs- huse, omkring kolonitidens farvestrå- lende træbygninger. Kun langsomt æn- drede det »oprindelige eskimoiske over- levelseshus« sig til noget, man kan kalde en bolig, set med vort syn. Spændende og til tider meget vanske- ligt var det at »genfinde« de gamle moti- ver. Hundrede af små farvestrålende træhuse, elværker, pakhuse, butikker og skoler har indenfor de sidste 25 år ændret Upernavik til en ny og meget ung by. Op ad stejle trætrapper, ind mel- lem tætte træhuse, gennem dynger af af- fald og forbi slumrende slædehunde gik 32 [3] *. a- John Andersen i kajak ud for Kløftet Nunatak på vej over den isfyldte Melville Bugt, juli 1993. det i silende regn. Men Ture tog opga- ven meget seriøst og fandt omhyggeligt de rigtige motivstandpunkter. På vores sidste ekspedition 3 år tidli- gere, hvor vi sejlede i kajak fra Jakobs- havn til Upernavik, havde vi et par al- vorlige sammenstød. Nu var Ture blevet 19 år og er i lære som fotograf. For at undgå problemer os imellem, havde vi derfor indgået den aftale, at han havde ansvaret for alle optagelserne til udstil- lingen. Jeg kunne så gå rundt og småfo- tografere, tale med folk, planlægge vo- res arbejde osv. Efter en uge var vi færdige i Upernavik og skulle herefter rundt i distriktet og fotografere. Da budgettet til udstillingen var me- get stramt, valgte vi at sejle i kajak. Det havde flere fordele. For det første var det billigere end at flyve rundt med heli- kopter eller at leje en båd. For det andet kunne vi være sikre på at komme frem til alle beboede steder. Især mange af de gamle bopladser og nedlagte bygder lå ofte på lokaliteter, hvor der var meget is. For det tredje ville vi ikke gribe for- styrrende ind i grønlændernes fangst- pladser, og fangerne ville helt sikkert være positive overfor vort arbejde, når vi kom sejlende i kajak. Ulemperne var først og fremmest at rejsen ville tage 7-8 uger i stedet for 2, men da Grønland er et enormt land med en fantastisk natur, ville en forceret rejse ikke retfærdiggøre det, vi kunne få ved at rejse i et roligere tempo. Desuden var jeg sikker på, at det ville blive både eventyrligt og en stor oplevelse. Der er 11 bygder. De fleste er 33 [4] Upernavik ca. 1935 med den nye kirke fra 1925 i midten. Tørvehuset foran var borgmester Niels Maataqs fødehjem. Træhuset i forgrunden er Isegeboligen. meget små med under 100 indbyggere. Som regel ligger de gunstigt i forhold til de gode fangstpladser. Allerede under besøget i den første bygd viste det sig, at min teori med at sejle i kajak holdt. Vi blev simpelthen modtaget med en utro- lig gæstfrihed overalt. Drengene kom løbende ned til havet for at tage imod os, fangerne spurgte interesseret til vo- res rejse og ikke mindst til kajakkerne. Vi blev overalt budt på sælkød, hellefisk og kaffe. Når vi viste vores gamle foto- grafier og spurgte om, hvor de forskelli- ge huse havde ligget, eller hvilke perso- ner, der var på billederne, blev stuen fyldt med folk, der ville hjælpe til med at identificere personer og steder. Det var en vidunderlige oplevelse at mærke så stor en interesse for vores opgave. En voldsom kontrast til, hvordan man rea- gerede i Nuuk. Her var det som i Dan- mark, man er sig selv nærmest og tæn- ker ikke meget på dem, som i virkelig- heden er fundamentet i den grønland- ske kultur. Tugssaq, Naujat, Innaarsuit, Tasius- saq osv., den ene bygd efter den anden lagde vi efterhånden bag os, som vi langsomt roede nordover. Vejret var ikke med os de første uger. Regn, sne og tåge. Men så en dag, da vi nåede op til den imponerende Ussing Isfjord, kla- rede vejret. Vi udsøgte os en lejrplads med en smuk udsigt. Det er et af