[1]
Ulvevandringer
Om ulvene i Gertnanialand
Tekst og fotos
af Lars Maagaard
Polarulven Canis lupus arctos har sit ho-
vedudbredelsesområde i det højarktiske
nordøstlige Canada, nærmere betegnet i
øgruppen Queen Elizabeth Islands
(Mech 1970). Den største ø i gruppen er
Ellesmere Island, som ligger kun 30 km
fra den vestlige del af Nordgrønland.
Polarulven var tidligere udbredt i Nord-
østgrønland, men forsvandt fra området
i slutningen af 1930'rne.
Gennem de sidste femten år er polar-
ulven indvandret til Nordøstgrønland
fra Canada. Flere ekspeditioner, slæde-
patruljen Sirius samt mandskab fra Vejr-
station Danmarkshavn har set et stigen-
de antal ulve i Nord- og Østgrønland
(Dawes et. al. 1986, Maagaard 1988).
Polarulven er blevet observeret på
strækningen fra det nordligste Peary
Land og ned til Scoresbysund. Ulvene er
hovedsageligt forekommet som enlige
eller parvis, men også større flokke på
op til otte dyr er blevet set (Mikkelsen
1986).
Endvidere er der flere steder i
Nordøstgrønland gjort ynglefund af po-
larulv. I Nansen Land blev der i 1985 set
tre hvalpe i selskab med en voksen ulv
(Bennike og Kelly 1988). På Hold with
Hope ynglede der i 1988 et ulvepar (Si-
rius pers. komm.). I Germania Land
ynglede en ulvefamilie i 1988 (Maagaard
1988).
Denne artikel omhandler hovedsage-
ligt iagttagelser af ulvene i Germania
Land fra perioden 1987 til 1991. Mate-
rialet består af mine egne observationer
indsamlet i perioderne februar 1987 til
september 1988 og juli til oktober 1990,
hvor jeg var ansat på Vejrstation Dan-
markshavn (76.46° N, 18.42° W), samt
supplerende observationer fra mine kol-
legaer i Danmarkshavn og ekspeditio-
ner til området i 1989-90.
Lars Maagaard, født 1961, cand. scient. ved
Aarhus Universitet september 1993 med spe-
ciale i populationsbiologi. Har gennemrejs!
det meste af Grønland. Ansat som radioson-
deassistent på vejrstationen i Egedesminde i
et år i 1984-85 og på Vejrstation Danmarks-
havn sammenlagt to år i 1987-88 og 1990. Har
i Nordøstgrønland studeret ynglefugle, hval-
rosser og ulve. Er naturfotograf og foredrags-
holder i emner om natur og friluftsliv.
49
[2]
De tidligste observationer
Den første ekspedition til Nordøstgrøn-
land ledet af K. Koldewey i 1869-70
nåede op til midten af Germania Land.
Ekspeditionen observerede ingen tegn
på ulve (Koldewey 1874). Nathorst
1899) observerede til gengæld adskillige
ulve, både han- og hunulve på østkysten
mellem 71° og 75° N i 1899.
Fra Danmark-Ekspeditionen 1906-
1908 beretter Manniche (1910) om ob-
servationer af ulve mellem 75° N og
83°10'N. De fleste af ulvene blev set i
Dove Bugt omkring Danmarkshayn i
vinteren 1907-08, hvor ekspeditionsski-
bet lå indefrosset i havisen. Ulvene jag-
tede ekspeditionens slædehunde, som
gik frit omkring på isen. Det lykkedes
ulvene at dræbe og æde fire hunde ved
skibet.
Inde i Pustervig i det nordvestlige
hjørne af Dove Bugt overvintrede Peter
Freuchen alene i vinteren 1907-08. Til
hans store ærgrelse holdt en flok ulve til
omkring hytten. Ulvene fulgte ham dag-,
ligt, når han skulle op på fjeldet for at
måle temperaturer. De tog syv af hans
hunde, men det lykkedes ham at fange
to af dem ved at lægge sakse op på taget
af hytten, hvor ulvene kunne finde på at
springe op (Freuchen 1963). I alt blev
der fanget og skudt fem polarulve på
Danmark-Ekspeditionen (Manniche
1910).