de mange privilegier, man har som uafhængig kajakmand, hver dag at vælge en ny smuk lejrplads. Teltet blev rejst 20 meter over isfjorden på de nøgne klip- per. Den store isbræ fra indlandsisen var meget produktiv, ustandselig så vi store 34 [5] Kirken fra 1925 er i dag omgivet af en mængde små træhuse, som meget pittoresk klatrer op ad fjeldsiden. isfjelde langsomt rulle i havet, efterfulgt af en rumlende torden. Dønningerne kan blive meget høje, men vegetationen omkring os viste, at vi lå sikkert. Det var blevet sent, om- kring midnat, men endnu med sol, vi var jo langt nord for polarcirklen. Vi gik igang med at koge et par alke, som Ture havde skudt, sagde ingenting, lå blot tavse og stirrede på det fantastiske sce- neri, der udspillede sig foran os. Mange timer senere vågnede jeg kold og stiv i kroppen, da et kæmpebrag rullede ud gennem isfjorden. Jo, vi og kajakkerne var i sikkerhed, da dønningerne ramte klipperne. Jeg tog tøjet af, kravlede i so- veposen og faldt snart i søvn. Den næste dag sejlede vi ind i den sto- re Inugsulik Bugt, et af de bedste fangst- områder i Upernavik distrikt. Her fin- des overalt på de små øer gamle eskimo- pladser. Dem skulle vi også fotografere, flere af Jette Bangs billeder fra 1936 stammer herfra. Oven på et par vidunderlige solskins- dage kom der tæt tåge og meget is. Ture syntes det var spændende, men man skal være meget forsigtig, når man sejler ind og ud mellem isflagerne. Man mister meget let orienteringen i tåge. Naturlig- vis havde vi begge kompas omkring halsen. Mens Ture baksede med isflager- ne, lå jeg bagude og holdt kursen. På den måde kunne vi spare tid. Desuden hav- de vi en GPS-navigator med. Et par gange modtog vi signaler fra satellitter- ne og konstaterede, at vores position var korrekt. Jeg havde fået den af Sony i Ja- pan og havde egentlig planlagt at bruge den til en ekspedition til Nordpolen. 35 [6] Foreløbig mangler jeg penge dertil, men måske kan det realiseres i 1995. Efter 3 uger kom til til Kullorsuaq, den nordligste og største af bygderne i kommunen. Kullorsuaq betyder tom- melfinger og stammer fra et stejlt fjeld, som ligner en lodretstående tommelfin- ger, når man kommer fra syd. Vi boede en uge hos handelsbestyrer Jørgen Han- sen. En umådelig begavet og flittig mand. Klokken 8 om morgenen var han på kontoret, klokken 14.30 var han færdig og en halv time senere var Jørgen på vej ud af fjorden på jagt. Ture var med på sæljagt flere gange. Det var spænden- de, men meget koldt at sidde stille i en lille jolle med en 50 hestekræfters på- hængsmotor. En aften, da de kom sent hjem, spurgte Ture, hvad det var for en John Andersen i samtale med storfangeren Nikolaj Jensen, som var til stor hjælp med at bestemme personerne på de gamle fotografier fra bygden Kul- lorsuaq helt tilbage til begyndelsen af 1930'erne. I dag er Nikolaj Jensen 70 år, men stadig aktiv fanger og med et fantastisk humør. Nikolaj Jensen fra Kullorsuaq iført kajakpels, foto- graferet af Jette Bang i 1956. mærkelig lugt, der var i hele huset. »Kogt kød«, sagde jeg og et stort fad blev sat ind på spisebordet. Ture spurgte Jørgen, hvad det var for noget kød - »lammekød« sagde Jørgen og grinede. »Jeg har aldrig hørt, at man skal koge lammekød i 4 timer« sagde jeg til Jørgen, som smilende svarede, at vi trygt kunne spise kødet, for det var en meget fed, og ikke særlig gammel slædehund! Ture prøvede, men tanken om, hvad de grøn- landske slædehunde spiser, fik ham til at melde fra. Kødet var meget mørt, og ef- ter et par mundfulde smagte det ganske udmærket. Vi besøgte mange mennesker i Kul- lorsuaq og naturligvis stedets »grand old man«, Nikolaj Jensen. Han boede i den nordligste del af bygden, direkte ned til 36 [7] Kullorsuaq er den største bygd i Upernavik kommune med over 300 indbyggere. Bygden ligger meget smukt på en stor skrænt med udsigt mod syd til Holm Ø. fjorden med en fantastisk udsigt til Holm Ø. Nikolaj Jensen er storfanger og trods sine 70 år endnu meget aktiv. Kødstativet var fyldt med kød, hans hunde var store med en flot pels og ka- jakken lå klar på træstativet. Da vi snak- kede om kajaksejlads, sagde han med et glimt i øjet, at mandehullet nok skulle udvides en lille smule. Nikolaj var ble- vet noget kraftigere. Allerede i slutnin- gen af 30-erne var han som ung fanger kendt som en meget dygtig kajakmand. Da jeg fortalte ham, at vi ville sejle over Melville Bugt i vores kajakker, rystede han på hovedet. »Der er alt for meget vinteris i år, vent hellere til slutningen af august, så er der nogle fangere, der sejler derop i deres speedbåde. Det tager kun 2-3 dage.« Men da jeg blev ved med at insistere på at sejle i kajak, begyndte Nikolaj at forklare hvilke bræer, der var farlige, hvor vi kunne komme i land og ikke mindst hvor langt ude den faste vinteris lå! Den slags informationer er naturligvis overordentligt betydnings- fulde. Ture fik fotograferet hele Kullorsuaq og efter en uge gjorde vi os klar til »den store styrkeprøve«. Alt overflødigt ud- styr og alle de eksponerede film til ud- stillingen blev pakket i en kasse og sendt med skib til Danmark. Næsten hele byg- den stod ved kajen for at vinke farvel. Isen lå meget tæt under land, men snart var vi ude i åbent vand, der blev skudt salut og affyret nødraketter. Vi for- 37 [8] Fødselsdagsfest i Nuussuaq, hvor der blev serveret kage og kaffe til hele bygden. Vi blev lukket ind i hold på 4-5 stykker af gangen, så det tog et helt døgn, før alle ca. 200 personer havde været til kaffemik. svandt ind mellem isskodserne og Kul- lorsuaq lå bag os. Tunge mørke skyer forvandlede himlen til en forrygende snestorm. Efter 20 kilometer måtte vi gå i land på Amdrup Ø, foran lå 400 ki- lometer indhyllet i tæt snestorm, men det bekymrede os ikke. Findes der noget mere vidunderligt i denne verden end at rejse i det ukendte, prøve kræfter med sig selv i den store vidunderlige grøn- landske natur. Ture var fyldt med ung- dommens mod og iver, jeg var lykkelig over, at han overhovedet havde lyst til at rejse sammen med sin far. At vores kræfter og sammenhold ville komme på en alvorlig prøve, vidste jeg kun alt for godt. På alle polarekspeditioner er det imidlertid altid den menneskelige psy- ke, der er det svageste led. Det var min opgave at få rejsen til at forløbe uden konflikter, så skulle vi nok klare de stra- badser, der ventede forude. Melville Bugt er en af Grønlands mest utilgængelige lokaliteter. På den 400 kilometer lange strækning findes der kun ganske få steder med egentlig land. Ellers er det indlandsisens enorme gletschere, der skyder kæmpe isøer ud i havet. Intet andet sted i det arktiske område findes der tilsvarende mængder af gletscheris. Selv for eskimoerne var Melville Bugt en barriere, som de meget sjældent krydsede. Det var årsagen til at europæerne meget sent fik kontakt med 38 [9] Fangerfamilies hus i Nuussuaq fotograferet nøjagtigt det samme sted, øverst af Jette Bang i 1936 og nederst af Ture Andersen i 1993. 