Fangstmandstiden
Fra fangstmandstiden i 1920'rne og
30'rne mødte de danske og norske
fangstmænd ofte ulve (Giæver 1930,
1939; Pedersen 1934, 1963; Jennov
1945). Giæver (1930) fortæller om,
hvorledes en ulveflok på syv forfulgte
og dræbte en enlig moskustyr (Ovibus mo-
schatus). Fangstmændene var ikke glade
for ulvene, da de var konkurrenter til
fangsten af polarræv (Alopex lagopus),
polarhare (Lepus arcticus) og moskus-
okse. Derfor drev de intensiv fangst på
ulvene. Det lykkedes en norsk fangst-
mand at dræbe en hel flok ulve på otte
dyr i Tyrolerfjorden. Fangstmanden be-
nyttede en strykninforgiftet rypeåte,
hvilken alle otte ulve tilsyneladende
smagte på (Giæver 1930, Devold 1940).
I fangstmandstiden blev der fanget eller
skudt ca. 40 ulve i Nordøstgrønland
(Pedersen 1963). Tallet er nok et mini-
mum, da der foreligger få informationer
om de norske fangstmænds aktiviteter i
området. Udover en enkelt omstrejfen-
de ulv som blev skudt ved Skjoldungen i
det sydligste Østgrønland i midten af
1950'erne (J. Rosing pers. komm.), me-
nes polarulven at være uddød i
Østgrønland omkring 1939 (Freuchen
& Salomonsen 1958). En eventuel ned-
gang i byttedyrspopulationerne kan
have medvirket til ulvenes forsvinden
fra området, som foreslået af Dawes et.
al. (1986), men den egentlige årsag til
deres uddøen i Østgrønland må dog
tillægges fangstmændenes intensive jagt.
Status i Nordgrønland
Antallet af ekspeditioner til Nordgrøn-
land frem til 1970'erne har været ringe.
Som følge deraf mangler der informa-
tioner om polarulvenes tidligere status i
det nordligste Grønland.
På Dansk Peary Land Ekspedition
(1947-50) blev der ikke set ulve, og
50
[3]
Kort over observationsområdet i Germanialand og Dove Bugt. Pilen i det indsatte grønlandskort angiver
Danmarkshavns placering.
Johnsen (1953) konkluderede, at polar-
ulven ikke længere eksisterede i Grøn-
land. Først i slutningen af 1960'erne
blev de første ulvespor og levende ulve
observeret i Peary Land (Dawes 1978). I
Nordgrønland har polarulven sandsyn-
ligvis forekommet som en periodisk
strejfgæst fra Ellesmere Island. De første
store flokke på 7-8 dyr i Nordgrønland
blev set i 1984, og i 1985 blev der set ul-
veunger i Nansen Land (Bennike &
Kelly 1988, Mikkelsen 1986).
51
[4]
Spor efter ulv. Sådan opdager man som regel først,
at der er ulve i området.
Genindvandring til Nordøstgrønland
Slædepatruljen Sirius har siden enhe-
dens oprettelse i 1950 hvert år gennem-
rejst store dele af Nord- og Østgrønland.
I 1978 så et Sirius slædehold for første
gang i patruljens historie ulve i
Nordøstgrønland. P. Schmidt Mikkel-
sen (1986) og hans makker havde den
22. april 1978 teltet i Kronprins Chri-
stians Land. Her fik de besøg af to
»kridhvide polarulve«, som stod 50 me-
ter fra teltet. Tidligere på rejsen havde
de set spor i bunden af Danmark Fjord,
og ca. 14 dage senere blev de samme to
ulve set af et andet slædehold i området.
Vejrstation Danmarkshavn, Germa-
nialand blev oprettet i 1948. Men først i
1979 blev der observeret ulve i Germa-
nialand. Den 19. april ankom et Sirius
slædehold til Danmarkshavn. I deres
spor fulgte to polarulve. De to ulve
opholdt sig ved stationen et par dage,
inden de fortsatte sydpå i slædeholdets
spor (Maagaard 1988).
Frem til november 1980 blev der set
to ulve ialt otte gange af mandskab fra
Sirius og Danmarkshavn. De to ulve
blev set mellem Danmarkshavn og
Loch Fyne. Det drejer sig sandsynligvis
om det samme par, der blev opdaget i
1978 i Kronprins Christians Land (Da-
wes et. al. 1986).
Ulvene i Germanialand
Den næste ulv i Germanialand blev set
ved Danmarkshavn 24. februar 1980.
Det var en enlig strejfer, som blev obser-
veret én gang. Fire år senere i slutnin-
gen af maj 1984 fulgte en hanulv en Si-
riuspatrulje fra Skærfjorden og til Ger-
manialand. Ulven opholdt sig ved Dan-
markshavn fra juli 1984 til oktober 1985
(Maagaard 1988). Hanulven var ikke
særlig sky og kom helt ind imellem vejr-
stationens bygninger for at finde madre-
ster. Den var meget interesseret i statio-
nens slædehunde og opholdt sig ofte i
nærheden af de lænkede hunde. Den var
meget social og legede bl. a. med to hun-
dehvalpe, der gik frit omkring. Uheldig-
vis kom ulven i slagsmål med hvalpenes
mor, hvorunder hunhunden blev dræbt.
Efter denne episode blev ulven jaget
bort fra stationen af de ansatte på Dan-
markshavn.
Den første egentlige flok ulve i Ger-
mania Land blev observeret den 14.
april og periodisk frem til den 7. juni
1986. Fire ulve, hvoraf én var en voksen
52
[5]
Vejrstationen Danmarkshavn blev oprettet i 1948, men først i 1979 blev der set ulve i Germanialand.
han, blev set både ved vejrstationen og i
fjeldene nord for. Ulvene fouragerede
på fuglereder. Det blev observeret, at tre
reder af bramgås (Branta leucopsis) blev
tømt for æg af ulvene (Forchhammer
1990).
Den 2. december 1986 var et slæde-
hold fra Danmarkshavn ude og køre i
den nordlige del af Dove Bugt. I Storm-
bugten blev de indhentet af en ulv, som
fulgte slæden ind til Danmarkshavn,
hvorefter den forsvandt (M. Forchham-
mer pers. komm.).
I 1987 blev et ulvepar set tre gange i
Germanialand. Første gang ved Hval-
rosodden Fangststation. Et slædehold
fra Danmarkshavn opholdt sig i hytten,
hvorfra de så to ulve, sandsynligvis en
han og en hun (M. Forchhammer pers.
komm.). Den 3. maj dukkede ulveparret
op inde ved Danmarkshavn. De blev set
i området et døgns tid. Parret bestod af
en voksen, meget stor han og en noget
mindre voksen hun. Begge ulve var helt
hvide i pelsen. De to ulve blev sikkert
lokket ind til stationen af røgen fra et af-
faldsbål, hvor der blev brændt kasserede
madvarer. Hanulven blev bl. a. set med
en 80 cm lang hamburgerryg, som den
stak til fjelds med.
De to ulve blev set igen i terrænet
nord for Danmarkshavn flere gange i
perioden 4.-15. september 1987. Den 15.
september var undertegnede på vandre-
tur med to løsgående slædehunde. På et
tidspunkt var hundene løbet i forvejen
og ude af syne. Med ét kunne jeg høre en
tuden, der lignede en slædehunds, men
den var meget dybere i tonelejet, og styr-
ken var kraftigere. Efter et par minut-
53
[6]
Den unge tæve lod sig ofte tillokke af spækstativets goder. Her har den fundet en tørfisk.