39 [10] polareskimoerne, som de kaldes nord for Melville Bugt. John Ross, engelsk søofficer, sejlede med de to skibe Isabel- la og Alexander i 1818 som den første over Melville Bugt og mødte en lille stamme polareskimoer øst for Kap York. Den amerikanske polarforsker, Robert Peary, gennemførte i slutningen af 180D-tallet en lang række ekspeditio- ner i hele Nordgrønland. Peary blev meget hurtig klar over eskimoernes utrolige overlevelsesevne og han var den første, der for alvor havde eski- moerne med på sine ekspeditioner. Om- kring århundredskiftet havde man fået koloniseret hele Grønland undtagen landet nord for Melville Bugt. Robert Peary havde flere handelsstationer og området var tæt på at blive amerikansk. Det var blå. baggrunden for at Ludvig Mylius-Erichsen i 1902 til 1904 gen- nemførte »Den Danske Litterære Grøn- landsekspedition«. Blandt deltagerne var den unge Knud Rasmussen, maleren Harald Molkte, kateketen Jørgen Brønlund samt grønlænderne Gaba og Simon fra Upernavik distrikt. Ekspedi- tionen rejste med hundeslæder over Melville Bugt og nåede til Kap York, hvor de fik kontakt med polareskimoer- ne. Det blev begyndelsen til Knud Ras- mussens eventyrlige liv. 11910 grundlag- de han sammen med Peter Freuchen handelsstation »Thule« tæt ved den gamle eskimoboplads Uummannaq. I årene herefter blev kontakten mel- lem Upernavik og Thule udbygget. Fan- gere fra Thule »hentede« koner i det nordlige Upernavik distrikt og fangerne fra Upernavik tog på fangstrejser i Mel- ville Bugt op til Kap York. I dag er det almindeligt at køre med hundeslæde over Melville Bugt eller at krydse med speedbåd i slutningen af sommeren. Ture og jeg stod nu på den lille ø Qaa- rasulik. På en pynt ligger der en træhyt- te, som kaldes »Bjørneborg«. Den er me- get velholdt med tagpap udvendigt og malet i en frisk, lysegrøn farve indven- digt. Bjørneborg blev anvendt som post- hus for Thule distrikt gennem mange årtier. Hundeslæder nordfra afleverede i marts måned post og hentede post, som var kommet med skib til Upernavik i november/december måned. Således fik man post hele to gange om året i Thule distrikt! Foran hytten var der en flagstang, hvor de tilrejsende slædefolk hejste et flag, så man kunne se, om der var gæster i hytten. Der var nemlig for- bud mod, at hunde og mennesker blan- dede sig med hinanden. I dag er flagstangen borte. Der kom- mer ikke længere postslæder til Bjørne- borg. Jeg blev pludselig grebet af selv- ransagelse, da jeg stirrede nordover og kun så is, is og atter is. Måske skulle vi alligevel have lyttet til Nikolaj og rejst sammen med fangere i speedbåde, eller bedre, vente til foråret, hvor det hele var frosset fast med 2 meter tyk havis. Så kunne vi let og ubesværet køre over Melville Bugt med hundeslæde, som så mange har gjort. Ture stirrede udover det uendelige hav dækket med gletscheris. Jeg kunne mærke, at for ham var det begyndelsen til det store eventyr, det ukendte og uprøvede, hvor både fysikken og psyken var afgørende. Hans øjne lyste af ud- længsel, lyst, energi og ungdommens selvsikkerhed. Jeg spurgte, hvad han 40 [11] Kjer Gletcher syd for Kløftet Nunatak danner kommunegrænse mellem Upernavik og Thule. Herfra og 400 km nordover går indlandsisens enorme gletchere ud i havet, kun afbrudt af enkelte, smalle halvøer. mente om sagen. »Jeg kan godt forstå, at ingen har krydset Melville Bugt i kajak med al den is, men hvor bliver det spændende«. En bedre rejsekammerat kunne jeg ikke få og jeg sagde, »naturlig- vis klarer vi det«. Den følgende uge var vejret meget smukt, klar himmel med 4-5 frostgrader nogle timer om natten. Solen var nu tæt på horisonten ved midnat, men det var ikke mørkt. Vores næste destination var Kap Seddon, en gammel kendt eskimo- boplads, hvor Knud Rasmussen havde været flere gange. Fra toppen af de høje- ste isfjelde kunne vi let se de 100 kilome- ter op til »Det Store Renland«, som det 41 [12] kaldes på grønlandsk. Havet var tæt pakket med gletscheris, som