ters gang i retning aflyden så jeg hunde-
ne. De stod ved foden af en klippeknold
og trippede forlegne rundt. Det var ty-
deligt, at de ikke vidste, hvorledes de
skulle klare situationen. Oppe på klip-
peknolden stod hanulven med hovedet
sænket under skulderhøjde og tudede ad
dem. Da hanulven opdagede mig, stak
han af, og hunulven, der havde holdt sig
i baggrunden, sluttede sig til ham. De to
hunde løb hen til mig og var glade for
min tilsynekomst, der havde reddet dem
fra ulvens truende adfærd. De samme to
hunde havde ingen skrubier ved at an-
gribe og forfølge en isbjørn (Ursus mariti-
taus), som vi mødte på en anden vandre-
tur. Hundene var ikke generelt frygt-
somme, men hanulven havde tydeligvis
advaret dem på et sprog, de kunne
forstå.
54
Ulveflokken i 1988
Den 18. april 1988 blev de to gamle ulve
set igen. Denne gang var de i selskab
med to unge ulve. De to unge ulve var
mørkere gule i pelsen og havde flere
brune og sorte dækhår. De var også
mere »hvalpede« og legesyge end de to
gamle ulve. De unge ulve blev bedømt
til at være ét til to år gamle. Begge de
unge ulve tissede i siddende stilling,
hvilket tyder på, at begge var hunner.
Dog kan unge hanner også tisse sidden-
de, indtil de bliver kønsmodne (Mech
1970). Den ene blev senere med sikker-
hed bestemt til at være en hun, da den
kom i løbetid. De fire ulve blev set i pe-
rioden 18.-20. april og igen 2.-10. maj.
Derefter forsvandt de to gamle ulve fra
Danmarkshavn området. De to unge
opholdt sig begge ved Danmarkshavn
[7]
Polarharen eller sneharen, som den også kaldes, er et vigtigt byttedyr for ulvene i Nordøstgrønland.
indtil den 18. maj, hvorefter den ene
forsvandt. Den anden unge tæve blev
set jævnligt ved Danmarkshavn frem til
slutningen af september. Den var meget
nysgerrig og legesyg, hvilket betød, at
den ofte søgte kontakt med slædehunde-
ne. Overfor menneskene var den meget
tillidsfuld. Den lod sig lokke helt ind på
fem meters afstand, især hvis den blev
tilbudt en tørfisk eller et stykke spæk.
Den unge hunulv specialiserede sig i at
finde madaffald på dumpen samt at jage
polarharer. En hareflok på tyve til fyrre
dyr holder til i området ved Danmarks-
havn. De nyder dels den beskyttelse,
som slædehundene giver mod evt. rov-
dyr, og de finder grønsagsaffald og lig-
nende. Hunulven jagede ihærdigt harer- ^
ne. Det blev dog ikke Set, at den fangede         Ulvene { Germania Land jagede ofte harer, men
nogen. Ulvens anstrengelser betød dog,         haren var oftest hurtigere end ulven.
55
[8]
at harerne om natten opholdt sig i sam-
let flok lige uden for slædehundenes
rækkevidde for at undgå ulven.
Ulveunger
En uge inde i september 1988 dukkede
ulveflokken op igen. Denne gang var
der to små hvalpe med. Ulveungerne
var gulbrune i pelsen og bedre kamou-
fleret i sommerfjeldet end deres helt
hvide forældre. Hvis hvalpene var ble-
vet født umiddelbart efter, at de voksne
ulve forsvandt fra Danmarkshavn i
midten af maj, kan de maksimalt have
været fire måneder gamle. Ved at sam-
menligne størrelse og adfærd mellem ul-
veunge'rne og slædehundehvalpe virke-
de de som værende ca. 3 måneder gam-
le. Ulveungerne var altså blevet født i
midten af juni. Drægtige ulve begynder
at forberede hulen ca. fire til fem uger
før ungerne fødes, og hvalpene forlader
ikke kulen, førend de er tolv til fjorten
uger gamle (Mech 1970). Denne periode
på ca. fire måneder passer overens med
den periode fra midten af maj og til mid-
ten af september, hvor de gamle ulve
ikke blev set ved Danmarkshavn.
At ulveungerne er blevet født i Ger-
manialand kan der ikke herske tvivl om.
Ynglefundet er derfor det første i
Grønland, hvor man med sikkerhed
kan sige, at ungerne ikke er indvandret
fra Canada (Maagaard 1988). Dog må
man antage, at de andre ulveunger, der
er blevet og bliver observeret i
Nordøstgrønland, er født her, da det er
usandsynligt, at tre til fire måneder
gamle unger kan klare at vandre
strækningen mellem Ellesmere Island
og Nordøstgrønland. Derimod kan ul-
veunger observeret i den vestlige del af
Nordgrønland godt være indvandret fra
Canada.
Flokadfærd
Ulvefamilien blev set dagligt vest for
Panmarkshavn i tiden 8. til 21. septem-
ber 1988. Ulvene har sandsynligvis haft
deres hule i et af fjeldene i nærheden af
Danmarkshavn. Dette underbygges af,
at A. Nielsen allerede i midten af august
så en lille, ulveunge løbe rundt alene
udenfor stationen. Hvalpen har i en al-
der af to måneder rigtigt været ude og
opdage verden på egen hånd.
At ulvefamilien valgte at yngle i
nærheden af Danmarkshavn skyldes
sikkert de gode fourageringsmuligheder.
Her findes en stor bestand af polarharer,
som er et vigtigt byttedyr for ulvene
(Mech 1970). I sommermånederne fin-
des her mange ynglende fugle. Både æg,
unger og voksne fugle bliver taget af ul-
vene. Udover de naturlige byttedyr hav-
de ulvene mulighed for at supplere ko-
sten med diverse fødeemner fra sta-
tionsområdet. Dette kunne være mad-
affald fra dumpen, tørfisk og spæk be-
regnet til hundene samt rester fra sæl-
parteringsbrættet.
Ulve har en stærk social binding til
hip,anden inden for flokken. Dette bety-
der, at alle ulve i flokken deltager i fod-
ring af hvalpene. Fodringen foregår
veid, at byttet bringes til hulen enten
friskt eller slugt, hvorefter det gylpes op
(Mech 1970). Som før nævnt var det
specielt en af de unge tæver, der hentede
føde fra Danmarkshavn. Den blev man-
gejjange i løbet af sommeren set løbe op
i fjeldene med mad i gabet. Den har sik-
56
[9]
Samme tæve med tørfisken fra side 54.
kert bragt byttet op til hulen. Ulvene var
mest aktive i deres fødesøgning i nat- og
morgentimerne. Om dagen lå de samlet
og sov på fjeldet vest for Danmarks-
havn, hvor de en periode havde deres
tilholdssted. De foretrak at ligge i
lyngklædte hulninger, hvor der var læ
for vinden. De gamle ulve tog på natlige
fourageringstogter. Imens blev de to
hvalpe oftest ladt alene tilbage evt. i
selskab med en enkelt voksen. Hvalpene
kunne finde på at tage på selvstændige
fourageringstogter lige omkring deres
tilholdsplads, og flere gange tidligt om
morgenen blev de set stikke af med en
godbid, som de havde hentet ved
spækstativet.
Hver aften lige før det begyndte at
blive mørkt, samledes ulveflokken på
toppen af fjeldet ovenfor deres tilholds-
plads. Her satte de i med deres berømte
dybe melankolske tuden, som de alle
seks deltog i. Funktionen af aftenkon-
certen er formodentligt at styrke
flokfællesskabet samt at samle flokken
inden den natlige jagt. Ulvene gav sig
også til at tude på andre tider af døgnet.
Det skete specielt, når et enkelt individ
var blevet væk for flokken, og de skulle
lokalisere hinanden.
Så snart ulvene begyndte på deres
daglige aftenkoncert ca. en kilometer
fra Danmarkshavn, begyndte de femten
slædehunde på deres lidt jammerlige hy-
len. Ulve og hunde kunne tude og hyle
til hinanden i op til en halv time.