uafbrudt var i bevægelse. Både strømmen og so- lens varme smeltede isen, så den kom i ubalance og rullede rundt. Pludselig styrtede enorme isstykker bragende ud i havet og efterlod rullende dønninger. I begyndelsen blev vi en smule forskræk- ket, men efter et par dage fornemmede vi isens særlige åndedræt, dvs. at kende til variationerne i frigørelsen af den in- despærrede luft, så vi roede trygt afsted. Det smukke, stille vejr betød stor af- smeltning af gletscherisen, hvor det fer- ske vand blev liggende 20-30 cm over det salte vand. Med nattefrosten betød det - nyis! Det værste en kajakmand kan komme ud for. Nyisen blev liggende til over frokost og allerede kl. 21 begyndte det at fryse til igen. Omkring midnat var isen 2-3 cm tyk. Det hændte flere gange, at vi ikke var kommet frem til en ø i tide og måtte hakke os gennem kilo- meter efter kilometer. At sove på et is- fjeld er koldt, men værre er, at det driver sydover ofte mange kilometer på 6-8 ti- mer. Vi indrettede hurtigt vor rejseryt- me efter nyisen og gik i land i Kap Sed- don efter 4 dage. Vi fandt en teltplads tæt ved den gamle eskimoboplads, som var overbe- groet med græs og endog enkelte steder med pilekrat. Vidunderligt med al den frodighed efter de nøgne, kolde skær og is de foregående dage. Overalt i terrænet fandt vi depoter, rævefælder og rensdyr- gevirer, som vidnede om stedets livlige aktivitet for hundrede år siden. I dag er rensdyrene borte og Kap Seddon får kun sjælden besøg af fangerne fra Kul- lorsuaq. Vi klatrede op på toppen af den lange halvø. Langsomt voksede hori- sonten, for til sidst at blive til en fanta- stisk udsigt. Mod syd kunne vi se næsten 150 kilometer forbi Holm Ø til Nuus- suaq og mod nord endnu længere, helt op til Kap Melville i Thule distrikt. Så langt har jeg aldrig set før i Grønland, 400 kilometer ved blot at dreje hovedet 180 grader. Det var et utroligt impone- rende og betagende, næsten uvirkeligt smukt syn. Langt ude i Melville Bugt kunne vi se den lille, mørke kegleforme- de basalt ø, Thom Ø, som slædefolkene bruger som fixpunkt, når de krydser bugten langt fra de store bræer i øst. Vi blev så opstemte, at vil helt overså en sart, hvid, næsten skyggeagtig, plan flade strække sig fra Ajakos Skær og nordefter - det var vinterisen! Opløf- tede sprang vi ned over klipperne fra 600 meters højde, trykket pressede svagt på trommehinderne, solen varmede på den sydvendte skråning, der endnu var fyldt med sensommerblomster. Vi blev enige om, at vi nok skulle klare vinter- isen. I et fantastisk vejr nåede vi på tre dage frem til Ajakos Skær. Vi havde roet om- kring 50 kilometer om dagen. Der var meget gletscheris, men det havde ikke givet problemer, Jrværtimod var det en stor hjælp. Efter en time eller to kunne vi let finde is, hvor vi kunne gå op og strække ben, få udsyn til et nyt stort is- fjeld, tage kompaskurs og sejle videre nordpå. De sidste 10-15 kilometer op til Thom Ø begyndte vinterisen, men den var heldigvis i drift, og i store kurvede sejladser nåede vi frem til Thom Ø. På vej til toppen fandt vi en tidligere eski- moisk boplads. Den var ikke registreret 42 [13] John Andersen trækker kajakken over den gamle vinteris i den nordlige del af Melville Bugt. Den faste vinteris lå nogle steder op til 50 km ud fra gletcherkysten. Det sejlbare åbne hav lå ofte 70-80 km ude. af Grønlands Nationalmuseum, så jeg gik straks igang med fotografere og opmåle tomterne. På alle mine kajak- ekspeditioner i Grønland har jeg altid registreret .eskimotomter, det giver netop den form for rejser en særlig di- mension. Mødet med den eskimoiske fortid støder man på overalt i det