En anden form for tuden oplevede jeg
en tidlig morgen, hvor jeg fulgte efter
ulvene op i fjeldet. Ulvene havde en
flugtafstand på tre til femhundrede me-
ter afhængig af terrænet. Kom man
tættere på, gik de væk. Jeg ønskede at
iagttage, om de langsomt ville acceptere
min tilstedeværelse, hvis jeg fulgte efter
dem. Jeg nærmede mig dem på en flad
dalskråning. Ulvene satte i luntetrav op
mod et nærliggende fjeld, da de så jeg
kom. Den gamle tæve gik forrest med de
to hvalpe lige bag sig. En halvtreds me-
ter bag dem gik de to unge ulve samt
hanulven. Jeg slog over til joggetempo
og mindskede afstanden til ulveflokken.
Da jeg var to hundrede meter fra den ba-
geste ulv, stillede hanulven sig op på en
klippeblok, sænkede hovedet ned mel-
lem benene og tudede med en meget dyb
lyd. Dette gentog sig nogle gange og var
tydeligvis en advarsel til mig om at hol-
de afstand.
Vi kom op i et kuperet terræn, og ul-
vene ændrede adfærd. Den gamle hun
og hvalpene forsvandt væk mellem nog-
le klippeblokke, mens de tre andre be-
57
[10]
Polarulven er i stand til at tilbagelægge flere hundrede kilometer på ganske få dage. Vandløb og gletchere
er ingen hindring.
gyndte at omringe mig. Dette skete ved,
at de to unge ulve løb tilbage og forbi
mig, eri på hver side med en afstand af
tohundrede meter. Hanulven blev
stående oppe foran mig, indtil ringen
var dannet. Derefter luntede ulvene
rundt om mig, mens de gjorde cirklen
langsomt mindre ved at nærme sig i ly af
terrænet. Da de var inde på en afstand af
halvtreds meter, syntes jeg, at det var
ved at være lidt for spændende, og jeg
fortrak den vej, jeg var kommet ad.
Den beskrevne omringningsmetode
er den samme som den, ulvene benytter,
når de jager moskusokser (Mech 1987).
Jeg tror ikke, at ulvene var ude på at
overfalde mig. Omringningsteknikken
blev benyttet for at forvirre forfølgeren,
således at hunulven og hvalpene kunne
slippe væk. Samme aften var ulvene dog
tilbage på deres tilholdsplads. Så længe
jeg ikke overskred den usynlige grænse
på nogle få hundrede meters afstand, ac-
cepterede ulvene min tilstedeværelse.
Ulvevandring
Frem til juli 1990 blev der kun gjort få
observationer af ulve, koncentreret i
den vestlige del af Germania Land
(Boertmann et. al. 1990, Bay 1991). I den
første uge af juli dukkede den ene af de
unge tæver imidlertid op alene. Jeg var
på en vandretur med to unge hanhunde
gået fra Danmarkshavn og til Hvalros-
odden Fangststation. På vejen der ind
dukkede den unge hunulv op nogle få
hundrede meter bag os og holdt denne
afstand hele vejen ind til Lakseelven,
som vi skulle ro over. Næste morgen
kunne jeg inde fra hytten høre en klyn-
ken, der lød anderledes end hundenes.
Da jeg kiggede ud, stod ulven og hunde-
58
[11]
ne med næserne mod hinanden, det var
hunulven der klynkede. Klynkeriet var
vel et udslag af kurmageri fra ulvens
side, så jeg løsnede hundene, og de be-
gyndte straks at »lege tag fat« med ulven.