tilsy- neladende uberørte land. Jeg føler mig aldrig alene eller ensom. Bevidstheden om, at der engang har været folk her, der har overlevet, giver mig, sammen 43 [14] Der kommer fremmede til bygden Innaarsuit. med den særlige rytme naturen udviser, en utrolig tryghed. Jeg er aldrig bange, når jeg rejser i Grønland, selv på de mest utilgængelige steder bliver jeg opstemt. Jeg tror, at min forståelse for naturens særlige åndedræt er hemmeligheden bag de mange rejser, jeg har gennemført. Mine filosofiske tanker blev afbrudt, da Ture fra toppen råbte ned til mig: »Far, har du set isen nordover«, jeg glemte eskimotomten og sprang op på toppen. Du milde himmel. Hele strækningen op til Kap Melville lå vinterisen fuldstæn- dig tæt. Men værst var, at den havde været i drift, så der mellem de enorme isflager lå 3-4 meter høje isvolde. »Nu kommer vi på hårdt arbejde« sagde jeg tiI_Ture, sqmjpmhyggeligt gennemsøgte isen med kikkerten. »Der er blå revner indimellem« udbrød han glædestrålen- de, »lad os komme afsted«. Sammenpakket, rådden vinteris er en ren djævelskab. Bedst som man føler sig sikker, går man pludselig igennem. Det er koldt og vådt. Men Ture havde op- fundet en ny form for fodtøj. Vi havde tynde polyesterstrømper og udenpå neo- pren sokker, som gik op over ankelen og 44 [15] så trekkingsko med profilsåler. Når vi faldt igennem og blev våde, tog det kun kort tid, før vi igen havde varmen i fødderne. Det havde den store fordel, at vi med det lette fodtøj behændigt kunne springe omkring på isen og ned i kajak- ken, når det hele brast omkring os. Vi kom hurtigt ind i en fast rytme. Først skulle vi forcere isvoldene, der- næst ud på rådden is, på med trækselen, for at vandre 10 eller 100 meter over en flage, for igen at starte forfra. Engang imellem var vi heldige og fandt smalle åbenvandsrevner mellem flagerne. Her kunne vi sejle over, eller når retningen var rigtig, sejle nogle hundrede meter fremefter. Vores dagsrejse blev decime- ret fra 40 til 10-15 kilometer om dagen, men vi kom fremad og Kap Melville blev tydeligere og tydeligere. Efter 3 dage ude i isen nåede vi ende- lig frem. Overalt på klipperne lå der plastposer, dåser og glasskår. Det var fangerne fra Savigsivik, der tydeligt brugte den gamle eskimoboplads, Nav- dlortoq. Selve bopladsen ligger bag en nyopført fangsthytte. Her findes det smukkeste vinterhus, som jeg har set i hele Grønland. En 2-3 meter høj sten- mur omkranser huset, hvor der er en stenbriks på ca. 3x6 meter, som består af 2 store stenheller. Jeg var her sidst i 1986 og huset bærer i dag desværre præg af, at være blevet anvendt som opbevarings- plads for tilfældige ting. Huset burde fredes. Afstanden til den grønlandske fortid går hastigt. Kommende grønland- ske generationer har - ligesom os andre - brug for at værne om den kulturarv, der er fundamentet i vores tilværelse. Omkring midnat i slutningen af au- gust var solen borte bag de høje fjelde og det frøs 8 grader. Nyisen lagde sig som bølgende marieglas i åbentvandsrevner- ne, for efter nogle timer at stivne i 4-5 cm tykkelse. Her var meget smukt og vi var opstemte over at have krydset Mel- ville Bugt, som de første i kajak. Det skulle fejres med en festmiddag og vi blev enige om at tage en »overligger dag«, så krop og sjæl kunne få hvile, før vi kom frem til Savigsivik, den sydligste boplads i Thule kommune. Ture havde skud til to alke og to tejster; jeg flåede dem, mens Ture rørte pulver op til ci- tronfromage med vegetabilsk fløde- skumspulver. Til hors d'ouvre fik vi stegte tejstebryster med indmad lagt på de sidste to stykker rugbrød, der blev ri- stet over primussen. Hovedretten