På de ca. halvtreds kilometers vandring
tilbage til Danmarkshavn fulgte hunul-
ven de to slædehunde ganske tæt og til-
lod min tilstedeværelse indtil ti meters
afstand. På halvvejen overnattede jeg i
hytten, der ligger på Lille Snenæs. Jeg
bandt hundene tæt ved døren, således at
de kunne advare mod eventuelle bjørne-
besøg. Der gik ikke ret lang tid, førend
hunulven lagde sig ved siden af hunde-
ne, hvor hun lå hele natten kun afbrudt
af en lille strejftur rundt om hytten. På
et tidspunkt vågnede jeg ved, at der lød
en snøften i mit øre. Jeg lå op ad den rå
bræddevæg, der kun pletvis udvendigt
var dækket af tagpap. Da jeg langsomt
drejede hovedet, kunne jeg gennem en
revne mellem brædderne se lige ind i en
sort ulvesnude. David Mech (1987,1988)
har ligeledes beskrevet, at polarulve ac-
cepterer menneskers tilstedeværelse,
hvis man opfører sig meget passivt. Un-
dervejs på hele turen forsøgte ulven fle-
re gange at vende bagdelen til hanhun-
dene. Selvom hunulve normalt kommer
i løbetid i marts-april (Mech 1970), var
der ingen tvivl om, at hun var i løbetid
og forsøgte at opmuntre de to unge han-
hunde til parring. De var dog for unge
eller uerfarne til at følge opfordringen.
Gennem hele sommeren 1990 holdt
den hunulv til omkring Danmarkshavn.
Den søgte flere gange kontakt med
slædehundene, dog ikke så opfordrende
som på vandreturen. I midten af sep-
tember blev det gamle ulvepar, som
havde født unger i 1988, set vest for
Danmarkshavn. Den unge tæve for-
svandt sammen med dem i slutningen af
september.
Parring mellem uh og hund
Den 4. april 1991 blev den unge hunulv
igen set ved Danmarkshavn. Den blev
jævnligt observeret i Germania Land og
Dove Bugt hele foråret og sommeren.
På en slædetur den 5. april til Store Kol-
dewey fulgte hunulven slæden med de
to mænd og elleve hunde på få meters
afstand (Jes Graugaard pers. komm.).
Da slædehundene var anbragt på rej-
sekæden, begyndte ulven at spille op til
hanhundene. Hun tilbød sin bagdel med
løftet hale, snusede til dem og hoppede
med kåde spring rundt omkring hunde-
ne. Tævehunden, som var med, brød sig
ikke om rivalinden, og hun bed ulven
gentagne gange. Hunulven lod sig dog
ikke mærke med det, men da hunhun-
den fik et godt tag i ulvens ene øre, blev
det for meget for ulven. Ulven vristede
sig fri, smed hunhunden til jorden og
fikserede med et bid/greb i halsen. Efter
denne behandling undlod hunhunden
at bemærke ulvens tilnærmelser til han-
hundene.
Tilsidst udvalgte ulven sig en mage,
nemlig førerhunden »Folman«. De kur-
tiserede i timer, hvorefter de parrede
sig.
Parringsspil og parring med »Fol-
man« gentog sig den 6. april og den 6.
maj. Alle gange var der tale om fuldbyr-
det parring, hvor hund og ulv hang
sammen i kønsdelene nogle minutter.
Slædekuskene forsøgte alle tre gange at
jage ulven bort med skræmmeskud og
59
[12]
nødraketter. Dette afholdt ikke ulven
fra at komme igen efter få minutter. Til-
sidst opgav mændene at jage den væk.
Til trods for den ihærdige parrings-
adfærd kom der tilsyneladende ikke no-
get afkom på benene. Hunulven er ble-
vet seffævnligt ved Danmarkshavn i det
efterfølgende års tid (Jes Graugaard
pers. komm.), men der er ikke blevet
observeret unger. Iagttagelsen af denne
type adfærd er måske den første af sin
art. Fra Nordvestgrønland er der ek-
sempler på, at tamme hunhunde bindes
ude, så de kan parre sig med hanulve.
Dette har eskimoerne gjort for at få nyt
blod i slædespandet (Vibe 1981). Lige-
ledes er det kendt, at tamme ulve parres
med hunde. Men at en vild hunulv par-
rer sig med en tam hanhund i menne-
skers nærvær, har det ikke været muligt
at finde andre eksempler på.
forklaring på denne adfærd ligger
måske i, at hunulven ikke har haft andre
muligheder for at parre sig. Området
har en meget lille bestand af ulve. Den
eneste hanulv, der er set i området, er
den unge hunulvs egen far. Da ulve er
meget monogame og ofte lever med den
samme mage hele livet (Mech 1970), er
det meget lidt sandsynligt, at de to kun-
ne parre sig. Den unge hunulv har der-
for kun haft hanhundene som mulige
mager. Da hun allerede var tilvænnet til
hunde og mennesker, før hun blev
kønsmoden, har skridtet til parring med
en hund været meget lille.