be- stod af kogte alke, vandet blev brugt til en Blå Bånd fritidsret og kartoffelmos- pulver. Desserten var citronfromage med flødeskum og smeltet chokolade. Da vi efter et par timer var færdige med dette madorgie, lagde vi os veltilfredse i soveposerne med tanken om, at det ikke var en sød drøm, men virkelighed, at vi skulle blive her den følgende dag. Den næste eftermiddag varmede so- len på teltet, så der blev tropisk hedt. Vi blev enige om, at det skulle være »den store badedag«. Tæt ved lejren var der en rislende bæk. Bad blev det ikke til, da vi stod med fødderne i det iskolde smel- tevand. I stedet for skyllede vi sokker og underbukser, hængte dem til tørre og gik op på det bagved liggende fjeld. Det var meget uvejsomt, store kantede sten lå hulter til bulter imellem hinanden, som om en kæmpe lige havde kastet dem. Rundt omkring var der rævefælder 45 [16] fra den store gamle eskimoboplads. Ture fandt et gammelt narhvalkranie, hvori der sad et stykke af en tand. Vi knuste det imellem nogle sten, fik tanden fri og tog den med os som et minde om den smukt beliggende boplads. Fra toppen af fjeldet kunne vi se over til Meteorit- øen, hvor Savigsivik ligger. Der er ikke mere end 40 kilometer, men isen var tæt pakket hele vejen. Der var langt ud til det åbne hav, 10-15 kilometer, men værre var de skyer, der kom fra syd med begyndende vind. Ture så en smule be- tænkelig ud ved situationen, men jeg kendte området og sagde, at der heldig- vis lå to isfjeldsbanker på strækningen. Skulle isen pakke voldsomt, kunne vi al- tid gå op på de strandede isfjelde. Da vi rundede Kap Melville den føl- gende dag, opdagede vi et grønlænder- telt oppe på klipperne. Her er menne- sker, sagde vi til hinanden og råbte »hallo« så højt, vi kunne. Der var ingen reaktion, vi trak kajakkerne op på klip- perne og løb op til teltlejren. Til vores store skuffelse var den forladt. Det var trist, for det er altid en stor oplevelse at møde grønlændere på fangstpladserne. Der lå fiskegarn, påhængsmotorer, ben- zindunke og narhvalkød til tørre på klipperne. Vi tog et stykke af det sorte, trevlede kød. Da vi kom tilbage til ka- jakkerne, var isen næsten kommet frem til land, det blæste op og de store vinter- isflager bragede mod hinanden, og be- gyndte at dreje omkring i flere forskel- lige retninger. Heldigvis var det klart vejr, så vi let kunne se Meteoritø. Det blev meget hårdt arbejde. Hen over fla- gerne og op over 3-4 meter høje skrueis- volde. Ud på tynd is, hvor vi ofte måtte sidde i kajakken, rådden vinteris, med soppeture, men fremad kom vi. Efter 20 timer ude i drivisen nåede vi frem til den første isfjeldsbanke. Kun 15 kilome- ter havde vi tilbagelagt. Vi indrettede os på læsiden af et stort isfjeld. Primussen kom igang, varm kødret og chokolade. Trætte lagde vi os lidt ubekvemt i kajak- kerne og blundede snart hen. Efter 4-5 timer vågnede Ture, han var stiv af kul- de og begyndte at løbe rundt på isfjeldet for at få varmen. Pludselig hørte jeg ham råbe: »Far, der er en stor åben rev- ne over mod Savigsivik«. Jeg sprang op og kunne tydelig mærke, at kulden hav- de sat sig kroppen. »Lad os komme af- sted, før den lukker igen«. Hurtig kom kajakkerne i vandet og vi roede afsted for fuld kraft. »Det er næsten som at sej- le jpå Mølleåen om vinteren, det er bare meget flottere«, grinede Ture. Jeg blev glad, da jeg kunne fornemme, at han havde glemt de foregående dages slid, strabadser og kolde fødder. Åbent- vandsrevnen sluttede, vi trak igen kajak- kerne op på isen og styrede imod den anden isfjeldbanke, der ligger 4-5 kilo- meter fra Savigsivik. Efter 12 timer nåe- de vi isfjeldbanken, her var vinterisen igen i drift og vi blev våde. Vi kom tættere under land og kunne skimte telte på stranden, men der var ingen menne- sker, vejret og isen var for dårlig til fangst. Endelig lidt over midnat dukke- de det ene lille farvede træhus op efter det andet. Snart kunne vi høre både hunde og legende børn. Pludselig kunne vi se folk komme løbende ud af husene ned mod stranden. Da vi kom tæt på kunne jeg genkende storfangeren Qaer- neaaq Nielsen. Med et kæmpe smil råbte 46 [17] han »Tillykke John Andersen og Ture med rejsen over Melville Bugt«. Nu kunne jeg genkende flere på land, der var Simond, Peter og Sahra, Feleimon, Qitlaq og mange flere. Det var så over- vældende, at jeg fik tårer i øjnene. »Kom nu op og få noget te«, grinede Qaer- neaaq, nogen mere livsbekræftende end ham findes ikke i hele Grønland. Hans kone, Teresie, tog pænt imod os og hav- de allerede stillet franskbrød, margarine og marmelade frem, da vi trådte ind i den varme stue. »Sikke en stærk og dyg- tig søn, du har, og hvor er det flot, at i har krydset Melville Bugt i kajak, for der er meget is i år«, sagde Qaerneaaq. Som en af de dygtigste fangere i Thule di- strikt, var det for os den bedste lykønsk- ning, vi kunne modtage. Vi boede i den gamle handelschefbo- lig, som tømrer Henning Jeppesen fra Qaanaaq var i færd med at male. Han var umådelig venlig og meget interesse- ret i vores rejse. De næste par dage gik med at besøge gamle venner, som alle gerne ville møde Ture. Den tredje dag blev vejret smukt, vi tog kajakkerne og roede over til Sidebriksfjord. Da vi kom op på det 400 meter høje fjeld, kunne vi se, at der var åbent vand til kap York, men isen lå fast i hele fjorden. Vi gik et par timer op på indlandsisen og Ture fo- reslog, at såfremt der kom pakis på yder- kysten, så kunne vi jo bare trække kajak- kerne hen over bræerne, de sidste 75 kilometer op til Thule. Det blev dog ikke til noget, for netop som vi kom til- bage, hørte vi larmen fra en helikopter. Sammen med resten af bygden stimlede vi sammen i heliporten. Piloten kom hen til os og spurgte, om vi ikke skulle med tilbage! »Er der plads?« spurgte jeg forbavset. Ja, vi flyver om ti minutter. Aldrig havde vi pakket sammen så hur- tigt. Jeg bad Henning om at sende kajak- kerne op til Kurt i Qaanaaaq, og vi steg ind i helikopteren. Halvanden time senere gik vi ind i den store »dininghal« på Thule Air Base. Under vores rejse i Melville Bugt, havde jeg, når humøret var langt nede, fortalt Ture om Thule Basen og om hvor meget mad, der fandtes. Nu skulle alle hans drømme indfries. Inden længe sad han tavs bøjet over tallerkenen med steaks, kartoffelmos, pommesfrites, sovs og salat. Ved siden af havde han 2 ham- burgere og et glas med cola og sprite. Ef- ter en halv time var han færdig og spurgte, om man måtte tage mere. »Lige så meget du lyster«, sagde jeg. Han sprang afsted og fyldte op endnu engang for at starte forfra. Vi havde to dage på Thule Basen og heldigvis mødte vi nogle bekendte, som havde været oppe på Inglefield Land for at lede efter Meteoritter. De havde lejet mountainbikes og vi besluttede sammen at køre til Dundas, det gamle Thule, den næste dag. Det var rart at komme væk fra de triste og monotone barakbygnin- ger på basen. Let gik det op i fjeldet, hvorfra der var en imponerende udsigt ned over Dundas, det karakteristiske Thulefjeld og den smukke Wolstenhol- men Fjord. Vi lagde os i græsset om- kring de forladte tørvehuse. Sensom- mersolen varmede endnu en smule. Vi snakkede om gamle dage, Knud Ras- mussen og de store ekspeditioner. For en kort stund stod solen stille, før vi alle igen skulle tilbage til Danmark. 47 [18]