Første tøvende kontakt mellem ulven og de to slædehunde.
60
tk
[13]
Da først ulven og de to hunde var blevet fortrolige, løb de legende rundt i fjeldet.
Litteratur
Boertmann, D., Forchhammer, M. & Meltofte, H.
1990: Biologisk-arkæologisk kortlægning af
Grønlands østkyst mellem 75° N og 79° 30'N. Del
2: Optællinger af fugle og pattedyr mellem Bessel
Fjord (76° N) og Zachariae Isstrøm (78° 30'N).
Teknisk rapport nr. 10 - januar 1990. Grønlands
Hjemmestyre, Miljø- og Naturforvaltningen.
Bay, C. 1991: Biologisk-arkæologisk kortlægning af
Grønlands østkyst mellem 75° N og 79" 30'N. Del
8: Registrering af pattedyr og fugle i området mel-
lem Germanialand (77° N) og Lambert Land
(79° 10'N) 1990. Teknisk Rapport nr. 26 december
1991, Grønlands Hjemmestyre, Miljø- og Naturfor-
valtningen.
Bennike, O. & M. Kelly, 1988: Polarulven i
Nordgrønland. - Naturens Verden jan.: 36-40.
Dawes, P. R., M. Blander & M. Ericson, 1986: The
Wolf (Canis lupus) in Greenland: A historical Re-
view and Present Status. - Artic 39: 119-132.
Devold, H. 1940: Polarliv. Oslo: Gyldendal Norsk
Forlag.
Forchhammer, M. 1990: Ornithological Observa-
tions in Germania Land and Dove Bay, Northeast
Greenland, 1986. - Grønlands Hjemmestyre,
Miljø- og Naturforvaltningen. - Teknisk rapport
nr. 12.
Freuchen, P. 1963: Erindringer. København: Gyl-
dendal.
Freuchen, P. & Salomonsen, F. 1961: Det arktiske År.
København: Gyldendal.
Giæver, J. 1930: Fangsthytterne. - Jegerliv på Øst-
Grønland. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag.
Giæver, J. 1939: Den norske fangstvirksomheten på
Østgrønland. I: Dansk og Norsk Fangstvirksom-
hed paa Østgrønland. Publikationer om Østgrøn-
land 8B:l-57. København: Ejnar Munksgaard.
Jennov, J. G. 1945: Moskusoksebestanden i Nordøst-
grønland og nogle spredte iagttagelser og betragt-
ninger vedrørende dyrelivet i Nordøstgrønland.
København: Østgrønlandsk Fangstkompagni Na-
nok A/S.
Maagaard, L. 1988: Ynglefund af polarulv (Canis lu-
pus arctos) ved Danmarkshavn, Nordøstgrønland.
Flora og Fauna 94 (4), 89-92.
Manniche, A. L. V. 1910: The terrestrial mammals
and birds of North-East Greenland. - Biological
observations. - Meddelelser om Grønland 45 (1):
1-199.
Mech, L. D. 1970: The Wolf- The ecology and beha-
viour of an endagered species. Minneapolis: The
University of Minneasota Press.
Mech, L. D. 1987: At Home with the Arctic Wolf.
National Geographic. Vol. 171 No. 5: 562-593.
Mech, L. D. 1988: The Arctic Wolf. Living with the
pack. Stillwater: Voyageur Press.
Mikkelsen, P. S. 1986: Tusind dage med Sirius. Vi-
borg: Gyldendal.
Vibe, C. 1981: Pattedyr (Mammalia). - I: Salomon-
sen, F., ed. Grønlands Fauna. København: Nor-
disk Forlag: 363-459.
61[14]